Danmarks Riges Historie/1/1-2-6

by Johannes Steenstrup

VI.

Sprog og Skrift.

Hvor fortræffeligt det end er, at vi kunne lytte til disse Efterretninger om Danmark fra fjerne Folks historiske Kilder, hvor taknemmelige vi end maa være for, at vi ved Hjælp af alle disse Fund af Klæder, Vaaben og Brugsgenstande kunne danne os en Forestilling om hine Folks ydre Skikkelse og om hvordan man da levede og kæmpede i Danmark, vilde man dog saa gerne høre en Lyd fra Folkets egen Mund, en klingende Røst, som bragte os en Meddelelse om Folkets aandelige Individualitet og saaledes ogsaa om dets nærmere eller fjernere Slægtskab med andre os bekendte Folk. Og for første Gang høres da virkelig ogsaa Røster fra Fortiden, selv om det kun er enkelte Ord og Sætninger. Paa flere af Oldsagerne fra Mosefundene ere nemlig Indskrifter indridsede, der for første Gang vise os Skrifttræk af ikke-romersk Oprindelse og som gengive et ikke-latinsk Sprog. Et Skedebeslag og en Skjoldbule fra Thorsbjerg, nogle Pile fra Nydam, en Høvl, et Spænde, en Kam fra Vimose, et Lanseskaft og Knivskaft fra Kragehul have saaledes indridsede Runer. Det er kun korte Indskrifter, hvis Tydning er vanskelig: kun Ejerens eller Haandværkerens Navn og en enkelt Tilføjelse. Hertil kommer dog de indridsede Runer paa det ene af de ved Gallehus (ved Møgeltønder) fundne Guldhorn: ek Hlewa-gastir Holtingar horna tawido, d. e. jeg Lægæst Holting (fra Holt) gjorde (eller: istandbragte) Hornet. Denne Indskrift kan vel sættes til det 6. Aarhundrede, dens Sprog er afgjort nordisk. Derimod findes der i Danmark ingen Mindesmærker af Sten med de ældre Runer; Sverige og Norge have derimod ret mange saadanne Indskrifter paa Runestene, og de vejlede fortrinlig til Læsning af Runeskriften og Opfattelsen af Sproget.

Vi erfare da, at man benyttede en Række af 24 Runer, der var delt i tre Grupper paa 8 Tegn; efter de 6 første Tegn hed hele Rækken Futhark, og de tre Grupper hed Ætter, paa Sagatiden betegnedes de nærmere som Freyrs Æt, Hagals Æt og Tyrs Æt efter Navnene paa de tre Bogstaver, der begynde hver Æt. Ældgamle »Runealfabeter«, for at bruge et Navn fra Grækernes Skrift, stadfæste vor Kundskab; paa en Brakteat fra Vadstena er den hele Række indskrevet, og den stemmer med en anden Række paa et Spænde fra Charnay i Bourgogne. Man læste som Regel Runerne fra venstre Side til højre, saaledes som vi nu læse Skrift.

Det i Norden anvendte Alfabet saa saaledes ud:

ᚠ

ᚢ

ᚦ

ᚨ

ᚱ

ᚲ

ᚷ

ᚹ

:

ᚺ

ᚾ

ᛁ

ᛃ

ᛇ

ᛈ

ᛉ

ᛊ

:

ᛏ

ᛒ

ᛖ

ᛗ

ᛚ

ᛜ

ᛟ

ᛞ

f

u

þ

a

r

k

g

w

h

n

i

j

-

p

z(r)

s

t

b

e

m

l

ng

o

d

Stundom tegnede man to Runer paa samme Hovedstreg, de saakaldte Binderuner.

Runeskriften er ikke ejendommelig for Norden alene, den har været anvendt af en Del andre germanske Folk. Dog haves der

fra Europas Fastland kun faa bevarede Runeindskrifter, nemlig 15 i Tallet, og de ere alle anbragte paa Løsøregenstande, som Spænder, Ringe og Spydblade. Dette er ganske vist et tarveligt Antal Minder, naar man derved vil bevise, at Runer have været i almindelig Anvendelse hos de sydlige germanske Folk; men paa den anden Side tør disse Indskrifter ikke opfattes som hidrørende fra Nordboerne, idet Sproget afgjort er gotisk eller tysk. Anderledes er Forholdet i England. Angelsachserne have af de fremmede Folk længst og ihærdigst holdt fast ved Runeskriften, de bragte den ved enkelte Forandringer i Overensstemmelse med deres særlige Sprog, og den vedligeholdt sig en Tid lang ved Siden af de latinske Bogstaver.

62. Stav med Runer, funden i en Høj ved Frøslev (ved Flensborg). 1⁄2.

Vi omtalte nylig Digteren Venantius Fortunatus (S. 77,80). Han var Italiener af Fødsel, men havde knyttet sig til forskellige germanske Fyrster og boede især i Poitiers (i Slutningen af det 6. Aarh.). I et Brev i Digtform til en Ven beder han om Svar og opfordrer ham til, hvis han ikke vil skrive Latin:

Rids paa den Asketræs Tavle barbariske Runer,
som et Papyrus Gavn gør da den flade Spaan.

Her finde vi saaledes baade Runenavnet og Skrifttegnenes Ristning paa Træ omtalt. Vor egen Historieskriver Saxo fortæller ogsaa, at Amleds to Ledsagere paa Rejsen til England hemmelig bragte fra Kong Fenge Breve skaarne i Træ, »thi det var fordum en velbekendt Maade at skrive Breve paa«. En saadan Runestav (Runekævle) anvendtes ogsaa i langt senere Tider. Ordet Bog og Bogstav, der findes i mange germanske Sprog, taler endnu til os om, at Bøgetræet var det Materiale, hvori Skrifttegnene ridsedes. I øvrigt var Rune det af alle germanske Folk anvendte Navn paa Skrifttrækkene, og Ordet betød den hemmelige Visdom, Trylletalen.

Af selve Runetrækkene synes man ogsaa at se, hvorledes Materialet har indvirket paa Formerne. Lodrette og skraa Streger benyttes, ikke gerne horisontale eller krumme Linier, og alle Tegn have samme Højde. Men ogsaa om et andet Punkt i Runernes Tilblivelseshistorie kunne vi komme paa Spor. Deres Udseende peger hen paa, at de ere udgaaede fra det latinske Alfabet, hvad der især ses af Ligheden mellem følgende Tegn:

latinske Bogstaver	F	R	C	H	S
Runer	ᚠ	ᚱ	<	ᚺ

Skriftarterne i Middelhavslandene ere ganske vist indbyrdes beslægtede, og de latinske Bogstaver ere fremgaaede af de græske, som atter nedstamme fra de fønikiske. Men en Sammenligning mellem Runerne og disse Alfabeter synes at vise hen til den romerske Kejsertids Alfabet som det nærmeste Grundlag for det germanske Tegnsystem. Det er derfor nu almindelig antaget, at Runealfabetet er opstaaet i Begyndelsen af vor Tidsregning under Paavirkning af de romerske Skrifttegn hos et af de i Syden boende germanske Folk; derfra har det bredt sig til stammebeslægtede Folk.

Og hvad faa vi saa at vide om det Sprog, som taltes? Her skulle vi først forudskikke nogle Bemærkninger om, hvorledes Sprogene i det Hele inddeles. De fleste af de i Europa nu eller i fordums Dage talte Sprog høre til den saakaldte ariske, jafetiske eller indoeuropæiske Sprogæt^[1], inden for hvilken de bekendteste ere det græske Sprog, det latinske med de derfra stammende romanske Sprog, de keltiske, slaviske og germanske Sprog. Den sidstnævnte Sprogklasse omfatter en Del levende og flere uddøde Sprog, der falde i tre Grupper: det gotiske Sprog, som taltes af Østgoterne og Vestgoterne i Donaulandene og senere i de af dem stiftede Riger i Italien, Gallien og Spanien, dernæst de egentlig germanske eller tyske Sprog, hvortil baade højtysk, lavtysk og angelsachsisk hører. Den tredje Gruppe danne de af Danske, Norske og Svenske talte Sprog. Vi skulle nu altsaa nærmere bestemme, til hvilken af disse Sproggrupper de ældste Runeindskrifter i Danmark høre hen.

Nogle af de ældste Minder om de germanske Sprog findes i den endnu delvis bevarede Oversættelse af Biblen, som skyldes Wulfila, der prædikede Kristendom hos Vestgoterne o. 370. Ved nu at sammenholde Sproget fra de ældste nordiske Runeminder med det gotiske, vil man finde, Runesproget er forskelligt derfra og stundom viser ældre Former end Gotisk, medens det dog i det hele indtager samme Udviklingstrin som dette. Men foruden at hint nordiske Sprog adskiller sig fra Gotisk, er det ogsaa forskelligt fra det tyske Sprog, som det endog staar fjernere end det staar Gotisk, hvorfor man jævnlig kan se Gotisk og Urnordisk sammenfattede under Betegnelsen Østgermansk i Modsætning til Vestgermansk (Tysk). Det urnordiske Sprog er saaledes et særligt Sprog, og vi kunne i det genkende Grundtrækkene af de senere nordiske Sprog. Indskrifterne med de gamle Runer, der findes i alle Nordens Egne lige fra Sønderjylland til Mälaren og Trondhjemsfjord, godtgøre endvidere, at eet og samme Sprog blev talt over hele Norden; man kan end ikke adskille Dialekter inden for det^[2].

1. Den jafetiske (indoeuropæiske) Sprogæt:
   

   Indisk (bl. a. Sanskrit).
   Persisk.
   Græsk.
   Thracisk-Illyrisk (Albanesisk).
   Latin (og romanske Sprog: Italiensk, Fransk, Spansk, Portugisisk, Rumænsk).
   Keltisk (Irsk, Højskotsk, Walisisk, Bretonsk).
   Germansk.
   Slavisk-Baltisk (bl. a. Russisk, Polsk, Tsjekkisk).

2. Germanske Sprog:
   Oldtysk.			Gotisk.	Urnordisk.
   |				|
   Oldhøjtysk.	Oldnedertysk.			Olddansk.	Oldnorsk.	Oldsvensk.
   |	|			|	|	|
   Højtysk (Tysk).	Plattysk, Frisisk og Hollandsk.	Angelsachsisk (Engelsk).		Dansk (Norsk).	Islandsk	Svensk.