Danmarks Riges Historie/1/2-1-5
V.
Vikingerne trænge Ind i Vestens Riger. Deres Langfarter.
Regner Lodbrog og hans Sønner.
Vi have fulgt Vikingernes Færd under det første Tidsrum af deres Optræden i de vestlige Riger. De vare naaede saa vidt, at de nu ikke længer vendte hjem ved Vinterens Komme, men slog sig ned paa Øerne ved Flodmundingerne eller paa Landenes Kyster. Endnu havde det vel været Befolkningen muligt at slaa dem tilbage eller dog sætte Grænse for deres Fremtrængen, men man havde i ringe Grad Øje for de store, kommende Farer, og saaledes lykkedes det Normannerne at brede deres Raaderum stadig videre.
Under mærkelige Forhold vandt de Indgang i Frankrig. Nordkysten har her den Fordel at mangle en saadan Række Øer som dem, der gjorde Anfaldene paa Frisland, England og Irland saa lette; i Frankrig vare Normannerne kun faste Gæster paa Øen Noirmoutier tæt ved Loiremundingen. Men i øvrigt var alt beredt til Indfald i Landenes Indre. Frisland var paa flere Steder af Kysten i Vikingernes Vold, Havet var overfyldt af Sejlere, hvis Krigere ved Flodmundingen lyttede med største Opmærksomhed til, hvordan Rigets indre Forhold udviklede sig og om man ad disse store Porte snart kunde storme ind i det belejrede Land.
Kejser Ludvig var hensovet den 20. Juni 840 i Nærheden af Ingelheim. Ingen af hans tre Sønner vare til Stede ved Dødslejet, men ved Budskabet om hans Bortgang satte Kong Lothar fra Italien ikke mindre end Kong Ludvig fra Baiern sig straks i Bevægelse for at tilrive sig den øverste Magt; de undsaa sig dog ved at kæmpe med hinanden, og ved Rhinen sluttedes en Vaabenstilstand. Da Lothar forsøgte at bryde den tredje Broder Karls Magt i Frankrig, syntes atter en Broderkamp uundgaaelig; dog blev et nyt Forlig sluttet. Men inden Aarsdagen efter Faderens Død rykkede Karl og Ludvig i Forening mod Lothar, og det blodige Slag ved Fontenay i Nærheden af Auxerre udkæmpedes den 25. Juni 841.
Kunde der vel tænkes en gunstigere Lejlighed for Vikingerne til at trænge ind i det Land, som syntes dem forjættet? I Midten af Maj Maaned, medens Brødrenes Hære samledes til det store Stævne, styrede Normannen Asger med en Flaade ind i Seinemundingen og trængte op ad Flodens bugtede Løb lige til Rouen, som med dens Kirker og Klostre gik op i Flammer. Paa deres videre Vej brændte Vikingerne Klosteret Jumiéges, medens et andet Kloster St. Vandrille (Fontenelle) ved Penge afværgede deres Angreb; Munkene fra St. Denis frikøbte for tunge Løsepenge mange tagne Fanger. Paa Maanedens sidste Dag sejlede Flaaden atter ud af Floden.
De brændende Byer og Kirker burde have været et Vartegn for Konge og Folk om, hvad Splid i Riget vilde føre til. Men intet hjalp, og i den følgende Tid se vi Gang efter Gang, hvordan indre Kamp i Landet ligesom aabner Stigbordet, saa at Ødelæggelsen frit kan styrte ind over Riget i Vikingers Skikkelse. Netop under samme Forhold som Vikingernes første Vovefart paa Seinen fandt ogsaa det første Togt op ad Loire Sted. To Grever Rainald og Lambert stredes om Magten, og den sidste tog ikke i Betænkning at kalde saavel Indbyggerne i Bretagne til sin Hjælp som at friste en normannisk Flaade paa 67 Fartøjer, der netop viste sig i Nærheden, til at foretage et Plyndringstog op ad Loire. Lodset af franske Førere løb Flaaden St. Hansdag 843 op til Nantes og anrettede her et grueligt Blodbad paa den i Anledning af Festen forsamlede Menneskemængde. Vikingerne forlode fra den Tid af ikke Noirmoutier.
Ved Frankrigs sydligste Flod gentager dette Forhold sig paa ny. Netop paa en Tid, da Vestfrankens Konge Karl den Skaldede havde en haard Kamp at bestaa med Oprørere i Sydfrankrig og var draget til Toulouse med en Hær, sejlede en Flaade Vikinger hærgende og brændende op ad Garonne til hen imod hin By (844); det var første Gang, at Normannerne vare naaede saa langt mod Syd, og det blev netop den eneste Gang, at de vovede sig saa langt op ad denne Flod.
Saaledes var der overalt indre Splid, hvoraf Normannerne kunde høste Fordel. Den ved Fontenay fuldkomment slagne Lothar betænkte sig ikke paa at tage Vikingerne til Forbundsfæller, og de fortsatte Stridigheder mellem Brødrene førte endelig til, at Karl den Stores Rige sønderdeltes ved Forliget i Verdun (843). Her blev Omridset trukket til de Riger, som for Fremtiden skulde besidde det europæiske Fastlands vestlige Halvdel. Fra Danmarks Sydgrænse til Alperne og imod Vest til Rhinen strakte sig det østfrankiske Rige, hvis Hersker var Ludvig (den Tyske), medens Karl (den Skaldede) fik de vestlige Lande hinsides Maas og Schelde, Rhone og Saone. Det lange Bælte mellem de to Rigers Grænsefloder tilfaldt sammen med Italien Lothar (Lotharingia). Øst og Vest for dette Mellemland udformede sig Riger med skarpt adskilt tysk og fransk Nationalitet.
Vikingerne havde benyttet denne Tid til at trænge frem mod Landenes Midte. Den, der iagttager Vikingetogenes lange Række — og de fortsattes uafbrudt i et Aarhundrede for senere atter at tage fat — vil i det hele blive vaer, at de uagtet al Ensformighed rumme en lang Udvikling med mange Stadier, Nordboerne havde i disse Vandreaar ogsaa Læreaar, i hvilke de lod vunden Erfaring komme sig til gode for at tage fat paa stadig større Opgaver. Den djærve, planløst indhuggende Kriger, der forsvandt saa hurtigt som han var kommen, blev den udholdende, i den store Hær indordnede Kæmper, der søgte til England eller Frankerlandet med det Maal omsider at vinde det, og som medtog Hustru og Børn. Søkrigerne lærte i Frankerriget at gøre sig til Hestfolk, de kunde da udstrække deres Anfald fra Strandene langt ind i Riget og komme lige saa pludseligt til Byerne i Landets Midte, som de vare komne til Kystegnene.
I øvrigt gik ikke Udviklingen derhen, at Vikingerne stadig vovede sig længere bort til fjerne Lande. Langt snarere var der en Udvikling imod at samle Kræfterne paa store, gennemførte Angreb med betydelige Hærmasser og at søge ind til Landenes Centrum.
Det betegner derimod Lære- og Vandreaarene i den store Vikingealder, at Normannerne gaa paa eventyrlige Togter forbi Herkules’ Taarn paa Spaniens nordvestlige Hjørne eller gennem Herkules’ Støtter ved dets Sydspids og lande baade i Afrika og Italien. Disse Langfarter tale tydeligt om Vikingernes store Eventyrlyst. De havde hørt om alle de Herligheder, som Middelhavslandene rummede, de vilde se det Land, om hvis store Fortid saa meget blev fortalt og hvor der boede en mægtig Præst, som vidunderlig nok styrede alle Præster og Munke rundt om i Rigerne.
Saaledes vovede i Aaret 844 den Flaade, der havde plyndret ved Toulouse, sig til et Angreb paa det kristne Rige i Asturien, hvis Konge Ramiro imidlertid heldigt besejrede dem. Forstærkede ved ny tilkomne Skarer vendte de sig saa mod de mauriske Lande i Spanien. Havet saa ud, som var det fyldt med mørkerøde Fugle, da Vikingernes halvhundrede Fartøjer lagde sig uden for Lissabons Strande. For første Gang maalte her Vikingerne Kræfter med Sydens store Erobrere og søfarende. Kampen blev haard for Muselmændene, og Vikingerne kunde en hel Maaned opholde sig i Egnen omkring Lissabon.
Over Cadix drog de til Andalusien, hvor Sevillas Herligheder lokkede dem; de gjorde sig til Herrer over den største Del af Byen, men selve Slottet kunde de ikke tage, og om end Vikingerne sendte brændende Pile imod Moskeen, lykkedes det dem ikke at tænde den i Brand. Efter at de fra Sevilla havde gjort en lang Række Togter ind i de nærliggende Landskaber, bleve de omsider trængte saa stærkt, at de maatte trække sig tilbage til Kysten; da havde de mistet meget Mandskab og mange af deres Skibe. Efter et kort Besøg i Afrika sejlede de atter til Lissabon og derpaa hjem. Vikingerne havde saaledes mødt langt alvorligere Modstand hos Maurerne end i de kristne Riger; der blev ogsaa efter deres Bortfart truffet kraftige Foranstaltninger for at sikre Landet mod nye Indfald. Murene om Sevilla genopførtes, Krigsskibe byggedes og udrustedes med alle Fornødenheder, Søfolk indrulleredes, og ved ridende Bud var der sørget for, at Befolkningen i Tide blev underrettet om Hedningernes Komme.
Derfor blev da ogsaa for alle kommende Tider Maurernes Rige i Spanien af Normannerne erkendt for at være et farligt Land at angribe. Næppe mere end een Gang senere kom Vikingerne i det 9. Aarhundrede tilbage til disse Kyster. Det var paa deres største Søtog, da Hasting og Lodbrogsønnerne førte Vikingerne helt ind i Middelhavet (859—61). Muselmændene vare da langt mere forberedte og kunde allerede ved Guadalquivirs Munding gøre Nordboerne Modstand. Disse vendte sig derfor mod Mauritanien (Marokko), hvor de ved Nekur foruden rigt Bytte toge mange kostbare Fanger, der maatte løse sig for dyr Betaling. Efter at have hærget i Murcia og paa de baleariske Øer, naaede de til Sydfrankrig, som led haardt under deres Plyndringer. De slog sig til Ro for Vinteren paa en Ø ved Rhonemundingen og foretog herfra Togter viden om.
Saaledes sejlede de ogsaa til Spezziabugten og indtog og ødelagde Pisa og andre Byer i Nærheden. Om Erobringen af Luna, der ligger nogle Mil Nord for Pisa, lyder Fortællingen saaledes i den normanniske Tradition: Det var en af Vikingernes skønne Forhaabninger engang at kunne erobre Rom. Da nu Hasting med sine Skarer kom til Luna, troede han, at det maatte være Rom, og da Byen ikke let lod sig tage, besluttede Hasting at anvende List. Han lod som om han tilfældigt var kommet til disse Strande paa Togtet mod Frankrig; han bad kun om Lov for sig og sine Mænd til at købe det fornødne til Underhold. Dog havde han endnu eet Ønske; han følte sig lidende og svag og bad om at maatte blive optaget ved Daaben i den kristne Kirke. Alt hvad han anholdt om, blev bevilget, og Bispen i Luna døbte ham.
Men Byens Porte vedbleve at være lukkede for Hasting, og saa maatte han finde paa en ny List. Lejren genlød af Veraab, thi Hasting laa lidende paa sit Dødsleje; mørkt var især hans Sind ved Tanken om, at han ikke skulde begraves i viet Jord, og han lovede, at alt hans Gods skulde tilfalde Kirken, om det blev ham tilstaaet. Atter indvilligede Byens Høvding og de vindesyge Præster i hans Bøn. Næste Nat hørte man Klageraab ude fra Lejren: nu var den store Høvding død. Lunas Porte aabnedes, da det sørgende, kappeklædte Følge nærmede sig med Baaren med Hastings Lig; foran bares alle de Kostbarheder, deriblandt herligt prydede Økser og Sværd, som skulde tilfalde Kirken. I et Klosters Kirke satte de Liget, og Bispen læste Dødsmessen, men pludselig sprang den døde Hasting op, greb et Sværd og knuste med et Hug Bispens Hoved, medens samtidig Følget drog de skjulte Vaaben frem og anrettede et stort Blodbad paa den forsamlede Mængde. Saaledes blev Byen erobret; men det var en stor Skuffelse for Vikingerne at erfare, at den tagne Stad ikke var Rom.
Dette Middelhavstogt var saaledes rigt paa Bedrifter og dristig Daad; dog skulde Vikingerne ogsaa bringe bitre Minder med hjem fra deres Fart. Da de nemlig sejlede gennem Strædet ved Gibraltar, overfaldtes de af en forfærdelig Orkan og led store Tab; over 40 Skibe skulle være gaaede under. Efter et heldigt Indfald i Navarra styrede Flaaden til Bretagne, nogle Skibe gik dog til Irland, hvor man endnu længe efter saa mauritanske Blaamænd, som vare tagne til Fange paa dette Tog.
Medens, som fortalt, Fastlandets Kejserrige kløvedes i tre Riger,
var der i England foregaaet den modsatte Forandring, at dets
Smaastater vare blevne samlede til eet Rige. Kong Egbert af Wessex
havde lagt samtlige Kongeriger under sin Herskermagt (829), selv
om Underkonger vedbleve at styre flere af Landene. Vikingernes
Anfald havde vel nok bidraget til at fremme denne Enighed, den
ved Sammenslutning vundne Styrke skulde nu hjælpe til at holde
Plyndrerne borte. England regeredes af dygtige Herskere; især
udmærkede Kong Alfred, Egberts Sønnesøn, sig ved den Klogskab og
Udholdenhed, hvormed han optog Kampen mod Fjenderne fra Havet.
De Danske maatte tage fat paa nye Angrebsmaader.
Ved Tiden 865 dannede »den store hedenske Hær« sig. Efter at have skaffet sig Heste, blev den delvis en Rytterhær og tog fast Stade paa engelsk Grund, nemlig i Østangel, hvis Beboere maatte slutte Forlig med den. Paa den Tid var der Tronstridigheder i Northumberland; Ælla, en Mand, der ikke havde kongeligt Blod i sine Aarer, havde svunget sig op paa Tronen og fordrevet den tidligere Konge Osbryht. De Danske benyttede sig af Urolighederne og rykkede ind i Landet, hvis Hovedby York faldt i deres Magt. Dette bevægede de to Konger til at slutte Forlig for i Enighed at gaa mod Nordboerne, men i en Kamp ved York bleve de slaaede, og begge Konger faldt 867. Nu kunde Danskerne udvide deres Magt helt op til Tyne, endog Folket Nord for denne Flod i Bernicia maatte slutte Fred med dem og snart efter helt undergive sig dem.
Ved dette faste Støttepunkt i Nord blev Angrebene langt lettere mod de sydlige Kongeriger. Først gik det ud over Østangel, der hjemsøgtes baade fra Landsiden og ved Anfald fra Kysterne. Vikingehøvdingen Ivar sendte Bud til Kongen i Østangel Edmund om at han skulde underkaste sig og opgive sin Kristendom; han afslog det og faldt snart i de Danskes Vold. De bandt ham til et Træ og skøde til Maals efter ham, indtil han udaandede (870). Edmunds Landsmænd opfattede ham snart som Helgen, og han blev saaledes en af de første, som Vikingernes blodige Vaaben bragte Martyrglans. I de kommende Tider skulde hans udgydte Blod virke mere til at ildne til Modstand mod Hedningerne end det svage Forsvar, han havde ført i levende Live.
Ingen af Vikingetidens Helte har i Sagnene en saa fremragende Historie som Regner Lodbrog. Han og hans Sønner ere Hovedmænd i mangfoldige Fortællinger, til deres Navne have de Danske knyttet Sagn om Kampe, Krigspuds, Erobringer og Elskovseventyr; men i ikke mindre Grad straaler Regners og hans Sønners Ry i de Norskes Sagn, og der var ingen Storæt paa Island, uden den jo bejlede til at sætte Regner paa sit Stamtræ. Ogsaa de vestlige Landes Kilder vidne om den store Berømmelse, som Lothrocus vandt, og de have mange Efterretninger om hans Sønners for dem saa sørgelige Bedrifter. Imidlertid synes det at fremgaa af Udlandets saavel som de nordiske Kilder, at de store Kampe og Erobringer især have været udførte af Sønnerne, men at Berømmelsen ligesom er straalet sammen om Faderens Hoved.
Hvad de nordiske Sagn fortælle om Regner er for det første forskellige Elskovseventyr, bestaaede under Farer og Kampe. Sin Hustru Ladgerd havde han saaledes vundet ved at dræbe den Bjørn og Hund, som vare hendes Vogtere. Senere forskød han dog Ladgerd og bejlede til Thora, der havde nogle uhyre Slanger til at vogte sig. Til sin Kamp med dem havde Regner iført sig en ulden Kappe og et par lodne Broge, som han havde dyppet i Vand og derpaa ladet stivfryse, saa at de bleve uimodtagelige for Slangernes Bid og Gift. Saaledes beskyttet lykkedes det ham at fælde Uhyrerne og at vinde Prinsessen. Thora blev Moder til en hel Flok Sønner, Radbard, Dunvat, Sivard, Bjørn, Agner og Ivar.
Skønnest lyder dog Fortællingen om hans tredje Hustru Kraka. Den smukke Bondepige havde fortryllet Regner, som befalede hende at komme til sig hverken paaklædt eller nøgen, ikke mæt, dog heller ikke fastende, uden Ledsager og dog ikke alene. Næste Morgen kom Kraka vandrende, ikkun hyllet af et Fiskergarn og sit tætte, lange Haar, ikke fastende, idet hun havde bidt i et Løg, og ikke ene, da hun ledsagedes af sin Hund. Regner mærkede, at hendes Klogskab ikke var mindre end hendes Skønhed, og tog hende til Hustru; snart viste det sig, at denne Bondepige i Virkeligheden var en forskudt Kongedatter.
Af disse Ægteskaber var rundet et Sønnekuld, hvortil sjælden var set Mage. Ivar Benløs var en tapper Kriger og Hærkonge, uagtet han havde Brusk i Stedet for Ben i Kroppen. Bjørn Jernside havde vundet sit Tilnavn ved sin mandige Styrke, og den djærve og tapre Sigurd hed Orm i Øje efter det Snogebilled, man saa i hans Øje. Ubbe den Frisiske var Navnet paa den tapre Søn, som med sine Krigere havde slaaet sig ned paa de frisiske Kyster.
I det meste af hvad der fortælles om Regners og hans Sønners krigerske Gerninger og Erobringer, kunne vi let genkende Spejlinger af Vikingetidens store Togter og Bedrifter rundt om i Europas vestlige og østlige Lande, ja endog Toget ned til Italiens Kyst. Ved disse farverige Skildringer skulle vi her ikke dvæle. Derimod skal Sagnet om Regner Lodbrogs Død og hans Sønners Hævn endnu fortælles. Med uforglemmelige Træk hedder det derom saaledes i de gamle Beretninger:
Northumbrerne havde jaget Ivar bort fra deres Land og taget en Mand ved Navn Ælla til Konge — her sigtes altsaa til Begivenhederne o. 865 (S. 242). Regner sejlede da med en Flaade over Havet, landede ved York og slog Ælla paa Flugt. Næppe var Regner draget bort, førend Ælla paa ny søgte at erobre Landet. Saaledes maatte Regner igen vende sig mod ham, og i denne Kamp blev Regner Ællas Fange. Kongen lod ham kaste i en Ormegaard, hvor Slanger og Orme tilredte ham ilde. Men Regner udholdt Lidelserne med stor Standhaftighed; han kvad med høj Røst om sine Bedrifter, som han alle opregnede, og tilføjede, at om Grisene vidste, hvad Galten led, vilde de bryde ind i Stien og tage Hævn for Lidelserne. Deraf forstod Kong Ælla, at Regner endnu havde Sønner i Live, og han gav da sine Mænd Befaling om at tage Regner ud af Ormegaarden, men da var han død.
Da Budskabet om Faderens Lidelser og Død blev bragt Ivar, var han Tilskuer ved de offentlige Lege; men han forandrede ikke en Mine og befalede Folket, som var bleven forfærdet over Budskabet, uforstyrret at fortsætte Legene. Da Meldingen bragtes Sivard, jog han det Spyd, han stod med i Haanden, dybt ned i sin Fod, for ved den stærke legemlige Smerte at dulme Sindets Lidelser. Bjørn sad ved Brædtspillet, da Budskabet bragtes ham, og han knugede Brikken saa fast, at Blodet sprøjtede ud over Bordet.
Da det fortaltes Ælla, hvorledes Brødrene havde modtaget Efterretningen om Faderens Død, skønnede han straks, at han vilde have mest at frygte af den Broder, som ingen Sindsbevægelse havde lagt for Dagen. Ivar drog da ogsaa til Northumberland; efter at han ved List og Magt havde sat sig fast i Landet, kom hans Brødre ham til Hjælp, og nu besejrede de Ælla. Ivar blev igen Konge i Northumberland og lod Ælla, der var bleven saaret og fanget i Kampen, lide en forfærdelig Straf. »Ørn blev ristet paa hans Ryg«, idet Ribbenene bleve skaarne fra Rygraden og bøjede til Side, Lungen toges ud og Salt strøedes i Saaret.
Hvor grumme meget mytisk der end er blandet ind i Sagnene om den store Vikingeerobrer og hans Sønner, kunne vi saaledes dog jævnlig skimte, hvilke de historiske Begivenheder ere, hvorom de frodige og smukke Fortællinger have slynget deres Vækst. Der findes da ogsaa i en irsk Krønike en Beretning, som synes mærkelig at bekræfte Fortællingen om Regners Død paa dette Tidspunkt. Efter Meddelelsen om, hvordan de Danske med en talløs Hær erobrede York 866—67, tilføjer Krøniken: »Ikke længe før den Tid herskede der Krig og Uenighed af enhver Art i Lochlann (Norden), hvortil Aarsagen var denne: de to yngre Sønner af Halvdan, Konge af Lochlann, fordreve den ældste Søn Raghnall, af Frygt for, at han skulde tage Kongedømmet i Lochlann efter deres Fader; og Raghnall kom med sine tre Sønner til Orknøerne, og Raghnall dvælede dér med sin yngste Søn. Men hans ældre Sønner droge, drevne af Overmod og Ærgerrighed, med en stor Hær, som de samlede alle Vegne fra, til de britiske Øer for at anfalde Franker og Sachser. De troede, at deres Fader var vendt tilbage til Lochlann straks efter deres Afrejse«.
Af Overmod og ungdommelig Ærgerrighed droge de derpaa til Spanien og Afrika, men netop som de her gik mod Mauritanerne, sagde en af Sønnerne: »Broder, det er Galskab af os at drage fra et Land til et andet gennem hele Verden og slaa os selv ihjel i Stedet for at forsvare vor Fædrenejord og adlyde vor Faders Vilje; han er nu alene, borte fra sit Hjem lever han i et Land, som ikke er hans eget; den Søn, som vi lod blive hos ham, er bleven dræbt (saaledes som det var aabenbaret ham i en Drøm), og en anden Søn er faldet i et Slag! Ja det skulde undre mig, om Fader selv er sluppen levende fra hint Slag!« Og netop saaledes forholdt det sig i Virkeligheden.
De kæmpede derpaa en haard Kamp med Mauritanerne, hvor mange faldt paa begge Sider, men efter at Kongen om Natten var flygtet fra Lejren, bleve Vikingerne Sejrherrer, plyndrede Landet og toge mange Blaamænd til Fange, som de senere førte til Irland. Det føjes til, at Mauritanien ligger lige over for de baleariske Øer, og at Vikingerne mistede mange Folk her foruden dem, som druknede i det gaditanske Stræde (altsaa Skibbrudet 861, se S. 242).
Ifølge de islandske Sagaer var det netop, medens Sønnerne gjorde deres Middelhavstogt, at deres Fader dræbtes, og saaledes synes den fremmede Kilde at bekræfte denne Tradition. Det var altsaa virkelig som Faderhævnere, at Regnersønnerne vendte sig mod Northumberland og Kong Ælla (o. 865).
Uagtet de fremmede Landes Krøniker ikke give mange Efterretninger om de enkelte Vikingehøvdinger, kunne vi dog af dem se, at Lodbrogsønnerne have været blandt de dristigste Høvdinger og tapreste Helte i det 9. Aarhundredes Midte, og at de have ført Vikingeskarerne mod nye Maal og Foretagender. Lodbrogsønnerne ere de første Høvdinger, som de engelske Kilder nævne med Navn; det var dem, der i England trængte længst frem mod Nord — Østangel og Northumberland hjemsøgtes først af dem — men de naaede ogsaa længst mod Syd, idet Folkeslagene ved Middelhavet først af dem lærte Normannernes Ufærd at kende.
I de vestlige Lande forberedte de den Bebyggelse ved Nordboerne, som snart skulde blive saa betydningsfuld, og Grundfæstelsen af de Danskes Herredømme i England skyldes væsentlig dem.