Billedbog uden Billeder/14
Fjortende Aften
Maanen fortalte: „Der ligger to Bønderhuse ved Skovveien; Døren er lav, Vinduerne sidde op og ned, men rundt om dem voxe Bukketjørn og Berberisser, Taget er mosset og begroet med gule Blomster og Huusløg; der er kun Grønkaal og Kartofler i den lille Have, men paa Gjærdet blomstrer en Hyld og under denne sad en lille Pige; hun fæstede sine brune Øine paa det gamle Egetræ mellem Husene. Dette Træ har en høi, vissen Stamme, der er savet af foroven, og der har Storken bygget sin Rede; han stod deroppe og knebrede med Næbet. En lille Dreng kom ud, han stillede sig ved Pigen; det var Broder og Søster. „Hvad seer Du efter? spurgte han. — „Jeg seer paa Storken!” sagde hun, „Nabokonen har sagt mig, at den iaften bringer os en lille Broder eller Søster; nu vil jeg passe paa, forat see dem, naar de komme!” — „Storken bringer Ingen!” sagde Drengen, „Du kan troe, Nabokonen har ogsaa fortalt mig det, men hun lo, da hun sagde det, og saa spurgte jeg hende, om hun turde sige: „ved Gud” paa det! — det turde hun ikke, og saa veed jeg nok, at det om Storken kun er Noget, man bilder os Børn ind.” — „Men hvorfra skulde da det lille Barn komme?” spurgte Pigen.” — „Det kommer vor Herre med;” sagde Drengen, „Gud har det under sin Kjole, men ingen Mennesker kan see Gud, og derfor kan vi ikke see, han bringer det!” — I det samme luftede det i Hyldetræets Grene, Børnene foldede deres Hænder og saae paa hinanden: det var vist Gud, som kom med den Lille. — Og de holdt hinanden i Hænderne; Døren gik op til Huset; det var Nabokonen: „Kom nu ind,” sagde hun, „see, hvad Storken har bragt; det er en lille Broder!” — Og Børnene nikkede; de vidste jo nok, han var kommet.”