C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu/5 76-85

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


VII.

Fanny gik op paa sit Værelse paa første Sal. Hendes Veninder sagde rundt om i Byen, naar Fannys Værelse kom paa Tale, med en Blanding af Beundring og Misundelse, at Fanny ganske vist var Apothekets Datter, og Apotheket havde jo, saa længe Nogen kunde huske i Byen, været det flotteste Hus i Byen, men derfor var hun dog ingen Prinsesse. Disse egemalede Paneler med indskaarne Spidsbuer, skilte ved riflede Pilastre med ioniske Kapitæler, som alt sammen naaede til lav Støttehøjde; det stoppede Hyndebetræk af rosenrødt Bolster oven over Panelet, det brede Træstykke mellem Bolsterbetrækket og Loftet, som en malet Egekrans udfyldte, Loftets Træbeklædning med Facetter og de i en forgyldt Draabe endende Knapper; de mange smaa Konsoler med Statuetter, Alt det … ja det var dog overdrevent.

Disse Stemningers Dissonans havde Kaptejn Frick opnaaet at opløse i en Latterharmoni ved et Middagsgilde hos Byfogdens. Thi Byfogden havde sagt, at det slet ikke var Renæssancestil, som Apothekeren paastod, at det var; det var Gothik; en Adjunkt fra Nabobyens Latinskole vilde hævde, at det var Rokoko; Kaptejn Frick sagde saa tilsidst:

— Nej, det er moderne Apothekerstil.

I et halvt Aar efter denne Dag smilede alle Byens Embedsmænd og deres Damer, naar de, nogle i Følge, gik forbi Apotheket og skottede op til første Sal, til Fannys Vindue og dets mørkegrønne Fløjels med broderet hvid Bord forsynede Gardiner. Ufravigelig kom da Repliken, snart fra En, snart fra en Anden.

— Moderne Apothekerstil! Pst! Pst! Ikke mine Ord igjen!

Der tyede Fanny nu op. Det kunde være dejligt nu at hvile sit Hoved op mod Væggens Hynder. Ja, det dæmrede endog op for hende, at, vilde hun i Fortvivlelse slaa Hovedet mod Væggen, vilde den venlig afbøde Stødet, akkurat som Verden i det Hele havde gjort imod hende, saa længe hun havde levet.

Var det Kjærlighed? Saa var Kjærligheden noget skrækkeligt Noget, naar den gjorde En saadan. For saadan havde Fanny aldrig befundet sig. Det, hun nu følte, var meget værre, meget smerteligere end den rædsomme Hovedpine og Angest, hun havde lidt af mellem sit fjortende og femtende Aar, da hun ræddedes for sine Tanker og for saa meget, der foregik i hende.

Først og fremmest det Ansigt, hun troede at have set imellem Gærdets slyngede Vildnis, Mefistofeles — Schrams Ansigt … og det andet, det virkelige Ansigt i det luerøde-grønlige Flammeskjær med dets stupide, fæstnede Fortvivlelse … Saa den, hun nu var bleven forlovet med … thi hun var vel forlovet? Hun kunde i dette Øjeblik have kylet Sofus Brinckmann . . ja … hvad skulde det være .…. Broncestativet med samt Ildtang og Ildskuffe i Hovedet. Ikke fordi hun ikke kunde lide ham, men fordi hun ikke kunde lide sig selv . . fordi hun var bleven saa hed … saa ækel …. saadan, som hun var bleven baade den første Aften ved Dammen og nu 1 Morges …. og det var hans Skyld, for, hvis han ikke havde været, var hun aldrig bleven saadan. Kaptejn Frick havde ogsaa taget hende om Livet, og da havde hun ikke været saadan. Hun vilde ønske, hun aldrig havde set Sofus Brinckmann. Hvem skulde tænke, at den store Dreng, som hun havde leget med for mange Aar siden (hun syntes det var mange Aar siden) skulde kunne .…?

Hun maatte tale med Kaptejn Frick! Nej, nej! Tænk, hvor ækel han var i Aftes!

Fanny græd som et uvornt Barn, der har en dunkel Fornemmelse af egen Uret, men arrigt skyder den over paa hele Jordkloden i det Hele, og som, hvis Jordkloden havde kunnet rense sig for Skyld, vilde have skudt Skylden paa hele Planetsystemet.

Hyndebetrækket paa Væggen! Hun lagde sit Hoved op til det, kjælende for det, som var det et Menneske. Det tog artig og galant mod hendes bløde Kind med sin faste Stopning, men hun følte dets ligegyldige Elasticitet som Noget, der blot sagde: Vær saa artig, lille Frøken! jeg er til Tjeneste, men jeg er for Resten lige glad.

Fanny slog sine smaa Knoer røde mod Stopningens smaa Knapper, lo forbitret ad sin Barnagtighed, kastede sig paa den fløjelsbetrukne grønne Chaiselongue og smed sine Sko langt hen ad Gulvet.

— Uh! Uh! raabte hun. Er det saadan at være …. for . . lovet?

Det sidste Ords to sidste Stavelser slugte hun. De klang ikke ud.

Det Rædsomste var, at hun begyndte at tænke, strængere, end hun var vant til, og at hun ikke kunde lade være, uagtet hun raabte til sig selv, at hun vilde sove. Men Ingen lystrede lille Fannys Villie, den, som ellers havde saa meget at sige i det gamle Apothek. Alle de Andre lystrede Fanny. Nu kunde Fanny ikke faa Fanny til at lystre sig selv. Det var ikke til at holde ud.

Hun havde nydende leget med et Elskovsideal, alt i et Par Aar. Idealet var … ja saadant Noget som Lord Byron. Ikke fordi hun den Gang forstod meget af Manfred, som hendes Lærer i Engelsk havde gjennemgaaet med hende; men han, den yngste og livligste af hendes Lærere, havde fortalt hende Legenderne om Lord Byrons Liv, om hans og Vennernes Orgier i Newstead Abbey, da de drak Vin af Forfædrenes sølvindfattede Hjerneskaller, mens en Bjørn og en Ulv holdt Vagt ved Døren; om hans Rejser i æventyrlige Lande og hans Kammeratskab med Ali Pascha, om Bedrifter i Venezia, som Læreren dog ikke gik nærmere ind paa, men som Fanny grundede paa og søgte at gætte, ikke aldeles uden Held.

En saadan Mand kunde Apothekerens Datter fra Provinsbyen ønske sig. Vel falder der ikke engelske Pairer, der samtidig ere store Digtere, ned fra Rønnebærtræerne langs Alleen bag om Byen — det vidste Fanny meget vel; men saa hentede hun atter et Citat op fra sin spredte Læsning, fra Aforismerne i Søren Kierkegaards «Enten—Eller», det, at «Aladdin var stærk ved sit Mod til at ønske». Det følte Fanny, at hun havde Mod til trods Nogen.

Kaptejn Frick var kommen til Byen, da Fanny var atten Aar. Hun var bleven opmærksom paa ham paa Grund af en Disput, hun havde hørt ham føre i Haven efter en lille Middag med hendes hidtil beundrede engelske Lærer. Kaptejn Frick havde, forekom det hende, rent slaaet Adjunkten af Marken, da denne vilde hævde, at Byron gik med Længsel efter Kristendommen i sit inderste Hjerte. Thi Kaptejnen paastod, at Byron var en Promethevs, var en Gudetrodser, med Sympathi for Kain og Satan. At Ingen af dem beviste Noget, men at Begge blot vexlede Paastande, tænkte Fanny ikke over, men det hørte hun, at Kaptejnens buldrende Bas rent overdøvede Adjunktens tynde og skarpe Tenor, som brugte Fistel, naar han skulde understrege sine Ord. Kaptejnen tog Troen fra Adjunkten, og Fanny gik over til Kaptejnens Tro; den var flottere og taprere. Kaptejnen havde opdaget hende, da hun stod lyttende, havde med byronsk Dristighed taget hende om Livet og reciteret:

Naar paa Vandet Maanen bæver,
naar i Græsset Orme brænde,
Blaalys over Graven svæver,
Lygtemænd paa Mosen rende,
Stjerneskud i Natten fare,
Ugleskrig hverandre svare, ….

Adjunkten, der kunde den engelske Text, sagde: Ja, vel! og klemte paa:

When the moon is on the wave,
And the glow-worm in the grass,
And the meteor on the grave,
And the whisp on the morass,
When the falling stars are shooting,
And the answer’d owls are hooting …

Men for Fanny kom der Liv i det med kraftig Stemme udslyngede danske Citat, akkompagneret af Kaptejnens Tag om hendes Midie, mens Adjunktens originale svagt henhviskede Verslinier bragte hende til at mindes engelske Verber, han i sin Tid havde gjennemgaaet med hende i Timerne.

Kaptejn Frick havde, naar han traf Fanny ene, helliget hende nogen Opmærksomhed. Den var stundum irriterende faderlig. Han kaldte hende ved Fornavn og sagde: «Mit Barn» til hende. Men saa kunde han ogsaa tale fornuftig og forklare hende, at Kvinden var den stærkeste Verdensmagt i Kraft af sin Svaghed, thi denne Svaghed betingede hendes Ynde, og for Gratierne bøjede selv Guderne sig; de vare de stille Styrere af Musernes Dans paa Helikon, skjønt de holdt sig i Baggrunden; det kunde man se paa Thorvaldsens Relief. Fy med de moderne Blaastrømper med Blækklatter paa Fingrene!

Tidt havde hun været vred paa Kaptejn Frick, naar han ved Fru Kamps Indtrædelse pludselig havde overført sin Kur paa hende, eller naar han rent havde overset Fanny og fjaset med hendes Veninder, uden at hun kunde indsé, at hun havde gjort ham Noget. Dog, det gjorde påa den anden Side Kaptejnen interessant, gaadefuld. Han lod ane uudgrundelige Dybder i sin Sjæl og sit Sind. Uvilkaarlig overførte Fanny nogle af Byron-idealets Træk paa den danske Forstærkningskaptejn — især siden han havde sagt i en fortrolig Stund i det halvmørke Kabinet:

— Jeg interesserer mig i Poesien kun for Lidenskabens evige Trods, som jeg i Naturvidenskaben nærmest interesserer mig for de grandiose Jordrevolutioner.

Han, der ellers talte lutter Ironi, sagde dette med en tilforladelig Alvor, som fik Fanny til at tro, at Kaptejnens Interesser virkelig gik i den Retning.

Kaptejn Frick? . . Elskede hun da ham? Nej, det var ikke til at holde ud. Han kunde jo være hendes Fader. Det havde han selv sagt saa mange Gange, naar han havde lagt sin Arm om hendes Nakke. Men hvorfor havde han saa tidt gjort det i Mørke, som om der var Noget i, at en ældre Mand kjærtegnede en ung Pige? Hvorfor blev hun vred, naar Kaptejn Frick behandlede hende faderlig?

Det bankede og dundrede i den lille forkjælede og blødagtige Pigehjerne.

Hvorfor blev hun saa ækel ved Sofus Brinckmann, da han vilde bede? Hun kunde have slaaet ham i det Øjeblik. Og nu vilde hun ønske, at hun kunde bede selv, bede om Klarhed, om Lys i sit Sind.

Hun vilde mane religiøse Minder frem. De adlød ikke. Hun havde jo dog gaaet til Konfirmationsundervisning hos Byens rare gamle Provst. Ja sikken en uvorn Tøs, hun havde været! Hun havde havt en Trækanon med og skudt Ærter ud af den over paa Drengene lige over for. Hun kunde kun huske, at hun havde grædt den sidste Undervisningstime, da den gamle Mand med Taarer i Øjnene havde sagt:

— Børn! Om I end glemmer Alt, hvad den gamle Præst har søgt at lære Eder, glem ikke det Ord: Et er fornødent!

Det samme Ord havde faaet Livets Glans for hende i Sofus Brinckmanns Mund. Ja, hvordan det end gik, hun vilde ikke tale med Sofus Brinckmann, før hun havde talt med Kaptejn Frick.

Ved Middagsbordet sagde hendes Bedstefader som ved en lykkelig Indvirkning af Fannys gode Genius paa ham:

— Herre Gud, Barn! Du er ikke kommen Dig efter Skrækken fra i Morges. Vi maa se at faa fat i Kaptejnen i Aften. Han plejer at kunne muntre Dig. Fanny kunde have bidt Fru Kamp, da hun sagde:

— Bed hellere Kandidat Brinckmann! men trøstedes, da Kancelliraaden sagde:

— Nu var her Unge i Gaar. Lad os nu faa lidt Solidt! Jeg kan ikke leve af lutter sød Mad.

Fru Kamp sagde ved sig selv:

— Det har man for at være uegennyttig. Thi hun vilde ogsaa hellere have Kaptejnen. Hendes Forslag var alene i Fannys Interesse, mente hun.