C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu/5 294-310

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


XXIII.

Med opsparet, vel forberedt Begejstring for sig selv gik Kaptejn Frick Pastor Brinckmann i Møde.

De mødtes midt paa en Markvej. Det gjorde Indtryk paa Kaptejnen at se en tindrende Glans i Præstens store brune Øjne, se indfaldende Kinder med svær Rødme paa Yderpartierne og de sorte Klæder sluskende om hans Krop. Sund og glad saâ Brinckmann ikke ud.

Kaptejnen skjønnede strax, at han maatte spille paa stærkt pathetiske Strænge. Vejen, som højnede sig med Udsigt over et stort Terræn, var ikke saa ilde en Scene. Men dum var Kaptejn Frick jo ingenlunde, vilde heller ikke være det, han vilde ikke spille gammeldags Deklamator. Da han mødte Sofus Brinckmann, sagde han med sin dybeste Tone:

— De er en Mand, jeg har stor Agtelse for.

Pastoren stønnede og hostede, men instinktmæssig lagde hans Ansigt sig i mildt smilende Folder.

Jeg? sagde han. Er jeg? … God Dag, Hr. Kaptejn! Jo, det er jo Kaptejn Frick. Følg med hjem!

Kaptejnen blev staaende, saâ ud over det grønne og brune Land med de blaa, solskinsfunklende Vande og de brunviolette Skovpartier; gjorde et let Udslag med den højre Arm og sagde:

— Jeg maa først sige Dem, at jeg er ikke Troende.

— Det bliver De nok med Tiden, Hr. Kaptejn! Det bliver alle Mennesker, det er jeg vis paa, sagde Brinckmann med et Opsving mod sin vante Livlighed, men Stemmen og Legemet tede sig som slappede Fjedre.

— Lad mig bare ligge! sagde Kaptejn Frick. Men, hvad jeg nu tror, eller ikke tror paa, saa finder jeg, at Kristendommen i sin Idé er vældig. Det, jeg beundrer ved den, er, at den opfordrer Menneskene til at ofre sig selv under Frygt og Bæven, at give Alt og Intet at tage.

— Han er Søren Kierkegaardianer, tænkte Brinckmann; men, da han aldrig havde Lyst eller Trang til Diskussion, tilmed var saa træt, tav han og protesterede ikke mod Kaptejnens Forbigaaelse af Tros- og Fremhævelse af Gjerningsmomentet. Kaptejnens Pathos fik da Lov til uhindret at udfolde sig.

— En af mine Studenterkammerater, en ringe begavet Fyr, som vi drev Halløj med i Skolen og i Rusaaret, som fik Haud secundi til Attestats, blev Præst. Hos ham var det Alvor med hans Religion. Han tilbragte Nætterne, før han skulde prædike, i Sakristiet, græd og var fortvivlet, led og stred . . jeg har mange Gange set det, naar jeg listede mig op paa Kirkegaarden efter den lille Lysstribe. Jeg har beundret ham; jeg tager til Huen for ham, jeg gjør Honnør for ham, hvergang jeg tænker paa de Nætter i Sakristiet. Men jeg har, om muligt, endnu større Respekt for Dem, Pastor Brinckmann! De holder Dem til de Smaa og Fattige, dem, som trænger mest til Trøst; De gaar til de Syge og udsætter Dem og Deres for Smitte. Det gjør man ikke, naar der ikke slaar noget stærkt Noget inden for Ens Vest. De er en Mand, Pastor Brinckmann!

Sofus Brinckmanns Øjne glinsede endnu mere, thi de fyldtes med Taarer. Det var de første anerkjendende og varme Ord, han havde hørt, siden han tiltraadte sin Gjerning. Da Kaptejnen efter at have endt sin Replik slog ud med den højre Arm, antog han det for en Indledning til en Omfavnelse, og det var længe siden, Nogen havde imødekommet hans Trang til Kjælenskab. Kun med Møje havde han kunnet tiltigge sig kolde Kjærtegn af sin Hustru. Han greb da Kaptejnen om Livet og lagde Hovedet til hans Kind; men Sligt stred aldeles mod Kaptejnens Smag. Han tænkte: Nej, fy for Pokker! kysse ham vil jeg s’gu ikke. Han viklede sig diskret ud af Præstens Favn med sænket Varmegrad i Stemningen.

— Har De det ellers godt, Pastor Brinckmann? De er bleven, svært mager, synes jeg.

— Er jeg? … Ja jeg er plaget med Hoste om Natten . . det gjør mig mest ondt, at jeg forstyrrer min stakkels Hustrus Søvn. Er hun ikke sød? . . Er hun ikke yndig . . hvad?

— Men De har ikke ondt i Brystet?

— Jo .. jo — h. Engang imellem. Men ellers er jeg saa glad. Og i Dag er jeg dobbelt glad, fordi De sagde de venlige Ord. Hør, véd De hvad, min gode Kaptejn? Enten vi er Digtere eller Kunstnere, Præster, Militære, eller hvad vi er, saa trænger vi til Anerkjendelse.

— Aa, ja — a, sagde Kaptejnen. Varmegraden sank endnu mere. Han begyndte at fortryde, at han i opblussende Enthusiasme havde formaaet Apothekeren til dette Besøg, men erindrede sig pludselig, at han havde en Trumf i Baghaanden, nemlig et helt Apparat til at drille Fruen. Mens han gik til Kapellanboligen med Brinckmann, lod han Apparatet spille som til Prøve. Han skulde fremdeles vise sig aldeles begejstret mod hendes Mand og tale hende over Hovedet. Det Underlige var, at han ikke anede, at den sidste Methode var saa forslidt. Han troede, hvergang han anvendte den, at det var noget helt Nyt, han fandt paa. Kun det frygtede han, at hans Udtalelser om Præsten vilde blive parodiske; men han stolede paa at servere dem saa fint, at Fru Fanny ikke skulde mærke det. For Apothekerens, Præstens og Fru Kamps Kritik var han fuldstændig rolig. Men Fruen — den dumme Tøs, som hun var — havde lagt sig en hel Del Hamperhed til. Hm! Han havde betvunget dem, der var værre end hun . . han, den fine Kvindekjender, Kaptejn Julius Frick!

Da de traadte ind i Dagligstuen, hilste Kaptejnen i al Almindelighed. Brinckmann ilede hen til sin Hustru og ventede sit daglige Kys. Men til hans Henrykkelse tog Fruen ham i Dag om Halsen og gjentog Kysset tre Gange, langt varmere end ellers. Hun sagde endog:

— Hvor Du ser anstrængt ud, min Ven! har Hosten været slem?

— Jo, jeg havde Modvind ud, og paa Brøndslev Bakke fik jeg en slem Tur. Jeg maatte staa stille . . og kunde knap faa mit Smørrebrød spist . . God Dag, kjære Fru Kamp! god Dag, kjære Gamle!

Fru Kamp vidste, hvad der ventede hende og havde alt spidset Munden til, da Brinckmann kyssede hende; men Kancelliraaden raabte:

— Holdt, holdt Brinckmann! Var De en Dame, skulde det have været mig en Fornøjelse.

Brinckmann drejede sagtmodig af og truede Kancelliraaden smilende med Pegefingeren. Kancelliraaden sagde:

— Er De tidig til Mad, Brinckmann? For jeg begynder at glemme min Frokost.

— Nej, det er mærkelig nok. Jeg er slet ikke sulten, men umaadelig tørstig, sagde Brinckmann og hostede stærkt.

— He, det er der gode Raad for, sagde Kancelliraaden og gned sig i Hænderne ved Tanken om de to Flasker gammel Châteauvin og den ene Flaske gammel Madera, han havde havt med i Vognmagasinet.

Efter et Øjeblik at have fjernet sig kom Husets Frue ind og sagde:

— Nu er der serveret.

Med en egentlig mere stiv end sikker Holdning gik hun over Gulvet hen mod Kaptejn Frick, der studsede og vilde til at række Armen ud mod Fru Kamp. Fanny sagde nejende med et fornemt Smil:

— Hr. Kaptejn, maa jeg have den Ære?

— Tak, jeg . . jeg har bedet Fru Kamp —

— De var i Færd med det; det saâ jeg nok, men De kom for sent: Votre bras, s’il vous plaît, mon capitaine!

Fanny havde rettet sine Vaaben mod en af Kaptejnens mange smaalige Særheder, den nemlig, at han hadede Fransk! Kaptejnen bed sig i Overskjægget. Han maatte tage Fanny under Armen, men lod sin hænge saa slap, at den næsten ikke støttede hendes.

Fanny havde sat sig for at være kaad og lystig. Hun ventede en Medspiller eller dog En, der gav Stikord, i sin gamle Bedstefader. Men hun opdagede, at baade hans Hørelses Skarphed og hans Tankes Kvikhed var i Tilbagegang. Desto ivrigere, næsten febrilsk, blev hun ved at passiare, saa Ingen kunde faa et Ord indfort. Naar Kaptejnen begyndte at ville tale til hendes Mand, overdøvede hun ham ved Latter eller afbrød ham ved at foreslaa «Bedste?» eller Fru Kamp at drikke et Glas med sig, fortalte, at hun havde begyndt at ryge Cigaretter og var ved at blive helt forfalden til det. Eller hun skjænkede i Kaptejnens Glas trods hans gestikulerende Protest, og, da han lod Rødvinsglasset urørt, fyldte hun hans Maderaglas med Rødvin. Han vilde snuppe det bort. Hun skjænkede ned over hans Fingre, ladende, som om det skete af Vanvare, lo højt, bad om Forladelse og raabte:

— Bedste! Bedste! Er Kaptejnen bleven «Good Templar»? De husker jo nok, Hr. Kaptejn, den gamle Sang:

Jean, porteur d’eau de la Courtille,
Un soir se noya de chagrin;
Un autre Jean, jeune et beau drille,
Tomba mort ivre un beau matin,
Et sur leur funèbre demeure
On grava, dit — on, cet écrit:

„Le ciel fit l’eau pour Jean qui pleure,
Et fit le vin pour Jean qui rit“
[1].

Kaptejnen snakkede rasende løs over Bordet til Præsten, men Fru Fanny lod sig ikke forstyrre og citerede Strofen lige til Enden, lo saa op og sagde:

— Aa, om Forladelse, Hr. Kaptejn! Jeg glemte rent, at De hader det stakkels franske Sprog … Bedste! Kan Du huske det fra gammel Tid?

Kaptejnen ligesom tyggede paa en Skraa af Forbitrelse. Han paakaldte det «Vidunderlige» for ud af dets Dyb at hente Vaaben til at slaa «det uforskammede Fruentimmers» Frækhed aldeles flad. Men det Vidunderlige viste sig ikke. Hans Livsmaximer: «Man skal altid være overlegen i Situationen», stillede sig op for ham med sin Fordring. Fordringen pinte hum; han kunde ikke faa den indlost, thi det kogte saaledes i ham, at han var bange for, at han vilde blive grov, hvis han sagde et Ord.

Der blev en Pavse. Fru Kamps Evne til at skjønne, som Kaptejn Frick havde undervurderet, var allerede lige fra Bordets Begyndelse bleven vakt. Hun vejrede onde Dunster i Luften, mens endnu baade Apothekeren og Brinckmann troede den hellige Grav vel forvaret. Nu gjorde Pavsen en uhyggelig Virkning; nu viste Kaptejn Fricks Ansigt, at der var noget i Vejen, og det Fortvivlede var, at han mærkede det selv og forgjæves famlede efter at gribe sin flygtende Selvbeherskelse.

Hvad var dog Grunden til, at «den Tøs”» nu var bleven voxen? Kaptejnen havde været saa sikker paa, at hun aldrig kunde blive det i Samlivet med det store Barn, Sofus Brinckmann. Han havde endnu aldrig taget en selvstændig Livsudvikling med i sin Beregning, naar der var Tale om Kvinder, og hidtil havde hans Beregning altid slaaet til, syntes han.

Midt i Pavsen lød endelig Fru Kamps skingre Røst som et lille Maageskrig:

— Gud, Fanny, hvor Du er bleven familiær med Kaptejn Frick! Hvad siger De, Brinckmann?

Stilheden blev endnu stærkere efter Maageskriget. Gaflernes skurrende Lyd mod Tallerkenerne hørtes. Hvor faa Sekunder kan være lange og pinlige! Apothekeren kunde ikke begribe, hvad der var i Vejen. Han rømmede sig nogle Gange, tænkte paa en gemytlig Skaaltale, men kunde ikke finde paa dens Gjenstand. Han vilde helst have valgt Kaptejn Frick. Han var saa glad over i Morges at have fundet ham dernede i Fabriken, men — han saâ jo ud som Døden fra Lybek. Hvad Pokker stak Kaptejnen? Apothekeren blev gnaven paa Tilværelsen. Der var jo Ingen, der havde gjort eller sagt Noget. Alle var saa tvære. Det Vrøvlehoved af en Præst plejede jo ellers at lade Knebberen gaa som en Kjæp i et Hjul.

Uvilkaarlig gled hans Øjne over paa Sofus Brinckmann, alt mens han skammede sig over, at skulde søge Hjælp fra den Kant. Saâ den gamle Kancelliraad rigtig? Præsten var ligbleg, og Trækninger gik over hans Ansigt, mens hans Øjne blev gloende som en hvid Kanins.

Sofus Brinckman stønnede dumpt. Han rejste sig, klemte Haanden om Stoleryggen og sagde med en Røst som et tryglende Barns.

— Fanny, jeg er … jeg er saa syg!

Først nu saâ hans Hustru paa ham. Nu var han kobberrød i Ansigtet.

— Fanny . . følg mig ind! Jeg er meget syg, bad han næsten skrigende.

Fruen fôr op. Stolene skrabedes tilbage. Alle vilde gjøre Noget.

— Nej, Fanny! Kun Du … Kom! stønnede Brinckmann og slog med Haanden mat afværgende ud mod de Andre.

Mand og Hustru ilede ud af Spisestuen.

Kaptajn Frick vilde følge dem; men Fru Fanny slog Døren til Dagligstuen i for ham.

Kancelliraaden og Fru Kamp rejste sig. Kancelliraaden var lige ved at sige, at hans Châteauvin var for stærk for Guds Gimmerlam, men Flovsen visnede hen i hans Strube, thi han følte et haardt Lufttryk stemme imod enhver somhelst Flovse. Saa klynkede han og spurgte Fru Kamp og Kaptejn Frick:

— Men hvad kan der dog være paa Færde?

Ingen svarede. Fru Kamp støttede sig mod Buffeten, lyttende; Kaptejn Frick gik op og ned ad Gulvet.

Ude fra Kjøkkenet hørtes klirrende Lyd og hurtige Skridt. Døre smækkedes op og i.

— Ja, men dette herre …. udbrød Apothekeren igjen og vred sine Hænder. Men hans Châteauvin kunde jo i hvert Fald ikke gjøre Noget ved det Hele; der var endnu det Halve tilbage i en Flaske. Han skjænkede sit Glas ud, bed Kaptejn Frick et med et melankolsk Nik. Men det blev ubesvaret. Kancelliraaden drak sit Glas alene og sukkede:

— Min stakkels søde Fanny!

Graad og Hyl lød ind fra Kjøkkenet. En Kvindestemme sagde i sjællandsk Dialekt:

— Men Jøsses, Jøsses dog! Sikken en Hob Blod! Der er flere Potter!

Fru Kamp ilede ud i Køkkenet. Nogle Minutter efter kom hun tilbage. Pastor Brinckmann havde faaet en voldsom Blodstyrtning.

— Lad Landaueren hente Doktoren! raabte Apothekeren. Vi bliver her.

Dagen var ved at synke. I mat Lys stod de tre Skikkelser i Spisestuen med Resterne af det rigelige Maaltid paa Bordet. Fru Kamp stod med foldede Hænder ved Bordet, Kaptejn Frick med Albuerne støttede mod en Vindueskarm og stirrede ud over Landet. Kanccelliraad Pramman gik op og ned og trak sig i sit hvide Kindskjæg.

Fru Kamp ilede hen mod Døren til Dagligstuen. Kaptejn Frick fulgte hende.

— Nej, bliv hos mig, gaa ikke fra mig! bad den gamle Kancelliraad bønlig.

— Vil De ikke med ind og se til Pastoren? spurgte Kaptejn Frick.

— Nej, nej, nej! Jeg kan ikke taale at se Noget, som minder mig om Døden, raabte den gamle Mand og satte begge Haandfladerne frem foran sig, som om han vilde gjenne Benraden med Leen og Timeglasset langt, langt fra sine 70 Aar.

Fru Kamp og Kaptejn Frick gik alligevel. Trippende og halvgrædende fulgte den gamle Apotheker dem ind i Dagligstuen, men turde ikke følge dem til Sovekammerdøren. Den gik pludselig op, og Fru Fanny viste sig lidt bleg, med marmorhaarde kolde Træk. Hun saâ ti Aar ældre ud.

— Det er nok en meget alvorlig Situation, sagde Kaptejn Frick med imødekommende Deltagelse.

— Den passer ikke for hule Gjøglernaturer, svarede hun saa klangløst som en Træhammers Slag mod en Blok.

Kaptejnen vaklede to Skridt tilbage og tog fat i en Stoleryg. Disse Ord? Fanny maatte være en Djævel, naar hun kunde finde paa saadanne Ord i saadant et Øjeblik. Hun havde jo spyttet Kaptejnens ædle, Alt forglemmende Medfølelse lige i Ansigtet.

Landaueren rullede frem. Lidt efter viste sig en Bondekone i Stuen med Shawl og stukken sort Silkekyse. Det var Kristen Povlsens Kone. Hun tog Fanny i Haanden og sagde:

— Ja, jeg vil saa gjerne tage med efter Doktor. Saa faar den Lille tørste saa længe. Tak, fordi De sendte Bud efter mig, Frue! Jeg har set saa megen Sygdom.

.…. Sofus Brinckmann var vaagnet efter en lang Afmagt, ligbleg, Øjnene lyste som Flammer.

— Fanny . . lille Fanny! stønnede han. Lad mig faa din Haand!

Hun rakte ham den højre og strøg hans Pande med den venstre.

— Jeg er meget syg, Fanny!

— Ja, det er Du, Brinckmann.

— Kald mig ved Fornavn?

— Ja, Sofus, Du er syg.

— Tak, Fanny, fordi Du kaldte mig ved Fornavn! Nu er jeg vis paa, at Du holder af mig. Men jeg tror slet ikke, jeg dør …. Vel, Fanny? Jeg dør ikke. Jeg har ingen videre Smerter. Og, Du, Fanny! Vorherre har saa meget, som han skal have udrettet gjennem mig endnu, at han ikke kan kalde mig bort fra Dig endnu … Aa, det lettede, at jeg blev, af med alt det fordærvede Blod. Aa, Fanny, tænd nogle flere Lys! Jeg vil have det rigtig hyggeligt . . Fanny . . Du! Jeg kunde godt synge en af de kjære gamle Romancer … eller Psalmer.

— Lig stille! Du kan ikke taale at tale.

— Jo, jeg kan. Jeg er for Resten slet ikke bange for at dø, Fanny, om galt skulde være. For jeg har tjent Herren, vel i Skrøbelighed, men saa godt, som det paa nogen Maade var mig muligt. Jeg har udarbejdet hver Prædiken med Anspændelse af alle mine Evner, jeg har slidt mig op i Sjælesorg og Sygebesøg, altid været glad, aldrig knurret mod Guds Villie. Jeg véd ikke et Menneske, som jeg hader. Aa, gid jeg kunde omfavne hele Verden … Men tror Du vel, at jeg dør, Fanny? Vi fik jo aldrig gjennemgaaet Martensens Ethik sammen. Men Du skal sé, naar nu Sommeren kommer, er der ikke saa mange Syge her i Pastoratet. Saa faar jeg bedre Tid, Fanny! Tror Du vel, jeg dør? … Aa, det var dejligt … nu kommer der Lys.

En Pige kom med to store Armstager.

— Er de Fremmede rejste, Fanny? For vi havde jo Fremmede. Du kan tro, den . . hvad er han nu? . . den Officér, det er en prægtig Mand.

— Lig nu rolig, Brinckmann!

Aa, Fornavnet, Fanny! . . Du holder jo af mig.

— Lig rolig, Sofus!

— Aa, Du Lille! Du tror, jeg er sygere, end jeg er. Nu skal Du høre!

Han begyndte at messe med høj Stemme den kirkelige Velsignelse: Herren velsigne Dig og bevare Dig, Herren lade lyse sit Ansigt over Dig og være Dig naadig, Herren give dig Fred …… Nej, jeg …

En boblende Lyd kom nede fra hans Bryst, Forbud for en ny Blodstrøm.

Da Vognen rullede udenfor, var Sofus Brinckmann kold.

Lægen kom ind i sine Rejseklæder sammen med Kristen Povlsens Kone. Han tumlede lidt med Legemet i Sengen, saâ i Vandfadet og sagde:

— Ja, Frue, her er ikke mere at gjøre!

— Jeg gaar bare over og henter den Lille, saa bliver jeg hos Dem i Nat, Frue! sagde Kristen Povlsens Kone. — Jeg skal nok lave Kaffen, for det skal der til, naar man vaager over Lig.

To hulkende Mennesker kjørte hjem i Landaueren. Lægen sad i det ene Hjørne og aabnede kun Munden én Gang for at sige:

— Da jeg saâ Pastor Brinckmann første Gang for en Maanedstid siden, var det mig klart, at han var prædestineret. Det maatte ende saadan.

Kaptejn Frick sprang ud af Vognen ved Indkjørselen til Byen, efterat de havde kjørt Lægen hjem ad en lang Omvej. Han sagde næppe Farvel. Da han kom hjem, var hans Moder som sædvanlig oppe.

— Er der Noget i Vejen, Julius? spurgte hun, mens hun lindede paa Døren til hans Stue.

— Nej, Alt er brillant. Moder skulde gaa i Seng. God Nat!

Han kunde ikke sove, vred og vendte sig i Sengen.

— Har jeg brudt mig mere om hende end om alle de Andre? spurgte han sig selv over hundrede Gange og svarede sig selv lige saa Gange:

— Hvad kommer hun mig ved? Det er den stakkels Brinckmann, jeg sørger over. Ham har jeg gjort Uret. Det er det, som piner mig. Der var mere i ham, end jeg troede.



  1. Hans. Vandbærer i Courtille, druknede sig en Aften af Sorg: en anden Hans, en ung rask Fyr, faldt om døddrukken en Morgen, og paa deres sidste Hvilested siger man, blev udhuggen følgende Indskrift: Himlen skabte Vandet for Hans, som græder, og Vinen for Hans, som lér (Dèsaugiers).