Det gamle Apothek/4
IV.
Skjult sig havde de slet ikke. De sad ved den temmelig store træomkransede Dam paa en Jernbænk. Der var Vandfladen og en bred Sti foran dem. Der var hverken mørkt eller lønligt, De sad som paa fri Mark og havde en god Samvittighed.
Fanny havde i Begyndelsen af den lange tête à tête været tavs og adspredt. Hun var lammet af Kaptejn Fricks Væsen, beklemt over kaadt at have udæsket en Fjende, hvis Stridskræfter hun følte omtrent forholdt sig til hendes som Tysklands til Danmarks. Og saa var der noget Kvælende i denne dissvangre Skumring med den stille kogende Varme. Hun lyttede til Kandidat Brinckmanns kvindelig bløde Røst og tungerappe Tale som til en forbirislende Bæk. Først dyssede den hendes Uro; hun gav sig hen i Lyden som et narkostisk Middel mod Frygten. Saa fangede Ordene hendes Øre, og hun lagde Mærke til, hvad han fortalte, ja vandt efterhaanden Interesse for det. Men hun lod bestandig, som om hun egentlig havde mest Interesse for de Myggesværme, der svirrede hen over Dammens Flade, ind under Træernes Løv, mens de brugte Bænken som et Slags Bedested og tog en mikroskopisk Blodforfriskning af Kandidatens brungule og Frøken Fannys hvide Hænder.
Ja, Frøken Fanny havde nydelige Hænder, omhyggelig plejede Hænder. Det var et af de positive Resultater, der var kommet ud af den gamle Apothekers Opdragelse af Sønnedatteren. Han havde altid sagt: Fy — ingen røde Backfischnæver med afbidte eller sorte Negle. Fanny havde faaet Øjet op for, at hendes Veninder forsømte Hænder og Negle, og havde ved ihærdige Formaninger faaet sine Veninder til at pleje dem. Hun mente derfor, at hun havde Lov til at være stolt af sine Hænder. Hun holdt dem op i den fugtige Luft; hun saâ dem glinse som duggede hvide Rosenblade, alt mens Kandidaten talte aandeløs og uden Kapitelafdeling.
Han havde maaske en Fornemmelse af, at i hver Pavse, han gjorde, kunde der liste sig Noget ind mellem Fanny og ham. Ja, en Fornemmelse maatte det være! Hr. Kandidat Brinckmann havde virkelig ikke tænkt paa at fri til Fanny Pramman. Han var altfor lidt erfaren til at ane, at den Varme, der løb igjennem ham, at de Pulsslag; der lidt generende bankede i ham, at den Ilterhed, der drev ham til at snakke og snakke, havde Noget at gjøre med den Erotik og Lyrik, som han havde Munden saa fuld af.
Han snakkede altsaa:
Om Fanny kunde huske det gamle Hus med de tre stejle Granittrin paa Trappen, hvor Jernrækværket endte i to Messingkugler? Der, hvor hans Moder, Kammerjunkerinde Brinckmann boede? Om hun kunde huske den tætte Dagligstue med de tykke Tæpper og de brogede Porcelænskrukker paa Sekretæren og den alt gjennemtrængende Duft af Potpourri og Reseda? For hans Moder lagde altid Reseda i Linned- og Klædeskab. Ak, han, Sofus Brinckmann, var jo eneste Søn af Kammerjunker og Amtsforvalter Brinckmann, og han døde, da Sønnen var to Aar. Ja, Sofus Brinckmann var adelig født! Det var i Grunden knusende morsomt. Hans kjære Moder var jo ikke fri for at «føle» sig hdt. Om Fanny kunde mindes, at hun samlede smaa Drenge og smaa Piger første Paaskedag for «trante» Paaskeæg? Aa, de Barndomsdage! Det var yndige Minder, der klang som et Thema, som en blød Fløjtemelodi gjennem hele hans Liv. Derfor var han hver Sommerferie kommen til sin kjære lille Fødeby, selv længe efter at hans velsignede Moder var død. Hm! Havde han ikke havt anden Fordel af at være født adelig (Kandidaten lo hjertelig efter det understregede Ord), det Gode havde han dog havt, at hans Moder ved Hjælp af en «Tontine» havde skaffet ham Midler til baade at blive Student og Kandidat. Om Fanny kunde huske, da hun døde? (Kandidatens Stemme bævede, og hans Øjne fyldtes med Taarer). Ja, da maatte han, Sønnen, hjem fra sin Latinskoleby — men da mødte ogsaa alle Byens Embedsmænd og to Godsejere fra Omegnen, en Kammerherre og en Hofjægermester i Galla ved Begravelsen. Alle Folk kom i Vinduerne, da Ligtoget drog op ad Byens Hovedgade. Aldrig havde den kjære, gamle Kirkeklokke sunget saa kjønt som den Dag! Den Klang var gaaet den sørgende Søn saa dybt til Hjerte, at han besluttede at vie sit Liv til Gud og studere Theologi trods det, at han godt kunde være bleven Kammerjunker ligesom hans salig Fader, hvis han havde studeret Jura. — Det var rædsom latterligt at tænke sig, at han, Sofus Brinckmann, nogensinde havde været en Kammerjunkermulighed! — Hvad? Om Fanny kunde bare sig for at le? Men han var bleven Student; han vilde studere Theologi, og Theologien var det mest dannende Studium. Man vedligeholdt nogenlunde sine Kundskaber i de klassiske Sprog, man lærte megen Kulturhistorie gjennem Kirkehistorien og Dogmatiken, man fik sine Kundskaber fra Philosophicum udvidede gjennem Religionsfilosofien. Og saa at kunne mede udrustet til at bringe de Fattige i Aanden Livsens Ord, lade det evige Livs Kilder sprudle for dem, nu i denne Tid, da desværre Fornægtelsen med Trods rejste sit Hoved ligesom paa Voltaires Tid! Men han, Sofus Brinckmann, vilde sige til Fornægterne som Kristus til since Bespottere: Herre, forlad dem, de vide ikke, hvad de gjøre!
Ved de sidste Ord havde Fanny vendt sig helt om mod Kandidaten. Thi de Ord slog ned i hende. De fik et ejendommeligt Liv ved den bløde, hjertelige Betoning, de bleve udtalte med. Fanny havde altid, mens hun gik i Skole, fundet, at Religion var det kjedeligste af Alt. Hun havde sagt det til sin Bedstefader; han havde strængt sagt «Fy», men Fanny havde godt bemærket, at han var ved at betvinge et bifaldende Latterudbrud. Nu kastedes der et Lysskjær, en poetisk levendegjørende Glans over Ord, der længe havde ligget dulgt i hendes Hukommelse; og der mylrede op i hende mange skjønne, bløde og dybe Ord, Ord, hun aldrig før havde fæstet nogen Tanke til.
Der laa Guld om Bladene, Reflexer funklede over Dammen; en Fisk sprang op og sprøjtede sølvglinsende Draaber i Vejret. Havens Jasminer aandede dybt ud. Fanny indaandede deres Aande, tung, dyssende, kjælen, lokkende, som den var.
Nu saâ hun først, at Jasminblomsterne stak sig frem mellem Lind og Pil, Ask og Løv.
Kandidat Brinckmann var dog et overmaade smukt ungt Menneske.
Hendes Veninder havde af og til passeret forbi paa den anden Side Dammen. Hun havde set dem som gjennem Taage uden at klare sig; hvem det var. Nu kom der et Par.
Fanny blev bange for den Varme, hun følte i sig, og for Kandidatens brune Øjne, der skinnede som Sankt-Hansorme. De lyse Skikkelser derovre gjorde godt i hendes Sind og i hendes Øjne.
Uh! Kaptejn Frick . . og hendes Nabo . . Uh! Mandfolk! De var dog kun skabte til Fortred. Hvor kunde det være, at Kaptejn Frick kunde gjøre hende saa ondskabsfuld? Hvorfor var hun bleven saa underlig ved Kandidat Brinckmanns bibelske Ord.
— Nu kommer jeg, Anna, nu kommer jeg Julie, nu kommer jeg, Thora, nu kommer jeg, Asta! raabte hun med aandeløs Hast.
Hun sprang op som en Fjer og løb Dammen rundt. Fra en udmundende Sidegang faldt hendes Tante Fru Kamp hende i Flanken. Hun standsede med et lille Skrig; det sortnede for hendes Øjne.
— Men, Fanny — hvor har Du været? Dine Veninder har Du helt forsømt. De er ganske stødte over det, og din Bedstefader har maattet vente paa sin Thé.
— Jeg har siddet og … talt … jeg har siddet …
— Med Kaptejnen? Ja, det tænkte jeg nok. Har jeg ikke sagt Dig, at Du skulde holde den Herre i meget lang Distance. Han er farlig, Fanny.
— Nej …. med . .
— Med mig, Fru Kamp, sagde Brinckmann, som nu var naaet hen til dem.
Han saâ saa smilende, saa barnlig indsmigrende paa Fruen, at hun maatte være bleven rørt, selv om Kandidaten ikke havde havt nogle Points forud i hendes Gunst.
— Naa — aah! med Dem, Kjære!
— Fru Kamps Udtryk i Ansigt og Stemme blev næsten ømt. Moderligt? Aa ja, men med en lille Tilsætning af noget blussende Begejstret, et lønligt Sværmeri baade for hans theologiske Attestats og hans Person.
Der var en uhyggelig Stemning under Theen i Havestuen. Kandidat Brinckmanns Aktier vare dalede hos de øvrige unge Piger. Han mærkede det ikke strax. Han begyndte at tale som sædvanlig om sig selv, om hvorledes han nu følte sig paa Højdepunktet af Lykke, nu, da han var færdig med sin Examen og kunde begynde at bøde paa Hullerne i sin Uddannelse. Og det vilde han bære sig ad med paa følgende Maade. Han vilde lægge Martensens Ethik til Grundlag for denne Uddannelse, thi i den vare alle Kulturspergsmaal behandlede, nu vilde han paany gjennemstudere den, men samtidig læse nogle af de Filosofer og alle de Digtere, den aandfulde Forfatter havde berørt, men han vilde springe Politikerne og Statsøkonomerne over, for deri var han ganske enig med Damerne, at Politik var kjedelig, og med ældre Mænd om, at den var demoraliserende og skilte de bedste Venner ad, ikke at tale om den Splid, den længe havde frembragt i vort kjære Fædreland, saa Folket blev besat af Marthas Aand og glemte det ene Fornødne.
Kandidat Brinckmann følte omsider, at der manglede Sangbund i Havestuen. Han saâ Kaptejnen sidde ved Bordenden og blande Toddy, eller hvad det var, til sig og Apothekeren. Han begyndte at stamme i sin Udvikling og hørte Kaptejnen tale højt og le til Husets Vært, og det paa en saa iøjnefaldende Maade, at selv den mest Haardhudede maatte lægge Mærke til, at han vilde fornærme Taleren.
Da mødte Fannys Blik ham. Hans Mod tændtes atter i Blus ved dette varme, sympathetisk-beundrende Blik.
Næppe var man bleven færdig med at sige Velbekomme, før Kandidat Brinckmann fôr hen til det aabne Flygel, slog an og begyndte at synge Plougs «Lille Karen» til Heises Melodi.
Hans Stemme var en høj, blød «Tenore leggiero», Foredraget var sentimentalt, uden dog at blive ligefrem trivielt. Det var den Slags Udførelse, som Dilettanter især paa Landet have Sans for. Der blev atter Hausse paa Børsen. Damerne rykkede Klaveret nærmere. Da han var færdig, raabte Fru Kamp: «Brava» i den sikre Tro paa, at det var den rette italienske Form af Ordet i det Tilfælde.
Kaptejn Frick lo højt, men bestandig talende til Apothekeren, brød derpaa pludselig af og sagde med et undskyldende Blik til Fru Kamp:
— Undskyld, Frue! men Kancelliraaden fortalte en Historie, som ikke var til at holde ud.
Han og Apothekeren havde under Sangen rykket deres Stole hen til et lille Bord, hvor de sad med Cigar og Toddy. Kaptejnen havde vendt Ryggen hen mod Sangeren og Gruppen omkring ham. Først havde den gamle Apotheker gjort Mine til at ville høre efter Sangen, men Kaptejnen havde ladet, som han slet ikke forstod det, og havde opvartet den gamle Herre med saa pikante eller komisk-kyniske Kjærlighedshistorier fra Krigen 1864, at han ganske havde fanget Gubbens Øre, saa han glemte baade sit Selskab, Sang og Musik.
Brinckmann blev mere bedrøvet end vred. Hvor kunde dog Nogen være saa ond og raa? Hvor kunde Nogen ville gjøre ham Fortræd? Han mente jo alle Mennesker det saa godt. Ja, det var det klareste Bevis paa den Syndighedsmasse, Verden rummer! Han hævnede sig paa den ædleste Maade ved hurtig at bede en indvendig Bøn for sin Fjende, Kaptejn Frick, det eneste Menneske, der vilde ham ondt, og det havde han først opdaget i Aften. Ellers kunde alle Mennesker jo saa godt lide Cand. theol. Sofus Brinckmann.
Dristigheden, Hensynsløsheden, ja endog Frækheden kan stundom imponere. Kaptejnen fik sit Publikum mellem de unge Damer. Der var jo kommet noget Ondt op i dem, fordi Brinckmann og Fanny havde baaret sig saa «taktlost» ad. For, da Selskabet var ved at skilles, bad Julie Spang Kaptejnen om at synge en Soldatervise.
— Nej, det var der ikke Tale om, han sang aldrig.
— Aa hvad, blot ét Vers paa Jydsk.
Bønnen blev almindelig, mere og mere indtrængende og højrøstet.
Kaptejnen satte sig ikke, men akkompagnerede sig, mens han stod for over bøjet og sang eller snarere reciterede Strofen, som han gjengav i vesterjydsk Dialekt:
Den danske Landsoldat han er
som Løven bidsk og grum.
men haver ogsaa Pigen kjær
udi et enligt Rum.
Hans Mod er ej tilfals!
Faldera!
Hans Mod er ej tilfals!
Vi vil en Jernring lægge om vor Fjendes Hals.
Stort Bifald. Kun Fru Kamp og Fanny tav.