Det sorte Indien/8
Ottende Kapitel.
En Dynamit-Sprængning.
Den gamle Formands Forsøg var altsaa lykkedes. Der kunde ikke mere være nogen Tvivl om, at der virkelig eksisterede en ny Aare af det kostbare Brændselsstof. Men hvilken Udstrækning og Værdi den havde, det maatte Fremtiden vise.
»Ja«, sagde John Starr, »bag denne Væg er der altsaa virkelig et nyt Kullag, som vore Boreforsøg ikke har truffet paa. Det er kun beklageligt, at alle Værkets Driftsmaskiner nu er borte eller forfaldne, saa at der maa anskaffes nye. Men ligemeget! Vi har igen fundet den Aare, som vi troede udtømt, og denne Gang skal vi nok udnytte den lige til sidste Smule.«
»Naa, saa fortryder De altsaa ikke, Hr. Ingeniør, at jeg ulejligede Dem med dette Besøg i Dochart-Gruben?« spurgte Simon Ford.
»Nej, gamle Ven, det gør jeg sandelig ikke. Men lad os nu vende tilbage til Deres Bolig. I Morgen tidlig vil vi begive os herhen igen og sprænge Væggen med Dynamit. Hvis vi saa træffer paa Kullaget selv, skal vi snart ved Boreforsøg lære dets Udstrækning og Tæthed at kende, og saa skal jeg nok i en Fart faa dannet et »Ny Aberfoyle-Kulkompagni« — til stor Glæde for de tidligere Aktionærer. Endnu inden tre Maaneders Forløb skal det nye Kullejes første Transportvogne være i fuld Gang.«
»Det er et Ord!« udbrød Simon Ford glad. »Den gamle Grube bliver ung paany, de gamle Dage med deres raske Liv, med Spidshakkernes Slag og Sprængningernes Torden, med Vognenes Raslen, Hestenes Vrinsken og Dampmaskinernes Stønnen — alt det vil igen begynde, inden kort Tid er alt som i gamle Dage her i vor kære Grube! — Ja, for jeg haaber da, Hr. Starr, at De ikke vil anse mig for altfor gammel og aflægs til atter at indtage min Post som Formand?«
»Nej, kære Simon, det kan De stole paa! De er jo i de ti Aar næsten bleven yngre, gamle Kammerat.«
»Og De vil igen være vor Direktør, ikke sandt? Gud give nu, at den nye Drift maa vare i mange, mange Aar, og gid et naadigt Forsyn vil lade mig lukke mine Øjne inden vort nye Kulleje er udtømt!«
Harry delte naturligvis nok de andres Glæde, men hans Tanker vendte dog bestandig tilbage til de mange uforklarlige Tildragelser, der i den senere Tid vare gaaede forud for det nye Kullejes Opdagelse, og disse Tanker gjorde ham noget urolig og bekymret med Hensyn til Fremtiden.
Man vendte nu tilbage til Simon Fords Bolig og spiste i glad Stemning og med god Appetit til Aften. John Starr gik villig ind paa alle den gamle Formands Planer, og hvis han ikke med saa stor Spænding havde imødeset den næste Dags Frembrud, vilde han ikke noget Sted i Verden have kunnet sove bedre end heri »Villaen«s uforstyrrede Ro.
Næste Morgen stod de alle tidlig op, indtog et kraftigt Maaltid og begav sig straks paa Vej — om det saa var gamle Mary, saa maatte hun med derud. De medbragte foruden forskelligt nødvendigt Værktøj de Dynamitpatroner, der skulde bruges til at sprænge Stenvæggen med, og Harry havde endvidere forsynet sig med en mægtig Fakkel og en særlig. stor Sikkerhedslampe, der kunde brænde tolv Timer.
»Nu til Værket!« sagde Simon Ford, da han tilligemed sine Ledsagere havde naaet Enden af det underste Galleri. Han greb et svært Brækjærn og drev det af al Kraft mod Skifervæggen.
»Vent kun et Øjeblik«, sagde Ingeniøren, »lad os først se, om alt endnu er uforandret, og om Kulgassen stadig strømmer ud.«
»Det har De Ret i, Hr. Starr,« udbrød Harry, »det, som vi i Gaar fandt tilstoppet her, kunde ogsaa være det i Dag.«
Det viste sig hurtigt, at alt endnu befandt sig i samme Tilstand som ved deres Bortgang Dagen i Forvejen. Gassen strømmede stadig ud fra Væggen, om end med mindre Kraft, fordi den jo siden Gaarsdagen havde haft fri Passage. Dog var denne Frempiblen af Gas saa ringe, at man ikke behøvede at frygte for, at der kunde have dannet sig nogen eksploderende Luftblanding. Desuden fornyedes Luften her stadig, idet den efterhaanden udbredte sig til Dochart-Grubens højere liggende Skakter og Gallerier.
Det varede ikke længe, inden svære Klippestykker løsnedes under Simon Fords og Harrys kraftige Slag.
Det krævede omtrent en Times Arbejde at frembringe en tilstrækkelig dyb Udhuling i Stenvæggen. John Starr angav derpaa de Steder, hvor der skulde bores Sprænghuller, hvilket Arbejde Harrys øvede Haand hurtig udførte ved Hjælp af Stenbor og Hammer. Derpaa anbragte man Dynamitpatronerne, der vare forsynede med en lang, tjæret Lunte med en Sikkerhedstænder, der endte inde i selve Sprængmassen. Lunterne bleve antændte. John Starr og de andre trak sig saa langt bort, som det var nødvendigt.
»Aa, Hr. Starr«, sagde Simon Ford. »De kan ikke tænke Dem, hvor jeg er bevæget! Mit gamle Hjerte har vist aldrig før slaaet saa forventningsfuldt som i dette Øjeblik. Jeg ligefrem brænder af Begærlighed efter at gaa løs paa den nye Kulaare.«
»Taalmodighed, kære Simon! Vent nu endelig ikke, at I bag ved denne Væg straks finder et Galleri fiks og færdigt.«
»Jeg venter mig alt, hvad der overhovedet er muligt. Naar Lykken allerede ved Opdagelsen af det nye Lag har begunstiget mig og Harry saa overordentlig, hvorfor skulde den saa ikke blive ved at gøre det?«
I dette Øjeblik skete Eksplosionen. Der lød et drønende Brag, og Tordenen rullede gennem alle de underjordiske Gange.
Man skyndte sig hen til Hulens Væg.
»Ser De, Hr. Starr!« raabte den gamle Formand. »Døren er sprunget op!«
Denne Sammenligning var meget træffende; thi gennem den ved Sprængningen frembragte Aabning saa' man ind i et Rum, om hvis Dybde man endnu ikke var i Stand til at gøre sig nogen Forestilling.
Harry vilde straks til at trænge ind gennem Aabningen, men Ingeniøren, der iøvrigt var meget forbavset over virkelig at forefinde et saadant Rum, holdt ham tilbage.
»Lad først Luften derinde blive ren;«
»Ja«, raabte Simon Ford, »tag dig i Agt for de giftige Uddunstninger!«
Et Kvarter hengik i forventningsfuld Spænding. Da holdt man Faklen, der var fastgjort paa Enden af en lang Stok, saa langt, som muligt, ind i den nye Hule og overbeviste sig om, at Flammen ikke forandrede sig ved at blive flyttet derind.
»Saa, nu kan du gaa i Forvejen, Harry!« sagde John Starr.
Det ved Dynamitsprængningen frembragte Hul var mere end stort nok til, at, et Menneske kunde komme igennem det.
Harry sprang ufortøvet derind med en Lygte i Haanden og forsvandt snart i Mørket.
»Vejen gennem Ny-Aberfoyle er aaben!« (Se Side 68).
John Starr, Simon Ford og Mary ventede i aandeløs Spænding.
En Minut forløb — hvor forekom den dem lang! Harry kom ikke tilbage, og han kaldte ikke paa dem. Man kunde ikke engang mere øjne noget Lysskær. Skulde Jorden pludselig være sunket bort under hans Fødder? eller var han maaske styrtet ned i en eller anden gabende Kløft? Kunde hans Stemme ikke mere naa op til dem?
Simon Ford og John Starr vilde allerede til at begive sig ind i den ubekendte Hule, da et svagt Lysskær kom til Syne. Det flimrende Lys blev tydeligere og tydeligere, og et Øjeblik efter svang Harry sig atter op i Aabningen og raabte:
»Kom herind, Hr. Starr, kom Fader! Vejen gennem Ny-Aberfoyle er aaben!«