Danmarks Riges Historie/1/2-2-1
ANDET AFSNIT.
VIKINGEHÆRENE OG EROBRINGERNE.
I.
Normannerhæren danner sig. Dens Ordning og Love. Normannernes Skibe og Krigskunst.
I Aarene omkring 865 er det, at Normannerhæren danner sig. Hidtil havde vel nok Vikingeskibene, samlede i Flaader, kastet sig over Kysterne og hærget snart her, snart der, men nu indtræder den Forandring, at Flaaderne blive langt større og tage fastere Stade i enkelte Egne, ligesom Krigernes Skarer vokse betydeligt i Tal; de tabe deres Karakter af Strejfkorps og samle sig til store Hærlegemer. Fjenderne have vanskeligt ved at fordrive denne Hær, hvor den slaar sig ned, og maa ofte være tilfredse med at tvinge den til at holde sig inden for dens Standlejr. Men Hæren har desuden Planer om at tage fastere Bopæle i Landet, den er et helt Folk, der er paa Vandring og har Hjemmet med sig. Hustruerne dele jævnlig Lod med Mændene, ofte nævnes det, hvorledes Lejren rummer Vikingernes Kvinder og Børn, ja det kan hænde, at Kvinderne selv tage Del i Kampen.
Derfor høre vi i Udlandets Kilder fra denne Tid stadig Tale om »den hedenske Hær«, »den danske Hær«; det er med »Hæren«, at Kongerne slutte Overenskomst. Det var disse Hære, der senere toge Landskaber i fremmede Lande i Besiddelse og dannede nye Stater, og saaledes kan man betragte Vikingehærenes Samfund som Forløbere for eller som Overgangsled til de senere Statssamfund. Vi maa tænke os disse Hære efterhaanden opstaaede ved en Sammenvoksen af forskellige mindre Flaader, anførte af Høvdinger eller Goder for et enkelt Landskab, der har besluttet sig til Udvandring, eller førte af Medlemmer af Kongeslægten, hvem ikke Herredømme og Magt paa Tinge, men »Havet« og dermed Skibe og Mandskab er bleven til Del. Og mange krigslystne Nordboere lod deres Skib og Mandskab slutte sig til Hæren for at faa Del i dens Dyster og Berømmelse, idet de indordnede sig under dens enkelte Delinger. En »Søkonge«, en Jarl eller anden fornem Høvding bliver valgt til Leder af den hele Hær, og ham have Vikingerne ubetinget lystret, medens de dog indbyrdes have følt sig som hinandens lige. Men ofte nævnes to eller flere Konger, »Halvkonger« eller Jarler som Hærens Førere, og den synes da styret af et Førerraad.
Kunde end Førerskabet tilkomme flere, var ubetinget Lydighed og Sammenhold raadende inden for Hæren. Efter nordisk Tro gik det sjældent det Skib vel, hvor der var Splid mellem Mandskabet, og saaledes maatte ogsaa i Krig alle lystre som een Mand. Adam af Bremen skildrer, hvordan Svenskerne hjemme syntes lige i Magt, men naar de gik i Kamp, lystrede alle Kongen eller den, han satte i Spidsen for Hæren. Den normanniske Hærs Enighed og gode Sammenhold staar da ogsaa som et mærkeligt Fænomen ved Siden af al den Splid og Skinsyge, som lod de vestlige Riger vantrives.
Saxo har bevaret under Navn af Kong Frodes Love en Række Bestemmelser, hvoraf de fleste sikkert hidrøre fra Vikingehæren. Heri findes saaledes Regler om Forfremmelse paa Grund af Tapperhed i Slaget og en Bestemmelse om, at den, som først flyede under Kampen, skulde udjages af Hærens Samfund. Om Byttets Deling hedder det, at alt skulde føres til Mærkesstangen og Mærkesmanden forestaa Delingen. Guldet tilfaldt Høvdingen, Vaabnene Kæmperne, Skibe Bønderne; men i øvrigt toges der lige Lodder, og kun Mærkesmanden fik en noget større Part. Hvo, der ranede fra en anden, skulde straffes for Fredsbrud og give den dobbelte Værdi i Erstatning, men stjal nogen fra en anden, skulde han hænges med en Ulv ved sin Side. Atter andre Bestemmelser tilsigtede at værne om Fred og god Orden i det Land, som Vikingerne havde taget i Besiddelse som Kolonister og Jorddyrkere.
Ved at læse om Normannernes Bedrifter bliver man slaaet af den Overlegenhed, som de lægge for Dagen under Kampen med de vestlige Folk. Ogsaa hos disse fandtes jo dog tapre Mænd, som krigede med Hæder, men det er aabenbart, at Vikingerne ved deres Angreb fra Kysten og Floderne havde et Overtag over Landets Indbyggere, og at de desuden i Hurtighed og Raadsnarhed som oftest overgik dem. Vi skulle nu nærmere se, hvilken deres Krigskunst og Vaabenbrug var, og vi begynde med at betragte deres Flaade.
Vikingerne førtes til de fremmede Kyster paa ypperlige, hurtigsejlende Skibe. Vi have foran set, med hvor stor Tømmermandskunst den slanke Nydamsbaad fra Tiden 500 var bygget (S. 86). Noget Fartøj fra Vikingetiden kendes ikke fra Danmark; derimod har man i Norge i en Gravhøj ved Tune, ikke fjernt fra Glommens Udløb, fundet betydelige Rester af et Skib fra denne Tid (Fig. 83). Det er klinkbygget, spidst ved begge Ender og har en udvendig, 43 Fod lang Køl; det er bygget af Eg med Jernnagler og har haft een Mast, der var plantet ned i en svær Egeblok, endvidere vistnok 12 Aarer paa hver Side. I Almindelighed have vel Vikingeskibene været noget større og rummet 40 Mand; saa stærk synes Mandskabets Tal i alt Fald at have været paa de »Barker«, der indesluttede Paris 885. Da Kong Alfred med opfindsomt Mod besluttede at optage en Kamp paa Søen med de Danske, lod han Skibe bygge efter sin egen Anvisning; de vare omtrent dobbelt saa lange som de Danskes, med 60 Aarer eller endog flere, ogsaa vare de højere og løb sikrere og hurtigere. Man maa prise Kong Alfreds Snildhed, at han saaledes hjemsøgte Fjenderne paa deres eget Element, thi her kæmpede Vestens Vikinger ellers aldrig, naar de da ikke stredes indbyrdes. I øvrigt var der ikke Grund for Normannerne til at udruste store eller dybtgaaende Skibe, eftersom det netop ofte var gennem lange Farter op ad Floderne, at de naaede saa store Resultater. Paa disse Togter kunde det endog stundom hænde, at de maatte drage Fartøjerne et Stykke over Land.
I øvrigt lære baade Tunebaaden og gamle Afbildninger (Fig. 84) os, at Skibene havde een Mast med firkantet Raasejl, og at Roret, der havde Form af et bredt Aareblad, var paa Midten fæstet til den styrbords Skibsside, medens en Løkke, Hamlebaandet, foroven omfattede dets smalle Hals; fra denne udgik i modsat Retning af Bladet Rorpinden. Stævnen var udskaaren som et Dyrehoved eller i andre Figurer, og Skibene vare malede med stærke Farver; ikke mindst naar de forskelligt malede Skjolde sattes i Række langs Rælingen (Fig. 84), have Skibene frembudt et broget Skue.
For at udrette Bedrifter som Normannernes, maatte Krigerne være udrustede med ypperlige Vaaben. Dette melde da ogsaa Udlandets Krøniker, ligesom vore nordiske Kilder fortælle om, hvor højt man ærede den kunstfærdige Vaabensmed. Mange Jordfund i Danmark have ogsaa lært os deres Smedeværktøj at kende (Fig. 88—89), og talrige Vaaben, fundne herhjemme og i de bekrigede Lande, have kunnet lære os i alt Fald meget om Krigernes Udrustning. Sværdene vare noget over en Alen lange, ikke meget bredere ved Hjaltet end ved Odden, der gerne var afrundet, de vare sædvanligst tveæggede, med en svag Hulning eller damasceret Stribe langs Midten (Fig. 85), Fæstet var svært og ofte skønt udsmykket, ved dets Ende sad en større Knap (Fig. 86). Denne Sværdform stemmede i det hele overens med den, som anvendtes i de frankiske Lande. I øvrigt vare Vikingerne væbnede med Økser og med Spyd, hvis Stang bar et langt Blad (Fig. 87), med Buer og Kastespyd. Skjoldet var malet, ofte rødt; Abbo, som i et langt Digt beskriver Paris’ Belejring, synger:
Hvo fra Taarnene spejded, for sin Fod kun malede Skjolde
skued, og Jorden derved skjultes som under et Dække.
De vare Mestre i at benytte Skjoldene, hvad enten de med fældet Værge, Skulder mod Skulder og det høje Skjold foran sig rykkede mod Fjenden, eller de trak sig sammen til en tætsluttet Skjoldborg og saaledes modtog Angrebet. Men løftedes Skjoldet højt eller hejsedes det paa Masten, var det Fredstegn.
Mærket bares af Mærkesmanden, som havde et højt betroet Hverv. Det kunde være et Banner, helst blodrødt, men var vel oftest et Billede eller en Figur paa en Stang, som hint Ravnemærke, der var syet af Regner Lodbrogs tre Døtre i een Middagsstund; Fuglen flagrede med Vingerne, naar den saa Sejren for sine Folk, men lod dem slapt synke, naar Nederlag forestod. Fjenderne fandt disse Mærker skrækindjagende.
De nordiske Krigere og ikke mindst de danske omtales af de fremmede Berettere gerne som skønne og smidige; de kunde taale Kulde og Trængsler uden Klage, og sjælden saa man dem modløse eller forsagte. De førte ikke Heste med sig fra Hjemmet, og det varede en Stund, inden de besluttede sig til at optræde i de fremmede Lande som Rytterkrigere, men ogsaa denne Kampmaade optog de og viste snart Dygtighed deri; dog foretrak de afgjort Striden til Fods.
Ligesom de homeriske Helte eller Muhammeds Stridsmænd, naar de fjendtlige Hære stode over for hinanden, kunde aabne Kampen ved at en enkelt udvalgt Kriger traadte frem og tilbød Enekamp med en Kriger af Fjendens Hær, saaledes kunde ogsaa Normannerhæren sende en af sine berømte »Kæmper« frem og æske til Enekamp. Men naar derefter Striden brød løs over den hele Linie, og Skarerne stormede frem under skrækkelige Hærskrig eller med det vedtagne Krigsraab, hvormed de kaldte hinanden til Kamp, da maatte de Kristne skælve for den blodige Viking, som intet skaanede, og derfor bad man i Kirkerne: »Fri os, Herre, for Normannernes Rasen!«
Normannernes Angreb havde dog sin Styrke og store Fare især ved, at det kom pludseligt og overraskende. Ingen havde set, at Flaaden laa bag et Forbjerg og kun ventede paa god Bør for i Fart at styre mod den Kyst eller By, som var udset til Plyndring og hvor man nu ved Solopgang saa talrige Skibe udspy Krigere i Mængde. De komme som en Stormvind, som Uhyrer fra Havets Dyb, som Ulve fra Skovene, saaledes lyder gerne Frankernes Skildring, og de tilføje: aldrig røbe de, hvad de agte at foretage sig. Normannerne kunne tilsyneladende gaa til Ro i deres Lejr, men naar saa Maanen skinner klart, rykke de frem, eller de kunne vente, indtil Nattens Dunkelhed skjuler alt, for saa at liste sig bort. Uagtet de færdes i et fremmed Land, have de en sjælden Sans for at kunne iagttage Terrainets Art og skaffe sig Kundskab om Landets Geografi. Ved Bestikkelser, Spejdere eller Forposter faa de fornøden Oplysning, og de lade Bjergvægge, Aase, Skove eller Vildmarker skjule deres Bevægelser.
Ofte giver Hæren det desuden Udseende af, at den tragter mod et helt andet Maal end det, den i Virkeligheden har for Øje. Thi Krigslist er for Normannerne netop den højeste Kunst. De flygte, og Fjenden styrter sig efter dem, men da vende de pludselig om, samle deres Trop og have naaet, hvad de ville, at bringe Uorden i Fjendens Skare, eller de have maaske lokket ham frem foran et skjult Baghold, saa at han kan angribes fra mange Sider. De anvende stadig Krigspuds, og Fortællinger derom findes som Minder om Normannernes Færd i mange Lande. Herhen hører saaledes Fortællingen om, hvordan Normannerne indfangede Spurve, der boede under Tagene i den belejrede Stad, bandt brændende Svampe under deres Vinger og lod dem flyve ind i Byen, som snart stod i Lue. En anden List, som de ofte anvende, er at grave Løbegrave, som de tildække med Risværk, der falder sammen under den fremstormende Fjende. De underbinde jævnlig den Vandaare, som forsyner den belejrede By med Vand. Og sikkert er, at ingen Fordel, som Vejrlig eller Naturbegivenheder tilfældig kunde give, gaar tabt for Vikingerne, de benytte de tillagte Aaer eller Søer, for at komme til Klostre eller Kirker, og høj Vandstand i Floderne fører deres Fartøjer til Egne, som de ellers ikke vilde kunne naa.
Men Vikingernes ejendommelige Evne til at sno sig og til at komme frem ved alle Vinde, viser sig ogsaa ved, at de altid ere beredte til, naar de møde for stærk en Modstand, at omskifte Vaabenfærden med den fredelige Handelsmands Gerning. De bede om, at man kun vil tilstaa dem at blive Vinteren over eller dog en kortere Tid for at de kunne drive Handel, og ofte bliver Bønnen dem bevilget.
Normannerne lagde under deres første Togter ikke Vægt paa at tage Fanger, men de lærte dog snart, at det var en god Næringsvej at røve Kristne, som Slægt og Venner maatte købe fri for høje Summer, hvorfor de især stræbte efter at faa fornemme og dyrebare Personer i Hænde. Talrige Fanger førtes til Danmark, andre forbleve i Vikingernes Lejre og Standkvarter, hvor de maatte gøre Trællegerning, og mange fangne Kvinder bleve Vikingernes Hustruer eller Friller.
Det har jo altid været en af Krigskunstens vanskeligste Opgaver at skaffe Hærene den fornødne Forplejning. Man mærker da ogsaa ofte, at Vikingerne havde Besvær med at skaffe de nødvendige Fødemidler for deres Skarer, derfor vare de ivrigst i deres Anfald, naar Kornet blev skaaret eller Vinhøsten begyndte. I Efteraarsmaanederne ere de travlt beskæftigede med at indsamle Forraad for den kommende Vinter. De havde i deres Hære egne Forplejningsafdelinger og Transportskibe.
Vikingerne stode ikke for de fremmede Nationer som et Folk af Vilde, med Sæder, som Kristne helt maatte afsky, med Sind, som vare upaavirkelige for Vestens Kultur og uimodtagelige for kristen Tro. I Frygten for de blodige Kæmper og Hadet mod dem blandede der sig megen Beundring for dem som tapre Krigere, kyndige Sømænd, dygtige Skibsbyggere, snilde Haandværkere og kloge Politikere. Derfor lykkes det gerne Vikingerne at træde i fredelig Forbindelse med de Folk, som de bekrige; de drive Handel og slutte let Forbund med dem, og det er ingenlunde sjældent Tilfældet, at kristne Mænd indtræde i deres Rækker. Derfor ser man da ogsaa forholdsvis sjældent Betegnelsen Barbarer anvendte paa Normannerne.
