Danmarks Riges Historie/1/2-3-9
IX.
Digtning og Fortælling i Danmark i det 9. og 10. Aarhundrede. Kvadenes Emner og Form. De Danskes Skønhedsfølelse og deres Idrætter. Klædninger, Smykker og Ornamentik. Nye Gravskikke.
Vi skulle søge at fremstille forskellige Sider af Kulturlivet i Danmark paa disse Tider, nærmest som en Tilføjelse til, hvad der er fortalt i de foregaaende Kapitler om mange Sider af de Danskes Liv i Krig og under Fred. Især ville vi stræbe efter at give en Skildring af, hvordan der digtedes og tænktes, og i hvilken Grad Sansen for Skønhed og Glæden derved gav sig Udtryk, samt om de Former, hvori den udtalte sig.
At der levede Poesi i hine Tider, fremgaar af de mange skønne Fortællinger og Sagn fra hin Periode ikke mindre end deraf, at vi se, hvor højt man hædrede Skjaldene og deres Kunst. Men man satte ogsaa Pris paa den veltalende Mand, som i smuk og velvejet Form kunde fremsætte kloge og vægtige Tanker. Man ærede den erfarne Mand, som i sin Hukommelse gemte Traditionen, kendte Folkets gamle Sæd og Ret og som derfor var den naturlige Taler i Folkeforsamlingen og Leder af Tingets Forhandlinger. Evnen hertil fandt man især hos dem, som Alderen havde modnet og hvis Haar var graanet. Der staar i Eddasangen »Den Højes Udsagn«:
Ad graalokket Thul
le Du aldrig!
Ofte er godt, hvad gamle kvæde.
I samme Kvad siges Thulen at tale fra sin Stol, þylja þular stóle á. Paa en sjællandsk Runesten betegnes, som vi have set (S. 286), en Mand som Thul paa Salhøjene eller i Byen af dette Navn (nu Sallev). Thul er ikke Skjald, eller han behøver i hvert Fald ikke at være det, han er Meddeler og Fortæller, medens Skjalden skaber nyt og bringer sit Emne i Rytme. Utvivlsomt har der ved Siden af hine Fortællere været mange, som havde Digtergave og sang om de gamle danske Kongers og Heltes Historie, der udgjorde Folkets kæreste Mindeskat.
Det var paa disse Tider, at Norske og Islændere digtede de Kvad, som nu ere samlede i den ældre Edda og som i saa høj Grad vejlede til Kundskab om Nordens Gudetro og om dens Sagnhelte. Selve Kvadene give Vidnesbyrd om, hvor meget af Indholdet der var kendt i Danmark eller knyttet til dette Land (S. 179), hvad der bekræftes af mange andre Kilder.
Digterne af Heltesangene have taget meget Stof fra Sagnene om Vølsungerne, den fra Odin stammende, vidt besungne Kongeslægt, hvis Ry var bredt blandt alle de germanske Folk. Saaledes var vel ingen af de i Norden besungne Helte berømtere end Sigurd Fafnersbane. Sigurd var bleven opdraget af den kunstfærdige Dværg Regin, som havde smedet ham Sværdet Gram, ligesom Sigurd ved Odins Hjælp havde vundet den ypperlige Hest Grane. Regin tilskyndede Sigurd til at dræbe Dragen Fafner og vinde den store Skat, hvorover den rugede, hvilket ogsaa lykkedes ham. Men Regin havde fortiet, at der hvilede Forbandelse over den, som besad Skatten. Sigurd trolovede sig derpaa med Skjoldmøen Brynhild, men bringes ved en Trylledrik til at glemme hende og trolover sig med Gudrun, Kong Gjukes Datter. Da Sigurds Svoger Gunnar ikke kan trænge gennem den Kreds af Luer, der omspændte Brynhilds Sal, rider Sigurd i Gunnars Skikkelse paa Grane gennem Ilden, og da saaledes det Vilkaar, hun havde stillet for at bortgive sin Haand, var opfyldt, ægter hun Gunnar. Efter at Brynhild senere har opdaget Svigen, ægger hun Gunnar til at rydde Sigurd af Vejen, hvorpaa hun dræber sig selv. Sigurd er besunget i Eddakvad, men Fortællingen om ham har sikkert ogsaa i Danmark været et af de mest udbredte Sagn. Ikke blot skal der i Danmark og Sverige være bleven sunget Sange om ham, men de danske Folkeviser fra den senere Middelalder synge endnu om Sigurd Snarensvends Bedrifter og hans Ridt paa Grane (der da kom til at hedde Skimling Gram: »Saa listelig da render han Grammen under Siuard«). Paa svenske Runeristninger og paa Udskæringer i norske Kirker finder man Scener af Sigurds Liv fremstillet (Fig. 127); saadant har vel ogsaa været Tilfældet her i Danmark ved Udsmykninger af Huse eller Bohave.
Medens mange af Vølsungesagnene ere fælles Eje for de germanske Folk, er den til disse knyttede Fortælling om Helge Hundingsbane udelukkende nordisk. Helge var en Søn af Vølsungen Sigmund, med hvem Kong Hunding førte Krig, og det lykkedes Helge at fælde Kongen; af denne Daad fik han sit Tilnavn. Valkyrjen Sigrun havde fattet en dyb og luende Kærlighed til ham, uagtet han havde dræbt flere af hendes Slægtninge; men hendes Broder tog Hævn for de faldne og gennemstak Helge med sit Spyd, hvorover Sigrun sørgede sig til Døde. Eddasangene saavel som Saxo knytte paa forskellig Maade Helges og Sigruns Historie til Danmark.
behandlet i Kvad, er Fortællingerne om den berømte Kong Didrik af Bern. Allerede et Vers paa den østergøtlandske Røksten (o. 900) nævner Thiaurik, ridende over Reidhavets Strand (om Reidgoterne se S. 74, 124); ifølge den norske Thiderikssaga skal der have været kvædet Sange i Danmark om ham.
Et andet udbredt Sagn var Fortællingen om den kunstfærdige Vølund Smed, som ogsaa var almen kendt i England og Tyskland. En ond Konge har mishandlet Vølund; han har overskaaret hans Haser og derved fængslet ham til Smedjen for at han kan arbejde for ham, men Vølund hævner sig ved hemmeligt at dræbe hans Sønner, af hvis Hjerneskaller han former Kongen Drikkeskaale, og ved at krænke hans Datter, da hun besøger ham i hans Smedje. Til sidst flyver Vølund bort fra sit Fangenskab i en Fjederham, han har forfærdiget sig. Den nævnte norske Saga har henlagt Scenen for disse Begivenheder til Thy og Sjælland, medens de i Eddaen henføres til Sverige.
Foruden at de Danske have behandlet saadanne Sagn, som vare fælles for flere Folk, tør vi tro, at de have optaget de prægtige Sagn om Lejrekongerne saavel som mange andre Oldtidsminder til fornyet Behandling i deres Digtning. Vi veed jo af Saxos Gengivelser, at der fandtes en rig Skat af Kvad herom.
Om den Versform, der har været anvendt i disse Digte, kunne vi kun udtale os med stor Forsigtighed. Vor eneste Hjemmel er nemlig de faa bevarede Vers paa Runestene. Indskrifterne fra det 9. Aarhundrede indeholdt endnu ikke Vers, selv om de kunde danne vægtige Linier, der paa lignende Maade som vore Folkevisers Omkvæd halvvejs havde Rytme og Bogstavrim — saaledes som Tryggevældestenens Ord, der paa Olddansk vilde lyde: fáiʀ werða nú fóddiʀ þæim bætri (S. 287).
Heri indtræder imidlertid en Forandring paa Harald Gormssøns Tid, da Runeindskrifterne jævnlig indeholde gode, klingende Verslinier, saaledes som vi have set, og dette fortsætter sig i flere Runeindskrifter fra Svend Tveskægs Tid. Skønt Runeversene kun indeholde et enkelt eller nogle faa Verspar, tør vi sikkert antage, at man i Digtningen paa denne Tid har kendt en otteliniet Strofe af samme Bygning som saa mange af Eddakvadene, saaledes Vøluspaa (S. 189) og Grottesangen (S. 143), og som Stroferne paa den berømte Runesten ved Røk Kirke i Østergøtland. I dette fornyrðislag, som det kaldtes, bestod ordentligvis hver af de 8 Linier af 4 Stavelser af ulige Betoning og Længde; hver Linie skulde indeholde to Taktslag, Bogstavrimet maatte falde paa de betonede Stavelser og i øvrigt Linien i sin Bygning følge visse bestemte Grundformer. Af de Prøver, som ere givne i det foregaaende (S. 341) — her kan ogsaa nævnes Virring-Stenens Vers (S. 362), der i den gamle Udtale lød:
Starkaðr résði
stén æft døðan,
og faste i Formen.
En særegen Art af fornyrðislag var málaháttr, der ligeledes var otteliniet, men havde 5 Stavelser i hver Linie. Ogsaa denne Strofeform kan siges at være repræsenteret i en Runeindskrift, nemlig Femstavelsesverset med kvindelige Udgange paa Søndervissing-Stenen (S. 360). Den tredje Strofeform i de oldnordiske Kvad (saaledes i Hávamál, S. 346) var ljóðaháttr; den bestod af 6 Linier, i hver af de to Halvstrofer var 1ste og 2den Linie, der havde fælles Stavrim, paa 3 og 4 Stavelser med to Taktslag, medens den 3dje Linie, der havde sit Stavrim for sig, talte 5 Stavelser og havde 3 Taktslag; i øvrigt kunde Linierne her fremvise de største Variationer. Skønt vi ikke kunne nævne Eksempler fra Runestene paa Anvendelsen af denne Versform, er der vel ikke Tvivl om, at ogsaa den er bleven benyttet.
Vi have ingen Grund til at tro, at de Kvad, som ere blevne digtede eller i hvert Fald sungne i Danmark, have været af egentlig episk Art. En Heltedigtning synes ikke at ligge den nordiske Aand nær. Nordboerne have foretrukket at skildre den enkelte Handling eller at afmale en Situation, hvori Brydningen mellem forskellige Karakterer var skildret med dramatisk Kraft og hvori Personerne under krydsende Tale kunde lægge deres dybe Følelser eller snilde Tænkning for Dagen. Man agtede ikke ret det brede eller udspundne, hvorimod man stræbte mod det tankevægtige i den tætbyggede Form.
Af spredte Vink eller af de enkelte Runeindskrifter ligesom ogsaa af de Danskes hele Liv og Virken kunne vi vel i det hele slutte os til Arten af de Danskes Aandsanlæg og Skønhedsfølelse. Der har ytret sig hos dem stor Livslyst, Mod til at leve og tilegne sig Livets Goder, og det har ikke manglet paa blussende og blodig Lidenskab. Paa den anden Side har Alvoren raadet, fremfor alt har Agtelsen for Kraft og Karakter gjort sig gældende. De Danske have endvidere glædet sig over Naturen og haft opmærksomt Øje for den, de have ikke frygtet dens Haardhed, de kunde tage Kampen op med den over brusende Bølger, gennem hvinende Storme, men de have dog fremfor alt yndet det smilende Landskab, hvor herlige Skove og brede Floder, hvor frodige Enge og glidende Bække forlystede Øjet, lokkede til Jagt og lovede rigeligt Underhold. Derfor slog de sig omsider til Ro i den rige og frugtbare Del af England og i Normandiets frodige og skønne Landskaber.
Det var et Folk, som levede med Naturen og iagttog dens Træk, men det var tillige praktiske Mænd, der ikke synderlig mere end antydningsvis omsatte Indtrykket i Stemninger, netop som saadanne leve i Jægerens eller Sømandens Sind. I de Guder, paa hvilke de troede, har det etiske Element, Karakteren og det personlige Sjæleliv, været Midtpunkt, langt mere end Natursiden. Ret betegnende er det vel ogsaa, at naar Lignelser og Forestillinger toges fra Dyreverdenen, saaledes som idelig skete, det da var Ulv og Bjørn, Ørn og Ravn, som gav Forbilledet, altsaa Væsener prægede af Styrke og Snildhed, i hvert Fald med skarpe Karaktertræk.
Til den udviklede Sans for Toner, som Folket paa Bronzealdertiden synes at have besiddet, mærkes fra disse Tider meget lidt. Lurer lød endnu i Krigen, og Legere, som behandlede Fløjte og Fedel, vare ganske sikkert kendte, men de agtedes ikke højt. Større Anseelse nød Harpen, der enkelte Gange omtales; saaledes skal efter Sagnet Kong Alfred engang have sneget sig ind i de Danskes Lejr forklædt som Harpespiller, Kong Olaf Kvaran i lignende Forklædning i Kong Æthelstans Lejr, hvor han genkendtes af en Dansk. Ikke heller nævnes Sang, naar da Tryllesang (Galder) undtages. Mulig er det en saadan, en arabisk Rejsende (o. 960) har hørt og som han skildrer paa en lidet smigrende Maade: aldrig har han hørt styggere Sang end hos Indbyggerne af Byen Slesvig; den bestaar i en Brummen, der kommer fra deres Struber, ligesom Hundens Gøen, kun endnu mere dyrisk.
Hvad der imidlertid har bidraget til at aabne de Danskes Øre for Tonekunsten, har sikkert været den skønne ambrosianske Sang, som lød ved Gudstjenesten. I Kirkerne mødte i det hele de Danske paa mange Maader nye Aabenbaringer fra Skønhedens Rige, og til Kirkerne kaldtes de af de smukt klingende Klokker, som ved Daggry og Solfald omsatte Naturens Stemning i Lyd og talte til nær og fjern.
Vi maa tro, at hos de Danske, som i det hele hos Nordboerne, Dans var ukendt. Intet Sagn fra Hedenold, ingen Saga og intet Oldkvad omtaler den, og dog nævnes Leg og Idræt saa ofte. Styrke og Smidighed var Maalet for Legemsøvelserne, der vare af mangfoldig Art. Trækning i Tove og Boldspil, Svømning, Skydning eller Spydkast mod Maal, alt dette hørte saa at sige til den daglige Gerning og Forlystelse. Dertil kom Løb og andre Øvelser i Hurtighed og Behændighed, hvilket der er saa meget mere Anledning til at mindes, som allerede Digteren Ermoldus Nigellus (S. 227) omtaler de Danske som »de hurtige, behændige«. I en Tilføjelse fra det 9. Aarhundrede til et Værk af den saakaldte Geograf fra Ravenna læses ligeledes: »Danmark frembringer de hurtigste Mennesker og overgaar heri alle andre Folk«. Biskop Thietmar af Merseburg, som var Svend Tveskægs samtidige, fortæller endvidere, at Befolkningen i den store russiske By Kijev mest bestod af indvandrede, især »de hurtige Danske«. Saaledes synes Udtrykket de hurtige, veloces, at være bleven et Kendingsord for vort Folk.
Endvidere tumlede de Danske sig til Hest, og de vare vante til, om de ikke førte Heste over Havet, da i det fremmede Land hurtigt
at forvandle sig til Ryttere (Fig. 134). Men som de lagde Vægt paa
at have gode og udholdende Heste, saaledes satte de ogsaa Pris paa at have smukke Vogne, med tilhørende godt Udstyr for Kørehestene (Figg. 132—33) til Brug for dem, som ved Alder eller Køn nærmest vare henviste til at køre. I øvrigt færdedes vistnok Kvinder lige saa hyppig til Hest, som de lode sig age.
Hvis vi nu vilde sammenfatte alt, hvad Danskerne saaledes lagde Vægt paa ved deres legemlige og aandelige Uddannelse, da ville vi se, at de vænne sig til at øve Hukommelsen stærkt, og at de med Glæde dvæle ved Skildringer af livfulde Handlinger; de have en Digtning med vægtige, kloge Tanker, saaledes som mange af de af Saxo bevarede Kvad lære os, de ynde Kappestrid i Udsagn og det hurtige, træffende Svar, de kunne glæde sig ved under Mandjævning (S. 137) at udfinde Heltes Art og Værd. De dyrke Veltalenhed, og i selve deres Uddannelse af Legemets Færdighed er sikkert ogsaa megen Skønhedsglæde kommen for Dagen. Mindre mærkes derimod en saadan Følelse for Skønhed, som lader Forstanden hvile, medens Drømmen raader, ikke heller det rent lyriske Udbrud for Følelsen saa lidt som en saadan Legemets Bevægelse, som blot indeholder Skønhed uden tillige at give Vidnesbyrd om Kraft.
Et yderligere Bidrag til Belysning af de Danskes Skønhedsfølelse og tillige deres Kultur ville vi faa ved at betragte forskellige Oldsager og Gravfund fra denne Tid. Saaledes vil man kunne iagttage, at de besad Sans for smukke og prægtige Klæder. Dybt under en Høj ved Mammen Øst for Viborg fandt man i en Mandsgrav Liget iført en Kappe, baldyret med Ornamenter, som forestillede sammenkædede Menneskehoveder; den var smykket med Pailletter af Guld og kantet med en Bræmme af Pelsværk (Fig. 135); desuden fandtes der flere Stykker Silketøj og et guldindvirket Armbaand af Silke (Fig. 136). I en Kvindegrav fra Randersegnen er der ligeledes fundet en Klædning af guldindvirket Silketøj, derved laa en Mønt fra Otto den Stores Tid, som gjorde det muligt at bestemme Tiden.
Hvad Smykkerne angaar, vil man bemærke, at Tiden er karakteristisk ved den store Rolle, som Sølvet spiller, langt mere end Guldet. Saaledes træffes nu Sølvsmykker, snoede kunstfærdigt af tykke eller fine Traade, Kæder, bestaaende af samlede Smaaringe eller flettede Traade, Thorshamre (Fig. 125) og lignende Hængeprydelser, Armringe af et sammenbøjet Baand (Figg. 128—29.) Endvidere forfærdigede man af Bronze, ofte med forgyldt eller forsølvet Forside, Spænder af Form som en omvendt Baad. Saadanne »skaalformede« Spænder synes at have hørt til Kvindernes Prydelser, i hvert Fald ere de ikke i Danmark fundne i Mandsgrave; de findes ofte parvis og ere vist derfor benyttede til at sammenholde en Overklædning paa begge Sider af Brystet. Andre, paa lignende Maade forarbejdede Smykker, have rund Form eller ere trefligede, eller de bestaa af en forsiret, flad Plade (Figg. 137—39).
I den Ornamentik, som raadede, er det hyppigst Dyrene, som afgive Motiv, dels firføddede, myndeagtige eller hjorteagtige Skabninger, dels Fugle, stundom Slangeformer. I meget minder Stilen om den ældre Tids Dyreornamentik, dog er hver Enkelthed ormet djærvere og mere forstaaelig, den hele Fremstilling har mere Harmoni og Rytme, ligesom større Kraft.
Der fandtes i Irland en ejendommelig Ornamentik, kendt fra prægtige Manuskripter og Metalsager, og fra denne var der udgaaet en betydelig Paavirkning paa den engelske Kunst, saavel som paa Kunsten paa Fastlandet. Det var denne Ornamentik, der i det 10. Aarhundrede banede sig Vej til Danmark. Vi se den paa Bægeret og forskellige Træsager fra Jellinge, ligesom ogsaa paa den større Jellingesten og enkelte andre Runestene, saaledes i det Bladværk, der anvendtes paa Runestene og allehaande Genstande, i de karakteristiske, af Baandslyngninger og Dyr sammensatte og indfiltrede Mønstre, hvor Dyrenes Kroppe og Lemmer overskæres eller gennemstikkes af Baandene; dog kan i Dyreformerne ogsaa forskellige fra den karolingiske Ornamentik hentede Ejendommeligheder genkendes. I den Maade, hvorpaa afbildede Menneskehoveder ere formede med bændelagtigt Haar og Skæg, ses ligeledes Indvirkning af irsk Kunst. Paa en Runesten i Aarhus finde vi saaledes et stort Menneskehoved halvtredje Fod højt (Fig. 146), og et lignende Hoved genfindes paa andre Runestene. I det hele komme Mandehoveder jævnlig igen i den Tids Ornamentik (Fig. 135). Derimod giver saa godt som ingen Genstand eller Indristning her fra Danmark en Fremstilling af fortællende Indhold.
I Gravskikkene er der i Løbet af de sidste Aarhundreder indtraadt flere Forandringer. Kun i Landet Nord for Limfjorden brugte man at brænde Ligene, andensteds i Jylland nedlagde man Liget i ubrændt Stand i Høje, der fandtes fra ældre Tid, eller undtagelsesvis i Høje, som man opkastede. Paa Sjælland jordede man Liget, nedlagt i en Trækiste, paa flad Mark, kun sjældent i en Høj. I flere Egne af Landet findes især ved Stranden og paa Holme mærkelige trekantede Smaahøje eller Stensætninger af baadlignende Form, saakaldte Skibssætninger, under hvilke ligeledes Lig ere nedlagte (Fig. 142); vi træffe lignende Grave i Norge og Sverige. I øvrigt er dette Tidsrum karakteristisk ved, at man sjældent jordede døde paa fælles større Gravpladser.
I Modsætning til, hvad der var Tilfældet ved tidligere Tiders Grave, har man nu lettere ved al skelne Mandsgrave fra Kvindegrave, idet det nedlagte Gravgods var forskelligt. Medens Mandsgravene rumme Sværd, Økse eller Spyd, og som en Rest af Træskjoldet Skjoldbulen, tillige Ridetøj, findes i Kvindegravene skaalformede Spænder, Hvæssesten, Glas- eller Mosaikperler og Nøgler. Derimod mangler saa godt som i alle Grave Genstande af ædelt Metal.
Eftersom Kristendommen trængte frem, hørte imidlertid al Jordfæstelse i Høj op. Det var Hedenskabets Skik, som enhver kristen Mand skulde forsage, og Højen ude paa Marken mindede om den hedenske Fortid. I de gamle nordiske Love kan man derfor finde Høj knyttet til et Ord i samme Betydning som hedensk. Kun den, som er kristnet, kan tage Arv, staar der i Skaanske Lov; Høj-Mand kan ej arve.
- ↑ Forneden ses Sigurd jage sit Sværd gennem Dragen. Til venstre steger Sigurd Dragens Hjerte over Ilden; da han har brændt sin Finger og fører den til Munden, kommer Dragens Hjerteblod paa hans Tunge, og han lærer at forstaa Fuglenes Kvidder. De to Fugle i Træet fortælle hinanden, hvorledes Begin har Svig i Sinde. Grane, med Guldet paa sin Ryg, staar bundet til Træet; yderst til venstre ses Begin med afhugget Hoved; Hammer, Ambolt, Tang antyde hans Værksted. Runeindskriften indeholder ingen Tilknytning til Billedet.