Det sorte Indien/5
Femte Kapitel.
Familien Ford.
Nogle Minutter efter havde den unge Bjergmand og hans Ledsager naaet en Lysning — hvis man kan anvende denne Betegnelse paa en stor, halvmørk Hule, hvortil kun nogle faa svage Straaler af Dagslyset kunde finde Vej ned gennem en smal, umaadelig dyb Skakt, der gennemskar alle de ovenover liggende Jord- og Skiferlag. Igennem denne uhyre Skorsten tilførtes der ogsaa Gruben frisk Luft.
I den omtalte Hule havde nu Simon Ford og hans Familie i ti Aar haft en i Skiferklippen udhugget underjordisk Bolig, »Villaen«, som den gamle Formand spøgende plejede et kalde den.
Simon Ford var — takket være et langt, arbejdsomt Liv — ret velhavende og kunde meget godt have Baad til at bo oppe i Sollyset, i et hyggeligt lille Hus, omgivet af Blomster og Frugttræer; men baade han selv og hans Familie havde foretrukket at blive i Gruben, hvor de følte sig lykkelige, idet de fuldstændig stemmede overens med hverandre i Tanker og Tilbøjeligheder. Deres »Hytte« dér nede, 1500 Fod under Jordens Overflade, var nu engang deres Lyst og Glæde.
Simon Ford bar sine tresindstyve Aar godt. Høj, kraftig og rank, som han var, kunde han godt gaa for en af de raskeste »Jens«er paa hele Egnen, der dog var bekendt for at levere mange af de kønneste Soldater til Højlandsregimenterne. Han hørte til en ældgammel Bjergmandsfamilie. — —
Uden at indlade sig paa at efterforske, hvorvidt de gamle Grækere og Romere have kendt Stenkul, eller om Kineserne maaske allerede længe før Kristi Fødsel forstod at udnytte deres Kulminer, kan man dog med Bestemthed sige, at Englands Kullejer vare de første, der bleve bearbejdede efter en ordnet Plan. Allerede i det 11te Aarhundrede fordelte Vilhelm Erobreren Udbyttet af Newcastle-Kulværkerne blandt sine Vaabenfæller.
Hen imod Slutningen af det 13de Aarhundrede omtales Skotlands og Wales's Kuldistrikter. Omtrent paa den Tid trængte Simon Fords Forfædre ned i de skotske Kullejer for, Slægt efter Slægt, Søn efter Fader, aldrig mere at forlade dem. De vare næsten som Galejslaver lænkede til Arbejdet i Gruberne. Der er endogsaa dem, der hælde til den Anskuelse, at Kulminearbejderne paa den Tid virkelig have været Slaver. Endnu i det 18de Aarhundrede var denne Mening saa udbredt i Skotland, at man endog engang var bange for, at de tyve Tusind Bjergfolk fra Newcastle skulde rejse sig for at tilkæmpe sig en Frihed — som de troede, de ikke besad.
Hvordan dette nu end forholder sig — Simon Ford følte en vis Stolthed ved at kunne regne sig til de skotske Kulminearbejdere. Han havde med sine egne Hænder arbejdet paa det samme Sted, hvor hans Forfædre før ham havde svunget deres Hakker og Økser. I en Alder af tredive Aar var han bleven ansat som Formand for Dochart-Gruben, den betydeligste blandt Aberfoyle-Værkerne. Han elskede sit Arbejde og havde i de mange Aar passet sin Tjeneste med utrættelig Iver. Hans eneste Sorg var at se, hvorledes Kullagene Dag for Dag bleve fattigere, og at kunne forudse, at den Time nærmede sig stærkt, da Kullejet vilde være ganske udtømt.
Han havde med Iver kastet sig over at lede efter nye Aarer i alle Aberfoyles Gruber, der jo stod i underjordisk Forbindelse med hverandre, og han havde da ogsaa haft det Held i Løbet af de sidste Driftsaar at opdage enkelte saadanne. Hans Bjergmandsinstinkt var her kommet ham udmærket til Nytte, og Ingeniøren, John Starr, forstod at sætte stor Pris paa ham.
Dog der kom, som sagt, en Tid, da Kullene slap helt op, og alle Undersøgelser viste sig frugtesløse. Driften standsede, Bjergfolkene maatte fortrække.
Dette var en stor Sorg for dem alle, men ingen tog sig det dog saa nær som Simon Ford. Han, der med Liv og Sjæl var Bjergmand, følte sig knyttet til sin Grube ved tusind stærke Baand. Dér havde han boet lige siden sin Fødsel, og nu vilde han ikke for nogen Pris flytte derfra, selv om Arbejdet var ophørt. Nej, han blev i sin kære, gamle Grube. Han lod Sønnen Harry besørge alle Indkøb til den underjordiske Husholdning, men han selv havde i hele ti Aar næppe været ti Gange oppe i Dagslyset.
I disse forøvrig ganske sunde Omgivelser med deres altid ensartede Temperatur mærkede den gamle Formand hverken til Sommerens Hede eller til Vinterens Kulde. Hans Familie befandt sig ogsaa vel dernede. Hvad kunde han saa ønske sig mere?
Men alligevel var han egenlig altid bedrøvet. Han savnede haardt det Liv og den rastløse Bevægelse, der tidligere herskede i det travle Kulværk. Der var dog een Tanke, der stadig holdt hans Livsmod oppe: »Nej, nej, Gruben kan ikke være udtømt!« blev han ved at gentage.
Og det vilde sikkert være bleven taget meget ilde op, dersom nogen i Simon Fords Nærværelse havde vovet at ytre Tvivl om, at det gamle Aberfoyle engang kunde rejse sig af sin Dvale. Den gamle Formand havde aldrig opgivet Haabet om at opdage et nyt Kullag, som kunde gengive Gruben dens fordums Betydning. Han var, naar det gjordes nødvendigt, altid parat til igen at svinge sin Hakke og rette et kraftigt Angreb paa den haarde Klippe. Bestandig gennemstrejfede han, dels alene, dels i Følge med sin Søn de store, mørke Grubegange og spejdede og ledte — for saa den ene Dag efter den anden at vende hjem til sin Bolig udmattet, men aldrig modløs.
Hans Ægtefælle, Mary, var en høj, kraftig Kvinde. Hun vilde lige saa lidt som hendes Mand forlade Gruben; thi hun delte ganske hans Forhaabninger og Bekymringer. Hun opmuntrede ham og tilskyndede ham til at være udholdende i de omtalte Undersøgelser, og hun talte med en saadan mild Alvor og ægte Følelse, at hendes Ord altid varmede den gamle Formands Hjerte.
»Aberfoyle sover kun,« sagde hun ofte til ham, »Du skal se, du faar nok Ret engang, kære Simon: det er kun en Hvile, ikke Døden.«
Mary brød sig heller ikke noget om den store, larmende Verden deroppe, hun havde nok i sin egen, fredelige lille Verden nede i den mørke Grube, hvor hun var Solskinnet, og hvor det syntes disse tre Mennesker en Lykke at leve med hverandre.
Det var altsaa til dette Sted, at John Starr nu kom. Ingeniøren blev ventet med Længsel. Simon Ford havde staaet længe uden for sin Dør og i spændt Forventning stirret i den Retning, hvorfra de maatte komme, og da han endelig langt borte saa' det flakkende Lys fra Harrys Lampe, gik han hurtig sin tidligere Direktør i Møde.
»Velkommen, Hr. Starr!« raabte han, saa det gav Genlyd i de store Gallerier. »Hjertelig velkommen i Deres gamle Formands Hytte. Selv om vi bor 1500 Fod under Jorden, har vi ikke glemt at være gæstfri.«
»Hvordan har De det, kære Simon?« spurgte Ingeniøren og trykkede hjertelig sin Værts Haand.
»Jo Tak, i bedste Velgaaende, som De ser, — her bliver man aldrig syg, vi kender ikke noget til Deres pludselige Omslag i Vejret deroppe. De fine Damer, som maa rejse til Newhaven eller Porto-Bello[1] om Sommeren for at faa et Par Mundfulde frisk Luft, de gjorde sandelig bedre i at tilbringe et Par Maaneder her nede: her vilde de ikke gaa og faa Snue saadan som oppe i de vaade Gader.
»Det er meget muligt, at De har Ret,« svarede John Starr, der var glad over at træffe sin gamle Formand aldeles uforandret. »Jeg gad egenlig nok vide, hvorfor jeg ikke har ombyttet mit Hus i Canongate med en Hytte her i Nærheden af Dem.«
»Den staar til Tjeneste, Hr. Direktør! Jeg kender én af Deres tidligere Minearbejdere, der vilde være overordenlig henrykt ved at vide, at der kun var en tynd Skillevæg mellem Dem og ham.«
Ingeniøren klappede ham smilende paa Skulderen og spurgte: »Og hvordan har Mary det?
»Jo Tak, min kære Kone befinder sig, om muligt, endnu bedre end jeg, og hun glæder sig ubeskriveligt til at se Dem ved sit Bord. Jeg antager, at hun endogsaa har overtruffet sig selv for at kunne modtage Dem paa passende Maade.«
»Det vilde være aldeles fortræffeligt,« sagde Ingeniøren, der efter den lange Tur blev meget glad ved Udsigterne til en god Frokost.
»Er De sulten, Hr. Starr?«
»Ja, som en Ravn. Rejsen har givet mig Appetit. Jeg har haft et afskyeligt Vejr.«
»Saa-aa! ja, det regner vel deroppe?« svarede Simon med et medlidende Smil. »Ja, og Bølgerne paa Forth gaar i Dag lige saa højt, som om det var i aaben Sø.«
»Her hos os regner det aldrig. Ja, for Dem behøver jeg jo for Resten ikke at udbrede mig om Stedets gode Sider. — Se saa, nu er vi ved min »Villa«. Endnu en Gang: Hjertelig velkommen!«
John Starr, fulgt af Simon Ford og Harry, traadte ind i en stor Sal, som blev oplyst af flere Lamper, af hvilke den ene hang ned fra de malede Loftsbjælker.
Det dækkede Bord med den snehvide Dug ventede kun paa Gæsterne.
»God Dag, Hr. Direktør, og velkommen!« sagde den vakre Skotlænderinde, idet hun rejste sig for at modtage sin Gæst.
»Goddag, kære Mary, det glæder mig rigtig at se Dem igen.«
»Det maa jo altid være en Fornøjelse at gense de Mennesker, som man stedse har været god og velvillig imod.«
»Suppen staar paa Bordet, lille Mutter,« afbrød nu Simon Ford hende, »den maa vi ikke lade vente, og endnu mindre Hr. Starr, der har en rigtig Bjergmandsappetit. Han skal da se, at vores Dreng ikke lader os lide Nød i nogen Henseende. — Det havde jeg nær glemt, Harry, Jack Ryan var her og vilde besøge dig.«
»Ja, Tak, jeg ved det nok, Fader, vi mødte ham i Yarow-Skakten.«
»Det er en god Kammerat og en lystig Fyr,« sagde Simon »Men han synes at befinde sig vel tilpas deroppe, han har ikke ægte Bjergmandsblod i sine Aarer. — Nu til Bords, Hr. Starr, lad os spise os en forsvarlig Frokost, for det er meget muligt, at vi ikke kommer til at spise saa snart igen.«
»Vent blot et Øjeblik endnu, Simon,« sagde Ingeniøren. »Vil De have, at jeg skal spise med rigtig god Appetit?«
»Ja, det vilde være os en stor Ære og glæde os overordenlig, Hr. Direktør.«
»Tak! — Men inden jeg kan det, maa De besvare mig to Spørgsmaal.«
»Med Fornøjelse.«
»De skriver i Deres Brev om en Meddelelse, der vil være af Interesse for mig.«
»Det vil den sikkert ogsaa.«
»For Dem med?«
»Ja, for os begge. Men jeg vilde helst vente med at fortælle Dem det til efter Bordet — og paa rette Sted.«
»Simon,« sagde Ingeniøren, »se mig en Gang lige i Øjnene. En interessant Meddelelse? Ja! — Godt, saa skal jeg ikke spørge Dem mere derom,« tilføjede han, som om han allerede havde læst det ønskede Svar i den gamle Formands Øjne.
»Og det andet, De vilde vide?« spurgte denne.
»De skulde da ikke vide, Simon, hvem der kan have skrevet dette?« svarede Ingeniøren og viste ham det anonyme[2] Brev.
Simon Ford tog Brevet og gennemlæste det opmærksomt. Derpaa viste han det til sin Søn og spurgte:
»Kender du den Haandskrift, Harry?«
»Nej, Fader.«
»Havde dette Brev ogsaa Aberfoyles Poststempel?«
»Ja,« svarede Ingeniøren, »ganske som Deres Brev.«
»Kan du forstaa det, Harry?« sagde Simon Ford, hvis Ansigt for nogle Øjeblikke antog et mørkt Udtryk.
»Jeg tænker, at der maa være en eller anden, der har haft Interesse af at forhindre Hr. Starrs Besøg hos dig.«
»Men hvem i Alverden skulde det kunne være?« udbrød den gamle Værkfører. »Hvem skulde kende mine hemmeligste Planer?« Simon Ford hensank i dybe Tanker. Men nu lød hans Kones Stemme:
»Vær saa venlig at tage Plads; Suppen bliver kold. Lad os nu foreløbig ikke tænke mere paa det Brev«.
De efterkom Opfordringen og gik til Bords.
Det var et udmærket, ægte skotsk Maaltid. Først fik de »Hotchpotch«, en kraftig Bouillon, hvori smaa Stykker Kød svømmede om. Efter gamle Simons Mening var der ingen i den vide Verden, der forstod at lave saa god en »Hotchpotch«, som hans Kone.
Det samme mente han forøvrigt ogsaa om den næste Ret, »Cockyleeky«, en Slags Hønseragout, tillavet med Porrer. Men Hovedretten var dog en fortrinlig »Haggis«, den nationale Budding, der tillaves af hakket Kød og Bygmel. Denne vidunderlige Ret havde samme Skæbne som alt skønt her paa Jorden: den svandt som en Drøm!
Til Maden fik de det berømte »Ale« fra det bedste Bryggeri i Edinburgh.
Frokosten endte med Havrekiks og Ost, hvortil der serveredes smaa Glas »Usquebaugh« en udmærket Kornbrændevin, som var 25 Aar gammel.
Under hele Maaltidet, som varede en god Times Tid, havde John Starr og Simon Ford ikke blot spist dygtigt, men ogsaa ført en livlig Samtale — især om de gode, gamle Tider i Aberfoyle-Værkerne.
Harry derimod var snarere bleven tavs. Flere Gange havde han rejst sig fra Bordet og spejdet ud i Mørket udenfor. Det var øjensynligt, at han efter det mærkelige Tilfælde med Stenen, der faldt ned, var bleven urolig, det anonyme Brev havde just heller ikke beroliget ham, og da man havde rejst sig fra Bordet, gik han ud for at have et vaagent Øje med Omgivelserne. —
»Det er virkelig en prægtig Søn, I har der, kære Venner,« bemærkede John Starr.
»Ja, han er en god og flink Dreng,« sagde Simon.
»Holder han nu ogsaa af at bo hernede hos jer?«
»Han vilde ikke for nogen Pris forlade os.«
»Har I da ikke tænkt paa engang at lade ham gifte sig?«
»Harry? gifte sig! Med hvem skulde det mon være? Maaske med en Pige dér oppe fra, som render til Fester og Dans, og som vilde foretrække sin Landsby for vor Hule? Nej, det kunde Harry aldrig falde paa.«
»Men du vil da ikke forlange,« mente Moderen, »at Harry aldrig maa tage sig en Kone…«
»Jeg vil slet ikke forlange noget,« afbrød Simon hende. »Men det har jo heller ingen Hast. Hvem ved, vi kunne maaske finde en til ham.«
I det samme traadte Harry ind ad Døren, og man talte ikke mere om dette.
»Naa, kære Simon,« sagde Ingeniøren, »jeg er lutter Øre.«
»Ja, Hr. Starr, jeg har ikke saa meget Brug for Deres Ører som for Deres Ben. Har De faaet hvilet Dem ud?«
»Jeg er parat til at følge Dem, hvorhen det saa skal være.«
»Harry, tænd os Sikkerhedslamperne.«
»Bruger I Sikkerhedslamper?« udbrød Ingeniøren i største Forbavselse, — der var jo nu ingen Grund til at befrygte Kulgaseksplosioner i en Grube, hvor der ikke mere fandtes Kul.
»Ja, man kan aldrig være for forsigtig.«
»Vil De ikke ogsaa have, kære Simon, at jeg skal trække i Bjergmandstøjet?«
»Ikke endnu Hr. Ingeniør, ikke endnu!« svarede den gamle Værkfører, i hvis Øjne der med ét kom en ejendommelig Glans.
Harry kom nu med Sikkerhedslamperne. Han rakte Ingeniøren en, gav sin Fader den anden og beholdt selv den tredje i venstre Haand, medens han i den højre tog en lang Stok.
»Farvel, lille Mutter,« sagde Simon og kyssede sin Kone, »hav nu noget godt til os, naar vi kommer tilbage; vi bliver nok dygtig sultne.«
»Farvel, Mo'r,« sagde Harry og omfavnede hende.
»Nu af Sted!« raabte Simon Ford, idet han greb en svær Spidshakke, der laa ved Siden af Døren.
»Ja, af Sted!« gentog Ingeniøren. »Paa Gensyn, Mary!«
»Gud være med eder!« sagde den gamle Skotlænderinde, der længe blev staaende i Hyttens Dør for at stirre efter dem.