Det sorte Indien/3
Tredje Kapitel.
Jordlagene i de forenede Kongeriger.
For at Læseren lettere kan følge denne Fortælling er det nødvendigt med nogle Ord at minde om Stenkullenes Oprindelse.
I den allerældste Tid, da Jordkloden endnu var i Færd med at dannes, var den omgivet af en tyk Atmosfære (Luftlag), der var ganske mættet med Vanddampe og opfyldt af Kulsyre. Efterhaanden fortættedes disse uhyre Dampmasser til Regn, der strømmede ned med en Kraft, som om den udslyngedes af Halsen paa Millioner af Seltservandsflasker.
Det var en meget kulsyreholdig Vædske, som den Gang strømmede ned over den nydannede, bløde og skøre Jordskorpe, der endnu stadig var Genstand for Omvæltninger og Omdannelser, snart pludselige og voldsomme, snart langsomme og gradvise, og som holdtes i halvflydende Tilstand saavel ved Solvarmen som ved Ilden i Jordens Indre. Jordskorpen, der endnu var meget tynd og skrøbelig, lod hist og her den indre Ild frit strømme ud gennem sine Porer. Denne stærke Varme og Fugtighed var Grunden til hin Tids kæmpemæssige og rige Plantevækst.
De store Landmasser, som paa hint Tidspunkt endnu ikke havde faaet fast Form, bedækkedes af umaadelig store Skove. Den for Planteverdenens Udvikling saa nødvendige Kulsyre var til Stede i Overflod. Plantelivet udfoldede sig derfor ogsaa kun i Form af Trævækst, der fandtes ikke en eneste urte- eller græsagtig Plante.
Der voksede overalt ensartet udseende Kæmpetræer uden Blomster — og uden Frugter, der kunde have tjent til Føde for levende Væsener. Jorden var endnu ikke moden nok til, at et Dyrerige kunde trives paa den.
De vældige Urskove bestode af taarnhøje, træagtige Græsarter, Lepidodendroner, 40—50 Alen høje og et Par Alen tykke Lykopodier og kæmpemæssige Bregner, af hvilke man har fundet Eksemplarer bl. a. i St. Etiennes Kulgruber. Disse Træer voksede i en Slags uhyre Moser i en Blanding af fersk og salt Vand. De indsugede begærlig Kulsyren af Luften, der endnu ikke egnede sig til Indaanding for levende Væsener, og man kan altsaa sige, at deres Bestemmelse var, at samle og derved uskadeliggøre Kulsyren, og at opdynge denne i Jordens Indre i Form af de Stenkul, der senere skulde blive Menneskeslægten til saa uvurderlig Nytte.
Det var Jordskælvenes Tid. Disse stærke Rystelser, som skyldtes Omvæltninger i Jordens Indre eller Strømninger i Havet, lod ofte pludselig Jordoverfladens endnu usikre Former undergaa store Forvandlinger. Nogle Steder hævede Jordsmonnet sig i Vejret til Bjerge, andre Steder aabnede der sig store Svælg og gabende Afgrunde. Som Følge af disse Omvæltninger sank hele Skovstrækninger ned gennem de bløde Jordlag, indtil de enten naaede fast Bund paa den haarde Bjerggranit eller ved stadig Opdyngning sammenpressedes til en fast Masse.
Vandet, som endnu ikke havde fundet noget bestemt Leje, og som stadig dannedes i store Mængder ved Fortætning af Luftens Vanddampe, styrtede i hin Tid ned ad de nylig dannede Bjerge og Klipper, løsrev Skifer, Sandsten og Kalk og skyllede det med sig, saa at det lagde sig over Skovenes Tørvemosegrund. I Tidens Løb — man maa her stadig regne med Tusinder af Aar — blev dette Lag haardt og lukkede som et tæt Laag over de sunkne Skove.
Hvad foregik der nu i denne Kæmpegryde?
Alt det Kulstof, som hine Plantemasser indeholdt, samlede sig og blev lidt efter lidt forvandlet til Stenkul under Paavirkning af et uhyre Tryk og en meget stærk Varme, der dels skyldtes en kemisk Proces[1], dels hidrørte fra Ilden i Jordens Indre. Denne Ild var paa hin Tid stærkere end nu, samtidig med at Jordskorpen var tyndere. Navnlig synes det stærke Tryk at have været af stor Betydning ved Stenkullenes Dannelse: det er aabenbart Trykkets forskellige Størrelse, der har bestemt de mangfoldige Stenkulsorters Tilblivelse. Saaledes træffer man dybest nede i Kullejerne Anthracit, der næsten ikke indeholder noget flygtigt Stof og saaledes er rigest paa Kulstof. I de højere Jordlag findes derimod Kularter, i hvilke Mængden af Kulstof er langt ringere. Mellem disse øverste Lag støder man bl. a. paa Grafit (Blyant).
Den ellers saa gavmilde Natur har imidlertid ikke dannet saa meget Kul, at dette i Tidens Længde kan forslaa til at tilfredsstille Menneskenes stedse voksende Forbrug: Kullene ville en Dag slippe op — det er sikkert. Alverdens Maskiner ville da blive tvungne til at standse, — hvis da ikke til den Tid et helt nyt Brændselsstof kan træde i Stedet for Kullet. I en mere eller mindre fjern Fremtid vil der ikke eksistere andre Kullejer end de, der muligvis findes begravne dybt under den evige Is i Grønland — og at det nogensinde skulde lykkes at udnytte disse, er i høj Grad usandsynligt. Skønt Amerikas Kullejer er mere end ti Gange saa rige som hele den øvrige Jords tilsammen, vil der ikke gaa mange Hundrede Aar, inden det tusindsvælgede Uhyre, Industrien, vil have slugt Jordens sidste Stykke Kul.
Kulmangelen vil, som man let kan indse, først blive følelig i den gamle Verden.
Englænderne maa ganske vist først have skrabet Bunden af Avstraliens rige Kulminer, før det forenede Kongerige kommer til at mangle Brændselsmateriale; men til den Tid ville hele det øvrige Evropas Kulminer være udtømte lige til de mindste Aarer. Vel eksisterer der endnu rige Lejer med brændbart Stof i Abyssinien, paa Madagaskar og flere andre Steder; men det vil være forbundet med den allerstørste Vanskelighed at udnytte disse, og de Kulgruber, der findes i Kina, Japan og Central-Asien, ville snart være udtømte.
I Evropa er Storbritannien ubestridelig det Land, som er rigest paa Kul; men denne Skat maa dog som al anden Rigdom, der aldrig forøges, men hvoraf der stadig forbruges, engang slippe op. Det betydeligste Kulleje, Newcastle's, som strækker sig over — eller rettere under — hele Grevskabet Northumberland, frembringer aarlig omtrent 30 Millioner Tønder, hvilket er over det dobbelte af hele Frankrigs' Produktion. Fra Wales, hvor der har samlet sig en hel Befolkning af Bjergarbejdere, leveres aarlig henved tyve Millioner Tønder af de berømte Wales-Kul, i det indre af Landet træffer man ogsaa udstrakte Kullejer, og endelig findes imellem Glasgow og Edinburgh i Skotland et af de allerstørste Kuldistrikter.
Men hvad forslaar det! Handelen og Industrien truer i vore Dage med at stille saa uhyre Krav til disse rige Kilder, at de i en ikke altfor fjern Fremtid maa blive udtømte. Det tredje Aartusind i vor Tidsregning vil ikke være til Ende, før den evropæiske Bjergmands Haand har fremdraget det sidste Stykke Kul af disse Forraad, i hvilke »Jordens første Solvarme« ligger gemt. — —
Ti Aar før den Tid, paa hvilken vor Fortælling foregaar, var, som sagt, et af de betydeligste Kullejer i Skotland netop blevet udtømt, nemlig Aberfoyle-Minen. Man havde forgæves søgt efter nye Aarer, uagtet der var blevet anstillet Boreforsøg indtil en Dybde af 2000 Fod, og, da John Starr trak sig tilbage, var det i den sikre Overbevisning, at selv den mindste Kulaare var udpint til sidste Stykke.
Man vil da let forstaa, at Opdagelsen af et nyt kulholdigt Lag maatte være en stor og betydningsfuld Begivenhed.
Skulde den Meddelelse, som Simon Ford havde lovet ham, tyde paa noget saadant? Derom spurgte John Starr atter og atter sig selv. Kaldte man ham til fornyet Virksomhed paa et andet Punkt af det rige »sorte Indien«? Det ønskede og haabede han. Det andet Brev havde ganske vist for en Stund berøvet ham dette Haab, men nu var han ikke længere urolig: den gamle Formands Søn var der jo og ventede ham paa det aftalte Sted. Det anonyme[2] Brev havde altsaa ingen Betydning.
Saa snart Ingeniøren steg ud af Toget gik den unge Mand hen til ham.
»Er du Harry Ford?« spurgte John Starr livlig.
»Ja, Hr. Starr«.
»Man kan jo knap kende dig igen, min Ven, du er jo i de ti Aar bleven en voksen Mand.«
»Jeg kendte straks Dem igen, Hr. Starr,« svarede den unge Minearbejder. »De ser endnu ganske ud som den Dag, da De omfavnede mig til Afsked i Dochart-Gruben. Det glemmer jeg aldrig.«
»Sæt dog Hatten paa, Harry, det øser jo ned, og man skal ikke drive Høfligheden saa vidt, at man skaffer sig en Snue.«
»Ønsker De ikke, at vi skal gaa i Ly for Regnen?«
»Nej, Harry, der er ingen Tid at spilde. Det bliver nok ved at regne hele Dagen, og jeg har desuden ingen Ro paa mig. Lad os blot komme af Sted.«
»Ganske som De ønsker.«
»Hvordan har din Fader det?«
»Tak, udmærket!«
»Og din Moder?«
»Jo, Tak, rigtig godt.«
»Din Fader har jo skrevet til mig og bedt mig mødes med ham ved Yarow-Skakten?«
»Nej, det var mig, som skrev Brevet.«
»Men saa er det Simon Ford, der har skrevet det andet Brev om, at jeg alligevel ikke skulde komme?«
»Nej, Hr. Starr, det kunde da aldrig falde ham ind. Hvorfor skulde…«
»Naa — det er godt!« afbrød Ingeniøren ham og talte ikke mere om det mærkelige Tilfælde med det unavngivne Brev. Lidt efter sagde han:
»Du kan maaske fortælle mig lidt om, hvad min gamle Ven Simon vil mig?«
»Fader har bestemt ønsket selv at sige Dem det.«
»Men du véd det altsaa?«
»Ja.«
»Naa, saa skal jeg ikke spørge dig mere derom. Men lad os skynde os, for jeg skal ikke nægte, at jeg længes meget efter at tale med din Fader. Det er sandt: hvor bor han egenlig?«
»I Gruben.« »Hvad for noget! I Dochart-Gruben?«
»Ja.«
»Forlod din Familie da ikke Kulværkerne dengang, da Arbejdet standsede?«
»Nej, Hr. Starr, vi blev boende. De kender jo nok Fader: dér, hvor han er født og har levet, dér vil han ogsaa dø.«
»Ja, jeg forstaar det, Harry… jeg kender ham. Naa, og I kan nok finde jer i at bo der?«
»Ja, for vi holder meget af hverandre, og vi har ikke mange Fornødenheder.«
»Det er smukt, Harry, det kan jeg lide jer for.«
John Starr og den unge Harry Ford skyndte sig nu gennem Callanders Gader, og faa Minutter efter vare de udenfor Byen.