H. Hagerups Forlag København


Det sorte Indien.djvu Det sorte Indien.djvu/5 11-15

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Andet Kapitel.


Under Vejs.


»Hvad skal nu det sige ?« — John Starrs Tankegang var pludselig bleven brat afbrudt ved dette nye Brev, der stod ganske i Modstrid med det første.

Han tog den halvt iturevne Konvolut op; den bar, ligesom den anden, Aberfoyles Poststempel. Brevet var altsaa i hvert Fald kommet fra samme Sted, men Haandskriften viste klart, at det ikke var den gamle Bjergmand, der havde skrevet det. Derimod kendte Afsenderen aabenbart den gamle Værkførers Hemmelighed, siden han udtrykkelig tilbagekaldte Opfordringen til at give Møde i Yarow-Skakten. Skulde den første Meddelelse virkelig saa hurtig have mistet sin Betydning? Eller vilde man blot skaane ham for at ulejlige sig dertil? Eller havde man ikke snarere den ondsindede Hensigt at krydse Simon Fords Planer?

Modsigelsen mellem de to Breve gjorde ham kun endnu mere opsat paa at begive sig til Dochart-Gruben; thi selv om det hele var noget-Opspind, saa var .det dog bedst at skaffe sig Vished derom. John Starr fandt det ogsaa langt rimeligere at fæste mere Lid til den første Skrivelse end til den anden og at tage mere Hensyn til en Anmodning fra en Mand som Simon Ford end til et Afbud fra en unavngiven Person.

»Netop fordi man søger at paavirke min Beslutning, maa vel Simon Fords Meddelelse være af stor Betydning. Jeg møder i Morgen til rette Tid paa det fastsatte Sted!« 

Om Aftenen traf John Starr de nødvendige Forberedelser til Afrejsen. Da han maaske maatte blive flere Dage borte, frigjorde han sig for de Forretninger, der skulde have lagt Beslag paa ham i den nærmeste Uge. Efter at have givet Tjeneren Ordre til at gøre hans Rejsetaske i Orden, gik han til Sengs, i høj Grad spændt paa, hvad den kommende Dag vilde bringe.

Den næste Morgen Kl. 5 stod John Starr op, klædte sig varmt paa, da Vejret var koldt og regnfuldt, og forlod sit Hjem for at tage til Newhaven og dér gaa om Bord i den Dampbaad, der i Løbet af 3 Timer bringer den rejsende fra Leith op ad Floden Forth til Grevskabet Stirling.

Det var maaske første Gang, at John Starr gik igennem Canongate uden at vende sig om for at betragte Holyrood, de tidligere skotske Kongers Palads. Han lagde i Dag heller ikke Mærke til Skildvagterne, som gik op og ned foran Slottets Porte i deres gammelskotske Dragt: det korte, grønne Skørt, det tærnede Sjal og det lange, nedhængende Gedeskind. Igennem den bekendte Gade High-street skyndte han sig ned til den kæmpemæssige Bro ved Bridge-street, som forbinder Edinburghs tre Høje. Nogle Minutter senere havde han naaet Hoved-Jærnbanestationen, og en halv Time efter steg han ud af Toget i Newhaven, et smukt beliggende Fiskerleje, en Mil fra Leith, som danner Edinburghs Havn. Floden var stegen og havde sat den mørke, stenede Strandbred under Vand, og Bølgerne sprøjtede op imod Havnedæmningen. Ved denne laa en af de Dampere fortøjet, som holder Forbindelsen mellem Edinburgh og Stirling vedlige. I dette Øjeblik udsendte Skorstenen paa »Prince de Galles« tykke, sorte Røgskyer, og Dampen fra Kedelen for hvæsende til Vejrs. Da Afgangsklokken lød, skyndte de sidste Passagerer sig at naa Skibet. John Starr sprang over paa Fordækket. Uagtet det regnede stærkt, tænkte dog ingen af Passagererne paa at søge Ly i Damperens Salon. Alle blev siddende ubevægelige, indhyllede i deres Rejsetæpper og Kapper. Nogle styrkede sig af og til ved en Slurk Genever eller Whisky af deres Feltflaske, hvad man dér kalder »at klæde sig paa indvendig«. Nu ringede det sidste Gang, Tovene kastedes los, og Damperen manøvrerede forsigtig ud at det lille Bassin, som havde skærmet den mod Nordsøens Bølger.

Hele Strækningen op ad Forth ser man paa begge Sider Byer, Landsbyer og Landejendomme titte frem mellem det frugtbare Landskabs rige Trævækst. Langt borte i Baggrunden skinnede Grampianbjergenes snedækte Tinder frem gennem Rifter i Taagen.

John Starr stod i Ly under Kommandobroen og gjorde sig aabenbart ikke den Ulejlighed at betragte Omgivelserne, som desuden ogsaa vare halvt tilhyllede af Regnen. Han gjorde sig meget mere Umage for ikke at tiltrække sig nogen af de andre Passagerers Opmærksomhed. Maaske var den ukendte Ophavsmand til det andet Brev her om Bord, skønt Ingeniøren ganske vist ikke havde bemærket noget, der kunde bestyrke denne Antagelse.

Vejret var meget slet, Regnen piskede stadig ned. John Starr begyndte at blive urolig: vilde nu Simon Fords Søn give Møde efter Aftalen. Han vidste, at Bjergmændene, der ere vante til de dybe Kulgrubers ensformige Ro, kun meget nødig udsætte sig for raat Vejr. Fra Callander til Dochart-Gruben var der en god Mil. Muligvis havde den gamle Formands Søn ladet sig afholde eller forsinke af det daarlige Vejr. Desuden var Indbydelsen til Mødet jo egentlig bleven tilbagekaldt ved det andet Brev, hvilket forøgede hans Uro.

Han var fast bestemt paa, at han, selv om Harry Ford ikke skulde være til Stede paa Callander Banegaard, saa dog vilde begive sig alene til Dochart-Gruben og, hvis det gjordes nødvendigt, endog til Aberfoyle. Der vilde han uden Tvivl sagtens kunne faa Oplysninger om Simon Ford og dennes nuværende Bopæl.

»Prince de Galles« anløb Havnedæmningen ved Alloa for at sætte nogle rejsende af. John Starr blev helt bevæget ved nu efter ti Aars Forløb atter at se den lille By, der som Midtpunkt for en uhyre Kulværksdrift endnu den Dag i Dag ernærer en talrig Arbejderbefolkning, og hvis Miner Stadig ere en rig Indtægtskilde for Landet.

Efter at Damperen havde forladt Alloa, maatte den møjsommelig arbejde sig frem gennem de mange Bugter, som Forth slaar. Endelig naaede den Maalet. I samme Øjeblik, som den lagde bi, sprang John Starr hurtig over paa Kajen.

Fem Minutter efter havde han naaet Stirlings Banegaard, og en Time senere steg han ud paa Perronen i Callander.

Der stod en ung Mand og ventede. Saa snart denne fik Øje paa Ingeniøren, skyndte han sig hen til ham. Det var Harry, Simon Fords Søn.