Det gamle Apothek/16
XVI.
— Fanny . . vi vandt Sejr! Fanny! vi væver paa Bryllupsklædningen.
Fanny sad og krøb sammen i den bidende Vind, som af Hjertens Lyst boltrede sig over de endeløse flade Marker, saa Pile og Popler langs Vejen eller ved Boligerne peb i Toppene og knagede i Stammerne. Hun var efter den store Kraftanstrængelse faldet hen i sløv Hengivelse.
— Du . . Fanny! Foler Du ikke i en saadan Stund, hvad Tro vil sige? Af den fødes alt Mod, al Begejstring. Aa, Fanny! Jeg er saa glad. Og jeg er saa modig. Ikke Spor af Frygt er der i mig. Ikke tror jeg, at jeg har nogen Fortjeneste af den Gjerning, vi nu skal dele, som om jeg kunde kræve Løn derfor. Men netop derfor, netop fordi jeg føler mig som en unyttig Tjener, netop, derfor véd jeg, at Gud vil lønne mig og spare Dig og mig for Smitte.
Fanny var for trøt til at kunne kritisere denne ejendommelige theologiske Logik, men det var dog, som om Kapellanens Exaltation meddelte hende en Art Straalevarme. Hun drog sig ikke tilbage, da han slog Armen om hende, og, om hun end ikke gjengjældte den Begejstringens Varme, han kjærtegnede hende med, lod hun dog sit Hoved hvile paa hans Skulder. Derved undgik hun ogsaa at forulæmpes af Indsidderens Tøjler.
Pastor Brinckmann talte hele Vejen uden andre Afbrydelser end Kjætegnene.
Det gav et Stød, Vognen knagede, som skulde den sprænges i alle Fuger, da Indsidderen drejede ind paa den usle Markvej mellem de to dinglende Poppelskud. Fra det dybe Hul eller rettere en hel lille Dam, Aarsagen til Stødet, sprøjtede Vandet helt op over Vognens Fading.
Der laa det temmelig nye til to Indsidderfamilier indrettede Hus et Stykke inde paa den bare Mark. Paa Ydervæggen grinede det spinkle Fyrrebindingsværk raat ud fra den alt afskallende Kalkpuds. Det Hele var karrigt, magert, lurvet, selv Straaet paa Taget syntes taget saa nærigt som muligt. Farveløst, uden Mos, struttede det kort ud over Husmuren som en Rekruts kortklippede Nakkehaar over Halsbindet. Bart og uden Ly laa Huset. Nogle Kartoffelbede skulde vel forestille Haven, men de løb uden synligt Skjel sammen med Marken. Et fugtigt Pløre til alle Sider! Endog to Poppelpile havde fundet Omgivelserne for golde og uhyggelige. De havde ikke gidet voxe; de vare gaaede ud sidste Sommer. Nu stod de døde Stammer og lod sig piske frem og tilbage. En graabroget Kat strøg et Stykke langs Muren. Den satte i vild Flugt, da den opdagede Vognen.
Pastor Brinckmann kastede sin Rejsepels fra sig paa Sædet, og trods Præstekjolen sprang og løb han ind i Huset, holdende Fanny fast i den ene Haand og Alterkalkens Futteral i den anden. Indsidderen gav sig god Tid til at løsne Skaglerne, binde Tømmen fast og give Pisken en fast Stilling.
Den graa Dags glansløse og usympathetiske Lys blottede prosaisk Stuens skrækkelige Nøgenhed. Bindingsværkets Skelet stak frem indvendig som udvendig, ikke saa meget som et lille Spejl prydede Væggene. Alt var koldt, haardt og plumpt lige fra det umalede Bjælkeloft til det smudsige gule Murstensgulv. Af Møbler et hlle, umalet Fyrrebord og to Stole. Kun en gammel Dobbeltseng, aabenbart kjøbt paa en Auktion, fyldte næsten en hel Væg.
En kvælende, forfærdelig Stank slog den unge Præst og hans Hustru imøde. Det sortnede for Fannys Øjne. Det mørknede paa éngang i Rummet. En tyk Sky sendte en piskende Stormregn ind mod Ruderne. Det blev mørkere og mørkere, inden Brinckmann, hvem Stuens rædselsfulde Luft i et Øjeblik havde truet med at gjøre bevidstløs, fik fattet sig. Indsidderen tøvede endnu derude, dennegang for at klappe sin Bindehund. Brinckmann gik hen og slog Sengens gamle tærnede Bomuldsomhæng til Side. Stanken blev endnu værre. Fanny var sunket om paa den ene af Træstolene.
Et skrækkelig tilredt Stykke Ansigt stak frem af et sort uldent Tørklæde, som Konen haardnakket havde beholdt om Hovedet trods Lægens Forbud. Et Par Øjne lyste feberagtig ud imod Præsten.
— Kjender De mig? spurgte Brinckmann.
Hun mumlede noget uhørligt Noget, men Øjnenes fraværende Blik svarede, at hun Intet forstod, og at de mumlede Ord var et mekanisk Modslag af Præstens Spørgsmaal som et Ekko af et Raab.
Da Brinckmanns Øjne vare blevne mere vænnede til Sengerummets Dæmring, saâ han, at der ved Siden af den Syge stod en rygende Lerskaal. Just da kom Manden ind.
— Hvad er det? spurgte han. Tag det bort!
— Naa, ded? sagde Manden. Ja, det er en Smule Grønkaal, som Husmanden derovre har sendt vor Mo’er.
— Men har Doktoren ikke forbudt …?
— Jo, det forstaar sig. Men, da hun skal til at dø alligevel, saa kan hun jo ligesaa godt tage den Fornøjelse med.
— Men frisk Luft skal her til. Luk et Vindue op!
— Nej, det kan da aldrig være godt for et sygt Menneske, Hr. Pastor, at faa Kuld’ ind i Stuen.
Mekanisk lukkede Fanny et Vindue op. Indsidderen bandt det uldne Tørklæde fra Kjørselen om Halsen og skottede angest hen til Vinduet og Regnen.
Pastor Brinckmann ledte i sin Lomme. Han havde ikke faaet sin Ritualbog med. Trods sin theologiske Examen og de praktiske Prøver, han havde taget, alle med Laudabilis, mindedes han ikke, om der var et Ritual lagt til Rette for en saadan Situation. Han raabte til sin Hustru:
— Fanny! Stem med i en Psalme!
Og med sin kjønne Tenor stemmede han i, idet han sagde hen til sin Hustru: Syng med, Fanny!
At sige Verden ret Farvel
i Livets Gry og Livets Kvæld,
er lige tungt at nemme.
Fanny sad gjennemrystet, sløv af de vexlende Sindsbevægelser, blev ikke vaagen, før en høj Tone fra hendes Mand og en tydelig Udtale af de smukke Ord greb hende i Strofen:
Kom i den sidste Nattevagt
i en af mine Kjæres Dragt
og sæt dig ved min Side,
og tal med mig, som Ven med Ven,
om hvor vi snart skal ses igjen
og glemme al vor Kvide!
Da sang hun med, blødt og drømmende, til Psalmen var endt. Først da opdagede de, at den Dødssyges Mand ogsaa var tvungen med ind i Sangen, men den Psalme havde han ikke kjendt. Adskillige Sekunder efter Præsten og hans Kones Sang lød hans snøvlende Recitation paa en hel anden Melodi af en hel anden Psalme, som han havde lært, da han gik til Konfirmation:
Din Vælde uindskrænket er,
Alt, hvad Du byder, sé, det sker;
Vel os for saadan Herre!
O Jesu …
Da holdt han op, opdagede, at han var ene om at synge, og, som han vilde have stoppet op i Kirken, naar han mærkede, at Degnen holdt op, stoppede han op nu, græd og tørrede Øjnene i sit Frakkeærme.
Efter Psalmesangen nærmede Pastor Brinckmann først Hostien, derpaa Messingkalken til den syge Kones Læber. Hvad der var foregaaet i hendes Sind, besløret som det var, kunde Ingen vide. Muligvis dirrede der inden i hende Efterklang af Erindringer fra Kirkebesøg, de eneste Stunder, hvori hun og hendes Lige søge Læskelse i det haarde Arbejdes lange Ørkenvandring. Muligvis vaktes disse Erindringer ved Præstekraven og ved de rituelle Ord, dem, hun aldrig havde forstaaet, men som højtidsfuldt havde løftet hende gjennem gamle Verbalformer som «haver» og «vorde» og gjennem de traditionelle latinske Kasusformer som «Christi», «Christum» og «Christo».
Nok er det; hun fik Taarer i de vilde Øjne, mens hun sugede en Draabe op fra Kalkens Rand og mumlede: «Jæsum». Det kom op som en enlig Boble paa et mørkt dødt Vand.
Indsidderen foldede Hænderne og sagde: Amen.
Præsten vendte sig imod ham med taarefyldte Øjne og rakte ham sin Haand. Indsidderen tog mod den med et mat, frygtsomt Tag. Præsten saâ paa ham, som ventede han Tak, men Indsidderen mumlede:
— Ja, jeg véd ikke, hvad jeg er Præsten skyldig.
— Ingen Ting, kjære Mand! raabte Brinckmann højt og slog med Haanden.
— Ja, saa siger jeg mange Tak, sagde Indsidderen, greb Præstens Haand og vilde kysse den. Præsten afværgede det og lagde Haanden paa hans Hoved med et: Gud velsigne Dem!
Han tog sin Hustru om Livet og mere slæbte end fulgte hende ud af Stuen.
Indsidderen mumlede for sig selv, da de vare ude, følgende Fanny med Øjnene:
— Det er fælt, saa Fruentimmer nu til Dags skal med ind i saadanne Dele, som ikke rager dem.
Det var en haard Tur for de Tre, der kjørte fra Indsidderhuset paa den aabne Mark til den nye, lune Kapellanbolig. Den blygraa Himmel sendte alt ondt imod dem. Stormen fôr som en løbsk Hest over Markerne. Fra dens Mule piskede først Hagl, saa Snesjap, saa Regn ind i deres Ansigter. Indsidderen bandede stadig i sit stille Sind «Fruentimmerne». Den Frue havde jo ikke gjort mindste Gavn ved Berettelsen. Var hun bleven hjemme, saa havde han kunnet sidde lunt i Sædet ved Siden af Præsten og havde havt meget lettere ved at kjøre. En Pøl af smeltet Hagl og stordraabet Regn flød bag hans uldne Halstørklæde ned paa Ryg og Bryst. Han kæmpede mod al den Kulde ved med sine faa Tandstumper at male Skraaen saa energisk som muligt.
Kapellanen og hans Hustru sad trykkede tæt op til hinanden. Han gjentog hvert Øjeblik:
— Det er noget Skjønt … noget usigelig Opløftende, jeg har oplevet i denne Dag. Fanny … jeg manede det hellige Navn frem paa den Døendes Læber. Det var en svag Afglans af Herrens Opvækkelse af Lazarus. Han gjorde Korsets Tegn med sin pelsværksbehandskede Haand og sagde:
— Fanny … kan Du huske, at Konstantin den Store saâ Korsets Tegn paa Himlen og læste derunder: Ved dette Tegn skal Du sejre?
Fanny svarede ikke. Hun følte, at, hvis hun tænkte paa noget Bestemt, vilde huns fryse endnu mere og komme til at græde enten af Sindsbevægelse eller af Kulde. Hun hørte Indsidderens hvæsende Aandedræt bag ved sig. Ingen anden Bevidsthedsakt tillod hun at komme frem i sig end under hele Turen at lade Psalmen: «At sige Verden ret Farvel» tone frem for sit Indre gjennem alle Strofer.
Uden synderlig Varme tog Indsidderen Afsked med Præsten — Fruen hilste han knap paa — da Vognen holdt uden for Kapellanboligens Gitterlaage.
De før saa udmærket opvarmede Stuer vare halvkolde. Det af Kancelliraad Pramman og Fru Kamp forladte Maaltid stod paa Bordet. De to Tallerkener med Madlevninger og de to Glas med Vindito gjorde Bordet uhyggeligt, uskjønt. Kapellanen satte sig strax til Bords, nikkede til sin Hustru og sagde:
— En Arbejder er sin Føde værd …. Men søde Barn! Hvorfor tager Du ikke Tøjet af? . . Du maa trænge til Noget.
Fanny havde sat sig med alt Rejsetøjet paa og havde valgt en Stol i en Krog. Hun dirrede og rystede. Brinckmann smed sin Gaffel, sprang op fra sin Stol, ilede hen til hende og tog begge hendes Hænder. Han udbrød:
— Kjære, kjære Fanny! Er Du bange for Koppesmitten? Kom, lad mig kysse Frygten bort fra dine Læber og faa dem til igjen at blomstre som Roser!
Hun skød ham sagte fra sig og rystede paa Hovedet. Hun saâ hen for sig med stille, tankefulde Øjne.
— Aa, jeg er en saadan upraktisk Klodrian. Jeg burde strax have taget Præstekjolen af og … nej, jeg burde først have hjulpet Dig Tøjet af.
Aa, jeg er slet opdraget, har manglet kvindelig Omgang; men, er jeg end uridderlig i min Færd, jeg er det ikke i mit Sind. Kom!
Han sled i Ærmerne paa Pelskaaben, saa den knagede i Sømmene, pillede ubehjælpsomt ved Hattesløjfen, inden han fik den løst, sled hendes Handsker af og kyssede hendes Hænder. Hun lod ham gjøre, hvad han vilde. Da hun sad der i den sorte Silkekjole med den Silkefløjels perle- og kniplingsbesatte Trøje, følte han en inderlig Lyst til at lægge sig paa Knæ og støtte sit Hoved til det høje, faste Bryst. Men han besindede sig i et Sekund, ilte ud og et Øjeblik efter var han tilbage i graa Frakke. Kun det hvide Halstørklæde mindede om hans nysoverstaaede Gjerning.
Han turde ikke nærme sig Fanny, saa stiv og kold saâ hun ud. Han vidste ikke, hvad han skulde gjøre. I sin Befippethed satte han sig til at spise igjen, drak et Par Glas Vin, afbrydende sin Idræt ved af og til at sige:
— Men stakkels, søde Ven! Hvad fejler Dig?
Hun blev ved at sidde som et Barn, hvis Mæle en stor Forfærdelse har lamslaaet; og han had og lokkede, smilende og hulkende.
Langt om længe, plaget til at tvinge Ordene frem, sagde Fanny.
— Den skrækkelige Elendighed! At de faar Lov til at leve saadan! Det er skammeligt! . . Hvor er Manden? . . Lad ham faa alt det, der staar dèr.
Med et Udtryk af Væmmelse slog hun ad Spise- og Drikkevarerne paa Bordet.
— Hvem, Kjære? Hvad? Manden? Hvilken Elendighed? Hvad taler Du om?
— Herre Gud! Saâ Du ikke den Stue? Ikke et Sted at sidde! Vinden blæste gjennem Væggene. Nøgent og rædsomt var Alt. Stank, Kulde . . og
— Nej, nej, kjæreste Fanny! Oprigtig talt: jeg lagde ikke Mærke til alt dette. Jeg huskede vaa det ene Fornødne.
— Og Du husker paa det Samme endnu? sagde hun med en bitter Trækning med Læberne og slog atter med Haanden i Retning af det dækkede Bord.
— Men, Fanny! Mennesket lever ikke af Brød alene, men af hvert Ord, som . .
— Ja, det kjender jeg. Men kan Du leve uden Brød? Du smurte jo nylig Gaaseleverpostej paa Franskbrød.
Hun kom til at le, men krampagtig. Saa krøb hun sammen igjen af Rædsel. Hun syntes, at det ikke var hendes egen, men Kaptejn Fricks Røst, der havde sagt det sidste Ord.
Brinckmann vendte sig fra hende. Skulde han svare med den afvisende Alvor, passende for hans nye Embedsstilling? Nej, . . han kunde det ikke, Fanny var for sød — — og desuden …
Han stillede sig et Øjeblik hen i Vinduet og saâ adspredt paa Regnen, som i skraa brudte Linier fejede hen ad Vejen, løb derpaa hen til sin Hustru, favnede hende og sagde:
— Du har Ret, Du har Ret! Jeg er egenkjærlig, hænger ved det Jordiske, mærker jeg. Det har jeg aldrig vidst før! Tak, Fanny … Alt det skal sendes til de fattige Folk . . men nu er Manden kjørt for længe siden … Men bi . . bi! Sognepræsten maa lade en Karl kjøre hen med det. Han skal! Du skal sé, jeg kan tvinge ham. Han skal!
Han gik ud og kom strax efter ind med Hat og Overfrakke, greb sin Hustrus Hænder og sagde:
— Er Du nu fornøjet med mig, Fanny?
Hun maatte sige Ja. Hun følte, at hun burde det. Dog var hun egentlig ikke fornøjet med ham. Han tog Alt saa glad, saa let. Var hun ikke vant til at gjøre det Samme hjemme fra? Var det maaske derfor, at hun ikke kunde lide, at han tog det saadan?
Hun gik ind i Dagligstuen. Der var koldt. De landlige Tjenestefolk var ikke vante til, at der var Varme i hele Huset, saaledes som Fanny var vant til det hjemme paa Apotheket. Det havde de forrige Kapellanfolk ikke havt Raad til.
Klaveret stod aabent, leende imod hende med Tangenternes fulde Tandrække. Hun anslog en Akkord. Noget Koldt og Fedtet mødte hendes Fingre.
Hun hyllede sig ind i sit Shawl, gik atter ind i Spisestuen, satte sig paa sin forrige Stol og græd.
Man bliver træt, en Kvinde maaske mest, af at græde. Da Sindet og Øjnene vare blevne tørre, paatvang Reflexionen sig den unge Præstefrue. Den kom som en Smerte. Den begyndende Frosts Isnaale stak de bløde Dele i hende til Blods.
Aa, hvor var det Hus hende fremmed! Aa, hvor var den Mand hende fremmed, han, hun havde hengivet sig til, forfjamsket og vejvild, tirret og drillet, som hun var, af … Kaptejn Frick. Hvorfor var hun taget fra «Bedste»? Der havde hun det saa godt, saa blødt. Der kunde hun læse i de moderne Bøger om de Fattiges Nød og Sorg, bede «Bedste» om tyve Kroner til Vismanns fattige Familie, paa Kaptejn Fricks Opfordring strikke Uldtøj til de Fattige i sine «ledige» Timer.
Men det Skrækkelige, hun havde sét i Dag … det kunde hun ikke magte. Den menneskelige Elendigheds Masse, gjort endnu mere uigjennemtrængelig ved et sløvt Slavesind, cen dum, stivsindet, «materialistisk» Trods som hos den Indsidder, stillede sig op foran hende. Et Bjerg, foran hvilket selv Oxerne maatte standse!
«Dort stehen die Ochsen am Berge», havde Kaptejn Frick saa tidt sagt, og Fanny og hendes unge Veninder havde lét.
Den Kaptejn var hendes Livs Forbandelse. Var hun ikke kommen til at hade ham, vilde hun aldrig være kommen til at elske Sofus Brinckmann!
Elskede hun ham? . . Nej. Jo. Tænk, hvor god, hvor opofrende, hvor begejstret han var! Hvor havde han ikke lige efter sin begejstrede Præken villig udsat sig selv og hende, hende, som han elskede højest, for Dødsfare!
Dødsfare! Uh, Kopper! Den væmmeligste af alle væmmelige Sygdomme, en Sygdom, der kunde gjøre den Skjønneste til en Karikatur! Hun mindedes Vismanns koparrede Moder. Alle Hullerne i hendes Ansigt befordrede hendes «Malproperhed». Uh! . . Skulde hun, Fanny Pramm … nej uh … Brinckmann faa den Sygdom?
Tanken derom gjorde hende saa ræd, at hun løb ind i sit Sovekammer. Hun var jo vant til hjemme fra, naar Noget gik hende imod, at at ty op paa første Sal i det gamle Apothek, banke paa de solide, halvtredje hundrede Aar gamle Mure høre den dumpe Klang, som beroligede hende. Disse solide Mure maatte kunne stænge al Verdens Sorg ude.
Ja . . hendes Sovekammer havde «Bedste» jo ogsaa lavet til med disse egemalede Paneler i Stettehøjde, med disse polstrede Vægge omkring de to store, prægtig udstyrede Jernsenge, med disse store Servanter af Mahogni og Marmor . . med dette vældige Psykespejl!
Hun saâ sig i dette Spejl. Hun sagde ved sig selv: Det er ikke Fanny Pramman, det er Fanny Brinckmann!
Hun vrængede ad sit Spejlbillede. Hvad gjorde det til syvende og sidst, om Kopperne hullede hendes Ansigt, hendes dejlige Hænder, hendes blode Hals … Hvem havde hun at være kjøn for?
I samme Øjeblik, som disse Tanker lynede igjennem hende, blev hun yderlig vred paa sig selv. Hun slog sin højre Pegefingers lille Kno til Blods imod Randen af sin Servantes Marmorplade og sagde højt:
— Jeg elsker … jeg vil elske Sofus Brinckmann!
Var der Nogen i Stuen, der lo? Nej. For, hvis Nogen havde lét, saa skulde ….
Fanny faldt paa Knæ paa en Skammel. Kaptejn Frick løj; hun, Fanny, var troende som sin Mand. Hun bad højt sit Fadervor.
Hvad der var præket for hende i Barndommen, fik Magt over, hvad der var præket for hende i hendes Ungdom. Det Første havde kjedet hende, det Sidste havde egget hendes Nysgjerrighed og interesseret hende, fordi hun interesserede sig for Prædikanten. Nu, da hendes Sind var oprevet, da hendes lystige Trods ikke blev egget op til Liv af noget som helst forarget eller beundrende Publikum, hverken af Fru Kamp eller af et Par unge Veninder, nu tyngede de tusinde Atmosfærers Tryk af mange Slægters Traditioner hende ned, saa hendes Knæ slappedes og hendes Nakke bøjedes.