Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 109

by Carl Georg Holck

§ 109. Om Rigsdagens Opløsning.

Ifølge Grl. § 22 kan Kongen under Iagttagelse af visse nærmere Bestemmelser opløse Rigsdagen eller en af dens Afdelinger. I saa Henseende mærkes Følgende: 1. Hvad angaaer Betydningen af Opløsningen, finder den især Anvendelse, naar Regeringen med Hensyn til vigtige Spørgsmaal staaer i skarp Modsætning til Rigsdagen, og navnlig, naar den ønsker en Sag fremmet, som Rigsdagen ikke vil gaae ind paa. Regeringen kan da, idet den gaaer ud fra, at Rigsdagens Anskuelse om de omtvistede Punkter ikke stemmer med Vælgernes, gjennem en Opløsning appellere til disse og give dem Leilighed til ved nye Valg at gjøre deres Mening gjældende. Skjøndt Opløsningsretten i Grundloven er tillagt Kongen, følger det saavel af Opløsningens konstitutionelle Betydning, som af de almindelige Principer om Ministrenes Ansvarlighed og Kongens Ansvarsfrihed, s. Grl. §§ 12, 13; at den i Virkeligheden maa betragtes som udgaaende fra Ministeriet. Det strider derfor mod Grundlovens Grundsætninger at indblande Kongens Navn i Sagens Realitet og fremstille Forholdet for Vælgerne, som om den omtvistede Foranstaltnings Gjennemførelse var Kongens personlige Villie, saaledes som Tilfældet var med det aabne Brev 20. Okt. 1854. 0 Undtagelsesvis kommer Opløsningen dog til Anvendelse i Tilfælde, hvor den ikke har den angivne, eiendommelige Betydning. Dette giælder navnlig efter Grl. § 95, hvor der netop forudsættes Enighed mellem Regering og Rigsdag, og hvor Opløsningen kun, ved at give Vælgerne Leilighed til at gjøre deres Stemme gjældende, skal afgive en yderligere Garanti for, at Grundlovsforandringen nyder almindelig Tilslutning, s. Aab. Br. 20. Juni 1855, 12. Mai 1866. Som et andet Tilfælde, hvor Opløsningen ikke havde den lige, konstitutionelle Betydning, kan nævnes Aab. Br. 4. Aug. 1852, 4. Juni 1864, der kun havde til Hensigt at regulere Folkethingets Valgperiode.

2. Gjenstand for Opløsningen er saavel den overordentlige, som den ordentlige Rigsdag, s. Grl. § 22, smh. med § 21, og begge ere i saa Henseende undergivne de samme Regler. Fremdeles kan ikke blot hele Rigsdagen, men ogsaa et enkelt Thing opløses. Naar kun et af Thingene opløses, kan det andet Thing ikke fungere, men dets Møder skulle udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles, s. Grl. § 22. Paa Opløsning af et enkelt Thing haves ikke faa Exempler, s. Aab. Br. 4. Aug. 1852, 13. Jan. 1853, 20. Okt. 1854, 4. Juni 1864.

3. Med Hensyn til Betingelserne for Opløsningsretten kan der først spørges, om det er nødvendigt, at Rigsdagen skal være samlet. Grl. § 22 forudsætter efter sine Udtryk, at Rigsdagen er samlet, og den under Nr. 1 angivne Betydning af Opløsningen taler ogsaa for, at dette Middel ikke bør anvendes, uden hvor der ikke er nogen Udsigt til, at Konflikten kan bilægges i Mindelighed, hvorom der i Almindelighed ikke kan haves nogen fuldkommen Vished, saa længe Rigsdagen ikke har været samlet. Ligesom denne Betragtning imidlertid ikke kan gøres gjældende i de Tilfælde, hvor Opløsningen ikke har den almindelige, konstitutionelle Betydning, s. Aab. Br. 4. Aug. 1852, 20. Juni 1855, og ligesom Forholdene ogsaa udenfor disse Tilfælde undtagelsesvis kunne stille sig saaledes, at det med Sikkerhed lader sig forudsee, at en yderligere Forhandling med den nuværende Rigsdag ikke vil føre til noget Resultat, saaledes er den omtalte Forudsætning i Grl. § 22 ogsaa mindre afgjørende, da denne Paragraphs Bestemmelse om Udsættelse af det ene Things Møder, naar det andet opløses, kun kan fase Betydning, naar Rigsdagen er samlet. Man kan derfor i Mangel af bestemt, positiv Hjemmel neppe indskrænke Kongens Opløsningsret paa den omhandlede Maade, s. ogsaa Larsens samlede Skrifter I. 3. 125.

Med Hensyn til Antallet af Opløsninger har Grl. § 22 ikke foreskrevet nogen bestemt Grændse, s. derimod Forfl. 1855 § 34, Grl. 1863 § 30. Dog maa det ansees som stridende mod Opløsningens Hensigt og Grundlovens Aand at gjentage den hyppig og navnlig at anvende den i Tilfælde, hvor der ikke er rimelig Udsigt til derved at vinde Majoritet for Regeringens Anskuelse.

Det maa fremdeles antages, at Opløsningsretten ogsaa kan bringes til Anvendelse i de to Maaneder, i hvilke den ordentlige Rigsdag ifølge Grl. § 19 har en selvstændig Ret til at være samlet, s. Aab. Br. 20. Okt. 1854, 12. Mai 1866; kun maa Rigsdagen i saa Fald ved sin fornyede Sammentræden kunne gjøre Krav paa den resterende Tid af de to Maaneder, hvilket dog ikke blev iagttaget med Hensyn til den ved Aab. Br. 6. April 1866 sammenkaldte ordentlige Rigsdag, s. Aab. Br. 12. Mai, 22.| Juni 1866, Reskr. 3. Juli s. A. i D. T. 1866. 698. Ei heller er det nødvendigt, at nye Valg skulle anordnes ved selve Opløsningsbrevet, s. Rigsdagstidende 1848-49 Sp. 3251, eller at dette skal indeholde Bestemmelse om den nye Rigsdags Sammentræden, hvilket heller ikke pleier at skee i Praxis. Imidlertid skulle efter Grl. § 22 nye Valg udskrives saa betimelig, at Rigsdagen atter kan samles inden to Maaneders Forløb efter Opløsningen, for at den Mislighed, at Landet er uden Repræsentation, ikke skal vare længere end fornødent. Overtrædelse af denne Bestemmelse vil paadrage vedkommende Minister et alvorligt Ansvar, hvorimod det ikke kan antages, at den opløste Rigsdag paa Grund heraf skulde blive berettiget til at træde sammen af sig selv, s. Grl. 1849 § 13, hvorefter Medlemmerne af den opløste Rigsdag under en vis Eventualitet kunde blive berettigede til at træde sammen uden Indkaldelse.

4. Virkningen af Opløsningen er for det Første, at samtlige Medlemmer af Rigsdagen eller det opløste Thing tabe deres Sæde i samme og kun ved nyt Valg igjen kunne opnaae et saadant, s. Grl. § 22, jfr. Valglovens §§ 88, 90. En Undtagelse finder dog Sted med Hensyn til de kongevalgte Medlemmer af Landsthinget, s. Grl. § 39, 1. midl. Bestemm. Tillige bevirker Landsthingets Opløsning, at de af dette Thing valgte Medlemmer af Rigsretten miste deres Sæde i denne Ret, medmindre Opløsningen først finder Sted, efterat der er reist Sag for Rigsretten, i hvilket Tilfælde de Paagiældende beholde deres Sæde i Rigsretten for denne Sags Vedkommende, s. Grl. § 68, jfr. den afvigende Regel i Rigsretslov 3. Marts 1852 § 6. Fremdeles medfører Opløsningen, forsaavidt Rigsdagen er samlet, at dens Forhandlinger ophøre, og at derhos, ligesom ved Rigsdagens Slutning, alt det Forhandlede taber sin Betydning og maa begyndes forfra i den nye Samling.

Eiendommelige Vanskeligheder frembyder Forholdet mellem den efter Opløsningen sammentrædende Rigsdagssamling og den tidligere Samling. Da efter det nys Bemærkede ved Opløsningen alt det i den tidligere Samling Forhandlede, forsaavidt det ikke har ført til et endeligt Resultat, bliver ugyldigt og maa begyndes forfra, og da der ved Rigsdagens nye Sammentræden maa finde en ny Konstituering Sted, kunde Meget tale for at betragte den nye Samling som aldeles selvstændig og uafhængig af den tidligere, hvilket navnlig vilde have til Følge, at den nye Samling altid maatte betragtes som overordentlig, idet efter det tidligere Bemærkede kun en ordentlig Rigsdag kan samles i et Aar. Denne Betragtning kan imidlertid, i alt Fald i denne Almindelighed, ikke billiges. Forsaavidt kun det ene Thing er opløst, er det klart, at den nye Samling i det Væsentlige maa betragtes som en Fortsættelse af den tidligere, s. nedenfor, og det Samme gælder, naar hele den ordentlige Rigsdag opløses inden Udløbet af de i Grl. § 19 omhandlede to Maaneder, idet den nye Samling i saa Fald i Kraft af den ældres Ret maa kunne gjøre Krav paa den resterende Tid af de to Maaneder, s. dog ovenfor Nr. 3. Opløses hele Rigsdagen efter Udløbet af de to Maaneder, eller er det en overordentlig Samling, som opløses, maa Regeringen kunne betegne den nye Samling som en selvstændig, overordentlig Samling, hvorom der navnlig kan være Spørgsmaal, naar Rigsdagen ikke var samlet ved Opløsningen, s. Grl. § 95, Reskr. 9. Aug. 1855 i D. T. 1855. 649. Skeer dette imidlertid ikke, synes det naturligst, at den nye Samling, der i Reglen vil være bestemt til at gjenoptage de af den ældre Samling behandlede Arbeider, og som navnlig, forsaavidt denne var ordentlig, vil kunne komme til at behandle Finantsloven, betragtes som en Fortsættelse af den ældre og saaledes beholder dennes Karakter som ordentlig eller overordentlig^[1]), om den end efter det ovenfor Bemærkede i mange Henseender maa beholde en selvstændig Karakter. En Ret til at være samlet en vis Tid har den nye Rigsdagssamling kun, forsaavidt den tidligere Samling var ordentlig, og de to Maaneder ikke vare udløbne ved Opløsningen. I modsat Fald maa Regeringen strax kunne hjemsende Rigsdagen, uden. at Slutningen af Grl. §, 22, der nærmest kun sigter til at betrygge den betimelige Udskrivning af nye Valg, kan komme i Betragtning herimod.

Endnu mere forvildet bliver Forholdet, naar kun det ene Thing opløses. I saa Fald skulle efter Grl. § 22 det andet Things Møder udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Af de anførte Udtryk fremgaaer, at det andet Thing ikke kan betragtes som opløst, men kun som udsat^[2]), og at derfor ikke blot dets Medlemmer beholde deres Sæde i samme, men at ogsaa Thinget, naar det paany samles, maa gjenoptage sine Forhandlinger paa det Punkt, hvor de standsede før Opløsningen , ganske i Overensstemmelse med de ovenfor i § 108 udviklede Regler om Udsættelsens Virkning. Naar derfor et før Opløsningen paabegyndt Lovforslag endelig vedtages i det udsatte Thing, efterat Rigsdagen atter er sammentraadt, gaaer det som et Forslag fra dette Thing til det nyvalgte Thing og bliver i Tilfælde af dettes Tilslutning at forelægge Kongen til Stadfæstelse. Forsaavidt Forslaget allerede før Opløsningen var vedtaget og tilstillet det opløste Thing, kan dette vel ikke bygge videre paa den Behandling, som forinden Opløsningen maatte have fundet Sted i dette Thing selv, men den i det udsatte Thing forinden Opløsningen stedfundne Behandling mister ikke sin Gyldighed ved Opløsningen.

Naar imidlertid det udsatte Thing efter Opløsningen vedtager et Lovforslag eller en Beslutning, som tidligere i samme Skikkelse er vedtaget af det opløste Thing, yttrer Opløsningen sin Virkning derved, at der nu ikke kan siges at foreligge nogen Rigsdagsbeslutning, men at Sagen paany maa behandles i det nyvalgte Thing. Det opløste Thing er nemlig ved Opløsningen tilintetgjort tillige med Alt, hvad det har forhandlet, forsaavidt dette ikke forinden Opløsningen er bragt til endelig Afgjørelse, og dets Beslutning kan derfor ikke i Forening med den af det udsatte Thing efter Rigsdagens nye Sammentræden tagne Beslutning danne en Rigsdagsbelutning. Rigsdagen bestaaer nemlig paa den Tid, Beslutningen fattes, ikke af det udsatte Thing og det opløste Thing, men af det udsatte og det nyvalgte Thing. Ligesom derhos en modsat Antagelse vilde lægge et ubeføiet Baand paa det nyvalgte Things Beslutningsfrihed, saaledes vilde den ogsaa stride mod Opløsningens Hensigt, der netop gaaer ud paa at undergive de Forslag, der i det opløste Thing ere blevne forkastede eller vedtagne paa en anden Maade, end Regeringen ønskede det, en ny Prøvelse af det nyvalgte Thing. Den vedtagne Beslutning maa derfor sendes til det nyvalgte Thing som et Forslag fra det udsatte Thing, derimod ikke, forsaavidt det er et Lovforslag, til Konseilspræsidenten til Forelæggelse for Kongen; og forsaavidt det udsatte Thing har giort Forandringer i den i det opløste Thing vedtagne Beslutning, kommer den første og ikke den anden Passus i Grl. § 53 til Anvendelse.

En Undtagelse fra de anførte Regler danne dog Finantsloven og Tillægsbevillingsloven, hvilke efter Grl. § 48 skulle behandles først i Folkethinget og følgelig ikke kunne behandles som Landsthingsforslag. Saafremt Landsthinget derfor allerede før Udsættelseu har behandlet en i det opløste Folkething vedtagen Finantslov, maae de tidligere Forhandlinger tabe deres Gyldighed, og Lovforslaget paany forelægges i Folkethinget. See om disse Spørgsmaal Landsthingstidende 4. Session Sp. 905-7, 909-418, Folkethingstidende 4. Session 2. Samling Sp. 105-6, 128-29, mfl.

__________

1. Dette Spørgsmaal, der tidligere var af stor Vigtighed paa Grund af Bestemmelsen i Grl. 1849 § 100, har i Øvrigt nu, efterat Grl. § 95 har ophævet Nødvendigheden af Grundlovsforandringers Behandling paa ordentlige Rigsdage, ikke megen praktisk Betydning.
2. For Kortbeds Skyld benyttes Udtrykket »udsat« om det Thing, hvis Møder ere udsatte.