H. Hagerups Forlag København


Det sorte Indien.djvu Det sorte Indien.djvu/5 50-62

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Syvende Kapitel.


Simon Ford gør en Opdagelse.

Det gamle Ur paa Stuevæggen slog tolv, da John Starr og hans to Ledsagere drog af Sted.

Efter at de havde fulgt Hovedgalleriet i en Længde af en god Fjerdingvej, naaede de Indgangen til et snevert Sidegalleri, der hvilede paa et mosbevokset Underlag af Træ og gik omtrent i samme Retning som Forths Flodseng femten Hundrede Fod ovenover.

Under livlig Samtale vandrede John Starr og den gamle Bjergmand af Sted gennem Gangene. Harry gik i Forvejen og lyste for dem. Ved at lade sin Lygtes Skin falde ind i alle mørke Kroge søgte han stadig at opdage mistænkelige Skygger.

»Har vi meget langt at gaa endnu, Simon?« spurgte Ingeniøren.

»En knap halv Fjerdingvej til, Hr. Ingeniør. Tidligere kunde vi have tilbagelagt Vejen adskillig hurtigere paa Damp-Transportvognene, - men den Tid er jo desværre forbi.«

»Vi er altsaa paa Vej ud til den yderste Ende af den sidst udtømte Aare?«

»Ja — jeg ser, De kender Gruben ganske godt endnu.«

»Naa, saa kan vi da heller ikke godt komme længere.« 

»Nej, det har De Ret i, Hr. Starr. Dér har vore Huggere taget det sidste Stykke Kul i Lejet. Aa, jeg husker det saa tydeligt, som om det var sket i Gaar. Jeg førte selv det sidste Slag, og det gav stærkere Genlyd i mit Bryst end i Klippevæggen. Rundt omkring os var der nu ikke andet end Sandsten og Skifer, og da den sidste Vogn rullede hen til Transportskakten, fulgte jeg den saa bedrøvet, som om det havde været et Ligtog. Det forekom mig, at det var Bjergværkets Sjæl, som den førte bort med sig.« 

Den Sindsbevægelse, hvormed den gamle Formand udtalte disse Ord, bemægtigede sig ogsaa Ingeniøren, der saa godt forstod hans Følelser. Det var de samme, som Sømanden har, naar han maa forlade sit sønderslaaede Skib, eller den forarmede Adelsmand, der ser sine Forfædres stolte Herresæde synke i Grus.

John Starr havde grebet Simon Fords Haand og trykkede den hjertelig. Simon besvarede Haandtrykket og sagde langsomt og med Vægt:

»Den Dag tog vi dog alle Fejl! Nej, den gamle Kulgrube var ikke død! Det var ikke noget Lig, som Bjergmændene dengang forlod, og jeg tør passtaa, at dens Hjerte slaar endnu!«

»Hvad siger De, Simon! Har De fundet et nyt Lag?« raabte Ingeniøren aldeles ude af sig selv. »Ja, jeg vidste det nok: Deres Brev kunde jo kun have den Betydning. En Meddelelse af Interesse for mig — og tilmed i Dochart-Gruben! Hvad andet end Opdagelsen af en ny Kulaare skulde ellers have særlig Interesse for mig?«

»Jeg vilde ikke lade nogen vide det mindste derom, før De vidste det.«

»Deri gjorde De vel, Simon. Men sig mig, ved hvilke Undersøgelser har I overbevist jer om…?«

»Ja, nu skal De høre. Selve Kullaget har jeg endnu ikke fundet…«

»Hvad da?«

»Kun et haandgribeligt Bevis for, at der virkelig er et saadant.« 

»Og dette Bevis er…?«

»Tror De, Hr. Ingeniør, at der kan udvikle sig Kulgas i Jorden, naar der ingen Kul findes?« 

»Nej, absolut ikke: uden Kul ingen Kulgas. Man ser aldrig nogen Virkning uden en Aarsag.«

»Og ingen Røg, uden at der er Ild.« 

»Har I da overtydet jer ganske sikkert om, at der findes Kulgas?« 

»En gammel Bjergmand tager ikke fejl i den Ting. Jeg kender vor gamle Fjende, Kulgassen, altfor godt.«

»Kunde det dog ikke tænkes, at det var en anden Gasart? Kulgassen er jo næsten uden Lugt og Farve og røber egenlig kun sin Tilstedeværelse ved Eksplosion.«

»Maa jeg have Lov, Hr. Starr, til at fortælle Dem, hvorledes jeg — saadan ganske paa min egen Maade — er gaaet til Værks i denne Sag? Men undskyld, hvis det bliver lidt vidtløftigt.«

Ingeniøren nikkede. »Fortæl kun, Simon.« 

»Nuvel — i de sidste ti Aar er der ikke forløbet en Dag, uden at vi, Harry og jeg, har været optaget af at undersøge, om Gruben ikke igen kunde komme til Ære og Værdighed. Hvis der endnu fandtes en Kulaare, saa var vi fast bestemte paa at ville opdage den. Men hvorledes skulde vi bære os ad? Foretage Boreforsøg? Det var os umuligt. Men vi havde vores Bjergmandsinstinkt, og mangen Gang kommer man nemmere til Maalet, naar man lader sig lede af sit Instinkt, end naar man følger Forstandens Beregninger — det er nu i det mindste saadan min Anskuelse.« 

»Aa ja, det vil jeg ikke benægte.« 

»Og nu skal De høre, hvad Harry har iagttaget: flere Gange, naar han har været ude paa Strejftog i den vestlige Del af Værket, har han helt ude i den yderste Ende af Gallerierne set smaa blaa Flammer, som pludselig slukkedes, staa ud af Skiferstenen. Hvordan disse Flammer er bleven tændt? ja, det har jeg aldrig kunnet begribe, og det véd jeg ikke den Dag i Dag. Men nok er det, disse Flammer kan aabenbart kun skyldes Tilstedeværelsen af Kulgas, og det vil altsaa sige, at der findes Kul.«

»Fremkaldte disse Flammer aldrig Eksplosioner?«  spurgte Ingeniøren, levende interesseret.

»Jo, smaa, ubetydelige Eksplosioner — ganske af den Slags, som jeg i sin Tid selv saa ofte fremkaldte, naar det gjaldt om at paavise Tilstedeværelsen af Kulgas. De erindrer maaske, hvorledes man i gamle Dage bar sig ad for at forebygge Eksplosioner i Bjergværkerne, — før vor gode Aand, Davy, opfandt sin Sikkerhedslampe?«

»Ja, jeg véd nok, hvad De sigter til: De mener den saakaldte »Pønitent«?[1]. Men jeg har aldrig set en saadan i Virksomhed.«

»Nej, Hr. Starr, dertil er De, trods Deres 55 Aar, for ung. Jeg, som er ti Aar ældre, har set Kulværkets sidste »Ildmand« — eller »Pønitent«, som de kaldte ham, fordi han altid gik med en stor, vid Munkekutte. I de Tider havde man ikke andre Midler til at værge sig mod Kulgassen end at lade den eksplodere i smaa, uskadelige Mængder, førend den paa Grund af sin Lethed var stegen til Vejrs og havde samlet sig i større Mængder oppe under Galleriernes Loft.

I den Hensigt maatte »Pønitenten« — med Maske for Ansigtet, Hovedet omsluttet af den tykke Hætte og hele Legemet tæt indhyllet i Kutten — krybe hen ad Jorden. Han maatte nemlig drage Aande i de lavere Luftlag, hvor Luften var mere ren, men han holdt hvert Øjeblik en lang, brændende Fakkel højt op over Hovedet. Hvis de øvre Luftlag saa indeholdt Kulgas, opstod der i Almindelighed en ubetydelig og ufarlig Eksplosion, og saaledes lykkedes det ved hyppig at gentage denne Fremgangsmaade at forebygge større Grubeulykker. Ikke saa sjælden blev »Pønitenten« ramt og døde paa Stedet. Saa maatte en anden straks overtage hans Bestilling. Denne Fremgangsmaade brugtes overalt, lige indtil Davys Sikkerhedslampe blev indført i alle Kulværker. Men jeg kender god Besked med den, og paa den Maade har jeg været i Stand til at paavise, at der endnu findes Kulgas i Dochart-Gruben.«

— Den gamle Formands Beretning om »Pønitenten« er fuldstændig overensstemmende med Sandheden. Saaledes bar man sig virkelig i tidligere Tid ad med at rense Luften i Kulgruber. Den eksploderende Luftart — kulsur Vandstofgas eller Sumpgas, som den ogsaa kaldes — er farveløs, næsten uden Lugt, giver, naar den antændes, et meget svagt Lys, og man kan aldeles ikke taale at indaande den. Bjergmanden vilde lige saa lidt kunne leve i denne giftige Gasart, som man vilde kunne leve i et Rum, der var opfyldt af Belysningsgas. Ligesom denne bliver ogsaa Sumpgassen til en eksploderende Luftart, saa snart den blandes med en ringe Mængde almindelig Luft. Bliver denne Blanding paa en eller anden Maade antændt, sker der en Eksplosion. som ofte medfører forfærdelige Ulykker.

Det er denne Fare, som Davys Sikkerhedslampe afværger, idet Lampeflammen her er omgivet af et fint Metaltraadsnet, indenfor hvilket Gassen kan forbrænde, uden at den brandbare Luftart udenom kan blive antændt. Denne Lampe er efterhaanden undergaaet en Mængde Forbedringer: Hvis den gaar itu slukkes den. Dersom en Minearbejder, trods det strenge Forbud, vil aabne den, saa slukkes den ogsaa. Men hvor kan der da alligevel opstaa Eksplosioner? Fordi intet, hverken den største Forsigtighed eller de strængeste Forbud, kan forhindre, at en eller anden letsindig eller tankeløs Fyr en skønne Dag alligevel giver sig til at tænde sin Pibe — eller at et Stykke Værktøj, der slaar imod en Sten, frembringer en Gnist.

Alle Kulværker ere ikke i lige høj Grad hjemsøgte af Kulgas. Der, hvor den ikke udvikles, bruger man naturligvis de almindelige Lamper. Men ere Kullene nogenlunde fede, indeholde de altid en vis Mængde flygtige Stoffer, af hvilke der tidt udvikler sig Kulgas i rigelig Mængde. Eksplosioner i saadanne Gruber ere saa meget mere farlige, som selv de Bjergfolk, der ikke ligefrem rammes, let kunne blive kvalte af den ved Forbrændingen udviklede Kulsyre, som meget hurtig udbreder sig over lange Strækninger i Gallerierne.

Medens de gik videre forklarede Simon Ford Ingeniøren nærmere, hvad han havde gjort for at naa sit Maal, og hvorledes det altsaa nu var bevist, at der paa visse Steder i Gruben stadig dannedes Kulgas.

En Time efter at de havde forladt Boligen, havde de tilbagelagt en Strækning af henved en Mil. Ingeniøren, som var opfyldt af Ønsker og Forhaabninger, havde dog ikke agtet videre paa den lange Vej. Han tænkte over alt, hvad den gamle Bjergmand havde sagt ham, og vejede omhyggelig de Beviser, som denne havde givet ham for sin Paastand. Jo, der maatte altsaa virkelig findes en Kulaare der i Nærheden. Der var nu kun det store Spørgsmaal tilbage, om det her drejede sig om et stort og rigt Lag eller kun om et ubetydeligt.

Nu standsede Harry.

»Saa er vi paa det rette Sted«, udbrød Simon Ford. »Gud være lovet, at De endelig er her, Hr. Starr, saa at vi snart kan faa Vished«.

Den gamle Formands Stemme, der ellers lød saa sikkert, skælvede let.

»Vær rolig, kære Simom, sagde Ingeniøren. »Jeg er sikkert lige saa betaget og spændt som I; men lad os nu ikke spilde et eneste Øjeblik«.

Paa dette Sted udvidede Galleriets yderste Ende sig til en mørk Hule. Der var ikke boret nogen Skakt her ned til, og Galleriet, der førte langt ind under Jorden, stod saaledes ikke i nogen direkte Forbindelse med Grevskabet Stirlings Overflade.

John Starr betragtede opmærksomt og med levende Interesse det Sted, hvor de nu befandt sig.

Endnu kunde man paa Væggene se tydelige Spor af de sidste Hakkeslag og nogle Sprænghuller, som man havde boret i Stenen for at anbringe Dynamitpatroner deri. Da Skifermassen her var meget fast, havde man ikke haft nødig at støtte den udhulede Hvælving eller at udfylde den igen.

»Lige hér, paa dette Sted«, sagde Simon Ford, idet han løftede sin Hakke, »maa vi begynde at hugge ind i Sten; bag denne Væg maa det Kullag, vi søger, findes i større eller mindre Dybde«.

»Er det paa Overfladen af denne Klippe, at det er lykkedes jer at paavise Udstrømning af Kulgas?« 

»Ja, Hr. Starr, jeg har kunnet antænde den blot ved at nærme min Lampe til Væggen. Det har Harry ogsaa prøvet den ene Gang efter den anden«.

»I hvilken Højde?« spurgte Ingeniøren.

»Omtrent ti Fod over Bunden af Galleriet«, svarede Harry.

John Starr havde sat sig paa en Klippeblok. Efter at han havde prøvet Luften i Hulen, saa' han op paa de to Bjergmænd, som om han tvivlede stærkt paa Rigtigheden af deres Udtalelser, der dog blev fremsat med saa megen Sikkerhed.

Den kulsure Vandstofgas er nemlig ikke ganske uden Lugt, og det forekom Ingeniøren højst besynderligt, at han med sin øvede og fine Lugtesans ikke kunde mærke det allermindste til den. Hvis der virkelig var nogen Gas blandet i Luften, maatte det i alt Fald være i meget ringe Mængde. Man behøvede altsaa ikke at være bange for nogen Eksplosion og kunde uden Fare aabne Sikkerhedslampen for at anstille et Forsøg, saaledes som Simon Ford og Harry tidligere havde gjort.

»Skulde de have taget fejl?» sagde Ingeniøren ved sig selv. »Nej, det er jo Folk, der forstaar sig paa de Ting. »Og dog....«

Det var altsaa med en vis Uro, at han ventede paa, at det vidunderlige, som Simon Ford havde lovet at vise ham, skulde indtræffe.

Men netop i dette Øjeblik syntes det ogsaa at blive Harry paafaldende, at der aldeles ikke var nogen Gaslugt at spore.

»Fader«, sagde han, »jeg synes, at Gassen er hørt op at strømme ud af Skiferklippe«.

»Hvad for noget! Hørt op?« udbrød Simon Ford forskrækket og kneb Læberne tæt sammen for i dybe Drag at indaande Luften gennem Næsen alene.

Pludselig fo'r han hen til Harry og sagde: »Giv mig din Lampe, Harry!« greb den med skælvende Hænder og rev Metaltraadsnettet af den, saa at Flammen nu brændte i fri Luft.

Som John Starr nok havde anet: der fremkaldtes ingen Eksplosion, og — hvad der var endnu værre — Lampeflammen gav sig ikke engang til at knitre, hvilket ellers tyder paa Tilstedeværelsen af en ringe Mængde Gas.

Simon Ford tog Harrys lange Stok, gjorde Lampen fast i dens ene Ende og løftede den op i de højere Luftlag, hvor Gassen paa Grund af sin ringe Vægtfylde maatte have samlet sig, dersom den overhovedet fandtes der.

Men Lampen blev ved at brænde med et roligt og klart, hvidt Lys.

»Hold den op til Væggen!« sagde Ingeniøren.

Simon Ford holdt Lampen tæt ind til Væggen paa de Steder, hvor han og Harry endnu den foregaaende Dag havde mærket Gasudstrømning. Den gamle Bjergmands Arm rystede, medens han lod Lampen glide hen over alle Revnerne i Skiferstenen.

»Prøv du, Harry«, sagde han.

Harry tog Stokken og holdt ligeledes efterhaanden Lampen hen til alle Revnerne. Men han rystede paa Hovedet; thi han hørte ikke noget til den svage Piben eller Susen, man ellers altid plejer at kunne høre, hvor der strømmer Kulgas ud. Det var altsaa aabenbart, at der end ikke piblede den mindste Smule Gas ud gennem Væggen.

»Intet!« udbrød Simon Ford og knyttede harmfuld Hænderne.

I det samme gav det ligesom et Ryk i Harry, og han udstødte et dæmpet Skrig.

»Hvad er der paa Færde?« spurgte John Starr.

»Revnerne er blevet tilstoppede!«

»Tilstoppede?« udbrød Simon Ford.

»Ja, — se selv, Fader!«

Harry havde ikke taget fejl. Man saa' nu ved Lampens Skær ganske tydelig, at nogen havde tilstoppet Revnerne. Det var klart, at det maatte være sket for ganske nylig, og det viste sig som lange, hvidlige Striber, bestaaende af Kalk, der kun daarlig dækkedes af det Kulstøv, man havde gnedet ovenpaa.

»Det er ham igen!« raabte Harry, »dette kan kun være hans Værk!«

»Hvem?« spurgte Ingeniøren.

»Ham, denne hemmelighedsfulde ubekendte, der driver sit Spil hernede, ham, som jeg hundrede Gange har været paa Spor efter, uden at jeg har kunnet faa Fingre i ham. Det er uden al Tvivl ogsaa ham, som har skrevet det andet Brev til Dem, Hr. Ingeniør, for at forebygge Mødet mellem Dem og Fader, og det har sikkert ligeledes været ham, der i Yarow-Skakten kastede Stenen ned efter os. Nu er der ikke længere nogen Tvivl mulig: ved alle disse Tildragelser har et Menneske haft sin Finger med i Spillet!«

Harry havde sagt dette i en saa bestemt og overbevisende Tone, at Ingeniøren uvilkaarlig kom til at hælde til samme Anskuelse. Kun den gamle Formand vægrede sig endnu ved at tro, at man virkelig her skulde staa over for en Forbrydelse.

»Tag din Hakke, Harry«, sagde han, »og staa op paa mine Skuldre. Jeg har vel endnu Kræfter nok til at bære dig«.

Harry svang sig op paa hans Skuldre, saa at han kunde naa de tilmurede Revner, og gav sig saa til at bearbejde Skifervæggen med kraftige Slag.

Et Øjeblik efter hørtes der en skarp Hvislen, omtrent som naar Kulsyren undviger af en Flaske Champagne, idet man langsomt løsner Proppen.

Harry greb Lampen og holdt den hen til Sprækken — der hørtes et svagt Knald, og en lille rødlig, i Randen blaalig Flamme hoppede hen ad Væggen som en flimrende Lygtemand.

Harry sprang ned, og den gamle Formand greb Ingeniørens Haand og raabte, idet den inderligste Glæde lyste ud af hans Øjne.

»Hurra! — Ser De, Hr. Ingeniør, det brænder! — Der er endnu Kul i det gamle Aberfoyle!« 

  1. Bodfærdig ɔ: en, som angrer sine Synder og frivillig paadrager sig Lidelser som Straf derfor. Her: en Bjergmand, der har den livsfarlige Bestilling at antænde Kulgassen.