Det sorte Indien/1
Første Kapitel.
To Breve, der modsige hinanden.
| »Hr. Ingeniør J. R. Starr,
Canongate Nr. 30.
Edinburgh.
|
Dersom Hr. John Starr vil være saa venlig i Morgen at indfinde sig ved Kulminerne i Aberfoyle, Dochart-Gruben, Yarow-Skakten, vil der blive gjort Dem en Meddelelse, der sikkert vil interessere Dem.
Hr. Starr vil paa Banegaarden i Callander blive modtaget af Harry Ford, en Søn af den tidligere Grubeformand Simon Ford.
De anmodes om at holde denne Indbydelse hemmelig.«
Saaledes lød det Brev, som John Starr modtog med første Post den 3. December 18 . . Brevets Poststempel viste, at det var afsendt fra Aberfoyle (i Skotland).
Ingeniørens Nysgerrighed blev levende vakt.
Han havde i mange Aar kendt Simon Ford, en af de gamle Værkførere i Aberfoyle Minerne, for hvilke John Starr selv havde været ledende Direktør i tyve Aar.
John Starr var af en kernesund Natur og saa' trods sine 55 Aar ud, som om han ikke var mere end 40. Han var af en gammel, anset Familie, og hans Arbejder vare en Ære for den Gren af Ingeniørvidenskaben, som bringer de forenede Kongerigers underjordiske Kulforraad frem for Dagens Lys.
En stor Del af sit Liv havde han tilbragt i Aberfoyles dybe, hemmelighedsfulde Kulgruber, og dér havde han vundet sit højt ansete Navn.
Forøvrigt var han Præsident for det skotske Oldsags-Selskab, et af de mest virksomme Bestyrelsesmedlemmer ved den kgl. polytekniske Læreanstalt og skrev hyppig fortræffelige Artikler i Edinburghs Blade og Tidsskrifter. Han var, kort sagt, én af disse praktiske lærde, som England skylder sin Velstand, og han indtog en høj Rang i Skotlands gamle Hovedstad.
Englænderne have givet deres vidtstrakte Kulminer et meget betegnende Navn: de kaldte dem »Det sorte Indien« — særdeles træffende; thi dette »Indien« har maaske bidraget endnu mere end Ostindien til at skabe Storbritanniens umaadelige Rigdomme. Nede i disse Miner arbejder Dag og Nat et helt Folk af Bjergarbejdere paa at fravriste Jorden dens Kul, dette fortrinlige Brændsels-stof, der i vore Dage er en Livsbetingelse for Industrien.
Dengang laa efter de sagkyndiges Beregning det Tidspunkt, da Kullejerne vilde være udtømte, endnu i en fjern Fremtid, foreløbig var der ingen Nød at frygte: der var jo to Verdeners rige Kullejer at udnytte. Dengang tegnede det ikke til, at der nogensinde skulde blive Mangel paa Stenkul til de mangfoldige Fabriker, Lokomotiver, Dampskibe, Gasværker o. s. v. Men i de senere Aar var dog Forbruget tiltaget i den Grad, at enkelte Kullejer vare blevne udtømte lige til deres mindste Aarer. I disse forladte Miner var Jorden nu til ingen Nytte gennemhullet og gennemfuret paa Kryds og paa tværs af udtømte Skakter og øde Gange.
Dette var netop Tilfældet med Kullejerne i Aberfoyle. For ti Aar siden var den sidste Tønde Kul hejset op af disse Gruber. Alt det Materiel, man havde brugt dernede i Skakterne: Maskinerne, Vognene, Skinnerne, Apparaterne til Luftfornyelse, Kasser og Kurve — kort sagt alt, hvad Bjergmændene havde brugt under deres Færden i Jordens Skød, var blevet hejset op fra Dybet og opstillet rundt omkring paa Jorden ovenfor.
Det eneste, der var blevet tilbage dernede, var de lange Træstiger, ad hvilke man gennem Yarow-Skakten kunde naa ned i Dochart-Grubens Gallerier.
Det var en sørgelig Dag, da Bjergmændene for sidste Gang forlod den Mine, i hvilken de havde levet saa mange Aar. Ingeniøren, John Starr, havde samlet hele Kulværkets mange Hundreder af flittige og modige Arbejdere omkring sig: Huggerne, Vognpersonalet, Førerne, Tømrerne, Hejserne, Smedene og Maskinfolkene — Mænd og Kvinder, Oldinge og Børn, alle flokkedes de paa Dochart-Skaktens uhyre Oplagsplads, hvor tidligere de umaadelige Kulforraad havde ligget opdynget.
Disse brave Folk, som nu i Kampen for Tilværelsen maatte spredes til alle Verdens Kanter, de, som Slægt efter Slægt havde boet og bygget her i det gamle Aberfoyle, ventede nu blot de sidste Afskedsord fra deres Ingeniør, inden de drog bort for stedse. Kulkompagniet havde som Belønning ladet det sidste Aars Overskud fordele iblandt dem. Dette beløb sig ganske vist ikke til ret meget; thi Udbyttet af Minerne havde kun godt og vel dækket Driftsomkostningerne, men det satte dem dog i Stand til at slaa sig igennem, indtil de kunde finde Arbejde andetsteds.
John Starr stod ved Indgangen til det vældige Skur, under hvis Tag de mægtige Dampmaskiner havde arbejdet saa utrætteligt. Formanden for Dochart-Gruben, Simon Ford, som allerede dengang var over et halvt Hundrede Aar gammel, havde tilligemed nogle andre Værkførere sluttet Kreds om ham.
John Starr blottede sit Hoved, og Minearbejderne stod med Huen i Haanden i den dybeste Tavshed. Denne Afskedsscene havde en rørende og paa samme Tid storslaaet Karakter.
»Mine Venner«, begyndte Ingeniøren, »det Øjeblik, da vi maa skilles, er nu kommet. Aberfoyles Gruber, som i saa mange Aar har forenet os ved det fælles Arbejde, ere nu udtømte. Vore omfattende Undersøgelser og omhyggelige Efterforskninger have ikke ført til Opdagelsen af selv den mindste nye Aare, og det sidste Stykke Kul er lige nu blevet draget op fra Dochart-Gruben.
Med disse Ord viste John Starr Minearbejderne et Stykke Kul, som man havde ladet ligge i en af Transportvognene.
»Dette Stykke Kul, mine Venner, er ligesom den sidste Draabe af det Blod, der randt i Aberfoyles Aarer. Det ville vi opbevare, ligesom vi endnu gemme det første Stykke Kul, der for omtrent halvandet Aarhundrede siden blev draget frem af Aberfoyles Dyb. I det Tidsrum, der er forløbet imellem disse to Kulstykkers Fremkomst, har mange Slægtled af Arbejdere afløst hinanden.
Nu er det hele forbi. De Ord, som jeres Ingeniør nu retter til jer, er Afskedens Ord. I have hentet jeres Livsophold af denne Grube, som er bleven tom under jeres Hænder. Arbejdet var haardt, men I havde dog jeres gode Udkomme derved. Vi har været som een stor Familie. Denne staar nu i Begreb med at opløse sig, og det er næppe sandsynligt, at dens Medlemmer, som nu spredes til alle Verdens Hjørner, nogensinde atter vil samles paa eet Sted saaledes som i Dag.
Men glem dog aldrig, at vi har levet saa mange Aar med hverandre, og at det altid har været en Ærespligt for Aberfoyles Arbejdere at yde hverandre Hjælp og Støtte. Jeres gamle Foresatte ville heller aldrig glemme denne Pligt. Naar man har arbejdet sammen, bør man aldrig kunne blive fremmede for hinanden. Vi skal altid bevare vor Velvilje mod jer, og overalt, hvor I færdes som hæderlige Folk, kan I gøre Regning paa vor bedste Anbefaling. Saa farvel da, kære Venner! Tak for jert dygtige, ærlige Arbejde, og Gud være med eder alle.«
Derpaa omfavnede John Starr de ældste af Arbejderne, som alle vare dybt bevægede og havde Taarer i Øjnene.
Førerne fra de forskellige Gruber traadte frem og trykkede Ingeniørens Haand, medens alle Bjergfolkene svingede med Huerne og raabte: »Farvel, John Starr, vor Chef og vor Ven!«
Denne gribende Afsked prentede sig dybt i disse brave Folks Hjerter. Lidt efter lidt forlod de, stille og bedrøvede, den store Plads, — det maatte jo saa være. Der blev tomt omkring John Starr. Den sorte Vej til Dochart-Gruben gav endnu en sidste Gang Genlyd under Bjergmændenes Skridt, og derpaa indtraadte der en dyb Stilhed oven paa den travle Larm, som hidindtil havde hersket i Aberfoyles Miner.
Kun en eneste Mand blev endnu tilbage hos John Starr. Det var Formanden Simon Ford. Ved Siden af ham stod en ung Knøs paa 15 Aar, hans Søn Harry, som allerede i flere Aar havde haft Arbejde i Skakten.
John Starr og Simon Ford havde lært hinanden at kende og at føle Agtelse for hinanden.
»Farvel, Simon,« sagde Ingeniøren.
»Farvel, Hr. Starr,« svarede Formanden, »eller lad mig hellere sige: »Paa Gensyn!«
»Ja, Simon, paa Gensyn! De véd, at jeg altid vi være glad ved at træffe Dem igen og faa en Passiar med dem om de gode gamle Tider i vort kære Aberfoyle.«
»Tak, Hr. Starr, det véd jeg!«
»I mit Hjem i Edinburgh vil De altid være velkommen.«
»Edinburgh! det er saa langt borte,« svarede Formanden og rystede paa Hovedet, »meget langt fra Dochart-Gruben!«
»Har De da tænkt paa at blive boende her, Simon?«
»Ja. Vi vil ikke forlade vor gamle Moder, fordi hun er bleven fattig. Min Kone, min Søn og jeg, vi skal nok indrette os saadan, at vi kan blive vor Grube tro.«
»Ja, ja da — saa far vel, Simon, og lev vel!« svarede Ingeniøren med en Stemme, der skælvede af Bevægelse.
»Nej, jeg siger endnu en Gang: ikke far vel, men: paa Gensyn, Hr. Starr! Ved mit, ved Simon Fords Ord, vi skal mødes igen her i Aberfoyle!«
Ingeniøren vilde ikke berøve den skikkelige Formand dette hans sidste Haab. Han klappede den unge Harry, som saa' paa ham med store, taarefyldte Øjne, trykkede endnu en Gang Simon Fords Haand og forlod saa Kulværket. — — —
De her fortalte Begivenheder vare foregaaede for ti Aar siden. Men til Trods for Formandens saa bestemt udtalte Ønske om, at de engang skulde ses igen, havde John Starr aldrig siden hverken hørt eller set noget til ham.
Nu efter ti Aars Adskillelse, modtog han det omtalte Brev fra Simon Ford, som opfordrede ham til ufortøvet at begive sig paa den velkendte Vej til hans gamle Kulværk i Aberfoyle.
»… en Meddelelse, der sikkert vil interessere Dem«, stod der. Hvad kunde det dog være? Dochart-Gruben! Yarow-Skakten! hvilke Minder kaldte disse Navne ikke frem i hans Sjæl! Ja, det havde været en herlig Tid, en Arbejdets og Kampens Tid — den bedste Tid af hans Liv som Ingeniør!
John Starr læste Brevet atter og atter og fortolkede det paa alle Maader. Han var lidt ærgerlig over, at Simon Ford ikke havde tilføjet endnu et Par Ord, blot givet ham et lille Vink om, hvad det egentlig drejede sig om. Han blev næsten vred paa ham for denne Kortfattethed. Skulde det være muligt, at den gamle Formand dog kunde have opdaget en ny Kulaare? Nej, vist ikke!
John Starr genkaldte i sin Erindring, med hvilken omhyggelig Nøjagtighed alle Aberfoyles Gruber vare blevne undersøgte, før man endelig standsede Driften. Han havde selv ledet talrige Boringsforsøg uden at støde paa noget nyt Kulleje. Man havde endog boret igennem de Jordlag, som plejer at findes under Stenkullene, navnlig den røde Sandsten — men stadig uden Resultat. Han havde som Følge deraf forladt Bjergværket med den faste Overbevisning, at det ikke mere indeholdt den mindste Smule Brændselsstof.
»Nej!« gentog han flere Gange for sig selv, »det vilde jo være aldeles urimeligt at antage, at Simon Ford skulde have opdaget, hvad mine omhyggelige Undersøgelser ikke har formaaet at bringe for Dagens Lys.
Og dog maa den gamle Formand jo vide, at kun denne ene Ting kunde have Interesse for mig. Og saa skal jeg holde denne Indbydelse hemmelig!!«
»Ja, jeg vil tage af Sted!« sagde John Starr, der blev mere og mere spændt paa, hvad det kunde være. Den flinke Ingeniør hørte til den Slags Mennesker, hvis Hjerne er i en uafbrudt Virksomhed, og hvis Idéer altid ere ligesom paa Kogepunktet.
Da indtraf der pludselig noget ganske uventet, der virkede som koldt Vand paa de boblende Dampe i hans Hjerne.
Henimod Aften bragte Tjeneren ham et nyt Brev. Konvoluten var yderst tarvelig, og Udskriften robedesen Haand, der var meget uvant med at føre en Pen. Han rev Konvoluten op. Den indeholdt kun en Lap Papir, der var gulnet af Ælde, og som syntes at være revet ud af en gammel Notebog.
Paa dette Papir stod blot følgende Sætning:
»Ingeniør Starr behøver ikke at ulejlige sig, da Simon Fords Brev i Mellemtiden er blevet betydningsløst.« Der var ingen Underskrift.