1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 378-381

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

IV.

Kong Svends Forhold til Kirken I Danmark. Hans Død og Eftermæle.

Fredelig Gerning trives ikke under Krige; det kan ikke undre os, at der paa denne Hærtogstid kun mærkes lidt til, hvordan den kristne Tro yderligere befæster sig i Danmark.

Ærkebisp Adaldag var død 988 efter at have beklædt Bispeværdigheden i et halvt Aarhundrede. Han havde udfoldet en glimrende Virksomhed, der dog for Nordens Vedkommende mere havde sigtet mod en Ordning af den ydre Kirke end mod Omvendelse fra den gamle Tro. Hans Eftermand blev Italieneren Liawizo (Libentius), der fra sit Hjemland var fulgt med Adaldag paa en af hans Rejser. Han var baade lærd og from, en Munk i Sind og Skind, men aldeles ikke egnet til at varetage de store Hverv, som paahvilede Bremersædet. Liawizo vides aldrig at være draget til Danmark, hvorimod han sendte Sendebud til Kong Svend med Bønner og Henstillinger og hyppigt med Gaver. Efter at hans eget Bispedømme var blevet angrebet af danske Vikinger, lod han Bremen befæste.

Bremerkirken havde historisk Ret til den kirkelige Myndighed over Norden som den, der først plantede Kristendommen her og derfor havde erhvervet den Overhøjhed, som Paven kunde skænke. Men i det stille havde Indflydelsen fra Landene i Vesten været langt betydeligere. Den levende Forbindelse gennem Aaringer med de nordiske Nybygder i England og Frankrig havde haft en stærk Indvirkning, og endnu om Harald Blaatands Tid hedder det, at Præster kom til Danmark baade fra England og fra Sachsland.

Paa Kong Svends Tid er det afgjort ved Englændere og ved indfødte danske Mænd, at Kirken i Danmark mest faar Flor. Derimod synes den fra Bremen udgaaede kirkelige Organisation af Landet helt at være rokket. Der var mulig i de sidste Aartier af det 10. Aarhundrede bleven indsat en Biskop i Odense, men denne Post er senere atter ophørt. I Jylland var paa denne Tid Aarhussædet ubesat, og Slesvigbispen var flygtet. Gennem lange Tider hvilede derfor det største kirkelige Arbejde paa den ene Bisp i Ribe; til Gengæld var han desto kraftigere i sin Gerning.

Bispens Navn var Odinkar, og han var en nær Slægtning af Odinkar Hvide, som havde virket allerede paa Harald Blaatands Tid. Den ældre Odinkar havde sat sig til Opgave at prædike Guds Ord i de Landsdele af Danmark, som hidtil havde holdt sig mest tilbage, nemlig Fyn, Sjælland og Skaane, ligesom han var bleven sendt som Bisp til Sverige. Hans Prædiken havde, netop fordi han var Indbyggernes Sprog mægtig, baaret megen Frugt, og han mindedes med Ærefrygt i Bremen, hvor han blev begravet.

Den yngre Odinkar var Søn af en overmaade rig Høvding Jarlen Toke og nedstammede i øvrigt fra Kongeslægten. Efter at være undervist i Skolen i Bremen — han var bleven døbt af Adaldag og bar derfor tillige hans Navn — blev han sendt af den danske Konge til England for at erhverve sig gejstlig Lærdom; han rejste derpaa i Frankrig, og da han kom hjem som en kundskabsrig, videnskabelig uddannet Mand, indviedes han af Libentius til Ribe Bispestol (ved Tiden 1000). Herfra udfoldede Odinkar en betydelig Virksomhed, han gav store Ejendomme til Ribestolen, og da de andre jydske Bispesæder stode ledige og han saaledes en Tid var Jyllands eneste Biskop, søgte han ved skænket Gods at forberede den Tid, da de atter kunde faa gejstlige Høvdinger.

Odinkar var en saare from Mand. Det fortælles om ham, at han i Langefasten hveranden Dag lod sig pidske af en af Præsterne. Han overlevede baade Kong Knud og hans Sønner (død 1043).

Kong Svend satte den engelske Bisp Godebald til Lærer i Skaane. Denne skal stundom have prædiket i Sverige, ofte i Norge. Derimod nævnes der intet Eksempel paa, at en Tysker paa denne Tid er bleven viet til et dansk Sæde, og dette Forhold — ligesom ogsaa, at de jydske Bispesæder stod tomme, og at Stifterne alle vare underlagte den ene danskfødte Mand Odinkar — synes bestemt at pege paa, at Svend saa meget som muligt afviste den tyske Ærkebisps Indblanding.

Magister Adam, som overalt højlig fremhæver Bremerkirkens Fortjenester, har da ogsaa hørt, at der paa disse Tider er kommet Bisper og Præster fra England for at prædike Evangeliet i Norden; hvis det er sandt — siger han — er Hamburgkirken ikke misundelig, fordi ogsaa fremmede have gjort vel imod dens Børn.

Kong Svend skal have ladet flere Kirker bygge og skænket Gods til Bispers og Præsters Underhold; vi høre dog intet nærmere om, hvilke disse Kirker vare. Efter alt at dømme har Kong Svends Interesse for Kirken ikke været saa levende, som den var hos hans Fader eller senere hos hans Søn Knud. Svends Maal og Lyst var fremfor alt Søtog og Erobringer, men der er i øvrigt ingen Grund til at tvivle om, at han var venlig stemt mod Kristendommen. Det var imidlertid hans Krigerlyst tillige med hans Kamp mod Faderen, der paavirkede den kirkelige Opfattelse saaledes, at Svend for den kom til at staa som en Hedning og som hjerteløs og grum. Det er denne Opfattelse, der møder os hos Magister Adam af Bremen, som atter støtter sig til Svend Estridsens Udsagn, og den genfindes hos enkelte af de danske Krønikeskrivere. Flere af Udlandets Kilder, ikke mindst Sagaerne, give os imidlertid et helt andet Billede af Kongen, saaledes som det ogsaa vil være fremgaaet af mange i det foregaaende meddelte Træk.

Kong Svend har været den mest udprægede Type for den nye Tidsalder, som var opgaaet for Danmark. Han var lige saa tapper som foretagsom. Modgang standsede ikke hans Handlelyst eller Forhaabning om atter at vinde Sejr, og var han end blodig og grum som Kriger, følte Fjenderne, at de stod over for en dygtig Hærfører og en kraftig Styrer, saaledes at de i alt Fald forstod, at hans eget Folk havde ham kær. Derfor kunde Svend i England vinde saa stærk Tilslutning hos mange Dele af det Folk, han bekæmpede. Ved Kongens Side færdedes der dygtige Mænd, som Svend vidste klogt at benytte; han havde ligeledes let ved at slutte Forbund med fremmede Magter og let ved at forsone sig med Fjender; over for den Krigerskare, som strømmede til ham, viste han sig altid rundhaandet og vennesæl. Ogsaa islandske Skjalde besøgte hans Hof, hvad der vidner om hans Sans for Digtekunst, ja der er bevaret en Strofe, som Kong Svend siges at have digtet.

Om Svends ydre Skikkelse vide vi næppe mere end, at han havde et kløftet Skæg, som skaffede ham Tilnavnet Tveskæg, eller rettere Tiugeskæg (af tiughæ, en Fork, en Høtyv).

Under et Ophold i Gainsborough i Nærheden af Lincoln blev Svend syg. Han sendte Bud efter Knud, og i Følelsen af, at hans Bortgang mulig forestod, gav han Sønnen allehaande Raad om Landets Styrelse og formanede ham til varmt at tage sig af Kristendommens Sag. Kort efter døde Svend, den 3. Februar 1014. Hans Død kom lige uventet for Danske og Angelsachsere.

Kong Svend havde med den forskudte Dronning Gunhild foruden to Sønner, Harald og Knud, flere Døtre, saaledes Gyde, som Erik Jarl, Hakons Søn, havde ægtet. I Ægteskabet med Sigrid Storraade var der kun født ham Døtre, saaledes Estrid, som blev gift med Ulf Jarl.