Billedbog uden Billeder

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 Titelblad

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Billedbog

uden Billeder.




Af


H. C. Andersen.



Kjøbenhavn.
Forlagt af Universitets-Boghandler C. A. Reitzel.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.
1840.

Det er forunderligt! naar jeg føler allervarmest og bedst, da er det, som om Hænder og Tunge blev bundet paa mig, jeg kan ikke gjengive, ikke udtale det saaledes, som jeg har det herindenfor; og dog er jeg Maler, det siger mit Øie mig, det have de erkjendt Alle, som saae mine Skizzer og Tavler.

Jeg er en fattig Knøs, jeg boer omme i en af de smalleste Gader, men Lyset mangler mig ikke, thi jeg boer høit oppe, med Udsigt over alle Tagene. De første Dage jeg var kommen herind til Byen, var der Mig saa snævert og eensomt; istedenfor Skoven og de grønne Bakker havde jeg nu kun de graae Skorstene til Horizont. Ikke en Ven eiede jeg her, ikke et bekjendt Ansigt hilsede mig.

En Aften stod jeg ret bedrøvet ved mit Vindue, jeg aabnede det og saae ud. Nei, hvor jeg blev glad! jeg saae et Ansigt jeg kjendte, et rundt, venligt Ansigt, min bedste Ven derovre fra Hjemmet: det var Maanen, den kjære gamle Maane, uforandret den samme, akkurat som han saae Ud, naar han der tittede ind til mig mellem Piletræerne ved Mosen. Jeg kyssede paa Fingren ad ham, og han skinnede lige ind i mit Kammer, og lovede, at han hver Aften, naar han var ude, vilde see lidt ind til mig; det har han ogsaa siden ærligt gjort, Skade, at han kun kan blive saa kort. Hver Gang han kommer, fortæller han mig Eet eller Andet, som han har seet Natten forud, eller samme Aften. „Mal nu det, jeg fortæller,” sagde han ved sit første Besøg, „saa skal du faae en ret artig Billedbog.” Det har jeg nu gjort i mange Aftener. Jeg kunde paa min Maade give en ny „Tusind og een Nat” i Billeder, men det blev nok formange; de, jeg giver, ere ikke valgte, men komme som jeg har hørt dem; en stor genial Maler, en Digter eller Tonekunstner maa gjøre noget mere heraf, om han vil; hvad jeg viser, er kun løse Omrids paa Papiret, og imellem mine egne Tanker, thi det var ikke hver Aften Maanen kom, der var tidt en Sky eller to iveien.