Det gamle Apothek/5
V.
Kjøbstaden havde, siden den fik Jernbane, rakt Tunge ud mod Stationen i Form af en lang Gade. Samme Gade var rigtignok ikke brolagt, men til Gjengjæld havde den flere Huse paa to, enkelte paa tre Etager, mens den gamle By endnu maatte trækkes med et Flertal af Enetages Bygninger. Derimod havde den store Arealer bag disse lave Forhuse: brede og dybe Gaardsrum, vidtløftige Baghuse, rummelige Haver.
De Gamle i Kjøbstaden led ikke «Jernbanevejen». De kaldte den «Fedte-Kjøbenhavn» eller Byens Endetarm. Den sidste Benævnelse stammede fra Etatsraad, Borgmester, By- og Herredsfoged Aasberg, der allerede havde holdt sit fyrretyveaarige Embedsjubilæum.
I et af de ny Huse i «Jernbanegade» paa første Sal boede Forstærkningskaptejn Frick. Han havde Raad til at holde fire kjønt monterede Værelser. Efter sin Fader, der havde været Birkedommer i en stor Jurisdiktion i Sportellønningens Tid, havde han arvet en lille Formue. Hans gamle Moder havde boet hos ham siden Faderens Død i hans fjerde Studenteraar, og hun havde 1300 Kroner i Pension. Det havde været hendes Sorg, at Sønnen, der som værnepligtig i 64 var bleven Officersaspirant, saa Reservelieutenant, mens han deltog i Krigen, ikke havde fortsat sit theologiske Studium efter Krigen, men var bleven i Hæren for at falde for Aldersgrænsen som Premierlietuenant. Og hans Liv i Kjøbenhavn i Mellemtiden! Og de Rygter, der kom hende for Øre fra hans Ferieophold i Hjemstavnen ovre i Jylland! Og hans sorte Humør og hans Tavshed og Uartighed, som kunde vise sig i, at han i hele fjorten Dage ikke talte til sin Moder. Og hans kyniske Udtryksmaade og hans senere Ideal at trampe om som en Landsknægt fra Trediveaarskrigen og bespotte Religion, Fædreland, Elskov og Pietet! Den stakkels Dreng! Han var ikke lykkelig. Han var «zerrissen» som Byron eller Heine, hans to Yndlingsforfattere. Kancelliraadinde Frick havde forsøgt at gjøre sig bekjendt med dem, men hun fandt dem «rædsomme». Var saadant Noget Skjønhed, det, som de sang om? Fru Frick havde da i sin Ungdom hørt alle dannede Mennesker sige, at Poesi var Skjønhed. Nej, maatte hun bede om Oehlenschläger! Hm …. ja i gamle Dage, mens hendes kjære, elskede Julius gik paa Sorø Akademi, da havde han været saa enig med hende, naar hun skjendtes med sin tykke, hidsige Mand, som paastod, at al den Romantik kunde være god nok til at hænge op som Skilderier paa Væggen eller stille op i Form af Nipssager paa Møblerne, men i Embedsgjerningen, i Livets Virkelighed vilde han ikke give mange sure Sild for den. Men nu! Nu sagde Sønnen noget Lignende som sin Fader, Hustyrannen, der havde sat sin brede Fod paa sin lille, spinkle Hustrus magre Nakke og havde kommanderet Huset som en Sergent. Eller rettere sagt, hendes Søn Kaptejnen sagde egentlig slet ingen Ting i de senere Aar, men lo saadan, at, … ja … hun vilde have kaldt hans Latter djævelsk, hvis han ikke havde været hendes eneste Barn.
Men det maatte hun indrømme: Hendes Julius havde aldrig skjældet eller smældet med Dørene som hendes salig Mand … men han var saa tavs, naar han var vred; og det var han for det meste. Det var ikke let at sige, hvad der var værst. Stundum kunde hun ønske, at Sønnen kunde faa Luft, det, hans Fader havde saa let ved.
I Aften var hun flyttet ind i Sønnens hyggelige Stue med Tæpper paa Gulvene, med to store Bogreoler paa Væggene, hvis Indhold dog mest var Arvegods efter hans salig Fader, thi Julius havde altid havt saa mange Udgifter, at han aldrig havde faaet Raad til at kjøbe Bøger. Hvor var den Mand dog ellers proper! Lidt for proper for et Mandfolk. Det var nydeligt at se det Skrivebord, hvor der ikke var et Støvgran paa Mahognipladen … men det forstaar sig — Skrivebordet blev sjælden brugt, undtagen naar Kaptejnen arbejdede med Mønstringslisterne.
Gamle Fru Frick tænkte frem og tilbage, vejede Sønnens Fejl og Dyder, tyngede af al god Villie ned paa den sidste Vægtskaal … og dog!
Han var en farlig Mand for Kvinderne. Det kunde jo nok være, at det var Kvindernes Skyld. For nu om Stunder var de unge Piger rigtignok ikke saadan, som de var i gamle Dage. De engagerede nu selv til Dans; i Fru Fricks Tid sad de med nedslagne Øjne, indtil de blev engagerede. Det var i det Hele vanskeligt at følge med Tiden.
Denne Adagio ledsagede den 70aarige indskrumpne Kone, hvis lille krumme Næse og fine Hage nærmede sig betænkelig til hinanden, med Strikkepindenes sagte Akkompagnement. Mens hendes Hu romantisk svævede hen mod gamle Tider og brustne Haab, voxede Strømpen sig realistisk stor. Dejlige Strømper af det fineste og blødeste Uldgarn, bestemte til hendes Julius, den sære Kaptejn, som han var bleven.
Hun gik aldrig ud, afslog alle Indbydelser, blev inde Sommer og Høst, Vinter og Vaar. Hun vilde altid være hos sin Søn, men han var næsten altid ude, næsten aldrig hos hende, og, naar han var hjemme, sagde han næsten aldrig et Ord, ikke en Gang, naar han var vred; for det havde han arvet efter sin afdøde Fader, at han ikke kunde taale, Maden kom ind fem Minuter efter det bestemte Klokkeslæt, men hans Fader havde dog spist den under Skjenden og Spektakel, men Julius tav, gik ud og spiste i Klubbens Restavration.
Fru Frick sukkede og saâ endelig paa sin Strømpe. Hun var øm i Fingrene, og Strømpen var voxet saa godt, at den kunde have nok for i Aften. Gud — og Klokken var halv elleve. — Hu! Det var kvælende hedt trods de aabne Vinduer. Fru Frick aabnede Døren ud til Entreen og til Trappegangen.
— Julius kommer saamænd ikke hjem før Midnat, sagde hun til sig selv. Og saa har han saamænd ikke andre Ord til mig end: Jeg synes, Moder skulde gaa i Seng. — Og saa vil jeg høre ham spasere op og ned ad Gulvet den halve Nat.… Ja, men han er anderledes,… der er noget helt Andet i ham, der ligger meget dybt!
For mere end hundrede Gang hentede Fru Frick inde fra sit diminutive Skrivebord i sit Kabmet en Mappe frem. Paa dens blanke Omslag var der et lille Maleri af Roser og Forglemmigejer. Det havde Julius malet i sit sextende Aar, da han gik paa Sorø Akademi, og havde foræret sin Moder Mappen til hendes Fødselsdag. I samme Mappe havde hun gjemt alle de Breve, hun havde faaet fra ham, og det var mange. Men siden, han kom med i den afskylige Krig, var de blevne færre og færre. Under hans Ferierejser som ældre Student og hans Permissionsudflugter i Lieutenant dagene havde hun næppe hørt et Ord fra ham.
— Det er det kjønneste af dem alle, sagde Fru Frick, da hendes Øjne faldt paa et gulnet Papir, som laa øverst i den opslaaede Mappe. Det kan jeg aldrig blive kjed af at læse.
Det var mere end hundrede Gang, hun læste:
Sorø Akademi, 18. Januar 185 . .
Kjære, søde Moder!
Som en Vandring gjennem Ørken uden Spor af Udvej til en Oase med viftende Palmer og kølige Kilder har Tiden været siden de glade Dage i Ferien hos Dig. Ja, Glanspunktet i denne herlige Juletid, hvor jeg blev saa forkjælet af min egen Moder, ja vistnok mere forkjælet end nogensinde (og Du véd, det vil sige meget), var det nydelige, med min Moders sædvanlige fine æsthetiske Smag arrangerede Bal, som samme min Moders elskelige og utrættelige Taalmodighed afvristede en vis ældre Kancelliraad hans Tilladelse til. Jeg siger Glanspunktet, og jeg siger det med en vis Emfasis (gr.: ἐμφάσις i. e: Eftertryk), thi hele vort Hus straalede i Lysglans og forskjønnede de i Forvejen saa skjønne unge Damer, der svang sig til Kjærternes Glans og Gigernes Klang. Ak, kjære Moder! Du er den eneste Fortrolige, jeg har; her har jeg ingen Ven, thi hele det Hold, der skal dimitteres sammen med mig, ere nogle Ærkeprosaikere, hvis æsthetiske Sans søger Næring i Kasinovaudeviller. Derfor maa jeg gjøre Dig mine «Confessiones» (i. e: Bekjendelser) ligesom Kirkefaderen Augustinus gjorde Gud, og jeg maa gjøre det paa et Gebet, som Delikatessen eller Pieteten muligvis ellers vilde forbyde mig at betræde Arm i Arm med min Moder. Jeg er jo nu i den Alder, da kvindelig Skjønhed indvirker stærkt paa mig, og denne Indflydelse vil sandsynligvis voxe i en arithmetisk Progression i en Aarrække endnu. Ja, paa dette Bal hjemme i Juleferien blev jeg rent tosset, da jeg saâ alle disse hvide Halse og de dejlige Arme, skaarne som i Marmor, i Lyset; da jeg saâ Blussene tændes i Øjnene og Roserne paa Kinderne, alt mens Dansen gik saa let hen over Tilje. Særlig interesserede E. S. mig. — Du drillede mig selv med hende; Du havde naturligvis dette fine psykologiske Blik, som ifølge Romanliteraturens Resultater synes at være Mødrene ejendommeligt. Men, kjære Moder, nu er det meget værre med mig end den Gang.
Den 10de dennes lige efter Ferien var her et af de mindre Baller, et Assemblé i Spisesalen her. Jeg havde engageret Frøken C. (Du gætter paa hende fra S—gaarden … nomina sunt odiosa!) til første Dans. Jeg vil ikke nægte, Hjertet dansede med, men endnu kun i Valstakt. Da præsenterede min Kammerat Otto Lange, der som jeg er Gymnasiast, men kun i VII. b., mig for sin Søster fra Kjøbenhavn, hvor Faderen er Major i Artilleriet. Fuldt udvoxen, med Former, hvis Beskrivelse jeg selvfølgelig finder indecent at foretage for min Moder, med Øjne dybe blåa som Søen en klar Hostdag, med en Hud som Alabast, — o nej, ikke som Alabast, thi Sten kan ikke blive levende, og paa den Hals og de Kinder spillede i lysbestraalet Liv Dun som paa en moden Fersken … dog jeg standser. Jeg bør, jeg vil ikke gaa ind paa détails. Snart slog Hjertet i hurtigere Takt end den vilde Hopsa, vi dansede. Hvad vi talte om? Det var, som vore Røster fik en overjordisk Klang, som om de formælede sig med den udmærkede Musik (Regimentsmusik fra Næstved Dragoner) … og hun var en Dame med mange aandelige Interesser, havde abonneret i det kongelige Theater og kjendte mange Træk fra de store Kunstneres Fru Heibergs og Nielsens, Michael Wiehes, Phisters og Rosenkildes Privatliv og havde i Selskabslivet talt et Par Gange med Chr. Winther. Jeg drømmer om hende Nat og Dag, men vær nu ikke bange, søde Moder! Jeg véd, at jeg skylder Dig at blive Student med Ære; jeg har lovet det, og jeg skal holde mit Løfte. Paa Giftermaal kan jeg jo ikke tænke i de første 10 Aar, og J. L. Heibergs blodige Satire i «De Uadskillelige» har vist mig Faren ved lang Forlovelse. Jeg er jo desuden ung, og Olga Lange er maaske kun, hvad Rosalinde var for Romeo, Julie dvæler maaske i Fremtidens Dæmring. Kun kan jeg i ængstelige Øjeblikke ræddes ved den Tanke, om der ikke i mig er noget af en Faust, en Don Juan eller en anden dæmonisk Skikkelse, thi de Kvinder! Men saa trøster jeg mig ved en Bøn til Hjertekjenderen. Og Tanken om min kjære Moder vil desuden give mig Kraft til at modstaa Fristelsen.
Er Faders Humør bedre? Han var saa vred paa de Ejderdanske og talte for Helstaten. Det politiske Sk… (rent ud sagt) er mig det Aandløseste af Alt.
Vær nu ikke ængstelig for min lidenskabelige Sindstilstand; jeg skal vide at beherske mig. Manden rører sig alt i mig. Tusinde Hilsener og en Mængde af den Slags Kys, som varme uden at brænde.
Din egen Dreng
Jules.
Fru Frick havde begyndt med at læse for
sig selv, saa havde Stemmen ubevidst arbejdet
sig frem, først som en Mumlen i høj Tonart lig
Myggenes Svirren i en stille Sommernat, saa blev
den lydelig artikuleret, blød som en Fløjteadagio,
spæd som en ganske ung Piges Røst. Kun de
hvislende s’er røbede, at Tænderne langtfra ikke
vare fuldtallige. Og hver Gang, hun læste de
nu snart 30 Aar gamle Apostrofer til sig selv i
Brevet, dirrede hendes Stemme, og Taarer gled
sagte ned langs den fine og smalle Næse.
Taffeluhrets Pendul dikkede et roligt Akkompagnement
til den dystre, mystiske, fra Fortidens Grav
opstigende Sjælemusik. Omsider hørte hun sin egen Stemme, smilede og blev ved at læse, glædede
sig ved at høre Ordenes Lyd, dyssede sig i dem,
lullede hver en Sorg, alle bitre Erindringer i
Blund, sank hen i en Slags vellystig Rus som en
Opiumsnyder.
Pludselig fôr hun sammen med et Skrig som en opskræmmet Fugl.
Gjennem den aabne Der lød fra Trappegangen en Latter, raat gjaldende, kaad og trodsig i sin Klang. Hun blev fra den længst, længst svundne Fortid reven over i Nutiden.
Hun kjendte den godt, denne Latter. Hun havde i sin Tid inde i Kjøbenhavn hørt den en Gang i en søvnløs Nat lyde fra Sønnens Værelse, da han og Kammerater holdt Orgie med den Art Kvinder, hvis blotte Tilværelse var hende en Rædsel. Det var kun skét den ene Gang; thi Sønnen saâ hendes Blik Dagen efter, havde læst i det, forstaaet det, og havde til Gjengjæld i en Maaned været næsten lige saa god og kjærlig imod hende som den Gang, han skrev Breve til hende.
Nu havde Latteren den samme Lyd som før — ja det var vel sagtens femten Aar siden, det skete, som hun sidst dvælede ved i Tanken.
Brat blev Alt dødstille; saa fulgte en ganske sagte Susen eller Strygen, der fortsatte sig op ad Trappen, saa faste Skridt af Støvlehæle.
Kaptejnen stod i Døren i Dæmring, en stærkt brændende Cigars Reflex gjorde hans Ansigt endnu blegere og skarpere end ellers.
— Hvorfor staar alle Dørene aabne ud til Trappen? spurgte han barsk, som om han talte til en Rekrut.
— Det var saa varmt . .
— Hvorfor sidder Moder i min Stue?
— Maa jeg ikke det, naar Du er ude?
— Jo vær saa artig — baade naar jeg er hjemme, og naar jeg er ude, Gud bevares!
— Har Du moret dig godt iaften?
— Hm — ja vel!
Hun listede sig til at se paa ham. Nej drukket havde han ikke; han saâ forpint ud. Han lignede sin Fader, naar denne havde været mest arbejdsgnaven. Hun mumlede sagte og frygtsomt:
— Skal jeg hente din Kontorfrakke? … For Du vil maaske ….
Han gjorde samme Gestus til hende, som han i sin Tid henvendte til en Soldat, naar han tillod ham «at træde af», trak Uniformsfrakken af, gned hver Knap, holdt den op mod Lyset, børstede Klædet, saâ Skulderdistinktionerne efter, om de var hæftede rigtig fast, gik forbi sin Moder uden at se paa hende, tog en Kontorfrakke ud af Skabet, iførte sig den, satte sig foran sit Skrivebord, skrev eller lod, som om han skrev. Moderen var tom Luft for ham, ligesom Kandidat Brinckmann havde været den hele Aften og Fanny Pramman den sidste Del af den i Apothekerens Have og Havestue.
Atter Dødsstilhed i et Kvarter. Da rejste Fru Frick sig, samlede sit Strikketøj sammen, sukkede stille og sagde:
— God Nat, Julius!
— God Nat!
Atter udstedte Kaptejnen Tilladelsen til at «træde af».
Et Øjeblik efter kastede han Pennen, lyttede skarpt ind ad mod Moderens Dagligstue … Hun maatte være gaaet til Ro. Godt!
Han rejste sig hurtig fra Stolen foran Skrivebordet, gik frem og tilbage i stærk Ophidselse, der bragte ham til at sparke til Stolene og til at kyle sin Cigarstump … ikke mod Kakkelovnen, som han først havde tænkt sig skulde være Kasteskytsets Maal, men som han skaanede af pludselig opdukkende, pebersvendeagtig Pertentlighedsfølelse — men ud af et aabent Vindue, helt over paa Gjenboens Stentrappe, hvor den sprudede Gnister som en Troldkjælling.
Hvad var det? Lys bag de aabne Vinduer i Kvistetagen i Huset til venstre for det umiddelbare Gjenbohus …. Det var jo der, Postmesteren boede . . Det var hans Gjæstekammer . . og hans Gjæst var jo den … Tak!
Et Hoved kom til Syne i Vinduet. Kaptejn Frick mærkede Blomsterduft. Over det lille Stykke Haveplankeværk mellem Gjenboens og Postmesterens Hus kunde han se i den lyse Nat Buskenes Blomster skinne hvidt. Det sang ud fra Postmesterens Kvist, dæmpet, men hørlig:
Du, som har Sorg i Sinde.
gak ud i Mark og Lund.
og lad de svale Vinde
dig vifte karsk og sund.
— Tak! sagde Kaptejnen, slog Vinduet i, saa Ruderne klirrede stærkt og rev den nærmeste Stol om, saa den buldrede og bragede mod Gulvet.
Det vilde endda have været en Lindring for Kaptejn Frick, hvis havde kunnet, turdet eller villet klare sig, hvorfor han egentlig var saa yderlig opbragt. Men selv om han godt skimtede den rent elementære Grund til Harmen, var han altfor stolt, følte sig som en altfor overlegen Personlighed til paa nogen Maade at ville tilstaa for sig selv, at han brød sig det mindste om saadan en s.…. Tøs som Apothekerens Fanny, eller at saadan en «bælget» Præstedreng kunde bringe den . . naa . . godt og vel fyrretyveaarige Kaptejn ud af den mandig-sikre Holdning, som havde været samme Kaptejns Ideal i de senere Aars.
Dog kunde han ikke komme til Ro. Hvorfor? Han var dog gaaet sejrrig ud af Sommeraftenens Turnering. Alle de andre unge Piger havde omringet ham, da de skulde hjem, forargede, som de vare, over Fannys og Theologens Antydning af en Hyrdescene. De havde jo let ad hans Vittigheder om Nonnen og Præsten i Skriftestolen, om Kong Helge og Tangkjær i Badehuset, som rigtignok var en Dam, hvor Karudserne nippede dem i «Fodfingrene». Kandidaten var jo bleven i den Grad distanceret, at Postmesterens Datter, var fulgt med Kaptejnens kvindelige Kompagni og havde ladet sin Faders Gjæst sjokke ene bagefter. Selv havde jo Kaptejnen fulgt en af Blomsterne i Aftenens Krans op ad Trappen … det var Asta Bertelsen. den nysselige lille Sorte, Jernbanebillettørens Datter, havde kysset hende, havde følt, hvorledes hun var ved at synke hen i hans Favn paa Afsatsen mellem Stue og første Sal, og, hvis ikke den gamle Frue havde smækket Dørene op helt ud til Trappen, hvem véd, hvad Kaptejn Frick da havde opnaaet?
Han kom til at passere det gamle, fra Fædrenehjemmet arvede store Spejl, der fyldte Pillen mellem Vinduerne. Han vrængede pludselig ad sit eget Spejlbillede, højt, som en Gadedreng ad en Kollega.
Billettørens Datter! . . Hm! Da han i sine Studenteraar var Huslærer paa en Gaard i Jylland, havde han sværmet for sine Elevers syttenaarige Søster, havde skrevet Sonetter til hende om Natten ved Tællelysets Skjær; men hun var hemmelig forlovet med en Kammerjunker. Da han havde opsporet det, lagde han sig efter Mejersken og vandt hendes Gunst i højere Grad, end han egentlig brød sig om. Hele sit Liv havde han gaaet med et romantisk Sværmeri for Den eller Den, og det var mundet ud i en meget naturalistisk Erotik til en Tjenestepige eller til en Husholderske.
Kaptejn Frick fôr sammen i Kuldegysning, da han hørte sig selv sige foran Spejlet:
— Jeg ligner min Fader!
Faderen! Den rasende Koleriker, der i vanvittigt Had mod, hvad der voxede op om ham af Mennesker og Tanker, havde prostitueret sig som Embedsmand, var bleven afsat fra sit Embede for Mishandling af Arrestanter, som havde pryglet sin Kone og sin voxne Søn, fordi de vare nationalliberale, og fordi de ikke vilde gaa i Kirke hver Søndag, han, som Herredets Bønder kaldte: den taav’lige Kancelliraad!
Kaptejn Frick følte Kvælningsfornemmelser. Han maatte have Luft. Han gik hen til Vinduet. Men det var en ny Pine.
Der var Lys endnu paa Postmesterens Kvist. I Lyset indenfor tegnede Kandidatens Silhouet sig paa Dæmringsgrunden. Han sang bestandig, det Dyr! Kaptejnen skjelnede Ord og Melodi, der svævede ud i den duftsvangre Sommeraften:
Op! blomstrende Herrer og Fruer!
Skalmejerne kalde til Dans,
hvor Kraften og Skjønheden luer,
der flettes den sødeste Krans.
Højt Natten udstak sine Fakler.
den vinker til varmende Lyst;
Vid, Kjærligheds søde Mirakler
ret læres kun Bryst imod Bryst.
Kaptejnen smækkede nu Vinduet i saa stærkt, at en Rude gik i Løbet. Han var stolt, saare trøstet ved at kunne stemme Selvironien op til det Niveau, at han kunde sige højt i det tomme Værelse.
— Glarmester Klint tjener to Kroner i Morgen.
Egentlig syntes han ikke, det var vittigt, men han følte Trang til at lé, og han lo. Han lo videre, da han hørte sig selv sige:
— Nu vil jeg i Seng . . jeg vil . . (og han satte en Ed paa det) og lo end mere, da han havde bandet.
Han sov ikke godt. Han drømte om sin Fader, Kancelliraaden og Herredsfogden. Han saa ham grine imod ham med sine smalle Læber og glat barberede Mund, hørte ham sige: He, he, min Søn Julius, Du, som var saa behersket, naar jeg rasede! Du har kun lært at være pæn, naar Andre sér paa dig, men, naar Du er ene, er Du arrigere end jeg. Husk paa de to Stoleben og paa Ruden!
Og han saâ og hørte sin Fader grine med den uforglemmelige onde Latter.