Danmarks Riges Historie/1/1-3-2
II.
Roar og Helge. Rolf Krake.
Skjoldungestammen tæller en lang Række ypperlige Konger, og allerede i de ældste Slægtled findes saa berømte Fyrster som Roar og Helge. Tidspunktet, da de levede, skulde vel synes lige saa ubestemmeligt som for andre Sagnkonger, men da Beovulf, som deltog i Hærtoget til Merovingernes Lande o. 515, ifølge det angelsachsiske Digt især udførte berømte Bedrifter ved Kong Roars (Hrodgars) Hof, kunde jo derved virkelig et Tidspunkt for denne Konges Regering være givet. Vi lade i øvrigt her Kvadets Fortællinger om Hrodgar til Side og holde os til de nordiske Sagn.
Roar og Helge, Sønner af Kong Halfdan, vare Samkonger i Danmark. De havde delt Magten saaledes mellem sig, at Helge raadede over Havet, Roar for Landet. Derved kom enhvers Evne til sin Ret, thi Brødrene vare vidt forskellige i Sind og Skind, i Evner og Anlæg. Roar var lille og firskaaren og tog sig mest af Fredens Gerninger; han har saaledes grundet Roskilde, som siges at bære hans Navn. Beovulfsangen skildrer ham ogsaa som tapper, gavmild og vis, men over for Uhyret Grendel følte dog han og hans Mænd sig afmægtige.
Helge var høj af Skikkelse og en ægte Kriger, han færdedes idelig paa Hærtog, snart i Sachsland, snart mod Slaverne. Og foruden vældigt Kampmod bruste sanselig Lyst i hans Blod. Det var denne Lidenskab, som bragte ham hans Livs sørgeligste Lod. Helge havde engang paa et Hærtog taget en Kvinde Thora med Vold; hun blev derved Moder til en Datter Yrsa. Da nu mange Aar efter Helge kom til den samme Kyst, magede Moderen i sin Hævnsyge det saaledes, at Helge kom til at se og fatte Elskov til Yrsa, uden at han kendte noget til hendes Herkomst. Han tog hende til Hustru, og først da Yrsa havde født ham en Søn, fortalte Thora Helge, hvilken Blodskam han havde begaaet. Frygteligt var den øvede Vold bleven hævnet, og uagtet Sønnen, der fik Navnet Rolf, voksede op til at blive en herlig Yngling, følte Helge sig saa nedtynget af sin Brøde, at han for at dæmpe sine Kvaler søgte ud paa Hærtog i det fjerne Østen. Her omkom han; nogle sige, at han selv tilføjede sig Døden ved at styrte sig i sit Sværd.
Vi skulle nu tale om den Fyrste, om hvilken Snorre Sturlasson
siger: »han var blandt Oldtidskonger den ypperste, baade i Mildhed, Uforfærdethed og Vennesælhed«, og Saxo Grammaticus udbryder: »alle senere Tider have lovprist denne Konges store Glans og Navn«.
Prægtig var Rolf at se, hans ranke Skikkelse — thi efter Nordboernes Opfattelse maatte Helten være høj af Vækst — havde givet ham hans Tilnavn. Engang kom en ung Svend Vøgg for at søge Tjeneste i Kongens Hird. Han stod længe og betragtede med Undren Rolfs høje, statelige Skikkelse; til sidst sagde han: hvem er dog den Krake, som Naturen har udstyret saa vidunderligt? »Thi Krake betyder paa dansk Tungemaal en høj Stamme med halvt afskaarne Grene, ad hvilken Foden let stiger op fra Trin til Trin«. Saaledes forklarer Saxo Grammaticus Navnet, og lige til vore Dage have Bønderne benyttet »Skovkragen« for at afhugge højtsiddende Grene, og Købstadboerne have holdt »Krybekragen« i Beredskab til Hjælp ved Ildløs.
Rolf greb med Glæde det Navn, som Vøgg saaledes havde tildelt ham, men han føjede til: »Det er ellers Skik, at med givet Navn følger Gave; da Du nu ikke har en sømmelig Gave for mig, er det vel bedst, at den giver, som har«, hvorfor han skænkede Vøgg en prægtig Guldring. Vøgg stak det skinnende Guld paa sin højre Arm, som han løftede højt i Vejret, og gik stolt om i Salen, hvorimod han skjulte den venstre Arm paa Ryggen. Paa Rolfs Spørgsmaal om Grunden til hans Adfærd svarede Vøgg, at den venstre Arm skammede sig over sin Fattigdom ved Siden af sin rige Broder. For det snilde Indfald gav Rolf ham endnu en Guldring. Vøgg kunde nu holde ogsaa den anden smykkede Arm til Skue. Taknemmelig svor han en høj Ed om, at han, hvis Rolf omkom ved Sværd, skulde blive Drabsmandens Bane.
Derpaa kender man den hulde, glimrende Fyrste, at de ypperste Kæmper frivillig samle sig i Kreds om ham og træde i hans Tjeneste, fordi de vide, at deres Bedrifter ville faa den Berømmelse, som tilkommer dem, og den Løn, som en rundhaandet Herre kan skænke. Netop saadant var det Ry, der knyttede sig til Rolfs Navn. Han stod for Folket som Modbilledet til den karrige Rørik Ringsparer, om hvem følgende er fortalt. Rolfs Farbroder Roar havde en prægtig Armring, som Rørik i høj Grad misundte ham, og da han og Roar engang sejlede sammen paa en Fjord, bad Rørik om at maatte se Ringen. Roar strøg Baandet af Armen og rakte ham det, men Rørik kastede det langt ud i Søen. »Du er en ond Mand«, sagde Roar, som ved denne Adfærd end mere optændtes mod sin Frænde. Men Rørik Ringsparer hed fra den Tid Ringslynger (Slyngebaand), og medens Roar og Rolf overalt berømmedes for Rundhaandethed, sang man om Rørik:
Guld han hobed,
men lukked Haanden,
gav ej Venner,
og gemte til Fjender.
Da Rolf og hans Mænd indesluttede Rørik i hans Borg, lagde han ret sin lave Tænkemaade for Dagen, thi han førte sine samlede Skatte i fyldte Kister frem til Portene, som om de og ikke Hug og Skud skulde betvinge Fjenden. Rolf blev da ogsaa let hans Overmand.
Rolfs Hird var vidt berømt, og herlige Kæmper traadte i hans Tjeneste. Saaledes kom engang de to Kæmper Bjarke og Hjalte til Borgen. Rolf gjorde netop da sin Søster Rutas Bryllup med en Mand Agner, og under det lystige Maaltid morede Kæmperne sig med at kaste de gnavede Ben efter hinanden. Et Ben, som var tiltænkt Hjalte, traf hans Sidemand Bjarke; rasende over Slaget greb denne Knoklen og slyngede den med en saadan Kraft mod den Kæmpe, der havde kastet, at hans Pande spaltedes. Dermed var der Ende paa Legen, og Kæmperne maatte forlade Hallen, men udenfor fortsattes Kævlen, og Brudgommen udæskede Bjarke til Holmgang. I denne Kamp viste Bjarke igen sin Kæmpekraft, da han med et eneste Hug af Sværdet Løvi skar tværs gennem Agners Krop. Samme Lod fik de Stridsmænd, som løb til for at hævne Agners Fald.
Der fortælles ogsaa følgende om de to Kæmper. Engang mødte Bjarke i et Krat en vældig Bjørn, som han nedlagde med sit Spyd. Han bød derpaa Hjalte lægge Munden til og suge Bjørnens Blod, thi det vilde give ham umaadelig Kraft i hver Muskel og Sene; saaledes fik Hjalte Bjørnestyrke. Bjarke gjorde sig snart saa berømt og hædret ved sine tapre Bedrifter, at Rolf gav ham sin Søster Ruta til Ægte.
Kong Rørik havde ikke lagt Skjul paa sin Karrighed. En anden af de samtidige Konger var i Virkeligheden lige saa smittet af den usle Last, skønt han talte højt om sin Rundhaandethed, ja erklærede, at i den bestod Fyrsternes sande Smykke. Det var Adils, Konge i Upsala. Han havde ægtet Rolfs Moder Yrsa; først med Aarene lærte hun dog sin Ægtefælles lumpne Karrighed at kende og tog da ikke i Betænkning at spinde Rænker mod Adils. Yrsa lod som om hun var opbragt paa sin Søn, og overtalte Kongen til at indbyde Rolf til Upsala, hvor man da kunde lægge Baghold for ham.
Rolf tog mod Indbydelsen og drog af Sted med alle sine Kæmper. Adils modtog dem vel og lod et stort Gæstebud anrette. Som de nu sad ved Drikkebordet, spurgte Adils Rolf, hvilken Dyd han satte over alle andre. Rolf svarede: »Udholdenhed. Men sig mig nu, Adils, hvilken Egenskab Du sætter øverst?« Herpaa svarede Svenskeren: Gavmildhed.
Kongerne vare dog enige om, at Udsagn kun var Ord, og at en Prøve burde finde Sted. Og til en saadan kom det straks. Thi et blussende Baal var tændt i Salen, og Rolf og hans Krigere vare bænkede saaledes, at de snart maatte lide under den forsmædelige Hede; enhver Udgang var dem spærret. Vel satte de Skjoldene mod den Side, hvorfra Heden kom svarest, men den anden Side var uskærmet, og deres Udholdenhed sattes paa en haard Prøve. En af Ternerne søgte vel at komme dem til Hjælp, idet hun slog Spundsen af en Tønde, saa at Øllet løb i Ilden. Til sidst blev Heden dem dog for stærk, og Rolf og hans Kæmper kastede nu Skjoldene over Ilden og raabte:
Øge vil vi Ilden
i Adils’ Huse,
den flyr ej Ild,
som over springer!
Saaledes undslap de Danske ikke blot Faren, men Rolf havde givet et klart Vidnesbyrd om sin Udholdenhed. Nu var det paa Tide, at Adils viste Prøver paa sin Gavmildhed. Han lod mange Guldsager bringe frem som Gave; øverst lagde han tilsidst en vældig Guldring som talende Vidnesbyrd om sin Rundhaandethed. I Virkeligheden skjulte han herved kun sin Svig; om faa Dage vilde han formentlig have Alt igen i sin Magt.
De Danske havde været i Upsala i tre Dage. Da Natten kom, gjorde Yrsa alt beredt til Flugt og lod den kostbare Skat, hun havde tilført Kong Adils, læsse paa Vogne. Men Adils fik Nys om Flugten og satte efter Danskerne. Paa Yrsas Raad kastede de saa det Guld fra sig, som nylig var bleven dem skænket, og de gerrige Svenske, som fik travlt med at opsamle det strøede Guld, sinkedes i Forfølgelsen. Ja endog Kong Adils var saa grisk, at da han saa Rolf kaste det herlige Smykke, han nylig havde skænket ham, greb han til Jorden efter det glinsende Guld, om end Danskernes Spottelatter klang. Saaledes slap Rolf, hans Moder og Kæmperne bort fra Upsala og naaede Skibene. Men »Sæden paa Fyrisvold« var navnkundig over hele Norden, og i Digternes Sprog var det et af Navnene paa Guldet.
Var Rolf berømt i Livet, skulde han blive det end mere ved sin Død og ved den mindeværdige Kamp, som gik forud for den. Det var Svig, som fældede Kongen, men ingen af de prøvede Kæmper omkring ham svigtede i den forfærdelige Kamp. Rolfs Skyld, som førte hans Fald med sig, er vel ikke helt oplyst; men vi kunne dog skimte, hvorfor Guderne vendte sig imod ham. Saa højt kan en Mand jo sætte den skønne Kraft og det ærlige Mod, at han glemmer, at Snildhed altid maa lede Styrken og at ogsaa han maa kende Menneskers Sindelag og Karakter og kunne vogte sig for Rænkernes skjulte Spind. Rolf havde en Søster Skuld, som var gift med Underkongen i Sverige Hjartvar; hun var naget af Misundelse over Rolfs Berømmelse og hidsede Hjartvar til selv at bemægtige sig Lejrestolen, medens Rolf intet anede om hendes Svig.
Og naar den store Konge i denne Henseende var uklog, saa var han i en anden kommet i Skyld over for Guderne. Saa stolt og tryg kan en Fyrste føle sig ved sin vundne Magt, sine Sejre og sine tapre Kæmper, at han tror de høje Guders Hjælp ufornøden. Rolf havde vundet tryg Tillid til sin egen og sine Kæmpers Kraft, men han havde ikke givet Guderne den skyldige Ære. Især var Odin bleven ham vred. Paa Upsalafærden vare Rolf og hans Mænd tagne ind hos en enøjet Bonde, der kaldte sig Hrane; han havde vist dem stor Gæstfrihed og givet dem mange Raad, dog havde de følt Uhygge ved hans Adfærd. Paa Tilbagevejen besøgte de igen Hrane, og han tilbød Rolf som Gave et Skjold, et Sværd og en Brynje. Rolf fandt imidlertid, at Vaabnene vare stygge, og afslog at modtage dem, hvilket fortørnede Bonden. Efter at de vare redne bort, kom de i Tanker om, at denne Bonde vist ikke var nogen anden end Odin, og at de ved at vrage Vaabnene havde vist Sejren fra sig. De vendte om for at forsone den gamle, men da var Gaarden forsvunden. »Det nytter ikke at lede,« sagde Rolf, »han er en ond Aand«. Men saaledes havde Rolf Odin til Uven.
Den stolte og herskesyge Skuld havde, som alt sagt, forestillet Hjartvar, hvor usselt det var, at han skulde være skatskyldig Underkonge, og hidset ham til et Overfald paa Rolf. Med tungtlastede Skibe kom Svenskerne sejlende til Lejre; det hed sig vel, at de bragte den aarlige Afgift, men store Mængder Vaaben laa skjulte under Skatten. Rolf tog kongeligt imod dem, og ved Gæstebudet drak han stærkt, medens Gæsterne derimod viste usædvanligt Maadehold. Da nu Gildet var sluttet og alle Rolfs Mænd laa i sød Søvn, listede Svenskerne sig af Sengene til Skibene for at væbne sig, hvorpaa de ilede til Angreb mod Borgen.
Hjalte havde ikke ligget i Lejregaard. Da han forlod Gæstebudet, havde han søgt hen i en Frilles Arme. Nu hørte han Vaabenlarmen og skyndte sig op til Borgen for at hjælpe sin Konge og sine Kammerater. Uden for Bjarkes Kammer kaldte han paa sine Fæller med følgende Sang[1]:
Solen stiger,
Hanens Fjedre suse,
Dagværkets Mænd
Dont maa øve.
Vaagner, vaagner op,
Venneflokke,
alle I ypperste
Ædlingens Svende!
Rolf Buespænder,
Haar med skrappe Næve,
ætgode Mænd,
I, som aldrig undfly,
ej kalder jeg til Vin
eller kælende Kvinder,
heller i Vente
er Hilds haarde Lege.
Alle Kongens Venner
om Værget fatte;
for givet Guld
vi Gengæld rede.
Hver raader nu
for Roes og Rygte,
og køligt Jern
med koldt Mod møder.
Bjarke rejste sig af Lejet og bød sin Skosvend kun døsig gøre Ild paa:
Rejs Dig, Dreng,
fej Asken af Arnen,
pust paa Gnisten,
saa lyst den gløder!
Frysende Fingre
om Sværdet famle.
Værget er vegt
i valne Hænder.
Da hørte man igen Hjaltes Stemme udenfor:
De fuldgode Sværd
vi glade gribe,
vælske Vaaben
Rolf os rakte.
Efter milde Dage
maa møjsomme følge,
hellige Løfter
til Guderne holdes.
Nu for Daners Konge
alle kække kæmpe,
Krysteren alene
til Ly sig lister.
Brystet bart
mod Fjenden vi bære;
Ørn ser i Øjet
Ørn, den hakker.
Lange Sværd
sælsomt synge,
flække Aksler
og Brystet flænge.
For modige Mænd
gryr den sidste Morgen
dog for dødende Hug
Hævn vi haabe.
Hjartvar, Du falske,
af Skuld forlokket,
hvor kunde saa højsindet
Herre Du svige!
Nu Svenske med svingende
Spyd fremtrænge,
snart ere ledne
Livets sidste Stunder.
Løft fra Lejet, Ruta,
de snelyse Lokker,
hast fra Hynden,
thi hidsig er Kampen.
Døren er ryddet,
det drøner histude;
af Sværdhug i Gaarden
Genlyd gjalder.
Underligt syntes det, at saa hæftig en Kamp, saa stærk en Æggelse skulde være nødig for at kalde Bjarke ud i Vaabenlarmen. Men Bjarke sad i sit Rum sløv og stirrende, som om hvad der skete udenfor, ikke rørte ham. Og her rasede Kampen. Kong Rolf og hans Mænd uddelte haarde Hug, men sælsomt nok gik foran deres Række og nærmest Kongen en stor, laadden Bjørn, der knuste flere Fjender med sin Lab end fem af Kongens Mænd tilsammen; paa Bjørnens egen Krop syntes derimod alle Skud og Hug at prelle af. Det var i Virkeligheden Bjarke, hvis Aand i Hamskifte tog Del i Kampen. Fællerne forstode det dog ikke, og Hjalte, der savnede sin Vaabenbroder, sang da for tredje Gang:
Du bier, Bjarke,
og døsig blunder,
trin i Kres
før vi Borgen tænde!
Ilden alt
i Taget ulmer;
Bjørne med blussende
Brande skal kyses.
Hjartvar hidsig
paa Dansken hugger,
i røde Floder
Blodet rinder,
hugne Hoveder
af Strømmen føres,
skure hvide
Tænder mod Sandet.
Glad vor Røst
skal dog runge!
Daad ej dør,
og djærve mindes.
Ryet ej flyr
fra faldnes Grave.
— Bjarke, hør tredje
Gang mit Tilraab!
Denne Gang endelig hjalp hans Kalden. Den døsende Bjarke strøg Sløvheden af sig og ilede ud i Kamptummelen, stærk og modig. Men da var ogsaa Bjørnen ved Kongens Side forsvundet. Alt medens Bjarke rustede sig og gik til Kampen, lød hans Sang saaledes:
Lydt Du raaber,
kamplystne Hjalte,
men Rolf ikke alle
Svogre svige.
Tøv til jeg rustes
med ringsyede Kjortel,
Hjælm om Tinding,
Hjaltet i Hænde.
I Kresen staar jeg
til Kampen rede:
hvor dølger sig nu Hjartvars
Høvdinger høje?
Fejde yppes
af fyrstebaarne.
Kampens Lod
kun af Konger kastes.
Mand i Vadmel
gør ej Vovestykke,
Kongers Slægt
kun Spyd kan slynge.
Borte er, Rolf,
Dine bolde Kæmper,
grisk var Hel
efter ætgode Helte.
Aldrig saa Sværd
saa tæt jeg svungne:
for hvert Hug, jeg giver,
tre mig træffer.
Hvor staar nu den Svend,
nys andre skælded
som om tolv Mands Liv
hans Legem rummed?
Herpaa lød Hjaltes Svar:
Fjernt jeg ej findes,
dog fattigt værnet:
Skjoldets Kanter
til Pinde knustes.
Remmen kun
og Bulen mig rester.
Djærvt Du vel slaar
og Din Døsen soner?
Aller svarede Bjarke:
Ikke Du helmer
med Haansord at hidse
dog kun Stød
og Stik mig standsed;
vegt ej fatted
om Fæstet Fjenden,
som gennem Vand
skar Værget Brynjen!
Sig mig, Ruta,
om Kampens Raader
eenøjet Odin
Du ser til Stede?
Ruta svarede:
Buk Dig mod min Aksel,
sign Dit Øje,
under krummende Arm
skal Krigsguden skues!
Bjarke sang da:
Skued jeg end Friggs
frygtelige Husbond
højt paa Hest,
med hvidt Skjold, siddende,
Guden i Kamp
jeg gerne krysted,
klemte som en Mus,
der langs Muren smutter.
Her ved min Herres
Hoved jeg segner,
ved hans Fod Dig finder
Valpladsens Plyndrer.
Vorde end vi begge
Ørnes Bytte,
med Drotten trofast
delte vi Døden.
Det skete, som Bjarke havde sunget. Helten segnede ned ved sin Konges Hoved, rundt om laa Rolfs andre Kæmper blødende i Døden. Af alle de danske Stridsmænd var endnu kun en Yngling i Live. Saaledes havde den vrede Odin hævnet sig. Svenskerne havde ved snedig List dræbt den store Konge og overmandet hans herlige Kæmpeskare, Hjartvar var bleven Konge i Lejre.
Vøgg var den eneste af Rolfs Kæmper, som havde overlevet Striden. Ved den Sejrsfest, som Hjartvar samme Dag lod holde, udbrød han, at samtlige danske Kæmpers Undergang viste, hvor trofast den Flok havde været, der havde staaet omkring Rolf, og hvor højt en Konge maatte ønske at have saadanne Mænd i sin Tjeneste. Hjartvar spurgte derpaa Vøgg, om han vilde tjene ham. Ynglingen svarede Ja, og Kongen strakte sit Sværd imod ham, for at han sværgende kunde lægge sin Haand paa Spidsen. Men Vøgg svarede, at i Kong Rolfs Hird var det Skik at sværge paa Sværdets Hæfte. Næppe havde imidlertid Vøgg fattet om Fæstet, som blev rakt imod ham, førend han jog Spidsen gennem Kongen. Og da Svenskerne stormede frem mod Vøgg, raabte han, at Livets Tab var for intet at regne imod den Glæde at have hævnet sin Herre. Saaledes endte Hjartvars Kongedømme paa samme Dag, som han havde ranet det. Sjællænderne rejste sig til Kamp mod Svenskerne, dræbte og forjoge dem.
Men aldrig døde Mindet om den store Konge og hans Kæmper; blandt Historiens Minder, som bære Idealerne frem for Menneskene og stadig tænde til nye Bedrifter, blev dette et af de mest lysende.
Det fortælles, at en svensk Kongedatter drak en dansk Søkonge Hjørvard af Ylfingernes Æt til med de Ord: »Hil Eder, alle Ylfinger, ved Rolf Krakes Minde!« Kristendommen bragte ikke Skaar i Mindet om Rolf. Endnu om Morgenen før Slaget ved Stiklestad sang Thormod Skjald i den hellige Olafs Hær »det gamle Bjarkemaal«. Om Kong Olaf fortælles ogsaa følgende. Han blev engang spurgt: »Hvem af Fortidskongerne vilde Du helst have været, om Du kunde vælge?« og hans Svar lød: »Jeg vilde ikke være nogen hedensk Mand, hverken Konge eller anden: kunde jeg imidlertid tillige bevare min Kristendom, da vilde jeg helst have Adfærd og Høvdingskab som Rolf Krake«. Den Konge, som havde sat Taalmod som den højeste Dyd, maatte vel ogsaa tiltale Mænd af kristen Tro.
- ↑ Alle tidligere eller i det følgende meddelte Kvad gengive nøje Originalens Ord. Hvor Saxo er Kilden, har hans brede latinske Stil maattet stærkt afkortes og hans klassiske Versemaal omsættes til gammeldansk Rytme; men intet er tilføjet.