1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 375-378

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III.

Nye Togter tit England. Overfaldet paa de Danske 1002. Kong Svends Hævntog og endelige Erobring af Landet.

De Danske havde imidlertid fortsat deres Togter til England, hvor Guld og anden Herlighed var saa let at vinde. I Aaret 997 og de følgende Aar hjemsøgte Vikinger uophørlig Englands sydlige Landskaber. Derimod blev Danelagen aabenbart betragtet som et venligsindet Land, der skulde lades i Fred, eller det ydede dem endog Hjælp ved deres Angreb. Ja selv Høvdinger i engelske Landskaber stillede sig paa de Danskes Side. Saaledes kom en Ealdorman Pallig, der var gift med Kong Svends Søster Gunhild, sejlende med en Skare Skibe til Kongen og sluttede sig til ham. Der var derfor ingen anden Udvej mulig end at løskøbe Landet paa ny, og 24,000 Pund bleve udbetalte til Vikingerne (1001).

Kong Æthelred indsaa, at de Danske, som vare bosatte rundt om i de engelske Landsdele, vare blevne et mægtigt Element i Befolkningen og at der heri laa den største Fare for Rigets Skæbne. Han følte ogsaa, at der kun var faa Angelsachsere, paa hvilke han kunde stole, men han forstod ikke, at den største Ulykke netop var, at ingen kunde have Tillid til Kongen selv. I sin Daarskab besluttede han at lade alle bosiddende Danske myrde paa en fastsat Dag. Der udgik Stikbreve derom til alle Englands Byer — dog sikkert ikke ind paa Danelagens Omraade, hvor Kongen ikke kunde finde tavse og villige Hjælpere — og man overfaldt paa St. Briccii Dag 13. November 1002 alle Danske med Sværd i Haand. Hverken Mand eller Kvinde blev skaanet; blandt de dræbte var ogsaa Pallig og hans Hustru.

En saa blodig Udaad maatte hurtigt hidkalde Hævnen. Kong Svend kom straks næste Aar med en Flaade til Exeter. Æthelreds Dronning Emma, en Datter af Normandiets Hertug Rikard I, havde faaet denne By i Morgengave og havde indsat Normannen Hugo til Høvding; han forraadte nu den stærke Fæstning til Kong Svend, som nedbrød dens Mure. Og snart efter viste Ealdorman Ælfric sig lige saa troløs. Han var efter sit tidligere Forræderi atter kommen til Ære og Værdighed og førte nu sine Skarer mod de Danske, men da Angrebet skulde begynde, anstillede han sig syg, og Tropperne gik med uforrettet Sag fra hinanden.

Næsten i hvert af de følgende Aar gentog de Danske deres Angreb, der førte dem langt ind i Landet; omtrent aldrig bare Angelsachserne Sejren hjem. Vi skulle her kun omtale en enkelt Begivenhed fra de endeløse Tog. I Aaret 1011 belejrede de Danske Canterbury; ved skammeligt Forræderi af en Præst lykkedes det dem at slippe ind i Staden, hvoraf en Del blev tændt i Brand. Vikingerne toge et stort Antal gejstlige og verdslige Stormænd til Fange, blandt disse Ærkebisp Ælfheah, som havde konfirmeret Olaf Tryggvason. Han blev ført til Skibene og holdt fangen i 7 Uger, idet man ventede paa, at Løsepengene skulde blive betalte, men de udebleve lige saavel som Løsepengene fra hele Landet.

Da nu Lørdag efter Paaske 1012 de Danske fejrede en stor Fest og berusede sig i Vin, som de havde faaet bragt Syd fra, lod de Ærkebispen føre frem for sig og forlangte, at han skulde betale Løsepengene. Da han afslog det, førte de ham til deres Husting. Thorkil den Høje vilde frelse ham og tilbød Vikingerne Guld og Sølv og alt sit Eje undtagen sit Skib, men Krigerne vare ubønhørlige, og de begyndte at overdænge Ærkebispen med Sten, Træstykker, Ben og lignende. En Viking Thrym, som Ælfheah havde omvendt fra Hedenskabet og hvem han Dagen før havde konfirmeret, forbarmede sig til sidst over ham og kløvede hans Pande med en Økse. Den fromme Biskops Lig blev med Hæder ført til London og begravet i St. Pauls Kirke, hvor Gud ved Mirakler aabenbarede hans Hellighed.

Snart efter besluttede Angelsachserne at betale de forlangte 48,000 Pund, og der blev svoret Eder fra begge Sider om at holde Fred. Hæren spredte sig igen til dens Hjemsteder; kun Thorkil den Høje traadte med 45 Skibe i Kong Æthelreds Tjeneste, idet han gav Løfte om at forsvare Landet, imod at Kongen fødte og klædte Krigerne.

Det var umaadelige Summer, som England paa disse Tider maatte udrede i Danegæld, saaledes som Skatten snart kom til at hedde. I alt blev der betalt i Aarene fra 991 til 1014 158,000 Pund uden at regne alt det, der blev røvet eller givet Krigerne til Underhold. Befolkningen led overordentlig, alt Sammenhold i Samfundet syntes tilintetgjort. Der er bevaret en Prædiken fra disse Aar af Præsten Wulfstan, der tegner et sørgeligt Billede af Landets Tilstand. Allehaande Forbrydelser — siger han — gaa i Svang, saasom Tyveri, Rov og især svigefulde Gerninger. Uden Skaansel sælger man de fattige og Smaabørn til Fjenden. Fader af hænder Søn, Broderen Broder og Sønnen Moder, Trællene flygte fra deres Herrer og kæmpe i Slaget mod dem. Al Ærefrygt for Præsterne er gaaet tabt, og Kirken mister sine Indtægter; man ødsler derimod Penge bort ved Hor og andet daarligt Levnet. Denne mørke Skildring bekræftes ved, hvad vi ellers høre om Tilstandene. Gang efter Gang meldes der os om Forræderi eller Frafald, om smaalig Skinsyge og Uenighed mellem de angelsachsiske store. Og fremmest i Upaalidelighed og uforstandig Raadvildhed staar den slette Konge.

Hvad der støttede de danske Vikinger overordentlig under deres Kamp, var den Hjælp og det Tilhold, som de fandt hos deres Frænder i Normandie. Der havde i nogen Tid været Uenighed og Spænding imellem Hertug Rikard I og Æthelred, men ved Pavens Mellemkomst blev et Forlig opnaaet, ifølge hvilket den ene Fyrste ikke skulde modtage den andens Fjender. Ikke desto mindre var den danske Flaade i Aaret 1000 sejlet til Normandie for midlertidig at tage Stade her. Æthelred lod da en Flaade angribe Kysten af Cotentin, men dette løb saare uheldigt af, idet Beboerne grebe til Vaaben mod Englænderne og slog dem tilbage. Uagtet Æthelred ved sit Ægteskab med Emma var bleven Rikard II’s Svoger, fandt der ingen Tilnærmelse Sted mellem de to Folk;

Normannen Hugo fik, som vi have set, endog Skyld for at have forraadt Exeter til Kong Svend. Forgæves søgte Kong Æthelred at formaa sin Svoger til at hjælpe sig; til sidst indgik Hertugen endog Forbund med Kong Svend om, at denne frit kunde sælge alt Bytte i Normandie, og at syge og saarede skulde blive plejede der.

Saaledes syntes de Danske paa alle Maader at have beredt sig Vejen til den endelige Erobring af Landet; ved Bosættelser spredt om i mange Egne af Riget havde de desuden vundet Tilknytning hos Befolkningen.

Kong Svend kom i Juli Maaned 1013 sejlende over Havet med en stor og prægtig Flaade. Skibenes Sider vare smykkede med Figurer eller brogede, pyntelige Farver. Paa Masterne var der Vindfløje i Fugles Skikkelse eller som Drager, der spyede Ild af Næseborene, paa Stævnen saa man udskaarne Menneskefigurer, skinnende af Guld og Sølv, eller Tyre med fremstrakt Hals, som om de brølede, Delfiner og Kentaurer. Flaaden styrede først til de danske Landskaber, hvor Svend straks fandt Forbundsfæller. Uhtred, Jarl over Northumberland, med hele Folket i denne Provins sluttede sig til ham, ligesaa Femborgene og hele Hæren Nord for Wætlingastreet. Efter at der var givet Gisler for disse Provinsers Troskab og stillet Heste og Fødemidler til hans Raadighed, drog han mod Syd, idet han lod sin Søn Knud vogte Skibene og Gislerne. Og næppe var han kommen over den store Grænsevej Wætlingastreet, førend Plyndringerne begyndte. Der var givet Befaling om, at ingen skulde skaanes, Byerne tændes i Brand og Markerne lægges øde, hvorfor ogsaa den ene større Stad efter den anden bøjede sig for Danskerne. Kun fra London sloges de med Tab tilbage af Byens Forsvarer Thorkil den Høje. Det var fjerde Gang under Æthelreds Regering, at Hovedstaden saaledes holdt Stand over for nordiske Belejrere. Men da ogsaa de vestlige Shirer modløse underkastede sig Svend, maatte omsider Besætningen i London opgive sin Modstand. Dronning Emma flygtede med sine to Sønner til Normandie, og efter faa Maaneders Forløb fulgte Æthelred efter.

Kong Svend kunde saaledes allerede nu betragte sig som Englands Konge. Ved Vinterens Komme var han draget Nord paa og havde givet Befaling om at yde Levnedsmidler til Hærens Underhold. Da skulde Døden sætte Grænse for hans Sejrstog.