1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 359-363

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

X.

Kong Haralds Ægteskaber og hans Børn. Haralds sidste Regeringstid og Strid med Sønnen Svend. Kongens Død og Eftermæle.

Over de sidste Aar af Kong Haralds Regering falder der Skygger fra forskellig Side. Man mærker, at en ny Tid er ved at stunde til og at Kongen ikke ret har Øje for det, som gryer. Efter at de Danske i nogle Menneskealdre snarere have søgt at værne og opbygge det danske Rige end at tænke paa Erobringer, rører sig nu atter den gamle Vikingedrift, og den faar en Talsmand og Høvding i Kongens egen Søn.

Kong Harald havde været gift med Tove, der vistnok var Datter af en da regerende Fyrste over Abodriterne Mistiwoi. Dronningen synes at have givet sin Moder Bolig i en Gaard i Nærheden af Jellinge; i alt Fald rejste hun i Sønder-Vissing, en fire Mils Vej Nord for Kongsgaarden, en smuk Runesten over Moderen, paa hvilken hun skrev (Fig. 143): Tove lod gøre dette Mindesmærke,

Mistiwis Datter,
efter sin Moder,
Harald den Gode
Gorms Søns Kone.

Vi høre ellers intet om Dronning Tove, og Navnet kommer ikke senere igen i den danske Kongefamilie. Muligt har hun tillige haft et andet Navn; det var ret almindeligt paa disse Tider, at man ved Daaben eller ved Optagelse i et eller andet kirkeligt Samfund fik et nyt Navn, som mulig endog fortrængte det ældre. Dette Navn har da maaske været Gunhild, i alt Fald fortæller Adam af Bremen, at da Harald lod sig døbe, antog ogsaa hans Dronning Gunhild Kristendommen; deres Søn Svend, som ogsaa blev døbt, fik i Daaben Navnet Otto (Svend-Otto) efter den tyske Kejser. Saxo kender kun som Haralds Hustru Gyrith, der var en Søster til den djærve Styrbjørn; hende har han maaske ægtet i en senere Alder efter Toves Død.

Der hersker saaledes en Del Usikkerhed med Hensyn til Haralds Giftermaal. Som hans Børn nævnes Sønnerne Svend og Hagen (S. 326), samt Døtrene Thyre (S. 340) og Gunhild, der blev gift med den angelsachsiske Ealdorman Pallig.

Harald havde fra Ungdommen af vist sig som en handlekraftig Mand, beredt til at gribe ind og til at gennemføre de Planer, han fattede. Han havde ofte hensynsløst forfulgt sine Formaal, og der kan nævnes grusomme og svigefulde Handlinger af ham, saaledes som Guld-Haralds og Harald Graafelds Drab. Dog stod han i det danske Folks Omdømme ikke som den grumme. Hans egen Hustru betegner ham som den gode, af en gammel Krønike nævnes han som den milde, og Kirkens Mænd bevarede et lyst Minde om hans Kongegerning og Regeringstid; Kong Harald synes jo ogsaa at have været trofast i sin Kristendom. I øvrigt skulde det ikke være med noget Tillægsnavn, der betegnede hans Karakter eller som værdsatte hans Styrelse af Landet, at Harald senere mindedes; han blev baade af Danske og Islændere kaldet Harald Blaatand.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 361.jpg
143. Runesten fra Søndervissing[1](nu i Kirkens Vaabenhus)

Hvor lidt vi end vide derom, kan der næppe være Tvivl om, at Kong Harald har været virksom for at ordne Landets indre Forhold. Han nævnes ved forskellige Lejligheder som Lovgiver og siges endog at have givet Love uden for Landets Grænser (S. 302, 325, 338). Meget i den Ordning af Riget, som vi senere se gennemført og hvorved Styrelsen fik en fastere Centralisation og der opnaaedes større Ensartethed i Undersaatternes Pligter, synes at maatte føres tilbage til hans Tid.

Det er sandsynligt, at Harald har gjort sin Kongemagt for stærkt gældende, i hvert Fald i den senere Tid af sin Regering. Det siges, at Harald engang ved Stranden fandt en umaadelig Stenblok, som han vilde lade slæbe til sin Moders Grav ved Menneskers og Oksers Hjælp. Ledingsbønderne vare lidet tilfredse med at skulle anvendes til Arbejde, som de betragtede som Træls Gerning. Kong Harald saa stolt til, hvordan Stenen bevægede sig frem, og han spurgte en af sine Mænd, om han nogen Sinde havde set en saa stor Byrde drages af Menneskehaand. Denne svarede da: »Ja, jeg saa det nys, Konge!«  Da nu Harald trængte ind paa ham for at faa nærmere Forklaring, svarede han: »Jeg var just Vidne til, at Danmark blev trukket fra Dig«. Krigerne havde i Forbitrelse over det Arbejde, som var paalagt dem, henvendt sig til Svend om Hjælp, og han havde lovet at være deres Fører over for den tyranniske Konge.

I Danmark var der paa de Tider vaagnet en Lyst til paa ny at tage fat paa Vikingelivet; man havde fundet nye Farvande at opsøge og nye Riger at vende sig imod; der var kaldt Drømme frem i de unge Mænds Sind om atter at vinde Ry og Land i Vesten, og man fandt i den unge, friske Kongesøn Svend netop en Høvding, der vilde vove saadanne Foretagender. Kong Harald var for gammel og tillige for forsigtig til at give sig i Lag med saa vovelige Opgaver, og der opkom derfor i Slutningen af Haralds Regering Brydninger i Samfundet. Forholdet var dog ikke saaledes, at et hedensk Parti stod mod et kristent, skønt der ganske sikkert var Danske, som uagtet Haralds Paabud baade troede paa Aseguderne og blotede til dem. Endnu i Slutningen af Aarhundredet er den Runesten rejst, som nu findes ved Virring Kirke ved Randers; den fortæller, at Starkad rejste den over Sasur, og slutter med Ordene: »Thor vie disse Runer«, næsten som paa Trods mod Kong Haralds Bud. Naar man i Jomsvikingerne har villet se en særlig hedensk Bestanddel af Folket, har dette dog ingen Grund, om det end er sandsynligt, at Jomsborgerne maatte være forsigtige med at vise deres kristne Tro midt imellem de hedenske Omgivelser i Venden. Ikke heller har Kongens Søn Svend været anset for en Hedning, om han end sikkert har stillet sig mere taalsom over for Hedenskabet end hans Fader.

Vist er, at Kong Haralds djærve, foretagsomme Søn havde vundet Folkets Yndest og mange af Krigernes Hjerte, og at de, da Harald syntes at se mistænksomt til Svend eller han endog vilde forurette ham ved at udvise ham fra Landet eller udelukke ham fra Tronfølgen, sluttede sig nøje til deres Yndling og tog Parti for ham imod Faderen. Omsider kom det til aabenbar Kamp mellem Fader og Søn.

Beretningerne herom ere meget afvigende; der synes at være kæmpet baade til Lands og Søs; efter en uheldig Flaadekamp ved Sjællands Kyst maatte Harald flygte til Jomsborg. Her sluttede Krigerskaren sig trofast om Kongen og førte ham tilbage til Danmark. Paa et Togt til Jylland var Hæren landet ved Helgenæs, og det kom til en Kamp, som imidlertid blev uafgørende. Da enedes de stridende om at søge Sagen afgjort ved mindelig Overenskomst, og et Møde skulde afholdes den følgende Dag. Men da Kong Harald om Aftenen var gaaet ind i en nærliggende Skov, blev han saaret af en Pil — efter Sagnet var det hans tidligere Hirdmand, Skytten Toke, der udskød Pilen til Hævn for lidt Uret.

Den gamle Konge var bleven saaret, men ikke dræbt. Jomsborgerne bragte ham om Bord paa deres Flaade og førte ham med sig til Venden. Her døde Kong Harald i Jomsborg; vi kende Dødsdagen, den 1. November, men vi vide ikke, i hvilket Aar det er sket (o. 986). Haralds Lig blev ført til Roskilde og begravet i Hellig Trefoldigheds Kirke.

Den sørgelige Strid i Slutningen af Kong Haralds Levetid, saavel som hans Fald, har sikkert efterladt en Brod og et mørkt Minde i hans Søns Sind. I den kirkelige Tradition fik Svends Færd i hvert Fald den skarpeste Dadel, medens Faderens Minde tegnede sig desto skønnere. Harald havde jo været den, der havde ført Kristendommen til Sejr i Danmark; paa hans Tid havde Kirken begyndt at faa sin faste Ordning. Kongen havde vel været en stor Kriger, men især havde han dog kæmpet med hedenske Svenske, Nordmænd og Vender, medens Kong Svend førte Vaabnene mod kristne Lande. Den Konge, som havde været Kristendommens Beskytter i Danmark og som havde søgt at indføre den kristne Tro i Norge, havde maattet lide Døden i en sørgelig Kamp mod en utaknemmelig Søn — man kan ikke undre sig over, at der i den følgende Tid ymtedes om Undergerninger ved Kongens Grav i Roskilde, Gejstligheden synes endog at have stræbt efter at skaffe Harald en Helgenglorie, og denne Bevægelse standsede først, da Folket omsider fik en ret Kongehelgen.



  1. Indskriften paa den 6 Fod høje Sten lyder: Tufa let kaurva kubl mistiuis tutia uft muþur sina harats hins kuþa kurms sunaʀ kuna.