En Studie i rødt/2/7
Syvende Kapitel.
Slutning.
Vi havde alle faaet skriftlig Tilsigelse om at møde til Forhør om Torsdagen, men da Torsdagen kom blev der ingen Brug for vore Vidnesbyrd. En højere Dommer havde taget Sagen i sin Haand, og den stakkels Jefferson Hope var bleven stævnet for den Domstol, der aldrig tager fejl, og over for hvilken alle kunne være forvissede om at nyde fuld Retfærdighed.
Allerede Natten efter, at han var bleven fængslet, brød Pulsaaresvulsten op, og da man om Morgenen kom ind i hans Celle, fandt man ham liggende død paa Gulvet med et fredeligt Smil paa Ansigtet, ret som om han i sine sidste Øjeblikke havde kunnet se tilbage paa et velfort Liv og en god Livsgerning. Lucys Vielsesring havde han imellem Fingrene.
»Naa da, hvor Gregson og Lestrade ville blive rasende over dette ubetimelige Dødsfald,« bemærkede Holmes, da vi den følgende Aften sad og talte om Sagen. »Hvad vil der nu blive af al den Virak, de havde ventet sig som Slutning paa denne Historie?«
»Aah, jeg synes ellers ikke, de have meget at rose sig af, de have jo ikke haft mindste Lod eller Del i Jefferson Hopes Paagribelse,« indvendte jeg.
»Hvad man udretter, har ikke det mindste at sige i denne Verden,« svarede min Husfælle bittert. »Det, som det kommer an paa, er blot hvad man kan faa Folk til at tro, man har udrettet. Naa, lige meget,« fortsatte han mere muntert efter en Pavse, »jeg vilde dog ikke for aldrig det have mistet denne Lejlighed til en Undersøgelse og Opdagelse. Jeg har endnu aldrig haft med saa interessant en Sag at gøre. Saa simpel, som den var, saa var der dog adskillige meget belærende Omstændigheder forbundne med den.«
»Simpel!« udbrød jeg.
»Ja, netop, den kan ikke godt betegnes anderledes,« sagde Sherlock Holmes og smilede ad min forbavselse. »Det bedste Bevis paa, at den var saa uendelig simpel, er jo, at jeg uden anden Hjælp end nogle faa almindelige Følgeslutninger var i Stand til inden tre Dages Forløb at paagribe Forbryderen.«
»Ja, det er sandt,« sagde jeg.
»Jeg har jo allerede forklaret Dem, at hvad der ligger uden for det almindelige, det dagligdags, tjener mere til at fremme end til at hemme Opdagerens Værk. Naar man skal klare et saadant Problem som dette, saa er Hovedsagen den, at man er i Stand til at slutte baglængs. Dette er en meget nyttig Færdighed, og den er temmelig let at praktisere, men det er ikke mange Mennesker, der giver sig af med den. I det daglige Livs Forhold er det ogsaa meget formaalstjenligt at slutte forlængs, og derfor faar man ingen Øvelse i det andet. Der findes vel hundrede Mennesker, der kan slutte syntetisk for hver een, der kan slutte analytisk.«
»Ja, jeg maa tilstaa, at jeg ikke rigtig er med,« sagde jeg.
»Det havde jeg heller ikke ventet; men lad mig forsøge paa at gøre mig mere forstaaelig for Dem. Naar De for en Flok Mennesker fortæller en Række sammenhængende Begivenheder, saa vil de allerfleste kunne sige Dem, hvad Enderesultatet vil blive af disse Begivenheder. De fleste Mennesker kunne nemlig i Tankerne følge Begivenheder videre fremad i deres Konsekvenser og saaledes slutte sig til, hvad der vil ske. Men der gives kun meget, faa, der, naar De fortæller dem et Resultat, kan sige Dem ifølge deres egen Tankeslutning, hvilke Trin af Begivenheder, der har ført op til dette Resultat. Det er denne Evne, jeg tænker paa, naar jeg taler om at slutte baglængs eller analytisk.«
»Nu forstaar jeg Dem,« sagde jeg.
»Dette her var nu netop et Tilfælde, hvor Resultatet var givet, og hvor man havde at finde alt det forudgaaende selv. Jeg skal forsøge at give Dem de forskellige Trin i mit Ræsonnement. Lad os begynde ved Begyndelsen. Jeg nærmede mig, som De vil erindre, Huset til Fods, og jeg havde i Forvejen værget mig for alle vildledende Indtryk. Meget naturlig begyndte jeg allerførst at undersøge Vejen, og der saa jeg tydelig, hvad jeg allerede har fosklaret Dem. Sporene af en Cab, som, hvad jeg ved nærmere Forespørgsler forvissede mig om, havde været der i Nattens Løb. Ved at undersøge Sporets Vidde overbeviste jeg mig om, at det ikke kunde være en privat Vogn, dertil var Afstanden mellem Hjulenes Spor for lille, det maatte som sagt være en Cab.
Dette var altsaa den første Slutning, jeg kom til. Saa gik jeg langsomt op ad Havegangen, der ikke havde faaet Grus i lang Tid og derfor var meget blød paa Grund af den foregaaende Nats Regn, saa at den var meget modtagelig for Fodspor. For Dem saa den rimeligvis ud som en gennemtrampet Søle; men for mine øvede Øjne havde hvert Spor paa dens Overflade sin Mening og Betydning.
Lad mig her indskyde den Bemærkning, at der ikke er nogen Gren af Opdagervidenskaben, der er af saa stor Vigtighed, og som dog bliver saa ringeagtet og forsømt, som den Kunst at kende og følge forskellige Menneskers Spor. Heldigvis har jeg altid lagt megen Vægt herpaa og megen Øvelse har gjort Kunsten til en anden Natur hos mig paa lignende Maade som det er sket med en Jagthund. Jeg saa Politibetjentens dybe Fodspor; men mellem dem saa jeg ogsaa Sporene af de to Mennesker, der først havde været inde i Haven. Det var let at se, at de havde været der før de andre; thi mange Steder vare deres Spor næsten helt udslettede af de andres, som vare traadte oven paa dem.
Paa denne Maade blev det andet Led i min Slutningskæde dannet; og den lød saaledes, at de natlige Gæster havde været to i Tallet, den ene mærkelig ved sin Højde, hvad jeg sluttede mig til af hans Skridts Længde, og den anden klædt i Selskabsdragt, at dømme efter de smaa og elegante Spor, hans Støvler havde efterladt.
Saa snart jeg traadte ind i Huset, blev denne sidste Slutning bekræftet: Der laa Manden med de fine Støvler, og det maatte altsaa være den høje, der havde begaaet Mordet, hvis der da i det hele taget var Tale om noget Mord. Der fandtes intet Saar eller synligt Tegn paa Vold paa Liget, men det fortrukne Ansigt med dets ophidsede Udtryk sagde mig, at han havde forudset sin Skæbne, før den traf ham. Folk, der dør af Slagtilfælde eller en anden lignende naturlig Aarsag, har aldrig saadanne fortrukne Ansigter.
Jeg lugtede til Ligets Læber og opdagede en næsten umærkelig sur Lugt, og derved kom jeg til den Slutning, at han var bleven tvungen til at tage Gift. Her var det atter Ansigtets hadefulde og forfærdelige Udtryk, der hjalp mig; thi heraf sluttede jeg mig til, at han maatte være bleven tvungen til at tage Giften. Det var ved, hvad jeg vil kalde Exklusions-Methoden, at jeg kom til denne Slutning; thi ingen andre Hypotheser vilde passe sammen med Kendsgerningerne. De maa heller ikke tro, at denne Dødsmaade er noget uhørt, en paatvungen forgiftning er paa ingen Maade noget nyt i Forbrydelsernes Annaler. Tilfældet med Dolsky i Odessa og Letimer i Montpellier vil straks rinde enhver Toxikologist i Tankerne.
Men nu kom det store Spørgsmaal. Hvorfor? Her kunde ikke være Tale om noget Rovmord; thi Liget var jo slet ikke plyndret. Var der da maaske Politik med i Spillet, eller var der en Kvinde? Det var disse Spørgsmaal, der nu fremstillede sig for mig. Jeg hældede nogle Øjeblikke til den første Formodning, men forlod den straks for at blive ved den sidste. Politiske Snigmordere har kun det ene Maal at myrde deres Ofre og derefter flygte; men dette Mord var forøvet efter omhyggelig forudgaaende Overlæg, og Morderen havde efterladt sine Spor rundt om i hele Værelset, hvoraf det fremgik, at han havde været der hele Tiden. Det maatte have været en privat Forurettelse og ikke nogen politisk, der laa til Grund for en saadan methodisk Hævn, og da Skriften paa Væggen blev opdaget, blev jeg endnu mere overbevist om, at min Formodning var rigtig; thi dette var altfor øjensynligt et Kneb, og da saa tilmed Ringen kom for Dagen, kunde der ikke længere være nogen Tvivl. Morderen havde tydelig nok benyttet den for at minde sit Offer om en eller anden død eller fraværende Kvinde. Det var af denne Grund, at jeg spurgte Gregson, hvorvidt han i sit Telegram til Cleveland havde forespurgt, om der i Mr. Drebbers tidligere Liv fandtes et eller andet Punkt af særlig Interesse. Som De vil erindre, svarede han imidlertid herpaa benægtende.
Jeg gav mig nu i Færd med at underkaste Værelset en meget grundig Undersøgelse, og Resultaterne af denne bekræftede min Formodning om Morderens Højde og gav mig yderligere Oplysning med Hensyn til Trichinopoly Cigaren og Længden af hans Negle.
Da der slet ikke var noget, som kunde tyde paa en Kamp mellem Morderen og hans Offer, var jeg allerede kommen til den Slutning, at Blodet, som var flydt hen over Gulvet, hidrørte fra Morderens Næse, der under hans Ophidselse var sprungen op at bløde. Jeg kunde ogsaa se, at Blodsporene faldt sammen med Sporene af hans Fødder. Det er meget sjældent, at en saadan Blødning foraarsages alene af Sindsbevægelse, naar den paagældende da ikke er meget fuldblodig, og derfor vovede jeg den Slutning, at Forbryderen rimeligvis var en robust og rødkindet Mand. Kendsgerningerne viste senere, at jeg ogsaa her havde sluttet rigtig.
Efter at jeg havde forladt Huset, gav jeg mig i Færd med at udføre det, som Gregson havde forsømt. Jeg telegraferede til Politiøvrigheden i Cleveland, men begrænsede mine Spørgsmaal til de Omstændigheder, der stod i Forbindelse med Enoch Drebbers Giftermaal. Svarene paa disse Spørgsmaal vare meget oplysende og faldt godt sammen med mine Slutninger. Jeg fik at vide, at Drebber allerede der havde søgt Lovens Beskyttelse mod en gammel Medbejler, der hed Jefferson Hope, samt at denne samme Hope for Øjeblikket maatte befinde sig i Europa. Jeg vidste nu, at jeg holdt Nøglen til den sælsomme Gaade i min Haand, og at der ikke var andet tilbage end at finde Morderen.
Jeg var allerede ved mig selv kommen paa det rene med, at den Mand, der var gaaet ind i Huset sammen med Drebber, ikke var nogen anden end ham, der havde kørt ham derhen i Cab'en. Sporene paa Vejen viste mig, at Hesten havde gaaet frem paa en Maade, der ikke vilde være bleven tilladt, hvis nogen havde siddet og passet paa den. Hvor kunde Kusken have været andre Steder end inde i Huset? Desuden vilde det jo være absurd at antage, at en Mand, der var ved sine fulde fem, vilde udføre en vel overlagt Forbrydelse, saa at sige lige for Øjnene af en tredie Person, som han kunde være sikker paa vilde forraade ham. Og endnu et: sæt, at et Menneske vilde forfølge et andet Menneske her i London, hvad var da mere formaalstjenligt for ham end at blive Cab-Mand? Alle disse Betragtninger ledede mig til den sikre Slutning, at Jefferson Hope var at finde mellem Hovedstadens Kuske.
Men naar han havde været Kusk da han forøvede Mordet, saa var der ingen Grund til at tro, at han endnu ikke var det. Tvært imod, fra hans Standpunkt vilde enhver pludselig Forandring i Levevis udsætte ham for at faa Opmærksomheden henledet paa sig. Han vilde efter al Rimelighed i det mindste for en Tid fortsætte med sin tidligere Beskæftigelse.
Der var heller ingen Grund til at antage, at han gik under et paataget Navn. Hvorfor skulde han forandre Navn i et Land, hvor slet ingen vidste, hvad hans rigtige Navn var? Derfor organiserede jeg mit Opdager-Korps af Gadedrenge og sendte dem til enhver Vognmand i hele London, for at opspørge den Mand, jeg vilde have fat i. Hvor godt dette lykkedes, og hvor hurtigt jeg benyttede mig af det, maa jo endnu være Dem i frisk Minde. Stangersons Mord var et Mellemspil, som kom fuldstændig uventet, men som i hvert Tilfælde næppe kunde have været forhindret. Ved dette kom jeg som De ved i Besiddelse af Pillerne, hvis Tilværelse jeg allerede havde formodet. De ser, at det hele er en Kæde af logisk Rækkefølge uden Brud eller andre Mangler.«
»Det er vidunderligt,« udbrød jeg. »Deres Fortjenester burde belønnes med offentlig Anerkendelse. De bør offentliggøre en Beretning om Sagen, og vil De ikke selv, saa vil jeg gøre det.«
»Ja, gør De kun, hvad De vil, Doktor,« svarede han. »Men se engang her!« fortsatte han og rakte mig en Avis: »læs hvad der staar!«
Det var Bladet »Ekko« for samme Dag, og Artiklen, som han pegede paa, var netop helliget Mordsagen og Morderen.
»Offentligheden,« stod der, »er gaaet Glip af en meget sensationel Retssag, derved at Amerikaneren Jefferson Hope, som blev mistænkt for Mordet paa Mr. Enoch Drebber og Mr. Joseph Stangerson, pludselig er afgaaet ved Døden. De nærmere Enkeltheder i denne interessante Sag ville nu næppe komme for Dagens Lys, skønt vi fra de paalideligste Kilder dog have erfaret saa meget, at Forbrydelsen var Resultatet af et meget romantisk Fjendskab af gammel Dato, et Fjendskab, hvori Mormonisme og Kærlighed spille en fremtrædende Rolle. Det synes, som om begge de myrdede i deres yngre Dage have tilhørt de sidste Dages Hellige, og at den afdøde Fange ogsaa har haft hjemme i Saltsøstaden.
Hvis denne Sag ikke faar andre Følger, saa vil den dog i det mindste have den Virkning, at den paa den mest slaaende Maade fremhæver vort Opdager-Politis fortræffelige Ordning og ypperlige Elementer, og den vil derhos give alle Udlændinge den gavnlige Lære, at de gøre bedst i at afgøre deres private Uenigheder hjemme hos dem selv og ikke udkæmpe dem paa britisk Grund.
Det er en offentlig Hemmelighed, at Fortjenesten for den hurtige og snilde Paagribelse af Morderen udelukkende tilkommer de velbekendte, snarraadige og energiske Opdagere, d'Hrr. Lestrade og Gregson. Det synes som om Morderens Paagribelse er sket hos en vis Mr. Sherlock Holmes, der nok ogsaa som Amatør har vist noget Talent som Opdager og som under saadanne Læremestres Vejledning forhaabentlig med Tiden vil kunne tilegne sig i det mindste noget af deres Dygtighed. Man venter forøvrigt, at der under en eller anden passende Form vil blive tilstillet de to nævnte Opdagere en Udmærkelse som en Anerkendelse af deres store Fortjenester.«
»Sagde jeg Dem det ikke nok, da vi begyndte?« udbrød Sherlock Holmes med en hjertelig Latter. »Resultatet af vor Studie i rødt er, at vi skaffe dem en Udmærkelse.«
»Bryd Dem ikke derom,« svarede jeg. »Jeg har alle Kendsgerningerne optegnede i min Dagbog, og Offentligheden skal nok faa dem at vide. Indtil det sker, faar De trøste Dem ved Deres gode Bevidsthed og ved den romerske Gniers Ord:
»Populus me sibilat, at mihi plaudo Ipse domi, simul ac nummos contemplor in arca.«
(Hor. Sal. I. 1. 66—67.)
(Folket udpiber mig, men jeg er tilfreds med mig selv hjemme, saa snart jeg betragter Pengene i Kassen.)