Danmarks Riges Historie/1/2-4-11
XI.
Kongerne Harald Harefod og Hardeknud. Ophøret af de Danskes Vælde i England. Nordboernes Indvirkning paa det angelsachsiske Samfund.
Vi kende ikke Knuds Tanker om, hvorledes det skulde gaa hans Riger efter hans Død. Formodentlig har han indset, at det vilde være umuligt i Længden at samle saa mange Lande under een Herre, og Norge havde han jo allerede set glide fra sig. Knuds Regeringspolitik havde jo heller ikke sat sig til Maal at skabe nogen real Forbindelse mellem Danmark og England, det ene Land stod fuldstændig uafhængigt af det andet, og i det Øjeblik, da der ikke fandtes nogen Personlighed med Knuds Anseelse og Styredygtighed, maatte Forbindelsen ophøre. Knud har sikkert indset, at døde han, førend Hardeknud blev fuldvoksen, vilde det være umuligt at holde England og Danmark sammen under eet Scepter, og at højst hvert enkelt Rige kunde faa en af hans Sønner til Konge. For dog at knytte de Danske nøje til den Søn, der var bestemt til engelsk Tronfølger, har han ladet Hardeknud opholde sig i Danmark saa meget som muligt.
Og her var Hardeknud, da hans Fader døde. Han kunde ikke ile til England, da Norges Konge stadig truede hans Lande. Hans Halvbroder Harald var derimod i England og traadte desto raskere op; han havde ogsaa sin kraftige Moder Alfifa ved sin Side. Haralds Folk bemægtigede sig straks de Skatte, Knud lod bevare i Winchester; de nordlige Landskaber og Søkrigerne i London, der udgjorde den dansksindede Del af Landets Befolkning, hvem Knuds engelsk-nationale Politik ikke havde behaget, tog derfor Harald til Landestyrer, medens Wessex og de andre sydlige Landskaber, med Støtte af Landhæren og under Ledelse af Emma og Jarl Godwin, forsvarede Hardeknuds Rettigheder. England var saaledes foreløbig delt mellem tvende Konger, dog synes Harald at være erkendt som Overkonge. Men den endelige Afgørelse lod ikke længe vente paa sig, eftersom Hardeknud stadig udeblev og Alfifa ved storartede Gæstebud, ved Gaver og Løfter fristede Stormændene til at slutte sig til hendes Søn. Den ærgerrige og magtlystne Godwin gik nu ogsaa over paa Haralds Parti.
Paa denne Tid landede Alfred, en Søn af Emma og Kong Æthelred i England. Vi vide ikke, om Moderen har kaldt ham derover fra Normandie for at styrke hendes Sag, eller om han selv har villet gøre Skridt for at vinde sin Faders Trone, vist er, at Harald frygtede hans Planer og lod Godwin overfalde ham og hans Følgesvende; flere af disse bleve dræbte, blindede eller solgte som Trælle. Alfred selv blev som Fange sendt til Klosteret Ely, men under Vejs udstak man hans Øjne, og han døde af den lidte Overlast (1036). Ikke længe efter blev Emma jaget ud af Landet ved Vintertid, og Harald erkendtes overalt som Englands Konge.
Haralds Regering var ligesaa kortvarig som uberømmelig. Han synes at have været ærgerrig og voldsom; en Krønike, som er ham meget fjendsk, fortæller, at han var lidet gudfrygtig, og at han, naar andre gik i Kirke, var beskæftiget med Jagt og Hunde; hans Tilnavn Harefod stammer maaske fra denne Jagtlyst. Allerede den 17. Marts 1040 sov han hen i Oxford efter et længere Sygeleje; han blev begravet i Westminster.
Ved sin tidlige Død undgik han den Kamp med sin Halvbroder, som var forestaaende. Hardeknud havde nemlig sluttet Fred med Kong Magnus i Norge og var omsider brudt op fra Danmark; han kom med 10 Skibe til Flandern, hvor hans Moder Emma havde af Flanderns Greve faaet tildelt et smukt Opholdssted og Underhold i Brügge. Da nu Harald døde, var man i England ikke i Tvivl om, hvem man vilde vælge til Konge. Efter Stormændenes enstemmige Beslutning sendte man Udsendinge til Hardeknud og bad ham tage mod Englands Krone. Midt i Juni ankom da Hardeknud og hans Moder paa 60 Skibe med danske Krigere til Sandwich og blev modtaget vel baade af Danske og Engelske, hvorpaa han kronedes til Konge.
Hardeknud indviede sin Regering med en styg Handling, idet han til Hævn for den Uret, Kong Harald havde begaaet mod hans Moder, lod hans Lig tage op af Graven i Westminster og kaste i Themsen. Her blev det fundet af en Fisker, som bragte det til de Danske i London, der lod det jorde paa deres Kirkegaard ved Kirken Saint Clemens Danes.
Men Hardeknud vilde ogsaa hævne sin ulykkelige Halvbroder Alfred. Derfor blev Godwin anklaget som Ophavsmand til den blodige Daad — hvad mange i England ansaa ham for — og først efter at han med mange Mededsmænd havde svoret, at han intet Raad eller Ønske havde fremsat om, at Alfred skulde blindes, og at alt var sket paa Haralds Befaling, slap han fri. Dog maatte Godwin købe sig Kongens Naade ved at skænke ham et kostbart Skib med 80 prægtigt rustede Krigere (S. 391).
Et andet Skridt, hvormed Hardeknud indledede sin Regering, spaaede lidet godt. Han lod en umaadelig Skibsskat udskrive til Underhold for Flaaden; den var fire Gange saa stor som den, der udrededes paa hans Faders Tid. Man kan ikke undre sig over, at der udbrød Uroligheder i Anledning af Skatten, og at Huskarlene, som skulde inddrive den, maatte bruge Vaabnene. I det hele var Hardeknud ikke bange for voldsom Fremfærd. Jarl Eadwulf af Bernicia, Uhtreds Søn, havde en Tvist med Kongen og var med Lejde kommet til hans Hof, men her blev han troløst sveget, idet Hardeknud tillod Sivard den Digre, Jarl af Deira, at dræbe ham, hvorpaa han gav Drabsmanden hans Jarledømme.
Hardeknuds Regering skulde ikke vare to Aar til Ende. Da han den 8. Juni 1042 var til Stede ved sin Mærkesmand Tove den Prudes Bryllup, faldt han om, netop som han rejste sig med Bægeret i Haand; maalløs blev han baaret ud og kort efter udaandede han. Hans Lig førtes til Winchester og blev begravet ved Siden af Kong Knuds. Faa vare dog vist de, som sørgede over hans Død; thi Krønikens Ord, at han intet kongeligt gjorde, var desværre Sandhed.
Hardeknud var den sidste Ætling af den kongelige Mandsstamme. Alle Knuds Børn vare blevne revne bort af en tidlig Død, de tre Sønner kun nogle og tyve Aar gamle. Datteren Gunhild, der Aaret efter Knuds Død ved Ægteskab med Kong Henrik (III) var bleven Tysklands Dronning, døde næppe tyveaarig »ligesom paa Livets Tærskel«. Knud var dog naaet til 40 Aars Alderen, Svend Tveskæg var maaske 54 Aar ved sin Død, ellers synes en tidlig Død at have været den hele Kongeslægt beredt. Men om Tronfølgen i England kunde der ikke være Tvivl. Hardeknud havde sikret sig en Arving ved at kalde sin Moders Søn Edvard fra Normandiet til sig, og han havde givet ham en Stilling ved sin Side i alt Fald som Raadgiver. Endnu inden Hardeknuds Lig var bisat, kaaredes Edvard, som da var i Normandie, til Konge, og snart førte Godwin sammen med nogle Jarler og Bisper den unge Kongesøn over til England. Der fandtes vel et dansk Parti, som ønskede Kong Knuds Søstersøn Svend valgt, men Godwin virkede som den glødende Talsmand for, at Landet burde have en indfødt Hersker, og saaledes blev Edvard højtidelig kronet til Englands Konge i Winchester Paaskedag 1043.
Naar man i England i en senere Tid kastede Blikket tilbage paa Dansketiden, fandt man, at det havde været en Undertrykkelsestid. Dette var ganske sikkert en urigtig Opfattelse, for saa vidt Kong Knuds Regeringstid angaar; da havde det angelsachsiske Folk netop en saa fuld Nydelse af sin Ret og Frihed, som det sjældent hænder et betvunget Folk. Derimod er det snarere sandt, at de Danske paa Kong Knuds Sønners Tid optraadte overmodigt og gjorde sig forhadte. Det hedder i et gammelt normannisk Digt:
Om hundred mødte en Dansk paa en Vej,
trøste ham Gud, som nejed sig ej!
Og kom ved en Bro en Dansk dem imod,
ej traadte de Trin, ej flytted de Fod,
før Dansken var naaet over Flod og Aa.
Man hilsed, man bukked, hvor man dem saa,
hvo Ryg ej krummed, fik skammelig Tugt,
med Stokken de lærte ham arte sig smukt.
Saadan led de Engelske Haan og Tort
og døjed af Dansken ondt og haardt.
Det sagdes ogsaa, at allehaande Forfinelser og Laster paa hine Tider havde trængt sig ind hos de Danske. Især vare de hengivne til Bordets Glæder; vi have set Alfifa lokke de fornemme Angelsachsere ved store Gæstebud, og Hardeknud berømmes for at have ladet holde fire Maaltider om Dagen; man hører paa den Tid de Danske betegnede som de forslugne. I det hele havde Danskerne fundet Smag i et forfinet Liv; de badede sig gerne, skiftede ofte Dragt og pyntede sig med smukke Klæder, ligesom de, som vi have set, lagde Vægt paa at have skønne Vaaben. En tidligere nævnt (S. 354) arabisk rejsende omtaler en af de Danske brugt Øjensminke, som forøger Skønheden hos Mænd og Kvinder.
Men lad alt dette være nok saa sandt, det kan dog næppe have været de Danskes Forfinelse eller Svækkelse, der gjorde Ende paa deres Magt i England. Danskerne vare jo dog endnu paa Kong Knuds Tid kraftige og foretagsomme Krigere, og vi mærke jo ikke heller hos de Danske i deres Hjemland noget Tegn paa et Forfald. Endnu gennem lange Tider hævdede desuden det danske Element i del engelske Folk sin store Indflydelse. Havde den danske Kongeslægt haft større fysisk Styrke og dens Medlemmer en længere Levetid, da havde vel nok en Konge af dansk Blod kunnet bevare den engelske Trone, om end Forbindelsen mellem Danmark og England under eet Scepter var bleven brudt. Det viste sig desuden under Edvard Bekenderens Regering, at Angelsachserne fremdeles kom under fremmed Indflydelse, men i Stedet for dansk blev den nu normannisk, og efter Edvards Død vandt Normannerne endelig Riget.
I to Aarhundreder havde Danske og andre Nordboer været bosatte i England, og store Provinser havde været dem underlagte i flere Slægtled. Danelagens Grænser angives forskelligt i de engelske Kilder, og dens Omraade har til ulige Tider været større eller mindre, men sædvanlig regnes hertil Northumberland og 15 Shirer Syd derfor indtil Wætlingastreet. Her havde Nordboerne pløjet og saaet Landet og i egentligste Forstand været Jordens Dyrkere (Fig. 153). De havde paa mange ejendommelige Maader organiseret deres Samfund; de havde delt deres Landsdele i Hundreder (Herreder), som da ogsaa almindelig gennemførtes i England, eller i Wapentacs. Med dette sidste Navn betegnedes Herredet eller Tingkredsen i hele den nordlige Del af Danelagen, Landet omkring Femborgene og York, idet man nemlig vedtog Beslutninger paa Tinge ved at række Vaabnene i Vejret eller ved at slaa dem mod hinanden (i Skaanske Lov: vapnatak); maaske sigtes der ogsaa til, at Kredsen ved en saadan Handling godkendte sin Høvding.
Naar Yorkshire i vore Dage er delt i East-, West- og North-Riding (egtl. Thriding), er det en Levning af hin Tids Deling i Tredjedele, Tredinge. Vi have fremdeles set, hvorledes de Danske havde sluttet sig sammen om Borge (Femborge, Syvborge), der vare det befæstede Midtpunkt, hvorfra de styredes. Paa Tinge i Danelagen træffes da ogsaa en Kreds af Lagmænd virksomme, ligesom vi i Afgørelsen af Retssager finde Nævninger anvendte.
Talende Minder om Nordboernes Bosættelse i England ere de mangfoldige danske eller nordiske Stedsnavne — vistnok henved to Tusinde — som findes eller fandtes inden for Danelags-Omraadet. Hele Navneforraadet er her ofte saa stærkt blandet med nordiske Ord, at det faar et afvigende Udseende fra de andre Landsdele. Nordboerne maa have bosat sig paa mange nye Pladser, og de maa have omdøbt ældre Bebyggelser, saaledes som vi da ogsaa vide, at Northweorthig af dem døbtes Deoraby (Derby), Streoneshalch Whitby. Foruden de Endelser, som vi kende fra det øvrige England, saasom -borough, -born, -caster, -field, -forth, -ton, -wood, findes her flere Navneendelser, og talrigt repræsenterede, der saa godt som ikke forekomme uden for Danelagen.
Dette gælder saaledes Navne paa -beck, -by (-bi), -dal, -holm, -thorp, -thwaite (Tved d. e. langstrakt Jordstykke mellem Skove eller mellem Vandløb), -toft, altsaa til Dels de samme, som vi forefandt i Normandie (S. 304), og ikke sjældent i de samme Sammensætninger.
Saaledes finde vi i Domesday, den store Jorde- og Skattebog fra Vilhelm Erobrerens Tid, eller i andre samtidige Aktstykker Navne som følgende, og de fleste af dem komme jævnlig igen: Bretheby, Bruneby, Bundeby, Dalby, Estreby, Hedeby, Horneby, Karleby, Kirkeby, Methelby, Mickleby, Netherby, Riseby, Thornby, Westby, og ganske tilsvarende Navne forekomme jo i Danmark. Men endvidere træffes en Mængde Navne, dannede af et Personnavn og -by, saaledes som vi meget sjældent træffe det i Danmark, hvad der med andre Ord vil sige, at -by paa samme Maade som -ville i Normandie er blevet den almindelig anvendte Betegnelse for Bebyggelsen. Saadanne Navne ere: Ansgotesby, Asmunderby, Berguluesby, Haconesby, Ormesby, Torchileby, Tormozby, Ulvesby. Overalt lyder Endelsen -by (-bi, -bie) saaledes som i Danmark og i den østlige Del af Norge (Viken og Landskaberne Nord derfor), ikke -bær, -bø, som er den almindelige Form i hele Vestnorge paa nogle enkelte Egne nær. Thorp findes mange Gange som selvstændig Stedsnavn saaledes som i Normandie, men tillige i talrige Sammensætninger som Aschiltorp, Boetorp, Claxtorp, Coupmantorp, Ernulfestorp, Estorp, Gameltorp, Grimtorp, Gunestorp, Ingertorp, Rauenestorp, Saxtorp, Sculatorp, Scotorp, Wichingastorp.
Som Eksempler paa andre Navne af nordisk Herkomst kunne vi nævne: Haselebec, Litelbec, Dale, Cheldal, Rauenedale, Dalegarth, Aykesgarth, Holme, Holt, Lund, Toft, Givertoft, Horninghetoft, Langetoft, Mulwath, Ingulfvestvet. Et karakteristisk Stedsnavn var Thingwall i Yorkshire, hvilket Navn genfindes paa flere Steder i England og Skotland, hvor Nordboer have bosat sig; det betyder den Vold (d. e. Slette), hvor Tinget holdtes, altsaa som Thingvalla paa Island eller Thingvalla, det tidligere Landstingsted for Värmeland.
De nordiske Stednavne forekomme i størst Antal i Femborgomraadet og i Yorkshire, i Westmoreland og Cumberland.
Det er en Selvfølge, at man i Aktstykker og Optegnelser fra Danelagen, som i øvrigt fra hele England, møder nordiske Personnavne i Mængde, saasom Asbeorn, Asmund, Grimketil, Halfdan, Justan, Orm, Sæfugal, Thorfast, Thorgrim, og mange af dem tage blivende Bo i England. Jævnlig have Mænd med disse Navne karakteristiske Tilnavne paa nordisk Maade, saasom Osbern Bulax (Boløxe, hvormed Træer fældes), Tove Prude, Atser Røde.
I de ikke faa Love, som angik Danelagen eller Forholdet mellem de Danske og Englænderne, træffe vi, som alt er sagt, mange Bestemmelser, som afgjort ere nordiske og hvortil vi finde tilsvarende Regler i dansk, norsk eller endog svensk Ret. Nordiske Retsudtryk ere endvidere trængte ind i angelsachsisk Ret fra de Danskes Love og fra Praksis, mange Gange i en noget ændret Form eller saaledes, at der byggedes et engelsk Ord paa Grundlag af det nordiske. Selv Ordet law, Lov, er som Betegnelse for Retsreglen optaget fra Norden. Bylaw, der nu betyder en Retsregel af lokal Natur, en Vedtægt, er det nordiske Bylog eller Loven for Byen. Husthing, der var Nordens Betegnelse for et Møde af en snævrere Kreds, blev anvendt om By møder i York og andre Byer; i vore Dage bruges hustings om en Forhøjning, benyttet af Valgkandidaten ved Parlamentsvalg. Grith, der i Norden betegner den særlig tilstaaede Fred eller Beskyttelse, blev tidlig optaget af Angelsachserne og anvendt i en almindeligere Betydning om Freden. I det hele fæstede mange nordiske Lovudtryk Rod i det daglige Sprog.
Vigtigere var dog den friske Aand, som fra de danske Love i England strømmede ind over den engelske Ret, og som de mange Danske, der fik høje Embeder af de angelsachsiske Konger, sikkert have bidraget til at fremme. Saaledes have Englænderne i flere Henseender taget den i Norden gældende administrative Ordning til Vejledning ved Englands Styrelse, ved Inddeling i Administrationskredse, ved Skatte- og Ledingsvæsen. Der trængte endvidere fra Norden en ny Aand ind i Englændernes Strafferet, de opgav den urimelige Mildhed, der havde svækket Samfundsfreden. Medens der tidligere ikke havde været mange Sager, som ikke lode sig sone med Bøder, blev en Række af Forbrydelser nu bestemte som bodløse. Den tidligere næsten ikke kendte Dødsstraf blev langt almindeligere anvendt; saadanne Forbrydelser, som ikke blot skyldtes Trods eller Hævnlyst, men viste et lavt og nidingsagtigt Sind eller skete i det skjulte, fik en særlig haard Straf, og Æresbegrebet kom til at spille en mere fremragende Rolle. Indgreb i Ejendomsretten straffedes alvorligt, særlig maatte Tyven og hans Hjælpere lide Døden.
Ogsaa i den for Omsætning og Handel gældende Ret og Praksis mærkes Paavirkninger fra de driftige og praktiske Nordboeres Ret.
Som i Normandiet saaledes føles det ogsaa i England, hvorledes der i de af Nordboere besatte Omraader trivedes langt større personlig Frihed end uden for dem. Ikke blot vare Trælle saare sjældne — der nævnes i Domesday ingen saadanne i Yorkshire eller Lincolnshire og kun faa i de tilgrænsende Shirer, medens de vare hyppige i de sydlige eller vestlige Shirer — men der var her ogsaa et langt større Tal af frie Bønder. Nordboerne have aabenbart stræbt efter at skabe en fri Tjenerstand og en fri Bondestand ogsaa ved at give let Adgang til at erhverve sig Frihed. Det livlige Handelsrøre og de stadige Rejser have bidraget til at fjerne Afhængighed og Baand.
I det hele have Nordboerne bragt Liv og Røre til Angelsachserne, de have ved Siden af den Svækkelse, som deres Vaaben tilføjede Samfundet, ført friskt og nyt Blod ind i Folket, lært det at optage nye og nyttige Institutioner fra fremmede og i det hele slaaet ind paa Veje, ad hvilke de Danskes Slægtninge de franske Normanner kort efter ved Erobringen af England skulde fortsætte.