Det sorte Indien/9
Niende Kapitel.
Ny-Aberfoyle.
Hvis det havde været muligt ved Hjælp af en overmenneskelig Kraft at fjerne hele den Jordskorpe, som i en Tykkelse af omtrent tusind Fod bærer Grevskaberne Stirling, Dumbarton og Renfrem med deres Søer, Floder og Bugter, vilde man under dette mægtige Lag have fundet et umaadelig stort, tomt Rum, som kun en eneste Hule til paa Jorden (den berømte Mammuth-Grotte i Kentucky) kan maale sig med.
Dette uhyre Rum bestod af flere Hundrede Celler af en saadan Form og Størrelse, at det med sine mange Etager ikke var uligt en Kæmpebikube.
En Labyrint af Gallerier, nogle højere end de højeste Kirkehvælvinger, andre lave og snevre, nogle vandrette, andre skraatløbende, satte disse Huler i Forbindelse med hverandre.
De Piller, der bar Hvælvingerne, og de mellem Gallerierne løbende tykke Mure bestod alle af Sandsten og Skiferklippesten. Men mellem disse værdiløse Lag og stærkt sammenpressede af dem kunde herlige Kullag ses.
Disse Lag strakte sig mod Nord og Syd i en Længde af 10 (danske) Mil og fortsatte sig endog ud under Havbunden. Hvor megen Værdi hele dette Bassin repræsenterede, kunde naturligvis først efter mange vidtløftige Undersøgelser tilnærmelsesvis beregnes, men det samlede Indhold overtraf uden Tvivl langt baade Cardiffs, Wales' og Newcastles Kulforraad.
Hertil kom, at Udtømningen af denne Kulgrube sikkert vilde blive meget bekvem, fordi Naturen selv havde sørget for en Mængde Gallerier og Sidegange.
Æren for at have opdaget dette Kuldistrikt med alle dets umaadelige Rigdomme tilkom ubetinget Simon Ford. Mange Aars Ophold iden gamle Kulgrube, en sjælden Ihærdighed i at anstille Undersøgelser, en urokkelig Tro og desuden et glimrende Bjergmandsinstinkt, alt havde her forenet sig for at lade ham naa det ønskede Resultat paa det Punkt, hvor alle andres Forsøg vare mislykkede.
Hvorfor vare de Undersøgelser og Boreforsøg, som under John Starrs Ledelse uafbrudt vare blevne foretagne i de sidste Aar af Værkets Drift, netop standsede her paa selve Grænsen af den nye Mine? Man kan kun tilskrive det et besynderligt Tilfælde, som jo ved alle Undersøgelser af denne Art spiller en saa stor Rolle.
Vandet dernede havde samlet sig i forskellige Fordybninger og dannede flere Steder Søer, der vare større end Kathrinesøen, som laa lige ovenover. Vandet i disse Søer var aldrig i Bevægelse, hverken ved Bølger eller Strømninger, intet Slot spejlede sig i dem, intet Træ hældede sig ud over deres Bredder, ingen Skygger af nærliggende Bjærge faldt paa deres Overflade, Solens Straaler blinkede aldrig i dem, og Maanen forsølvede dem aldrig. Og dog vilde disse dybe, sorte Søer, hvis Overflade aldrig krusedes af nogen Brise, ogsaa have deres ejendommelige Skønhed, naar det elektriske Lys fik Lov til at kaste sin Glans hen over deres blanke Spejl og de vidt forgrenede Kanaler.
Egnede dette Landskab sig end ikke for Plantevækst, vilde det dog kunne tjene til Bolig for en talrig Befolkning — og hvem véd, om ikke en stor Del af den fattigere Befolkning engang i Fremtiden vil søge Tilflugt i disse rummelige Haller med deres lune, altid uforandrede Temperatur?