Det gamle Apothek/13
XIII.
Fru Kamp havde havt alle sine Sanser rettede paa, hvad der var foregaaet i Apotheket og dets Omgivelser i de sidste Dage. Hun besad hele den Sporsans, som en fyrretyveaarig, endnu kjøn og med Livshaab forsynet Kvinde kan have. Fra Kaptejn Frick vidste hun Besked med Vismanns Blomster-Kourtoisi og havde sammen med ham lét ad det. Hun havde, strax da hun havde erfaret Kandidat Brinckmanns Ankomst til Byen, aflagt en Visit hos den Familie, han logerede hos, og ivrig opfordret ham til at besøge Apotheket. Han var en Skakbrikke, hun skød ud paa Maa og Faa, men med en fatalistisk Kvindetro paa derved at krydse den ubegribelige Kaptejns ubegribelige Spil. Hun forstod baade Skak, L’hombre og Whist, havde lært Kaptejnens Dygtighed i disse Spil at kjende, var mange Gange af ham gjort mat, Codille og store Slam, men havde enkelte Gange nydt Slumpetræffets Gunst. Disse enkelte Gange straalede for hendes Minde som enkelte ægte Perler i et Halsbaand med uægte Hovedbestand.
Mulig var hun Kaptejnens Ligemand i Spil, hvor Brikker og Kort vare Mennesker.
Hun havde holdt godt Øje med Haven den foregaaende indholdsrige Dag. Hun havde ikke set det Hele, men dog nok til at stave og lægge sammen.
Hun holdt gjennem Vinduesspejlet ogsaa flittig Øje med hver, som passerede Gaden, saâ paa Uhret, gik ind i Spisestuen, heldte Portvin paa en Karaffe, ordnede Kager paa en Krystalassiet, satte sig paa sin Vagtpost i Kabinettet og spejdede igjen.
Hun blev urolig. Det varede hende vel længe, inden hun saâ, hvad hun ventede, og inden Kancelliraaden vendte tilbage fra sin Morgenvisit hos sin Sønnedatter. Hun ringede paa en Pige og bad hende sige Kancelliraaden, som var oppe hos Frøkenen, at der var Nogen, der ønskede at tale med ham. Pigen bragte hende den velkomne Besked, at Kancelliraaden var gaaet ned paa Kontoret. Det var det allerheldigste. Om Frokenen var paaklædt? Jo, om et Øjeblik.
Saa var Alt godt. Nu gjaldt det kun om at passe paa gjennem Spejlet. Den, hun ventede, maatte komme fra venstre Side. Men sæt, der kom En fra Højre, En, hun ellers hellere end gjerne saâ, men som hun i dette Øjeblik ikke for alt i Verden vilde se i disse Farvande. Blot ikke i dette Øjeblik.
Fru Kamp fôr op med et Hvin, som hun ikke kunde beherske. Fra Hejre saâ hun Kaptejn Frick, civil, med violette Handsker og en i Solen skinnende Cylinderhat styre sin Kurs op ad mod Apotheket. Fru Kamps Hjerte og Tindingeaarer slog en Trommeduet. Det var ved at sortne for hendes Øjne. Ak! var alt Haab fra venstre Side slukt? Fru Kamp maatte udstøde lydelige Suk ved hvert Aandedrag for at faa Vejret i sin forfærdelige Spænding.
Jo, der kom han fra venstre! . . Men Du store Gud! Kaptejnen havde vist Forspring. Eller sæt, at Kaptejn Frick og Kandidat Brinckmann mødtes paa Trappen! Den ellers rolig beregnende Dame var i dette Øjeblik saa exalteret, at Muligheden af en Duel mellem en halv Militær og en halv Gejstlig skød op i hendes Fantasi. Gud! Hvem vilde komme først?
Der maatte handles, handles afgjørende, hensynsløst. Et højt Mod, Martyriets, Selvopofrelsens Mod tændtes i Fru Kamps Sjæl. Med Fare for at støde den, hun mindst vilde stede, aabnede hun Vinduet og vinkede til venstre. Efter denne Kraftanstrængelse vaklede hendes Knæ. Med tør Gane og højt dundrende Hjerte saâ hun ud paa Gaden paa Væddeløbet, hvor hun havde sat Alt, hvad hun ejede, paa Hingsten Sofus Brinckmanns Sejr i denne: Steeple-chase.
Victoria! Triumf! … Sofus Brinckmann har Foden paa Stentrappen og Haanden paa Smedejernsrækværkets Messingknap! Kaptejn Frick passerer forbi og hilser dybt ironisk op til Vinduet.
Fru Kamp faldt ned i en Lænestol med et lille Skrig, Befrielsens lyriske Udbrud.
Denne Gang havde hun vundet Spillet fra Kaptejn Frick! Men hvilken Indsats! Hvorledes vilde det staa til med hende, naar den endelige Balances Dag kom? Det turde hun ikke tænke paa, mindst nu, da alle hendes Nerver og Sener slappede faldt sammen.
Et Par Draaber god Vin gjorde hende præsentabel, da hun hørte raske Trin i de forreste Værelser.
— Gud ske Lov, De kom! raabte hun den indtrædende Kandidat i Mode.
Brinckmann saâ paa hende, studsede lidt og sagde:
— Billetten, jeg fik i Morges tidlig …?
— Var fra mig. Ja. Aa . . lad mig fatte mig et Øjeblik, Hr. Brinckmann … eller Hr. Pastor! Jeg har allerede hørt, at De er bleven … aa … kaldet til at tjene Herren. Undskyld min Sindsbevægelse!
Fru Kamp græd ikke mindst af Medfølelse med sig selv. Hun ofrede til sin kjære Fanny denne smukke unge Mand. Lad gaa! Thi han var saa ung, og Fru Kamp vilde ikke gjøre sig latterlig. Men maaske blev hendes Reservesværmeri, Kaptejnen, fra nu af for evig hendes Fjende. Havde Nogen været ædel i disse Dage, maatte det være Fru Kamp. Nu vel! Resignationen havde været hendes Lod fra hendes 21de Aar, mente hun.
— Der havde været Fare for, at De kunde miste Alt, hvis De ikke var kommen før … førend …
— Fare? Nej, Alt er i Orden, Frue, sagde Brinckmann med Sikkerhedens Enfold.
— Hvad for Noget? Kom det … det, De vèd nok, til en Afgjørelse i Haven i Gaar Morges?
— Ja.
— Aa fy! Det var stygt af Fanny ikke at betro mig det! Det havde sparet mig megen Kval.
— Jeg troede, De vidste, at vi var …
— Forlovede? Jo, naturligvis vidste jeg det, sagde Fru Kamp lidt stødt, for det kunde enhver jo begribe.
Fru Kamp havde ikke vidst det; hun vidste kun, at der var Mulighed for noget Saadant, men nu fandt hun det bedre stemmende med sin Værdighed at slaa over i den sikkert Underrettedes Rolle. Med Majestæt i Udtryk og Holdning skred hun over Gulvet.
Hun ringede og sagde til den indtrædende Pige:
— Bed Kancelliraaden og Frøkenen om at komme strax. Sig dem, at det haster …. Unge Mand, De, som skal tale Guds Ord for Menigheden, kan bedre end jeg sige, hvad der bør siges ved en saadan Lejlighed. Var De ikke allerede Præst, vilde jeg velsigne Dem. Nu er det vist upassende. Ikke?
— Nej, nej, sagde Brinckmann, med store Taarer dirrende i de store blanke Øjne, netop for en Herrens Tjener vil en moderlig Velsignelse være en Indvielse mere til hans Kald.
Ordet «moderlig» skurrede lidt i Fru Kamps Øre, saa hun, ligesom hun havde lavet sig til at lægge Haanden paa Brinckmanns krusede Haarfylde, lod den synke og sagde i en tøset, bly Tone:
— Nej, jeg kan, ved Gud, ikke.
Hun vilde gjerne have kunnet rødme i dette Øjeblik, ligesom naar Apothekeren sagde noget Tvetydigt. Saa paastod hun rigtignok for ham, at hun blev rød, men den Gamle havde altid lét og sagt: Ultra posse nemo obligatur, og hun havde indhyllet sig i sin Fornærmelses Kaabe. Hun forudsatte nemlig, at, naar han sagde noget Latin, maatte det være noget meget sjofelt Noget.
Fanny kom. Hun var nær ved at skrige, da hun saâ Brinckmann.
Han styrtede sig imod hende.
— Elskede, søde Fanny, raabte han med en Tenortrompets metaldirrende frejdige Klang, … jeg ventede Dig i Haven, men fandt paa Bænken en Seddel hæftet med Oblat …
— Saa, kjære Brinckmann, saa, saa, saa! tyssede Fru Kamp.
Brinckmann slap Fanny med den ene Arm for at omslynge Fru Kamp med den anden, alt mens hans Læber tilvang sig Møde med Fannys. Han syntes, at Fru Kamp trak lidt i ham.
— Ja, søde Tante, nu kommer jeg, raabte han, og efter denne Afbrydelse kyssede han Fanny endnu engang, bød derpaa Fru Kamp til Kys.
— Aa Gud! hviskede denne og tog Haanden op for Øjnene.
— Fanny, Fanny! Forlad ikke min Favn! hviskede Brinckmann hulkende.
I det Samme gik Døren op. Kancelliraad Pramman traadte ind.
Fru Kamp ilede imod ham, omfavnede ham, vilde kysse ham paa Munden. Den gamle Apotheker afværgede det ret gratiøst og berørte hendes Kind med sine Læber; men kunde ikke forhindre, at Fru Kamp traf hans Mund. Hun sagde midt i Kysset, pegende hen paa Fanny og Brinckmann:
— Pramman … Ser Du? Hvad? Ser Du?
— Ja, jeg gjør, sagde Apothekeren mygt. Ja, jeg gjer, Agathe!
— Omfavn mig, min elskede, min ærværdige, graahærdede Fader! raabte Brinckmann med graadkvalt Rest. Gud, hvor jeg er lykkelig!
— Uh . . omfavne og kysse et Mandfolk! tænkte Apothekeren. Ja, ja, naar det ikke kan være Andet … saa i Guds Navn!
— Han lod Brinckmann omfavne sig, men undgik at kysse ham ved at hviske:
— Pst . . sig ikke til Nogen, at jeg bruger Skraatobak.
— Aa, det er det Samme, raabte Brinckmann og søgte hans Mund. Kancelliraaden undgik nu kun for saa vidt Kysset, at han sørgede for, at det ramte hans ene Mundvig.
— Pramman . . hvad? Hvad Pramman? sukkede Fru Kamp og pegede hen paa det unge Par.
— Ja vel, ja vel! svarede Apothekeren. Det er jo Livets Gang.
Brinckmann tumlede med Fanny, saa de begge faldt ned i en Chaiselongue. Hans Øjne gnistrede, og hans hele Legeme dirrede. Det varede en Stund, inden han lød Fannys klynkende Bon om at slippe hende. Da det var sket, styrtede Fru Kamp sig imellem dem, og nu kom Gruppen til at bestaa af tre, der slyngede sig om hverandre, saa det var vanskeligt at skjelne, hvilke Lemmer der tilhørte hver af dem.
Den gamle Apotheker kløede sig i sin ene Bakkenbart var lidt forlegen ved Situationen og opdagede Vinkaraffen paa Bordet. Det var et Middel til at faa det Filteri løs. Han skjænkede i fire Glas, rømmede sig og sagde med patriarkalsk Alvor, tænkende paa Professor N. P. Nielsen som værdig Paterfamilias, og sagde:
— Altsaa en Skaal for de Nyforlovede! Kom saa og drik den!
Bundtet løste sig. Fru Kamp sagde forpustet:
— Skulde den ikke drikkes i Cham….?
— Jo, jo, jo, jo! sagde Apothekeren.
Fru Kamp gav sine Ordrer. Champagnen kom.
— Sig Noget, Pramman! sagde Fru Kamp.
Apothekeren var ellers en yndet Bordtaler. Men i Dag kunde han ikke sige et Ord. Da Fru Kamp gjentog sin Opfordring, sagde han gnavent:
— Respekter dog min Sindsbevægelse, Agathe!
Brinckmann nærmede sig ham igjen med udbredte Arme. Kancelliraad Pramman afværgede nu Kjærtegnet ved at tage Champagneflasken i Haanden og sige:
— Drik ud, drik ud, drik ud!
— Er Du ikke glad, Pramman? spurgte Fru Kamp.
— Jo, sjæleglad, sagde Apothekeren med et Smil, som næsten naaede fra Øre til Øre.
Han skyllede i en Fart flere Glas Champagne i sig. Mellem hvert Glas skottede han over til Brinckmann, idet han ved sig selv gjentog: Mon den … Præst aner, at det er Veuve Clicquot Ponsardin, han drikker? Han drikker den, som var det gement Fuselbrændevin.
Da det nu forekom Apothekeren, at Brinckmann drak tankeløst og uden Andagt, følte han Mod til at blive myndig. Han kastede sig tilbage i en Lænestol, tog en Cigar ud af sit Futteral, tændte den, blæste Røgen højt i Vejret og sagde:
— Det vil jeg sige Jer, Born, jeg vil ikke vide af nogen lang Forlovelse. Bryllup . . enten om tre Maaneder … eller slet intet Bryllup!
Brinckmann blev henrykt — ganske mod Apotkekerens Beregning.
— Elskelige gamle Mand! udraabte han og vilde atter i Lag med Kancelliraaden. Men denne greb igjen Champagneflasken som Dækvaaben mod Angrebet.
Fanny var den mindst aktive Medspiller i den Scene. Hun gjennemlevede den som i Drømme. Hendes Energi var slappet. Hun lod sig behandle som en villieløs Gjenstand, lod sig kysse og favne, kyssede igjen, favnede igjen, som om hun vexlede Visitkort mod Visitkort. Dog opmuntrede det hende en lille Smule at tænke paa, at hendes Forlovelse dog vist vilde ærgre Kaptejn Frick.