Billedbog uden Billeder/5
Femte Aften.
„Igaar,” sagde Maanen, „saae jeg ned paa det bevægelige Paris, mit Øie trængte ind i Louvres Gemakker. En gammel Bedstemoder, fattigklædt, hun hørte til Almueklassen, fulgte med en af de underordnede Betjente ind i den store, tomme Thronsal; denne vilde hun see, maatte hun see; det havde kostet hende mange smaa Opofrelser, megen Veltalenhed, før hun var kommen her. Hun foldede de magre Hænder og saae høitidelig om sig, som stod hun i en Kirke. „„Her var det!”” sagde hun, „„her!”” og hun nærmede sig Thronen, hvorfra hang det rige, guldbræmmede Fløiel. „„Der,”” sagde hun, „„der!”” og hun bøiede sine Knæ, og kyssede Purpurtæppet — jeg troer hun græd. „„Det var ikke dette Fløiel,”” sagde Betjenten, og der spillede et Smiil om hans Mund. „„Men her var det dog!”” sagde Konen, „„saaledes saae her ud!”” — „„Saaledes,”” svarede han, „„og dog ikke saaledes; Vinduerne vare sønderslaaede, Dørene revne af, og der var Blod paa Gulvet! — Hun kan dog sige: min Sønnesøn er død paa Frankrigs Throne!”” „„død!”” gjentog den gamle Kone; — jeg troer ikke der blev talt mere, de forlode ogsaa snart Salen, Aftendæmringen slukkedes, og mit Lys straalede dobbelt klart paa det rige Fløiel om Frankrigs Throne. Hvem troer du den gamle Kone var —? Jeg skal fortælle dig en Historie. Det var i Julirevolutionen, henimod Aften, paa Seirens meest glimrende Dag, da hvert Huus var en Fæstning, hvert Vindue en Skandse; Folket bestormede Tuillerierne. Selv Qvinder og Børn strede mellem de Kjæmpende; de trængte ind gjennem Slottets Gemakker og Sale, En fattig, halvvoxen Dreng i Pjalter kjæmpede modig mellem de ældre Krigere; dødelig saaret af flere Bajonetstik, sank han til Jorden, det skete i Thronsalen, og man lagde den Blødende paa Frankrigs Throne, svøbte Fløielet om hans Vunder, Blodet strømmede ud over det Kongelige Purpur, det var et Maleri! den prægtige Sal, de kæmpende Grupper! en sønderbrudt Fane laa paa Gulvet, det trefarvede Flag vaiede over Bajonetterne, og paa Thronen den fattige Dreng, med det blege forklarede Ansigt, Øinene mod Himlen, medens de andre Lemmer bøiede sig i Døden; hans nøgne Bryst, hans fattige Klædning, og halv over denne det rige Fløiels Drapperi med Sølvlilierne paa. Var der spaaet ved Drengens Vugge: „„Han skal døe paa Frankrigs Throne!”” Moderhjertet havde drømt om en ny Napoleon. Min Straale har kysset Immortelkrandsen paa hans Grav, min Straale har i Natten kysset den gamle Bedstemoders Pande, da hun drømte og saae det Billede, Du her kan tegne: „„den fattige Dreng paa Frankrigs Throne!””