Danmarks Riges Historie/1/1-2-7
VII.
Tilbageblik paa Folkevandringstiden. Handelsforbindelser, Haandværk og Kunst i denne og den nærmest følgende Tid (indtil ind i det 7. Aarhundrede).
Vi have i det foregaaende erfaret, at Befolkningen i Danmark talte Dansk saa langt tilbage som vore Runeindskrifter række. Prokop siger jo ogsaa, at der boede Daner her i Landet i det 6. Aarhundrede, ja hvis vi kunne antage, at Daukiones, der af Ptolemæus nævnes som et af Folkene paa de skandiske Øer, er en uheldig Gengivelse af Danerfolkets Navn, var dette jo allerede bosat her i det 2. Aarhundrede e. Kr. Nordiske Sagn tale da heller ikke om, at et egentligt Folkeskifte skulde være foregaaet i Danmark.
Men fra dette Udgangspunkt bliver det værdt at undersøge, hvor langt tilbage i Tiden vi vel tør antage, at Danske have boet her i Landet. Støttet paa vore Oldfund har man villet hævde, at vor Nationalitets Stamfædre levede her allerede i Stenalderen, thi det mærkes aldrig, at der er sket noget Spring eller Brud inden for de enkelte Kulturperioder eller i den Maade, hvorpaa de afløse hinanden. Bronzealdersmanden opkastede sin Høj over den allerede i Stenalderen byggede Dysse og satte sine Urner ned deri, og længe efter Bronzens Indtrængen vedblev Stenværktøj og Stenvaaben at være i Brug. Paa samme Maade trængte Jernet fredeligt ind mellem Bronzetidens Mænd. De antropologiske Vidnesbyrd tale formentlig i samme Retning; Hjerneskaller og Skeletdele fra Stenalderen fremvise den samme Mennesketype, som kendes i Bronzealderen og de følgende Tidsrum, ja hos de nulevende Danske. Imidlertid vil et Blik paa Europas almindelige Forhold straks vise det usandsynlige i, at vort Land skulde have kendt en saadan Stillestaaen. I vort Naboland Tyskland boede i fjerne Tider vitterligt nok keltiske og slaviske Folk, inden Germanerne trængte herind. I Frankrig boer nu et Folk med romansk Sprog, men det nedstammer fra de keltiske Galler, som Romerne betvang, og deres Land havde i mange Aarhundreder været erobret og stærkt bebygget af et germanske Folk; først langsomt skød den romanske Bestanddel sig atter op og sejrede over det ny tilkomne Element. I endnu fjernere Tider levede iberiske Folk i Frankrig. Hvis noget Land ved sin Beliggenhed skulde synes beskyttet mod fremmede Indvandringer, maatte det være England. Ikke desmindre have germanske Folk kun boet her i fjorten Aarhundreder, og de indvandrede Angler og Sachser modtog paa Vikingetiden en betydelig Tilsætning af Danske. De franske Normanner, der erobrede England 1066, gik ganske vist i Løbet af et Par Hundredaar op i den germanske Befolkning, men de havde dog forinden paatrykket Nationen en uudslettelig Karakter. Før Anglers og Sachsers Ankomst havde de keltiske Britter boet her, men de bleve i flere Hundrede Aar beherskede af Romerne, som gave Folket en stærk Tilsætning af et latinsk Element. Før Britterne menes Iberer at have haft Landet inde. Saaledes er England tre Gange undergaaet et fuldkomment Folkeskifte og fem Gange bleven erobret, seks Folk ere blevne blandede i Tidernes Løb, inden de nuværende »Englændere« opstode.
Naar det er gaaet saaledes med det havbeskyttede England, kan der næppe være Udsigt til, at den jydske Halvø med dens frugtbare Landskaber, hvorhen der fra Fastlandet er let Tilgang uden spærrende Bjerge, eller at de rige, frodige danske Øer i det let besejlelige Hav skulde have undgaaet Naboers misundelige Blikke og den stadige Fremtrængen af urolige Genbofolk. Der findes overhovedet ingen Part af Europa, uden at der er sket de allerstørste Omvæltninger i Folkesammensætningen, og vi kende ikke noget Land, som ikke een Gang er bleven erobret. Derfor taler al Analogi snarere for, at ogsaa Danmark er undergaaet denne Skæbne.
Fra Oldsagerne kan der ikke hentes noget Vidnesbyrd herimod, da de som Regel intet fortælle om etnografiske og nationale Forhold eller om Begivenheder. Vi kunne ved dem kun se, at store europæiske Omraader i de forhistoriske Tider havde en ensartet industriel Kultur, medens de intet lære os om, hvilke Folkeslag der boede i de saaledes sammenhørende Grupper af Lande. Endelig er det antropologiske Materiale saa begrænset i Omfang og de Slutninger, som kunne drages deraf, saa usikre, at vi derved ikke bringes videre i Kundskaben om Fortidens Befolkning. Selv Folk, der ere ubeslægtede med hinanden, kunne meget vel have den samme Kranieform eller Haarfarve, og ved Hjælp af disse Kendemærker alene kan man ikke paavise nogen Folkeindividualitet. Aller vanskeligst bliver det at følge den Art langsomme Forskydninger af Folkene, der ere foregaaede med sagte Fjed gennem Aarhundreder, til Eks. saaledes som Tyske ere trængte ind over Egne, der fordum vare i slaviske Folks Besiddelse, eller som Tyske i Løbet af det sidste Aartusinde ere trængte frem i Sydslesvig.
Vi have gennemgaaet de mange Vidnesbyrd, som kunde give
Oplysning om hvordan vort Land var stillet paa den europæiske
Folkevandringstid. Vi have kastet Blikket paa de fremmede Folks
Beretninger om Togter, udgaaede fra Landet, og om Bevægelser
op imod det, og vi have undersøgt Mosefundenes Vidnesbyrd.
Alt har maattet lære os, at i Ro har Danmark ikke levet, og at der
dog maaske er noget rigtigt i Jordanes’ Betegnelse af Skandinavien
som det Sted, hvor Nationerne opstaa, og som »Folkeslagenes
Moderskød«. Danmark kan paa de Tider meget vel fra beslægtede
Stammer have faaet nye Tillæg til sin Folkebestanddel. Vi have
set, at de enkelte danske Landskaber frembyde stedlige
Ejendommeligheder, hvad Begravelsesmaade og Oldsager angaar, hvilket jo
ogsaa bringer Tanken hen paa ulige Skæbner og urolige Tilstande.
Her skal nu ogsaa et Forhold omtales, som synes at give Vidnesbyrd om en indtraadt nyere Bebyggelsestid. Landsbyerne i Danmark have holdt sig mærkeligt uforandrede gennem Tiderne, hvad Størrelsen af det Jordomraade angaar, som hører under enhver By (i et følgende Afsnit vil der blive, redegjort udførligere herfor). Endvidere kan der saa at sige læses ud af mange Byers Navne, alene ved Hjælp af Navnets sidste Sammensætningsled, om de have et større eller mindre Jordtilliggende; saaledes have Landsbyer med Endelsen -løse eller -by et stort Areal og Hartkorn, Byerne paa -torp (-drup) og -bølle ere mindre, paa -rød og -holt ganske smaa. Særlig karakteristiske for Danmark ere Bynavnene paa -lef (som Brønderslev, Sigerslev), de findes ikke i Sverige, bortset fra et Par Bynavne i Nærheden af Grænsen, ej heller i Norge. Lige saa lidt forekomme de i Holsten eller de andre Lande nærmest Syd for os, dog er en enkelt Egn mellem Elben og Harzen i det gamle Nordthüringen rig paa Landsbyer med de tilsvarende tyske Endelser -leben (-leiba, -leve), til Dels minde Navnene om tilsvarende danske Former: Hersleve, Ingeresleve.
Danmarks Byer paa -lef høre afgjort til vore store Landsbyer (paa 80—120 Td. Hartkorn), og over Halvdelen af dem ere i vore Dage Kirkebyer, de tre Fjerdedele have en Skole. Saaledes udgøre de en fremtrædende Bestanddel mellem Landsbyerne og ere endvidere mærkelige ved Navnet. Det første Led deraf er altid et Personnavn, og Endelsen -lef vil kunne tydes som det overladte — kununglef var Betegnelsen for det Kongen overladte og Kongedømmet tilhørende Gods — eller som Levning og som det arvede (Oldeleffue d. e. nedarvet Gods). Man tør nu ikke ved Forklaringen af Bynavnene paa -lef anvende den sidste Betydning, da en Landsby synes at være for stort et Omraade til at være gaaet i Arv. Desuden maatte vel Byer, der betegnedes som Arvelod, ligge i hinandens Nærhed, ved Siden af andre, der betegnedes efter Medarvinger — dette er Tilfældet med Stednavne (Gaardnavne) paa -arf i Dalarne — men i Danmark ligger sjældent mere end een By paa -lef inden for samme Sogn. Endvidere maatte jo den By, hvis Navn angav den som Arvelod, engang paa et eller andet Tidspunkt være faldet i Arv og saa for Eftertiden, i Grunden rent tilfældigt, være bleven kaldt efter Arveladeren eller Arvingen, i ganske forskellige Aarhundreder for hver enkelt By. Og hvorfor skulde kun disse store Byer, der ligge i bestemt Afstand fra hinanden — saa langt, kan man sige, som i Danmark Landsbyens Kirketaarn ligger fra Taarnet i Nabosognet — være blevne betegnede som falden Arv?
Saaledes maa man vel snarest søge Bynavnets Forklaring ved Hjælp af den først anførte Betydning, det overladte. Som alt sagt er Navnets første Led altid et Mandsnavn, ganske som ved Bynavnene paa -torp, Udflytterbyerne med det langt mindre Omraade og fra en langt yngre Tid. Torpens Personnavn peger hen paa den Mand, som anlagde Udflytterstedet eller som stod i Spidsen for den udflyttende Kreds af Bønder. Det ligger da nær at antage, at Byerne paa -lef paa lignende Maade ved Personnavnet angive den Mand, hvem dette Omraade engang blev »overladt«; han tog det paa Indvandringstiden i Besiddelse eller erhvervede det, da Landet blev erobret. Denne Mand er bleven Eneejer deraf, eller han var langt snarere Høvding for den mindre Hob, som bosatte sig her. Ved denne Tydning bliver det mere forstaaeligt, at alle disse Byer kunne have et saa stort og ensartet Tilliggende og at de ogsaa senere kunde gøre sig saa stærkt gældende, saaledes da Kristendommen trængte ind i Landet og Kirker med Forkærlighed byggedes i disse Byer.
Vi kunne belyse denne Tanke nærmere ved et Eksempel, som vi tage fra Halvøen Stevns med dens Herred af samme Navn og de to tilgrænsende Herreder. Man kan antage, at Egnen her engang er bleven taget i Besiddelse ved Erobring eller ved ny Indvandring, omend mangen Plet er bleven ladt uforandret i de gamle Indbyggeres Eje. Endre fik da det Omraade, som efter ham fik Navnet Enderslev, Havar Haarlev, Vrapi Varpelev, hvorhos Gjorslev overgaves Gyrd og Sigerslev Siger. Frø, Lyder og Hogni fik Frøslev, Lyderslev og Havnelev, medens Alf slog sig ned i Alslev og Juri i Jørslev. Længere vestligt bosatte Ulwger sig i Vollerslev og Gøter i Gjørslev.
Men nærmere at bestemme det Tidspunkt, da denne Fordeling fandt Sted, vil ikke være muligt. Naar Byerne have kunnet bevare deres Navn og deres gamle Omraade ubeskaaret endnu tusind Aar efter den historiske Tids Begyndelse, vilde de jo mulig ogsaa kunne have fremvist disse Forhold Tusind Aar før den Tid. Imidlertid synes dog den Lethed, hvormed de gamle Personnavne genkendes, til Dels endog i Former, der svare til de aller ældste danske Kilders og til Sagatidens Navne, at tale for, at Tidspunktet for Navnefæstelsen ikke ligger mange Aarhundreder før 800.
Og saaledes kunde der ogsaa herved gives et Vink om en Indvandring og Erobring i de første Aarhundreder e. Kr. eller paa Folkevandringstiden. Men mere end en Gisning er det jo ikke; kun fortjener det ejendommelige Forhold at haves i Minde, naar Talen er om, hvad der kan belyse Bebygggelsen og et muligt Folkeskifte i ældre Tid.
Vi skulle nu kaste et Blik paa de Oplysninger, som Oldsagerne kunne give os om Levevis og Kultur paa Folkevandringstiden og i den Periode, som nærmest fortsætter den (indtil ind i det 7. Aarhundrede). Allerede de store Mosefund pege i mange Henseender hen mod Byzants og andre østlige Egne, snarere end mod Italien. Saavel Goternes som Herulernes Vandringer lede ogsaa Opmærksomheden hen paa Østen. At en stærk Forbindelse er bleven knyttet med Konstantinopel og de østromerske Lande, fremgaar da ogsaa af den Strøm af Guldpenge, som gød sig ind over Landet.
I det 2. Aarhundrede e. Kr. fandt, som vi have set, romerske Denarer i ret stort Antal Vej til Norden. Septimius Severus (193—211) er vel den sidste Kejser, hvis Billede Sølvpengene bære herop; efter den Tid indtræder en Standsning i Forbindelsen med Romerriget. Ogsaa Møntfundene i Tyskland vise et lignende Ophør af Pengetilførselen, hvilket maaske har sin Forklaring i, at Markomannerne, senere andre germanske Folk vare begyndte deres langvarige Angreb paa Romerriget. Først i det 4. Aarhundrede komme igen romerske Penge til Danmark, omend ikke i betydeligt Antal, og det er nu Mønter af Guld, solidi. I det 5. Aarhundrede breder sig, især fra Byzants, en hel Guldflod ud over det østlige Europa, og Norden modtager sin Del heraf. Vel fandt i den første Tid efter Kejserrigets Deling (395) en Del vestromersk Mønt Vej til Danmark, men stærkest var dog Tilstrømningen af Guldpenge fra Byzants, og den vedblev uden Afbrydelse indtil Begyndelsen af det 6. Aarhundrede (med Mønter fra Kejser Anastasius’ Tid, 491—518).
Man synes ogsaa at kunne tegne forskellige Bevægelser og Bøjninger i Strømretningen. I Landene Vest for Øresund og især paa Fyn ere ikke faa Guldskillinger fremdragne fra Tiden før Kejserrigets Deling, medens Forholdet skifter i den følgende Periode, da disse Landskaber blive fattige paa Fund; det er nu Øerne i Østersøen, Bornholm og Øland, der have talrige Guldmønter at opvise, hvorimod Gotland, der var saa stærkt fremtrædende i Denarperioden, ikke ret kan maale sig med de to nævnte Øer. Til Skaane og det svenske Fastland naaede Guldskillingerne kun sparsomt. Tilførselen til Norden synes at være foregaaet over den østlige Del af Midteuropa, særlig gennem Landene omkring Weichsel, ikke derimod gennem Tyskland. Medens Denarerne ere blevne fundne over hele Nordtyskland, er det ikke Tilfældet med Guldskillingerne, der til Eks. kun sjældent træffes i Pommern og Meklenburg.
Den slidte Tilstand, hvori saa mange af de i Danmark fundne Solidi befinde sig, synes bestemt at vise, at de have været benyttede som Penge mellem Mand og Mand. Mange af dem have dog tjent til Pynt og Smykke, saaledes som et Hul eller en tilføjet Øsken godtgør.
Man har forklaret Forekomsten af de mange Guldmønter i Norden ved at betragte dem som stammende fra de uhyre Afgifter, som de østromerske Kejsere i det 5. Aarhundrede maatte betale Goter og Hunner for at løskøbe sig fra deres Hærgninger. Det er jo ogsaa muligt, at mange Penge paa denne Maade ere komne i Goternes og nordiske Folks Haand, men i øvrigt træffes ogsaa i det vestlige Europa store og rige Guldfund fra disse Tider. Det romerske Riges Skatte og ikke mindre Guldet fra Asien havde gydt sig ud over Nordeuropa.
Dette viser sig ogsaa ved de kostbare Guldsager, som ere fundne i Danmark, saaledes tunge Arm- og Halsringe. Andre Ringe og Spiraler samt Stænger af Guld have kun haft Betydning ved det indeholdte Metal; man betalte med dette Ringguld ved at give Ringen som Helhed eller ved at afknibe og tilveje Dele af den. Mærkeligst blandt alle disse Genstande vare dog de to kostbare Guldhorn, der fandtes med et Aarhundredes Mellemrum ved Gallehus i Nærheden af Møgeltønder (det længere, 33 Tommer langt, blev fundet 1639, det kortere, 21 Tommer langt, 1734; tilsammen vejede de 440 Lod; 1802 bleve de stjaalne fra Kunstkammeret og indsmeltede). Hornene vare ens forarbejdede; et indre, usammensat Horn omsluttedes af en ydre Række af sammenføjede Ringe. Paa disse Ringe fandtes der dels indgravet, dels paaloddet en stor Del Fremstillinger af Mennesker, Dyr og vidunderlige Skabninger (Fig. 64). Det er hidtil ikke lykkedes at tyde disse Billeder og Scener eller at bringe dem i Forbindelse med andre Fremstillinger fra Norden eller Udlandet. Det kortere Guldhorn havde paa den øverste Ring en Indskrift med Runer, hvis Sprog var Dansk (se foran S. 89), men den kan meget vel senere være indridset i Ringen, og dens Ord indeholde ikke noget klart Udsagn om, at en Dansk skulde have forfærdiget Hornet. De afbildede Skikkelser føre snarest Tanken hen paa østlige Lande.
Fra disse Tider skrive sig ogsaa de saakaldte Brakteater. Med et fra Latinen laant Navn betegner man herved kredsrunde, tynde Guldplader, hvis ene Side bærer ophøjede Figurer, indslaaede med et Stempel; de ere forsynede med en Øsken, saa at de kunne benyttes som Hængeprydelser (Fig. 65). Stundom har Halsbaandet baaret flere saadanne, skilte ved Perler af Guld eller Glas, saa at de dannede sammensatte Smykker. Brakteaterne synes at høre hjemme i det 6. og de følgende Aarhundreder, og af de talrige Fund kunne vi slutte, at det har været en saare yndet Pynt; alene fra de gamle danske Landsdele kendes over 200 Brakteater, som ere fundne i Markens Muld, sjældnere optagne af Gravene.
 66. Spænde af Sølv. 1⁄2. |
 67. Dyreornamentik fra Folkevandringstiden. |
Inden for den smukt ornamenterede Rand finder man paa Brakteaterne Billedet af en Fugl, en Hest, en Mand, eller hyppigt et stort mandligt Hovede paa Ryggen af et firføddet Dyr med Horn (vistnok Yak-Oksen); rundtom er der anbragt Ormslyngninger, Hagekors eller andre hellige Tegn. Meget ofte bære Brakteaterne Indskrifter med Runer, og paa en ved Vadstena i Sverige fundet Brakteat læses den ældre Runerække. Men ligesom Brakteaterne i det hele frembyde meget uopklaret, saaledes ligger Læsningen af deres Runer endnu ganske i Mørke; ikke en eneste Indskrift er hidtil bleven sikkert tydet.
Som Minder om Forbindelsen med den sydlige Verden maa endelig nævnes de mange skønne Glaskar, som ere fremdragne af Grave især i Sjælland. Allerede i den romerske Periode vare enkelte Glaskar komne til Landet, saaledes den paa hosføjede Tavle afbildede Skaal af tykt, dybblaat Glas med hvide Flammer. Først paa Folkevandringstiden indføres dog Glaskar i større Tal, saasom prægtige vandklare Skaale med paamalede springende Dyr, krumme Drikkehorn, Bægre med Felter i forskellige Mønstre eller med slebne Ovaler. Et Eksemplar af de karakteristiske »samiske« Lerskaale, med rød og blank Overflade og med Fremstilling af Jagtscener, er ligeledes bevaret (denne Skaal og flere af de nævnte Glassager samt en Hævert ere afbildede paa den vedføjede farvetrykte Tavle). En Del af disse Glaskar skrive sig afgjort fra græske Provinser af Romerriget.
Samtidig med at de »barbariske« Folk saaledes satte Pris paa de kostbare Genstande af forskellig Art, der indførtes fra de østlige Riger eller fra Lande, som vare paavirkede af klassisk Kunst, uddannede de imidlertid en egen Stilart, der bliver et karakteristisk Mærke paa Smag og Kunstsans i disse Aarhundreder. Denne Folkevandringsstil blev ogsaa raadende i Danmark (Figg. 66, 67).
Det er ikke nye og skønne Former for Redskaber og Smykker, som man stræber efter at finde, den kunstneriske Trang gaar kun i Retning af Genstandenes Udsmykning. Og i denne Ornamentik henter man næsten udelukkende sine Motiver fra Dyreverdenen, uden dog derfor at bygge paa Naturstudier; det vilde være vanskeligt nærmere at bestemme, hvilket Dyr der er fremstillet. Man ser en Hests Hoved, en Ørns Næb og Øje, men Resten af Dyret forsvinder; umærkeligt glider det fra Halsen over i Baand- og Slangeornamenter, eller i Felter af krydsende Streger, indtil der atter tjernt viser sig Fødder og Klør paa disse Baand, saa at man paa ny maa gætte paa en af Naturens Skabninger. Dyret er aldrig i Spring eller Flugt, det slæber sig krybende hen over Fladen. Desuden har man tabt Sansen for den klare Tegnings og de store faste Træks Værdi; ikke blot en lille Del af Genstandenes Overflade skulde være prydet, men alle Kanter og Kroge, derfor maatte Dyret vrides ud i de uendelig lange Baand og Slyngninger.
Fra en anden Side set kan man dog beundre Mangfoldigheden i Forbindelserne, den uophørlige Veksel i Sammensætningen, stundom ogsaa en vis Rytmik, naar da ikke dette Mylr, hvad der kan hænde, faar et frastødende, indvoldeagtigt Præg. Og Formen har som Helhed tabt i Styrke under dette Virvar; Kunsten har alene bestaaet i en Variation af de samme stærkt begrænsede Motiver, uden at der til Eks. nogen Sinde er taget Hjælp fra Bladverdenen. Derfor bliver Hovedindtrykket af denne Stilart som af en snaksom Tale, der underholder for en Stund, men trætter ved ikke at høre op og ved at savne Klarhed og Maal.
Ydre Værdi mangle disse Genstande ikke, idet som oftest det anvendte Materiale er kostbart, og Smykkerne — som ere dybere indskaarne end i den foregaaende Periode — ere gerne store, Forgyldning hyppig benyttet. Særlig karakteristisk er Anvendelsen af indfattede Granater og Ædelstene. Dette var oprindelig en orientalsk Skik; fra Sassanidernes Rige var den med Hunnerne og andre Folk draget ud over Europa.
Stilen fremtræder ensartet i hele Norden, og den genfindes hos Angelsachser og tyske Folk.
Hvor talrige Genstande der end ere fundne i Jorden fra Folkevandringens Aarhundreder, er det saare vanskeligt af dem at danne et almindeligere Billede af Kulturen, naar vi da bortse fra, hvad de jydske og fynske Mosefund have oplyst. Vi faa kun sparsomme Meddelelser om Tilstande og Sæder. Saaledes kunne vi om Folkevandringstidens Gravskikke kun udtale, at i det østlige Danmark Jordfæstelse af de ubrændte Lig, i det vestlige Ligbrand var den almindelige Skik. Men Afvigelser herfra lade sig godt iagttage.
Allerede i den romerske Tid brugte man i Jylland ret ofte at nedlægge Ligene enkeltvis i stensatte Grave, og denne Skik forekommer endnu paa Folkevandringstiden. Sædvanlig brændte man dog Ligene og lagde Benene, nøgne eller gemte i en Urne, i en opkastet lav Høj, hvis man da ikke nedlagde dem i en af de større Høje fra et foregaaende Tidsrum. Paa Fyn var Ligbrænding raadende; der kendes dog ogsaa herfra karakteristiske Grave med ubrændte Lig. I Sjælland var det, ligesom i den forudgaaende Periode, fremherskende Skik at gemme Ligene ubrændte i Jorden, og man medgav dem ofte smukke og kostbare Sager.
Som ejendommelige Minder fra denne Tid skulle endnu de saakaldte Bautastene nævnes. Allerede Bronzealderens Mænd brugte stundom at rejse en Sten oven paa en Gravhøj. Imidlertid synes Bautastenene især at tilhøre Jernalderen, frem for alt dens senere Aarhundreder. En utilhugget, aflang og ret slank Granitsten er bleven rejst paa Enden; ofte knejser den ene paa den flade Mark, stundom paa en Høj, men hyppigst er der rejst en Kreds af Stene (Figg. 68, 69). Paa Bornholm, der især er Bautastenenes Hjem, kunne de endog flokkes i et Antal af et halvt Hundrede; saaledes ere 60 Stene rejste i den lille Lund Gryet ved Bodilsker. Hvad disse Stene have skullet udrette, vide vi ikke; mulig har man derved betegnet en hellig Plet eller et Tingsted, mulig er en Begivenhed bleven mindet, men Stenene tie, og uvilkaarligt føle vi Ærefrygt for, hvad der skjules for os.
- ↑ 1. Brystbillede af Valentinian III, vestromersk Kejser 425—455; Rev.: Kejseren med en Sejrsgudinde i Haanden. 2. Theodosius II, østromersk Kejser 408—450: Rev.: Konstantinopel som Gudinde.