Danmarks Riges Historie/1/2-3-5
V.
Kong Gorms sidste Levetid. Knud Danaast, hans Hærtog I Vesten og Fald. Thyres og Gorms Død. Jellingehøjene.
Gorm skal ifølge Krønikerne have naaet en meget høj Alder. Det Tilnavn »den Gamle«, som han snart vandt i Folkets Tradition, synes ogsaa at sigte til ham som den alderstegne Konge; han har ikke faaet dette Tilnavn saaledes som hans Sønnesøns Søn Kong Knud, fordi han var den ældste i Rækken af Konger med dette Navn, tværtimod var han den sidste af Navnet Gorm paa den danske Trone.
Som det allerede er fortalt, vægrede Gorm sig ved at antage Kristendommen. I den danske Kirke gik der senere endogsaa Sagn om, at Kongen skulde have forfulgt de Kristne og øvet grumme Gerninger imod dem; men heri foreligger dog vist en Overdrivelse, som ikke er bleven mindre i Skildringen hos Adam af Bremen, der tillige er hildet af en Ordleg med Gorms Navn som den »grumme Orm«.
Gorm og Thyre havde to Sønner. Dengang da Gorm holdt Bryllup med Thyre, havde hun bønligt bedt om at maatte hvile som Jomfru i de første tre Nætter, indtil de ved en Drøm fik Vished om, at der vilde fødes dem Børn i Ægteskabet, og Gorm havde føjet hende deri, ja endog lagt et draget Sværd paa Lejet imellem dem. Allerede den første Nat drømte imidlertid Gorm, at der steg to mægtige Fugle op af Thyres Skød og svang sig højt mod Himlen; de dalede dog snart efter ned og satte sig paa hans Haand. Anden og tredje Gang fløj de ud, men til sidst vendte den mindste af dem alene tilbage med blodbestænkte Fjer. Gorm blev saa grebet af Sorg, at han udstødte et højt Skrig i Søvne; Tyendet skræmmedes og ilede til Kammeret. Gorm fortalte da sin Drøm, og Thyre forstod, at der derved tilsagdes hende Afkom, hvorfor hun nu hengav sig til sin Mand.
Der fødtes dem da ogsaa to Sønner Knud og Harald. Begge vare vel begavede og tapre, men den ældste vandt især Opmærksomhed ved sin klare Forstand og sin Venlighed over for alle; han blev ikke blot sin Faders Yndling, men Folket gav ham af Hengivenhed Tilnavnet Danaast d. e. de Danskes Fryd. Imidlertid skulde Knuds Løbebane kun blive kort. Han færdedes idelig paa Vikingetog i de vestlige Have (se foran S. 306). Engang var han sammen med sin Broder paa Hærtog i Irland. Vejret var varmt, og Krigerne forfriskede sig med Svømmelege, medens Kongesønnerne som Tilskuere saa til. Da sneg en Irlænder sig hen og skød en Pil mod Knud, der blev hans Bane.
Kong Gorm havde engang svoret, at han vilde lade den miste Livet, som bragte ham Budskab om, at hans elskede Søn var bleven dræbt. Nu kom den sørgelige Melding til Thyre, og hverken hun eller nogen anden vovede at overbringe Gorm Budskabet. Hun lod dog sin Ægtefælles kongelige Skrud ombytte med en tarvelig Dragt, og Væggene bleve dragne med sort Klæde.
Da nu Gorm næste Morgen kom i Salen, studsede han over Hallens Udseende; han gættede det sørgelige Tegn og sagde til Dronningen: »Nu melder Du mig Knuds Død!« »Det Budskab bringer Du og ikke jeg«, svarede Thyre. Men Gorm sørgede dybt, ja nogle sige, at han derover tog sin Død.
Ifølge den danske Tradition og Sagaerne skal Thyre virkelig have overlevet sin Ægtefælle, men dette synes bestemt at blive modsagt af den Sten, som er rejst over Dronningen. Paa den mindre Jellingesten (Fig. 105 og 106) staar nemlig skrevet, at Kong Gorm har sat dette Gravminde efter sin Hustru Thyre, Danmarks Bod. Nu findes der ganske vist Runestene, hvis Indskrift lyder, at den, som rejste Stenen, satte den over sig selv, altsaa endnu i levende Live; men det vilde dog være lidet rimeligt, at en Ægtefælle lod Mindestenen fortælle, at han rejste den »efter sin Hustru«, naar hun dog var i Live.
Derimod er det sandsynligt, at Gorm paa Grund af Sygelighed eller tidlig Affældighed har ladet sin Dronning varetage Landets Styrelse, og om hendes Betydning i denne Henseende taler Stenen med klare Ord. Traditionen lader ogsaa Harald være Faderens Medregent i hans sidste Levetid, og som vi have set synes han at have taget virksom Del i Landets Styrelse baade under Ærkebisp Unnis Besøg og da der gjordes Ende paa Smaakongedømmet i Jylland.
Men som Gorm, Thyre og Harald ere i Traditionen nøje knyttede til hinanden, saaledes staar ogsaa vort Lands mægtigste Gravminde fra Oldtiden som fælles Minde om dem og deres Gerning. Tæt ved det gamle Kongesæde i Jellinge, der vedblev gennem Tiderne at rumme en anset Kongsgaard, ligge de knejsende Tvillinghøje nær ved den gamle Hærvej op gennem Jylland. Højene have en Afstand af 200 Fod, og midt imellem dem rejste Kong Harald senere den store med Figurer og Indskrift smykkede Sten, hvor han mindedes begge sine Forældre (se om denne Stykke VII). Der er Spor af, at Kong Harald ved en Kreds af Stene, som forbandt begge Høje, har samlet hele denne Mindeplet til Enhed. Inden for Kredsen byggedes der senere en Kirke; man agtede den rejste Sten, og Kirken kom saaledes til at ligge usymmetrisk paa Gravpladsen.
Paa den sydlige af Højene stod, som vi vide af en gammel Tegning (Fig. 107), Kong Gorms Sten over Thyre; den blev først o. 1600 flyttet fra Højens Top og stillet ved Siden af den større Sten. Naar den stedlige Tradition igennem lange Tider har angivet denne Høj som Gorms, maa dette derfor bero paa en Fejltagelse. Højene have en Højde af omtrent 60 Fod og et Tværmaal af 200 Fod; utvivlsomt have de tidligere været betydelig højere og have haft en mere afrundet Form, men selv i deres nuværende sunkne Skikkelse overgaas de ikke af de mægtige Høje ved Gammel Upsala. Den nordlige Højs Top havde tidligere en Hulhed, hvori der havde dannet sig en Dam, hvis Vand ansaas for at have helbredende Kraft; da denne udtørredes, gjorde Bønderne 1820 et Forsøg paa at udrense den, hvorved de fandt i Højens Indre et stort Gravkammer (Fig. 108). Det var 11 Alen langt, rigelig 4 Alen bredt og havde en Højde af 2¼ Alen. Væggene dannedes af en faststampet, bred Lervæg, beklædt med opstaaende Planker; øverst paa Lermassen hvilede en svær Stamme, som atter bar de 24 Egestammer, der vare lagte tværs over Kammeret som Loft. Et Lag af Kampestene uden om Lervæggen gærdede atter imod Forsøg paa Indbrud i Graven. I Højstuen stod en Kiste, beklædt med Lærred og tætnet med Fletninger af Fæhaar, men den smuldrede hurtigt under den uforsigtige Udgravning. Kun nogle faa Genstande af Træ og Metal bleve fundne, saaledes nogle udskaarne Træplader med malede Ornamenter og et lille Sølvbæger (Fig. 109). Gravrøvere havde i tidligere Tid borttaget hvad der var nedlagt af Værdi; man fandt deres Spor i Gravens Indre, ligesom Hullet i Højens Top aabenbart skyldtes dem.
Men om end saaledes Forsøget paa at finde de dødes Leje i Højenes Indre og at erfare, hvordan de vare stedte til Hvile, kun delvis har givet det Resultat, som man ønskede, have de to Mindesmærker ved deres Ydre gennem et Aartusinde talt tydeligt til Efterverdenen om den Ærefrygt, hvormed Kong Harald ønskede sine henfarne Forældre mindede hos det danske Folk.
- ↑ Stenens Fod er skjult i Jorden, men her afdækket. Indskriften lyder [paa Forsiden]: kurmr kunukr karþi kubi þusi aft þurui kunu [paa Bagsiden:] sina tanmarkar but. — Med Tilnavnet »Danmarks Bod« kan sammenlignes Tilnavnet Árbót, Aaringens, Aarsvækstens Forbedring, givet Harald Haarfagers Datter Aalof, og endvidere Navnet paa den store Gildeklokke i Nidaros, der sammenkaldte og varede Byens Mænd: Bæjarbót d. e. Byens Hjælp og Skærmer.