C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu/5 260-277

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


XXI.


Kancelliraad Pramman sad ved Frokostbordet med Fru Kamp en Formiddag i Forsommeren. Frokosten var efter gammel Skik anrettet i Havestuen trods det, at Sommeren dette Aar havde meldt sig med Kulde, Slud og Blæst. Roserne uden for havde maattet vove sig frem, men de hang med Hovederne, forfrosne og forpjuskede som Baldamer efter et landligt Bal, naar Morgendæmringen belyser dem paa Vejen til de ventende Vogne over den sølede Gaardsplads. Som om det kunde være i Oktober, hang Regndraaber tungt paa Buskenes Blade, indtil de langsomt drev ned ad Stilkene, modstræbende det uundgaaelige Fald. I enkelte korte Mellemrum fik Solen skubbet sig frem mellem de drivende langfrynsede Skyer, satte et grelt Grin op imod dem; Blade og Blomster lo lige saa arrig fortvivlet; men det Graa fik snart den døsige Tværhed bragt tilveje; alle Farver daanede hen, alle Glanslys sluktes.

Frokostbordet duftede godt nok. Trøflerne i Koteletternes Sauce tog fordringsfuldt Luven fra de andre Spisevarers Duft. Den gamle Kancelliraad var i den sidste Tid bleven mere og mere kræsen, mere og mere fordringsfuld, hvad Madens Kvalitet angaar, i tilsvarende Forhold til hans Appetits Aftagen. Aldrig nogensinde havde Fru Kamp maattet anvende saa mange Konserver af alle mulige Slags for at nøde solidere Ting ned i den gamle Husherre. Men hans Fortæring af Portvin om Formiddagen tiltog, og med nogen Ængstelse saâ Fru Kamp ham stundum tømme en fire fem Glas.

Siden Fanny var borte, havde han ingen anden Gjenstand for den bløde og kjælevorne Ømhed, som boede i ham, end sig selv. Med Fanny var Ungdom og Skjønhed, Duft og Farve forsvundne fra det gamle Apothek. Forstummede var de unge Pigestemmer, de, der om Sommeren kvidrede omkap med Fuglene gjennem Havens Tykninger. Om Vinteren stod de høje, sparsomt belyste Stuer med deres tykke, mørke Gardiner tomme og triste uden den brogede Forgrund af Kvindetoiletter, uden Klaverets opmuntrende Røst, uden Dansetrinenes dæmpede Lyd mod Brysselertæpperne — Elverpigernes lette Dans over Engbunden.

Apothekeren fôr let sammen, da han i Dag paa Slaget elleve traadte ind i sin Havestue. Fugtigheden slog mod ham fra Haven derude som fra Væggene derinde. Fru Kamps tjenstlig smilende, endnu kjønne Ansigt syntes ham lige saa koldt som det hvide Sollys, der i dette Øjeblik anstrængte sig for at bøje sig frem i det Graa.

— Bliver det Vejr ved, vil jeg have lagt i Kakkelovnen og spise Frokost i Spisestuen, sagde han, mens han med Gaffelen pirrede ved et Stykke Trøffel paa sin Tallerken.

— Men, kjære Pramman, tag dog et ordentligt Stykke Kotelet! Den en ristet . . jeg tror nok, den er saadan, som Du vil have den, sagde Fru Kamp.

Apothekeren svarede ikke. Han knappede sin Morgenfrakke, skuttede sig, skjænkede sig et stort Glas Portvin og slugte det i en Mundfuld.

— Er Koteletterne ikke gode? spurgte Fru Kamp.

Hidtil havde Apothekeren altid besvaret lignende Spørgsmaal om Retterne fra Fru Kamps Side med et hurtigt: Jo, Gud bevares! men i Dag kunde han ikke beherske sin Misfornøjelse og sagde mut:

— De er brankede.

Da han hørte sine egne Ord, gjorde det ham ondt, og han vilde have gjort en venlig Tilbagekaldelse af dem og Undskyldning for det gnavne Lune, hvis Fru Kamp ikke havde sat et Ansigt op, surere end Vejrets. Da han saâ det Ansigt, fortrød han ikke sin Ytring, og, da han vidste, at hun ikke kunde lide, at han drak saa meget Portvin, skjænkede han sig et trodsig- bredfuldt Glas endnu og sugede Topmaalet af. Men længe kunde han ikke taale at være vred eller ondskabsfuld, og, da han saâ Fru Kamp svøbe sig tæt sammen og se stille fortvivlet ud, spurgte han venlig:

— Fryser Du, lille Agathe?

Hun trak Læberne sammen med bævende Mundvige, rystede paa Hovedet med et bittert Smil.

— Jo vist fryser Du, gjentog han.

— Naa . . og om saa var, kjære Pramman? Som om jeg ikke var vant til det hele Vinteren igjennem.

Nu brast Apothekerens Selvbeherskelses lette Brynje med Klang. Han blev hidsig:

— Agathe! sagde han; jeg har tilbudt Dig at vælge, hvilket Værelse Du ønsker i Husets to Etager; jeg vil opgive Dagligstuen og den store Stue paa første Sal, jeg vil overlade Dig mit eget Sovekammer; er én Kakkelovn ikke nok, kan Du faa to, er det ikke nok med dem, kan Du faa tre, men Fannys Værelse faar Du aldrig; saa længe jeg lever. Sat sapienti.

Han satte Vinglasset mod Bordet, saa haardt, at Stilken brast. Den mørkerøde Vin strømmede ud over Dugen som et Blodvidnesbyrd om, at Husherren talte Alvor.

Hidtil havde han bestandig undgaaet Fru Kamps indirekte Anmodninger om at flytte ind i Fannys Værelse.

Den gamle Mand havde fredet om det som sit Hus’s Helligdom, med en overtroisk, katholsk Ærefrygt. Han gjemte selv Nøglen til det, afgav den kun, naar der skulde gjøres rent i Værelset, og, skjønt han ellers fyede Værelser, hvor den Akt foregik, som Pesten, trippede han om i Fannys Stue for at kontrolere, at hver Ting kom paa sin Plads. De Nipsgjenstande, hun havde taget med til sit nye Hjem, havde han erstattet med tilsvarende; han var nu helt glad ved, at hun ikke havde forlangt et eneste af Møblerne med sig ud paa Landet. Værelset stod omtrent, som hun havde forladt det: over Sengen laa det broderede Tæppe skinnende i jomfruelig Hvidhed. Chaiselonguen med det grønne, nu lidt falmede Fløjel syntes Bedstefaderen bevarede endnu et let Hautrelief af det slanke Legeme. Han saâ aldrig sig selv i det store Psykespejl. Det var, som om han frygtede for at bortjage hendes Billede, som om Spejlet bevarede det endnu. Hver Dag listede han sig fiere Gange derop, bestænkede Gulvtæppet med de Parfumer, han vidste, Fanny havde holdt af. Mange Gange kyssede han med Taarer i Øjnene Sengens Hovedgærde og kjærtegnede de smaa broncefarvede Silkesko, hun havde efterladt, som var det smaa Kattekillinger. I det Værelse rummedes hans Poesi, hans Religion. Dér blev Kancelliraad Pramman Romantiker.

Fru Kamps aarvaagne Øje havde kontroleret Kancelliraad Prammans hyppige Valfarter op paa første Sal og deres Maal. Hun kunde ikke gjøre sig Rede, hvorfor hun var vred eller skinsyg derover, men lige fra den Dag, hun opdagede dem, klagede hun over, at hendes Værelse var koldt, og paastod, at det eneste lune Værelse paa første Sal var Fannys forrige Værelse. Kancelliraad Pramman havde ladt, som om han ikke havde forstaact det, men nu, paa den stygge, kolde, fugtige Sommerdag, busede det ud af ham.

Strax efter at han havde væltet Vinglasset. opdagede han, hvor Fru Kamps Ansigt overskyedes netop samtidig med Himlens udenfor. Han vilde ikke se paa nogen af Delene, han var bange for, at hans gnavne Hidsighed skulde helt tage Magten fra ham. Der var intet Andet at gjøre for Værdighedens Opretholdelse end en alvorsmandig Sortie, og den foretog Kancelliraad Pramman, efterladende sin Kaffe til Køling og sin Husbestyrerinde til hendes Betragtninger.

Den gamle Apotheker havde mere at tænke paa, end han kunde bære. I mange Aar havde hans Forretning fungeret mekanisk. Uden personligt Arbejde fra hans Side, uden vidtløftig Regnskabskontrol vare Pengene strømmede ind til ham. Men han havde i de sidste Aar mærket, at Kildeaaren langsomt fortyndedes. Et nyt Landapothek havde taget en Del af hans gamle Opland; en Materialist havde nedsat sig i Byen. Kancelliraad Pramman havde anset det for langt under sin Værdighed at lade, som om han ænsede denne Konkurrence, end sige at lempe sig efter den og sælge sine Haandkjøbsvarer billigere. Derimod tilstod han for sig selv, at han savnede Vismann. Han følte, at han havde Noget at gjøre godt over for denne unge Mand. Han havde fulgt hans Spor. Han vidste, at han havde etableret en lille Materialhandel i en anden Kjøbstad, at han sad smaat i det. Han havde besluttet at hjælpe ham. Men det var bestandig blevet ved Beslutningen, thi hans Penge havde faaet nye Veje at vandre ad foruden den til det Brinckmannske Hus’s Førelse.

Da Kancelliraad Pramman havde mistet Vismann, mærkede han snart, at hans Provisor Apothekets halvfjerdsindstyveaarige Inventarium, ikke kunde udrette Noget. Han afsatte ham ikke, han gav ham den samme Løn, han altid havde oppebaaret, men tog en yngre Farmacevt, der tidligere havde havt Ansættelse ved en Fabrik af Kemikalier, til Bestyrer. Den gamle fik Lov til at gaa og pusle og nysle om, lade, som om han havde Noget at sige, men Ingen brød sig om, hvad han sagde. En skjøn Dag døde han, Kancelliraaden græd, men glemte ham snart.

Den nye Provisor var en trediveaarig rask Mand. Da Kancelliraad Pramman havde modtaget ham med venlig Værdighed og sagt: — Vær overbevist om, Hr. Bolberg, at, om jeg ogsaa er over halvfjerds, saa er jeg Fremskridtsmand baade paa det almindelige og paa min Specialitets Omraade; den Dag, jeg føler Tiden løbe fra mig, ønsker jeg, at jeg maa dø — da troede Cand. pharm. Bolberg at have fundet Nøglen til sin Principal.

Ved den første Regnskabsaflæggelse, sagde Kancelliraaden dølgende sin Ængstelse under en spøgende Form:

— Det gaar tilbage, Hakon!

Bolberg sagde:

— Det vil blive værre endnu med Kjøbstadsapothekerne. Om en Snes Aar vil man kunne kjøbe dem for en Slik, hvis Privilegierne endnu er til, ellers …. ja, saa er de slet ikke til … ogsaa …

— Aa aa!

— Ja, ja, Hr. Kancelliraad! Jeg ønsker Dem et langt Liv, — men …

— Nej, saa er jeg, Skam, død, gode Ven! Men for min Datterdatters Skyld vilde jeg jo nok aflevere Boet i uformindsket Stand. Saa maa jeg vel hellere sælge. Men . . det gamle Hus . . det kan jeg ikke flytte ud af.

— Kancelliraaden kan saamænd endnu forøge Deres Bo, maaske triplere det.

— Saa—aa? Hvordan det?

— F. Ex. ved at oprette en Materialhandel i stor Stil, ikke saadan en Fedtebutik som Salomensens nede paa St. Jørgensgade.

— Tak! Jeg har ikke i Sinde at blive Urtekræmmer, sagde Kancelliraaden og slog med Haanden.

Bolberg trak paa Skuldrene og sagde:

— Kancelliraaden er jo Fremskridtsmand.

— Ja, jeg staar paa det virkelige Fremskridts Side. Men Fedteforretninger giver jeg mig ikke af med.

— Men, Hr. Kancelliraad, en Kemikaliefabrik.

— Død og Pine, Mand! Men der skal store Kapitaler til, meget store Kapitaler.

— Kun en lille, men sikker, kontant Kapital. Har Kancelliraaden synderlig Indtægt af de fire og tyve Tønder Land, De ejer udenfor Vestergades Port? Men der er Byggegrund. Aaen løber igjennem Marken, der er altsaa ogsaa Vandkraft. Her er kun faa Fabriker af den Art i Landet.

— Død og Pine! Ja, Død og Pine! Men jeg er for gammel, Bolberg!

— Kancelliraaden ser tyve Aar yngre ud, end De er. Tænk, hvilket Opsving for Byen! Hvilken Mængde Arbejdere vil ikke faa Brød ved den Fabrik! Og det er dog det store Nutidspørgsmaal at skaffe Arbejde tilveje efter en kolossal Maalestok.

Kancelliraaden drejede og vendte Planen i adskillige Dage paa alle Leder og Kanter. Minder fra Avislæsning, fra Kaptejn Fricks højmælte Ord om, at Arbejderspørgsmaalet om føje Tid vilde frembringe en Revolution lige saa mægtig som de geologiske Katastrofer i Urtiden, Minder om Ord, som den gamle Apotheker havde hørt ved Kaffen efter rigelig Vindrikning til Middag, satte ham i Stemning. Han fik Lyst til at tage Haand i Hanke for at løse et kolossalt Spørgsmaal. Mod denne Lyrik reagerede Tanken om hans Alder, om den store Risiko, hans Magelighed, Følelsen af, at han egentlig havde det saa godt, at han ikke kunde faa det bedre, og at i værste Fald vilde Syndfloden først komme efter hans Død.

Da han den Aften gik i Seng, følte han dyb Medlidenhed med sig selv, kaldte sig igjen en stakkels gammel Mand. Men efter nogle Dages Overvejelser vandt Ærgjerrigheden Magten. Den gamle Kancelliraad vilde være sin Fødebys Tietgen. Han skulde imponere Spidserne …. Kaptejn Frick med … ja den Aandsaristokrat!

Og der blev gravet og drænet, grundlagt og bygget op ude i Vænget. Bolberg kommanderede og imponerede; Byens Embedsmænd begyndte med at ryste paa Hovedet; Borgerskabet mente, at det aldrig vilde gaa med den Giftfabrik; men med Murenes voxende Højde sank Spot og Tvivl. Værtshusholderne i den yderste Ende af Vestergade var afgjort paa Kancelliraadens Side. De fik Arbejdernes Søgning.

Hin graa og regnfulde Sommerdag efter Frokosten vidste Kancelliraaden ikke noget bedre Middel til at faa sin Stemning løftet end ved at spadsere ud til sit nye Foretagende udenfor, hvad Byen kaldte Vestergades Port, skjønt i Mands Minde aldrig nogen Port havde afsluttet den Gade.

Han saâ sit voxende Værks gule Murstensmure knejse over de lave Byhuse, han saâ Kransen paa den høje Skorsken vaje oppe i Luften om Lynaflederens Spids og sagde til sig selv med Stolthed:

— Følger den gamle Kancelliraaad ikke ret godt med Tiden? Hvad?

Usynlige Stemmer i Luften besvarede Spørgsmaalet efter hans Sind. Han vendte sit Ansigt ind mod «Spidsborgerbyen» og sagde halv højt:

— Der kan I selv se, I Filistre!

Allerede stilledes der Maskiner op inde i Bygningen. En rolig Metalglans i det døde Dagslys flatterede dem ikke, men gjorde et solidt, dulmende Indtryk paa Bygherren. Hele denne Metalorganisme skulde lystre den gamle Kancelliraad, som Ringens og Lampens Aander lystrede Aladdin. Han lo fint, anerkjendte sig selv og tænkte: Gud véd, om mange Fabrikanter kunde finde paa en saadan Lignelse? Jeg tror det s’gu ikke. Men der er saa faa af dem, der er dannede Folk!

Han skraaede over Vænget med det nedtraadte gule Græs og de mange Vandpytter, kom med lidt Besvær ind ad Hoveddøren, som endnu ikke havde nogen Trappe, saâ op mod Tagværkets uendelige Linier af Tømmer, og han talte atter med sig selv:

— Nej, saa høj som Kølnerdomen er Bygningen vel ikke . . men forholdsvis — i Forhold til Byen . . naa da!

Pludselig saâ han et Menneske, som ikke var en Arbejder, staa med Ryggen vendt imod ham … Det var en uniformeret Person …. det var Kaptejn Frick. Ham havde Kancelliraaden ikke set i Aar og Dag; han havde hørt, at han talte ondt om ham og hans i Byen. Trods Fru Kamps Modsigelser følte han, det var sandt. Det havde i sin Tid ærgret ham meget; men han havde glemt det under alt det, der i den sidste Tid var strømmet ind paa ham. Nu brød Ærgrelsen op igjen, da han saâ ham der paa sit Territorium, og han bestemte sig til paa en myndig Maade at vise ham Vintervejen.

— Han er en højt begavet Mand, men en Flab.

Saaledes definerede Kancelliraad Pramman i dette Øjeblik Kaptejn Frick. Med denne Definition i Sindet rømmede han sig myndig. Denne Rømmen skulde forkynde Husets Herskers Tilstedeværelse, ligesom Trompetstødene melde de kongelige Personers Indtrædelse hos Shakespeare.

Kaptejn Frick vendte sig brat om og saâ Kancelliraad Pramman staa heroisk paa en Bjælke med tilbagelænet Hoved og brusende sølverhvide Bakkenbarter. Han gjorde intet Modforsøg i Retning af det Heroiske. Som om der aldrig havde været Noget ivejen mellem ham og Apotheket, som om han ikke i lange Tider havde sét tværs igjennem Kancelliraad Pramman og talt over ham, naar de vare trufne sammen i Selskaber, som om han ikke brat havde vendt sig til en anden Side, naar han i Frastand opdagede, at han og den gamle Herre maatte passere hinanden paa Gaden, gik han lige mod Kancelliraaden, hilste og sagde hurtig:

— Undskyld, Hr. Kancelliraad, om jeg har været saa næsvis uden Deres Tilladelse at kikke ind til det storartede Etablissement, som her forberedes!

Kancelliraad Prammans Dækvaaben blev pludselig slaaede ham ud af Haanden ved dette energiske og flotte Venlighedsudfald fra Kaptejnens Side. Og alt Krigshumør var som revet bort fra den gamle Mand i samme Øjeblik. Det led inden i ham:

— Ja, det er sandt! Hvad har vi to egentlig at være arrige paa hinanden for?

Han havde mange Gange savnet Kaptejnen, hans Historier, hans Filosofering, hans Evne til sammen med ham selv at vurdere en Vins, en Kognaks Kvalitet. Den faldne Ytring frembragte en kildrende Fornemmelse helt nede i hans gamle Ben. Han sagde blot:

— Værs’god, værs’artig! Besé De Alt, hvad De vil!

Kaptejn Frick sendte en flygtig militær Hilsen til Tak for Tilladelsen, lod, som om han tæt vilde omgaa Kancelliraaden og gaa ud af Bygningen — til ikke ringe Skuffelse for Kancelliraad Pramman, som nu, da Isen var brudt, nok vilde have en gemytlig Sejltour sammen med Kaptejnen i de aabne Vande —. Kaptejnen gjorde brat omkring og sagde:

— Det er jo en aldeles glimrende Mand, den Pastor Brinckmann.

— Ja saa gu’, svarede Kancelliraaden smaaleende, men fik strax Smilebaandet strammet, da han paa Kaptejnens Knevelsbart læste dyb Alvor, som naar han i gamle Dage talte om Byron, S. Kierkegaard, de geologiske Perioder eller Andet, som han kaldte storartet. Kaptejnen sagde:

— Ja, vi kjender jo hverandres Anskuelser om kirkelige og religiøse Sager eller rettere om Orthodoxien. Men jeg har Respekt, en Pokkers Respekt, for en Mand, der sætter Noget ind paa Kjærlighedsgjerninger, der besøger Folk med Kopper, Fnat, Kolera, Tyfus og trodser det ordinære Krapyls Grin. Og det har Brinckmann gjort.

— Saa—aa? Trodset det ordinære Krapyls Grin? Hvad for noget Krapyl?

— Gamle dvaske Præster, forædte Gaardmænd, kalkunske Proprietærer. De kan tro, jeg satte den Studepranger Ulkebøl til Vægs forleden. Jeg spillede L’hombre med ham paa Krogerup. Der satte den Karl sig til at raillere over Brinckmann og sagde, han burde bindes som en gal Hund, fordi han bragte Kopper til Byen fra sine Sygebesøg.

— Hm … ja! Hvad sagde De, Kaptejn?

— Nu skal De høre. Jeg sagde til ham: De er altsaa Hedning, Hr. Ulkebøl? Han bandte og tordnede paa, at han var en rettroende Kristen, men derfor behøvede man ikke at være et Svin. Saa sagde jeg: Saa maa Kristus have været et Svin, siden han rørte ved de Spedalske. Saa blev den tykke Grovæder aldeles guddommelig pathetisk og sagde: Hr. Kaptejn, jeg taaler ikke, at De bespotter min Frelser! Men vor Vært, Jægermesteren … den Eneste, det Bæst Ulkebøl har Respekt for, det er jo det blaa Blod og den sorte o.s.v. . . Jægermester Levetzow lo himmelhøjt ad ham og sagde: Indlad Dem ikke paa Theologien, min gode Ulkebøl, hold De Dem til L’hombre og anden verdslig Logik. Da vi skulde kjøre hjem, sagde Ulkebøl til mig ude i Entreen: Vi tales engang ved for Alvor. Og saa lagde han sin Slagternæve paa min Skulder. Jeg svarede: Ja, ryst De mig kun! Jeg har ingen Perler ved Haanden, saa jeg riskerer ikke at tabe dem for Deres Fødder. De er jo bibelfast, Hr. Ulkebøl, De véd altsaa, at man ikke maa misbruge Perler. Han gloede paa mig som en dum Tyrekalv, brummede nogle Eder, steg paa sin Vogn og knaldede afsted …. Hr. Kancelliraad, skal vi tage ud og besøge Brinckmann i Dag?

— Hm — i Dag?

— Ja. Jeg har en Uret at gjøre god imod den Mand. Jeg antog ham for et ordinært Præstefrø, men han er jo en brillant Karl. Han er jo aldeles upopulær hos de Velstaaende i Sognet, faar ingen Tak af de Fattige, og dog giver han Alt bort, hvad han har.

Kancelliraad Pramman var fristet til at sige:

— Ja, det maa jeg s’gu bekjende. Men han modstod Fristelsen.

Jeg tager derud i Dag. Jeg føler altid en stor Beundring for dem, der handler, enten de saa er Muhammedanere, Mormoner eller Kristne. Det er storartet, hvad den Pastor Brinckmann udretter. Overfor saadant Noget maa al Smaalighed, al triviel Pirrelighed bøje sig. Tag med, Kancelliraad, tag med! De gjør en god Gjerning.

Kancelliraaden var allerede bleven snakket ind i Kaptejnens Begejstring. Sagte og ængstelig hviskede vel den skeptiske Tvivl i hans Inderste: Gud véd, om han ikke vil derud for Fannys Skyld? Men Kaptejnens Basuntoner overdøvede hans Kritiks dæmpede Piccolo. Efter nogle svage protesterende Vridninger med Overkroppen sagde den Gamle:

— Gaa med hjem, saa lader jeg spænde for Landaueren!

Hvem der blev glad ved Kaptejnens Indtrædelse i Apotheket, var Fru Kamp. Hun maatte kvæle et Glædesskrig, da hun saâ ham, skjønt hun saa mange Gange havde skjældt ham ud for en væmmelig Libertiner.

Krampagtig trykkede hun hans Haand og udbrød:

— Aa Gud … jeg vidste saa godt, at det Hele kun var en Misforstaaelse.

— Hvilket, Frue? sagde Kaptejnen og saâ paa hende med en ypperlig anlagt, afvisende, forbavset Mine, saa at hendes Udfoldelsestrang blev klemt tilbage som en elastisk Springdukke i sit Futteral.

— Vi tager strax ud til Brinckmann, sagde Kancelliraaden. Du vil vel med, Agathe?

Nu brast endog Fjeren i Springdukken. Den laa slasket sammenfalden paa Futteralets Bund. Fru Kamp var lige ved at græde og sige, at hun paa ingen mulig Maade vilde med. Men saa meldte Pligtfølelsen sig, syntes hun. Hun skyldte dog Fanny at holde Kontrol med den farlige Mand, som nu igjen vilde nærme sig hende.

— Du svarer ikke, Agathe! Vil Du ikke med? spurgte Kancelliraaden igjen.

— Jo, jeg — vil med, Pramman, sagde hun med en ikke fuldt bekæmpet bitter Resignation.

Kjøreturen derud blev hende derimod til en Trøst og Triumf. Kaptejn Frick var Opmærksomheden selv imod hende, lagde Vognens Puder til Rette bag hendes Ryg, samlede Rejsetøjet om hende og holdt et langt Foredrag imod emanciperede Kvinder og for den Poesi og Umiddelbarhed, som man kaldte Kvindens Svaghed, men som i Virkeligheden var hendes umaadelige Styrke. Tabte hun den, vilde al Livets Musik forstumme. Fruen svælgede i hans Aandrighed og lo sammen med ham, da de hørte Kancelliraaden snorke.