C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu/5 310-320

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


XXIV.

Det var en af vort Lands skjønne Septemberdage og med sydlig høj Luft, let at aande og med en passende hverken for høj eller lav Temperatur.

Materialist Vismann stod i sit lille Kontor med Vinduet ud til en lille Have.

Der var gaaet næsten et Aar siden de sidst fortalte Begivenheder.

Sommeren havde efterladt blomstrende Roser; de mødtes med Efteraarets første højtfarvede Astere og Georginer. De stod alle saa rolige, saa uforvanskede i Farve og Tegning i denne ærlige, milde danske Dag, som hverken omdisede, beslørede eller smigrede Gjenstandene, men gav Beskueren Indtrykket af, at saaledes maatte de være i sig selv.

Foran den lille Pult ved Vinduet stod Vismann med den opslaaede Handelsbogs hvide Blade foran sig.

Resultatet af hans korte Arbejdstid tegnede ikke til at blive glimrende. Han havde alt to Processer i Gang med Byens Apotheker. De vilde vel sagtens koste ham godt og vel 100 Kr. Stykket. Byen handlede ikke synderlig med ham; «Borgerne» mistænkte ham for at holde med «Bøenderne». Saa havde han faaet en Del Bondehandel, men hans Kunder vilde have lang Kredit, og saa vilde de oven i Kjøbet have, at han skulde være baade deres Læge og deres Apotheker. De førte syge Børn til ham og forlangte, at han skulde lave Noget, de kunde komme sig af. Vismann havde flere Gange frygtet for at komme i Sammenstød med Kvaksalverlovgivningen, naar han havde raadet Patienterne til engelsk Salt, amerikansk Olie, Kinadraaber eller slige elementære og uskadelige Midler overfor de sædvanlige Maveonder, frembragte af overdreven Nydelse af umoden Frugt, Tykmælk o. dsl.

Vismann kastede under sit Arbejde af og til et Nik til sin lille Have … Naa, ja . . et tusind Kroner i Nettooverskud kunde han vel faa bjerget. Han mumlede eller gryntede ret tilfreds. Han skyldte Ingen Noget, kunde godt nøjes med Smørrebrød med Paalæg af Sardiner og Ost, som han havde i Butikken. Det var dog et stort Fremskridt fra hans Barndomshjem, hvor Kaffe og tørt Hvedebrød var et Galamaaltid. Vismann var ret tilfreds med Verden og sig selv og nikkede igjen til Georginer, Astere og de sene Roser.

Saa gled Blikket op til den lille Hængereol. Der stod Bøgerne fra de gamle Dage, de, han havde kjøbt, mens han var en fin Cand. pharm. paa det gamle fine Apothek. De vare revnede i Ryggen og faldt efterhaanden fra hinanden. Noget tyndt Sejlgarn i Ryggen skinnede ud.

Vismann lo. Han syntes, hans Latter var harmløs. Men, da han hørte den, skjelnede han i den nogle Gran af Bitterhed efter Apothekervægt.

— Græde vil jeg, min S’æl, ikke! raabte Vismann.

Hans Øjne faldt paa hans Hænder. Røde og store havde de altid været; nu havde deres mange Ærinder i Krukker og Daaser, i Fade og Fjerdinger gjort dem endnu grimmere.

Det havde i sin Tid været hans Ønskers Maal at rumme Fanny Prammans lange, fine, spidst opløbende Hænder mellem … ha . . : ha … ha! . . Nu vilde hans Næve mase Kancelliraadens Datterdatters Haand, om hun gav ham den. Han lo end højere ved Tanken om, hvor dette Porcellænstøj vilde blive af, om han tog fat paa det.

Bøgerne! … Naa . . ja. Han havde mere Brug for nogle tyske-engelske, franske og Handelslexika end for Kierkegaard og Brandes.

Hans Øjnes Gang gik frem og tilbage mellem Handelsbogen og Reolen.

— Hvad skal et Skrog som jeg gjøre med Tros- og Verdensproblemer? Er det ikke en storartet Affektation for en Materialist i en Ravnekrog at kludre sig igjennem en svær Filosofi eller lade sig svinge let og bedaarende fra den ene literære Periode til en anden, at lade sig præsentere for den ene Poet efter den anden fra alle de store Kulturlande uden at kunne læse Vedkommende, og saa bukke for ham med Agtelse, uden at forstaa ham?

Nej — Urtekram og Droguerivarer … betale Enhver Sit og saa ….

Ja — og saa?

Det tomme Rum frembød sig for den unge Materialist. Han tænkte paa sit ensomme Portkammer, hvor, trods Æskers, Daasers og Tønders forudsatte Tæthed, Indholdets Lugt oppe fra Hylderne dog svævede hen over hans lille tyndbenede Jernseng. For han maatte gjøre sit Sovekammer til et Reservelager. Han havde mange Gange søgt at drømme vaagen, naar han kom i Seng, men han havde troet at lugte Ansjoser og fundet, at denne Lugt frembragte Asthma hos Drømmenes flagrende Elverpiger. Saa havde Vismann sovet fra deres mat begyndende Dans.

Det tomme Rum! Ja saa skulde det fyldes paa anden Vis. Der var nu Gjæstgivergaarden! Han forskrev selv Vin til Gjæstgiveren. Og der var jo en meget ordentlig Marsalla Madera.

Fy for en Ulykke! Denne sjofelt møblerede Stue, hvor Billardet og de spillende Kræmmer- og Slagtersvende næppe lod Rørstolene, de smaa Borde og de toddydrikkende Borgere Plads til en tarvelig Udfoldning …. Nej, her er bedst hjemme. Og det uagtet jeg ikke har et Menneske at tale med undtagen Butiksdrengen og den døve Madam Kristiansen, som holder rent i Butik, Kontor og Portkammer.

Det gamle Apothek! . . Nej, nej, nej! Der kom jeg ind paa Noget, som … som … jeg ikke var født til! Der saâ jeg Ting, som gjorde mig fjollet. Der hørte jeg Skabedyr snakke om Ting, som de nu syntes, de skulde snakke om for en Ordens Skyld, men som .…. som . . de forstod lige saa lidt som jeg . . og Kaptajn Frick … Hej …. Butiksdøren gaar op . . Hvem er det? Naa, Kristen Povlsen fra Tersløv! Ja, han og jeg kan gjøre os forstaaelige for hinanden!

Ind traadte en nogle og halvtredsindstyveaarig alvorsfuld Gaardmand med Cigar i Munden. Han beholdt sin lave sorte Filthat paa, nikkede let og sagde: «God Dav, Vismann». Hilsenen blev besvaret nøjagtig i samme skjødesløse Tone: «God Dag, Kristen Povlsen».

Gaardmanden tog en Stol, slog Asken af Cigaren, spyttede langt hen i Krogen; mens Vismann afventende hans Ordre forholdt sig stille bag Disken. Gaardmanden syntes at blive bredere og bredere for hvert Sekund, alt mens han løftede sine buskede Øjenbryn op mod Hatteskyggen.

— Jeg skulde … Vismann … tog han endelig langsomt til Orde … jeg skulde have en Middagsdiner paa Søndag. Jeg er bleven valgt ind i Sogneraadet og var paa den Foranledning til Middagsdiner hos Proprietær Ulkebøl … og det er en Mand, jeg ikke vil skylde Noget. Og se . . Kvinden . . min Kone har jo ikke rigtig fulgt med Tiderne . . naa, det skjøtter jeg heller ikke om, at hun gjør, for den Sags Skyld, for Fruentimmer skal passe sig selv, som der staar i Bibelen.

— Ja, men det gjør hun vel ogsaa, Kristen Povlsen! Det er saadan en pæn Kone.

— Ja, ellers havde jeg heller ikke taget hende, for hun havde jo ingen Ting, da jeg tog hende. Men, siden hun blev saa oleant[1] med den forrige Kap’lans Kone, saa snakker hun om sin Ret. Jeg er jo ganske vist Venstremand i Politiken, men se . . naar det angaar Fruentimmer, maa enhver Mand være Højremand indtil videre . . Lad mig faa tre Segarer af dem til sex for fem og tyve Øre … jeg faar dem vel for tolv! … Og se, saa var der den Middagsdiner. Den skal arrenseres bestemt ligesom Ulkebøls. Maden kan Konen nok lave, men jeg kan vel faa Noget hos Dem til at drysse i Suppen . . jeg mener Urter og saadant noget Skidt, som jeg ellers aldrig spiser . . dem, som Ulkebøl faar hjem i Blikdaaser . . dem kan De nu selv tage ud, Vismann … men til nøjeste Pris.

Vismann gjorde et Udvalg af indenlandske Konserver og lod Drengen pakke dem ind.

— Er nu vor By bleven Deres stadige Kjøbstad, Kristen Povlsen? spurgte han.

— Ja, vi ligger jo lige langt fra denne herre By og fra V … og denne er den mindste, saa jeg synes, jeg ligesom har mere at sige her, sagde Kristen Povlsen og spilede Benene ud i lang Afstand fra hinanden . . Og saa skulde jeg have noget Vin til den Lejlighed, Vismann! Den skal være god, men ikke altfor dyr. Gi’r De en Segar i Tilgift, Vismann?

— Ja vel, Kristen Povlsen! sagde Vismann og gav ham en.

— Arrenserer De Vinen til tolv Personer?

— Ja vel, Kristen Povlsen!

— Ja saamænd! Kvinden er ellers i V. Siden den mindste blev vænt fra, saa skal hun immer til den By, over det, hun er bleven saa igaaet med den Præsteenke.

— Jeg syntes, De sagde, at De nok skulde vise hende, at De var Højremand i Ægteskabet.

— Det skal jeg nok ogsaa, naar Tiden kommer . . Men . . se … at … ad …

— Hvad?

— Itte Noget, Vismann, itte Noget! … Æ .…. og … aadde …. Hør, Vismann! tror De, Kvinden kan komme Noget til der oppe paa Apotheket? De’ maa De jo vide, for der stod De jo i Lære.

— Hvad skulde jeg vide om det?

— Nej, det forstaar sig. Men, naar De ikke véd Noget om det, hvor skulde jeg saa vide Noget om det, Vismann?

— Det er jo noget Sludder, Kristen Povlsen.

— Det siger jeg ikke Noget imod. Men V. er lige godt bleven en led By i den sidste Tid. Der er to rigtige Rottekatte i den By. Kjender De ikke nok ham, Kaptejnen . . hedder han ikke Friksen? Det skal vel være Fredriksen, kan jeg tænke.

Gamle Minder, som Vismann troede, at han var ude over, fik ham gjort lidt nervøs. Han var lige ved at sige: Den Æsel kjender jeg nok, men han beherskede sig til at sige:

— Jo — o — o, saa løselig.

— Ja . . Men se, han har rendt efter Kvinden i Mørke paa Gaderne. Jeg skal dog se at naa ham med en tjæret Piskesnært af den gamle Sort.

— Det kan han have godt af.

— Det mener jeg med . . Men saa er der den anden Rottekat. Jeg nævner ingen, for man skal ikke sige mere, end man kan bevise for Retten. … Sig mig … æ … ædh! … Vismann! Ham, Deres ny Medkollega … ham Bolbjerg … Provisoren …?

— Hvad han?

— Tror De, han har noget imod at hjælpe et Bundefruentimmer op paa en Vogn og «nive» hende i Benene, mens hun kravler op ad Trappetrinet?

— Hvor skulde jeg vide det fra?

— Nej, det kan De jo ikke godt vide, hvis De ikke kjender ham. Men se … ad … inden han faar Kap’lanens Enke, saa kan han jo sagtens for Morskabs Skyld forsøge sig i Vidtløftigheder.

Vismann rev et Ark Makulatur i Stykker.

— Ja, det er ogsaa ærkerligt at tænke sig, sagde Kristen Povlsen aabenhart sympathiserende med Vismanns Gestus.

— De har vel Raad til en Red, Vismann! naar jeg kjøber en hel Kasse Segarer til det fine Propretærgilde. … Kjøber Ulkebøl hos Dem? … Naa, sommetidens. Hvad giver han for Kassen?

— Nu skal jeg se … 12 Kroner.

— Der var dog en myrderlig Pris. … Naar det skal lignes paa Hartkornet, saa maa jeg jo tage en til fem. Ja, det kan nu være det Samme, naar jeg ellers holder dem til fire. Ok … ja (Kristen Povlsen nippede til det Glas «Kirsebær-Madera», Vismann havde skjænket for ham). Det maa ellers være haardt for den gamle Apotheker, at han nu skal føde Sønnedatteren med. Hun er da ung nok til at gifte sig igjen.

Vismann klemte sine Hænder mod hinanden, saa det knagede i Knoerne. Da det var gjort, sagde han til sig selv, at nu var han aldeles rolig, og sagde højt til Kristen Povlsen:

— Aa, han har jo Raad til det.

— Nej, de siger s’gu Nej.

Vismann havde nok havt sine Betænkeligheder, da han havde hørt om Fabrikprojektet. Nu kunde han ikke tvinge sig Ro til. Hidsig raabte han:

— Hvem siger det?

— Det siger alle Folk i V. Det er nok gaact ham galt, siden han har faaet lavet den Fabrik, den, der skal lave hans Mixturer … og de siger, at det er billigere at faa dem enten fra Kjøbenhavn eller fra det Udenlandske. Det er ellers mærkeligt nok, men det siger de. Men dette herre Stadsekonemi, det er jo en egen Videnskab for en gammel Mand at granske i. De siger s’gu, at han rider paa Vexler i Diskontobanken deroppe i V. … Ja, ja, Vismann! Saa render Deres Dreng jo ned med Varerne hos Jens Hansen … for jeg skal videre. Adjøs, Vismann!

Den Forestilling, at det gamle Apothek var bygget paa en Klippe, at de der i Aarhundreder sankede Kapitaler var en uudteømmelig Guldgrube … eller som Smaafolk i Byen sagde i hans Barndom: «Apothekeren har Penge i Skjæppevis» … havde en saa fast Rod i Vismann, at Betænkelighederne ikke havde kunnet rokke den.

— Aa, det er Synd, det er stor Synd! sagde han højt, da han var bleven ene … Paa Søndag maa jeg til V. … Jeg har rigtignok lovet mig selv, at … Men Fruen vil jeg ikke se … Jeg vil heller ikke se den Gamle … eller den Slubbert til Provisor … men jeg vil høre mig for … Uden den gamle Kancelliraad var jeg dog vist bleven en Fattighusdreng.



  1. Sjællandsk: fortrolig.