Danmarks Riges Historie/1/2-1-4
IV.
Ansgars Ungdom og hans første Virksomhed I Norden.
Ansgars Vugge maa have staaet i Picardiet. Han er født 801; vi kende ikke nærmere hans Forældre, kun vide vi, at Faderen efter sin Hustrus Død bragte det femaarige Barn til Skolen ved Klosteret Corbie ved Somme. Dette Kloster var berømt for Munkenes gode Tugt, deres Evne til at prædike og deres alvorlige Studier; blandt Brødrene taltes Frænder af Kejseren og Mænd af fornemme Slægter. I den første Tid efter at Ansgar var optaget i Klosteret kunde de andre Drenges Lystighed rive ham med sig og lade ham forsømme Bog og Tavle, men snart lod Samvittighedens Stemme sig høre, og Alvoren fik fra nu af Overhaand i hans fine, følsomme Gemyt.
Tidligt mærkedes ogsaa Ansgars Anlæg for Drømme. Saaledes forekom det ham en Nat, at han befandt sig paa et sumpigt Sted, hvor han kun med største Møje kunde flytte Foden, medens han ikke langt derfra saa den yndigste Vej, ad hvilken en herlig smykket Kvinde vandrede, fulgt af flere hvidklædte Kvinder; mellem dem blev han sin elskede Moder vaer. Han vilde løbe mod hende, men hans Fod hængte fast i Dyndet. Da sagde den Kvinde, der gik forrest og som syntes at være Herskerinde over de andre — det maatte utvivlsomt være Jomfru Marie —: »Søn, vil Du komme til din Moder?« Paa Drengens længselsfulde Ja svarede hun: »Hvis Du ønsker at tage Plads i vort Samfund, bør Du fly Forfængelighed, opgive dine Lege og søge Livets Alvor. Thi vi afsky alt tomt, og ingen kan være i vor Kreds, som finder Glæde deri.« Efter at have haft dette Syn skyede Ansgar Drengenes Tummel og gav sig hen til Læsning og Grublen, til stor Forundring for Kammeraterne, der saa pludseligt saa ham forandret.
Da han var omtrent tolv Aar gammel, fik han Tonsuren til Tegn paa, at han viede sig til Munkelivet; men selv da kunde han fristes af det skrøbelige Kød, indtil en Begivenhed atter slog dybt ned i hans Gemyt. Det var Kejser Karls Død. Ansgar havde set den store Hersker i al sin Glans og Pragt, han havde erfaret, hvordan denne Mand, der i Visdom overgik Menneskers almindelige Maal, fyldte Verden med Ærefrygt og Beundring, og nu var han altsaa kun Støv og Muld! Tanken om Livets Forfængelighed greb Ynglingen, han tragtede kun efter at vie sig til den alkærlige Gud og ved Bøn og Nattevaagen tjene ham værdig. Og som den herligste Lod stod det for ham, om han kunde vinde Martyrdøden. I et Drømmesyn en Pintsenat forekom det ham næsten, at Gud gav ham Tilsagn herom.
Saaledes havde den femten Aars Yngling aandelig gennemlevet mere end en fuldvoksen Mand. Sine Kundskaber havde han tillige stadig udvidet, hvorfor Stillingen som Lærer for den nederste Klasse af Klosterskolen blev ham overdraget.
Paa den Tid blev der grundet et Kloster i Sachsland. Kejser Karl havde sendt adskillige fornemme unge Sachsere til Klosteret i Corbie for at de kunde faa Kundskaber og fornøden Kultur, ligesom de jo ogsaa af Klosterets Hegn gemtes som Gisler for deres Fødelands Troskab. Abbed Adalhard fattede da den Tanke at oprette et Kloster i Sachsland, der kunde bidrage til at fæstne Kristendommen hos det nyomvendte Folk; hidtil var et saadant ikke traadt hjælpende til ved Missionsgerningen. Kejser Karl syntes godt om Planen, men hans Død indtraf inden den kunde udføres, og først i Aaret 815 grundedes et Kloster i Sollingerwald ved Weser. Kejser Ludvig gav det Privilegier, men endnu manglede det Indtægter; den magre Grund, hvorpaa det byggedes, kunde intet afkaste, og Moderklosteret Corbie maatte forsyne det med alt. Først syv Aar senere fik Adalhard udvirket, at en kongelig Gaard i en rig og smuk Dal ved Weser blev Klosteret skænket. I Sommeren 822 lagdes her Grundstenen til Ny Korvei — Navnet antog denne Form paa sachsisk Maal — og Aaret efter flyttede Adalhard med en hel Skare Munke hertil fra Corbie. De grønklædte Bakkestrøg ved den krummende Flod fandt Brødrene saare tiltalende, ogsaa ved deres Lighed med Hjemegnen ved Somme.
Mellem de overflyttede Munke var Ansgar. Hans stille, brændende Ønske om at komme til at udrette saa meget som muligt og at bære saa stort et Ansvar som muligt, syntes nu at være bleven opfyldt. Brødrene indsaa ogsaa, hvilke fortrinlige Egenskaber Ansgar besad for en Virksomhed iblandt de nyomvendte Sachsere, og valgte ham til Forstander for Klosterskolen og tillige til at være den, som ledede Folkets Undervisning. At tale til Folket paa dets eget Maal om Kristi Evangelium maatte blive en af de vigtigste Opgaver for det nye Kloster, der skulde fortsætte den Gerning, paa hvilken Moderklosteret i Corbie havde lagt saa stærk Vægt. Abbed Adalhard havde som Prædikant været et skønt Forbillede, hans Lærling Ansgar besad udmærkede Evner til at træde i hans Fodspor og blev Klosterets Hovedprædikant i Kirken.
Da der nu blev Tale om at skaffe en Mand til at ledsage Kong Harald til Danmark, kunde Wala, Adalbards Broder, der efter hans Død var bleven Abbed i Corbie, ikke foreslaa nogen, der var mere egnet hertil end Ansgar. Han blev kaldt til Hoffet i Ingelheim og havde ikke saa snart af Wala hørt om Planen, førend han erklærede sig rede til at drage af Sted. Ansgar førtes derpaa frem for Kejseren, og endnu en Gang forestillede Wala ham, hvilke Farer og Besværligheder han udsatte sig for; som Benediktinermunk havde Ansgar ingen Forpligtelse til at deltage i Mission, hvorfor alt beroede paa hans frie Valg; men han blev ved sit Forsæt.
Mange fandt, at Ansgar handlede taabeligt ved at forlade sin smukke Stilling i Korvei for at prædike blandt vilde Hedninger. Men da de endog søgte at faa ham til at opgive sit Forsæt, undgik han deres Selskab og vandrede daglig ud til en nærliggende Vingaard, hvor han styrkede sig ved Bøn og Læsning. Dette saa en ung Munk, Autbert, der var i Walas Følge; han opsøgte Ansgar i hans Ensomhed og spurgte, om det virkelig var hans faste Forsæt at drage til Hedningerne. Ansgar, som maatte tro, at ogsaa Autbert vilde friste ham til Frafald, svarede: »Bring ikke Uro ind i mit Sind ved saadanne Spørgsmaal!« Men Autbert svarede: »Jeg spurgte kun saa, fordi jeg, hvis Du holder fast ved dit Forsæt, aldrig vil kunne finde mig i, at Du gaar alene. Jeg vil for Guds Kærligheds Skyld ledsage Dig og bede om Abbedens Tilladelse dertil.« Ansgar rørtes inderlig herover og sluttede sig nøje til den fundne trofaste Ven. Wala gav ogsaa sit Samtykke, men som mange andre undrede han sig over, at den unge, fornemme Mand, der havde en glimrende gejstlig Løbebane i Vente, vilde paatage sig et saa byrdefuldt Kald.
Kejser Ludvig tog Afsked med Kong Harald og skænkede ham smukke Gaver; ligeledes forsynede han Ansgar og Autbert med Kirkekar og den fornødne Udrustning til Rejsen. Allerede under Farten ned ad Rhinen maatte de to Munke mærke, hvor lidt en simpel Kutte var i Stand til at indgyde Danskerne Agtelse; man viste dem intet Hensyn. Først i Köln blev deres Stilling bedre, idet Bisp Hadebald overlod dem et velindrettet Skib med to Kahytter. Kong Harald fandt saa stor Behag i dette Fartøj, at han selv gik om Bord deri og benyttede den ene Kahyt, medens han overlod Munkene den anden. Paa denne Maade kom Munkene i nærmere Berøring med Kongen og hans Følge, og de Danske begyndte at behandle dem med større Agtelse og Forstaaelse. Sejladsen gik omkring ad Dorstad og de andre frisiske Egne, derpaa til den danske Grænse.
I Danmark prædikede Ansgar og hans Ven med Held, og mange lode sig døde. Som de tidligere Missionærer mærkede de snart, at de især maatte stræbe efter at vinde den yngre Slægt, hvorfor de købte Drenge, som de søgte at opdrage til Kirkens Tjeneste, og Kong Harald lod dem ogsaa faa Drenge fra Hoffet, saa at tolv eller flere søgte til deres Skole. De forstode ogsaa at vinde Medhjælpere til deres Virken saavel som Tjenere. Men desværre var Kongens Stilling saa usikker, at han allerede Aaret efter sin Tilbagekomst maatte forlade Landet. Ansgar tog nu, som det synes, Ophold i Holsten, selv om han stundom besøgte Danmark. Efter to Aars Forløb blev Autbert svag og lidende, saa at han maatte rejse tilbage til Korvei, hvor han kort efter døde (vistnok ved Paasketid 829). Alt i alt var det næppe mange, Ansgar havde vundet for Kristi Lære under sit første Besøg.
De indre Uroligheder i Danmark førte dog ikke til Krig med Kejseren som Haralds Beskytter. Kong Horik vovede aabenbart ikke at udæske den stærke tyske Fjende. Kejseren maatte desuden mærke, at Harald var en uklog og lidet betydelig Fyrste. Dengang Harald blev fordreven, rykkede Greverne fra Sachsen og andre Egne med Hære frem til Ejder for ved truende Holdning at bringe en Forsoning til Veje mellem de stridende, og man tilsvor hinanden, at saa længe Forhandlingerne varede, skulde der være Vaabenhvile og Fred. Men Harald kunde ikke holde sig i Tøjle og lod et Par Smaabyer paa dansk Grund brænde og plyndre; da nu Godfredsønnerne maatte tro, at det skyldtes Frankerne, samlede de Tropper sammen og gik over Ejder. De sachsiske Grever overrumpledes og maatte fly over Hals og Hoved, medens de Danske plyndrede løs (828). Imidlertid blev det oplyst, hvem den skyldige var, og Godfredsønnerne sendte da Bud med Undskyldning til Kejseren, idet de erklærede sig beredte til at yde Fyldestgørelse. Kejseren tog imod deres Forklaring, og da nogle Aar efter paa Rigsdagen i Thionville de Danske bade om, at Freden maatte fornyes, tilstodes det dem.
Imedens saaledes Saakornet i Danmark kun var faldet sparsomt, strøet paa haard Bund eller hvirvlet af Stormen, aabnede der sig derimod Vej for Kristendommen paa et andet Sted i Norden, nemlig i Sverige. Fra dette Land var der kommet Udsendinge til Kejser Ludvig i andet Hverv, men de meddelte ogsaa, at i deres Folk mange ønskede at antage Kristendommen, og at Landets Konge gerne vilde tillade Præster at prædike. Kejseren raadspurgte igen Wala om hvordan han skulde faa Prædikanter, og paa Abbedens Anmodning begav Ansgar sig til Hoffet og erklærede sig beredt til at overtage Missionen. Til Ledsager fik han Vitmar, Munk fra Corbie, der i sin Tid havde forestaaet Klosterskolen sammen med Ansgar, medens derimod Gislemar, en from Munk med glødende Tro, overtog Ansgars Stilling hos Kong Harald.
Allerede samme Efteraar (829) droge de afsted, men var Ansgar hidtil sluppet for Ulykker, skulde de nu strømme ind paa ham. Under Sejladsen traf de paa Sørøvere; Købmændene, som rejste med dem, slog vel tappert det første Angreb tilbage, men i andet Anfald sejrede Vikingerne og toge Skibe og Gods fra de rejsende, der knap nok slap uskadte i Land. Da de sprang fra Borde, fik de reddet saa meget som de kunde holde i Haanden, ellers gik alt tabt, saaledes henved 40 Bøger, som de skulde bruge til Gudstjenesten, saavel som de Gaver, de medbragte til den svenske Konge. Fortvivlede over Ulykken vare enkelte stemte for at vende tilbage, men Ansgar hævdede, at de skulde blive deres Forsæt tro og fortsætte Rejsen. De maatte nu vandre den lange Vej til Fods og, hvor Havet skød sig ind, lade sig sætte over. Til sidst kom de til Björkö (Birca) i Mälaren, hvor Svenskernes Konge Björn boede. Han tog venligt imod dem og tilstod dem Lov til at forkynde Kristi Evangelium. Ikke faa hørte deres Prædiken og lode sig døbe, deriblandt Hergeir, som var Høvding i Byen og Kongens Raadgiver; han var saa grebet af den kristne Lære, at han ikke længe efter byggede en Kirke paa egen Arvejord. Stor Glæde var der ogsaa hos de mange kristne Fanger, som igen fik Evangeliet at høre.
Ansgar blev halvandet Aar paa Björkö, men vendte derpaa tilbage til Kejserriget, idet han medbragte Runebreve fra Kong Björn. Med Sandhed kunde de hjemvendte melde, at nu var der aabnet Troen Indgang i hine nordlige Egne. Der var vundet Resultater, som langt overgik de svage Forsøg i Danmark. Ikke blot var Antallet af døbte langt flere, men selve Landets Konge havde beskyttet den nye Lære, store Høvdinger havde sluttet sig til den, og alt dette var her naaet, uden at Kristendommen havde behøvet de politiske Hensyns farlige Støtte.
Der maatte aabenbart skaffes Ansgar en højere Embedsstilling. En Missionær med saa stort et Hverv maatte for sin ydre Anseelses Skyld og for at opnaa fornøden Myndighed have i det mindste en Biskops Værdighed. Han maatte ikke komme fra en Præstebolig eller en Munkecelle, de fornødne materielle Midler til at kunne virke med Kraft maatte staa til hans Raadighed. Derfor burde et Bispedømme, der tillige havde Missionen som nærmeste Opgave, grundlægges; allerhelst burde der vel tildeles Ansgar Stilling og Handlefrihed som en Ærkebisp. Hans Sæde maatte findes i umiddelbar Nærhed af Missionsmarken, og det laa da nær at danne et eget Bispedømme af Nordalbingien — Stormarn, Holsten og Ditmarsken — hvilket tillige kunde optage Missionen blandt Venderne. Denne Sag blev forebragt og forhandlet paa Rigsdagen i Thionville i Oktober 831. Man erindrede om, at allerede Kejser Karl havde tænkt paa at grunde et Ærkesæde i Hamburg, og Bisperne af Bremen og Verden gjorde ingen Indvending imod, at de Dele af deres Omraade, som naturligen hørte under et hamburgsk Sæde, afstodes til det. Kejser Ludvig skænkede den vordende Bisp Klosteret Turholt i Vestflandern som Indtægt, og saaledes kom det nye Ærkebispedømme til at træde i Virksomhed (o. 831).
Det var en højtidelig Dag, da Ansgar indviedes til sin nye Stilling. Kejserens Halvbroder Biskop Drogo af Metz foretog Vielsen, medens Ærkebisperne af Rheims, Trier og Mainz gik ham til Haande. Paa denne Maade betonedes det ved selve Vielsesakten tilstrækkeligt, at intet enkelt Ærkesæde kunde tillægge sig nogen Ret over den nye Bisp, der skulde staa fuldkommen uafhængig i sin Virken. For at erhverve Pavens Stadfæstelse drog Ansgar, ledsaget af en kejserlig Udsending og to Bisper, til Rom. Gregor IV indvilligede med Glæde i den Bøn, der rettedes til ham. I den udstedte Bulle udtaler Paven, at han stadfæster Kejserens Beslutning og indsætter Ansgar »til vor Afsending (legatus) blandt alle omboende Folk, Svenske, Danske, Slaver eller andre, som bo i disse Egne, for hvilke Troen har aabnet Døren, sammen med Ebo, Ærkebisp af Rheims«. Saaledes var Ebos Ret forbeholdt, og der var to Legater for Norden. Tillige gav Gregor Kejserhoffet Ret til at indvie de fremtidige Bisper, indtil der blandt Hedningerne kunde indsættes Bisper, der kunde foretage Vielsen. Et Kloster med tilhørende Skole blev oprettet i Hamburg ved Hjælp af Klerke og Munke, hentede fra Corbie, og her og i Turholt opdroges og undervistes danske og vendiske Børn. Kejseren havde rundhaandet givet Hamburgklosteret en lille Bogsamling.
Det var store Ideer, Ludvig havde bragt til Udførelse, og han var gaaet til Værks ad Veje, som var hans Faders ganske modsatte. Den store Kejser havde først erobret og derpaa drevet Mission, indtil som sidste Led en Episkopalforfatning var bleven indført. Under Ludvig derimod blev et Ærkesæde stiftet, inden noget Folk var kristnet; i det hedenske Land var knap nok nogen Kirke bleven bygget, end sige noget Bispedømme grundet. I hele Holsten fandtes der uden for Hamburg kun tre Kirker, hvor Daab og andre Sakramenter kunde foretages.
Netop i disse Aar samlede Skyerne sig over Ludvigs Hoved, og han bragtes i Forviklinger, som viste, hvor svag og karakterløs han var. Ludvigs Sønner vendte sig efterhaanden alle imod Faderen, mange af Stormændene toge Parti med dem, og paa Sletten ved Kolmar, der snart i Folkemunde hed »Løgnesletten«, saa man det uværdige Skue, at Ludvig gav sig sine egne Sønner i Vold; han maatte gøre Kirkebod og frasige sig Kejserværdigheden (833). Inden Aarsdagen derefter brød der imidlertid Uenighed ud i de sammensvornes Rækker, og Ludvig blev genindsat i sin Værdighed. Ærkebisp Ebo havde staaet paa Sønnernes Side mod sin Beskytter og Ungdomsven, og skønt han kunde undskylde sig med, at han havde alle Rigets Bisper til Meningsfæller, faldt Ludvigs Vrede tungt over ham. Ebo gjorde et Forsøg paa at flygte til Danmark, men det lykkedes ikke, han mistede sit Ærkesæde og sattes i Kloster.
Under de store politiske Kampe havde Ebo maattet opgive al Tanke om Missionen. Han overdrog sin Missionspost til Gauzbert, hvem han ogsaa overlod Welanao, og Paven stadfæstede det skete, idet han gav Gauzbert Bispekaaben. Gauzbert kunde saaledes veludrustet drage til Sverige, ogsaa forsynet med skønne Altersager og Messeklæder, med Psaltre og Evangelier. For anden Gang syntes Missionen at skulle virke her under de bedste Vilkaar. Gauzbert modtoges vel af Konge og Folk; der blev bygget en Kirke i Sigtuna, og de troendes Tal voksede fra Dag til Dag. Men mange Hedninger saa dog med Uvilje paa de kristne Præsters Virksomhed. En Dag udbrød Uroligheder, Hedninger stormede ind i Gauzberts Hus, dræbte hans Slægtning Nithard og lagde ham selv i Lænker under allehaande Forhaanelser. Kongen havde ingen Lod deri, men kunde ikke hindre, at Folket tvang Gauzbert til at forlade Landet. Denne Gang havde saaledes Folket selv gjort en Ende paa Missionen i Sverige. Gauzbert fik derefter Bispedømmet i Osnabrück.
I Danmark var der paa de Tider ogsaa fuldkommen Stilstand. Vi have ganske vist set, at Munken Gislemar virkede ved Kong Haralds Hof, men denne havde næppe Ophold Nord for Ejder. Selv i Holsten var Kristendommen kun i sin første Vækst, og Ansgar maatte samle hele sin Kraft paa at holde Skolen i Hamburg i Flor. Han vedblev at købe Drenge i Danmark til Undervisning i Skolen, men iøvrigt findes der ikke noget Vidnesbyrd om, at Ansgar paa disse Tider (831—45) kom til Danmark, hvor heller ikke endnu nogen Kirke var bygget. Den danske Konge havde endog forbudt Overgang til Kristendommen, og de i Udlandet døbte turde ikke opholde sig i Landet. I Sachsen var der tilmed Uroligheder, som delvis havde hedensk Anstrøg; ogsaa dette maatte lægge Baand paa en større Virken udad fra Bispens Side. Hertil kom, at Ansgar havde lidt et stort økonomisk Tab. Da nogle Aar efter Kejser Ludvigs Død Riget deltes mellem hans Sønner, var Turholt faldet i Karl den Skaldedes Del, og denne Konge gav Klosteret i Forlening til en anden. Forgæves bad Brødrene Karl om at tilbagegive Hamburgskolen dens Besiddelse, idet den ellers ganske vilde mangle Indkomster. Munkene og Klerkene begyndte allerede at drage bort; kun nogle faa holdt trofast Stand ved Ansgars Side.
Men ret som om disse Ulykker ikke vare nok, kom hertil et forfærdeligt Angreb fra Hedningerne. Kong Horik sendte i Aaret 845 en Vikingeflaade paa 600 Skibe ned ad Elben. Den laa saa pludseligt ved Aftentide for Hamburgs Mure, at der ikke blev Stunder til at samle Landfolket til Forsvar; tilmed var Grev Bernhard af Stormarn paa den Tid fraværende. Ansgar tænkte vel først paa med sine Tjenere og Byens Folk at byde Fjenden Modstand, indtil der kom Hjælp; men Hedningernes Skarer vare allerede ved at omspænde Murene, og da han saa, at Modstand vilde være unyttig, søgte han kun at bringe de dyrebare Relikvier i Sikkerhed. Hans Klerke flygtede over Hals og Hoved, og selv slap han bort i sidste Øjeblik uden Kappe. Imidlertid vare Hedningerne komne i skarp Dyst med de Beboere, de traf paa, af hvilke mange dræbtes, medens Resten tog Flugten. De Danske forbleve i Staden den følgende Dag og Nat, og deres Hærgen og Skænden fyldte den med Vederstyggelighed; den smukke Kirke og Klosteret gik op i Luer. Sørgeligst var det dog, at mange Bøger og især en Bibel, som Kejser Ludvig havde skænket, fortæredes af Luerne. Nøgne og fattige vare de hellige Steder, da Ansgar efter Hedningernes Bortfart vendte tilbage; hvad han i lange Tider havde samlet og opbygget, havde een Dags Ulykke tilintetgjort. Og dog lød af Ansgars Mund kun den Jobske Klage: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!
Det var de dybeste Fornedrelsesaar for Ansgar; som husvild Flygtning tog han Ophold hos en medlidende Matrone paa Ramesloh (i Bispedømmet Verden). Gennem de mørke Skyer brød kun en enkelt Stjerne svagt frem. Netop i det samme Aar, som Overfaldet paa Hamburg fandt Sted, var Bisp Leuderich af Bremen død, og Ludvig den Tyske tænkte paa at give Ansgar dette Bispedømme. Men Bispedømmer turde efter Loven ikke sammenlægges, og Ansgar følte sin Samvittighed ængstet ved et Skridt, som kunde synes at tilsigte ublu Vinding eller at krænke andres Ret. Efter at Spørgsmaalet var bleven forhandlet paa forskellige Synoder, besluttede Ludvig imidlertid at udnævne Ansgar til Biskop i Bremen, samtidig med at han beholdt det hamburgske Ærkebispedømme, og Ansgar faldt til Føje. Som altid havde han nøje prøvet i sit Sind, om Gud kunde ønske saadant; han mindedes da et Drømmesyn, han engang havde haft i Hamburg, og som hidtil havde været ham uforstaaeligt. Han havde følt sig hensat til en yndig Egn, hvor Apostelen Petrus vandrede; til ham kom en Skare Disciple og bad om, at han vilde vælge dem en Lærer og Hyrde. Men Petrus pegede paa Ansgar og sagde: »Dér staar den, som I bør vælge!« og da havde Ansgar følt sig fyldt af den hellige Aand og som fornyet ved Guds Naade. Han mindedes nu, at Kirken i Bremen var indviet til St. Peter, og han tvivlede ikke om, at Apostelen havde udpeget ham som Tjener for hans Kirke. Saaledes blev da Ansgar højtidelig indført i Bremen (848). For Ærkebispen af Koln var det et Tab, at han mistede en af sine Lydbisper; det varede da ogsaa nogle Aar, inden dette Spørgsmaal endelig blev ordnet og Kölnerbispen gav Afkald.
Ansgar var saaledes ikke alene bleven Biskop paa ny, men han havde faaet langt gunstigere Vilkaar til at kunne fortsætte Missionen. Skolen i Hamburg begyndte igen sin Virksomhed, og Lærere bleve udsendte baade til Nordalbingien og til Danmark. Paa den Tid var Horik Enekonge i Danmark, og Ansgar søgte ved Gaver og ved Æresbevisninger at stemme Kongen venligt for om muligt at faa Tilladelse til atter at lade Guds Ord prædike i Landet. Ansgar kom ofte til Danmark som Kong Ludvigs Udsending og forhandlede med Kongen om Bevarelse af Freden mellem Rigerne eller om andre fælles Forhold, og Horik fattede oprigtig Hengivenhed for Ansgar. Han raadførte sig med ham om Rigets hemmelige Anliggender, saa at Ansgar endog var til Stede, naar Kongen forhandlede om Statens Sager med sine Raadgivere. Men ogsaa naar Ansgar fortalte om den hellige Skrifts Indhold, lyttede Horik til og fandt det godt og rigtigt, ligesom han gerne vilde gøre sig værdig til Guds Naade. Da trængte Ansgar ind paa Kongen og bad om Tilladelse til at bygge en Kirke i hans Rige, saa at der altid kunde findes en Præst til at prædike Evangeliet og til at døbe dem, som vilde antage Kristendommen.
Kong Horik havde allerede tilladt, at enhver, som vilde, maatte antage den nye Tro, og han opfyldte nu Ansgars Bøn. Slesvig var Jyllands anseligste Stad, og til den strømmede Købmænd fra alle Lande sammen. Her fandtes allerede dengang mange Kristne, som havde modtaget Daaben i Dorstad eller Hamburg; nogle af dem hørte til Byens mest ansete Familier. Det var naturligt, at den første danske Kirke maatte bygges her. Den indviedes til Vor Frue, hvem Kirken i Hamburg ogsaa var viet, den laa paa »Holmen«, Stranden tæt Sydøst for den egentlige By, og blev nedrevet paa Reformationstiden. Kong Horik anviste ogsaa Præsten en Bolig til Ophold. Den kristne Menighed steg snart i Tal; tyske og frisiske Købmænd kunde nu ogsaa med langt større Sikkerhed søge til den jydske By.