C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu/5 183-200

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


XV.

Det var en meget smuk Landsbykirke, en af de ægte sjællandske, som passer saa godt i de grønne Landskaber, ikke saa højtaarnede, at de dominere vigtig, men ragende jævnt op, hyggelig hilsende til en fem sex Kammerater, der alle stod som Herrebrikker paa den flade Egns Skakbræt. Den havde vor hjemlige Gothiks tarvelige Former; den maatte bære den hvide Overkalkning over sine røde Munkesten, men des skarpere tegnede sig dens Trappegavle ud ad til i den høje blaa Dag, desto mere fremhævede de hvide spidsbuede Hvælvinger og Gjordbuer inde i dens Rum Menighedens Medlemmer. Der var faa sorte Kjøbstadsdragter, hvoriblandt Grevens — Kirkeejerens — sorte. Kjole, hvorfra Kommandørkorset struttede som glitrende Vand i en i Skumring gjemt Bæk. Der var mange blaa Vadmelsfrakker paa de ældre Bønder. Deres Hustruers Lin og guldstukne Huebulle spredtes mellem de yngre Mænds Klædestøj og de yngre Kvinders halvmoderne brogede Hatte med Blomster og Pynt.

Pastor Brinckmann holdt sin Tiltrædelsesprædiken. Først havde den gamle Sognepræst, en ærværdig og smuk sølvhaaret Gubbe fungeret foran Alteret i den karmoisinrøde guldbroderede Fløjels Messehagel over den hvide Særk. Han havde havt Kapellan paa tiende Aar og havde ikke siden den Tid forrettet Tjeneste. Hans Fremkomst affødte en højtidelig Stemning, som om en Aand fra Graven var steget frem; den hule, lidt brægende Oldingestemme havde klinget for Menighedens Øren som hendøde Slægters Ekko. Provsten havde «indsat» Kapellanen med prisclig Tørhed og Korthed. Hans Deltagelse i Handlingen var en «pièce de rideau», som Ingen havde givet stor Agt paa. Man havde udhvilet sig under for at samle Opmærksomheden og Andagten paa den nye Præsts Optræden.

Han gjorde stor Lykke. Provsten og Sognepræsten havde skumlet over ham i Sakristiet før Gudstjenestens Begyndelse. Hans, lange helt ned over Pibekraven nedfaldende Nakkehaars Kruser, hans lave moderne hvide Slip med nedfaldende brede Flipper ærgrede Provsten lidt. Sognepræsten havde trukket paa Skuldrene og sagt: Deres Høejærværdighed kan endda være glad over, at han ikke bærer Knevelsbarter … og Grundtvigianer tror jeg ikke, at han er.

Sofus Brinckmann tog sig ogsaa godt ud. Hans merke Øjne glinsede endnu mere end sædvanlig, hans Kinder stod i Purpur mod den hvide Pande og Hage, og det smukke store Krushaar gav ham Lighed med en ung Præst fra Allongeparykkernes Tid. Grevinden havde Lyst til at hviske til sin Mand, at han ikke saâ «udistingueret» ud, men hun gjorde det ikke.

Hans Indledningsbøn var paa Vers:

Jeg axled mit Skind for til Bryllup at gaa,
hver Fold har jeg glattet og jævnet.
O Herre, lad ikke mig udenfor staa,
Jeg gjorde dog alt, hvad jeg evned,
Jeg haver i Vold ej rigere Skrud
end det, jeg beredte saa længe
til Festen hos Kongen, hos Herren, min Gud,
hvor Englene lege paa Strænge!

— Kryptogrundtvigianisme, hviskede Provsten til Sognepræsten.

— Han er altsaa Digter, hviskede Grevinden til Greven.

— Mon han hele Tiden vil lade den gaa paa Vers? hviskede en ung Bondekarl til sin Naboe.

Det Glade, Lyse og Barnlige i hans Stemme gjorde det store Flertal sympathetisk stemt for ham.

— Rævestreger tror jeg for Resten ikke der er ved ham, hviskede en Hestepranger fra Sognet til sin Nabo, en Kommissionær og Landhøker.

Pastor Brinckmann oplæste Texten om Bryllupsklæderne af Matthæusevangeliets 22de Kapitel.

— En lille Smule theatralsk, hviskede Provsten til den gamle Sognepræst. Men denne gav ikke Agt paa det, om han end af pligtskyldig Subordination nikkede med et bifaldende Smil. Den gamle Mynsterianer var oprigtig greben af den korrekte og smagfulde Recitation, om han end savnede lidt god, bred gammeldags Pathos med langt udtrukne Vokaler og Rullen paa Konsonanterne.

Brinckmann prædikede om, at Kongen, Gud-Fader, vilde fejre sin Søns Brudefest med Menigheden, som han havde kaldt paa, da han fôr til Himmels, og forjættet den en Bryllupsfest i de straalende Haller deroppe under hellige Orgeltoner og Englenes Hymner. Og Indbydelsen lød ud over den vide, vide Verden, til de store Menneskeskarer, de travle Myrer. Ak, saare Mange syntes, at de ikke havde Tid! Der var saa mange Marthaskikkelser, saa faa Marianaturer i Verden (Han saâ brændende ned paa sin Hustru). Og hvem vare navnlig Nutidens Travle? Ikke egentlig de, der drev Agerbrug og Kjøbmandsskab, nej, det var især dem, der vilde bygge Festsalen paa Jorden i Stedet for at begive sig til den, der alt stod bygget i Himlen. Det var dem, der lignede Troldmændene i vor Digterkonges Mesterværk, dem, der vilde mane Gud ud af Stene og Planter, af Naturens Love og Menneskenes Livsførelse, uden at ville løfte Blikket derop, hvor Gud fandtes uden Møje. Ak, hvorfor vilde ikke disse Mænd, som dog for en stor Del hørte til Menneskehedens bedste Aander, enten ikke lyde Kaldelsen eller dog ikke berede sig en Bryllupsklædning? Da nu han, Prædikanten, den ringe Ordets Forkynder, ikke var jævnstærk med Verdens Tankemestre, havde han vendt sig til sine Jævnlige, de Enfoldige. Og til dem vilde han sige: Der kræves ikke en Bryllupsklædning, besyet med en mægtig Videns funklende Flitter eller vævet med Lærdommens kunstige Islæt — nej, kun en simpel linned Kjortel, spunden af ihærdig Tro, omhyggelig holdt og plejet under husmoderlig Frygt og Bæven, ja, hvid og ren som Lyset i de evige Boliger … «Og ikke sandt, I kjære Søstre i Herren» (her dvælede Blikket først ildfuldt paa hans Hustru og svævede derfra ud over de kvindelige Tilhørere i Almindelighed) «ej sandt, I, I, forstaa mig!»

— Virkelig smukt, hviskede Grevinden til Greven. Den unge Mand har Aand.

— Hm . . ja, hvis han kan blive saadan ved, saa … ja saa er det meget brav.

Enten man er Producent paa en Prædikestol, et Katheder eller en Scene, faar man snart en Følelse, om man slaar an eller ikke. Pastor Brinckmann mærkede Sympathiens Bølger slaa op mod ham. Det jublede i hans Sind, da han steg ned ad Prækestolen. Han bad en stille Takkebøn.

Den gamle Kancelliraad Pramman og Fru Kamp havde holdt den midt mellem dem siddende Fanny i hver sin Haand. Begge Damerne græd, og, da Kancelliraaden saâ, at Fanny græd, græd han med. Men, da Prædikenen var endt, og de ensformige, rituelle og officielle Bønner begyndte, længtes han efter Kaptejn Frick eller en anden Ligesindet for at kunne hviske ham i Øret, at, hvis han, Kancelliraaden, havde vidst, at en linned Brudedragt var den bedste, havde han ikke spenderet 500 Kroner paa Fannys paillegule Atlaskes Brudekjole. Havde Fanny ikke hindret ham i at hviske til Fru Kamp, havde han sikkert ikke sparet hende for sit frivole Indfald.

Der skulde være en lille Frokostmiddag i Kapellanboligen strax efter. Apothekeren havde havt en Kurv fin Vin med i Magasinet paa sin Wienervogn, og Fru Kamp havde mange gode henkogte Sager: Østers og Asparges, Champignons og Oliven o. s. v. o. s. v. med sig. Kancelliraaden var sulten og glædede sig til en Middag i den kjønne Havestue med Udsigt til Haven og den Horizonten sluttende violette Skov. Det var allerede en haard Prøve for hans Taalmodighed at blive opholdt af alle de hilsende og haandtrykkende, lykønskende og anerkjendende Menighedsmedlemmer, som fyldte Kirkens Midtergang og fylkede sig sammen ude paa Kirkegaarden. Havde de to gamle Herrer, Provsten og Sognepræsten, der ilsomt skyndte sig gjennem Mængden, ikke efter hans Opfattelse været saadan to gamle Tørvetrillere, havde han gjerne fulgt dem, i Stedet for at fryse og lugte alt det Vadmel og al den Tørverøg fra mandlige og kvindelige Menighedsmedlemmer. Han blev madgnaven og sagde til Fru Kamp:

— De Fruentimmer har s’gu ikke holdt Bryllupsklædningen proper.

Han var som i Almindelighed gamle Vittighedsjægere bleven hængende i sit første Indfald og havde Lyst til at tvære det ud i selvbehagelig Vidtløftighed.

De vare næsten naaede til Kapellanboligen, hvis brune Tegltag og hvide Kvist glimtede frem over en lille Rønnebærtræsallé, langs Landevejen foran det perlemalede Havestakit.

Sognepræsten kunde ikke taale at tage Del i Festiviteten, havde han sagt. I hvert Fald var hans Glæde over den Lykke, Kapellanens Debut havde gjort, næppe ublandet, thi han havde sagt til en gammel Gaardmand, som lykønskede ham til den ny Kap’lan.

— Naa . . er Jens Hansen ogsaa bleven nymodens? Ja, ja.

Provsten derimod kom gaaende lidt bag de andre i Ornat, fulgt af sin Karl, som bar cen Haandkuffert med civile Klæder.

Foran Indgangslaagen opdagede Pastor Brinckmann, som gik med sin Hustru under Armen, bestandig kjærtegnende hende, et Enspænderkjøretøj med en ludende, laadden, pjuskmanket Hest for. En lige saa ludende og pjuskhaarct, halvgammel Mand stod og holdt Hesten ved Hovedtøjet. Han lettede paa sin halvskallede laadne Hue, da Kapellanen og hans Hustru vilde til at dreje over Jordbroen over Grøften og lette paa Stakitlaagen.

Brinckmann saâ op paa ham og spurgte:

— Vil den Mand tale med mig?

Den Tiltalte svarede:

— Jo — se … at … det vilde jeg jo nok.

Han løftede det rynkede, vejrbidte Ansigt. Det var haarde, forstenede Træk paa den tykke Underlæbe nær, thi den dirrede konvulsivisk over de tandløse Gummer i uhyggelig uvilkaarlig Livlighed. Det var aabenbart ikke med Ejerens gode Villie, at den Underlæbe løb løbsk.

Brinckmann standsede foran ham. Kancelliraad Pramman sagde:

— Husk paa Maden, min gode Pastor! Vi er sultne som Ulve.

Fannys Ansigt fortrak sig til et Udtryk af fortvivlet Væmmelse, da Bonden spyttede en Skraastump i den hule Haand, stak samme Stump i Lommen og dernæst bød Haanden ud først til Brinkmann, saa til hende. Hun anbragte sin ængstelig flygtende, med en sort fransk Handske bedækkede Haand bag paa sin Fløjels Kaabe.

— Uf det Svinebæst! sagde Kancelliraad Pramman til Fru Kamp …. Kom, lille Fanny, kom mit Barn! Kom hen til Bedste! Faar Du ondt … Ja det er s’gu meget naturligt.

Provsten var kommen til og havde hørt det Hele. Han sagde til Kancelliraaden:

— Deres Barnebarn er nu en kristelig Præsts Hustru. Vor Herre skyede ikke engang de Spedalske.

Kancelliraaden tav og undertrykte sin Lyst til at vrænge ad Provsten. Han havde Lyst til at sige «Hykler» til ham. Indvendig sagde han: Jeg skal lure den Grovæder af, hvor mange Champignons og Østers han øser op af Sauceskaalen.

Bonden havde ventet taalmodig under den lange Pavse, mens han holdt Kapellanen fast i Haanden. Brinckmann havde stadig havt sine Øjne fæstede paa hans dirrende Underlæbe, som apoplektisk syntes at stoppe for, hvad der laa ham paa Hjerte. Men Præstens stadig fornyede Haandtryk syntes at gjøre den fattige Mand godt. Endelig kom han til Mælet og mumlede:

— Ja . . se, det var lige godt en dejlig Præken, den ny Kap’lan holdt.

— Naa, De har hørt den, min gode Mand!

— Næ—æ—j. For jeg maatte laane det Enspændertøj af ham, Parcellisten Mads Jør’en, for den gamle Præst er jo noget paaholdende med at kjøre, og Kap’lanen holder vel ikke Kjøretøj. Og se . . Doktoren, han var jo i Gaar Aftes hos os, og han sa’e, at der ikke var noget at stille op med vor Mo’er, saa det er vel bedst, at hun bliver berettet.

Taarerne løb ned fra Øjet og piblede gjennem Mandens Rynker, sagte, uvilkaarlig som Grundvandet gjennem sur Jord.

— Hvad fejler hun? spurgte Kapellanen med blød deltagende Røst.

— Ja, det er lige godt en slem Syge. Ja, hvis Præsten vilde tage til Takke med et Enspændertej, for Gaardmændene skulde til Kirke og kunde ikke kjøre for mig, saa fik jeg Hans Jø’rens Enspænder, for han er jo kuns Parcellist.

— Ja, vel . . ja vel . . Skal det være strax?

— Ja, det maa det være, for ellers dør vor Mo’er. Se . . hun var oppe i Rynkeby for at se til sin Søster, og der fik hun de sorte Kopper, det Skab!

Fanny rev med ét krampagtigt Ryk sin Arm ud af sin Mands, løb hen mod sin Bedstefader, som, sammen med Fru Kamp, havde fjernet sig mange Skridt fra Bonden som fra en Pestbefængt. Provsten havde ogsaa fjernet sig, dog kun faa Skridt. Brinckmann havde fulgt dem, men strax efter nærmede han sig igjen til ham. Med lige saa stærkt farvede Kinder som paa de begejstrede Steder i Prædikenen sagde han:

— Jeg kommer … jeg kjører med!

Provsten klappede ham paa Ærmet, lagde sin Arm i hans, løftede Haanden som for paa éngang at anerkjende hans Begejstring og tysse paa den.

— Lad mig tale med Manden, Pastor Brinckmann . . Hør — lille Mand der! Var Eders Hustru en troende Kvinde? Trænger hun til Evangeliets Trøst? Er det Alvor? Hvad? Eller er det blot en Formalitet?

— Det er alleslags af alle de Dele, som Provsten siger, sagde Manden. Nu brød han ud i Hulken og … snød sin Næse med Fingrene. Men det vilde dog være fælt ærgerligt baade for mig og vor Mo’er, om hun ikke kunde komme ligesaa pænt ud af Verden som Klavs Madsens bøvede Kvinde, som døde af den samme Syge, hare fordi han har en Gaard paa 50 Tønder Land, og jeg kuns er Indsidder. For Vorherre maa dog agte alle Folk ens, naar de naâr saa vidt, mener jeg, og det er ikke for det, jeg skal nok fornøje Præsten med det, jeg kan overkomme … saadan en Krone og halvtreds, mener jeg efter mine Omstændigheder … Ja (nu tog Graaden atter Magten fra ham) … hun har saamænd været flittig og skrabet sammen alt det, hun har kunnet … i Vorherres velsignede Navn!

Det Sidste sagde han med Forsøg paa at stemme sin Diktion op i gammeldags Præketone.

Kancelliraaden og Fru Kamp vare efterhaanden naaede ind gjennem Gitterlaagen og stod paa Stentrappen foran Indgangsdøren. Vexelvis vinkede de ad Fanny, der stod med Haanden paa Laagens Klinkefald med Sindet balancerende mellem sin Mand og de To fra det gamle Hjem.

Provsten stod et godt Stykke fra den maaske pestførende Indsidder, Brinckmann derimod lige tæt ved ham.

— Vent . . jeg kommer! raabte Brinckmann igjen. Fanny … følger Du mig?

— Er De gal? udbrød Kancelliraaden hidsig. Vil De have, at Deres unge Kone skal blive skamskjændet af den væmmelige Sygdom?

— Kjære Pastor Brinckmann, sagde Provsten, bliv ikke exalteret! Deres Hustru behøver jo ikke ….

— Kan vi møde i Bryllupsklædningen paa vor Herres Fest, det, jeg talte om i Dag, hvis vi ikke tør besøge de Syge og Fattige?

— De er gal, Menneske! Splintrende gal, raabte Kancelliraaden … fanatisk fjollet!

Fru Kamp holdt Fanny fast omslynget. Den unge Kone gispede som en fanget Fugleunge, mens hendes Øjne graadig fulgte, hvad der gik for sig ude paa Vejen.

Provsten og Brinckmann betragtede hinanden. Den Første rakte højtidelig Haanden ud og sagde:

— De tager naturligvis med Manden — thi (her fik Apothekeren et knusende Øjekast) denne Verdens kloge Børn maa dog vige for Lysets Bern. De skjælver ikke for Død og Grav.

— Saa rejs da, Menneske! raabte Kancelliraaden . . men vær dog ikke saa vanvittig . . at forlange, at Fanny … skal …

Fanny havde lagt Mærke til, at hendes Mand hele Tiden bedende havde set paa hende. I Lynfart havde alskens Tanker gjennemfaret hendes Sind. Det «Ideal», hun havde sværmet for efter Kaptejn Fricks Anvisning; de store Følelser, som havde ildnet hende op gjennem Digt og Sang, rykkede ind paa hende og krævede hende til Regnskab, til Bekjendelse af, om hendes Begejstring havde været Sandhed eller Løgn. Hun blev kaldet til Krig: til Krig mod Sygdom og Nød, til Krig mod sig selv — thi hun var jo gledet ind i sit Ægteskab med mat Protest mod en Strøm, som drev hende villieløs afsted, uden at hun vidste hvorfor. Nu voxede noget af hendes Selvfølelse op i hende, da hun saâ Brinckmanns Mod … han turde dog vove en Bedrift, lige taa tapper som Kaptejn Fricks Deltagelse i den anden slesvigske Krig.

Hun rev sig løs fra sin Bedstefader og Tante, løb ind i sit Hus, tog i Skabet Læderfutteralet med den for Syge bestemte Messingalterkalk, fjernede med nervøs sammentrængt Energi Bedstefaderen og Tanten, da de vilde hindre hende Udgangen. Hun raabte fra Døren:

— Brinckmann! … Jeg følger med dig.

Provsten lagde begge sine Hænder paa hver Side af Fannys lille behandskede Højre, sagde: Det er en ægte kristelig Præstekone, løsnede saa sin højre Haand, vilde lægge den velsignende paa hendes Hoved. Den stak sig paa Hatteblomsterne og fôr vild i Pandehaaret.

Pastor Brinckmann og hans Hustru sad i Agestolen. Indsidderen stod bag i Vognen og kjørte med Tømmerne løftede over Kapellanens og Fruens Hoveder.

Provsten hilste Kancelliraad Pramman med en hoverende Høflighed og gik op mod Præstegaarden, hvor hans Vogn stod. Apothekeren vilde ikke tage mod saadant et Udspil uden at forsøge paa at stikke det saa flot henslængte Kort.

— Aa … — sagde han … og vort gode Maaltid, Deres Højærværdighed! Det var dog forbandet!

— Deres Datterdatter og hendes Mand ville mættes med de Ord, som udgaa af Guds Mund, svarede Provsten . . og de ere bedre end Brød, Hr. Kancelliraad! God Morgen!

Apothekeren turde ikke sige Noget derimod højt. Indvendig sagde han til Provsten: Din hykleriske Grovæder! Han var arrig. Han følte, at hverken Provsten eller hans Svigersøn kunde have handlet saaledes, hvis de ikke havde været tvungne frem af og beskyttede af en Magt, en Tradition, en Organisation. Var det Religionen? — Var det blot den officielle Kirke? I hvert Fald var det Noget, der stod solidt, myndigt, bydende, Noget, som krævede Lydighed og Hengivelse, noget Disciplineret … Noget, som Apothekeren hadede og havde Lyst til at gjøre Oprør imod. «Jeg er en gammel Mand … havde jeg været ung, saa skulde jeg Fanden ……» — Ja, hvad havde han gjort, da han var ung?”

— Aa Sludder! Agathe, sagde han til Fru Kamp.

— Hvad, Pramman? Jeg har ikke sagt et Ord.

— Saa, brøler Du nu ogsaa? … Skal vi ingen Mad have?

— Jo, det skal vi, kjere Pramman! Alt er beredt derinde.

Bordet stod dækket i Havestuen. Men Festen var glippet. De spiste begge af deres egen medbragte Mad, uden Andagt. Taarekjertlerne og Tænderne arbejdede samtidig. Da de havde stillet Sulten nogenlunde, saâ de sig om i den tomme Stue. Ilden buldrede i Porcellænskakkelovnen, som Kancelliraaden havde bekostet foruden alt det andet rige Udstyr. Han havde aldrig syntes om Giftermaalet: nu var han bedrøvet og angest paa Fannys Vegne, vred paa Fru Kamp, ringeagtede sig selv, fordi han ikke havde udfoldet nogen Myndighed, følte dunkelt, at det var, fordi han ikke havde kunnet det, selv om han havde villet. Han hug en Appelsinskal hen mod Kakkelovnen. Da han hørte et ret kraftigt Klask, gjentog han med drengeagtig Iver denne Sport flere Gange. Fru Kamp sagde:

— Ja … der er da ingen Grund til, at vi bliver her og bringer Koppesmitten med hjem. Vi skal vel kjøre nu?

Kancelliraaden nikkede. Fru Kamp gik for at give Ordre til at spænde for. Den gamle Mand lod sit Hoved falde ned påa sine Hænder, hulkede og sagde:

— Og min Fannys fine Ansigt skal skamskjændes af Kopar! Og det for saadan en … Fladfisks Skyld. Uh—uh—uh!

I magtesløs Harme fôr han op, saâ ud af Vinduet, opdagede det hvide Kirketaarn, knyttede sin Haand ud imod det og sagde:

— Det er Dig, det er Dig … uh! … din lange Rækel!

— Men, Pramman! … Du er en ældre Mand, sagde Fru Kamp og klappede ham paa Ryggen, ikke uden Sympathi for hans Skuffelse og Smerte, men angest for Blasfemien. Det lykkedes hende at meddele den gamle Apotheker noget af sin Frygt. Han følte, at han var gaaet for vidt og muligvis havde gjort et Tilløb til at mane Aander frem, han ikke kunde magte. Han sad stille og resigneret under hele Hjemturen, blundede af og til lidt, smaagnavede over de daarlige Veje, over sin Kusk, som ikke kjørte ham tilpas, osv.

Da han og hans Ledsagerske steg ned i den store gamle Port, der endnu gjenrungede af Vognens Rumlen, sagde han:

— Agathe, var det dog ikke rigtigt, at jeg ikke tilbød Fanny og ham … Præsten … min Wienervogn ?

— Ih Gud! … Angrer Du, at Du ikke har bragt baade Dig … og jeg vil ikke tale om mig … og maaske hele Byen den Pest?

— Ne . . e . . j … Men det var jo Fanny!

— Ja vel, ja vel! Hun er dog kun et Menneske og ingen Guddom.

Naar en Vits faldt den gamle Kancelliraad ind, kunde han ikke holde paa den, han fortsatte derfor inde i Korridoren;

— Hm . . ja . . der maa jeg, Skam, give Dig Ret, Agathe! Havde hun selv været en Gudinde, havde hun ikke nøjedes med et Guds Lam til Mand.

Hele Resten af Dagen ulmede der i ham et afmægtigt Had til Sofus Brinckmann. Naar han brugte sin Spyttebakke, tænkte han paa ham.