Danmarks Riges Historie/1/2-3-6
VI.
Harald Gormsen bliver Konge i Danmark. Hærfarter mod Østen. Skibsbygningskunsten, Asker og Langskibe. Jomsborg anlægges.
Ved Kong Gorm Død besteg Harald Tronen. Vi kende ikke Aaret, da det skete; men Aarhundredet var ved at nærme sig sin Midte. I det hele er Kronologien endnu under Kong Haralds Regering meget usikker.
Vi have haft Lejlighed til at omtale forskellige Vikingetog mod Vesten, foretagne i den første Halvdel af det 10. Aarhundrede, ligesom ogsaa Forbindelserne mellem Danmark og de vestlige Kolonier. Ved Aarhundredets Midte begynde de Danske at vende deres Opmærksomhed stærkt mod Østen, med hvis Lande de i det hele kom i langt nøjere Forbindelse end tidligere, saaledes som det mærkes paa flere Maader.
Inden vi omtale disse nye Hærfarter, som snart skulde afføde friske Togter mod de britiske Farvande, vil det være rigtigt at redegøre for den Udvikling, som Skibsbygningen og Søvæsenet paa disse Tider havde undergaaet.
Vi have skildret Vikingeskibene i det 9. Aarhundrede. Imidlertid var Kunsten at bygge gode og smukke Fartøjer i stadig Udvikling, og vi mærke for det her omhandlede Tidsrum, hvorledes der opstod nye Former og Arter af Skibe. Asken var vel saaledes kendt tidligere, men omtales nu særlig hyppig. Det var ret store Krigsskibe, ved hvilke der især synes at være taget Hensyn til den hurtige Fart; det var Krydsere og Avisoskibe, der vel mest bevægede sig ved Sejl, skønt de havde et betydeligt Antal Aarer.
Til at belyse Skibenes Bygning ved Tiden 900 have vi fortrinlig Vejledning af det Fartøj, som blev fundet indsat i en Gravhøj ved Gokstad i Nærheden af Sandefjord i Norge, og hvis Midtdel var benyttet som Gravkammer. Det har i mange Henseender Lighed med Nydamsbaaden (Fig. 61), som er et halvt Aartusinde ældre. Begge have en klinkbygget Yderskal af Egetræ med Jernnagler, som bliver holdt i fast Form af Spanter; Gokstadskibet, som har en Længde af 72 Fod, er vel ikke synderlig længere end den sønderjydske Baad, men dets Bredde og Dybde er en halv Gang større, hvorfor dets Rumfang og Bæreevne bliver næsten dobbelt saa stor, desuden har det højere Sider, og ved at være forsynet med baade Mast og Sejl er det ganske anderledes end hint egnet til at gaa paa længere Farter.
I øvrigt var det norske Skib bygget paa følgende Maade. Spanterne støttedes af en Række Tværbaand eller Bjælker, der spændte tværs over Skibet; fra Bjælke til Bjælke var atter Dækket lagt. Masten var anbragt i en svær Egeblok midtskibs, Aarerne vare 16 i Tal paa hver Side, de vare 17—18 Fod lange, saa at de passende kunde betjenes af en enkelt Mand. De bleve stukne ud gennem runde Aarehuller, der vare anbragte i det tredje Bord under Rælingen og som, naar Aarerne ikke benyttedes kunde lukkes ved en Klap. Rorkarlene have siddet paa en flyttelig Bænk eller rettere en Kiste, hvori de havde deres Klæder og Fødevarer gemte. Roret var hængt paa den Styrbords Laaring. Paa Dækket var der i Skibets Midte 3 Opstandere med Tværarme foroven, paa hvilke Raa og Sejl kunde henlægges, naar de ikke benyttedes, og Folk dog frit bevæge sig derunder. Paa Opstanderne har ogsaa Teltaasen hvilet, som bar det Telttag, hvormed man tjældede Skibet til Beskyttelse mod Regn eller Solskin; det støttedes tillige af skraat krydsende Teltbukke (Fig. 111), og Lærredets Sider fastgjordes i Huller under Rælingen.
111. Udskaarne Dyrehoveder paa Teltbukkenes ovre Ende. 1⁄15. |
112. Aaretold, med Hul for Hamlebaandet (fra en i Gokstadskibet fundet Baad). 1⁄5. |
Dette Fartøj er baade smukt og snildt bygget, dets Ræling er parallel med Vandlinien, og først hen imod Stævnen er den bøjet stærkt opefter. Med 40 Mand om Bord har Skibet haft et Dybgaaende af 3½ Fod og Rælingen været 3 Fod over Vandet, det har aabenbart kunnet løbe hurtigt og dreje let. Mange af dets enkelte Dele vare fint udskaarne og malede med forskellig Farve (Fig. 111—13). Udenbords kunde det behænges med runde Skjolde, afvekslende gule og sorte og halvvejs dækkende hinanden, hvilken Skjoldrække yderligere har givet Fartøjet et pynteligt Udseende.
I Løbet af den sidste Halvdel af det 10. Aarhundrede skulde imidlertid Skibsbygningskunsten gøre et endnu større Skridt fremad og naa et Højdemaal som ingen Sinde tidligere. De store, herligtbyggede Fartøjer vakte Beundring, hvor de kom frem; de opfattedes som Kunstens og Haandværkets Mesterprøver, ja de stode for Befolkningen som levende Væsener. Langskibene — Gokstadskibet var endnu ikke et Langskib, om det end kan betragtes som Forløber for dem — kaldtes saaledes paa Grund af deres store Længde i Forhold til Bredden. De vare spidse for og agter, og Rælingen var hen imod Stævnen bøjet stærkt op og sluttede sig til de krumme Stævne, der vare en Fortsættelse af Kølen og i hvis Spids en Stang eller et Spir, Branden, knejste (Folkeviserne synge om Skibenes forgyldene Brande). De havde en Mast med Raa og firkantet Sejl, men overvejende vare de dog Rofartøjer, der bevægedes frem ved 15—20 Aarer paa hver Side. Til Antallet af Aarer svarede Tallet af Bænke eller Rum for Rorkarlene ved hver Skibsside, hvorfor Skibets Størrelse betegnedes efter dets Antal af Bænke eller Rum.
Et sædvanligt Langskib havde vel kun 80—90 Mand om Bord, men Kongen og de store Høvdinger kunde bygge endnu større Fartøjer. Jomsvikingerne havde næppe større Skibe end med 120 Mands Besætning, men paa Olaf Tryggvasons berømte »Ormen lange« fandtes en Besætning paa 300 Mand, og Kong Knud den Stores Drageskib siges at have haft 60 Rum eller 120 Aarer. Naturligvis var i Langskibene alt indrettet paa Kamp. Her var ikke som paa Handelsskibene et aabent Lastrum i Midten af Skibet, men Dæk overalt. Mellemdækket var lavtliggende, medens Dækket i Forstavnen og især Løftingen i Bagstavnen laa højt. I den med et Dragehoved eller anden Figur prydede Forstavn stod Mærkesmanden tilligemed Stavnboerne, de bedste, udsøgte Kæmper; paa Skansedækket agterud havde Høvdingen med betroede Mænd ved sin Side Ledelsen af Kampen, derude stod tidt den haardeste Strid. Paa Agterdækket var der ofte en Hytte til Høvdingen. Saadanne prægtige Skibe havde gerne deres eget Navn, som de mulig endog havde faaet ved Vandøsning.
Endnu staar kun tilbage at omtale Handelsfartøjerne. I Byggemaaden afvege de næppe fra Hærskibene, dog var Længden noget mindre, Tømmeret noget sværere og Masten højere. De vare dernæst ikke Rofartøjer, men Sejlskibe, hvis Mast sjælden lagdes, de havde kun Dæk for og agter, medens Midten optoges af Ladningen (Lasterummet, Bunke). Da de manglede Dragehoveder i Stævnen, saavel som Skjolde langs Siderne, fik man let Øje for deres fredelige Hverv.
Vi have set, at de Danske i Vikingetiden nogle Gange gjorde Tog til Landene ved Østersøen, selv om de ansaa Vestens Have for deres egentlige Omraade. De havde imidlertid god Grund til at lade deres Hærskibe gaa paa Togter paa de østlige Vande for at vise, at de holdt Øje med de vendiske og andre af Østens Folkeslag og uagtet deres store Hærfarter mod Vesten vare beredte til at tage imod ethvert Angreb fra Østersøfolkenes Side. I øvrigt truede der næppe de Danske nogen Fare, i alt Fald fra de nærmest-boende Folk.
De vendiske Folk, der vare splittede i mangfoldige Stammer, boede fra det østlige Holsten helt hen til Weichselmundingen. Med de vestligste af disse, Abodriterne, saa vi de Danske i Kamp paa Karl den Stores Tid, men som oftest vare Venderne dog de Danskes Forbundsfæller, idet de havde samme Modstandere, Sachserne. De vendiske Folk levede temmelig afsluttet for sig og afviste snarest den Kultur, som de saa udvikle sig hos Nabofolket, Tyskerne, de foragtede deres Religion og fandt dem utiltalende og troløse af Karakter. Med ikke mindre Ringeagt saa Tyskerne ned paa Vendernes Sæder og Religion, og der udviklede sig et Nationalhad mellem de to Folk, der efterhaanden steg til Lidenskab.
Venderne vare fremfor alt Jægere, Hyrder og Agerdyrkere, og deres Lande, der vare rige paa Floder, Indsøer, Skove, Enge og Agerland, frembragte Afgrøde af al Art. Derimod havde Landet saa godt som ingen Købstæder af Betydning, og Venderne syntes kun i ringe Grad besjælede af Handelsaand, ligesom de ikke færdedes over Havet paa Handelsrejser. Vi mærke hverken i disse eller de følgende Aarhundreder noget til, at vendiske Skibe besøgte de nordiske Markeder eller Købinge, og det var først, da de Tyske i det 12. Aarhundrede begyndte at kristne Landene ved Østersøen og sendte talrige Kolonister herhen, at større Byer opstode og en Handels- og Søfartsvirksomhed af betydelig Omfang tog Flor.
Da imidlertid de vendiske Lande vare rige paa allehaande Produkter, saasom Tømmer, Korn, Heste, Kvæg, Fisk og Vildt, foruden Honning og Hamp, kan man forstaa, at andre Folkeslag ad Floder og Landveje søgte herhen, men især at søfarende Folk styrede til Kysterne eller endog sikrede sig Havne, hvor Handelen kunde foregaa uhindret. En saadan var paa Kong Godfreds Tid den Havneplads, »der paa Dansk hed Reric«, et nu ubekendt Sted paa den meklenburgske Kyst; den siges at have bragt Kongen ikke faa Indtægter ved de her betalte Afgifter, indtil Godfred i Aaret 808 ødelagde den og førte Byens Købmænd bort (S. 215).
Fortællingen om Reric kaster Lys over de Danskes senere Optræden paa en anden vendisk Kyst.
Ved det brede Udløb af Vendens største Flod Oder fandtes paa Harald Blaatands Tid en Handelsby Julin, hvis Ry havde strakt sig viden om. Det var ikke netop Byens vendiske Befolkning, der vare farende handlende, men man havde her givet Ly for allehaande fremmede Folk. Nogle Menneskealdere senere fortæller Adam af Bremen, at i Julin boede Sachser, ikke mindre end Russer, som dreve Handel paa Grækenland, og flere andre Folk; naar de Kristne kun ikke bare deres Tro offentlig til Skue, kunde de leve uhindret mellem Hedningerne.
Byen laa paa Østsiden af Øen Wollin ved Dievenow paa den Plet, hvor nu Byen Wollin ligger. Her var alle gode Betingelser til Stede, som paa de Tider kunde kræves af en Handelsby. En saadan maatte ikke ligge ved selve det aabne Hav, hvor pludselig Fjender og Plyndrere kunde vise sig, og om end Lejet ved en Flods Munding kunde være gunstigt, maatte det dog kræves, at der som her foran laa et overskueligt, afgrænset Farvand; netop saaledes rejste de jydske Byer sig jo ogsaa i det inderste af Fjordene. Ved Beliggenheden paa en Ø var Byen skærmet imod at overfaldes af en Landhær, og fra det store pommerske Opland, saavel som fra Egnene langs Oder, kunde der let tilføres den Varer.
Ligesom i sin Tid Kong Godfred havde opkastet sig til Herre over Reric, saaledes synes Harald Blaatand at være optraadt over for Julin. Kong Harald gjorde et Tog til Odermundingen — hedder det — og vandt her et stort Jarledømme; for at hævde sin Magt over By og Land grundede han tillige Borgen Jomsborg (ved Tiden 960). Denne blev lagt tæt op ad Julin, og Borgens Besætning havde aabenbart den Opgave at hævde dansk Herredømme i vendiske Egne, at beskytte Byen som Handelshavn, særlig de her bosatte Danske og de Købmænd fra Danmark, som søgte derhen. Denne Danmarks militære Forpost skulde snart vinde stor Berømmelse ved den udsøgte Krigerskare, som her gjorde Tjeneste, og ved de glimrende Bedrifter, den udførte.
Om disse handler den romantiske Jomsvikingesaga, der ganske særlig dvæler ved Palnatokes Historie; han gøres endog til Borgens Grundlægger. Men Palnatoke (eller Toke, Palners Søn,) er i væsentlig Grad en Sagnfigur, hvem der i Folkemunde er bleven tildelt samme Bedrifter og Skæbne, som den fra mange Lande kendte Mesterskytte, der blev tvunget til at skyde Æblet af sin Søns Hoved.
Det synes virkelig som om Jomsborg engang har haft en Høvding Toke, men det er vanskeligt at angive hans Plads i Rækken af Borgens Høvdinger.
Knytlingesaga fortæller, at Kong Harald fastslog bestemte Lovregler for dette Krigersamfund. Vi kende ikke disse, dog ere de Love, som Jomsvikingesaga lader Palnatoke give, saa vel stemmende med hvad der var rimelige Paabud for et saadant Krigerkorps, i meget ogsaa med Ret for ældre Vikingesamfund eller for senere Tiders Hirdkredse, at de i det hele bære Sandsynlighedens Præg. Disse Love bestemte blandt andet følgende:
Ingen, som var yngre end 18 Aar eller som var over 50 Aar, maatte optages i Samfundet, hvortil i øvrigt Tapperhed alene og ikke Byrd gav Adkomst. Ingen Kvinde maatte indlades i Borgen, og ingen af Krigerne maatte være borte over tre Dage. Trofast Sammenhold skulde raade, ingen maatte fornærme sin Fælle, og enhver skulde hævne sin Medkrigers Død, som var det en Broders. Ingen maatte tale frygtsomme Ord, og den, som spurgte nyt, skulde først melde det til Høvdingen. Alt Slags Bytte skulde bæres til Stangen og her deles efter Lodtrækning mellem Kammeraterne.
Jomsborg skal have haft en prægtig Havn, saa stor at 300 Langskibe kunde ligge derinde Side om Side; imod Søen skærmedes den af en Dæmning med Aabninger, som store Jernporte kunde lukke.
Den Højde ved Julin, hvor Jomsborg har ligget, er endnu den Dag i Dag genkendelig; den hedder Silberberg og strækker sig Nord for Byen helt hen til Dievenow. Ved Gravninger har man kunnet forfølge de Forskansninger, der have omgivet Bakkens Top, og Fund af Oldsager have talt tydeligt om Stedets Fortid. Bjergets Navn stammer fra, at man her i Jorden ofte er stødt paa Genstande af Sølv. Især have Mønter fra det 10. og 11. Aarhundrede kunnet give Fingerpeg om Bjergets Fortid, ligesaa nordiske Lersager. Mellem Bjerget og Byen har den berømte Havn ligget.
Ogsaa paa et andet Punkt ved Julin er der fundet Levninger fra Jomsborgtiden. Paa den udstrakte Højde Galgenberg Syd for Byen findes der Grupper af Smaahøje, i alt henved hundrede, hvilke ved Udgravninger have vist sig at indeholde Rester af brændte Lig og enkelte Oldsager, der have nordisk Oprindelse og netop ere ejendommelige for det 10.—11. Aarhundrede. Saaledes synes Jomsvikingerne her paa den vidtstrakte Højde med den prægtige Udsigt over Dievenow og das Haff at have bygget Hvilesteder for deres bortgaaede Kammerater.
I øvrigt have de Danske paa disse Tider hjemsøgt paa Togter endnu fjernere Egne i Østersølandene. I hvert Fald fortæller Saxo, hvorledes Kong Haralds højtbegavede Søn Hagen gjorde et Hærtog mod Semberne, Befolkningen paa Halvøen Samland mellem Frische Haff og Kurische Haff. Da han mærkede, at hans Krigsfolk vare ved at tabe Modet, lod han Skibene drage paa Land og brænde op. Saaledes vare Krigerne nødsagede til at kæmpe til det yderste, og det lykkedes dem fuldstændigt at besejre Fjenden. Efter at have dræbt Mændene tvang de Danske de sembiske Kvinder til at indgaa Ægteskab med sig, uanset at de havde Hustruer siddende hjemme i Danmark, og de bleve for Fremtiden bosiddende i Landet. Derfor hævdede Semberne senere, at de havde dansk Blod i Aarerne.
Forbindelsen med Landene i Øst, den tiltagende Handel over det store Fastland langs de russiske Floder ned til det byzantinske Rige og de arabiske Lande kan ogsaa mærkes paa den nye Møntstrøm, som føres ind over Landet. De i dansk Jord gjorte Fund fra disse Tider fremvise en Del byzantinsk Mønt, men især er den kufiske Mønt stærkt repræsenteret, vel ikke i saa talrig Mængde som i Sverige, især dets østlige Landsdele, men dog i betydeligt Antal. Man betegner Mønterne som kufiske efter den Bogstavskrift, der er anvendt paa dem og som stammer fra Byen Kufa ved en Biflod til Eufrat. Disse Sølvmønter, Dirhemer, ere prægede i Byer i Syrien, Mesopotamien, Persien, men fremfor alt vise Fundene Mønter, slaaede af Fyrster af det ssamanidiske Dynasti, der herskede i de nordøstlige Lande af Kalifriget hinsides det kaspiske Hav og Aralsøen (Fig. 117).
De kufiske Mønter ere komne til Norden ad Handelsvejen opad Dnjepr, men endnu i langt hyppigere Tal gennem Landskaberne ved Volga. Ved denne Flods øvre Løb boede bulgarske Stammer, som vare ivrige og dygtige Købmænd, der dreve omfattende Handel med Befolkningen i Landene hinsides det kaspiske Hav, hvem de især bragte kostbare Pelsvarer; Nordboerne stode atter i livlig Handelsforbindelse med Bulgarerne, og de hjembragte fra denne Omsætning store Overskud af Sølvmønt. Medens der i Danmark ikke er gjort noget Fund af kufisk Mønt fra det 9. Aarhundrede, blive de derimod hyppige i Løbet af det 10. Aarhundrede, især i dets Midte; der haves fra de Landsdele, som da vare danske, 73 Fund paa i alt 3700 Mønter.
I øvrigt gjordes der paa Kong Haralds Tid i Danmark nye Forsøg paa Udmøntning (Fig. 118). I Begyndelsen have Dorstad-Mønterne ligesom tidligere været Forbillede, og de danske Mønter vare ret vægtige; men snart udmøntedes de af ganske tyndt Sølvblik, saa at de fik Udseende af Brakteater, hvor Reverssiden især er stærkt præget, medens Adverspræget omtrent udviskes. Ligheden med den ældre Udmøntning svinder efterhaanden, og Mønterne faa et selvstændigt Præg, hvori Korset hyppigt ses. Disse Halvbrakteater kendes fra et stort Antal Fund i Danmark, hvorimod de trængte meget lidt frem i de andre nordiske Lande; derimod har man truffet dem i enkelte Fund i Tyskland og Polen som et Vidnesbyrd om den begyndte stærkere Forbindelse med disse Lande.
- ↑ Dalen mellem Bjerget og Byen har oprindelig været en Vig, som i Tidens Lab er lagt tør ved Paafyldning og Tilgroning: her maa Borgens Havn have været. I den indre Del ses endnu en Mosestrækning med Udskæringer. Nærmest Dievenow findes en Bebyggelse, die Gärten, hvilken — for at anskueliggøre Terrænforholdene — kun delvis er medtaget paa Tegningen.