Det gamle Apothek/22
XII.
Trods den mildere Aarstid havde Fanny ikke synderlig søgt Kapellanboligens Have. Denne unge Plantning med tyndt og utæt Løvværk, holdningsløst svajende Stammer, Lysthuset, hvor Slyngplanterne ikke i nogen Maade evnede at dække de uhøvlede Fyrretremmer, hvad var det mod Barndomshavens svulmende Løv, saftige Plæner, brogede Flora? Hun vilde ikke længes til det gamle Apothek, vilde nødig tænke paa det, thi Tanken om det vakte altid et Nag i hendes Sjæl.
I Dag vilde hun ned i sin cgen Have. Vejret havde klaret op efter Middag. Regndraaberne hang højt, tungt og blinkende i den nystændte Sol; den ellers tørre Plæne drak tørstig Væden. Jo, Fanny vilde læse i Lysthuset i Husmurens Læ og Skygge; hun vilde læse videre i Swinburnes dejlige «Sangé før Solopgang», gjennemtænke og gjennemføle den Text, der faldt hendes ufuldkomne Kundskab til Engelsk saa svær. Hun havde begyndt at erfare Glæden ved at «studere», Fryden over Forstaaelsens pludselig og prægtig fremstraalende Lys, Lønnen for lang Vandring i Misforstaaelsens Mørke eller Halvforstaaelsens Dæmring.
Saa satte hun sig da i Lysthuset. Men hun blev lidt forulempet ved det skarpe Gjenskin af den hvide Mur lige foran. Paa den anden Side Haven laa en Kjørevej; hinsides den en Bondegaard. Stuehuset vendte ud til Vejen med sine uregelmæssig anbragte lave smaarudede Vinduer, fulde af Pelargonier, Geranier og Hortensiaer. Ud til Vejen laa den smalle Del af Bondegaardens Have: en Græsplet med mange enkelte Roser. Den større og bredere Del strakte sig bagom, langs Udhusene til begge Sider.
Skyggen af dirrende Blade og faste Tremmer prentede dansende Prikker og Striber, begge Slags lige forstyrrende, imd i den elegante engelske Bogs Text. Stedet var aabenbart alt Andet end heldig valgt til Læsning og Overvejelser af det Læste. Nej, Fanny vilde ned under Hybenbusken lige ud mod Vejen og vende Ryggen til det hvide Stuehus i Bondegaarden.
Saalerne i de udskaarne Saffianssko knitrede sagte mod Gangens skarpe Grus. Ved hvert Skridt lynede Strømpernes Purpur frem under den fine drapfarvede, kniplingsbesatte Lærredsmorgenkjoles nederste Søm. Samtidig hørte hun en langt dumpere Lyd i Haven lige over for: tunge Svup i den vaade Jord.
Om Hjørnet af Længen til venstre for Fanny kom Gaardmandens unge Kone gaaende langsomt. Hun havde et lille Barn paa Armen; hendes venstre blottede Bryst blev suget spidst ud af Patteglutten og skinnede i Solen som en Fontænenymfes Marmorbarm.
En kjøn Kone med et stort Ansigt med lige Profillinier, bred, næsten firkantet Hage, tyndt og glat lyseblondt Haar, der var redt tæt ned over Tindingerne. En rolig resigneret Sikkerhed, en ærlig Meddelelsestrang lyste ud af de milde, men kølige lyseblaa Øjne.
Hun nikkede over til Kapellanens Frue. Fanny havde tidt set hende og et Par Gange vexlet Ord med hende, uden at det var kommet til nogen videre Samtale. Hun havde endog engang været en Smule vred paa hende. En af Fru Fannys Piger havde sagt, at Kristen Povlsens Pige havde sagt, at det var bedre, om Kap’lanens havde en Taar Mælk tilovers for fattige Folk, end at Kap’lanen bissede om og prækede uden for Kirketid og paa Søgnedage. Siden havde Fanny virkelig følt det Kjedsommelige i ikke at have lidt Landvæsen. Det gjorde hendes Hus fremmed for Sognets Fattige, som altid søgte til den gamle Præstegaard og fik Mælk der. Hun havde forsøgt at kjøbe større Partier Mælk i Præstegaarden til Uddeling blandt de Fattige, men hun opdagede, at hun maatte betale 1⁄3 mere, end andre Folk gav. Saa gav hun Kristen Povlsens sin Mælkehandel, og der blev hun, som hendes Pige erklærede, «regedérlig?» behandlet.
Fanny gik lige hen til Havegitret ud mod den smalle Markvej og sagde højt God Dag til Gaardmandskonen. Konen svarede endnu højere: «God Dav’, Frue!» og syntes ogsaa nok at have Lyst til at standse, men i det Samme gav Barnet sig til at vræle. Moderen overdøvede eller lullede dets Skraal ved at synge:
Og det var Jørgen Ni’lens Kat,
han Gaardens Orden trodsed.
var aldrig hjemme nogen Nat,
men rendte om og tossed.
Han ligge lod paa Loens Gulv
en dejlig Kalvelunge
og stak fra den saa svigefuld;
derom jeg nu vil sjunge.
Hun sang ligegyldig hen i Vejret. Det var Synd at sige, at hun tilstræbte komisk Pointering, men Fanny kom til at le højt. Saa nikkede Konen, lo lidt hen til hende og sagde:
— Ja, hvad skal man synge for at faa saadant et lille Kræ til at tie? Man kan lige saa godt sige det ene som det andet, for det forstaar lige meget af det Vrævl.
Hvor mange Smaa har De? spurgte Fanny.
— Det er saamænd den femte, denne her, og der er ikke stort mere end et Aar mellem hver af dem, for jeg har først væ’t gift i syv Aar til Mikkelsdag. Ja saagu’! Det Smaakravl groer op ligesom Græs paa Engen. Han her har væ’t noget simpel, men nu begynder han at faa lidt Fedt paa sig; og de Andre er allesammen skrappe til Føden og trives farlig godt … Ja, De er lykkelig, Frue, hvis De ingen faar, for man kan da ikke saadan se Noget paa Dem.
Fanny bed sig i Læben og sagde:
— Er De da ikke glad over Børnene?
— Jo, naar de først bliver saa store, at de bliver renlige og ellers kan skjønne; men, saalænge man gaar med dem, og saalænge de er saadant noget tosset Kryb, saa har man jo ikke andet end Mas af dem. Ja, saalænge de er saadan, saa ønsker man rigtignok, at den Sidste maatte blive den Sidste, men man har jo ikke Fred længere, end Ens Nabo vil.
Nu maatte Fanny lé, og, da hun lo, lo Konen med og sagde:
— Ja, det er sandt, hvad jeg siger. Nu skal Fruen se, hvor saadan en lille Skruptaase kan suge og bide, ligesom det ku’ være en Igle.
Hun hægtede op for det andet Bryst. Det var dækket af en Forbinding. Den skød Konen til Side. Det gjorde ondt helt igjennem Fanny, da hun saâ den blodig røde, saarede Brystvorte. Konen, som var sat i Gang, blev ved at tale:
— Og saa kan man jo aldrig komme uden for en Dør og kan aldrig bestille Andet end at give Patte. Det er daarligt nok, man kan passe det Indvendige og holde Stuerne pæne. Ja, Fruen kan sagtens være pæn og se ud som et pillet Æg fra Morgenstunden af. En anden En maa gaa i Slæber og kan daarlig nok faa Tid til at faa sig vasket og redt. Men det kan jo hænde sig, at Fruen kjeder sig, for Præsten er jo saa gal til at rende omkring og præke for gamle Folk hjemme. Ja, den Ene har for meget af det Ene, og den Anden for meget af det Andet.
— Hvad mener De med det?
— Jo, naar vi ikke pløjer, saâr, river Hø eller høster, saa sidder Manden altid hjemme og hænger, og saa er han tvær og gider knap tale. Det kan ærkre en anden En, som altid har noget i Hænderne, at se saadant et gammelt Mandfolk sidde og gabe baade om Dagen og om Aftenen, og saa skal der endda brændes Lys til. Og nogen rigtig Magt kan man jo ikke faa over saadan en gammel En, som snart er tredive Aar ældre end En selv. Ellers gjør han mig ikke Noget, og Brændevin smager han næsten aldrig, og det er allerede meget for en Bundemand paa hans Alder . . Ti nu stille, du Haletaase, mens jeg snakker med Fruen . . ellers maa jeg synge den om Jørgen Ni’lens Kat igjen .…. Nej, det var Synd, om jeg ellers klagede paa Kristen Povlsen; de fleste er meget værre end som han.
— Holdt De ikke af ham, da De giftede Dem med ham?
— Pøh! . . Jeg havde saamænd ikke Noget mod ham for den Sags Skyld, og Jorden til Gaarden er jo god paa de Par Tønder sur Mosejord nær.
Inden Fanny kom til Orde, talte Konen videre:
— Ja i Deres Stilling, Frue, kan man jo gifte sig af bare Kjærlighed. Naa, siden disse herre Højskoler er komne op, saa er der jo de Karle og Piger, som er blevne oplærte der; de gifter sig jo for det meste ogsaa af bare Kjærlighed; men der er nu da ellers Ole Hansens Datter Mette Marie ovre i Tokkerup, hun giftede sig med Jakob Persens Søn fra Grædsted, og de gik jo og kyssedes ligesom Kjærestefolk fra Kjøbstaden. Jeg tænker, de havde lært det og andre fine Manerer paa Tokkerup Højskole; men hvad blev det saa til? Nu siger de jo, at Manden Peter holder mer af at kysse Pigerne paa Gaden end Mette Marie hjemme paa Gaarden. Og det er dog den største Ærkrelse, der kan overgaa en gift Kone, kan jeg tro.
— Naa, saa er De altsaa lykkelig og glad? sagde Fanny, saâ stift paa hende og kvalte et Suk.
— Ja—a — saagu’. De Fleste har det jo meget værre, end jeg har det. Og det kan jo ikke hjælpe, at man vil lave Tingene, som man selv vil have dem; man maa lave sig til, som … ja . . som Tingene i det Hele vil have det. Ja, det er nu ikke let at sige Noget om Tingene i det Hele, naar man ikke er oplært til det. Men, naar man har, hvad der skal til i Huset, og Børnene er nogenlunde sunde og raske, og man hverken har Slagsmaal eller Spektakel i Huset … ja, Frue, saa tror jeg, det er Synd af Menneskene at forlange mere.
— De har aldrig . . saadan … aldrig . . ja . . De har ingen Ønsker.
Fanny havde nær sagt Længsler, men havde Smag nok til at finde Ordet latterligt i Situationen.
— Jo, men hvad kan det hjælpe? Ønsk i den ene Haand og spyt i den anden, og se, i hvad for en Haand du faar mest, er der jo et Ord, som siger.
— Ønsker De ikke den til Mand, som De har været forelsket i?
Fruen sagde disse Ord med det dumme, huldsalige Smil, som dannede Mennesker, uvante til at tale med Almuesfolk, saa ofte anvende for at vinde dem.
— Ham? Pyh! Ja, da jeg var en tosset Tøs paa en atten nitten Aar. Nu vilde jeg hverken eje eller have ham. Nu er han Værtshusmand i Skjelskjør, og Krokone, det er da det Sidste, jeg vilde være. Nej, men for Plasérs Skyld kan jeg gjerne fortælle Dem, hvad jeg ønskede forgangen Aften. Jeg kom fra Slagterens herovre og gik lige forbi Deres Vinduer paa Landevejen. Og jeg var myrderlig ærkerlig over det, at Slagterens Madame sagde, at mine Børn var meget mere utuskeagtige end hendes. Saadan noget Grisetøj, som render med Hælene ud af Strømperne og Tæerne ud af Tøflerne! Saa sad De vist alene, lille Frue, for der var ingen Lys, kunde jeg se, og jeg vidste, at Præsten var borte, og De sad og spillede paa Deres Klaver. Aa, det led rigtig saa pænt! Og saa gav jeg mig saamænd til at græde, og saadan blev jeg af med al min Arrigskab. Og saa ønskede jeg, at jeg bare var oplært til saadant noget Spilleri, for, naar man kunde klemme saadanne Toner ud, saa klemte man med det Samme alt det Onde og Gale ud, som er i En til sine Tider … Hille den! Nu sla’r den halv tolv paa Kirken. Jeg maa nok ind at passe Maden!
Fanny rakte hende sin Haand. Den blev borte i Bondekonens gulbrune, tørre, men kjønt formede store Haand. Da hun satte sig i Bevægelse, skreg Barnet; Moderen sang Verset om Katten, og nu opdagede Fanny kjønne og fyldige Alttoner i hendes Røst. Høj og kraftig skred hun over Haven, traadte tungt og sikkert; fra Nakken stod to Buske Haar sølvtindrende ud i Luften. Hun vuggede lidt i de kraftige Hofter, som Midiens Linier svang let over i; de stærke Skulderblade bævede under Kjolen. Fanny mindedes, hvad hun havde læst i sin Tid med Adjunkt Kronmann i Homer om Gudinderne, at de vare større end de dedelige Kvinder.
Ja, lærdere eller «intelligentere» end Kristen Povlsens Kone var vel Athene, mente Fru Fanny. «Skjønt Gud véd det», tænkte hun strax, efterat den første Formodning var falden hende ind.
Fru Fanny følte sig myg og nedslaaet. Havde denne Gaardmandskone med sin halv vemodige, halv humoristiske Resignation ikke et sandere og sundere Stade i Livet end Forfatteren til den Bog, hun holdt i Haanden — han, den underlige Algernon Swinburne? Havde den genfiske Plebejer Rousseau, som dog stadig henvendte sig til den kultiverede Verden, fortvivlende over den, foragtende den, havde han Ret, naar han paastod, at man blev ulykkeligere, jo mere Ens Tanke skærpedes, jo mere Ens Følelse forfinedes? Skyldtes ikke disse Fornemmelser af skuffede Haab, alle disse utilfredsstillede Længsler, Præstefruen pintes af, hendes Lyst til at hæve sig over Livet paa Vinger, som Naturen nu engang havde nægtet Menneskene? Var det ikke rigtigt at blive saa nær ved Jorden, at man stadig aandede dens Mulds sure, tunge Lugt og følte, at man ligesom Planten, Dyret — ja ligesom Kristen .Povlsens Kone — var samme Jordbunds Livegne?
O, hvorfor var hun bleven udreven af sin lykkelige Tro paa, at denne Verden var indrettet paa det bedste? «Bedstes», Apothekets Verden!
Hun havde faaet sit første Stød i Indsidderstuen hos Konen med Kopperne. Da saâ hun en gabende Kløft af Uretfærdighed.
Ja …. maaske havde hun ikke faaet det Stød, hvis hun havde været fuldt lykkelig og kunnet glemme Alt i en fuldaaben, hendes hele Trang rummende Favn.
Hun havde saa læst og læst. Hun var paa en Maade stolt af sin aandelige Væxt. Men hver Tomme i hendes Aandsvæxt havde kostet hende Smerter. Hun vidste ikke, hvilke Veer det kostede at føde et Barn til Verden; hun vidste kun, at alvorlige Tanker fødtes med Smerte.
Og det var dog Lapperi alligevel. Hun levede jo som ellers, kunde ikke døje Mælkemad og Flæsk, vilde spise som paa Apotheket, trak Penge fra sin Bedstefader, befandt sig bedst, naar hun følte Fløjlet paa sin Chaiselongues Betræk kjærtegne hendes Kinder og Øren.
Hun var bleven vred paa Alt .…. hun holdt Swinburne i Haanden . . denne fint udviklede aandelige Aristokrat, der taler som Prædikeren i det gamle Testamente, naar han raaber til Guderne:
Because thou are cruel and men are piteous
And our hands labour and thine hand scattereth;
Lo, with hearts rent and knees made tremolous,
Lo, with ephemeral lips and casual breath,
At least we wittness of thee ere we die
That these things are not otherwise, but thus;
That each man in his heart sigheth, and saith,
That all men even as I,
All we are against thee, against thee, O God most high[1].
Ja vel, ja vel! Apotheket ragede jo op over Byen; Fanny maatte være adskillige Hestehoveder forud for Byens andre unge Piger i Dannelse, i Bevidsthed … i … i Toiletter … Ja, saadan en diskret Morgendragt med Kniplinger af den Farve! … Fanny stampede i Jorden, da hun greb sine Tanker i dette lavt dalende Fald. Uh! Man gjør Oprør mod Guderne og tænker paa graat Lærred og graa Kniplinger! Man ser en Elendighed som i den koppebefængte Indsidderstue; man ræddes, man forarges paa Samfundet. Hvad gjør man saa? En, man har foragtet, En, man betragter som en aandelig Undermaaler … han arbejder dog, selv om hans Arbejde er, som det er, unyttigt, hen i Vejret!
Fru Fanny klemte sine foldede Hænder mod Brystet, efterat have kastet Swinburnes Bog haardt hen ad Havebænken … Nej, op til Renan! Han klappede dog Læseren, alt mens han lempelig listede Jorden bort under hans Fødder …. Nej, nej … han vilde ikke smage paa Noget nu. Fruen gad nu ikke have søde Sager og følte, at hun ikke kunde taale stærke.
Hun satte sig paa en Bænk, holdt Hænderne for sine Øjne. Det var, som en vældig Masse ramlede sammen om hende, tungt, som om Splinter af den fra et langt Fald oppe fra Stjernerne slog haardt mod hendes Isse og Skuldre. Hun vilde være Martyr, vente paa større og tungere Vragstumper, som kunde knuse hende. Men man bliver ikke Martyr, fordi man vil!
.… Pst! Pst! En Vogn rumlede! Skinnerne peb i Vejens Grus. Piskeknald og Stemmer! Hvem kunde det være, som kom kjørende ude paa Vejgaden?
Det var lette, korte Hovslag, ledsagede af Hjulkarmens Klirren paa den vendende Vogn.
Hun mærkede Duften fra det gamle Apothek fylde Luften omkring hende. Den berusede hende, bragte hende til at glemme Alt, hvad hun i lange Tider havde tænkt og lidt. Barndomshjemmets Minder kom kjørende i Triumftog i Kancelliraad Prammans Landauer. Som, mens hun endnu var en lille Pige, raabte hun «Bedste!» med en kvidrende Fuglerøst, sprang igjennem Værelserne ud paa Vejen og saâ den gamle Apotheker arbejde sig baglængs ud ad Vogndøren. Saa fulgte Fru Kamp efter forlængs med sit ungdommelige velvillige Smil med Silkekaabens blaasorte Farve changerende i Solen … endelig en vældig Knevelsbart paa et blaseret, blegt Ansigt. Fanny havde største Møje med at dæmpe et Skrig, thi en Kuldegysning rislede igjennem hende; hun mærkede sine Knæ dirre. Hun styrtede sig vildt om sin Bedstefaders Hals, blev hængende, saa hun nær havde tynget den gamle Mand ned, hørte knap, at Fru Kamp ytrede, at det var sødt at se, mens hun saâ Kaptejn Fricks sorte Silkehat beskrive en Bue ud i Luften,
— Uh, puh . . Du tager Vejret fra mig, sødeste Fanny! stønnede Apothekeren.
— Er Pastor Brinckmann hjemme? spurgte Kaptejn Frick Tjenestepigen, som kom ud for at bære Rejsetøjet ind. Inden hun fik svaret, sagde Fanny højt og stærkt:
— Nej, han er ikke.
— Véd Du, søde Fanny, at Kaptejnen er aldeles indtaget i din Mands religiøse . . ja, han kalder det nu ideale Begejstring? sagde Fru Kamp.
Fanny svarede Intet, men trak ganske lidt paa Smilebaandet. Hun sagde, henvendt til Fru Kamp: — Jeg véd ikke, naar Brinckmann kommer hjem.
Kancelliraad Pramman var allerede inde i Forstuen; Fru Kamp havde Foden paa det øverste Trin af Stentrappen, Fanny paa det nederste; Kaptejnen havde holdt sig ubevægelig paa Vejen.
Han saâ kun flygtig op paa Fanny, mens hun betragtede ham ufravendt et halvt Minut med et næsten overgivent Blik. Hun havde energisk boret ned i sit Sind og tvunget Mod og Trods til at sprudle frem gjennem Øjet og i enkelte Ord. Skulde hun have ført sammenhængende Tale, vilde Straalen være knækket.
— Hvor bliver De af, Fa’r Krigsmand? raabte Apothekeren, mens han inde i den rummelige Entreé ved Pigens Hjælp arbejdede sin Rejsekavajs Ærmer af sig.
— Tak . . jeg har nogle Ærinder at besørge, lød Kaptejnens Røst med den alvorsfulde Embedsklang, hvori han altid udtalte et Afslag paa en Indbydelse eller noget Lignende.
— Er De besat, Mand? Hvilke Ærinder kan De have her i Landsbyen? — Kom med ind og lad os læske os efter Rejsen!
Men Kaptejn Frick var uden for Hørevidde, havde omgaaet Stuelængen, truffet en Pige og spurgt hende, hvor Pastor Brinckmann var gaaet hen ad. Han var gaaet ad Brøndslev til; den Vej der. Kaptejnen tog sit Kort op af Lommen, mønstrede Terrænet og begav sig paa Vej. Fuldt tilfreds med Situationen var han just ikke. Vistnok var han ikke falden ud af den Rolle, han havde indøvet sig i: at vejre den unge Præstefrue ud af Tilværelsen, naar han saâ hende; men han havde haabet, at hun havde bejlet til hans Gunst, saa at hans Rolle var bleven mere effektfuld i hans egne og hendes Øjne.
— Ja, saa faar hun haardere Konfekt end nu, bestemte Kaptejn Frick, mens han med det udfoldede Kort foran sig konstaterede sin egen Dygtighed som Topograf.
Ikke uden rigtig Sporsans havde han beregnet, at Fanny ikke var glad i sit Ægteskab. Men hans Evne til at faa Færten af en Situation, hans Skarpsyn og Lydhørhed for smaa Bevægelser hemmedes stadig ved hans totale Mangel paa Selvkritik. Det faldt ham ikke ind, at han havde arbejdet den Selvløgn ind i sig, at han interesserede sig for Sofus Brinckmanns Livsgjerning, og at hans Bevæggrund til at begejstres for Kapellanens Sjælesorg kun var et Vanskud af Forbitrelsen mod hans Frue. Hvor var hans Samvittighed ren! Hvor følte han sig fuldstændig ædel og hævet over al Smaalighed! Han præsenterede for sig selv sin ædle Anerkjendelse af Brinckmanns «Idealitet», og anerkjendte denne Anerkjendelse.
- ↑ Fordi Du er grum, og Menneskene ere barmhjertige, fordi vore Hænder slide, og din Haand splitter, se, derfor vil vi med brudte Hjerter og skjælvende Knæ, med døgnblomstrende Læber og op- og nedgaaende Aandedræt, ja derfor ville vi dog i hvert Fald vidne om Dig, for vi dø, at disse Ting ikke ere anderledes, men saaledes, at hvert Menneske sukker i sit Hjerte og siger, at alle Mennesker som jeg, alle er vi imod Dig. Du højeste Gud!