Det sorte Indien/6
Sjette Kapitel.
Nogle forunderlige Tildragelser.
Det er en bekendt Sag, at der i Skotland hersker megen Overtro. I mange Egne holde Bønderne af at samles om Aftenen og fortælle hverandre gamle, eventyrlige Sagn. Skønt der i dette Land sørges godt for Folkets Oplysning, har denne dog ikke formaaet at føre de ovennævnte Sagn tilbage til det, de i Virkeligheden ere, nemlig Hjernespind.
Her tro mange endnu stadig paa Aander og Spøgelser, Trolde og Feer, og denne Overtro er naturligvis ikke mindst udbredt blandt Arbejderbefolkningen i Kulgruberne. Hvem har i den mørke, stormfulde Nat bragt Jordlagene til at styrte sammen? Hvem skulde have antændt den pludselig udstrømmende Kulgas, der dræber som et Lyn, og som bevirker de frygtelige Eksplosioner — undtagen netop en Bjergaand?
Det er i det mindste den almindelige Mening blandt de overtroiske Skotter, der selv ved ganske naturlige Begivenheder ofte tro paa overnaturlige Magters Indgriben.
I Aberfoyle var der tilmed i den senere Tid forekommet nogle hidtil uforklarlige Tilfælde, der havde givet den store Mængdes Lettroenhed ny Næring. —
En af de mest overtroiske var Jack Ryan, Harrys Arbejdskammerat, der desuden havde særlig Interesse af alt overnaturligt: han lavede Sange derom, og dem foredrog han i de lange Vinteraftener under stort Bifald.
Men Jack Ryan var ikke den eneste, der var over- troisk: hans Kammerater bekræftede alle, at det ikke var rigtigt fat i Aberfoyle-Gruberne, og at der huserede aandeagtige Væsener dernede. Naar man hørte disse Folk tale saaledes, maatte man næsten tro paa deres Fortællinger. Der kan jo næppe heller tænkes noget bedre Opholdssted for Trolde, Bjergaander, Spøgelser og lignende Væsener end et Bjergværks mørke hemmelighedsfulde Dyb.
Som omtalt stod de forskellige Gruber alle i Forbindelse med hverandre ved lange Gallerier. Hele Grevskabet Stirling var undermineret og dannede — gennemskaaret paa Kryds og tværs af Tunneler og gennemboret af Skakter, som det var, — en underjordisk Labyrint, der lignede en uhyre Myretue.
Bjergmændene fra de forskellige Skakter mødtes hyppig, naar de gik til eller fra deres Arbejde. De havde derfor nem Lejlighed til at meddele hverandre, hvad de oplevede, og saaledes vandrede Historierne videre fra den ene Grube til den anden, gik hurtig fra Mund til Mund, og der blev naturligvis stadig lagt en Del til.
Der var dog to Mænd, som vare for oplyste og fornuftige til at tro paa al den Snak om Trolde og Aander. Det var Simon Ford og hans Søn. Det beviste de allertydeligst, da de, efter at Arbejdet i Dochart-Gruben var standset, vedbleve at bo i den ensomme Hule. Maaske var den gode Mary nok en Smule overtroisk, men hun beholdt sine Tanker i den Henseende for sig selv.
Selv om Simon Ford og Harry imidlertid havde været lige saa overtroiske, som deres Kammerater, vilde de dog aldrig have forladt Kulværket hverken for Feers eller Aanders Skyld. Deres Haab om at finde en ny Kulaare vilde have faaet dem til at byde Alverdens Troldpak Trods. De kunde ikke forsone sig med den Tanke, at Aberfoyles Kullag skulde være fuldstændig udtømte. Man kunde med Rette sige, at Simon og hans Søn paa dette Punkt havde en ren »Kulsviertro« — denne faste Tro paa noget, selv om dette noget er nok saa urimeligt.
Det var i denne urokkelige Overbevisning, at Fader og Søn nu i ti Aar, Dag efter Dag, vare gaaede ud med Hakke, Stok og Lampe for at undersøge Klippevæggene og, om muligt, finde nye Skatte.
Samtidig havde begge disse Kulgrubens trofaste Vogtere stadig deres Opmærksomhed henvendt paa dens Vedligeholdelse. De prøvede, om der nogetsteds var Grund til at befrygte Sammenstyrtninger, de eftersporede de Sprækker, hvorfra Regnvandet sivede ud, og de gravede Afløbsrender, i hvilke det blev ledet hen til en eller anden Brønd. Kort sagt, de tjente frivillig som Beskyttere og Opretholdere af dette uproduktive Anlæg, hvorfra der fordum var udgaaet saa store Rigdomme, som nu forlængst vare gaaede op i Røg.
Det var paa nogle af disse Udflugter, at Harry havde gjort forskellige paafaldende Iagttagelser, hvis Aarsag han ikke kunde forklare sig.
Saaledes troede han ofte, naar han gik igennem et eller andet Galleri, at høre en Larm, som om der blev slaaet med kraftige Slag af en Spidshakke paa Væggen i en af Minegangene.
Da han ikke lod sig skræmme hverken af noget overnaturligt eller af noget naturligt, havde han stadig skyndt sig hen til Stedet for at komme paa Spor efter Aarsagen til denne besynderlige Lyd. Men Galleriet var altid øde og tomt. Han lyste med sin Lampe hen langs Væggene uden at opdage den mindste Antydning af, at den fornylig var bleven bearbejdet med Økse eller Hakke.
Han var da kommen til det Resultat, at det hele maatte bero paa et Sansebedrag, der rimeligvis skyldtes et usædvanligt Ekko.
Til andre Tider havde han, naar han tilfældigvis pludselig lod et stærkt Lysskær falde ind i en eller anden skjult Udhuling, set noget ligesom en Skygge smutte bort. Han sprang hurtig til… Intet! ikke engang et Smuthul, hvorigennem et menneskeligt Væsen kunde have unddraget sig hans Forfølgelse.
I den sidste Maaned havde Harry, naar han besøgte den vestlige Del af Gruben, gentagne Gange hørt fjerne Drøn, som om der blev foretaget Sprængninger med Dynamitpatroner. Ved at undersøge dette nærmere havde han ogsaa sidste Gang opdaget, at en mægtig Stenpille var bleven omstyrtet ved Dynamitsprængning. Ved Hjælp af sin Lampe undersøgte han opmærksomt de ved Eksplosionen revnede Vægge. Disse bestod af den Skifermasse, som man særlig i denne Del af Værket hyppigt havde stødt paa midt i Kullagene.
Var nu denne Minesprængning bleven foretaget i den Hensigt at opdage nye Aarer? Eller havde man kun villet ødelægge denne Del af Gruben? Disse Spørgsmaal beskæftigede Harry meget; men selv da han havde gjort sin Fader bekendt med sin Opdagelse, kunde hverken den gamle Formand eller han selv finde en tilfredsstillende Forklaring.
»Det er højst besynderligt,« blev Harry ved at sige »man kan da ikke tænke sig, at der skulde være ukendte Væsener her i Gruben, og dog synes dette jo hævet over enhver Tvivl. Er der foruden os en anden, der efterforsker, om her skulde være endnu et Kullag, der var, værd at tømme? Eller har han kun haft til Hensigt fuldstændig at ødelægge Resterne af Aberfoyle-Værkerne? Og hvorfor saa det? Det maa og vil jeg have Rede paa, selv om det saa skulde koste mit Liv.«
Fjorten Dage før Harry førte Ingeniøren gennem Dochart-Grubens Løngange, havde han været lige paa Nippet til at naa Maalet for sine Efterforskninger.
Med en vældig Fakkel i Haanden gennemstrejfede han den sydvestlige Del af Gruben.
Pludselig ser han nogle faa hundrede Fod borte lige ved Indgangen til et snevert Galleri, der førte skraat opad, et Lys, der øjeblikkelig slukkes. Harry tænkte straks, at en eller anden ubekendt uden Tvivl maatte drive sit Spil her. Men skønt han skyndte sig derhen og med den yderste Omhu undersøgte Gangens mindste Bugter og Indhug, førte hans Anstrængelser dog ikke til det ringeste Resultat. Han maatte saa haabe paa, at et Tilfælde vilde afsløre denne Hemmelighed for ham.
Af og til saa' han langt borte et Lysskær, der hoppede ligesom Lygtemænd fra det ene Sted til det andet, men det slukkedes efter faa Øjeblikkes Forløb, saa han maatte opgive at efterspore dets Oprindelse.
Hvis det havde været Jack Ryan eller nogen af de andre overtroiske Minearbejdere, som havde gjort saadanne mærkelige Iagttagelser, vilde de straks have begyndt at tale om Spøgelser og Aander. Men dette kunde aldrig et Øjeblik falde hverken Harry eller den gamle Simon ind. De talte dog ofte med hinanden om, hvad Grunden vel kunde være til disse forunderlige Tilfælde.
»Lad os foreløbig vente ganske rolig, min Dreng,« sagde den gamle Formand. »Det vil nok altsammen en Dag blive opklaret.«
Hidtil havde hverken Harry eller hans Fader nogensinde været Genstand for noget voldeligt Overfald. Hvis den Sten, der nu i Dag var falden ned lige foran John Starrs Fødder, var bleven udslynget af en Ugerningsmands Haand, saa var dette det første forbryderiske Forsøg, de kunde paavise.
John Starr mente jo rigtignok, at Stenen havde løsnet sig »af sig selv«, som man siger. Men Harry vilde ikke tro paa denne simple Forklaring. Efter hans Mening var Stenen ikke faldet ned, men maatte være bleven kastet; thi den havde beskrevet en stor Bue, og medmindre den i Faldet var stødt imod etsteds — hvad der var højst usandsynligt, da den jo faldt ned midt under en af de rummelige Hvælvinger, — maatte den være slynget ud af en eller anden Kraft.
Harry troede derfor fuldt og fast, at det var et ligefremt Mordforsøg imod ham og hans Fader — eller maaske imod Ingeniøren.
Man maa indrømme, at han virkelig havde nogen Grund til at tro dette.