Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 108

by Carl Georg Holck

Br. 25. Sept. 1855, 2. Okt. 1856, 23. Sept. 1859, 5. Aug. 1864, 25. Sept. 1865, 4. Okt. 1867, jfr. dog Bekjendtgj. 26. og 29. Jan. 1850.

 2. Udsættelsen maa skee paa bestemt Tid, s. dog den ovenanførte Bekjendtgj. 26. Jan. 1850, hvorved Rigsdagens allerede berammede Aabningsmøde, paa Grund af Vanskelighederne ved Beltpassagen, blev udsat i nogle faa Dage.

Medens Nødvendigheden af de nævnte to Betingelser ikke bortfalder ved Rigsdagens Samtykke, kan dette derimod hjemle Afvigelse fra de to andre i Grundlovens § 21 foreskrevne Betingelser, nemlig:

 3. At Udsættelsen ikke maa overskride to Maaneder, og

 4. At den kun kan skee en Gang i Aaret indtil Rigsdagens næste, ordentlige Sammenkomst. Meningen af disse Udtryk er ikke ganske klar, men de synes at maatte forstaaes saaledes, at der ved »Aaret- hverken tænkes paa Kalender- aaret eller Finantsaaret, men paa den Tid, der forløber indtil Rigsdagens næste ordentlige Sammenkomst, hvilken efter Omstændighederne kan være snart kortere, snart længere end et Aar, s. ogsaa Grl. 1863 § 28.

Det til en Afvigelse fra de to sidstnævnte Betingelser fornødne Samtykke af Rigsdagen maa meddeles ved en af begge Thing vedtagen, overensstemmende Rigsdagsbeslutning, s. Grl. § 23, Aab. Brev 4. Nov. 1864.

Andre Betingelser end de ovennævnte kunne ikke fordres; navnlig er der Intet til Hinder for, at Udsættelsen kan skee i de to Maaneder, inden hvis Udløb Kongen ikke kan slutte den ordentlige Rigsdag, s. Grl. § 19 og ovenfor § 107 Nr. 1.

Grl. § 21 taler kun om den ordentlige Rigsdag, og man kan derfor spørge, om Udsættelsesretten ogsaa tilkommer Kongen med Hensyn til den overordentlige Rigsdag. For en benegtende Besvarelse heraf kan navnlig anføres, at denne Myndighed savner positiv Hjemmel, og at der ved den overordentlige Rigsdag, som Kongen kan slutte, naar han vil, er mindre Trang til en Udsættelse. Ligesom der imidlertid meget vel kan være en praktisk Trang til at udsætte den overordentlige Rigsdags Møder, for efter Udsættelsen at bygge videre paa de forinden denne vundne Resultater, s. nedenfor, saaledes maa den fornødne Hjemmel for Kongens Myndighed til at udsætte den overordentlige Rigsdag siges at ligge i Grl. § 20, hvorefter den overordentlige Rigsdags Varighed heroer paa Kongens Bestemmelse. Nogen Indvending herimod kan neppe hentes derfra, at Grl. § 20 er sat foran § 21, jfr. den forandrede Paragraph-følge i Forfl. 1855 §§ 31-33, Grl. 1863 §§ 27-29. Det vilde ogsaa være mindre naturligt at antage, at den overordentlige Rigsdag i denne enkelte Henseende skulde indtage en selvstændigere Stilling, end den ordentlige. Efter det Anførte finder den Omstændighed, at Grl. § 21 ikke omtaler den overordentlige Rigsdag, en fyldestgørende Forklaring derved, at Kongens Ret til at udsætte dennes Møder allerede maatte siges at være hjemlet ved Grl. § 20. Den praktiske Konsekvents af denne Opfattelse bliver da den, at Kongens Ret til at udsætte den overordentlige Rigsdags Møder ikke er underkastet de positive Begrændsninger, som Grl. § 21 har opstillet med Hensyn til den ordentlige Rigsdag.

Da Rigsdagen, som tidligere bemærket, s. ovenfor § 76, maa betragtes som en Enhed, vil i Reglen kun hele Rigsdagen, ikke et enkelt Thing kunne udsættes. En Undtagelse finder imidlertid Sted efter Grl. § 22, idet, naar det ene Thing opløses, det andet Things Møder skulle udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Denne Paragraph frembyder ogsaa i en anden Henseende en Eiendommelighed, forsaavidt den Udsættelse, der efter samme finder Sted, er nødvendig eller lovbestemt, medens Udsættelsen ellers heroer paa Kongens frie Bestemmelse.

Virkningen af Udsættelsen er den, at Rigsdagens Virksomhed foreløbig standses. Naar Rigsdagens Møder eller Udsættelsen igjen begynde, maa Forholdet opfattes, som om den mellemliggende Tid slet ikke havde existeret. Den efter Udsættelsen stedfindende Samling bliver ikke en selvstændig, ny Rigsdagssamling, men en simpel Fortsættelse af den tidligere og beholder dennes Karakter som ordentlig eller overordentlig^[1]). Ved Rigsdagens fornyede Sammentræden behøves ingen ny Konstituering; de før Udsættelsen valgte Embedsmænd vedblive at fungere i saa lang Tid, efterat Rigsdagen paany er sammentraadt, som de før Udsættelsen endnu havde tilbage, s. dog Folkethingstidende 11. Session, Sp. 12; Dagsordenen for det nye Møde bliver den samme, som for det Møde, hvori Udsættelsen fandt Sted, forsaavidt den ikke i dette er udtømt; de for Fremlæggelsen af Udvalgsbetænkninger, Indgivelse af Ændringsforslag o. desl. foreskrevne Frister kunne ikke løbe, og overhovedet fortsættes enhver Sag paa det Punkt, hvor den standsede før Udsættelsen, s. Landsthingstidende 4. Session, Sp. 905—7 , 1. Session Sp. 3934. Disse Sætninger følge ligefrem deraf, at selve Rigsdagen eller det paagiældende Thing ikke undergaaer nogen Forandring ved Udsættelsen; det er kun Rigsdagens eller Thingets Møder, der udsættes, men selve Rigsdagen eller Thinget vedbliver at være uforandret, s. Grl §§ 21, 22^[2]). Man kan efter det Anførte vel sige, at der hersker en retlig Kontinuitet mellem Rigsdagens Forhandlinger før og efter Udsættelsen, men der er her ikke Tale om en Kontinuitet mellem to forskjellige Rigsdagssamlinger; det er den samme Rigsdagssamling, der fortsættes, som om ingen Afbrydelse havde fundet Sted.

§ 109. Om Rigsdagens Opløsning.

Ifølge Grl. § 22 kan Kongen under Iagttagelse af visse nærmere Bestemmelser opløse Rigsdagen eller en af dens Afdelinger. I saa Henseende mærkes Følgende:  1. Hvad angaaer Betydningen af Opløsningen, finder den især Anvendelse, naar Regeringen med Hensyn til vigtige Spørgsmaal staaer i skarp Modsætning til Rigsdagen, og navnlig, naar den ønsker en Sag fremmet, som Rigsdagen ikke vil gaae ind paa. Regeringen kan da, idet den gaaer ud fra, at Rigsdagens Anskuelse om de omtvistede Punkter ikke stemmer med Vælgernes, gjennem en Opløsning appellere til disse og give dem Leilighed til ved nye Valg at gjøre deres Mening gjældende. Skjøndt Opløsningsretten i Grundloven er tillagt Kongen, følger det saavel af Opløsningens konstitutionelle Betydning, som af de almindelige Principer om Ministrenes Ansvarlighed og Kongens Ansvarsfrihed, s. Grl. §§ 12, 13; at den i Virkeligheden maa betragtes som udgaaende fra Ministeriet. Det strider derfor mod Grundlovens Grundsætninger at indblande Kongens Navn i Sagens Realitet og fremstille Forholdet for Vælgerne, som om den omtvistede Foranstaltnings Gjennemførelse var Kongens personlige Villie, saaledes som Tilfældet var med det aabne Brev 20. Okt. 1854. 0 Undtagelsesvis kommer Opløsningen dog til Anvendelse i Tilfælde, hvor den ikke har den angivne, eiendommelige Betydning. Dette giælder navnlig efter Grl. § 95, hvor der netop forudsættes Enighed mellem Regering og Rigsdag, og hvor Opløsningen kun, ved at give Vælgerne Leilighed til at gjøre deres Stemme gjældende, skal afgive en yderligere Garanti for, at Grundlovsforandringen nyder almindelig Tilslutning, s. Aab. Br. 20. Juni 1855, 12. Mai 1866. Som et andet Tilfælde, hvor Opløsningen ikke havde den

1. Paa Grund heraf maatte tidligere Reglen i Grl. 1849 § 56 komme til Anvendelse paa et for Udsættelsen forkastet Lovforslag
2. Man kan dog neppe af Udtrykkene i Grl. § 22: »indtil hele Rigsdagen atter kan samles« udlede, at det ikke opløste Thing maa betragtes som samlet, s. Landsthingstidende 4. Session Sp. 907. hvoraf konsekvent maatte følge, at i Tilfælde af begge Things Udsættelse hele Rigsdagen maatte betragtes som samlet. Det kan saaledes ikke betvivles, at Rigsdagens Medlemmer ikke ere berettigede til under Udsættelsen at fordre det dem ved Valglovens § 99 tillagte Vederlag, ligesom det ogsaa bør antages, at Regeringen under Udsættelsen man kunne udstede foreløbige Love, s. Grl. § 25 og ovenfor § 50.