Det gamle Apothek/12
XII.
Medens Cand. pharm. Vismann, halv tilfreds, halv utilfreds med Udfaldet af sit Besøg hos Kaptejnen, halv skamfuld over ikke at have sagt og gjort Noget, der kunde runge i Huset og mindes i Byen, halv stolt over at have turdet sige saa meget til den saa meget ældre Kaptejn Frick, … medens altsaa Cand. pharm. Vismann med sin Kuffert i Haanden gik ud til Stationen uden at vide, hvor han gik hen … medens Kaptejn Frick, bortjagende alle Tanker, klædte sig paa i elegant civil Dragt, forudsættende, at han i den kunde give en spidsborgerimponerende Gentlemansrolle … ja, medens Alt dette skete, var der ogsaa en stille, raslende Uro i Beboelseslejligheden paa det gamle Apothek. Der var Gjæring i Safterne og i Kjærnen bag den gamle gothisk-hollandske Renæssanceskal.
Den gamle Apotheker var ikke vaagnet saa tilfreds med sig selv, som han var slumret ind. Hans første bevidste Sindsrørelse var en Fortrydelse. «Havde jeg ikke drukket den lumske Madera, saa havde jeg ikke saadan snakket ud med den Rævepels til Kaptejn, — saa havde jeg ikke begyndt med at gjøre mig til Kammerat med min Laborant … saa havde jeg behandlet ham som et lille Tossehoved, da jeg hørte, at han var forelsket i Husets Datter, saa …. havde jeg været den fornemme, overlegne Mand, som jeg kan være, naar jeg vil …. Der maa gjøres Noget for at rense Luften. Aa, her har nu i saa mange, mange Aar været saa roligt, saa rart her i Huset. … Saa! Der sprang ven Selestrop! Hvor skal jeg nu finde et Par nye Seler? Hm, hm, hm! Jeg er en stakkels gammel og forladt Mand. Mig bryder Ingen sig om mere. I de faa Leveaar, jeg har tilbage, kan jeg gaa for Lud og koldt Vand.»
Han kunde ikke engang gjennemføre den værdige, stødte Husfaderrolle, han havde bestemt at spille ved Thebordet, nu, da det ene Buxeben paa Grund af den brustne Selestrop hang længere ned end det andet. Han mærkede, at han traadte i det med sin Morgenskos Saal, lige da han kraftig aabnede Døren til Spisestuen.
Fru Kamp sad ensomt tronende bag den gammeldags store Messingselvkoger, som Husets Herre aldrig vilde undvære paa Bordet, naar der skulde skjænkes The eller Kaffe. Spisestuen duftede af fin The og fin Røgelse. Denne Duft blandede sig paa en behagelig Maade med den friske Sommermorgenluft fra det aabne Vindue. Paa Messinglysekronen smaahoppede hvide Prikker og Striber. Af og til forvildede de sig hen til de blanke Afsatser henne paa Buffeten.
Kancelliraadens Forladthedsfølelse dæmpedes et Øjeblik af denne Stuehygge, af den lystelig opdukkende Selvejerfornemmelse og Ejendomsglæde. Det var solidt og vægtigt Kram, det, der var i denne Stue, og det, der var i alle, alle Stuerne i hans Hus. Han vilde være bleven munter, hvis han ikke havde felt, at han burde betegne sin Husfadermyndighed ved i det mindste at være halv gnaven, halv værdig. Han spurgte i en lidt prædikenagtig Lapidarstil:
— Hvorfor viser mit Barnebarn sig ikke ved Thebordet?
— Hun vilde ikke staa op, svarede Fru Kamp. Jeg har ikke kunnet faa hende ud af Sengen.
— Saa—aa—aa? sagde Kancelliraad Pramman og løftede Næsen … Fejler hun Noget?
— Véd det ikke. Hun svarer ikke, naar man spørger hende.
— Agathe … vil Du … vil Du sige, at hendes Bedstefader ønsker …
— At tale med hende?
Nej, det vilde Kancelliraaden egentlig ikke, for han vidste ikke, hvad han skulde sige. Da han ikke turde fortsætte sin Sætning og var vred paa Verden, fordi han ikke turde tale ud, sagde han vredt:
— Det er dog modbydeligt, saa den Maskine heder . . saadan en varm Sommerdag.
— Ja, det er fuldkommen sandt. Men det er nok Hr. Kancelliraaden selv, der altid har forlangt den, naar jeg foreslog, at Theen skulde laves i Kjøkkenet.
— Hm. . . Agathe … mon Fanny virkelig skulde fejle Noget? … Hvad? Hør . . Her er virkelig noget Ondt i Luften her i de sidste Par Dage. Jeg véd ikke … Herre Gud! Den The er saa hed, at den skolder min Strube.
— Vil Du have et Stykke Is?
— Nej, Tak!
— Har Du det ikke godt, Pramman?
— Nej, nej, nej! raabte Kancelliraaden og stampede i Gulvet.
— Men Pramman!
— Her er noget Lumskeri . . noget Fordækt . . noget … Hosesokkeagtigt paa Færde. Puh! Hvad er det dog for en Tordenluft, for Pokker? Hvad? Hvad gr … hvad ler Du ad? Fru Kamp rejste sig fra Stolen med mild borgærlig Højtidelighed, gik hen til Kancelliraaden, lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde:
— Kjære Pramman! Vær rolig og taalmodig! Om faa Timer ville alle Dissonanser opløse sig til en Harmoni.
Apothekeren kunde ikke lide, at hun laa saa tungt paa hans Skulder, og mumlede:
— Aa, Sludder, Agathe!
Fruen lettede sig og sagde smilende:
— Pramman — Du skulde kikke op til Din Fanny.
Apothekeren var endnu under Morgengnavenhedens ethiske Alvorsaag og fandt sig forpligtet til at sige noget Ubehageligt:
— Aa … bare Du ikke havde opdraget hende, og jeg havde faaet Lov til … til …
— Til hvad?
— Ti stille! Husk paa, naar jeg bliver hidsig, bliver jeg hensynslas!
— Kik op til Fanny, kjære Pramman!
— Herre Gud, Agathe! Hvorfor skal Du afbryde mig … Nu har jeg glemt, hvad jeg vilde paatale . . det om Fannys Opdragelse. Nu slap Traaden for mig … Ja, ja, hvis hun er syg, vil jeg se op til hende.
Fru Kamp vidste, hvad hun gjorde. Kunde Nogen faa Fanny til at tale, maatte det være «Bedste?».
Fanny havde grædt sig i Søvn, og, da hun vaagnede, havde hun strax slaaet Øjnene i af Frygt og Lede for Lyset og Dagen, af Frygt og Lede for de Tanker, der truende stod ved hendes Hovedgærde, dem, hun forgjæves i Gaar Aftes havde villet mane bort ved at pukke paa sin Uskyldighed og raabe til dem: Jeg har jo ikke gjort Nogen Fortræd! Hvorfor kan I ikke lade mig være? Uden Evne og Mod til at klare Tankerne ved at give sig i Kast med dem og tænke dem ud, betragtede hun dem som næsvise Gjæster, der vilde forstyrre hendes Fred. Hun havde gjerne set Kaptejn Frick og Kandidat Brinckmann bundne sammen hver med sin Sten om Halsen og kastede ud i Havens Park til Drukning ligesom Hundehvalpe. Er det Kjærlighed? spurgte hun sig selv. Og hun tvang sig ind i denne tunge, uvederkvægende, hovedpinevoldende Morgensøevn, der bringer den samme Fornemmelse, som naar man har spist for meget.
Kancelliraad Pramman listede sig sagte op ad den gamle Egetræstrappe med det brede Rækværkshaandtag under tykmavede Balustrer. Trinene knagede sagte og hyggelig under Tæppet; Messingstængerne og Ringene raslede ved hvert Trin i en Velstandsfølelse, saa selvbehagelig som en Huskats Spinden.
Alt i dette Hus var saa tilfreds med sig selv, og, da Huset og dets Tilbehør ikke kjendte stort andet af Verden end til sig selv, plejede det ogsaa at være tilfreds med Verden. Omgivelsernes Stemning virkede paa Husherren. Under hans langsomme Opstigning fik han det sikre Haab, at Tingene nok vilde klare sig. Han havde været for haard mod Vismann. Hvem kunde lade være at holde af Fanny? Han skulde strængt have forbudt ham at elske hende og ladet det være nok dermed. Naa, det var maaske godt, at han kom bort; han skulde nok hjælpe ham til en Plads. Kom Tid, kom vel ogsaa Raad.
Ordsprog og deslige Almensætninger ere meget ofte optimistiske eller tankeløse og svage Naturers bedste Trøst.
Forsigtig drejede han Laasen paa Døren til sin Datterdatters Værelse.
En dæmpet Lysglød mødte ham som i et katholsk Kapel, frembragt af den stærke Morgensols Virkning gjennem de nedrullede Persienner og de foran dem nedhængende højrede Silkedamaskes Gardiner. Ogsaa den lune Sovekammerluft, blandet med Reminiscensen af lang Brug af forskjellige Parfumer, mindede om den vamle gjennemrøgede Atmosfære i saadant et Kapel. Henne i den store Mahogniseng, under det karmoisinrøde stukne Sengetæppe, garneret med det kniplingsbræmmede Overlagen, henne paa det kniplingsbræmmede Pudevaar saâ han Kapellets Madonna i Profil, som hun laa paa Siden. Lysspillet lavede Rudimenter af en Stjerneglorie om det opløste blondbrune Haar, der strømmede ned over det hvide Linned paa den ene Arm. Den fine lige Næse, hele Profilens korte lige Linie tegnede sig skarpt mod Hovedpuden; Haanden laa henslængt over Sengekanten, hvid og smal, jomfruelig uberørt af alt Samkvem med Arbejde.
Den gamle Apotheker blev andægtig. Spirer til en Morgenbøn ulmede i hans Sind.
Der laa dette skjønne Barn, Gjenstanden for al hans Kjærlighed, den Essens, han havde uddraget af sin Egenkjærlighed . . altsaa hans Guddom.
Kindens stærke, mosroseagtige Rødme kunde skyldes Graad, men ogsaa Stuens røde Lystone. Den gamle Apotheker var rørende stemt; han valgte at tro, at den skyldtes Graad. Han fik selv Taarer i Øjnene. Var det af Rørelse over sig selv eller over Fanny?
Han listede sig paa sine Klædessko hen til hendes Seng, slog sin ene Bakkenbart bag ud og lagde sin Kind let op mod hendes, lod sin Haand sagte glide ned ad Haarets kreppede Strøm, hviskede med blødt bevæget Stemme:
— Min egen, egen, egen lille Fanny!
— De lange mørkebrune Øjenhaar dirrede sagte; tungt gled Laagene fra de store Øjne. Det sky, forskræmmede Udtryk veg strax, da hun saâ, hvem det var, der kjærtegnede hende. Hun slog Armene om den gamle Mands Hals, lænede sig til ham tungt og trygt, forputtende sit Hoved ved hans Skulder. Det sølvhvide Haar og de brunblonde Lokker forenede sig ømt.
Den unge Pige og den gamle Mand dykkede et Minuts Tid ned i en vederkvægende Selvforglemmelse, den, som kun kan fødes af en Kjærlighed uden Begjær, en Stemning, hvor Alt i Mennesket søger ned mod Gemyttets stille Bund, hvor ingen Bølger gaa, hvor Yderverdenens Lys mildnes til Tusmørkedæmring, hvor Livet kun røber sig ved sagte dyssende, blødt lindrende Rislen.
Det lille fine Taffeluhr dikkede; en jævnt knagende Lyd hørtes fra det gamle Egepanel; det røde Lys hang og drev i Stuen, mens de To aandede dybt og stille og hvilede ud fra dunkle, uklare, maaske derfor des pinefuldere Sindslidelser for disse til al Lidelse saa uvante Mennesker.
Ak, hvorfor kunde dette Minut ikke forlænges i det Uendelige?
Vækkelsen af Bevidstheden om, at de var to forskjellige Mennesker, at der var noget Andet til udenfor dette dæmrende Rum, ledsagedes af Smerte hos dem begge. De slap hinanden med et dybt Suk. Thi det gamle Barn og det unge Barn fandt intet Trøstens Ord til hinanden; de vidste jo ikke, hvad de egentlig skulde trøste hinanden for. De vrissede ad Tilværelsen som forkjælede Børn, da den meldte sig for deres Bevidsthed.