Det gamle Apothek/8
VIII.
Kaptejn Frick mødte i Snorefrakke. Den klædte ham bedre, passede bedre til hans Figur end den rødkravede mere stive Uniform.
Efter at have hilst paa Kancelliraaden tog han med forceret Kraft Fru Kamp i Haanden.
— Av, hvor De trykker, Hr. Kaptejn! udbrød hun uvilkaarlig . . Se, jeg er vis paa, der er en rød Plet paa min Haand. Men jeg kjender det fra min afdøde Mand, som ogsaa var Kaptejn. Se, Kaptejn Frick!
— En Rosatinte i Liliens Bæger, sagde Kaptejnen.
Fru Kamp følte sig halv smigret, halv fornærmet, smigret over Ordene, fornærmet over Kaptejnens raa Klang i Stemmen og af hans efterfølgende korte Latter.
— Han er saa dobbeltsidig … saa dyb, sagde Fru Kamp ved sig selv.
Fanny sad i et mørkt Hjørne af Stuen, ængstelig som en Skolepige, der skal til Examen. Kaptejn Frick saâ hende ikke; hun følte, at han vilde vifte hende ud af Stuen.
Kancelliraaden fortalte Explosionshistorien. Kaptejnen sagde, at han havde hørt den fortælle i Klubben i meget forstørret Form. Apothekeren sagde:
— Det Værste er, at Fanny ikke har kunnet forvinde Skrækken . . Hvorfor sidder Du der i Mørket, min egen Pige? Kom og kys Bedste!
Fanny passerede med Villie tæt forbi Kaptejnen paa Vejen til sin Bedstefader. Kaptejnen lod hende være Luft og udbrød med et Blik ind ad Spisestuens aabnede Fløjdøre.
— Det maa jeg sige! Østers paa denne Aarstid, Hr. Kancelliraad!
— Ja, de er naturligvis importerede i Is. Er hun ikke sød? sagde Kancelliraaden, mens han strøg sin Datterdatters Haar.
— Har De læst Artiklen i — bladet om Opdragelsesvæsenet, Kancelliraad?
— Ja … den … jo … Er hun ikke sød?
Apothekeren vedblev med sine kjærtegnende Strøg.
— De, Fru Kamp, som har været gift med en Officér, maa holde med den Artikel, sagde Kaptejnen. Den holder paa Disciplin, paa Klø, aandelig og legemlig, alt efter de forskjellige Kulturtrin — en fornuftig Protest mod Blødagtigheden.
— Aa, jeg er bleven meget blødagtig med Aarene, sagde Fru Kamp og lagde Hovedet lidt paa Siden, men fortrød sin Ytring, da hun saâ Kaptejnens Overskjæg skille sig ad til et Grin. Hun sagde tørt:
— Bordet er forresten serveret.
Kancelliraad Pramman slap Fanny og sagde:
— Nu overlader jeg Dig til Kaptejnen som Borddame.
Men, inden han var bleven færdig, havde Kaptejn Frick i lynende Fart trukket Fru Kamp afsted under sin Arm. Fanny maatte gaa med sin Bedstefader.
Harme og Graad pressede hendes Strube sammen.
Kaptejnen dansede kaadt ind med Fru Kamp. Paa en forgyldt Konsol under et stort Spejl i Spisestuen stod en høj smal Glasvase med Blomster. Han havde selv foræret Fanny den til hendes sidste Fødselsdag. Fru Kamp stødte mod Konsolen. Hendes Ærme kom til at skrabe Vasen ned paa Gulvet, hvor den knustes i tusind Skaar.
— Om Forladelse, Hr. Kancelliraad! raabte han leende; Fru Kamp og jeg frembringer nok en værre Explosion i Apotheket end Laboranten i Formiddags.
— Aa, hvad! sagde Kancelliraaden, der aldrig havde tænkt paa Vasen og ikke huskede, naar og hvorledes den var kommen i Huset, men fortsatte strax:
— Av for en Ulykke! Er det Dig, som kniber mig i Armen, Barn?
Han saâ op paa Fanny. Hendes Træk vare som stivnede i Krampe. Men den gamle Mand tog det for glad Ro og fortsatte:
— Naa, naa! Jeg var saa bange for, at Du ogsaa blev bange for det Rabalder. Fruentimmer, Hr. Kaptejn, det er noget rigtigt Postelin, som han siger, Jens Kristensen fra Farringløse, naar han kommer paa Apotheket og forlanger Snogefedt til Smørelse for sin Kones Daarligheder. … Nej, sikken en Virtuositet i at spise Østers, Kaptejn! Ja, bi lidt! Jeg skal snart naa Dem, og saa holder vi Aaretag.
Kaptejnen saâ op paa den gamle Apotheker med en næsten karikaturmæssig Spreden af Overskjægget og de rundimentære Øjenbryn:
— Kan De æde med Lidenskab, Hr. Kancelliraad? sagde han leende.
Fru Kamp lo højt. Fanny saâ paa Kaptejnen.
— Hm … m … m … ja. Man gjør hvad man kan, som Barnet sagde, da det o.s.v. ….
— Pst! Kancelliraad! Maxima debetur pueris reverentia.
— Ja, det er Skam rigtigt, sagde Apothekeren med en ængstelig Mine, thi det sidste Latin havde han ikke forstaaet.… Naa, ja, spise med Lidenskab … ja .. ja. Ser De . . Lidenskaberne!… Nu er jeg jo snart en gammel Mand.
— Ja, men De har jo været yngre.
— Ja, den Gang! Død og salte Pine! Tal til mig om Lidenskaber, Kaptejn . . Naa da! I de Tider var jeg … hu . .!
Kancelliraad Pramman gjorde et Sæt, som vilde han springe op fra Stolen.
— Alt . . Alt skal gjøres med Lidenskab, sagde De? … ja .. Der er Noget i det. Skaal, Kaptejn! Lad os to Gamle varme Lidenskaberne op i os og lege, at vi er unge.
Han skjænkede i de lave brede Glas. Den knitrende St. Péray skummede over Randene.
— Sød Fløde for gamle Katte, sagde Kancelliraaden videre og sugede Skummet ind. De ser helt grøngul ud, min gode Kaptejn! Om Forladelse, jeg sagde: Vi to Gamle. De er ung endnu. Men jeg mente, vi to (han vendte sig til Fru Kamp, men blev ogsaa her skræmmet tilbage)… Nej, det er s’gu sandt! Agathe er jo ogsaa et ungt Menneske. Fanny! Vi to Gamle da. Skaal, min Pige!
Fanny gjorde en overmenneskelig Kraftanstrængelse for smilende at klinke med sin Bedstefader. Men Fjeren brast i hende. Hun tabte Glasset ud af Haanden. Sagte kogende flød den mousserende Vin hen ad Dugen.
Den gamle Apotheker saâ med dum Forbavselse rundt om paa alle Ansigter. Der blev en lang Tavshed. Kancelliraad Pramman anede, at der laa noget Abnormt i Luften. Han blev baade ængstelig og ærgerlig og rokkede frem og tilbage paa Stolen. Fanny sad og rystede, som i Feber.
Kancelliraad Pramman havde i sit lange Liv ikke mærket til Andet i sit Hus end Fred, Gemytlighed, Venlighed og Glathed. Selv Sorgerne, Dødsfaldene, havde kun fremkaldt Taarer, Omfavnelser og kjærlige Løfter om at hjælpe at bære hinanden blødt gjennem Livet. Hvad var dog dette herre? Hvorfor saâ Fanny saadan ud? Hans lille søde Fanny! Og den rare, intelligente og gemytlige Kaptejn?
— Den forbandede Explosion! sagde Kancelliraad Pramman ved sig selv. Han havde nok en Fornemmelse af, at den muligvis ikke havde hele Skylden i den Uvejrssky, som rugede over hans splendide Aftensbord, men han var dog ret glad ved at have den Explosion til at skyde al Skyld over paa. Han bestemte sig til at give Vismann en ordentlig Formaning.
Men hvad kunde de vilde Fugle, som Fru Kamp i Tavshed havde serveret efter Østersene; hvad kunde den gode Chambertin, hvad kunde Isen og den gamle Madera gjøre for det Hele? Det var dog Synd, at det skulde gaa ud over dem!
Kancelliraaden tog til sig af alle disse Herligheder, i dyb Alvor og Tavshed. Men den lykkelige Egenskab i hans Temperament, Evnen til at drage Honning ud af Alt, bragte ham til at tænke, mens han spiste og drak:
— Man kan i Aften nyde i Ro. Man bliver ikke distræt under Spas og Snak.
Han smagte og ned intensivt Hjerperne og Chambertinen, Isen og Maderaen og trøstede sig med, at «det Pirkeri» mellem Kaptejnen og Fanny, eller mellem Fru Kamp og Fanny, eller mellem Kaptejnen og Fru Kamp, nok drev over. Men den forbandede Explosion skulde Vismann rigtignok ikke have gjort for Ingenting… Han havde Vagt i Nat; samme Vismann. Saa var der god Tid til baade at faa Kaffe og Cigar. Og Kaffen skulde serveres ovre i Kancelliraadens Kontor paa den anden Side Apotheket. For i Aften vilde han være fri for Fruentimmerne. Det var dem, der var «pirkede» og skabede sig, og det var Agathes Skyld, det var han vis paa, for Fanny skabede sig aldrig.
Han gav sin Ordre til Kaffens Servering med en komisk Brøsighed og afvæbnede forud ved et Slag med sin store Haand en forudsat Indvending fra Fru Kamps Side. Han var lidt kjed over, at Indvendingen ikke en Gang sporedes paa hendes Ansigtstræk. Kancelliraad Pramman, der ellers gav saa liden Agt paa, hvad der foregik omkring ham, lagde nu med en Intet forstaaende Forundring Mærke til, at Kaptejnen smilende gav Fru Kamp et varmt Haandtryk til Velbekomme, men at han lod, som om han slet ikke saâ Fanny.
— Oh, ho! Det er mellem de to, der er Krig, tænkte han. Men det er Synd af Kaptejnen at føre Krig med det lille søde Skind. Det skal han ikke have Lov til. Og han sagde højt: De glemmer vor lille Datter, Hr. Kaptejn … Fanny har strakt Haanden ud for at sige Dem Velbekomme.
— Mille pardons! sagde Kaptejnen oprømt, bukkede dybt og rakte Haanden karikaturmæssig langt ud mod Fanny, bøjede sit ene Knæ for hende, men gav hende en slap Haand.
Kancelliraad Pramman sagde ved sig selv: Gud ske Lov! Nu er Alt godt igjen. Bare ikke forcere Tingene!
Med Anerkjendelse af sin egen Delikatesse sagde han til Fru Kamp:
— Fanny er træt. Lad os som sagt faa Kaffen over i Kontoret!
Damerne forsvandt hver til sin Side. En Pige bragte Kaffen over. Apothekeren vilde jage enhver Grille bort fra Kaptejnens Sind. Han tog ud af et lille Skab en underlig mangekantet Flaske og to smaa Glas og sagde til Kaptejn Frick:
— Hvis De nu faar en Benediktiner fra 1850 … hvad?
— Kornelius Nepos er den himmelske Apotheker, ligesom Apollo er den himmelske Læge, sagde Kaptejn Frick.
Begge Herrerne sugede Kaffe og Likør og Havanacigar med Vellyst; den gamle Kancelliraad med naiv Vellyst, Kaptejn Frick med et satirisk Kryderi; han lo indvendig ad det gamle skikkelige Fæ.
— Og nu en Soldatervise, Kaptejn! En af de værste, sagde Kancelliraad Pramman.
Kaptejnen afleverede en med dæmpet Stemme. Det er umuligt at nedskrive den. Den var i drævende Marchetakt, var af den mest kyniske Ugenerthed i Retning af det Kjønslige.
Begge lo, saa det raslede i Stuen; Apothekeren ad Visen, Kaptejnen ad Gammelmandens indvendige Fryd. Den gamle Kancelliraad skammede sig dog en ganske lille Smule over, at han var bleven saa henreven af den Slags Poesi. Da Visen var endt, sagde han:
— Ja … se, den Slags Viser sang nu Soldaterne i den ulykkelige Krig . . naar de vilde forkorte de lange resultatløse Marscher. Men sang de ikke Fædrelandssange, naar det gjaldt . . saadan for Alvor . . naar de gik i Døden.
— Nej, saa sang de s’gu ikke … jo . . somme Tider, naar de var fulde. Saa blev de gudfrygtige, som Jeppe jo paastaar, at man bliver, naar man gaar mod Fjenden.
— Ja, ja, ja, Kaptejn! Grin De kun ad en gammel Idealist …! Jeg tror dog alligevel …
— Ja, det gjør jeg s’gu med, sagde Kaptejnen.
— Bravo! Vi to forstaar hinanden.
Kancelliraaden rystede Kaptejnens Haand.
— Og det … det … det med Fanny! Har De vel Noget mod Fanny? Aa, vidste De, hvor det Barn er mig kjært!
Taarerne randt ned i den gamle Apothekers graa Whiskers. Han maatte standse et Øjeblik. Kaptejnen trak sine Handsker paa.
— De maa ikke gaa, før De har … Hør . . har hun fornærmet Dem, er det af lutter Ungdoms Ubesindighed ... Er De vred paa hende?
— Jeg? Hvor kan det unge Barn fornærme mig?
— Nej, nej, nej. Det mener jeg med. Men De skal erklære for mig, før De slipper levende ud af dette Kontor, at min Søennedatter er en sød Pige.
— Hun er en Seraf i Kerubernes Kor.
— Naa, ja, gamle Rad! De er en sej Ironiker. Men ved et Glas bryder Hjerteflammen ud. Skaal!
Kancelliraaden fulgte Kaptejnen ud gjennem Apotheket. Derfra var Døren aaben ud til Gaden.
— Aa, Aftenen endte jo rart, mumlede Apothekeren. Mandfolk ser mere storartet paa Tingene end Fruentimmer.
Pludselig faldt det ham ind, at der endnu var noget Kjedeligt, noget Ubehageligt tilbage for ham, før han kunde nyde den ærlige Arbejders Hvile.
— Vismann skal afrøfles! Jeg gjør det nødig, men det er min Pligt. Min Pligt! raabte han højt med Stridstrompetens Myndighed.