Danmarks Riges Historie/1/2-2-2
II.
Kampen med Kong Alfred. Erobringen af Østangel og Northumberland.
Den i England staaende Vikingehær (se S. 243) kunde efter at have vundet nye Sejre drage helt ned i Landskaberne Syd for Themsen. Kong Æthelred af Wessex og hans Broder Alfred kæmpede tappert, dog med skiftende Lykke, mod den fremrykkende Fjende, og da Kong Æthelred døde (871), maatte Alfred ene optage Modstanden. Kampene vare lige saa mange, som de vare blodige; nogle danske Konger og en Del Jarler vare allerede bukkede under i dem, men først ved Penge formaaede Wessex at skaffe sig endelig Fred. Vikingerne droge til London, hvor de tog Vintersæde, og nu stod der heller ikke anden Udvej aaben for Mercia end at købe de Danske bort. Omsider rykkede da Hæren tilbage til Northumberland, som den for Alvor tog i Besiddelse. Halfdan, en Søn af Regner Lodbrog, styrede Landet som sit Rige og forsvarede dets Grænser mod Skotterne; han delte Jorderne ud til sine Krigere, som pløjede og saaede dem (876).
Den anden Del af Hæren under Kongerne Gudrum, Asketil og Amund havde taget Standkvarter ved Cambridge, og den besluttede at tage Kampen op med Kong Alfred fra Søsiden. Ved Wareham i Dorsetshire viste sig saaledes pludselig en dansk Hær, og Kong Alfred var ved at indespærre den, da dens Rytteri i Vinternatten stjal sig bort og kastede sig ind i Exeter; det lykkedes dog ikke den danske Flaade at komme den til Hjælp, og Vikingerne følte sig afskaarne, hvorfor de stillede Gisler og lovede Kongen at holde Fred, i alt Fald i dette Aar.
Men næppe var det nye Aar oprundet (877), førend Vikingerne gjorde Indfald i Wiltshire; en Flaade angreb ogsaa Devonshire, men her led den et frygteligt Nederlag, og Angelsachserne toge den Ravnefane, som Ivar og Ubbes Søstre siges at have syet, til Bytte. Dog udspyede Havet stadig nye Krigere, Somersetlandet og de nærliggende Egne bleve idelig plyndrede, saa at Indbyggerne mange Steder ikke saa anden Udvej end at underkaste sig de Danske. Landene ved Sydkysten og ved Avon syntes saaledes at skulle falde i de samme Herrers Vold, der havde underlagt sig Northumberland og Østangel og gjort Mercia skatskyldig. Det var Kong Alfreds Trængselstid. I Vintermaanederne 877—78 var han paa Flugt fra Sted til Sted og maatte skjule sig i Skove og Sumpe. Landflygtig midt i sit eget Rige og idelig forfulgt af de Danske, fristede han kun Livet ved at røve fra dem eller fra de Angelsachser, som havde givet sig under Hedningernes Aag.
Der er i Sagn og Legende bevaret smukke Fortællinger om den dybe Fornedrelsestid, som Englændernes elskede og berømte Konge maatte gennemgaa. Saaledes havde han i nogen Tid haft Bolig hos en Kvæghyrde, og en Dag, da dennes Hustru var i Færd med at bage Brød, bleve disse brændte, uden at Kongen, som sad i Nærheden, sysselsat med Bue og Pil, tog Vare derpaa. Konen, som ikke vidste, hvem Gæsten var, tiltalte ham da med haarde Ord:
Brødet i Ilden brændes — og Du vender det ikke, Du Tosse!
Altfor tidt ved mit Bord Dig smagte den velbagte Simle.
Kongen og hans Mænd byggede et Fort paa den lille Ø Æthelney i Floden Parret, der ved en Bro med et forskanset Brohoved var sat i Forbindelse med Flodbredden. Mange hundrede Aar efter fandt man her en i Guld indfattet sleben Krystal med Kong Alfreds Navn (Fig. 90). Fra denne lille Plet udgik Modstanden mod Hedningerne, ledet af den udholdende, legemlig svage, men klippestærke Konge. Alle tro Mænd i Somerset-, Wilt- og Hampshire indvarsledes til at give Møde paa Syvugersdagen efter Paaske, og efter at Skarerne havde svoret enig og fast Modstand, rykkede de i Marken. Ved Ethandun (Edington i Wiltshire) stod den afgørende Kamp, der viste, at der endnu fandtes tapre Mænd bag det sachsiske Dragemærke. Fjorten Dage efter at Danskerne havde i Flugt forladt Valpladsen, tilbød de Kong Alfred Fred. De vilde stille saa mange Gisler, som Kongen ønskede, uden at fordre Gengæld, og de vilde sværge Kongen Ed paa aldrig mere at komme i hans Rige. Kong Alfred gik ind derpaa, tilmed da deres Konge Gudrum ønskede at modtage den kristne Daab. Syv Uger efter kom da ogsaa Gudrum med 30 af sine fornemste Mænd til Kongen ved Aller lige over for Æthelney og blev døbt. De hvide Daabsklæder bleve paa den ottende Dag tagne af dem i Wedmore, og Gudrum, der havde faaet prægtige Daabsgaver af Kong Alfred, antog fra nu af Navnet Æthelstan. Først i det følgende Aar drog dog Danskerne til Østangel, tog Landet i Besiddelse og delte det (879).
Kong Alfred havde saaledes holdt modigt Stand og sat endelig Bom for Vikingernes Planer om at erobre hans gamle Arveland Wessex. Det blev ikke hans, men de nordlige og østlige Landsdeles Skam, at de ikke havde formaaet at forjage Danskerne ogsaa fra disse Egne. Imidlertid syntes der jo at være Haab om, at de blodige Krigere kunde forvandles til mere fredelige Landedyrkere og antage den kristne Tro.
Der er opbevaret fra disse Aar en Overenskomst »Alfreds og Gudrums Fred«, der nærmere ordner Forholdet mellem Angelsachserne og »alt det Folk, som bor hos Østanglerne«. I Aktstykket bliver Grænselinien mellem Landene draget; den skulde gaa op ad Themsen og Lea til dennes Kilde, derpaa i vestlig Retning til Bedford, langs Ouse og til Wætlingastreet, den store Hærvej fra Romertiden, der strakte sig tværs over England gennem Mercia til Chester. Det bestemtes endvidere, at der for en fri Mand, som blev dræbt, skulde gives lige Mandebod, nemlig 8 halve Mark rent Guld, hvad enten han var Dansk eller Englænder. I Manddrabssager skulde den kongelige Thegn (Tjenestemand) aflægge Renselsesed sammen med 12 kongelige Thegner, en ringere Mand med 11 af sine Lige og een kongelig Thegn. »Hverken Fri eller Vorned skal uden Orlov gaa til Hæren, eller Nogen fra den til os«.
Kong Alfred kunde dog ikke betragte Kampen som endt og maatte paa enhver Maade væbne sig mod fremtidige Angreb. Han havde tidligere med Held udrustet Skibe og slaaet Vikingerne paa deres eget Element; han vedblev nu med at bygge sine snildt udstyrede Fartøjer. Han lod ligeledes London, det vigtige Punkt paa Grænsen af de Danskes og Angelsachsernes Land, omgive med Jordværk. Men samtidig med at Kong Alfred havde Fremtiden for Øje, mindedes han den svundne Tid og gav Gud Æren for, at Lidelserne vare overstaaede. Paa det mindeværdige Æthelney lod han et Kloster bygge, og han sendte Gaver til Paven i Rom i Henhold til det Løfte, han havde aflagt, »da han sad om London mod Hæren« (872).
I de to danske Riger Østangel og Northumberland synes man at have taget fat med Alvor paa at dyrke og bebygge Landet, selv om mange af Kolonisterne ikke glemte det gamle Krigerliv paa Søen. Kong Gudrum-Adelstan regerede til sin Død 890; Halfdan blev derimod snart forjaget fra sit northumberske Kongesæde og faldt i en Kamp paa Irland. Han efterfulgtes af Gudred, der tillige bar Navnet Knud; han døde 894 og begravedes i Domkirken i York. Et ejendommeligt Vidnesbyrd om de danske Kongers Bestræbelser for at tilegne sig Vestens Kultur foreligger i den Række Udmøntninger, som de lod foretage. Saaledes kendes mange Sølvpennies, slaaede af Æthelstan, hvem sikkert ogsaa en stor Del Penninge med Mærket St. Edmund skyldes; de Danske synes at have villet hædre Mindet om den Konge, de havde dræbt (S. 243). I Northumberland kom de danske Sølvpenge endog til at betegne et Vendepunkt i Landets Mønthistorie, idet der gennem nogle Slægtaldere her kun var bleven præget Kobbermønt.
- ↑ 1. Mønt, slaaet af Kong Gudrum-Æthelstan; Av.: Edelia Re(x). Rev.: Elda me fe(cit), d.e. Møntprægeren Elda gjorde mig. 2. Mønt, slaaet af Kong Knud; Av.: Cnut Rex. Rev.: Ebraice civitas (York By).