Det gamle Apothek/6
VI.
Da Kandidat Brinckmann langt om længe havde mættet sig med Duft og Luft i Sommeraftenen, gik han i sin Seng i Postmesterens Gjæstekammer og sov de Retfærdiges Søvn.
Da Fanny Pramman havde siddet lidt med Hænderne over Knæet, i Natkjole, havde betragtet en Smule sine nøgne, kridhvide Fødder i de broncefarvede Saffianstøfler, havde forsøgt at tænke over Aftenens Begivenheder, paa Kaptejn Frick, Kandidat Brinckmann, paa Julie, Anna, Asta og Thora o.s.v., o.s.v., mens Søvnigheden og Trætheden lod alle Ansigter flyde ud i set stort fælles Graat … ja, saa faldt Fanny Pramman i Søvn paa Sengekanten. Hun vaagnede og saâ sin nøgne Fod, hvid og kjøn, i fuldt Lys fra Lampen. Hun fik en dunkel Forestilling om, hvor ækelt det havde været for Julie Spang, da hun faldt i Plænen; hun huskede, at hendes Tante Fru Kamp en Gang havde sagt til hende, da hun, Fanny, en hed Sommeraften af Fortvivlelse over Heden havde erklæret, at hun vilde lægge sig splitternøgen i Sengen:
— Min salig Moder sagde, at hun aldrig vilde gaa i Bad, thi ingen pæn Dame kan taale at se sig selv nøgen. Det var overdrevent, men kjønt.
Fanny lo højt i Søvne, syntes nok, det var noget Snak. Men maaske var der Noget i det. For, hvis man tænkte sig, at … Kaptejnen eller Kandidaten … Uh nej! Fy!
Hun slukkede Lyset, sprang i Seng saa rask som en Frø i Vandet. Et Øjeblik summede og brummede Ord, der vare sagte i Løbet af Aftenen, om hendes Øre; men det var ogsaa kun et Øjeblik!
Hovedpuden krummede sig sagte om det lille lokkede Hoved som en Blomsterkrone, der lukker sig ved Aftenstid. Fanny Pramman faldt brat ned i Ungdommens trygge, drømmelese Søvn.
Først da hun vaagnede, følte hun, at Noget generede hende. Hvad var det? Hun maatte tænke sig om. — Nej, hvad havde hun gjort? . . Ingen Ting! . . Ja, men der var alligevel Noget, der ikke var, som det skulde være. Hun søgte efter det, fandt det ikke, vilde søge videre, men opgav det, thi hun følte, at hun ikke turde finde det, selv om hun kunde. Saa slog hun Hovedet ned i Puden, saa det svuppede ved det, saa græd hun og kom til det foreløbige Resultat, at Verden havde gjort Fanny Pramman skammelig Uret … paa en eller anden Maade, som Fanny Pramman virkelig ikke nøjere vilde undersøge.
Naar saa den Stakkel endda havde kunnet være i Fred og sove videre, langt op paa Dagen. Men hun mere følte, end hørte, at Nogen kom ind i hendes Værelse, mere mærkede end saâ en Skikkelse for Benenden af sin Seng.
Uh!
… Ja, der stod Fru Kamp, i Natkjole, med Fletninger under Natkappen, med blottede Haandled, med udtrædende lyslilla Aarer paa de hvidgule, smalle, udadlelige Hænder.
— Nu maa lille søde Fanny staa op!
Den Replik havde hun hørt hver Morgen, saa langt hun kunde huske tilbage. Hun havde i samme Aarrække hver Morgen bedet en stille Bøn om at faa Lov til at klæde sig paa i Fred, men Tilværelsens Magter, som altid havde været saa gode mod Fanny Pramman og havde ladet hende tilflyde saa meget, hun aldrig havde kunnet falde paa at bede om, havde aldrig opfyldt denne Bøn.
Mens Fanny besørgede sit Toilette, talte Tanten, Fru Kamp:
— Kandidat Brinckmann er et nydeligt ungt Menneske. Det er rart, at han er kommen til Byen. For Byen har virkelig havt Mangel paa intelligente Mennesker i de senere Aar. Bare Handelskommiser og Avlsforvaltere … og saa disse Fyre her paa Apotheket … Du ser sød ud, Fanny. Kys mig!
Fanny afleverede Kysset, som i hendes Indre formede sig til et Spørgsmaalstegn.
Hun samlede sig sammen, var paa sin Post. Tante Kamp anede ikke, at hun kom ind under en ung Piges skarpe, skaanselsløse Kritik.
— Kan Du egentlig lide Kaptejn Frick? spurgte Tanten og talede videre uden at afvente Svaret. — Ja, jeg har for Resten ikke Noget imod, at Mænd har Erfaringer. Det skal de have. Men, jo færre Erfaringer, vi Kvinder har, desto bedre er det for os. Se, saadan en Mand som Kaptejn Frick, han er ude over den romantiske Kjærlighed. Hvad? Hvad? Hvad? Hvorfor svarer Du ikke, Fanny?
— Ja, det er han vel nok, svarede Fanny, mens hun lod den store Svamp skylle en Vandstraale over hendes lille faste Jomfrubarm.
— Naa, ja … men Kandidat Brinckmann! Det er et ungt Menneske, akkurat, som de unge Mennesker var i den gode gamle Tid … Barn, hvor Du altid er tvær om Morgenen! — Nej, ser Du … Kaptejn Frick … Herre Gud, Barn! Hvad skal dog al den Sæbe til? … Ser Du, Kaptejn Frick er egentlig en ulykkelig Mand, han har aldrig fundet sit Ideal, og han er nu over den Alder, at han kan finde det. Han maa nu nøjes med noget Mindre. Hører Du efter, Fanny? Han finder det aldrig, det Ideal, … aldrig, lille Fanny! Han er en tragisk Skikkelse … det mener han ogsaa selv … Saa, tag nu Kamisolen paa! … Naa og saa Chemisen! … Ser Du, Fanny, Kaptejn Frick trænger til en moden og fast Kvinde.
Fru Kamp slog et skarpt Slag med Knoen mod Fannys Toiletbord.
Saa talte hun videre:
— Men han gifter sig vist aldrig. (Hun sukkede). Nej … han søger stadig efter Idealet. Jeg vil bede Gud til, at han finder det, men … Gud véd, om han gjør det!
Fanny turde ikke sige, hvad hun havde Lyst til, skjønt det brændte hende paa Tungen. Det var: I Vinter saâ jeg godt, at Kaptejn Frick tog Dig om Livet ude i Entréen, og at Du spidsede Mund, men at han lo og saâ op mod Gasblusset. … og Du saâ ikke, at jeg stod paa Skamlen i Dagligstuen og saâ ud ad Glasruden, og at Kaptejn Frick og jeg gjorde Grimacer til hinanden. Aa, du Gamle! O, Moral!
Fru Kamp talte videre:
— Søde Fanny, gaa ned i Haven! Din Thé skal blive bragt ned paa Bordet foran Bænken ved Dammen. Kys mig, min Pige! Saadan! Overlad Dig saa til Dig selv — og, lille Fanny … tænk paa din Fremtid.… Lad ikke din kjære, søde (Fru Kamp sagde disse Tillægsord hurtig og koldt), Bedstefader angre, at han har anvendt saa meget paa din Uddannelse. Den maa dog samle sig i, hvad man kalder en moden Reflexion.
Fanny sang paa en improviseret Melodi:
— Bal, cal, cantal, caracal, carnaval, cérémonial etc. ere en Undtagelse, en Undtagelse! … en Undtagelse! og trallede: de tage s til sig i Pluralis i Stedet for aux.
— Ja vel, ja vel, min egen Fanny, sagde Fru Kamp, kyssede hende i Nakkehulningen og forlod Værelset, ret tilfreds med Samtalens Resultat.
For hun sagde til sig selv, at, naar unge Piger lod, som om de var allerkaadest, begyndte netop det Dybeste at røre sig paa Bunden af deres Sjæl. Hun huskede saa tydelig fra sin egen Ungdom den Morgen efter Ballet, da hendes senere Mand, daværende Lieutenant Kamp havde friet til hende, og hendes ældre Søster var kommen med generende Spørgsmaal, havde hun sunget i sin Seng:
Vor gamle Karo holdt en Støj.
Hun var fornøjet med sig selv, fordi hun vedblev at forstaa de Unge saa godt; det var Bevis for, at hun paa en Maade var ung endnu.
Velstanden, det gode Humør, den gjensidige Kjælenskab, der var Atmosfæren i det gamle Apothek, havde frembragt en ejendommelig Trang hos dets tre «herskabelige» Beboere til at fylde hvert Øjeblik paa Dagen med Smaanydelser. Apothekeren holdt saaledes mange Slags Cigarer, som han sorterede med videnskabelig Grundighed, og han gjorde et omsigtsfuldt Valg, inden han tændte en, idet han tog Tiden paa Dagen, den til Frokost eller Middag nydte Hovedrets Karakter o.s.v. o.s.v. under Overvejelse. Fru Kamp, der havde Overbestyrelsen af Husvæsenet, gik altid og smaaspiste, og, da hun som en Følge deraf, ikke havde Appetit til de regelmæssige Maaltider, fremkaldte hun deltagende Spørgsmaal om sin Helbred fra den gamle Kancelliraads Side. Hun følte sig smigret derved, mærkede ikke en Gang, at disse Spørgsmaal omsider bleve kroniske under Kjælenskabens Form, efterat Fanny en Gang skoggerleende havde betroet sin Bedstefader Grunden til Fænomenet. Men det blev en Aarsag til hemmelig Glæde over den gjensidige Forstaaelse af det hos Husets ældste og dets yngste Medlem. Som to Børn traadte de hinanden paa Foden, naar Fru Kamp sad asketisk overfor al den gode Mad, som det gamle Apotheks Spisebord bugnede af.
Fanny stykkede Dagen ud i en Masse forskjellige Smaaglæder: spillede en halv Time, læste saa en anden halv Time, besøgte Veninder i evig vexlende Orden, brød Venskabet med én for at styrte sig i Favnen paa en anden og for saa atter at skifte om. Hun flyttede gjerne om paa Møblerne og Malerierne i Familiens daglige Værelser, og alt dette skete uden urolig Nervøsitet, uden feberagtig Fart; snarere ledsagede et halv indolent, halv ironisk Smil ad det Hele, ad alt dette Legeværk.
Da hun nu i Dag var klædt paa, vilde hun have sin The ned i Haven, men ikke, som Tante havde sagt, i et af de smaa Lysthuse ved Dammen. Hun vilde slet ikke have den i noget Lysthus. Hun vilde have den ned i den ældste mest beskyggede og begroede Del af Haven, den, Apothekeren lod skjøtte sig selv i Kraft af et æsthetisk Princip, at Vildnispartiet frembragte en virkningsfuld Kontrast til det andet Parti med de soignerede Plæner, fine Blomster og Træsorter.
Fanny beordrede da Pigen derned. Hun tog én Havestol til at sidde paa, en anden skulde tjene hende til Bord. Hun borede sig ind i et Vildnis af Hyld, Syren, Akacie og Gud véd hvad. Kølige Blade klapsede let hendes Kinder og Hals, inden hun fik ordnet sig der. Hvad skulde hun se paa? Jo, der var det uhyre morsomme (dét fandt hun for Øjeblikket) gamle Gærde, der skilte Haven fra en ensom, kun halv Bebygget Bygyde. Gærdet var et halv sammenstyrtet Stendige med tæt Mos paa de store Kampesten, et halv nedfaldet Stakit ovenpaa samme Dige, overslynget og overspændt med Kaprifolier, Klematis, Brombær, Levninger af Espalierribsbuske, der endnu paa denne Aarstid hist og her stak nogle røde Bær op i hele den grønne Masse. Øverst oppe bred hist og her en rød Valmuekrone op mellem de halv liggende Gittertremmer og viftede som en skrøbelig Tændstikflamme i Blæsevejr.
Skjult bag Buske, kun med Synet frit til dette Gærde tog Fanny Plads med den Beslutning ikke at tænke over, hvad der egentlig var foregaaet med hende i Gaar Aftes, eller rettere sagt ikke at tænke paa noget Bestemt af, hvad der var sket, men vellystig nydende, fordybende sig i den hele Stemning med Svingning mellem noget lunt Dyssende og pirrende Berusende … ja, saadan at gjennemgaa Aftenen, som en musikalsk Person lader et kjønt Koncertstykke klinge igjen for Erindringen Dagen efter Koncerten.
Stilheden blev kun afbrudt ved en Billes skarpe Kraller, der sagte raspede Løv og Blade, ved den svage Raslen af Tudsers spidsborgerlig vraltende Spaseretur over Gangen, ved en fra Gaden paa Opdagelsesrejser strejfende Kat, naar den klavrede op ad Diget, smuttede gjennem de Steder, hvor Stakittet manglede Tremmer, og, uden selv at ville det, lod sine gulgrønne, glinsende Øjne flamme gjennem den tætte Skygge, Planterne udbredte fra det tilgroede Gærde ud over den fugtig muldede Gang.
Der sad altsaa Fanny og var lige begyndt at «tænke» paa Gaarsaftenen.
Pst! … Der er Noget! Er det den samme eller en anden Kat ude fra Gaden? Det rasler og pusler i Løvet; det knager endog, det halvraadne Træværk!
Nej, det kan ikke være nogen Kat! … Jo der gloede et Par Øjne gjennem Tykningen! Nej … jo! Men de var brune og blanke, ikke grøngule. Ratsch! Tre Tremmer raslede ned i Gangen ud over Planterne.
Fanny gav et lille, lige netop hørligt Skrig fra sig.
En graa, blød Hat fulgte Træstumperne; den rullede lydløst, let og elastisk tæt ned foran Fannys Fødder.
Med de brune Lokker i Uorden, gjennemfiltrede af Blade og Stilke, med de blanke Øjne og de røde Kinder lysende i det fra Siden indstrejfende Sollys, stod Kandidat Sofus Brinckmann pustende i Gangen.
— Kik—kik, Frøken Fanny! Jeg kan godt se Dem.
De Ord vandt ikke helt ud Fannys Behag. De vare lidt for ugenerte. Hun følte det som en Pligt at være lidt tilbageholdende, blev altsaa siddende og hilste dameagtig, hverken nikkede eller smilede.
Kandidat Brinckmann syntes ikke at ænse eller give Agt paa hendes Holdning. Han stak Haanden ned i en indre Sidelomme paa sin Frakke, tog et Papir op, kastede det ind mellem Buskene, hvor hun sad; det gjennemskar ihærdig de hindrende Blade og faldt lykkelig ned, strejfende hendes Knæ.
— Aabn og læs! sagde Kandidaten, før Fanny kunde faa besindet sig paa, hvordan hun skulde tage sig i Situationen, og, inden hun havde foldet det sammenbøjede Folioark ud, var Brinckmann allerede inde i Talens Fart.
Udnævnelse til Kapellan pro loco i Tersløv! Lige fra Examensbordet! Pastor Aalsgaard, den gamle Sognepræst giver 2000 Kroner om Aaret; der er en nydelig Kapellanbolig, lige til at flytte ind i. Glimrende Egn med Sø og Skov, brav Menighed, ingen Sekterere paa Egnen! En Idyl! Fra Psalmesangen i Kirken — og der er Orgel i Kirken — og der er ogsaa Varmeapparat — fra Psalmesangen i Kirken gaar jeg til Romancesangen ved Klaveret i Kapellanboligen! En klingende, dejlig Bro mellem Himmel og Jord. Frøken Fanny, hvor jeg er lykkelig! Jeg har følt Forsynets Faderhaand over mig. Havde blot mine kjære Forældre levet! … Jeg fik Brevet, mens jeg laa i Sengen … jeg blev saa glad, at jeg nær havde glemt at bede en kort Bøn til alt det Godes Giver … og saa fôr jeg herhen. Jeg blev ført ligesom af en usynlig Magt; jeg maatte herhen. Gud vil gjøre min Lykke fuldkommen; det føler jeg. Og … jeg vil omfavne alle Mennesker i min kjære Fødeby, naar først …
Han standsede et Par Sekunder, lod Haanden glide gjennem sin tætte Skov af Krøller øg lod Øjnene glinse henrykt, saa et Spring over Gangen et nyt Indbrud i Planternes kølige Verden ind til Fanny, og saa fulgte Fortsættelsen:
— Naar jeg først har sluttet Dig, Dig, som jeg elsker, i min Favn.
Hvis Fanny havde villet gjøre Modstand, fik hun i al Fald ikke Tid til det. Brinckmanns Øjne brændte nu i hendes; hans varme Kind brændte paa hendes kølige, Læberne mødtes, inden hun fik gjort et svagt Forøg paa afværgende at kaste sig tilbage. Og Kysset fik mange Efterfølgere; det var en Slags Vold, der udøvedes mod Fanny, der snart havde tabt hvert Spor af Evne til Modstand. En Hede gjennemglødede hende; et Øjeblik sank hun i Dvale i hans Favn.
Hun vaagnede i Rædsel. Rørte Hækken og Stakittet ud mod Gaden sig ikke igjen? — Kom der ikke et Ansigt — blegt, med vidt spredt Overskjæg, grinende mefistofelesagtig, til Syne mellem Bladene? Nej … Gud ske Lov! Hun var pludselig kommen til at huske paa Mefistofeles’s Ansigt i Træet i Gounods «Faust». Men der var virkelig Ingen.
Hun følte sig — mat — næsten gnaven, da Brinckmann løsnede sit tæt knugende Favntag. Hun følte hverken Kraft til at gjøre det Ene eller det Andet. Der laa en Lammelse over hende. Hun var vred paa sig selv, skamfuld eller Gud véd hvad. Hun gav sig til at græde. Brinckmann græd med. Fanny kunde ikke lide det, men havde Lyst til i det mindste at vrisse lidt ad ham; hun kunde eller turde ikke.
— Og saa taler vi med din udmærkede gamle Bedstefader og din rare Tante, sagde Kandidaten smilende og tørrende sine Taarer. Hvad? Lige strax? Ikke sandt?
Han tog hende om Livet og vilde trække hende med sig. Han var hed som en Glød.
Fanny gjorde en overmenneskelig Kraftanstrængelse. Det lykkedes hende at artikulere et bestemt:
— Nej … det vil jeg ikke have.
— Aa, Du lille Romantiker! Du er sød! Du sværmer for nogle Dages Hemmelighed! Ja, som Du vil. Blot jeg kan tie med min Lykke! Aa … jeg trænger til at bede.
— Nej, nej, nej, sagde Fanny, da hun saâ ham i Færd med at bøje det ene Knæ og løfte Hænderne. Det var noget jomfrueligt Kysk i hende, som oprørtes.
— Naa, ja, ja, sagde Brinckmann lidt modfalden. Men tænk Dig … i min Henrykkelse over min Udnævnelse til Kapellan pro loco styrtede jeg herned, uden at ane, om jeg kunde træffe Dig, hvor eller naar jeg kunde søge Dig. Jeg kunde ikke vente; jeg fandt det prosaisk at gaa den almindelige Vej; jeg huskede det gamle Gærde, jeg klavrede op ad Stengærdet ude fra Pilenborgstræde … ind mellem Revl og Krat … en Fart ind i det gamle romantiske Land! Hvad? Ha . . ha . . ha! Og saa sér jeg det dejlige Ansigt glimte gjennem Løvet, ligesom jeg kommer ind … ak, Du sad der som … nej … jeg vilde sige Rebekka ved Brønden … ha, ha! Nej, hun stod jo … og her var ingen Brønd. Men Du misforstaar mig ikke, naar jeg siger: som en Nymfe i Skoven … eller hvad Du vil: som en … ja, ja … ha, ha! Som det Dejligste, en poetisk Fantasi kan tænke sig. Og det Faktum sætter jeg op mod enhver Fritænker, som vil paastaa, at Forsynet ikke med sin Haand værner om og leder den Enkelte, der tror paa det. Det eneste Bevis for Guds Tilværelse, som duer noget, er den personlige Erfarings Bevis.
Fanny var træt; hun vilde gjerne dysses, og Kandidatens kjønne, lidt beslørede Røst, hans Ord, der randt lig en sagte, med svagt hældende Leje, over runde Smaasten rislende Bæk, dyssede hende som et let narkotisk Middel. Det var hende, som var hun et ad den linde Strøm let glidende og smaat hoppende Blad.
Kun havde hun saa megen Selvbevidsthed eller Energi, at hun fik Brinckmanns og sin Vej drejet ind i et andet afsides, beskygget Parti af Haven. Det løb ud i et forholdsvis smalt Stykke, som endte med et tæt Plankeværk ud mod Torvet. Buske med rede og hvide Bær, gamle Frugttræer, Ribs- og Stikkelsbærbuske, et vildt groende Hindbærkrat opfyldte det. En smal Gang løb langs med et lavt Bindingsværks Sidehus. Man saâ det næsten ikke for den tætte Vedbend, der klamrede sig op ad det og næppe lod skimte et Par tilgitrede Vinduer tæt ved Jorden. Denne Sidebygning rummede Laboratoriet. Der havde Fanny ikke været, siden hun var Barn, havde glemt dets Tilværelse til en Dag, da Kaptejn Frick efter en Middag havde foreslaaet Kancelliraad Prammann at vise ham og Gjæsterne det. Men Kancelliraaden havde sagt: Nej, Damerne skal ikke ned i de sorte Gruber; for dem serverer jeg det ædle Metal forarbejdet. Han havde da nikket hen til Sølvbordopsatsen, holdt sit Glas Madera op mod Solen, bragt det til at glinse som Guld og udbragt en Skaal for Arbejdets skjønne Resultater. Fanny havde ikke tænkt over det Hele og huskede knap, hvor Laboratoriet var, tænkte heller ikke nu derpaa, da hun passerede forbi det, frem og tilbage, omslynget at Brinckmanns Arm og halv adspredt hørende paa hans Tales Rislen.
Uh! … De skreg begge, baade Fanny og Kandidaten.
Et Knald, et glødende Lysskjær, Klirren af Glas derinde! En Rude faldt klingende ud mod en Sten i Havegangen.
Nu var det et virkeligt Ansigt hun saâ inde i Mørket; et blegt Ansigt med sort Helskjæg, ikke mefistofelisk grinende, men sørgmodig-harmfuldt.
Hun hørte fra Gaarden paa den anden Side af den lave Bygning Træsko klapre med hurtige Skridt og Stemmer tale i Munden paa hverandre. Men hun hørte det som i Drømme. Pludselig følte hun sig vaagen, besindede sig og kom til det Resultat, at det var Laboranten Vismanns Ansigt, hun havde set bag Flammen.
Hvor var Brinckmann?
Jo, de stod jo Haand i Haand, men vare løbne et godt Stykke bort fra Laboratoriet.
— Gaa, gaa! sagde Fanny aandeløs.
Hun hørte Brinckmanns Aandedræt pibe underlig i hans Bryst. Han stønnede vemodig-resigneret:
— Ja, det er bedst, jeg gaar.
Fanny løb gjennem Havestuefløjens Værelser ind i Gaarden, uden at ænse, hvor Kandidaten blev af.
Hun fandt sin Bedstefader, sin Tante, et Par af de flaskeskyllende Koner og en Karl. Kancelliraaden ilede hende strax imøde med aabne Arme:
— Mit søde, stakkels, lille Barn! Du er ligbleg og ryster som et Espeløv. Du har hørt det i Haven. Det er ingen Verdens Ting: Jeg troede blot, Vismann var mere — mere intelligent! — mere au fait med Tiden o.s.v. Han har sat en Digereringsflaske med Kamferdraaber i paa vort nye Dampapparat, har ikke passet paa. Enfin … en Explosion! Ingen er kommen til Skade … Det er bare Stativet med Pistillerne, som er faldet ned, og saa er et Par Knærør og en Rude gaaet i Løbet … Det kunde have været meget værre … Kom, lad os saa spise Frokost! Ja vi var alle sammen lidt bange.… Jeg kan ikke fordrage Sindsbevægelser. Men véd Du hvad, Agathe (han henvendte sig til Fru Kamp) vi har virkelig fortjent et Glas af vor gamle Bocksbeutel til Hummermayonnaisen.
Han henvendte sig til Personalet, vinkede med Haanden og sagde:
— Tak, Børn!
Ved Frokostbordet saâ Kancelliraaden, at Fanny var bleg og adspredt. Han sagde:
— Den Klodrian til Vismann! Han burde egentlig jages bort strax, naar han har ængstet min lille Fanny i den Grad. Ja, sikke nogle Idioter. Jeg gamle Mand følger med Tiden, anskaffer Dampapparater … og saa gjør de Unge Dumheder … Drik, min Lille … for Vismanns Skyld … ha, ha, ha … for hvis Du ikke inden en halv Time faar røde Kinder, saa faar han consilium abeundi. Ha, ha — Du kan faa Kaptejn Frick til at oversætte det Latin for dig.