1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 118-125

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III.

Beovulfkvadet.

En af de mærkeligste Kilder til dansk Historie paa hine Tider er Beovulfdigtet. Vi have flere Gange i det foregaaende haft Lejlighed til at henvise til det og benytte dets Oplysninger. Vi skulle nu give en mere samlet Skildring af, hvad Digtet indeholder, og ligeledes redegøre for, hvorfra det har hentet sine Fortællinger om de Danskes Bedrifter i den fjerne Oldtid. Men først gengive vi Digtets Indhold i sine Hovedtræk.

Beovulf var en Søn af Ecgtheov, en højbaaren Mand hos Geaterne. Allerede som Dreng viste han Kæmpestyrke og Udholdenhed og udførte glimrende Bedrifter. Især berømt var en Svømmekamp, han havde bestaaet med sin Ven Brike[1] (Breca). Brynjeklædte og væbnede med Sværd vare de to Ynglinge svømmede ud paa Havet, men paa den femte Dag bleve de af Stormen i Nattens Mørke drevne fra hinanden. Brike naaede lykkelig til Kysten og drog til sin Hjemstavn Brondingernes Land, medens Beovulf tumledes om paa Søen og fristede mange Eventyr. Havuhyrer vilde saaledes drage ham til Bunds, men han værgede sig tappert og fældede mange af dem; senere traf han paa et Skær ni Havfruer, som han dræbte. Syv Dage havde han tilbragt paa Havet, da han omsider naaede Finnernes Kyst.— Men langt mærkeligere endnu var Beovulfs Bedrifter hos Kong Hrodgar.

Kong Hrodgar (Roar) havde bygget sig en glimrende Hal, højere end alle høje Huse og rummeligere end Mennesker før havde set; om de stærke, tømrede Vægge var Jernbaand smedet, Guld skinnede under Hallens Loft, og skønne Tæpper dækkede dens Vægge. Hjortetakkerne paa Borgens Tinder forkyndte dens Navn Heorot (Hjort). Her sad daglig den gavmilde, »ringskænkende« Konge, omgivet af sine tapre Mænd; Skjalden sang for den lyttende Kres, eller der hørtes skønt Harpespil.

Men hvad hjalp al denne Herlighed, og til hvilken Nytte havde Kongen tapre Mænd i sin Tjeneste, naar han dog var ubeskyttet mod de onde Magters Anfald! Forfærdeligt var det at høre, at den stolte Borg hver Nat blev hjemsøgt af et Uhyre Grendel. Fra den nærliggende Sump, hvor Utysket havde sin Bolig, var det engang ved Nattetid steget op til Hallen og havde røvet tredive af Kongens sovende Mænd. Ikke længe efter kom Uhyret igen; ingen formaaede at gøre det Modstand. Ofte gik Kongen og hans Mænd til Raadslagning om, hvordan Redning var at finde; man ofrede til Guderne, men intet hjalp. Tolv Aar hengik paa denne sørgelige Maade, og Rygtet om Hjemsøgelsen for viden om Lande. Saaledes fortaltes det ogsaa i Geateland ved Kong Hugleiks Hird. Da besluttede Kæmpen Beovulf at komme de Danske til Hjælp; han gjorde sit Havskib færdigt og sejlede — »over Svanevejen« — med fjorten Krigere til Danernes Rige. Efter et Døgns Sejlads steg de i Land. Kuren tilraabte dem fra Voldene, og de meldte sig som Kong Hugleiks Krigere, der vilde forsøge en Kamp med Uhyret.

Kong Hrodgar tog vel mod de ankomne. Han havde alt hørt om Helten med tredive Mands Styrke og glædede sig over, at Beovulf uden Vaaben vilde give sig i Kamp mod Grendel. Geaterne bænkedes i Salen, og Øllet bares om, medens Skjalden sang eller man lyttede til Fortællinger om mærkelige Bedrifter. Dronning Valtheov tog selv Bægeret i Haand, hilste paa Gæsterne og uddelte Smykker. Hun rakte Beovulf Bægeret med de Ord, at hun var forvisset om, at nu var Hjælperen fundet, og Beovulf svor, at han enten vilde fælde Uhyret eller dø. Men Mørket faldt paa; der maatte være Ende paa Gildets Larm. Beovulf og hans Mænd lagde sig til Hvile i Hallen.

Geaterne vare alt faldne i tryg Søvn, da den grumme Trold i den tyste Nats Taage steg op fra sin fugtige Bolig og nærmede sig den gyldne Borg. Porten rev han op som intet og traadte over den brogede Tilje, han greb den nærmest hvilende Kriger, sønderrev ham, drak hans Blod og slugte Lemmerne. Derpaa tog han fat i Beovulf for at lade ham vederfares samme Lod, men Kæmpen greb med Jernhaand om Grendels Arm. Det kom til voldsom Kamp, som bragte Huset til at skælve og hurtigt lærte Uhyret, at det havde fundet sin Overmand. Gerne ønskede Grendel sig tilbage i Sumpen, men Beovulfs Tag om Armen var saa fast, at Kød og Sener sprængtes og Knoklerne brødes over. Da Grendel endelig fik sledet sig løs, beholdt Beovulf hans Haand, Arm og Skulder.

Ved Daggry samledes de Danske rundt om fra for at høre om Beovulfs Bedrift. De saa Vidnesbyrdene om den frygtelige Kamp; de fulgte til Hest de blodige Spor ned til den slimede Sump, medens de sang om den store Helt, der havde kæmpet som var han Sigmund selv, den herlige Dragedræber af Vølsungeætten. Men ikke mindst lød Lovprisning og Takkeord fra Kong Hrodgar, og da Hallen, som bar Spor af Uhyrets rystende Tag, atter var prydet til Fest og en herlig Skare forsamlet, skænkede han Beovulf ypperlige Vaaben og otte prægtige Stridsheste, ligesom ogsaa hans Mænd fik herlige Gaver. Dronningen bragte selv Beovulf en kostbar Halskæde som Gave; kun Brisingamen (Gudinden Frejas berømte Smykke) var i Skønhed dens Lige.

Atter stundede Natten til, og Kæmperne lagde sig til Ro. Men som de nu hvilede rundt om paa Bænkene med Vaaben ved deres Side, kom Grendels Moder tørstende efter Hævn for sin dræbte Søn. Krigerne hørte hendes Komme og gjorde Anskrig. Hun havde imidlertid allerede faaet Tag i Æschere (Esger), Hrodgars bedste Ven, og slæbte ham med sig til Sumpen. Forfærdelsen var stor hos de Danske. Kongen kaldte Beovulf for sig, og Helten bad ham være ved godt Mod; han vilde søge Trolden, hvor hun saa skjulte sig, i Skovens Dybde, paa Havets Bund.

Kong Hrodgar og alle hans Mænd fulgte derpaa Beovulf til Sumpen, som var rædselsfuld at skue, idet Drager og Søorme boltrede sig deri, Søkvinder sade rundt om paa Skærene. Beovulf, som var rustet med Hjælm og Brynje og havde laant et Sværd, sprang nu i Dybet. Et helt Døgn maatte han svømme, førend han naaede Søens Bund, og næppe var han der, førend Grendels Moder med græsselige Kløer greb ham og førte ham til sin høje og lyse Hal, hvor en Ild brændte; her laa den døde Grendel paa en Baare. Beovulf styrtede løs paa den grumme Kvinde med løftet Sværd, men Vaabnet var for svagt. Da faldt hans Øje paa et uhyre Sværd, der hang paa Væggen, han greb det og gennemborede dermed sin rasende Fjende. Derpaa huggede Beovulf Hovedet af Grendel og svømmede med sit Sejrstegn atter op til Bredden.

Saa længe havde Beovulf imidlertid været borte, at Kongen alt havde forladt Stedet med sit Følge; Blodet, som farvede Vandets Flade, syntes jo ogsaa fortælle, at Helten havde haft en sørgelig Lod i Dybet. Kun de geatiske Kæmper sad sørgende tilbage omkring Stranden, da Beovulf kom svømmende med sin mægtige Byrde. Jublende toge de imod ham og førte ham til Kongens Gaard; fire af de stærkeste bar Grendels Hoved. Og nu blev paa ny Hæder og skønne Gaver Beovulfs Lod.

Allerede næste Morgen lod Beovulf sit Skib gøre rede og sejlede afsted til Geaternes Land. En Del af de vundne Skatte skænkede han til Kong Hugleik.

I Digtets Fortælling er der derpaa et Spring, idet de Bedrifter, hvorom Skjalden dernæst synger, ligge mere end et halvt Hundrede Aar længere fremme i Tiden. Hugleik har foretaget sit dristige Tog til Frisland og er faldet paa Hetvarernes Kyst — saaledes som vi allerede have hørt (S. 79). Hans Søn Hærdred var da kun en Dreng, men Morbroderen Beovulf styrede for ham, indtil han kunde overtage Magten. Hærdred faldt imidlertid snart for Fjendehaand, og Beovulf arvede Riget som den eneste overlevende af Slægten. I femti Vintre havde han med Visdom styret Landet, da følgende hændte.

En Svend, der flygtede for sin Herres Vrede, havde skjult sig i en Hule ved Stranden, og her saa han en forfærdelig Drage, der sovende rugede over en kostbar Skat. Han listede sig nærmere og stjal af dens Kostbarheder en prægtig Skaal, idet han haabede med den atter at kunne købe sig sin Herres Gunst, hvorpaa han undslap af Hulen. Da Dragen vaagnede, mærkede den, at den var bleven bestjaalet, og fór rasende ud i Omegnen, spyende Ild og hærgende Geatelandet. Først ved Morgengry vendte den atter tilbage, men den udspredte Ild havde allerede fænget viden om, og den havde tændt Beovulfs Borg i Brand. Saa besluttede Kongen sig til at opsøge og fælde Dragen.

Beovulf var fuld af mørke Anelser, da han ledsaget af et lille Følge drog ud for at møde den vældige Fjende. Han saa en Høj, hvorfra Ildstrømme fór ud, og han søgte ved æggende Tiltale at hidse Dragen til at komme frem. Det varede da ikke heller længe, førend Larm hørtes fra Hulen og Dragen vild og ildspyende fór ud af sit Skjul. Beovulfs Kæmper toge Flugten af Forfærdelse, kun een, den unge Viglaf, holdt tappert Stand ved Kongens Side, skønt hans Skjold i et Nu brændtes op af Dragens Ild og han maatte ty hen bag Beovulfs Skjold. Medens denne kæmpede med Dragen, lykkedes det Viglaf at jage sit Sværd nedenfra op i dens Bug, hvorpaa Beovulf rev sin Dolk fra Bæltet og skar med den Ormen igennem.

Dragen var fældet, men dens Edder havde virket i Beovulfs Saar, der svulmede og sviede; lidet hjalp det, at den trofaste Viglaf fugtede og vadskede Vunderne. Beovulf mærkede, at hans sidste Stund var nær; men inden sin Død ønskede han dog at se den kostbare Skat. Viglaf ilede ind i Hulen og bragte prægtige Brynjer, Hjælme, Kar og Armringe frem for Dagslyset, og Beovulf frydede sig ved Synet af Kostbarhederne. Derpaa løste han sin gyldne Ring fra Halsen og skænkede den, saavel som Hjælm og Brynje, til Viglaf. Efter at have givet Befaling om, hvorledes han vilde stedes til Hvile, udaandede Helten.

Da det sørgelige Budskab naaede Borgen, grebes Kongens Mænd ikke alene af Kummer over hans Død, men de saa med Ængstelse kommende Tider og Fjenders Anfald i Møde. De ilede til Sletten, hvor Beovulf laa falden, og saa med Undren den uhyre, et halvt Hundred Fod lange Dragekrop; de væltede den ud i Havet og bragte derpaa hele den kostelige Skat frem fra Hulen og læssede den paa Vogne. Beovulfs Lig bare de til Hvalfiskenæsset, hvor de byggede en vældig Baalstabel, som de behængte med Hjælme, Skjolde og Brynjer; øverst lagde de Kongens Lig. Saa antændtes Baalet, og medens Folket jamrende og klagende sluttede Kres derom, steg Flammen mod Himlen i den stille Luft. Efter endt Baalfærd rejste de i Løbet af ti Dage over Brandens Hester en mægtig Høj, vidt synlig for Søfarende. Ringe af Guld og hele den Skat, som var taget fra Dragens Bo, blev lagt ind i Højen. Tolv herlige Kæmper rede rundt om Gravpladsen, forkyndte den faldne Konges Pris og sang om hans herlige Minde:

Han var — saa kvad de —
blandt Konger i Verden
mod Mennesker mildest,
som huld, saa mægtig,
hædret og fejret,
en Fryd for Folket.

Saaledes lyder Beretningen om Beovulf. Vi have dog ikke netop fulgt den Rækkefølge i Fortællingen, som Digtet giver, idet Skildringen gaar noget springende og episodisk frem, mange Scener og Bedrifter meddeles lejlighedsvis under Personernes Samtale. Digtets almindelige Karakter vil allerede være fremgaaet af denne Redegørelse for dets Indhold og af de meddelte Brudstykker, vi skulle kun tilføje, at det er et alvorligt Kvad med religiøs Grundtone; paa mange Steder bryder kristen Opfattelse frem eller der anvendes kristne Vendinger, hvor meget end Forfatteren skildrer de handlende som Hedninger.

Der har været tvistet meget om, hvilket Folk Digtets Geater vare. Tidligere var man mest tilbøjelig til at anse dem som Gøter, Beboerne af det vestlige eller østlige Gøtaland, men denne Opfattelse er næppe rigtig. I Digtets Skildringer er Havet overalt i Nærheden og let tilgængeligt; det har saa stor Betydning for det Land, som Digteren besynger, at det i alt Fald ikke ligger nær at tænke paa et af Gøtalandene. Af Digterens Omtale af Svenskerne, saaledes Kong Adils, og af disses Forhold til Geaterne ser man ogsaa, at Samkvemmet med disse Folk føres »over vide Vande«, »over Havene«, »over breden Sø«, hvad der ikke heller passer paa Gøterne. Disse Forhold vilde derimod stemme godt med, at Geaterne havde deres Bopæl i Jylland, og vi finde da ogsaa, at Kong Alfred i sin Oversættelse af Bedas Kirkehistorie gengiver Jyder, Jutæ, ved Geater, ligesom han i sin Optegnelse af Nordmanden Ottars Rejse kalder Jylland Gotland. I Beovulfdigtet, som nævner en stor Del Folkenavne fra Norden, findes desuden intet Navn, hvormed Jyder kunde være betegnede. Mærkes maa ogsaa, at man jævnlig i den islandske Litteratur, saaledes baade i den yngre Edda og Heimskringla, kalder Jylland Reiðgotaland, som endda forkortes til Gotland (se foran S. 74). En saadan Betegnelse for Jylland har vel derfor foresvævet Digteren, da han lod dets Indbyggere optræde som Geater. Set fra et strengt sprogligt Standpunkt svarer det angelsachsiske Navn Geátas ganske vist til Nordens Gautar, Gøter, og er forskelligt fra Jótar, Jyder; det maa dog paa den anden Side erindres, at disse to Ord sprogligt ere nær beslægtede. Fra denne Indvending kan der vist derfor bortses, og Digteren havde som paavist god Anledning til at betegne det Folk, som han besang og hvis Bolig han aabenbart sætter i Jylland, som Geater. At Geatekongen Hygelac henføres til Jylland, stemmer jo ogsaa mærkeligt med de frankiske Efterretninger om, at Chochilaics Tog udgik fra Danmark.

Der staar nu tilbage at forklare, hvorledes en Angelsachser er faldet paa at synge om danske Begivenheder; end ikke en eneste Gang nævner han sine Landsmænd Angler og Sachser. Her maa man nu først huske paa, at Angelsachserne ingen som helst heroisk eller mytisk Sagnkreds besad, og en Digter, som hørte de indholdsrige danske Sagn fortælle, maatte fristes til at benytte dem, paa lignende Maade som tidligere og senere romanske og germanske Folk have sunget om Ermanarik, Dietrich, Nibelungerne og Vølund Smed, uagtet disse Helte eller Begivenheder tilhørte fremmede Stammer og Folk. Danerne vare desuden et berømt Folk; eftersom de endnu ikke vare optraadte som plyndrende Vikinger, havde Englands Indbyggere intet Udestaaende med dem.

Ifølge Digtets Sprog og Versart maa det være skrevet i det 8. Aarhundredes Begyndelse; den gode Omtale af Danerne henviser det ogsaa til Tiden før Vikingetogene. Flere Forhold tale endvidere for, at Digteren har levet i Northumberland, hvor Poesien tidligt blomstrede og der fandtes et Hofliv som det, Digtet afspejler, og dernæst en ung Kristendom, der ikke saa med Strenghed paa det Hedenskab, Folket nylig havde forladt.

Naar vi endvidere søge Oplysning om, hvor Skjalden har hentet alle disse danske Traditioner, ligger det nær at tænke paa Frisland som Mellemled. Fra York var Bisp Vilfred kommen dragende for som den første Missionær at prædike Kristendom blandt Friserne (678); mange Angelsachsere fulgte hans Fodspor, saaledes hans Discipel Villibrord, der blev Frisernes egentlige Apostel. Villibrord besøgte ogsaa Danmark og førte tredive unge Danske hjem med sig. Angelsachseren Vinfred (Bonifacius) prædikede flere Gange i Frisland, om end hans store Missionsgerning knytter sig til Tyskland, og det var i Frisland, at han fandt Martyrdøden (754). Men ligesom Englændere i stort Tal færdedes i Frisland, saaledes kom ogsaa Danske flittigt til Dursted og andre frisiske Byer. En angelsachsisk Digter kan her have hørt mange danske Sagn af danske rejsende eller mulig af Frisernes egne Skjalde; Frisland havde i alt Fald Sangere, der kvad om deres Folks Historie. Karakteristisk nok synger Beovulfdigtet jo netop om de Danskes Tog til Frisland 515; det nævner i det hele hyppigt Friser og Kampe i Frisland. Vi synes derfor her at træffe paa Veje og Hjulspor, der pege paa, hvor Digteren er kommen i Besiddelse af sit ypperlige Stof. Naar den berømte Alkuin (o. 800) over for sine northumberske Landsmænd udtaler sin Dadel over, at de ved Fester lytte til hedenske Sange, saaledes om Ingild (om Kong Ingild og Starkad vil der blive fortalt i det følgende), vidner dette om, at ogsaa andre danske Sagn havde vundet Indpas i England.

Imidlertid maa vi ikke tro, at Beovulfdigtet er en Oversættelse af en hedensk, nordisk Digtning. Emnerne ere hentede fra Norden, men Digtet er i eet og alt kristent og angelsachsisk. Vi have nordiske Digte, der ere lige saa vægtige i Tanken, lige saa høje i Flugten, men episk Stil have Nordboerne ikke. Den nordiske Poesis Styrke ligger i den dramatiske Kraft, i Evnen til at forme fyndige Replikker og klare Udsagn, medens det, der udmærker Beovulfkvadet, er den brede, stille fremadskridende Skildring, den farverige, dog ofte halvdunkle Fortælling. Billede efter Billede glider frem for Beskueren, end ikke den djærve Handling sætter sig Spor i Stilens hurtige Vending; paa Mændenes lange Tale følger den lige saa lange Gentale, og medens Nordboen fordeler ligeligt mellem Sjælelivet og Sanseverdenen, dvæler den angelsachsiske Skjald med Forkærlighed ved Sindets indre Rørelser. Ikke heller mærkes Nordboens stærke Lidenskab eller sprudlende Livslyst; en følelsesfuld, alvorlig Skjald synger et højttonende Kvad, der viser fin menneskelig Dannelse, en sjælfuld Opfattelse af det Godes og Ondes Kampe, en Evne til fængslende Skildring af Lysets og Mørkets Stridsmænd. Han synger ikke om Elskov, men om et Sind, der fyldes af Kærlighed til Slægt, Konge og Folk, om mandigt Mod og om Udholdenhed under de haardeste Hjemsøgelser.


  1. Dette Navn genfindes i Brikæ-thorp (senere Bregerup) paa Laaland.