Danmarks Riges Historie/1/2-4-10
X.
Kong Knuds Forhold til Kirken i England og Danmark. Hans øvrige Virken for Landenes Indre Forhold. Svend og Alfifa fordrives fra Norge. Knuds sidste Leveaar og Død.
Hvor optaget Knud end var af at krige og erobre, og hvor mange Riger han end havde at værne, mærker man dog, at han stadig arbejder paa Fredens Gerning. Han indskærper i England mange gamle Lovbud og giver flere nye, hans Maal er, at Borgerne ikke forstyrres i deres daglige Dont ved Fredsforstyrreres Vold og Uret eller ved Embedsmænds Overgreb, han paabyder som Borgerpligt, at man lever gudfrygtigt og sædeligt, og han værner om Ægteskabet og Hjemmet. Knud har krævet mange Skatter, men man ydede dem uden at klage, fordi man følte, at Pengene anvendtes til Landets og Borgernes bedste.
Vi have set, at Knud lige fra sin Tronbestigelse havde knyttet sig nøje til Gejstligheden — saaledes som det jo ofte har været Tilfældet, hvor en ny Slægt erhverver et Lands Trone — han havde gjort sin og Kirkens Sag til eet, og han havde vist stor Rundhaandethed over for Præster og Munke. Men der kan ikke heller være Tvivl om, at Knud var oprigtig troende og havde et alvorligt og religiøst bevæget Sind. Hans Tro og Gudsfrygt udsprang af mere end Følelse af Nytte eller politiske Hensyn; saa varme Ord som dem, der lyde i hans Breve og Love, faar kun den paa Læben, der virkelig føler Troens Magt, og hans Gerninger tale jo i samme Aand som hans Ord. Den Ydmyghed, som han bar over for Gud, har faaet et smukt Udtryk i Fortællingen om, hvorledes Knud forgæves bød Havet vige. Det hedder i et normannisk Digt saaledes:
Tre Riger tjente nu under Kong Knud,
faa fristedes til at trodse hans Bud.
Og dog en Gang han mistede Magt,
og et af hans Bud ej holdtes i Agt.
Ved London ligger ved Themsens Strand
en Kirke — den Westminster hedder forsand;
did Kongen kom paa gangende Fod,
ved Flodens Bred han stille stod.
De Bølger randt over hviden Sand
og stege højt over flakke Strand,
de rulled trodsig imod Kong Knud.
Da strakte Kongen sit Scepter ud
og sagde til Bølgen: »Tilbage gaa,
med Spiret ellers jeg skal dig slaa!«
Men Floden sig lidt om hans Tale brød
og Vandene videre fremad skød.
Kongen vented en Stund i Mag,
da gav med Spiret han Bølgen et Slag.
Bølgen ej ænsed hans Overmod,
den vælted frem over Kongens Fod.
Da Kongen mærked, at Tiden skred
og Bølgen for ham ej flygted et Fjed,
med Hoffets Mænd han tilbage tren
og stille stod med Fod paa en Sten,
han løfted op sine Hænder mod Øst:
— lytter nu alle til Kongens Røst! —
»Paa ham, som lader Havet stige,
skal fast man tro og Lov ham sige.
Han er god Drot, jeg en ringe kun,
en dødelig Mand, men han lever hver Stund!
Alt, som skabtes, lystrer hans Ord.
Han være stedse min Støtte paa Jord!
Min Hu nu stander til Rom at drage,
af ham mit Land til Len vil jeg tage!«
Saa bliver til Rejsen der rustet med Flid,
han vil fare af Sted i uspildt Tid;
med Guldet stoppedes Sækkene tunge.
Paa alle Broer, hvor frem de sig tvunge,
ved Bomme i Dale, ved Bjergeled
og hist paa fjerne Rigers Bred
han gav sit Guld og købte tillige
uhindret Fart for Mænd af hans Rige.
St. Peters Penge, han i Skat lod tage,
købte dem fri for Rejseplage,
og derved han virked, at nær og fjern
ej Engelskmand standses ved Baand og Jern
og for Synd, han øved, til Rom skal ej gaa,
men hjemme ved Bod kan Renselse faa.
Som der er skøn og dyb Alvor i dette Sagn, aander der fin Poesi ud af en anden Fortælling. Knud og Emma vare med mange af Englands store dragne paa Besøg til Ely Kloster, hvor de vilde fejre Kyndelmissefesten. Da de roede over Søen ved Klosteret, hørte de fra Klosterkirken paa den høje Brink milde Toner klinge ud over Vandet. Det var Munkene, der sang deres »Tider«; Knud lyttede efter, og for at høre tydeligere befalede han Rorkarlene at ro nærmere med sagtere Tag. Bevæget af Sangens Skønhed i den stille Vintermorgen fandt Knud Ord for sin Stemning, han kaldte Følget sammen og bad det istemme med sig en Vise, som han digtede. Dens Begyndelse er bevaret, og den lyder saaledes:
I Ely sang frydeligt Munkene i Kor,
da Skibet styred did med Knud Konge om Bord.
Svende, ror nu nærmere Land,
lad os lytte til Munkenes Sang!
Sangen blev erindret i Folkemunde og ofte sunget. Men den Sans for Digtning, som Knud aabenbart besad, og hvorom denne Fortælling vidner, viser sig ogsaa i, at mange islandske Skjalde besøgte hans Hof og kvad til hans Pris, saaledes Thoraren Lovtunge, Thormod Kolbrunarskjald, Ottar Svarte og flere andre.
Kong Knud siges at have ført mange Bisper fra England til Danmark. Som saadanne anføres Bernhard i Lund, Gerbrand i Roskilde, Reginbert i Fyn, men disse Navne ere ikke angelsachsiske, men franske eller tyske. Kong Knud synes saaledes næsten snarere at have benyttet gejstlige fra Normandie, Flandern eller Lothringen; især fra de to sidste Lande udgik der netop paa disse Tider en stærk Paavirkning paa den engelske Kirke, og en livlig Indvandring af Klerke fandt Sted. Knud har maaske foretrukket at benytte saadanne fremmede i Danmark, idet de Danske vel saa med Skinsyge paa Kirkehøvdinger, udgaaede fra det betvungne engelske Folk. Naturligvis var Ærkebisp Unwan af Bremen lidet tilfreds med, at der fra Vesten sendtes Bisper til Danmark; han fangede endog Biskop Gerbrand, da han var paa Vej fra England, og tvang ham til at aflægge Hyldingsed til sig, ligesom han fik ham til at formaa Kong Knud til at paabyde, at alle danske Bisper skulde søge Indvielse i Bremen. Knud var altfor klog en Statsmand til ikke at bøje sig for hans Forlangende, og han stod i det hele paa en god Fod med Unwan, men som i England besatte han selv Bispestolene. Som Vejleder ved Ordningen af de danske Forhold har Knud sikkert benyttet den ansete engelske Abbed Lyfing, der ledsagede Knud paa hans Rejse til Danmark og senere til Rom.
Knud, som var saa gavmild mod den engelske Kirke, har sikkert ogsaa skænket af sine Rigdomme til de danske Kirker og Bispesæder. Han siges desuden at have grundet Klostre i Danmark, men hvilke disse vare, vides ikke, og sandsynligst er, at hans Forsøg ikke have slaaet Rod. Knud synes derimod at have faaet gennemført, at der fra Danmark svaredes Peterspenge til Paven i Rom. Inden for Danelagen i England gav man kun en Afgift, der var halv saa stor som i den øvrige Del af Riget, og det har vel ogsaa været en lignende beskeden Afgift, der er bleven krævet her i Landet.
Om Knuds øvrige Styrelse af Danmark vide vi saa godt som intet, men af hans store Virksomhed i England tør vi slutte, at han har grebet ind paa mange Maader. Om eet Forhold have vi dog klare Vidnesbyrd. Kong Knud var den første danske Konge, der gennemførte et ordnet Møntvæsen i Landet. Han valgte en Del Byer i alle Landsdele til Møntsteder og lod her angelsachsiske Møntprægere slaa gode Mønter efter engelske Penge som Forbillede (Figg. 150—51). Man vil hyppigt paa disse Mønter finde Korset og andre kirkelige Tegn anvendte.
I England holdtes der Fred i de 19 Aar, Kong Knud regerede, om der end paa Landegrænserne i Vest og Nord blev kæmpet forskellige Kampe. Et Hærtog mod Skotland, som Knud foretog kort efter sin Romerrejse, bragte nogle Riger i det sydlige og midterste Skotland for en Tid ind under hans Herredømme. Hans Magt over Danmark og Rigerne ved Østersøen synes ikke at være bleven rokket, derimod viste det sig ikke muligt at bevare de Norskes Troskab.
Alfifa og hendes Søn havde søgt at forøge Regeringens Indtægter ved at paabyde nye Afgifter og Skatter, saaledes ved at fordre af hver Bonde en vis Del Fødemidler ved Juletid og en Afgift af dem, der drog paa Fiskeri. Ligesaa forlangte de af Bønderne Hjælp til at bygge Kongens Gaarde, og Ledingspligten fastsloges nøjere. Det blev endvidere bestemt, at man for Manddrab ikke blot forbrød Løsøre, men Jord, og for at sikre danske Mænds Liv i Norge skulde i Tilfælde af udbrudt Strid een dansk Mands Vidnesbyrd veje op med ti Norskes. Saaledes lyde Sagaernes Skildring af disse ogsaa i senere Tider berygtede Love, men Fortællingen om dem gør sig sikkert skyldig i Overdrivelser, og det er mærkeligt at se flere af disse Bestemmelser komme igen i den følgende Tids Love, saa at det synes, som om Nordmændene indsaa deres Nødvendighed for et velordnet og stærkt Rige. Og hvor meget end de Norske klagede over Byrder og Paalæg, erkendte de, at der var Fred for hver Mands Liv og ikke forefaldt Ran eller Manddrab i Landet. Man fandt desuden Behag i den smukke og velvillige unge Konge.
Ikke desto mindre skulde den dræbte Olaf blive Sejrherre og fordrive de Danske af Landet. Alfifas herskesyge og intrigante Natur bragte hende i Strid med de norske Høvdinger, og den uvillige Stemning, som rundt om raadede, blev yderligere styrket ved, at Høsten slog fejl og Uaar indtraf. Man tænkte tilbage paa Olafs Tid som den lykkeligere, og Sighvat Skjald kvad følgende Vers, som var et Udtryk for Stemningen:
Ung til Olding vorden
Alfifatiden vil mindes,
Tyrens Trug da vi delte,
tæred Bark som Bukke.
Sligt ej hændte, da højsindet
Hersker Olaf vi løde,
kro sig af kornfyldt Lade
kunde da hver en Bonde.
Folkets Samvittighed vaagnede ved Tanken om, at det havde forjaget og dræbt en Konge, som trods al Voldsomhed dog havde villet Folkets Vel, man lyttede stadig opmærksommere til Fortællingen om de Undere, som viste sig ved hans Grav. Allerede i Sommeren efter Olafs Fald maatte de Danske se paa, at hans Lig blev baaret ind i Klemenskirken, og at hele Menigheden dømte Olaf for at være sand Helgen. Stadig hørtes der om nye Undergerninger, og Samvittigheden vaagnede hos mangfoldige af dem, der havde kæmpet mod den hensynsløse, men mod store Formaal sigtende Konge. Alfifa ansaa det rigtigst at tage Bolig i den sydlige Del af Landet. Trenderne havde imidlertid sendt Bud til Rusland efter Olafs Søn, og da Magnus kom, rejste hele det nordenfjeldske sig for ham. Forgæves søgte Svend at formane Bønderne i det sydlige til Lydighed; der stod ingen anden Udvej aaben end at søge Hjælp hos Hardeknud i Danmark. Her døde Svend kort efter, og hans Moder vendte tilbage til England.
Knud skulde imidlertid ikke paa ny kunne gribe ind i Norges Skæbne. Han havde skrantet i nogen Tid og døde Onsdagen den 12. November 1035 i Shaftesbury i Dorsetshire. Hans Lig blev begravet i den gamle Kirke i Winchester.
»Knud Konge — siger Knytlingasaga — var meget stor af Vækst og stærk af Kræfter, en meget smuk Mand, naar undtages, at hans Næse var smal, høj og noget krum. Han var lysladen, med et fagert og tykt Haar, og hans Øjne overgik de flestes baade i Skønhed og Skarpsyn«. Til Knuds tiltalende Ydre svarede hans sjældne Evne til at vinde Mennesker og med Snildhed knytte endog Modstandere til sig. Han havde en Tro paa sit Kald og en urokkelig Sikkerhed i sine Handlinger, som betog Omgivelserne og skabte Tillid til hans Styrelse hos Folket. Det fortælles, at Knud let lod sig henrive af Lidenskab og da kunde begaa grumme Gerninger, saaledes som Drabet paa Ulf Jarl eller paa hans egen Huskarl, men vi mærke dog ogsaa, hvorledes Knud søger at bekæmpe sit Sind, og oftest se vi ham som den velmenende, humane Fyrste, der sørger for Folkets Oplysning og for Kirker og fattige.
Kong Knud havde faaet Tilnavnet den rige d. e. den mægtige; som den, der styrede mange Riger og Lande, var han vel Navnet værd. I Tidens Løb blev Tilnavnet den store ham til Del, og med god Grund. Thi kunde end et Vælde som det, Knud havde bygget, i Længden ikke have Bestand, saa havde han dog grebet betydningsfuldt ind i Udviklingen hos alle de Folk, som vare ham underlagte. Det var i England uhørt, at der gennem saa lang Tid var Fred inden for Landets Grænser, og der var jo ogsaa i Danmark sædvanligvis Fred under hans Regering. Knuds Hærtog til Østersølandene havde sikkert været nødvendigt, og til at erobre Norge, som han vandt næsten uden Sværdslag, var han ægget af Kong Olaf og kaldet af mange af Norges bedste Mænd. De forskellige Folk, som vare blevne stillede under samme Konges Styrelse, havde faaet Lejlighed til gensidig at paavirke hinanden, hvad der ikke blev uden varig Indflydelse paa deres Kulturliv. Men alle Efterretninger synes ogsaa at vidne om, at Knud i Styrelsen af hvert Lands indre Forhold havde store Maal for Øje, selv om han ikke naaede at faa dem gennemførte under den korte Tid, det var ham forundt at leve.