Det gamle Apothek/14
XIV.
I Midten af Oktober var det Sommer endnu.
Distriktslægen havde havt Middagsselskab. Det var varmt nok til, at Herrerne kunde indtage Kaffe + Kognak i Havestuen og læske sig ved de fugtige Blades brogede Pragt og de mange sildige Roser, de svulmende Georginer, store som knyttede Næver, ved de bredt udfoldede Astere med store kuglerunde Draaber paa den gule Frugtbund og de farvede Kronblade. Alt stod med usvækkede Omrids og uforvanskede Farver i den stille, milde Eftermiddag. Kølingen var som et behageligt Douchebad for de vinhede Kranier.
Alle gabede de og løftede Støvlesaalerne saa højt, at de kunde sés af den store gule danske Hanhund, som laa paa et Dyreskindstæppe og knurrede i en Blanding af Vrede over Støvlesaalerne og Velvære over Lejet. — Byfogden trænger vist til en Kognak, sagde Distriktslægen. Værten fandt, at Stemningen var lidt sløj, og for at pirre den op maatte han begynde med Byens første Embedsmand.
— Nej, sagde Byfogden ret energisk, … siden det Bryllup paa Apotheket kan jeg ikke taale mere.
— I Kirken, sagde Postmesteren . . ja der vare vi jo allesammen … det vil sige vi, der havde Uniform.
Latterkor!
Byfogden sagde:
— Naa … Kancelliraad Pramman sørgede jo for at blive Ridder … Hvad siger De, Kaptejn Frick?
— Han burde være Storkors, sagde Kaptejnen . . Han smed Benene op i Chaise-longuen og gabede højere, end nogen af Selskabet hidtil havde vovet.
Toldforvalteren sagde:
— Ja … alle vi, som bar Uniformer, var jo med til Brylluppet .…. men De Kaptejn Frick? . . De var jo Husven . . hvad?
Kaptejn Frick talte tværs over Toldforvalteren. Hos ham havde jo Brinckmann været liggende Gjæst.
— Hr. Byfoged, hvad bliver det til med den kjønne Pige, som har født i Dølgsmaal?
— Ja, hvis jeg havde saa stor Medlidenhed med kjønne Piger som Kaptejnen, saa …. Men jeg har rettet mig efter Doktorens Erklæring … hvad? Han har erklæret … at hele Historien …
Alle rejste sig og samlede sig om Fortælleren.
Nu fulgte en Liste af meget smudsige Enkeltheder, som ikke lader sig skrive, men som Mandfolk ikke genere sig for at drøfte vidtløftig og nyde fedt, naar de er imellem sig selv. Alle udforskede med Interesse Forførelseshistoriens fysiologiske Details.
Toldforvalteren var en lille bitte Smule anløben. Irriteret over, at Kaptejn Frick havde talt over Hovedet paa ham, styrkede han sig ved et nyt Glas Kognak til at blive chikanøs mod den frygtede Ironiker. Han syntes, det var hans Pligt at være modig. Med en — en lille Smule — lallende Røst sagde han:
— Hr. Kaptejn! .. De har jo ogsaa en pæn Uniform! . . Og Apothekeren havde jo bestilt sin Halvfætter fra Kjøbenhavn . . en for tyve Aar siden afskediget General . . han havde Broderier paa et vist Sted … Hæ . . Vilde Kaptejnen ikke lade sig fordunkle af en General? Hvad?
Kaptejn Frick rejste sig, passerede lige forbi Toldforvalteren med en usigelig Vigning med Kroppen til Siden som for at undgaa at berøre ham, gik hen til Postmesteren, lagde Armen om hans Nakke og sagde:
— Man siger jo nok, at Toldere og Syndere kan arve Guds Rige, men, naar de kommer til Apothekeres eller Farisæeres Bryllupper, saa siger man, at de bliver saa uvorne. Saa véd vor Herre, hvad han har at rette sig efter, naar de en Gang præsenterer deres Entrébillet til Paradis. Saa kan han leje Udsmidere i fornødent Fald.
— Hø, ja … saagu’, sagde Postmesteren og saâ paa Kaptejn Frick med Halvforstaaelsens underlige Fjollethed.
Værten følte Uhygge i Luften og skyndte sig med at faa sagt noget Ondskabsfuldt om det misundte Apothekerhus:
— Det skulde nu være saa stort med den Dyreryg paa denne Tid af Aaret.
— Den var tør som en gammel Støvlesaal, raabte Postmesteren med uhyre Energi.
— Han var kæmpestor i sin Rørelse, den gamle Apotheker, sagde Distriktslægen. Han og Brudgommen græd om Kap. Her … er den Pastor Brinckmann egentlig ikke en temmelig fersk Herre? Hvad, Kaptejn?
— Kjender ham ikke, sagde Kaptejn Frick dvask.
Byfogden stødte hemmelig til Distriktslægen og sagde:
— Men Fanny var et dejligt Pigebarn. En rank Læsejler! Gud véd, hvorfor hun valgte den Fyr . .?
Toldforvalteren sagde:
— Han er af en af vor Bys hæderligste Familier, ja, jeg siger hæderligste . . og han har været flittig, sparsommelig og … og … troende . . paa det, som ethvert ordentligt Menneske skal og bør tro paa.
Et Sideblik til Kaptejn Frick. Det skulde være ondt, men den gamle Herre havde ingen Gifttand mere; Villien havde overlevet Evnen. Kaptejn Frick sagde til Postmesteren:
— Ja, vi to, Hr. Postmester, vi tror paa, at Tolderne ere de faa Udvalgte mellem de mange Kaldede.
— Hæ, hæ, hæ … sagde Postmesteren . . det er s’gu ikke aldeles . . hæ umuligt.
Men strax efter tog han Toldforvalteren under Armen og hviskede:
— Hæ … Reserveofficerer! de faar aldrig saadan . . dette . . herre . . militære Komportement, forstaar De? Godt Hoved for Resten! Student . . hæ . . Det siger jeg ikke Noget imod.
Toldforvalteren blev modig igjen. Han sagde:
— Pastor Sofus Brinckmann er alligevel en ung Mand, som man skal respektere. Han forlovede sig, tog strax til Kjøbenhavn, tog disse hersens homil … cetiske og kate . . ketiske Examinaer (Her stødte de tre studerede Personer: Byfogden, Lægen og Kaptejnen til hverandre og vexlede et usigeligt Blik) … ja og lod sig ordinere og holder Bryllup, saa …
— Saa faar Fruen vist Tvillinger om syv Maaneder, sagde Lægen, siden Alt gaar med saadan en telegrafisk Fart.
— Jeg var en Ven af hanses Fader, sagde Toldforvalteren og blev saa rørt, at Taarer perlede i hans gamle Øjne . . og jeg er saa glad over, at det er gaaet Sofus Brinckmann saa godt, og at han har faaet en saa yndig Brud . . For der gik Rygte om, at hun havde sluttet sig til de nymodens Ideer, som
— De ikke kjender . . vel? sagde Lægen godmodig, klappende den gamle Herre.
— Nej, Gud ske Lov! Og Vorherre bevare mig for at kjende det Kram! Men man sagde saa meget i Byen om den lille Fanny, at at hun . . at hun . . uh!
Han kunde ikke faa formet, hvad der laa og brød i ham. Han havde Fødselssmerter; han ærgrede sig stadig over, at Kaptejn Frick havde fornærmet ham. Selv om Fornærmelsen skulde frembringe en Abort af hans Vrede, vilde han have Luft. Han nærmede sig Kaptejnen. Men denne rejste sig op og veg atter saaledes til Siden, at Toldforvalteren ikke kunde tiltale ham uden opsigtvækkende Skandale. Alt, hvad han kom af med, var en hviskende Replik til Postmesteren:
— Det er ham, Kaptejnen, jeg mente …, det er ham, som var lige ved at spolere Fanny Prammans Renommé, for jeg véd, han har præket Atheisme for hende.
— Alt til sin Tid, gode Ven, alt til sin Tid! Nu er hun jo Præstekone, og saa er det naturligvis korrekt med hendes Religion, sagde Postmesteren og tilføjede gabende: Det bliver nok godt Altsammen. Alt bliver godt tilsidst.
Der var Strømninger i Atmosfæren, som ærgrede Kaptejn Frick. Han lugtede Mistanke om, at han muligvis havde afslaaet. Apothekerens Indbydelse til Fannys Bryllup i Egenskab af forsmaaet Elsker. Der maatte nu fra hans Side gjøres noget, der imponerede. Han sagde til sig selv: Disse Filistre maa have et Primhug lige i Hjerneskallen af noget plumpt positivt Vrøvl. Toldforvalteren og Postmesteren tilintetgjorde han paa sædvanlig Vis, men henvendte sig til de to studerede Embedsmænd, Byfogden og Distriktslægen:
— Det er en uhyggelig Masse Klodrianer, der er til her i Verden, og som gaar for at være pæne Mænd i Kraft af, at man nu engang er vant til at dømme saadanne Fyre efter deres Rang og Embedsstilling.
— Og den er man s’gu nødt til at tage særdeles meget Hensyn til, sagde Toldforvalteren.
— Noget, just ikke særdeles meget, men noget, slog Postmesteren det af til.
Kaptejn Frick lod sin Tale løbe tværs gjennem deres Repliker og vedblev:
— Jeg mener disse aandelige Almuesmænd, som kun kjender sjofle Motiver til enhver menneskelig Handling, ligesom de forskjellige Partiers Aviser — naa det er jo ogsaa disse aandelige Almuesmænd eneste Dannelseskilde. Enhver fri, selvstændig Tanke, som ikke bøjer sig under Katekismussens halvhundrede Sider, kalder de Atheisme. Naar det gjør En lidt ondt, fordi en ung Kvinde med gode Muligheder vrider Halsen om paa disse Muligheder og, løber bus i Favnen paa det første glatbarberede Mandfolk, som breder Armene ud mod hende … saa hedder det sig, at man er skinsyg, hvis Vedkommende ikke er saa sjofel, at de siger, at man er arrig, fordi man gik glip af en Medgift. Den — ja, hvad skal jeg kalde det . . den rent psykologiske Interesse for en ung Dame kan de Aalehoveder ikke faa i deres Hjerne.
— Sagde De «fysiologisk», Kaptejn? lo Lægen og slog ham paa Skulderen.
Kaptejnen saâ paa de ustuderede Embedsmænd med et usigelig lunt Grin og sagde:
— Jeg kalder De to Herrer til Vidne mod Doktoren. Jeg sagde fysiko-theologisk.
Toldforvalteren var bleven bange og havde stillet sig hen i et Vindue, thi filosofiske Udviklinger og videnskabelige Kunstord var ikke hans Sag. Postmesteren var heller ikke rolig og mente, at Kaptejnen var den Farligste af de tre klassisk Dannede, mere revolutionær end de to andre, maaske fordi han ikke havde Embedsexamen. Han fandt det da sikrest højt at indrømme:
— Jo, Doktor, det var, Skam, det Ord, Kaptejnen brugte. Det skal jeg bevidne.
Byfogden kunde ikke holde sin Latter tilbage, han maatte gaa hen i Havedøren og le.
Dagslyset derude havde faaet den linde Hensmægten, som kun findes om Efteraarseftermiddagene, denne fast umærkelige Mathed og Bleghed, der fordyber Farverne, alt mens Kulden ligesom sniger sig op fra Jorden. Et Øjeblik laa Blomster, Buske og Træer i denne milde Kulde under en dyb Tavshed, kun afbrudt ved sagde knitrende eller knækkende Lyd.
Da snoede sig en klukkende Lydbølge gjennem Luften. Hvad var det? Fuglekvidder i den sene Høsteftermiddag? Umuligt!
Saa susede og strøg Noget, mens de andre Lyd standsede.
Ud ad en Laage fra Gaard til Have defilerede to for to en otte unge Piger med Shawler og Tørklæder om Hovederne. Lægens Datter havde faaet Lov at invitere sine unge Veninder, efter at Herremiddagen var forbi.
De løb for at holde Varmen vedlige, bøjede Kinderne tæt mod hinanden med smaakvidrende Latter og smaaklukkende Tale, tog hinanden om Livet og løb rundt om den temmelig store Plæne.
Enkelte Ord hørtes gjennem den stille, vindløse Luft:
— Og hvor Fanny var bleg?
— Saâ hun egentlig lykkelig ud?
— Ja, men Brudgommen smilede som en nyslaaet Toskilling.
— Ja, men Præstekjole er ogsaa en meget flatterende Dragt.
— Ja, men er hvidt brocheret Atlask egentlig passende for en Brud, som vies til en Præst?
— Det var nu flot med de mange Uniformer.
— Men Kaptejn Fr …
— Pst, pst! Ikke saa højt . . Der staar han.
Kaptejnen var gaaet ud i Gangen lige for Havestuedøren og lod sine Øjne glide ud over Terrænet. Han følte en sammensnøerende Fornemmelse i Brystet. Denne kolde Dæmring, disse tilhyllede hviskende Piger, han selv alene i Forsvarsstilling mellem Herrerne, denne lille indknebne Haves Sceneri — var det Hele ikke som en Parodi paa hin tindrende Sommeraften, da de samme Piger med det blotte Haar glinsende i Solgløden, letskoede, sprang som Staalfjere rundt i den tætløvede vidt udstrakte Apothekerhave?
Var det hans, Kaptejn Fricks, sidste Sommerdag? Vilde nu den Ungdom, han havde holdt paa i dens Flugt, for evig vriste sig fra ham, hensmægte i Efteraarsfugtigheden og dø i Vinterfrosten? Ja, selv om han skulde se en Sommerdag endnu, vilde da de samme Piger ikke være lige saa fjollede som sidste Sommer, flagre og fjante, indtil de havnede i et dumt Ægteskab som Fanny Pramman? Nyd dog Øjeblikket engang! raabte det i ham. Du bliver gammel. Gjer dog Grebet! Det havde han jo forsømt gjennem mange Slægter af unge Piger.
Han tænkte et Minut paa at mane sin Ungdom op igjen til en stor Kraftanstrængelse, paa at løbe ud og lege med de omhyllede Piger, slynge Armen om de smidige Liv, tvinge Rødt i Kinderne og Glød i Øjnene. Men Skuddet klikkede i ham.
— Jeg tror, jeg sagde Dem, Doktor, at jeg ikke kunde blive i Aften, sagde han til sin Vært. Der ligger Skriveri og venter paa mig, og det maa paa Posthuset endnu i Aften.
Almindelig Protest! Men Kaptejnen stod fast og gik ud gjennem Haven, hilsende stift paa de unge Piger som paa Personer, han saâ for første Gang.
De løsrevne Ord, han hørte fra dem, tirrede ham som lige saa mange Knappenaalsstik, thi de drejede sig alle om Brylluppet.
— Men Fannys Kjole sad nu ikke rigtig godt.
— Han saâ dejlig ud, den gamle General.
— Men Fru Kamp var virkelig for ungdommelig klædt.
— Pst — pst — der er han!
Og saa blev to Hoveder stukne tæt sammen. Det var ham, Kaptejn Frick, de hviskede om.
Pjankede, uopdragne, uvidende, interesseleøse Flaner! Saaledes stod i dette Øjeblik alle Kjøbstadens unge Piger for Kaptejnens modne Kritik.
Hvad kom ellers det Hele ham ved? tænkte han, da han stod ude og saâ ud over Landskabets store Bølgelinier i det stille Lys fra den hvide Himmel. Han havde jo Grund til at se ned paa dem, paa de Slavesjæle af Embedsmænd, som havde ladet sig bruge af den gamle forfængelige Nar, Apothekeren, og ageret Balletfiguranter imod Honorar i god Mad og Vin, mens han, Kaptejn Frick, havde givet et stolt, umotiveret, næsten uartigt Afslag. Han havde jo været saa glad over sig selv, da han havde faaet det formet i studs Kancellistil, som om det var en krigsministeriel Resolution, der paa det mest bydende afviste en Underordnets Begjæring. At Apothekeren efter Bordet havde ladet Brevet cirkulere mellem nogle af Gjæsterne, og at det havde vakt Latter, tænkte han sig ikke.
Han syntes, han frøs lidt, da han stod paa aaben Mark i den kølige Aftenstund. Han løftede stolt sit Hoved ud imod alle Omgivelserne med samme Myndighed, som han havde budt Byens rigeste i Mand sin myndige Kancellistil. Han følte sig overlegen ved kun at have sin Snorefrakke og ingen Feltkappe paa nu, da ellers alle Byens Honoratiores bar Overfrakke. Han var Mand for at besejre baade Naturens Kulde og sit eget Legeme. «Mit Legeme skal lystre mig», brummede han og saâ ud efter Nogen eller Noget, som han trodsende kunde kaste Repliken hen imod. Et Minde om Manfred, der tvinger Naturaanderne, hviskede ham smigrende nogle Ord i Øret om Kaptejn Fricks Vældighed. Han fægtede ud i Luften med Armene, nød sin Muskelkraft som et nyt Bevis paa sin Personligheds Overlegenhed, tænkte. paa Jordrevolutionerne i de forskjellige geologiske Perioder, syntes næsten, at han havde været med til at frembringe dem alle. . . Havde han Fanny Pramman her! Aa, hvor skulde han sætte sin Hæl paa hendes Nakke og finde de bitreste, giftigste Udtryk for Foragt, som Sproget ejede, og bibringe hende dem et for et, den ene Pille bitrere og giftigere end den anden. Det passede bedst for en Apothekertøs.
— Puh! Hvad kom den «Backfisch» for Resten ham ved? Igrunden var det ham dog ligegyldigt, enten hun havde taget den gejstlige Snakkemaskine eller Rakkerens Dreng! En dum forkjælet Tøs!
Endnu højere løftede sig hans Bryst i Trods mod Naturen, mod Aftenkulden, mod Apothekeren og mod Alt, hvad hans var, lige fra Fanny til den forsvundne Vismann. Hvor følte han sig stor og overlegen overfor al den Usselhed, han hele sit Liv havde været omgivet af! Hvor trodsig, taktfast lød ikke hans Støvlehæles Trin mod den Jord, han følte sig stærk nok til at betvinge!
Han havde Lyst til at bøje ind i Byen og gjennem det afsidesliggende Stræde passere det begroecde Stendige til Apothekets Have. Hans Fodslag mod Stenbroen maatte kunne give Ekko ind fra Haven og ligesom skræmme denne store Have i dens dvaske Vigtighed og Selvbehagelighed.
Han var ved at foretage denne Sejersgang. … men … Gud véd, hvorledes det gik til? . . han kom til at mindes et Morbærtræ i den Have, saâ det tydelig, som det stod paa en lille aaben Græsplet. Han vidste, at den gamle Apotheker havde plantet det den Dag, Fanny blev født, og at Fanny paa sin Fødselsdag i Fjor af sin nydelige fine Haand havde budt ham, Kaptejnen, af dets modne Frugter.
Han kunde ikke holde Tanken om dette Morbærtræ ud. Han mærkede, at, hvis han kom uden for Haven, vilde han af en Tryllemagt blive tvungen til at bryde ind i den, ile hen til Morbærtræet og — enten omfavne dets Stamme eller bibringe det et dødeligt Saar i Bark og Ved med sin Kniv, saa det maatte visne og dø … Nej, han vilde ikke prostituere sig og synke ncd fra sin manfredske Alpetop. Nej, videre, videre at betvinge endnu en Hob Luft og en Strækning Jord med sin Brystkasses og sine Støvlehæles Trods!
Han tænkte paa, at nu maatte der være Vand i Bækken, som løb gjennem Sænkningen i Provstekrattet, at Maanen snart maatte staa op, og at den Bæk maatte tage sig godt ud … Og . . ja … I Mangel af en Bjergstrøm kunde en Bæk gjøre Gavn i en Dekoration til Manfredsstemningen. Det kom jo ikke an paa Virkeligheden, det var jo Fantasien, der frembragte det Store, det Grandiose.
For at komme ind til Bækken maatte han gjennembryde en tæt Sammenvoxning af Krattet. Vaade Blade slog mod hans Ansigt og hans Hals. Den bløde Mosejords Kulde trængte gjennem Støvlerne, en næsvis Gren rev en af Distinktionerne løs paa Snorefrakken. Da Kaptejn Frick stod foran Bækken, som Maanen spættede og stribede med Sølv, var hans aandelige Barometerstand sunket. Han var slet ikke fornøjet med sig selv.
I Maaneskinnet dirrede de blankvaade Blade, alt det hvide Islæt saa løjerlig, og den Dirren meddelte sig til hans Indre. Kaptejnen frøs vistnok, men det vilde han ikke være ved.
Bækken tindrede dernede … og den kunde høres, høres ganske smaat. Den frembragte en Lyd, som om … Kaptejn Frick tænkte sig om . . — som om man rystede smaa Glasstumper i et Vandglas — Sludder! sagde han til sig selv. Men hans Fantasi var som en løbsk Hest, den lystrede ikke Fornuftens Tøjle. Han regnede ud, at den Bæk løb ud i en Aa. Den Aa kjendte han godt. Og den Aa løb ud i Stranden, og det var kun en Mil fra, hvor han stod. Hans Fantasi fulgte Løbet, men veg tilbage, da den mødte Stranden, den øde, golde Kyst, hvor Vand slikkede Sand, hvor Sand og Vand løb ud i hinanden i dvask, forvirret Blanding.
Kun saa langt har jeg tilbage! Knap halvanden Mil af mit Liv! … Det var en slet Vin, den gamle Doktor skjænkede! Halvanden Mil endnu! Ha, ha, jeg er gal … Men hvilket Menneske har ikke i ensomme Stunder kæmpet mod Vanviddet som Bibelens Jakob i den berømte Drømmekamp? Han applauderede sit eget Indfald.
Han søgte at tvinge sin Fantasi mod Bækkens Løb tilbage til dens Udspring. Den Smule Strøm maatte være let at overvinde. Den maatte komme deroppe fra det højere Land med de rige Skove. Hvorfor var den Strøm saa strid? Den Smule Bæk!
Saadan var hans eget Livs Strøm, den, han nu i Fantasien sejlede tilbage ad. Langs dens Bredder dæmrede mange dejlige Pigeansigter frcm mellem Træerne, men Maaneglansen gjorde dem blaablege, som vare de døde. De svandt et for et … hans Erindring forvirredes, han kunde ikke skjelne det enes Træk fra det andets.
Det mørknede. En Sky drev over Maanen. Og det syntes den enlige Vandrer, som om alle Grene bleve vredne om til den ene Side. Bækken dernede blev borte. Der var ingen Mening i den fjollede Belysning. Han lukkede Øjnene, for han havde Følelsen af, at han blev vreden om til samme Side som Stammer og Grene. Men bag de lukkede Øjenlaag blev Synerne endnu uhyggeligere.
Han saâ en prægtig monumental Trappe med Marmorrækværk og Marmortrin, snoende sig om en mægtig riflet Søjle. Han blev dreven op fra Afsats til Afsats, thi en Kvindeskikkelse stod paa hver af dem, vinkede stadig ad ham og erklærede sig for Idealet. Han kom saâ, gik videre og videre. Bestandig nye Skikkelser, som paastod, de var Idealet … Hvor blev Trinene af under hans Fødder? … En mørk uendelig Afgrund laa lige for ham … Han veg tilbage, turde ikke se ned i den — og saâ i Vejret. Bravo! en ny Trappe eller en Fortsættelse af den gamle. Tilvejrs, tilvejrs! Nye Kvinder . . Men det var Synd at favne dem mere end til Maade, for, om end ingen af dem var Idealet, saa havde de dog alle Noget af det, og Idealet skulde behandles ridderlig.
Han blev træt. Der var en . . der var nok én. Se, hvor hun stod med den bløde Profil mod Lyset! Se, hvor Ferskendunene flimrede om Kinden og langs den lille kokette Næseryg! Aa, hvor var han træt! Han kunde ikke slæbe sig op ad de sidste Trin; han havde Galejslavens Blykugle bundet om Hænder og Ben … Aa, var det Umagen værd at gjøre, sig de Anstrængelser? Hun var vel ikke bedre end alle de Andre … Han vilde se ned ad Trappen. Bælgmørke! Han saâ igjen opad. Bælgmørke!
Et Spring ned i Dybet! Ha, ha! Nej han fandt fast Bund under sine Fødder, da han faldt. Hans Fødder stod paa en Kjøkkentrappe af gement Fyrretræ. Langs Rækværket stod stumpnæsede, fnisende, smiskende Skjønheder med Forklædernes skinnende hvide Smækker. Han var længe, meget længe om at komme ned ad den Trappe; thi der var lang Hvil paa hver Afsats. De med Smækkerne var i Grunden morsommere end de paa den uendelige Marmortrappe, og, hvis de havde havt noget af Idealet ved sig, hvis det havde været «honnette Piger», saa skulde Pokker gaa Huset rundt og søge Hovedtrappen igjen.
Hvad nu? Sidder ikke hun, der stod paa den sidste og højeste Marmorafsats ude i en lun lav Stue og akkompagnerede den væmmelige Bedetenor, han havde hørt i Sommer? ….
En Sommerfugls Vinge
var tidt min Begjær,
jeg skulde mig svinge
snart fjernt og snart nær!
Han hørte sin egen Stemme lyde med Fisteltoner. Han skuttede sig, var fugtig og kold.
Gid han havde havt sin fjantede Farmacevt ved Haanden! Saa havde han hugget sig varm og givet den Dumrian en Dragt Prygl med det Samme. Rigtig brutale Rekrutprygl. Ja, havde han blot én Sabel og En at prygle løs paa!
Alt samlede sig i den ene Følelse, at han var et skjændig forurettet Menneske. I alle hans Hallucinationers Lystaagebilleder faldt ikke en eneste Reflex af Selvironi ind i hans Sjæl. Hele Verden, specielt den kvindelige, var noget Rak. Forstærkningskaptejn Frick var Ridderen sans peur et sans reproche.
Lygterne i Gaderne tændtes, da han kom hjem. Se, der kom et Blus, saa et til! Han blev staaende og gloede paa dette Fænomen som et Barn, der ser det første Gang.
I det første Hus, han skulde passere, boede en Gartner. Gjennem det tarvelig oplyste Butiksvindue saâ han en prægtig rød, rigt blomstrende Azalea, der mærkelig dominerede alle de andre Potteblomster.
Alexander den Store gav døende sin Ring til Perdikkas og sagde «til den Bedste?».
Kaptejn Frick følte sig døende lige over for Kvinderne. Han gik ind, kjøbte Blomsten og gav Ordre til at sende den til dens Bestemmelse, men med stræng Befaling om at fortie, hvorfra den kom.
Han gjorde en Runde i alle Byens Gader, gik et Øjeblik ind i Klubben. Ved sit Didrich-Menschensckrecks-Ansigt skræmmede han rent den kvikke Opvartningspige, som bragte ham hans Toddy — hende, som han ellers fandt Behag i, og hos hvem hans Følelser havde fundet rigelig Gjengjæld. Han saâ ikke til hende, da han smed Betaling og Drikkepenge hen ad Bordet.
Ansigtet forandrede sig ikke, da han kom hjem.
Hans Moder bankede paa hans Dør, men standsede paa Tærskelen, da hun saâ ham. Hun havde en Urtepotte i Haanden. De store Blomsterduske glødede ind i hans Stue.
— Se, hvad jeg har faaet, Julius! sagde hun … Men hvordan har Du det?
— Godt.
— Se, hvad jeg har faaet!
— Ja. Det er godt for Moder. Moder skulde gaa i Seng.
— Men hvem kan den Azalé være fra, Julius?
— Hvor Pokker skulde jeg vide det? God Nat, Moder! . . Aa, Herre Gud! Lad os bare komme i Seng!