Af en renaissancepaves erindringer bog 6

by Pius II

SJETTE BOG: Sommeren 1461 - Efteråret 1461

6.1. Rigsdag i Mainz

Medens dette stod på i Italien, blev der på foranledning af den valgte ærkebiskop Diether af Mainz holdt talrige møder i Tyskland. Han var blevet exkommuniceret, fordi han ikke havde betalt de bankhuse, der havde lånt ham penge til at udrede annaterne^[1]. Som om det var ham selv, der var den forurettede, appellerede han til et fremtidigt koncil^[2] og indkaldte de tyske fyrster til adskillige møder. På disse bønfaldt han fyrsterne om at slutte sig til appellen, og han intrigerede både imod den Romerske Kirke og imod kejseren, og han tøvede ikke med at sætte sig op imod^[3] disse verdens to overhoveder^[4]. Diether frygtede ikke kirkestraffene, og selvom han var exkommuniceret, drog han ind i helligdommen og skændede de guddommelige mysterier ved at deltage i den hellige messe – i foragt for exkommunikationen. Da paven fik underretning om dette, sendte han dekanen fra Worms, Rudolf von Rüdesheim, og Francesco, en kannik fra Toledo (den første en specialist i civilret og den anden magister i teologi) til Tyskland for at undersøge forholdene og enten mildne Diethers sind eller at modstå hans rasen.

De tyske fyrsters oratorer havde samlet sig i Mainz. Blandt dem var også Gregor Heimburg^[5] som legat for Sigismund af Østrig, der allerede selv var blevet dømt som kætter. Legaterne henstillede til, at man ikke kommunikerede med en kætter, men Diether lod hånt om deres ord og indbød Gregor til som den første at blive hørt af den forsamling, som han ledede, og bød ham sige, hvad han ville. Gregors tale var fuld af bespottelser og fejl, hvorfor katolikkerne senere kaldte ham for Errorius^[6] i stedet for Gregorius. Efter ham talte Diether selv og sagde nogenlunde således:

”Jeg går ud fra, mænd og brødre, at ingen af jer er uvidende om, hvordan paven har forfulgt mig indtil nu, da hans overgreb imod mig er offentligt kendte. Jeg vil dog kort gentage dem, hvis nogen ikke skulle kende dem alle. For det første: da jeg blev kanonisk valgt til ærkebispesædet Mainz, sendte jeg efter gammel skik prokuratorer til Mantova, hvor den Romerske Kurie dengang opholdt sig, for at få bekræftelse på embedet. Længe udsatte og ignorerede man behandlingen af min anmodning, og til sidst blev prokuratorerne sendt tomhændede hjem, fordi de ikke ville acceptere de urimelige krav, der blev stillet.

Man forlangte så stor en sum penge for bekræftelsen, at jeg aldrig ville kunne betale. Endvidere afkrævede man mig et løfte, som var uden fortilfælde: man forlangte, at jeg aldrig måtte gå med til, at der blev afholdt et almindeligt kirkemøde^[7], eller at jeg kun efter ordre fra paven måtte afholde en national forsamling^[8]. Jeg forbigår mange andre krav om tiender og aflad, der var til stor skade for den tyske nation. Hvis jeg ikke accepterede disse krav, kunne jeg ikke få bekræftelsen. Jeg affandt mig tålmodigt med udsættelsen, så længe jeg kunne. Jeg sendte mine prokuratorer tilbage og gentog min anmodning. Jeg fremskaffede den sum, som mine forgængere plejede at indbetale til det Apostoliske Skatkammer for at på bekræftelse på deres embede. Sagen trak længe ud. Da jeg ikke kunne opnå bekræftelsen på anden måde, lovede jeg til sidst den sum, der blev forlangt, og jeg aflagde – imod sædvanen – ed på, at jeg inden et år personligt ville fremstille mig for paven. På mine prokuratorers anmodning påtog bankhusene sig at betale beløbet og udstedte et gældsbrev efter den formular, som man kalder Camerae. Tiden gik. Jeg kunne ikke betale til den fastsatte termin, blev exkommuniceret og offentligt hængt ud. Bankhusene siger, at de har betalt det Apostoliske Kammer. Det er alt sammen vrøvl og italienske teknikaliteter. Paven og bankhusene har svoret sig sammen og foregiver, at en usket betaling er sket. De følger et italiensk ordsprog, som siger, at penge skal fravristes barbarerne med subtilitet. Og det er os, som de kalder barbarer.

Og hvad tror I, de vil med de tiender, som de forlanger, og den aflad, som de tilbyder? De hævder, at de vil føre krig mod tyrkerne, og at der er brug for penge dertil. Jamen, det os, som de bekriger, og hvis penge de vil have. Der er vore rigdomme, som de vil opfange i deres net. Italienerne hader tyrkerne mindre end de hader os. Det er et bagholdsangreb. Jeg har appelleret til et fremtidigt koncil, ikke så meget fordi jeg er blevet exkommuniceret med urette, som fordi befolkningen i min provins ikke skal tynges af tiender. Vi har kun et middel tilbage mod den Apostoliske Stols tyranni. Hvis I er kloge, vil I følge mit eksempel til gavn for jer selv og jeres undersåtter.”

Efter hans tale virkede det, som om forsamlingen næsten var overbevist. Da rejste Rudolf sig og sagde på sit modersmål – for Diether havde også talt på tysk – nogenlunde således: ”Du må undskylde mig, Dieter, at jeg i denne forsamling af fremragende mænd må forsvare pavens uskyld imod dine bagvaskelser. Og I, ædle mænd, lyt venligtsindet til en, der taler for vores alles fælles fader, lærer og herre. Diether krænker Kristi Stedfortræders ære og han fremfører falske beskyldninger imod ham. Hans tale var langt fra sandheden: han har ikke lidt uret, han har selv begået den. Hør, hvad der faktisk er sket. Hvis jeg lyver, så er Diethers egne prokuratorer tilstede, som forhandlede Diethers sager i Mantova. De kan selv aflægge vidnesbyrd.

Da paven blev anmodet om at bekræfte Diethers valg til ærkebispesædet i Mainz, sagde han, at han ville gøre det, så snart Diether som den valgte^[9] ærkebiskop kom til Mantova. Der blev afholdt en kongres i Mantova, som skulle drøfte religionens forsvar, og Diethers forgænger var blevet indkaldt. Det var derfor rimeligt, at Diether nu selv mødte frem til konciliet i hans sted og repræsenterede sin kirkeprovins, som er meget stor. Hvem kan dadle paven for dette? Hvem vil anklage paven for at bekymre sig om at forsvare den rette tro? Diether fejltolker pavens fromme ønske og hans fromme sind. De hellige kanoniske retsregler bestemmer, at en mand, som er valgt til et bispeembede, skal begive sig til paven og personligt søge om dennes stadfæstelse af valget. Hvad forkert er der i at forlange, at en mand gør det, som han er retligt forpligtet til? Og når biskopper bliver indkaldt til et kirkemøde^[10], bør de komme. Men hvilket kirkemøde er i vor tid blevet indkaldt af en mere vigtig grund end det i Mantova? Hvis indviede biskopper skulle indkaldes dertil, hvorfor så ikke valgte. Hvis indkaldelsen var rimelig, hvem kan da bifalde afvisningen? Skændigt har du indledt din bispegerning, Diether. De første resultater af din nye virksomhed er ulydighed. Du er begyndt med oprør. Du påstår, at du blev afkrævet en uhyrlig sum penge. Hvad tænker du dog på, min gode mand? Kan du sådan fuldstændig kaste sandheden fra dig? Pas på, at du ikke lytter til løgne. Enhver der hævder, at du er blevet afkrævet en eneste dukat mere end den sum, som normalt fastsættes af det Apostoliske Kammer, er en løgner. Hovedafgiften er på 10.000 dukater. Udgiften til de såkaldte minuta servitia og til ekspeditionen af brevene er på ca. 4.000. Du er ikke blevet afkrævet en dukat mere, og i mands minde har ærkebispedømmet Mainz ikke betalt mindre. Trier, som er meget mindre, betalte under Calixtus III 30.000 dukater. Hvad har du at beklage dig over? Pavens alt for store godhed har gjort dig overmodig.

Og med hensyn til dine påstande om almindelige kirkemøder og om nationale kirkeforsamlinger er de utålelige. Aldrig har nogen tænkt på dette, endsige forlangt det. For hvad angår et almindeligt kirkemøde vel dig? Og hvad angår tyske forsamlinger paven? Tyskerne er helt fri til at forsamles, når kejseren ønsker det. Indkaldelsen af et almindeligt kirkemøde er pavens anliggende, ikke Mainz’. Det tilkommer paven at befale, og dig at adlyde. Du tror, at et almindeligt kirkemøde er paven imod, men du tager fejl. Intet ville være mere kærkomment for ham end at komme til stede på et møde for hele kristenheden, på hvilket din og andre oprørske mænds formastelighed kunne blive straffet.^[11] Hvis der afholdes et almindeligt kirkemøde, så tilkommer lederskabet ham, og det er ham, som vil blive anerkendt som overhoved, som fører og forhandlingsleder. På et almindeligt kirkemøde vil mange have forrang frem for dig, og selv er du i øvrigt så ulærd, at du ikke vil turde træde frem i en stor kirkeforsamling. For hvad vil du sige, du som ikke kan et eneste latinsk ord? Det er sandelig en værdig forkæmper for det almindelige kirkemøde, vi har fundet i dig! Det går virkelig godt for kirken, hvis det nu er så vidt, at det er dig som et almindelig kirkemøde afhænger af.

Med hensyn til tiender og aflad har du åbenbart glemt, hvad du selv uopfordret tilbød: du ville gerne have, at disse blev opkrævet i din egen kirkeprovins, men du ville sandelig selv beholde en del af dem. Det, du ønskede, var at sælge dine tjenester, og du bekymrede dig overhovedet ikke om befolkningen i din provins, du ynkedes absolut ikke over dine undersåtter, og du begræd på ingen måde, at tyskerne blev udplyndret, bare du bare fik din egen andel. Men paven kunne ikke acceptere, at du skulle tilrage dig penge, som var bestemt for troens sag, og han har aldrig tænkt på at beholde dem for sig selv. Han mente, at det ville være en helligbrøde at give det til private, som burde gives til Gud. Pius er ikke en mand, der siger ét, og gør noget andet. Det han har i sit hjerte, det er også det, han siger. Og ham vover du at kalde en konspirator og beskylder ham for løgnagtighed, som om det var ham, der skulle have fået bankhusene til hævde, at der var foretaget en indbetaling, selvom det ikke var tilfældet. Det er åbenbart en lille ting for dig at beskylde paven for løgn og at besudle Kristi Stedfortræders troværdighed. Hvem skal vi have tiltro til, hvis vi ikke kan have tiltro til det den Øverste Stol? Hvem ellers vil være sandfærdig, hvis stedfortræderen for Ham, der er sandheden selv, er løgnagtig? Du forglemmer dig, Diether. Du bedømmer paven efter din egen lurvede standard, du som er vant til at intrigere og lyve. Du bedømmer andre efter din egen natur. Jeg kender det bankhus^[12], der har betalt pengene, og sagen er foregået i det vidt åbne: paven har fået sin del, kardinalerne deres, og de øvrige embedsmænd deres. Kammerets regnskabsbøger er tilgængelige, der foreligger offentlige dokumenter, der er kvalificerede vidner. Den bankmand, som på grund af dig er blevet bragt til tiggerstaven, ville hellere end gerne, at du talte sandt. Dine løgne er ødelæggende både for hans pengekiste og for din egen samvittighed.

Du siger, at din ekskommunikation er uretfærdig. Hvordan kan du sige det, hvis du ikke i tide har betalt det, du skyldte, når straffen herfor netop var exkommunikation? Uanset om straffen var retfærdig eller uretfærdig, så burde du da det i mindste frygte den. Men du har ladet hånt om kirkestraffene og har sandelig ikke været bange af dig. Du blev udstødt af kirken, men frygtede ikke at gå ind i den. Du har besudlet og vanæret de hellige ceremonier. Du har ikke været bange for at komme i en irregulær situation. ”Jamen, jeg har jo indgivet appel,” siger du. Hvornår appellerede du? Det gjorde du sandelig først, da dommen om ekskommunikation allerede var blevet fældet og bekendtgjort i Rom, Mainz, Köln og mange andre steder. Og et andet spørgsmål: hvilken dommer, har du appelleret fra? Fra ham, som ikke har nogen overordnet på jorden. For hvem på jorden er større end paven? Hvilken autoritet er større? Hvilken værdighed er højere? Hvilken magt er større end Jesu Kristi Stedfortræders? Det er ham, du har appelleret fra, Diether, du som ikke ville finde dig i, at en af dine egne provinsboere appellerede fra din egen domstol. Og hvilken dommer har du så appelleret til, hvem har du kaldet til at høre din sag? ”Jeg har appelleret til et fremtidigt koncil”, siger du. Men hvor er det fremtidige koncil? Hvor sidder det? Hvor kan vi finde dets domstol? Det er sandelig en smuk opfindelse til at lade forbrydelser forblive ustraffede: for at man kan forgribe sig på andres rettigheder uden frygt for at blive dømt, appellerer man til en dommer, der ikke findes nogetsteds. På kongressen i Mantova blev der udstedt et dekret imod denne skændige praksis, og ifølge dette dekret er den, der appellerer til et fremtidigt koncil, hjemfalden til den samme straf som majestætsforbrydere og kættere. Du er klar over hvilken straf, der venter dig, Diether, selvom du er ganske ligeglad med den Apostoliske Stols dekreter. Og så er det ikke nok for dig, at du selv har fejlet, du vil også involvere andre i din fejl, når du opfordrer disse adelsmænd til at tilslutte sig din appel. Men I, kloge mænd, I forstår klart, hvad det er, man vil opnå med denne appel, og hvor meget gift den bringer med sig. Undfly denne plage! Lad ikke Diethers sag bringe jeres egne sjæle og jeres nation i fortab. Alle kommer i helvede, som nægter lydighed over for den Romerske Kirke. Og hvad vil der ske med vores nation^[13], hvis det er tilladt at appellere til et fremtidigt koncil? Hvilken biskop, hvilken dommer vil udføre sit hverv? Hvilken lydighed vil der være tilbage? Hvem vil eksekvere en fældet dom? Alle, der appellerer fra paven til et fremtidigt koncil, vil hævde, at de appellerer til den højeste domstol. Men så vil appelvejen stå åben for alle uden hensyn til mellemliggende retsinstanser. Det er nemlig den højere retsinstans’ prærogativ, at den kan påkaldes direkte. Denne smitte er ødelæggende både for vores egen nation og for den Apostoliske Stol, som sandelig ikke har fortjent, at vi skal være ophavsmænd til, at den mister sin ophøjethed. Den er vor moder, den genfødte os i Kristus, den nærede os med troens mælk, og den oplyste os med den sande læres lys. Mine fædre og brødre, lad os ikke ringeagte vor moder, lad os ikke træde den Apostoliske Stol under fode. Hvor vil vi kunne finde vor ære, hvis den går til grunde? Hvad er det dog for ondskab, vi står over for? Alle foragter vi dem, der står over os, og fordi vi selv vil være frie, er vi alle slaver.

I afskyr tiender og aflad, som dræner vor nations rigdom. Tag det roligt, vær ved godt mod! Paven ønsker intet imod jeres vilje. Han har kaldt til krig imod tyrkerne. Han håbede, at det som jeres egne oratorer lovede i Mantova ville blive stadfæstet. Han udskrev tiender og aflad efter råd fra dem, der skulle bidrage med de nødvendige penge til krigen. Hvis I ikke vil stå religionen bi, så er det jeres egen sag. Men tænk så dog i det mindste på det fælles vel: I bor jo lige så tæt på tyrkerne som italienerne. Faren truer os alle. Tro ikke, at Pius forventer hjælp fra modvillige. Jeg og min kollega garanterer, at den tyske nation^[14] ikke kommer til at bidrage med noget som helst imod sin egen vilje. Hvis det er nødvendigt, vil vi udstede et dekret herom. I må selv på grundlag af jeres egne overvejelser vurdere den kristne religions situation, tyrkernes voksende magt, de farer, som hænger over vore hoveder, og hvordan vi kan modarbejde den truende undergang.”

Mange bekræftede, at Rudolf holdt denne tale på forsamlingen i Mainz, og de fleste af dem sagde, at han havde talt fremragende omend ikke helt så udførligt og frit.^[15] Det står fast, at forsamlingen blev overbevist af hans tale og ikke foretog sig noget af det, som Diether bad om. Gregor drog rystet bort, og de vidner, som var blevet ført frem for at afgive vidnesbyrd for Diether, vidnede i stedet imod ham.

6.2. Diether af Isenburg afsættes og Adolf af Nassau udnævnes til ærkebiskop af Mainz

Efter at forsamlingen var blevet ophævet, kaldte Diether nedbrudt de apostoliske udsendinge^[16] til sig, talte meget om det passerede og lovede, at han herefter ville være et andet menneske. Han ville tilbagekalde appellen og adlyde Pius, så længe han levede, hvis blot han kunne håbe på tilgivelse og barmhjertighed. Udsendingene svarede ham, at de ikke var i tvivl om, at han ville få tilgivelse, men de var ikke sikre på, hvad han mente med ”barmhjertighed”. Da han tilkendegav, at han ønskede at få eftergivet annaterne, fordi han var plaget af fattigdom, hverken bekræftede eller benægtede de, at han kunne håbe på barmhjertighed. De ville aflægge rapport om sagen til paven, men det var svært for en pave, der var tynget af så mange byrder, at eftergive det Apostoliske Kammers retmæssige indtægter. Men hvis Diether tilbagekaldte sin appel til et fremtidigt koncil, ville det gavne hans sag.

Overvundet af disse argumenter hidkaldte Diether en notar og foran nogle få vidner tilbagekaldte han privat den appel, som han havde afgivet offentligt, som om han skammede sig mere over at tilbagekalde appellen end over at have afgivet den. Nogle dage før havde den rhinske palatinergreve, Friedrich, gjort det samme, da han af Rudolf var blevet orienteret om, hvor fejlagtigt det havde været at tilslutte sig Diethers appel. Men ingen af de to blev på den rette vej: begge vendte tilbage til deres bræk^[17].

Diether var stadig ligeglad med guddommelig og menneskelig ret, og da ekskommunikationen ikke blev hævet, profanerede han fortsat de hellige riter^[18], undlod at blive viet til biskop inden for det retsligt fastsatte tidsrum, betalte aldrig sine kreditorer, brød skammeligt den ed, som han havde aflagt på at tage til kurien, forsøgte gentagne gange at rejse storm mod paven, fordrev frækt sin kirkes kannikker, involverede sig i blodige krige, satte landsbyer og kirker i brand, pålagde sine undersåtter store skatter, frarøvede nogle deres hustruer, andre deres formuer, solgte præsteembeder, og var ligeglad med retsplejen. Det så rigtig sort ud i Mainz: der var ingen respekt for domkapitlet, folket jamrede, gejstligheden klagede sig, ingen støttede deres ærkebiskop.

Da paven fik underretning herom, og da alle som kom til ham fra Rhinområdet anklagede Diether for hans embedsførelse og sagde, at han livsførelse var skandaløs, besluttede Pius, at mandens frækhed og ondskab ikke længere kunne tolereres, hvis blot man kunne finde en anden person af høj status, som man kunne gøre til ærkebiskop i Mainz i stedet for Diether. For ikke at komme til at fælde en virkningsløs dom, sendte han en af sine kammerherrer, dekanen i Basel, Johann fra Flassland, til Tyskland for at undersøge Diethers gerninger og finde ud af, om der blandt domherrerne i Mainz var nogen, som i kraft af rigdom og venner vovede at modstå Diether, hvis han blev udnævnt til hans efterfølger.

Man fandt således frem til Adolf af det gamle og fornemme hus Nassau^[19]. Han var elsket både af gejstligheden og af folket, og han ville utvivlsomt have været domherrernes foretrukne kandidat, hvis kapitlets valg havde været frit, og det ikke var blevet overdraget til nogle få af dem og desuden besudlet med løfter om penge og slette kneb. Der var blevet valgt syv valgmænd: tre stemte for Adolf og tre for Diether. Den syvende blev købt for en sum af 3.000 dukater og gik over til Diether. Adskillige af Adolfs forfædre havde været ærkebisper i Mainz, og deres minde æres stadig af indbyggerne i denne provins. Familien havde også på et tidspunkt haft kejserværdigheden^[20], og den anses for en af Tysklands fornemste. I lærdom og vandel levede Adolf fuldt ud op til sin slægt.

Da han mødtes med Johann, blev han spurgt, om han ville turde lade sig udnævne til ærkebispesædet i Mainz imod Diether. Adolf udbad sig betænkningstid og drøftede sagen med sine venner. Da så mange store mænd ikke kunne mødes uden at vække mistanke, foregav de at tage på pilgrimsrejse til Aachen på et tidspunkt, hvor pilgrimmene flokkes der. Undervejs mødtes de i Köln, og efter at have gennemdrøftet sagen fra begge sider fandt de, at tilbuddet om ærkebispesædet burde accepteres. De lovede Adolf hjælp, forpligtede sig indbyrdes ved højtidelige eder, og skrev således til paven: ”Hvis der sendes et udnævnelsesbrev som aftalt med Johann, er der ingen tvivl om, at Diether vil blive fordrevet.” Medvidende om denne sag var ærkebiskop Johann af Trier og hans brødre; biskop Georg af Metz; markgreve Karl af Baden; grev Ulrich af Württemberg; landgreve Ulrich af Hessen og tre fremtrædende domherrer fra kapitlet i Mainz. På opfordring og initiativ af disse blev Adolf overtalt til at tage imod ærkebispedømmet Mainz og pave Pius til at overdrage det til ham.

Da dette var blevet aftalt, vendte Johann tilbage til paven, som var på vej til Tivoli. Han fulgte efter ham dertil og berettede, hvad han havde fundet ud af. Fem kardinaler var hos paven: Rouen, Zamora, Spoleto, Santa Susanna og vicekansleren. Paven hidkaldte dem nu, forklarede om Diethers forbrydelser og formastelighed og spurgte dem – i hemmelighed og under trussel om exkommmunikation - hvad man skulle stille op med så stor en opsætsighed. Alle stemte for, at Diether skulle afsættes, fordi han havde appelleret til et fremtidigt koncil, havde begået mened, og ikke var blevet bispeviet inden for det fastsatte tidsrum: notoriske forbrydelser behøvede ikke ordinær rettergang. Adolf var værdig til ærkebispesædet både på grund af sine egne dyder og sine berømmelige forfædre.

Diether blev straks afsat, og Adolf indsat i hans sted. Diethers vasaller blev fritstillet fra deres troskabsed og beordret til at aflægge troskabsed til den nyudnævnte.^[21] Der blev udstedt breve herom, som blev givet til kammerherren Johann, for at denne i dybeste hemmelighed kunne bringe dem Tyskland. Han drog af sted, som om han skulle til Basel, og derfra sejlede han op ad Rhinen og nåede frem til Mainz på den fastsatte dag.

De sammensvorne var til stede og sammen med dem grev Ludwig af Felden af det bayerske hertughus. Kapitlet blev sammenkaldt. Mange domherrer samledes, og sammen med dem Diether. Her meddelte Adolf med pavebrevet i sin hånd, at Diether var blevet afsat, og at han selv var blevet udnævnt til ærkebiskop af Mainz. Derefter beordrede han brevet læst op, og kirkens ejendom overgivet til ham. Diether blev skrækslagen over denne omvæltning. I nogen tid var han usikker på, hvad han skulle gøre, men til sidst sagde han, at han ville appellere fra en utilstrækkeligt underrettet pave til en bedre underrettet pave.^[22] Domherrerne sagde, at de hellere end gerne ville adlyde pave Pius. De omfavnede Adolf, satte ham på ærkebispetronen og aflagde lydighedsed til ham. Hele byen jublede. De gejstlige indbød hinanden og erklærede, at de på denne dag endelig var blevet befriet fra tyrannens åg.^[23]

Da Diether forstod, at domkapitlet og hele gejstligheden var imod ham, forlod han med nogle få ledsagere i hemmelighed byen og søgte tilflugt i nogle stærkt befæstede byer, der adlød ham. Hvis Adolf havde holdt ham tilbage, medens han kunne, ville han have sparet både sig selv, ærkebispedømmet Mainz og alle de omliggende egne for de store ulykker, der siden fulgte. Men alle kan ikke forudse alt, og ofte er det sådan, at medgangen sløver forstanden. Adolf blev vildført af sit eget overmod. Han troede, at han allerede nu havde den fulde kontrol over ærkebispedømmet^[24] og tillod sig derfor at ringeagte Diether. Der fulgte nu en krig: Adolf havde overtaget og gik fra sejr til sejr. Gennem venner indledte Diether så forhandlinger om fred og lovede Adolf at vige pladsen for ham, hvis han i sin levetid fik nogle borge, som kunne sikre ham et passende underhold. Legater fra begge sider mødtes nær Mainz og udformede en fredsaftale, som parterne accepterede, og som Diether underskrev og bekræftede med en højtidelig ed^[25]. I aftalen blev det fastsat, at Adolf skulle have ærkebispeembedet, medens Diether skulle have visse indkomster og byer at leve i.

Da palatinergreven hørte dette, vurderede han, at en fredsaftale om ærkebispedømmet Mainz ikke ville gavne hans egen sag, da Adolf var en ven af hans fjender, markgreven af Baden og greven af Württemberg. Han sendt derfor bud til Diether og sagde, at denne havde handlet tåbeligt i at opgive det fornemme ærkebispesæde og den øverste kirkelige værdighed blandt tyskerne. Kun en fej sjæl opgav sine hædersposter^[26]. Det var Diethers egen fejl, at familien Isenburg, som han nedstammede fra, og som de tyske familier både anså for fornem og værdig til at deltage i turneringer^[27], i al fremtid ville være vanæret. Han skulle vare sig for ikke på denne måde at komme til at brændemærke sin egen slægt. Hvis han ikke på egen hånd kunne modstå fjendens angreb, så skulle han ikke af den grund gå ind på en æreløs fred. Greven ville selv komme ham til hjælp og ikke tolerere, at Adolfs parti fik sejren. Hvis Diether ville gå i forbund med ham, skulle han få rimelige vilkår og kunne utvivlsomt overvinde Adolf. Diether gik ind på dette og blæste på den højtidelige ed, han havde aflagt. Hvis man allerede een gang har været meneder, hvorfor skulle man så overhovedet føle sig bundet af et løfte og ikke blive meneder igen og igen? De to mødtes, palatinergreven lovede Diether en stærk hær, og Diether overgav han umiddelbart visse stærkt befæstede og rige byer, som de tidligere havde kæmpet om, og som skønnedes at være mere end 200.000 dukater værd. To ting drev palatinergreven: havesyge og fjendskab mod Baden, som han ønskede at skade. Det ville også passe hans ambition fint, hvis han kunne se ærkebispedømmet Mainz blive sønderslidt, for han havde tidligere haft hyppige konflikter med det.

6.3. Palatinergreven Friedrich af Bayern

Det er vel passende at berette lidt om palatinergreven, nu da talen er faldet på ham.^[28] Hans fader, Ludwig, var kurfyrste og overhoved for den bayerske slægt. Han var mægtig i Tyskland på grund af sin indflydelse og rigdom. Pave Johannes XXIII havde været i hans varetægt i nogen tid, da han blev afsat af konciliet i Konstanz, hvorefter han blev overgivet til sin efterfølger, pave Martinus V. Ludwig havde tre sønner: Ludwig, Friedrich og Robert. Ludwig, den ældste, fik kurfyrsteværdigheden og hele den arv, der hører til det palatinske grevskab. Friedrich fik en mindre del af riget. Den tredje blev givet til kirken og blev provst i Würzburg. Ludwig ægtede Marguerite af huset Savoyen. Hun havde tidligere været gift med Louis, konge af Sicilien, og da denne døde, vendte hun tilbage til sin fader som enke. Nu rejste hun til sit andet bryllup som en noget ældre kvinde og ikke yngre end sin mand. Sammen fik de sønnen Philipp. Faderen døde dog, da Philipp var spæd. Moderen indgik herefter et tredje ægteskab, denne gang med en mand af familien Württemberg. Formynderskabet for Philipp overgik til Friedrich, der dog hellere ville være fader end værge. Han adopterede derfor sin myndling, medens denne var et barn og næsten endnu ikke kunne tale. Provinsens indbyggere var sådan set indforståede hermed, men de turde iøvrigt heller ikke være uenige. For at det skulle se ud som om han varetog formynderskabet for sin myndling til fordel for denne, lovede Friedrich, at han aldrig selv ville gifte sig. Således ville Philipp, når han nåede til manddomsalderen, ikke blot være arving til sin biologiske fader, men også til sin adoptivfader. I mellemtiden ville Friedrich selv, der på det tidspunkt var over tredive år, styre provinsen og varetage embedet som kurfyrste. Disse dispositioner fik ikke retsgyldighed, da man ikke kunne opnå et kejserligt dekret i sagen. Kejseren blev ganske vist bedt om at stadfæste adoptionen, men anmodningen blev afvist som upassende. Friedrich opførte sig ikke desto mindre, som om han var kurfyrste, og de øvrige kurfyrster accepterede det. Nogle hævder, at pave Nicolaus V indvilligede i at give adoptionen retskraft. Selv har Vi ikke viden herom, endskønt Vi er fuldstændig på det rene med Friedrichs ambitioner. Det er svært at afgøre, om hans dristighed er større end hans havesyge. Det var i hvert fald skændigt at vriste riget^[29] fra sin myndling og endnu mere skændigt at love at leve i cølibat for at opnå større rigdom. Nogen vil måske mene, at han levede i afholdenhed, men tværtimod begik han talrige ægteskabsbrud, voldtog jomfruer og levede et skændigt liv omgivet af kurtisaner.^[30] Kun som militærmand erhvervede han hæder, og her var det hans dristighed, der gav ham ry som modig mand.

Da Diether havde allieret sig med Friedrich, var de to parter nogenlunde lige stærke. Nu blev landsbyerne sat i brand, agrene hærget, byerne plyndret, umådeligt blodige og grusomme slag udkæmpet. Der blev myrdet i et væk, mange taget til fange, og jomfruer og gifte kvinder voldtaget. Der blev ikke vist barmhjertighed mod unge eller mod gamle. Hverken kirker og klostre blev skånet, begge parter skændede både den guddommelige og den menneskelige ret. Diethers fader havde ofte formanet sin søn om ikke at ringeagte den Romerske Kirke og ikke at sønderrive kirken i Mainz. Da faderen så, at hans bestræbelser var forgæves, døde han pludselig af sorg. Han var en ædel mand, der havde haft førstepladsen i Mainz-ærkebispernes råd.

6.4. Frankrig under Charles V og Charles VI. Mordet på Louis d’Orléans

Medens dette udspillede sig i Tyskland, døde kong Charles af Frankrig^[31]. Han herskede over hele Gallien, som i dag hedder Frankrig^[32]. Vi vil berette om adskillige mindeværdige begivenheder, der fandt sted under denne konge, og går tilbage til kort før vores egen tid, for så bliver fortællingen klarere.

Normandiet er en fransk provins, der ligger ved havet^[33]. På den ene siden grænser den op til morinerne^[34], hvis område i dag hedder Pikardiet^[35], og til anden side veneterne^[36], hvis område i dag hedder Bretagne^[37]. Normannerne (det betyder mænd fra Norden)^[38] kom i sin tid over havet fra det yderste nord og sejlede ind i floden Loire. De indtog det omgivende område og opkaldte det efter dem selv. Englands konger hævdede, at provinsen tilhørte dem igennem arv, de franske konger hævdede derimod, at den tilhørte dem. Dette var både krigens^[39] gevinst og årsag. Der blev udkæmpet mange slag med vekslende held. På et tidspunkt satte man alle styrker ind på at friste krigslykken^[40], og på pikardisk område blev der udkæmpet et yderst forbitret og blodigt slag, hvor mange adelsfolk faldt. Blandt dem blev også kong Johan af Bøhmen hugget ned og døde. Selv var han blind, men han kom ikke desto mindre sin slægtning, den franske konge, til undsætning. Frankrigs konge, der hed Jean, blev taget til fange og ført til England, og kort efter døde han af sorg. Han efterlod sig fire sønner. Den ældste var Charles, den femte af dette navn^[41]. Han fik kongeriget. Den næstældste, Louis, fik hertugdømmet Anjou^[42]. Han opnåede senere også kongeriget Sicilien og døde i Italien. Den tredje fik hertugdømmet Berry. Den fjerde, Philippe med tilnavnet le Hardi^[43], fik ikke noget fyrstendømme. Han blev kaldt den Dristige fordi han efter faderens tilfangetagelse og de øvriges tilbagetrækning ikke selv flygtede fra slaget eller lod sig tage til fange, men med stor åndsnærværelse og fysisk styrke reddede sig selv ved sin egen tapperhed.

Charles V fortsatte faderens krig og led mange nederlag, medens både englænderne og spanierne sønderrev riget: for også kongen af Navarra greb til våben og invaderede en stor del af Frankrig. Men Charles forstod, at han ikke på samme tid kunne klare at have begge disse konger som fjender. Han besluttede derfor at forsone sig med den ene og at kæmpe med den anden. Han forhandlede sig derfor til fred med kongen af Navarra, hvorefter han angreb englænderne med sine hære og fordrev dem fra hele Frankrig, så fjenden kun beholdt nogle få borge i Normandiet ved grænsen til Bretagne samt byen Bordeaux i Aquitaine med flere småbyer.

Da han som sejrherre havde opnået fred^[44] begyndte han at reformere kongedømmet. Han lod opføre pragtfulde borge, fæstninger og villaer, byggede smukke munkeklostre og nonneklostre, som han gav store tilliggender. Han genopbyggede de ødelagte byer og førte dem tilbage til deres tidligere pragt. Under ham voksede rigets velstand mirakuløst, og han overgik sine forfædre i ære.

Da han døde^[45], blev han efterfulgt af sin søn Charles VI^[46], der ægtede Isabella af huset Bayern^[47]. Hans anden søn fik hertugdømmet Orleans og giftede sig med en datter Galeazzo Visconti, Filippo Viscontis søster.^[48] I begyndelsen af Charles VIs regering fordrev de krigeriske og dristige indbyggere i Flandern, der grænser op til Pikardiet og til havet, deres greve, Louis, fra hans rige. Greven havde også adskillige andre grevskaber, nemlig Artois, Bourgogne, Nevers og Rethel, og kun en datter, der var enearving til alle disse besiddelser. Hun blev trolovet med kongens onkel, Philippe le Hardi, på betingelse af, at kongen hjalp greven imod flamlænderne. Kongen var meget fornøjet over dette bryllup og gav sin onkel hertugdømmet Bourgogne. Hertugdømmet Bourgogne tilhører Frankrig, medens grevskabet Bourgogne tilhører kejserriget. En hær blev samlet, og med forenede styrker drog man imod flamlænderne, som blev besejret i flere slag og søgte om fred. Da de noget senere brød freden, blev de angrebet igen, og de to parter stødte sammen med store styrker på et sted, der hedder Roosebeeke^[49]. Den sejrrige kongelige hær fældede over 30.000 flamlændere og fortsatte videre mod Ghent, som den prøvede at erobre. Beboerne satte friheden over livet, og bevæbnede drog de hæren i møde og tilbød et slag. Kongen beundrede folkets dristighed og fandt det risikabelt at gå i kamp med mænd, der i den grad ringeagtede livet. Han befalede derfor hæren at standse sin fremmarch og sendte en herold^[50] med rimelige fredsvilkår. Folkene fra Ghent påskønnede kongens mildhed. En forsoningsdag blev berammet til Tournai, og der blev stridspunkterne gennemgået, hvorefter freden blev indgået. Det er den fred, der stadig kaldes Freden i Tournai^[51].

På den tid opstod der en ny strid med Bretagne. Folket i Bretagne er et gallisk folkefærd, der engang blev fordrevet fra øen Britannia^[52]. De kom til kontinentet og indtog de områder, som veneterne tidligere havde beboet. Fra disse kommer bynavnet Vannes. Franskmændene ville have, at dette folks fyrste ligesom hertugen af Normandiet skulle stå under Frankrigs konge og være hans vassal, men dette nægtede bretonerne. Charles, der var overmodig på grund af sin sejr over Flandern, blev vred over dette og erklærede bretonerne for fjender af kongeriget. Han samlede store styrker og drog imod dem i forvisning om, at han kunne undertvinge dette frække folk. Men medens han - efter have passeret cenomannerne og var på nippet til at drage ind i Bretagne – red i triumf igennem hæren, der var opstillet på sletten, blev han pludselig angrebet af den sygdom, der kaldes ”mani”^[53]. Ak, så forfængelige er menneskers håb og så tomme deres tanker! Han blev forvandlet til et andet menneske, sagde tåbelige ting, prøvede at gøre endnu tåbeligere ting, og når han blev spurgt om noget, svarede han helt hen i vejret.

Da adelsfolkene blev klar over det, blev de modløse, opgav planen om krig og førte kongen til Paris, hvor sygdommen forværredes dag for dag, indtil han helt gik fra forstanden. Nogle gange troede han, at han var af glas, og tålte ikke, at man rørte ved ham. Han lod jernstivere sy ind i sit tøj og beskyttede sig på alle måder imod at falde og gå itu. Han havde dog lyse øjeblikke, hvor han kom til sig selv og skammede sig over sin tidligere adfærd. Derfor foretrak han at leve isoleret. Man fortæller, at han engang steg op i et meget højt tårn. På toppen af tårnet mødte han en munk og spurgte, hvad han lavede. Munken svarede, at han spekulerede på, hvor højt tårnet var. Kongen befalede ham nu at springe ud, så kunne han både måle tårnets højde og udføre en uforglemmelig dåd. Munken svarede, at det ville være endnu bedre, hvis han fik ordre til at stige ned til foden af tårnet og derefter springe op til toppen. Kongen troede ikke på, at han ville gøre det, med mindre han aflagde ed på det, så for at redde sit liv gjorde munken sig til meneder. Der cirkulerer mange andre historier om den sindssyge konges handlinger.

Da adelsfolkene forstod, at kongens hjerne var skadet, fandt de, at det var nødvendigt med en værge, så at riget ikke skulle gå til grunde under en sindssyg konge. Men det viste sig, at kongens sindssygdom var mindre skadelig end adelens indbyrdes stridigheder og ambitioner. Kongen havde tre onkler, hvis alder og karakter gjorde dem egnede til at regere. Han havde også en broder, fyrsten af Orleans^[54], der selv mente, at han burde foretrækkes, selv om han var yngre og uerfaren. Adelsfolkene var usikre på, hvem de skulle vælge, og splittedes i flere faktioner. Dag for dag intensiveredes striden om regeringsmagten. Striden handlede jo ikke om et fattigt kongerige, og fyrsterne syntes at være mere optaget at få fingre i kongens rigdomme end at drage omsorg for hans person. Da Orleans under en drøftelse hårdnakket holdt fast på sit, sagde - den nu ældre - Philippe le Hardi til sin nevø: ”Hvorfor vil du styre kongen, når du ikke engang kan styre dig selv?” Orleans følte sig krænket, og opflammet af ungdommelig galskab gav han Philippe en lussing. Dette blev ødelæggende både for ham selv og for kongeriget. For selv om den kloge Philippe for rigets freds skyld undlod at hævne nevøens skammelige handling, så længe han levede, så var hans søn Jean^[55] dybt krænket over den vanære, der var overgået faderen, og han talte aldrig fredeligt til Orleans. Der var også andre uoverensstemmelser, som efter Philippes død førte til åbent had.

Hertil kom både kvinders træskhed og elskovens blinde lidenskab. Begge de to mænd^[56] var unge. Uden forældre til at holde igen på dem hengav de sig til nydelser og forelskede sig i den samme gifte kvinde. De gik i den grad fra forstanden, at de hver for sig mente, at hun, som de begge vidste bedrog sin egen mand, ville være netop ham tro, og ingen af dem kunne tåle den anden som rival. Heraf opstod der et så forbitret fjendskab, at de efterstræbte hinandens liv. Jean kom anslaget imod sig i forkøbet: den morder, der var lejet til at myrde ham, gav han et endnu større beløb og vendte ham imod rivalen. Da Orleans en nat^[57], som han plejede, red hjem fra hoffet på sit muldyr, dræbte morderen ham og undslap i mørket uden at blive genkendt. I nogle dage vidste man ikke, hvem der stod bag forbrydelsen, men da adelsfolkene efter begravelsen begyndte at undersøge, hvem der var ophavsmand til så stor en udåd, og ikke kunne komme videre end gisninger, så hviskede Jean roligt i ørerne på sin onkel, hertugen af Anjou: ”Det er på mig, der har ladet Orleans dræbe - som hævn for hans fornærmelse mod min fader.” Den gamle mand blev lammet af forbløffelse over nevøens ord. Derefter bebrejdede han heftigt nevøen, at han havde dræbt kongens broder, og opfordrede ham til at drage væk så hurtigt som muligt, for han kunne ikke håbe på, at så stor en forbrydelse ville forblive ustraffet.

Rigets adel fordømte det skrækkelig mord og gav den dræbte Orleans’ sønner mange og store hædersbevisninger. Jean blev dømt for slægtningemord, og der blev ført hære mod Bourgogne, som hærgede en stor del af provinsen.

6.5. Forbavsende historier om ravne og om myrer

På samme tid skete der følgende i egnen omkring Liège, som er halvt tysk, selvom befolkningen taler - et noget forvansket - fransk: en ravn havde bygget sig en rede på toppen af en høj klippe og lagt æg, som den rugede længe på. En høg så det, og på et tidspunkt, hvor ravnen var væk, ødelagde den æggene og slog sig ned i reden. Da ravnen vendte tilbage, gik den straks til angreb for at hævne sig. Længe kæmpede de to fugle. Til sidst opgav de som efter aftale kampen og fløj bort, udmattede, men frustrerede, den ene mod øst, den anden mod vest. Næste dag så man i den samme egn så store flokke af høge og ravne flyve rundt i luften, at de formørkede himlen, som var de skyer. De nærliggende dale blev fyldt af fugleskrig og luften gav genlyd^[58]. Uden tøven og som om de blev anført af kyndige generaler, dannede de slagordener og gik i kamp. Den ene part kæmpede med kløerne, den anden med næbbet. Snart veg den ene fuglehær, snart den anden. De sønderrev hinandens vinger, og hele egnen blev fyldt af dalende fjer. Bønderne havde aldrig set noget lignende og undredes dybt over det usædvanlige syn: de lod okserne stå og satte hakkerne fra sig. Lamslåede og panikslagne afventede de udgangen på fuglekrigen og var ganske klar over, at dette under varslede en stor begivenhed. Efter at have lidt store tab blev ravnene overvundet, opgav reden og fløj bort.

Kort efter blev der på det selv samme sted udkæmpet et blodigt slag. To mænd stredes om bispedømmet Liège. Kirken var på det tidspunkt splittet imellem tilhængerne af Gregorius XII og Benedictus XIII, der hver for sig forsøgte at rive Kristi klædning til sig, og man havde ikke kunnet bilægge striden ad rettens vej. Hertug Jean af Bourgogne støttede den ene af prætendenterne, og borgerne i Liège den anden. Deres to hære stødte sammen på det sted, hvor ravnene var blevet slået på flugt. Der blev kæmpet med en voldsomhed, som ikke var mindre end deres vrede. Sejren gik til burgunderne, og 32.000 af folkene fra Liège blev dræbt. Deres ben blev lagt i et kapel til minde om slaget. Liège blev indtaget og bispeembedet tilfaldt vinderen.

Vi er naturligvis ganske klar over, at det, vi har fortalt om fugleslaget, må forekomme at være en skrøne. For hvem kan tiltro fugle så stor forstand, at de kan mødes for at kæmpe på en bestemt dag og et bestemt sted? Til gengæld er det vanskeligt ikke at stole på de fremragende personer, der har videregivet beretningen, og tiltro afhænger ikke af magt: tillid kommer og går, hvad enten vi vil det eller ej.

Men nu vi er ved det, kan vi da også fortælle en endnu mere interessant tildragelse, som kardinal Niccolò af Santa Cecilia^[59] sværger på, at han har set med egne øjne, og som underbygger den foregående histories troværdighed. Engang da pave Eugenius’ styrker havde slået lejr over for en oprørsk by i Bolognas territorium, havde nogle små myrer lejret sig på et udtørret pæretræ eller et andet slags træ. En flok af større myrer kom til, fordrev de første og bed en del af dem til døde. Mange soldater fra lejren observerede det, og da de i nogen tid havde talt om kampen mellem disse dyr, se da omringede en endeløs hær af de små myrer træstammen. Skare efter skare klatrede de op - med militærisk disciplin og orden, som om de var ved at angribe en befæstning, og gik til angreb på fjenden. Da de store myrer så det, kravlede de videre til en bedre position, hvor de ikke kunne blive omringet. Men skarerne af små myrer klatrede videre op og gik i kamp myre mod myre. De store myrer havde de største kæber og dræbte, flåede og sønderbed til alle sider. Der faldt et utal af myrer, og dyngen af de dræbte voksede fra time til time. Men når der blev kæmpet fod mod fod og kæbe mod kæbe i vild forvirring, og ti til tyve myrer omringede een stor, angreb den og sønderflængede den med mange bid, så måtte de få nødvendigvis vige og blev slået på flugt. Da de til sidst nåede op til træets top og ikke kunne komme videre, blev de dræbt alle som een. Dette overværede ikke blot kardinal Forteguerri, men hele Kirkens hær. Læseren må selv afgøre, hvad han mener om dette: vi selv overlader bevisbyrden^[60] til ophavsmændene^[61].

Opstemt over sejren ved Liège førte Jean sin hær på over 100.000 mand – hvis rygtet ellers taler sandt – til Paris og lod den slå lejr på den eng, der hedder Ulmoandini^[62], og udæskede sine modstandere til kamp. Da styrkefordelingen var så ulige, turde disse ikke gå imod ham, men generede den burgundiske hær ved stadige udfald i stedet for åben kamp. Jean beherskede det åbne land. Han lod hærge overalt, lagde markerne øde vidt og bredt og udplyndrede mange byer. Til sidst vendte han hjem i triumf. Siden hen var der snart fred, snart krig: igennem længere tid var der ingen ro.

6.6. Richard IIs afsættelse. Henry IV og Henry V. Engelsk angreb på Frankrig

Kort før denne tid havde kong Richard II af England^[63] givet franskmændene fred og ægtet kongens datter^[64]. Da han også havde givet adskillige byer i Normandiet tilbage til franskmændene, blev han kastet i lænker af sin nevø, hertug Henry^[65] af Gloucester, og dræbt i fængslet.^[66] Således fik Henry riget ved usurpation^[67], selvom den afdøde konge havde nærmere slægtninge, der efter loven burde foretrækkes. Men hvad gælder lovens stemme blandt våben?^[68] Frygt gør loven stum, og retten tør ikke støde en morder fra tronen, hvis han beskyttes af sværdet. Da Henry – ikke uden blodsudgydelse – havde regeret i nogen tid, døde han og efterlod sig sin søn Henry VI^[69] som efterfølger på tronen^[70]. Han var en mand af stort mod og rige evner. Til det England, som faderen havde fået ved mord, ønskede han også at føje Frankrigs krone. Hans forehavende blev begunstiget af, at Frankrig var udmattet af krige og af adelens indbyrdes stridigheder. Henry brød derfor Richards fred, udrustede en vældig flåde, proklamerede sig som konge af Frankrig og England, invaderede Normandiet, besatte adskillige byer, hærgede agrene og marcherede ind i Pikardiet. Han håbede på, at hertugen af Bourgogne^[71], der stadig var de øvrige franskmænd fjendtligsindet, ville komme til hans lejr og forene sine styrker med hans, hvorefter fjenden med lethed ville blive overvundet. Men burgunderen blev hjemme og svarede kongen, at han ikke var så stor en fjende af sin egen konge^[72], at han kunne alliere sig med englændere, der hærgede Frankrig, og det endskønt han selv var blevet erklæret for fjende af kongeriget og af kongen. I mellemtiden forenede hertug Jean^[73] af Orleans, søn af ham der blev myrdet, de franske styrker og rejste således en hær på ca. 60.000 soldater. Med denne drog han imod fjenden og spærrede – tåbeligt - vejen for dem, selvom de var på tilbagetog og i fuld fart ad den korteste rute på vej tilbage mod England. Det er jo et glimrende råd at berede en gylden bro for sine flygtende modstandere. Man kan nemlig aldrig vinde ved flugt. Ofte har det været en fordel for den svagere part, at der ikke var en flugtvej, for desperationen skærper tapperheden, som digteren siger: ”Den eneste redning for de besejrede er, at de ikke kan håbe på redning.”^[74]

6.7. Slaget ved Agincourt, 1415

Da Henry blev klar over, at han var omringet^[75], sendte han en herold til franskmændene med tilbud om at levere alle de besatte dele af Frankrig tilbage, imod at han selv og hans hær kunne vende tilbage til England. Da de overmodige franskmænd sendte herolden tomhændet tilbage, tilkaldte Henry sine hærførere og sagde^[76]:

”Soldater! Jeg har erfaret, at i krig betyder retfærdigheden mest, og at sejren mindre skyldes menneskets indsats end Guds stærke arm. På grund af tørst efter berømmelse og rigdom har vi skammeligt invaderet et fremmed rige. Men den barmhjertige Gud har ikke tålt vores onde forehavende, og Han har derfor næsten overgivet os i fjendens hænder. Vi er omringet og kan hverken håbe på sejr over så stor en fjende eller på flugt. Men jeg føler mig styrket og opmuntret af det, som jeg sagde først: at sejren afhænger af retfærdigheden, og at Gud hjælper den retfærdige sag. Så fat mod og glæd jer med mig. Guds nåde er med os, og Han har gjort vor uretfærdige sag til en retfærdig sag. Vi har sendt bud til franskmændene, bedt om fred og lovet at levere det tilbage, som vi har taget, blot de ville lade os drage uskadte bort. Men de ønsker ikke fred. De ønsker at dræbe vore legemer, de tørster efter vores blod. Deres overmod er større end vores var. Deres ondskab overgår vores. De har svaret os hovmodigt. Men ”Gud står de hovmodige imod”^[77]. Der hvor skylden er mindst, der vil også sejren være. I må regne med, at der bliver et slag i morgen. Lad enhver i kampen vise alt, hvad han har af mod og kræfter. Men håb alligevel ikke på frelsen fra jeres egne hænder, men fra Guds højre hånd^[78]. For at Han kan være med os, så bekend jeres synder over for hinanden, og i stedet for nadveren, som vi ikke har med os, så lagde os knæle ned^[79] og ydmygt opsende bønner til den barmhjertige Gud.”

Da han havde sagt dette, fulgte han sin egen opfordring, og mængden fulgte kongens eksempel. Den nat tænkte man i englændernes lejr ikke på andet end sjælenes frelse. Alle afventede næste dags kamp, som om de skulle dø, men ingen ønskede at falde uhævnet. Helt anderledes og med en helt anden form for vågen forløb natten i franskmændenes lejr. Alle var glade, drak og pralede. De spillede terninger natten igennem^[80], og trompeter og horn forstummede ikke på noget tidspunkt. Adelsmændene inviterede hinanden på besøg. Medens de drak vin og festede, delte de de engelske fanger imellem sig, og spillede terninger om dem, som var de penge.

Da det lysnede, blev slagordenen opstillet på begge sider. De fornemste adelsmænd blev udvalgt til at indlede kampen og fik efter fransk sædvane kommandoen over frontlinien. Men det er ikke lige så nemt at svinge lansen som terningen, og hestes løb styres ikke med lige så let hånd som kvinders dans. Den engelske ungdom var derimod hærdet igennem mange krige og vant til strabadser^[81]. Det var ikke nogen stor sag for dem at kaste den sarte franske adel tilbage. De brød igennem fjendens rækker og stormede i samlet trop ind i midten af den franske hær, medens de huggede alle ned på deres vej. Da franskmændene så de forreste rækker vige, støttede de dem hverken med råd eller dåd, men mistede straks håbet og flygtede skammeligt. De sejrende englændere forfulgte fjenderne indtil mørkets frembrud. Da de udmattede af drab og tilfangetagelser vendte tilbage til lejren, blev de klar over, at der var langt flere tilfangetagne end tilfangetagende. De frygtede derfor nattens farer og lod alle de almindelige soldater og ukendte personer dræbe og sparede kun de adelige. Dette var en grusom og umenneskelig gerning: sejren var mere blodig end slaget.

I denne kamp faldt hertug Antoine af Brabant, Edouard af Bar sammen med to brødre, og mange adelige og fornemme folk. Hertugerne af Orléans, Bourbon, Alencon og mange grever og baroner blev ført i fangenskab til England, hvor Henry fejrede en pragtfuld triumf over dem.

6.8. Hertugen af Bourgogne indtager Paris

Således blev den franske situation alvorligt forværret. De af rigets adelsmænd, der var tilbage, kunne ikke finde anden udvej end at overdrage kommandoen over soldaterne til greven af Armagnac^[82] og at betro ham den øverste krigsledelse, det embede som franskmændene kalder Connetable^[83]. Greven havde mange kampe med burgunderne, og de krigsråb, man brugte i kampene, var simpelt hen ”burgundere” og ”armagnaker”. Heraf opstod der to faktioner i Frankrig, der forbitret bekæmpede hinanden.

Hertug Jean af Bourgogne var endnu ikke var blevet forsonet med kongen. Han fik på den tid^[84] løfte af venner om, at en bestemt port i Paris ville blive åbnet for ham. Straks samlede han sine soldater, drog i hast til bymurene og trængte med sine styrker ind i byen gennem den åbnede port. Ikke mange dage forinden var kongen kommet til Paris sammen med sin lille søn^[85], som han havde beordret indkvarteret i fæstningen. Det var daggry, da burgunderne trængte ind i byen. Da en vis ridder fra Bretagne^[86], der var i fæstningen, hørte tumulten og forstod, at byen allerede var blevet indtaget, lod han alt andet være og skyndte sig til kongens søn, greb ham han nøgen fra sengen og bragte ham hurtigt gennem Bastillen og ad hemmelige veje til et område på den anden side af Loire-floden^[87]. Nogle mener, at dette var Frankrigs redning, andre, at det var roden til alle de ulykker^[88], som senere fulgte. Omtalte ridder blev senere udnævnt til prévot i Paris^[89]. Byen blev erobret og kom i Bourgognes magt. Hans fætter, kongen, blev vist den skyldige ære, men holdt i forvaring på grund af sin sindssygdom.

Greverne af Armagnac og Grandpré, rigets kansler, biskoppen af Meaux og mange andre adelsmænd og gejstlige blev kastet i fængsel og vansmægtede dér i lang tid. Senere, da Jean havde forladt byen, trængte armagnakerne gennem fæstningen ind i byen for at befri deres herre^[90]. Men der var en stærk burgundisk garnison i byen som sammen med befolkningen med lethed fordrev argmanakerne.

Medens byen stadig var i oprør og der herskede panik overalt, samlede byens bøddel, Capeluche^[91], i hast mange borgere, angreb fængslet, gennembrød porten og nedslagtede de ovennævnte fanger, idet han hverken skånede de adelige eller de gejstlige. I almindelighed fordømte man disse mord, med undtagelse af greven af Armagnac. Hans drab tilskrev man, at han havde krænket religionen, fordi han kort tid forinden havde fjernet Louis den Helliges ligbåre af guld fra helligdommen og erstattet den med en af sølv. I de følgende dage opsøgte Capeluche andre fængsler og myrdede ikke bare kriminelle, men også skyldnere. Ophidset og med forvrænget ansigt – et rædsomt syn – drog han igennem byen omgivet af blodige følgesvende og erklærede sig som fjende af armagnakerne, hvis leder han havde dræbt. Han udskreg sine fjender som armagnakere og lod dem ombringe. Overalt dræbte man de rige borgere, og heller ikke rige kvinder blev skånet. Hverken pladser eller templer var sikre. Selv ikke ens eget hjem ydede sikker tilflugt. Hans rasende følgesvende trængte ind i prægtige borgerhuse og i fornemme paladser, nedslagtede herrerne, skændede kvinderne, og røvede alt indboet. Nogle af dem kastede adelsmænd ud fra de øverste vinduer efter at have placeret kammerater i gaden neden for, som opfangede de faldendes kroppe på deres spydspidser. Det var forfærdeligt, at en så berømmelig by, hvor studiet af filosofien og af alle de gode kunster^[92] blomstrede, var prisgivet røveri, drab, utugt og enhver form for skændighed. Intet kunne være mere sørgeligt end denne by, som var udsat for en enkelt torturbøddels lyster, og hvor intet var helligt og intet sikkert. Alt var fyldt med blod og skændsel, der var sorg i hvert hjem, og ingen glæde nogetsteds. Frygt og bæven fyldte byen.

Da Jean hørte dette, ynkedes han over den by, der havde gjort sig så velfortjent af ham, og vendte tilbage. Da han drog ind i byen, ledsagede Capeluche ham ved hans side, som om han var en af adelsmændene, og han red blandt de forreste helt med til paladset. Da hertugen blev spurgt, hvorfor han viste en forbryderisk person så stor ære, svarede han, at han havde troet, det var en adelsmand, siden han var kommet ridende omgivet af et stort følge. Men da hertugen blev klar over, at det var Capeluche, som havde dræbt så mange fremtrædende mænd og besudlet byen med ugudelig blodsudgydelse, lod han straks manden pågribe og slæbe bort for at blive straffet. Da han blev ført til sin henrettelse, var der ingen, som kom ham til hjælp, selvom han råbte, at han var byens befrier og bønfaldt om folkets hjælp. Således fik han en velfortjent straf for sine forbrydelser.

Men dette var ikke nok til skabe fred i byen. Der var stadig over 10.000 af befolkningen, der havde sluttet sig sammen i røverbander. De havde været Capeluches fæller, fordi de var rovgriske og fristede af at kunne begå forbrydelser ustraffet. Det var en stærk og frygtindgydende mængde, som man hverken kunne forhindre i at plyndre, fordrive eller tage til fange. Hertug Jean benyttede sig derfor af list og fortalte dem, at en skare armagnaker var ankommet til en borg nær ved byen, og at han ønskede at belejre dem. Han samlede sine styrker, lod hæren tage opstilling i marchorden og begav sig af sted, idet han befalede Capeluches fælles at føre an. Uden mistanke om list drog de glade ud af byen. Jean lod så portene lukke bag dem, og da de vendte om, tillod han ikke, at de blev lukket ind. Da de indså, at de var blevet narret og ikke vidste, hvad de skal stille op uden fører, uden penge og uden plan, spredtes de for alle vinde. Mange blev fanget og dræbt af fjenden. Flere døde af sult, medens de skjulte sig i skovene, eller blev bytte for vilde dyr.

Således blev byen befriet. Men efter at den var sluppet af med plagen fra mennesker, begyndte den nu at blive plaget af glubske vilddyr. Ulve, der havde fortæret røvernes lig i skovene, hjemsøgte nu i flokke de offentlige veje. De kom helt frem til byportene og trak af sted med levende mennesker. Ingen kunne rejse i sikkerhed, med mindre man var bevæbnet og omgivet af mange rejsefæller. Ulvene beherskede alle indfaldsveje og hele omegnen. Hver dag hørte man jamren fra folk, der sørgede over sønner eller slægtninge, som var blevet ædt af de glubske vilddyr. Krigen mod vilddyrene var lige så forbitret, som den forinden havde været imod menneskene. Det var Guds retfærdige straf, at de, som ikke havde kunnet forliges med deres brødre, nu blev sønderrevet af vilde dyr.

6.9. Mordet på hertugen af Bourgogne. Alliance mellem England og Bourgogne

Da Henry V af England fik underretning om disse ting, mente han, at tiden nu var inde til at besætte Frankrig, da de ældste af kongeblod var døde, og de yngre stredes indbyrdes med bittert had. Den franske konge havde mistet forstanden, og mange adelsfolk blev holdt i fangenskab i England. Han udrustede atter en flåde og sejlede til Normandiet, satte tropperne i land og erobrede mange byer i dette område. Da dauphinen (kongens eneste søn, hvis redning fra tilfangetagelse i Paris vi har nævnt ovenfor) og hans råd^[93] hørte dette, mente de, at der ikke var nogen anden redning for riget end at forsone sig med hertugen af Bourgogne. Således kunne man med forenede styrker forsvare sig imod den mægtige engelske konge. Gennem fælles venner aftalte de derfor med hertug Jean, at han på en fastsat dag skulle komme til Montereau for at forhandle om fred. Også dauphinen skulle komme dertil. Byen Montereau ligger ved floderne Yonne og Seinens sammenløb. Bourgogne drog dertil i fuld tillid til, at der ikke var tale om en fælde, og uden at frygte et baghold. Så snart han så dauphinen, genkendte han ham som sin herres søn og sin slægtning, og med en traditionel reverens hyldede han ham som sin fyrste ved at falde på knæ foran ham. Men nu udbrød prévot’en fra Paris - den samme der bragte kongesønnen over Loire-floden: ”Du er kommet, din forræder, og din sidste time er kommet sammen med dig. Med dit eget blod skal du bøde for kongeblod^[94] og lide straffen for at have forrådt riget. Med mine egne hænder vil jeg bringe dig som dødsoffer^[95] til Orléans sjæl, ham som du myrdede.” Så greb han en stridsøkse og dræbte den ædle hertug, medens denne var i færd med at kysse dauphinens fødder.

Denne forbrydelse var endnu mere glædelig for englænderne end den var sørgelig for franskmændene. Da Henry hørte, at den store fyrste var blevet dræbt, sagde han: ”Bourgognes død er mit liv. Dette budskab bringer mig Frankrigs rige og sætter en ny krone på mit hoved.” Derefter sendte han legater til Philippe^[96], Jeans eneste og meget unge søn med følgende budskab:

”Det smerter mig, at din fader er blevet dræbt på denne grusomme måde. Han var en gavmild og tapper fyrste, og hans død har ikke blot skadet Frankrig, men hele kristenheden^[97]. Hvis du er en mand og Jeans søn, så vil du ikke lade din faders død være uhævnet. Du har rige muligheder for hævn, og hvis du ikke mener, at dine egne styrker er nok, så har du også mine. Også jeg har lidt skade ved mordet på din fader, thi vi var af samme blod. Jeg vil hævne mig sammen med dig. Tro i øvrigt ikke, at du er af samme blod som dauphinen, for hvordan kan en vanvittig og impotent konge have avlet ham? Dronningen udnyttede sin mands sygdom, og det var med en anden mand, hun undfangede dette misfoster, som har ladet din fader dræbe.”

Philippe blev glad for englænderens budskab og gik straks i forbund med ham. Med den vanvittige konge^[98] blev der indgået en fredsaftale på disse betingelser: ”Henry skal ægte kong Charles’ datter Catherine, født før kongens galskab. Han skal styre riget medens kongen lever, og selv bære kronen, når kongen dør: Dauphinen skal anses for født i hor og erklæres for arveløs og en fjende af riget.” Fra den tid af ændrede englænderen sin titel: tidligere havde han kaldt sig for Frankrigs og Englands konge, nu blev han kaldt for det franske riges regent og arving. Han blev lydt ikke blot af Paris, Bourgogne og Normandiet, men af næsten alle, der boede nord for Loire-floden. Også i Aquitaine anerkendte Bordeaux og mange andre byer hans herredømme Efter disse begivenheder døde han – det skal have været af dysenteri^[99]. Han blev begravet i Westminster i London og stedet til hvile sammen med sine forfædre.

Han var givetvis en fremragende person og den mest betydningsfulde af sin tids konger: han havde Englands fuldstændige lydighed, holdt Skotlands konge i fangenskab, slog franskmændene i mange og store slag, blev regent for deres konge, herskede retfærdigt over sine folk, og forbød englænderne at anvende fjersenge. Man hævder også, at han, såfremt han blev herre over hele Frankrig, ville forbyde indtagelse af vin og pløje alle vinmarker ned, for han mente, at intet blødgør mænd så meget som fjer og vin.

Mindre end seks måneder efter hans død døde også kong Charles af Frankrig^[100], mindre som menneske end som dyr. Med Charles’ datter fik Henry en søn, der også hed Henry^[101]. Englændere kronede ham i London med dette riges krone^[102] og bragte ham derefter som syvårig^[103] til Frankrig og lod ham krone i Paris. De, som havde lydt hans fader, lød også ham, men der kom også nye til, enten fordi de var blevet tæmmet med våbenmagt, eller fordi de var bange. Regentskabet for kongen havde hans onkel, hertugen af Gloucester^[104], en energisk og kløgtig mand. Han genoptog krigen og forvoldte franskmændene mange nederlag. Eksperter mener, at der under disse krige i Frankrig omkom mere end 200.000 mænd enten ved sværdet eller af sult.

På dette tidspunkt belejrede englænderne Orléans^[105], skønt denne bys fyrste levede som fange i England. Adelsmænd anser det skamfuldt og fejt at angribe en mands fæstninger, medens de har ham i deres magt. Da Orléans hørte, at indbyggerne i hans by blev belejret, skrev han til dem, at de skulle give sig ind under Bourgogne. Selvom indbyggerne ønskede at adlyde, blev det afslået af Bourgogne, da englænderne nedlagde veto. Således opstod der en uoverensstemmelse mellem hertug Philippe og englænderne. Hertil kom, at Philippes anden søster, der var gift med hertugen af Gloucester, døde, medens dette gik for sig, og der gik rygte om, at hun var blevet forgivet. Stridighederne voksede fra dag til dag, uden at det dog faldt Bourgogne ind at vende tilbage til dem, der havde myrdet faderen. Han gjorde dog franskmændene mindre skade, end han plejede, og afstod fra offensiv krigsførelse, idet han nøjedes med at beskytte sine egne områder.

6.10. Jeanne d’Arc. Charles VII krones i Reims

Franskmændenes situation var nu nærmest desperat. Da skete der følgende: en sekstenårig pige ved navn Jeanne^[106], datter af en fattig bonde, vogtede svin et sted i området ved Toul. Efter en – som senere begivenheder viste det - guddommelig indskydelse forlod hun svineflokken og forældrene og begav sig til præfekten i den nærmeste by, som var den eneste i det område, der var forblevet tro imod franskmændene. Hun bad ham om førere, der kunne vise hende vejen til dauphinen. Da præfekten spurgte om formålet med rejsen, svarede hun, at hun havde fået et budskab fra Gud, som hun skulle viderebringe til dauphinen, og som ville gavne denne og Frankrig. Præfekten lo og afviste hende, da han troede, at hun var skør. Da hun insisterede på sit, prøvede han hende på mange måder. Sagen blev udsat i flere dage for at se, om pigen måske ville skifte sind, eller om man ville finde et eller andet forkert med hende. Men da man fandt, at hun var bestandig, viljefast og uskyldig, sagde præfekten: ”Hvad ved jeg? Måske er dette Guds vilje? Ofte har det guddommelige forsyn reddet Frankrig. Måske er der også i vore dage blevet besluttet noget i himlen til vores frelse, og som nu åbenbares gennem en kvinde.” Derefter udvalgte han tre trofaste tjenere og betroede dem at føre pigen til dauphinen.

Rejsen tog omtrent 10 dage og gik igennem områder, der var i fjendens eller af en fjendens allieredes hænder. Men jomfruen, der var iført mandsklæder, kom uskadt igennem alle vanskeligheder og opsøgte dauphinen, der opholdt sig Bourges^[107]. Han var så nedbrudt over alle de nederlag, han havde lidt, at han ikke længere bekymrede sig om at forsvare riget, men om at finde et sted, hvor han kunne leve i sikkerhed som privatmand. I Spanien havde kongen af Kastilien og Leon på den tid stor medgang. Da dauphinen var forbundet med denne både gennem slægtskabets og venskabets bånd, havde han besluttet at bede ham overtage ansvaret for Frankrig og dette riges krone mod til gengæld at få et hjørne af sit land, hvor han kunne leve sikkert i det skjulte.

Medens han overvejede disse ting, fik jomfruen foretræde for ham, gav ham præfektens breve og anmodede om at blive hørt. Dauphinen reagerede stærkt på den usædvanlige hændelse og frygtede, at pigen var vanvittig. Han overgav hende til biskoppen af Castres, sin skriftefader og en fremragende teolog, og lod nogle adelsfruer tage sig af hende. Adspurgt om sin tro svarede hun i overensstemmelse med den kristne religion.

Da man undersøgte hendes karakter, fandt man, at hun var kysk og fuldstændig ærlig. Undersøgelsen varede i flere dage. Der fandtes intet bedragerisk eller svigefuldt og ingen onde hensigter hos hende. Det eneste problem var hendes klædedragt. Man spurgte hende, hvorfor hun gik klædt som mand, når dette er forbudt for kvinder. Hun svarede, at hun var jomfru, og at begge slags klædedragt passer sig for en jomfru. Gud havde befalet hende, at hun skulle gå i mænds klæder, da hun også skulle anvende mænds våben.

Således prøvet blev hun igen stedt for dauphinen og sagde: ”Jeg er kommet til dig, du ætling af konger, på Guds befaling og ikke af egen tilskyndelse. Han befaler, at du skal følge mig. Hvis du adlyder, skal jeg give dig din trone igen og snart sætte kronen på dit hoved i Reims.”^[108] Dauphinen sagde, at det var en meget vanskelig ting, hun lovede: byen Reims, hvor kongerne plejede at blive kronet, lå meget langt væk og var på fjendens hænder. Endvidere var rejsen dertil ikke sikker. Orleans, som lå midt imellem, blev belejret af englænderne, og franskmændene havde ikke styrke til at komme de stakkels belejrede til undsætning. Endnu mindre kunne man give sig i kast med en kroning.

Jomfruen var upåvirket af disse ord og sagde: ”Det er ikke tomme løfter, jeg giver. Hvis du tror på Gud, så tro også på mig. Jeg er kommet som hans sendebud. Jeg vil give dig våben fra Gud og åbne en vej for dig med et usynligt sværd. Hvorhen du går, vil folket lyde dig, og adelen vil følge dine faner. Og tal ikke til mig om belejringen af Orléans. Den vil jeg bringe til ophør først af alt og overgive den til dig som en fri by. Giv mig blot de riddere, som du har hos dig her.”

Sagen blev drøftet i nogen tid i prinsens råd, og der var forskellige opfattelser. Nogle mente, at pigen var sindsforstyrret, og andre at hun led af vrangforestillinger, som var indgivet hende af en dæmon. Atter andre mente, at hun var opfyldt af Gud ånd, og de henviste til, at Bethulia^[109] og andre byer engang var blevet reddet af kvinder, og at Frankrig selv ofte var blevet reddet på guddommelig vis. Måske skulle riget også denne gang forsvares af kvinde sendt af Gud: opgaven kunne være blevet betroet det svage køn, for at de franske mænd ikke som sædvanlig i deres overmod kun skulle stole på deres egen tapperhed. Man kunne heller ikke anse en pige, hvis råd var så fulde af fornuft, for vanvittig.

Denne opfattelse sejrede, og opgaven med Orléans blev overdraget pigen. Således blev en kvinde gjort til hærfører^[110]. Der blev hentet våben, og heste blev ført frem. Pigen besteg den vildeste af dem og ligesom legenderne beretter om Camilla svingede hun - iført en strålende rustning - sit spyd og fik hesten til at springe, løbe og voltere. Da adelsfolkene så dette, var der ingen, som nægtede at blive anført af en kvinde. Selv de fornemste af dem greb til våben og fulgte entusiastisk jomfruen. Da alt var parat, begav hun sig på vej.

Landruten til Orléans^[111] var meget vanskelig, og englænderne havde spærret vejene. De havde også lagt en lejr foran hver af byens tre porte og havde befæstet lejrene med palisader og grave. Jomfruen vidste, at Loire-floden flyder forbi byens mure. På et afsides sted lastede hun skibe med korn, steg ombord med sine styrker, og sendte bud til de belejrede om sin færd. Ved at ro til og benytte sig af flodens hurtige løb, nåede hun frem og blev set fra byen, førend fjenden opdagede hendes ankomst. Englænderne kom ilende med våben i hånd, gik ombord i både og prøvede forgæves at hindre jomfruen i at komme ind i byen, men de fik mange sår og flygtede. Derefter drog hun ind i byen og blev modtaget med begejstring af befolkningen. Med sig bragte hun proviant af enhver slags til de belejrede, der allerede var ved at dø at sult. Uden tøven angreb hun allerede næste morgen med et sandt raseri fjendernes lejr ved hovedporten. Gravene blev fyldt op, og voldene og palisaden splittet ad. Derefter kastede hun englænderne tilbage, bemægtigede sig fæstningsværkerne og satte ild til de tårne og bolværker, som fjenden havde rejst. Byboerne, der havde fået modet tilbage, gjorde udfald gennem de andre byporte og udrettede det samme i de andre engelske lejre. De engelske styrker var nemlig delt på flere lokaliteter, og den ene lejr kunne ikke komme den anden til undsætning. Således blev belejringen af Orléans svækket og til sidst bragt til ophør. Så mange af fjenderne omkom, at der næsten ikke var nogen tilbage, der kunne bringe bud om nederlaget. Hele æren for denne glorværdige dåd blev tilskrevet jomfruen alene, endskønt meget energiske og kampvante krigere, der selv ofte havde anført tropper, deltog i kampen.

Blandt de engelske hærførere havde Talbot^[112] et særligt ry. Han kunne ikke bære, at hans egne havde lidt så stort et nederlag og så stor en skam, så han samlede 4.000 ryttersoldater, udvalgt fra alle tropperne, og førte dem til Orléans for at kæmpe mod jomfruen, hvis hun vovede at møde ham. Han tvivlede ikke på, at han kunne tage hende til fange eller dræbe hende, hvis hun kom ud af porten. Men det skulle gå helt anderledes. Jomfruen førte sine tropper ud af byen, så snart hun så fjenden, og med et vældigt krigsråb gjorde hun et vildt fremstød mod de engelske linier. Ingen kunne stå imod hende eller vovede at vise sit ansigt. Alle blev de grebet af pludselig skræk og rædsel, og selvom de faktisk var flere end franskmændene, troede de, at de var færre, og de mente, at jomfruen havde utallige styrker i felten. Der var også nogle, som mente, at der var engle, som kæmpede på den modsatte side, og at de ikke kunne håbe på sejr, når de kæmpede imod Gud. Deres blanke sværd faldt fra deres hænder, og alle kastede skjold og hjelme fra sig for at kunne flygte mere ubesværet. Ingen hørte Talbots opmuntringer eller ænsede hans trusler. De flygtede skammeligt og viste kun jomfruen deres rygge. Hun forfulgte de flygtende og tog dem alle til fange eller dræbte dem med undtagelse af hærføreren og nogle få andre. Da Talbot så, at han ikke formåede at få sine folk tilbage fra flugten, flygtede han på en hurtig hest. Rygtet om disse hændelser nåede til naboområderne og senere til fjernere områder. Det voksede hele tiden undervejs og fyldte alle med forbløffelse.

Da jomfruen nu havde bevist sine ord i handling, troede dauphinen på hendes råd. Han beordrede, at der i alle templer skulle opsendes bønner til Gud, og begyndte at forberede sig til at modtage kronen. Da rigets adel hørte om jomfruens bedrifter, og at man forberedte kroningshøjtideligheden, blev hele Frankrig grebet af iver efter at se jomfruen, greb til våben og kom strømmende til. Inden en måned havde over 30.000 riddere, der ville kæmpe for egen regning, sluttet sig til dauphinen. Denne glædede sig stadig mere over, at så store styrker kom tilstede. Han brød op fra Bourges, hvor han havde opholdt sig i længere tid, og førte hæren mod Reims. Jomfruen red forrest klædt i en rustning og bar kongens fane. Undervejs kom de til byer, som var i fjendens magt, og hvor alle indbyggerne havde besluttet at forblive tro imod den ed, som de for nylig havde aflagt til englænderne, og at modtage dauphinen som en fjende. Men – forunderligt at sige – så snart de hørte, at denne og jomfruen var nær, var der ingen, som gik til angreb, ingen lukkede portene, og ingen forbandede de ankommende. Hvor dauphinen kom frem, hyldede folket ham begejstret som deres herre og kappedes om at vise deres fyrste den største hæder.

Da hæren var næsten 40 stadier fra Reims, blev byen grebet af panik: intet forekom englænderne sikkert, de adelige vaklede, folket længtes efter omvæltninger. Blandt englænderne var der nogle, som rådede til at bringe den hellige olie, hvormed de franske konger salves, til et andet sted, så at der, selvom byen gik tabt, alligevel ikke kunne gennemføres en legitim^[113] kroning. Franskmændene tror nemlig, at der engang blev sendt en hvid due til sankt Remi, der var denne bys biskop, og at den bragte ham en olie, hvormed kongernes skulle salves. De vogter olien med den største ærefrygt, og de tror ikke, at der bliver mindre af den, selvom den er blevet brugt til mange, mange konger lige fra Clovis^[114] til i dag. Franskmændene hævder, at man kun kan være rigtig konge, hvis man er blevet salvet med denne olie^[115]. Da englænderne hyppigt havde drøftet at fjerne olien, mente man, at deres forehavende blev hindret ved guddommelig indgriben^[116].

Da dauphinen var nær Reims, sendte han herolder til indbyggerne med befaling om, at byen skulle overgive sig, og med bekendtgørelse om hans kroning. Byen sendte nu sine førende borgere til dauphinen for at udbede sig tid til rådslagninger, men jomfruen beordrede, at man ikke skulle give legaterne noget svar: der skulle ikke tøves; alt skulle udføres til den tid, som Gud havde fastsat. Dauphinen adlød jomfruen, legaterne blev holdt tilbage, kavalerieskadronerne blev sendt i forvejen og red ilsomt mod byen. Og nu skete der noget, som er mirakuløst og næsten utroligt for eftertiden: der fandtes ikke en eneste bevæbnet mand hverken ved porten eller i byen, men kun våbenløse borgere, som mødte dem uden for byen. Dauphinen drog ind i byen gennem åbne porte, uden nogen betingelser, uden nogen aftaler, uden nogen modstand. Ingen protesterede, ingen viste tegn på vrede. Alle sagde, at det var et mirakel fra himlen^[117].

Dette skete om lørdagen, dagen før festen for den hellige Maria Magdalene. På selve festdagen^[118] blev dauphinen – i overværelse af en stor menneskemængde og omgivet af mange adelsfolk og prælater – efter forfædrenes skik salvet med den hellige olie og modtog Frankrigs krone, medens mængden råbte: ”Langt liv og sejr til kong Charles” (det hed dauphinen).

Imod sædvanen blev kongen i byen i fire dage – det er nemlig de franske kongers sædvane, at de dagen efter kroningen tager på pilgrimsfærd til sankt Marcoul’s kloster og dér helbreder de syge.

Franskmændene har udspredt den tro, at der findes en halssygdom, som kun kan helbredes ved kongens berøring og nogle hemmelige ord, og at det skal ske i dette tempel efter kroningen. Den nye konge tog altså ikke på pilgrimsfærd på den fastsatte dag. Udsættelsen skyldtes, at der var kommet legater fra Bourgogne for at hilse kongen og bringe forslag vedrørende en fredsslutning. Da legaterne var blevet modtaget i audiens, tog kongen på pilgrimsrejsen den fjerde dag efter kroningen. Jeg har ingen underretning om helbredelsen af de syge, selvom franskmændene tror, at alt, hvad der kan ske – ja selv mirakler, faktisk også sker.

Efter disse begivenheder drog jomfruen med den nye konge til Laon. Heller ikke her mødte de modstand, alt stod åbent for kongen. Det samme skete i de byer, der ligger mellem Laon og Paris, hvor han overalt blev mødt af hele befolkningen med begejstret jubel.

Man gav også kongen håb om at kunne indtage Paris, men da han nåede frem til området omkring byen og ingen mødte frem, blev han klar over, at han var blevet narret og trak sig tilbage. Men jomfruen, der var mere krigerisk anlagt, samlede nogle tropper og red frem til den port, der fører til Marché aux Pourceaux^[119], og satte den i brand under et heftigt angreb i håb om at bemægtige sig byen. Men medens hun kæmpede mere tappert end forsigtigt og under kraftig modstand indefra, blev hun ramt af en tilfældig pil. Så snart hun blev klar over, at hun var såret, trak hun sig væk fra kampen, og hendes fæller indstillede stormangrebet. Fra det øjeblik af begyndte jomfruens popularitet at dale: man havde troet, at hun var usårlig, og nu var hun blevet såret. Siden hen var hendes ry mindre skrækindjagende for englænderne og mindre ærefrygtindgydende for franskmændene. Men hun blev helbredt for såret på kort tid og vendte tilbage til lejren. Der førte hun våben, som hun plejede, men fremover udrettede hun intet af betydning.

Kongen havde taget ophold ikke langt fra byen i håb om, at borgerne ville skifte sindelag og kalde ham ind i byen, men forgæves. På det tidspunkt styrede hertugen af Gloucester Paris og regerede riget for englænderne. Han sørgede omhyggeligt for, at ingen borgere forlod byen og opsøgte Charles. Selv førte han sine tropper ud af byen og slog lejr over for Charles’ lejr omkring 500 passus fra fjenden. De fjendtlige hære betragtede hinanden i to dage, og selv om der var nogle skærmydsler, dristede ingen af dem sig til at rejse fanerne og gå til åbent angreb. Til sidst drog de begge bort stort set uden tab, og det var uvist, hvem der havde den største skam. Englænderne vendte tilbage til Paris og franskmændene til Bourges. Undervejs – for kongen rejste hjem ad en anden rute end på udvejen – modtog han troskabseden fra de byer, han passerede.

Da jomfruen så, at kongen var kronet og sad sikkert på sin trone, drog hun tilbage imod fjenden - hun blev nemlig rastløs, når der var fred og ro. Hun erobrede mange byer, modtog mange andres overgivelse, og befriede med hurtig indsats adskillige fra fjendernes belejring. Til sidst da englænderne belejrede den stærkt befæstede by, Compiègne, der var fjendtligsindet over Paris, ønskede hun at undsætte de belejrede og begav sig dertil med sine tropper. Fjenden hørte om hendes ankomst og lagde et baghold for hende. Et sted gik hendes vej gennem vinmarker og ad snævre stier. Da hun var slået ind på disse, angreb de forfra og bagfra, og der blev kæmpet hidsigt på meget snæver plads. Jomfruen blev omringet og kunne ikke udfolde sin kamporden. Da kampen var ulige, og flugt var umulig, overgav hun sig^[120]. Hun blev taget til fange af adelsmanden, Jean af Luxembourg, greve af Ligny, der dengang kæmpede for englænderne. I nogen tid holdt han hende fangen i en af sine fæstninger.

Nogle beretter, at hendes tilfangetagelse gik anderledes til. Det fortælles, at hertug Philippe af Bourgogne var draget imod fjenderne^[121], som hærgede Pikardiet. Da jomfruen hørte, at han var taget på jagt ved floden Aisne, og hun ikke selv var langt derfra, håbede hun at kunne tage den uforsigtige fyrste til fange. Hun samlede 6.000 soldater og hastede i retning af jægerne. Philippe fik forhåndsunderretning om angrebet og lod hastigt sine folk tage opstilling i kamporden. Da jomfruen ankom, blev hun selv modtaget med et angreb, og det var herunder, at Jean af Luxembourg tog hende til fange. Philippe forbød, at hun blev ført til ham som fange, da det forekom ham usømmeligt at have kæmpet med en kvinde, også selvom han havde vundet.

Hvordan det nu end forholder sig, står det fast, at jomfruen blev taget til fange under en kamp, samt at hun blev solgt for 10.000 dukater til englænderne og ført til Rouen. Der blev hun undersøgt på det omhyggeligste for at se, om hun benyttede sig af heksekunster eller dæmoner, eller om hun havde kætterske opfattelser. Man fandt intet, der fortjente straf, bortset fra den mandsklædning, hun anvendte. Man syntes dog ikke, at dette fortjente dødsstraf. Man indespærrede hende så i et fængsel med trussel om, at hun ville blive henrettet, hvis hun atter iførte sig mandsklæder. Da hun havde lært at håndtere våben og kunne lide at træne med våben, lod man hendes vagter friste hende, idet de en gang bragte hende en militærkappe, en anden gang et kyras, og siden en brystplade og andre rustningsdele. Ind imellem iførte hun sig uforsigtigt disse mandsklæder og våben uden at tænke på, at det ville medføre hendes død. Selvom hun var taget til fange, må man tro, at englænderne ikke kunne føle sig tilstrækkeligt sikre, medens hun overhovedet var i live - så mange slag som hun havde besejret dem i. De frygtede derfor hendes flugt eller blændværk og søgte et påskud til at dræbe hende.

Da dommerne hørte, at hun havde iført sig mandsklædning, dømte de hende som tilbagefalden til at blive brændt. Hun udholdt flammerne med urokkelig fasthed. For at hendes aske ikke senere skulle blive æret, kastede man den i Seinen.

Således døde Jeanne, en forunderlig og forbløffende jomfru, der reddede det sammenfaldne og næsten søndersplittede franske rige, påførte englænderne store og mange nederlag, blev hærfører for mænd, men bevarede sin kyskhed intakt blandt de militære tropper, og om hvem der aldrig er blevet hørt noget usømmeligt. Jeg vil ikke kunne sige, om det var Guds værk eller menneskeværk. Nogle mener, at da de franske adelsmænd stredes indbyrdes, medens englændernes sag trivedes, og ingen af dem kunne tåle, at en anden fik æren af at lede hæren, så var der en kløgtig person, der udtænkte den list, at man skulle præsentere en jomfru som sendt fra himlen og betro hende ledelsen af hæren. For der var intet menneske, der kunne afvise Gud som hærfører. Og på denne måde betroede man jomfruen krigens førelse og kommandoen over hæren. Noget sådant ville heller ikke være svært at gennemføre hos franskmændene, som mener, at alt, hvad man hører, er sandt. Men det står fast, at det var under jomfruens førerskab, at belejringen af Orléans blev bragt til ende; at det faktisk var ved hendes militære indsats, at hele området mellem Bourges og Paris blev erobret; at det var efter hendes råd, at Reims blev genvundet og kroningen blev fejret der; at det var hende, der slog Talbot på flugt og massakrerede hans hær; at det var på grund af hendes dristighed, at en byport i Paris blev brændt; og at det i det hele taget var på grund af hendes energiske indsats, at Frankrig blev reddet. Det er sandelig en mindeværdig indsats, selvom eftertiden vil finde den mere beundringsværdig end troværdig^[122].

Skønt Charles sørgede dybt over jomfruens død, var han dog mand for at klare sig selv. Både personligt og gennem sine hærførere gennemførte han mange mindeværdige slag imod englænderne, men sandelig også mod burgunderne. Måske vil vi indføje en beretning herom i dette værk.

6.11. Kongressen i Arras, 1435

Hærget af så mange katastrofer lignede Frankrig mere en stor ørken end et kongerige. Byerne lå øde og ødelagte hen, landsbyerne var brændt ned, og overalt mødte man hærgede agre: intetsteds kunne få personer rejse sikkert, og hvis man undslap røverne, stødte man på de vilde dyr. Martinus V, af Colonnaernes slægt, som dengang var pave^[123], havde medlidenhed med det franske folks store elendighed. Han sendte kardinalen af Santa Croce, Niccolò Albergati^[124], berømmelig for sin fromme livsførelse og for sin kløgt (man skulle næsten ikke tro, at han var født i Bologna!) til Frankrig for at forhandle om fred mellem kongerne^[125]. Men franskmændene havde endnu ikke tilstrækkeligt begrædt deres egne synder, der var stadig så meget tilbage af dette folks medfødte overmod^[126], at det udelukkede enhver fred. I mellemtiden sendte paven Giuliano Cesarini^[127], kardinalen af Sant’Angelo, som legat til Tyskland for at erklære krig imod hussitterne^[128], der havde forvildet sig væk fra den kristne tro, og for at lede konciliet i Basel, som snart skulle begynde. Men paven døde^[129] og blev begravet i Laterankirken. Som hans efterfølger valgte kardinalerne Eugenius IV fra Venedig, der bekræftede Martinus’ legater i deres provinser.

Derefter begyndte konciliet i Basel^[130], til hvilket der kom mange biskopper og kongelige legater fra hele kristenheden^[131]. Også kardinal Giuliano Cesarini, der havde lidt nederlag i Bøhmen, begav sig dertil. Først prøvede Eugenius at opløse forsamlingen, men da han ikke havde held med sig, stadfæstede han den på fyrsternes anmodning. Han sendte også Niccolò d’Albergati, kardinalen af Santa Croce, der var vendt tilbage fra Frankrig med uforrettet sag, dertil for at lede konciliet sammen med Giuliano. Da der opstod meget alvorlige konflikter mellem konciliet og paven, forlod Niccolò konciliet og begav sig til paven, der opholdt sig i Firenze. Denne sendte ham for anden gang til Frankrig for at se, om han måske ville finde kongernes mere modtagelige. Som ovenfor berettet drog Æneas med ham og kom helt til Skotland.

Kongressen mellem de franske og engelske fyrster blev afholdt i Arras^[132]. Philippe af Bourgogne kom dertil sammen med sin hustru og hele sit hof. Fra den franske side kom hertugerne af Bourbon og Alencon, fra den engelske side kardinalen af Winchester^[133] og jarlen af Huntingdon. Fra konciliet i Basel kom kardinalen af Cypern, broder til kongen af Kypern, som adelsfolkene på grund af hans fornemme stand indbød til deltage i fredsforhandlingerne, selvom de mere fortrolige og betydningsfulde spørgsmål blev henvist til kardinal Niccolò alene^[134].

Koncilsfædrene i Basel havde nu åbent løsrevet sig fra pave Eugenius, modtog appeller af hans afgørelser, tildelte gejstlige embeder og foretog sig mange andre ting, som tilkommer paven. I Arras optrådte kardinalen af Kypern som legat de latere og gjorde i denne egenskab^[135] krav på samme beføjelser og æresbevisninger som en legat fra den Apostoliske Stol. Dette forekom kardinalen af Santa Croce uværdigt, så selvom han indtil da kun havde gjort sparsom brug af sine beføjelser som pavens legat, slækkede han nu på de restriktioner, han havde pålagt sig selv, for at modvirke, at konciliets autoritet skulle tilsidesætte den Apostoliske Stols. Den ivrigste fortaler for denne kurs var Tommaso da Sarzana, en fremragende teolog, som siden hen blev pave^[136] og tog navnet Nicolaus til minde om sin læremester^[137], og han var den femte af dette navn. Da folk så kardinalen åbent demonstrere den Apostoliske Stols autoritet, forlod næsten alle den kypriotiske legat og vendte sig til Niccolò. Store skarer stod foran hans hus, medens der var øde foran koncilslegatens. Herefter kunne de to kardinaler ikke tale høfligt med hinanden. Det kom ikke til direkte stridigheder, men der var alligevel åbent fjendskab mellem dem. Det var ganske latterligt: de, der var kommet for at forhandle om fred mellem kongerne, havde selv brug for en opmand og fredsmægler^[138].

Kongressen fortsatte i mange dage, og mange veje til almindelig fred blev forsøgt. Da englænderne ikke kunne acceptere nogen af de tilbudte fredsbetingelser, forhandlede Niccolò separat om fred mellem hertug Philippe og kong Charles. Til sidst forsonede han Philippe med den franske konge og løste ham – i kraft af den Første Stols^[139] autoritet – fra det højtidelige løfte, som han havde givet den engelske konge. Kardinalens vurdering var, at det måtte være bedre at redde et af de to kongeriger ved at forsone franskmændene^[140] indbyrdes, end at begge kongeriger skulle blive ødelagt på grund af fortsat fjendskab. Det stod ham klart, at hvis der blev fred mellem Frankrig og Bourgogne, kunne englænderne i løbet af kort tid fordrives fra Frankrig. Når disse så måtte stille sig tilfreds med deres eget ørige, ville de falde til ro eller kun med stor vanskelighed kunne plage Frankrig. Dette var ikke en forkert vurdering, for den dag, hvor Frankrig og Bourgogne sluttede fred^[141], var også den dag, som gav Charles det franske rige tilbage. Den gav ham oven i købet den uvisnelige hæder, at han som den første genvandt alt det, hans forgængere havde tabt i de foregående 200 år, og førte Frankrig tilbage til sin tidligere status. Denne store gevinst opnåede han takket være, at kardinal Niccolò og den Apostoliske stol udsonede ham med hertugen af Bourgogne. Men det er rigtigt, som det hedder i folkemunde, at store fortjenester belønnes med endnu større utaknemlighed. Så snart Charles vidste, at han sad sikkert på sin fædrene trone og frygten for fjenden havde fortaget sig, glemte han denne sag. Han trådte hovmodigt op^[142] imod den Apostoliske Stol, promulgerede blandt sine undersåtter den Pragmatiske Sanktion og afkastede således pavernes åg, det vil sige lydigheden imod Kristus og ærbødigheden over for hans stedfortræder.

6.12. Den gallikanske kirkeforfatning

Det er formålstjenligt her at sige noget om betydningen af den Pragmatiske Sanktion, og hvordan den blev indført i Frankrig. Nogle siger, at udtrykket en "pragmatisk sanktion"^[143] betyder et "fyrsteligt reskript"^[144]. En bedre fortolkning er "forordning vedrørende statssager" (sanctio de causis), eftersom det græske pragma gengives med causa på latin. I Frankrig var den Pragmatiske Sanktion en lov om kirkelige forhold, som blev stadfæstet ved kongeligt edikt og med biskoppernes tilslutning. Den havde sin oprindelse ved konciliet i Basel: mellem de koncilsfædre, der var samlet i Basel, og pave Eugenius opstod der mange konflikter, som blev kimen til store problemer^[145] for den kristne religion. Begge parter hævdede at have den højeste autoritet. Til sidst ekskommunicerede de hinanden gensidigt, og først efter mange år blev kirkens enhed genskabt under Nicolaus V, og herrens hjord faldt til ro i een fold og under een hyrde^[146]. Men under kirkesplittelsen, og så længe konciliet varede, blev den autoritet, som engang tilkom biskopperne alene, ikke bare udstrakt til de abbeder, men også til de provster, priorer, kannikker, simple præster og menige munke, der fik status som koncilsdeltagere. De traf mange dårlige og uretfærdige^[147] beslutninger med det sigte at underminere den Romerske Stols forrang, således som mængden har for vane – den er jo altid fjendtligsindet over for sin fyrste og hævder folkets frihed. I Basel var der også mange lavtstående gejstlige fra Frankrig og Tyskland, som – da de ikke selv havde kunnet skabe sig en karriere i den Romerske Kurie - var søgt dertil og nu forfulgte den Apostoliske Stol med indædt had. Endelig var der også adskillige biskopper, som på grund af deres forsyndelser var blevet afsat fra deres embede. De blev så til folkeførere på konciliet og ophavsmænd til love, som var meget populære hos mængden og indskrænkede pavens magt og værdighed.

Der blev også vedtaget en lov om afholdelse af et koncil hvert tiende år, og det blev proklameret, at paven står under det almene kirkemøde for så vidt angår trosspørgsmål, ophævelse af et skisma eller reformer af den universelle kirke^[148]. Der blev vedtaget et dekret^[149] om antallet af kardinaler og deres kvalifikationer; annaterne blev ophævet; reservation af kirkelige embeder blev forbudt med undtagelse af dem, der er nævnt i kirkeretten; valg af prælater, der mestendels var gået af brug, blev genetableret; stadfæstelse af biskopper, der af hele verden plejede at blive forelagt for paven, blev nu overdraget metropolitanbiskopperne og deres vigtigste underbiskopper; gratiae expectativae blev afskaffet; appeller uden retslige melleminstanser og heriblandt appeller direkte til den Apostoliske Stol blev fordømt. Til alle disse dekreter føjede de en provokerende bestemmelse for det tilfældes skyld, at paven skulle forsøge at foretage sig noget imod dem eller antaste dem.

De besluttede også mange andre ting, der selvom de på overfladen forekom hensigtsmæssige, så dog var fulde af gift. Hvis man læser det meget store bind med koncilsbeslutningerne, vil man kun finde få, der ikke blev vedtaget på grund af had til den Apostoliske Stol eller en tøjlesløs frihedstrang.

Da Frankrigs biskoppper modtog dekreterne, indkaldte de til en national kirkeforsamling i Bourges. Man gennemgik bindet med koncilsdekreter, accepterede de dekreter, som var til deres egen fordel, og forkastede de øvrige: kun få af koncilsdekreterne blev accepteret i den form, de var blevet vedtaget af konciliet; nogle blev forkortet, andre udvidet, som om de franske biskopper havde autoritet til selv at fastsætte love. På dette grundlag udarbejdede de efter eget skøn en ny samling af de dekreter, som var blevet vedtaget i Konstanz eller i Basel, og som indskrænkede eller ignorerede den Apostoliske Stol autoritet. De franske biskopper veg heller ikke tilbage for selv at forskrive paven love eller at fastsætte grænser for, hvor langt hans kompetence rækker.

Den 7. juli i Charles’ sekstende regeringsår og i det 1438. år efter Kristi fødsel forelagde de franske prælater det færdige bind med den Pragmatiske Sanktion for Charles til godkendelse. Charles lod hånt om den guddommelige nåde, der var blevet vist ham gennem jomfruen^[150], og om hvordan den Apostoliske Stol havde overøst ham med velgerninger, da kardinalen af Santa Croce blev sendt til Frankrig og forsonede ham med Bourgogne. Han godkendte de blasfemiske og onde bestemmelser og befalede, at de skulle overholdes i hele hans rige. Endvidere fastsatte han strenge straffe for dem, der overtrådte bestemmelserne. Kongens eget dekret og prælaternes anordninger fik navnet den Pragmatiske Sanktion.

Under Eugenius IV, Nicolaus V og Calixtus III sendte den Apostoliske Stol mange legater til Frankrig for at få den Pragmatiske Sanktion ophævet, men de opnåede intet. Først efter 24 år blev den – som vi senere skal berette om – ophævet og afskaffet under Pius II. I kraft af denne lov blev de franske prælater, som havde troet, at de ville blive frie, nærmest gjort til slaver og lakajer for lægfolk. De blev tvunget til at udtale sig om enkeltsager i det franske parlament; at tildele gejstlige embeder efter kongens eller andre fyrster og mægtige adelsmænds forgodtbefindende; at indsætte mindreårige, ulærde, utiltalende personer og skørlevnere i gejstlige embeder; at eftergive dømte ugerningsmænd deres straf; at tilgive exkommunicerede, der ikke havde gjort bod. Biskopperne havde ikke længere frihed til at idømme kirkestraffe. Hvis nogen bragte pavebreve til Frankrig, som stred imod den Pragmatiske Sanktion, var han hjemfalden til dødsstraf. Det var i parlamentet, at man behandlede sager om biskopper, om metropolitankirker, om ægteskaber og om kætteri. I den grad fik lægfolkets dristighed frit løb i Frankrig, at processioner med Kristi Hellige Legeme, der ofte fandt sted, enten for at det kunne æres af folket eller gives som viaticum til de syge, blev standset efter kongens magtbud; at prælater og andre ærværdige gejstlige blev kastet i de offentlige fængsler; at verdslige dommere på grund af bagateller konfiskerede kirkelige besiddelser og gejstliges ejendomme og overdrog dem til lægfolk. Den Pragmatiske Sanktion medførte også mange andre uhørte tildragelser, som enten blev beordret eller tilladt af en utaknemlig konge.

6.13. Konflikt imellem kongen og kronprinsen. Slaget ved Sankt Jakob, 1444

Men lad os nu vende tilbage til hvordan det gik Charles som konge. Han havde kun én søn, født af Marie^[151], som var søster til René d’Anjou^[152]. Han hed Louis^[153] og var en energisk ung mand. La Dauphinée de Vienne tilfaldt ham i henhold til de franske kongers førstefødselsret. På grund af ham havde hans onkel, Charles d’Anjou^[154], meget stor indflydelse hos kongen, og hans råd vejede tungere end andres. Ingen vovede at modsige ham. Han var så opblæst og arrogant, fordi hans søster var dronning og hans nevø arving til riget, at ingen kunne holde ham ud, specielt ikke hertugerne af Alencon og Bourbon og Bastarden af Bourbon. Disse svor sig sammen mod ham og blev enige om, at den eneste måde at blive af med ham på var at gøre dauphinen til hans fjende. Kongen var en libertiner, som havde en ny elskerinde hver dag. Han svigtede sin hustru og frygtede ikke for at besudle andres legitime ægteskaber og forføre jomfruer. Der var mange – og dyre - kongelige maitresser i paladset. Charles d’Anjou fungerede som elskovsmægler og havde kongens gunst ikke så meget på grund af det nære familieskab som på grund af sin virksomhed som alfons. Hans fjender undsagde ham nu over for Louis og afslørede moderens vanære og onklens skændige adfærd. De fortalte ham, at kongen levede et blødsødent liv blandt sine skøger, at han negligerede sit rige, og at man var på vej mod afgrunden. Nu hvor Louis var blevet en ung mand, burde han omsider vove at gøre noget ved det: enten måtte Charles d’Anjou fordrives fra paladset eller også måtte Louis selv forlade kongen. For at få ham tilbage igen, måtte kongen så smide konkubinerne ud, og dronningen have pladsen i sit eget sovekammer tilbage. Til disse overtalelsesforsøg kom også moderens tårer. Hver dag jamrede hun over at være forstødt og forladt – vel vidende, at det var hendes egen broder, som fremskaffede elskerinderne. Det fortælles, at dauphinen til sidst blev så ophidset herover, at han forfulgte en af elskerinderne med draget sværd for at dræbe hende, og at hun kun undgik at blive dræbt ved at flygte ind i kongens eget gemak. Det skal have været ved den lejlighed, at det åbne fjendskab mellem fader og søn for første gang flammede op^[155].

Uden at sige farvel til faderen tog Louis til Nevers. Kongen samlede hurtigt en hær og førte den mod Alencon. Uden vanskelighed indtog han fæstningsværkerne og modtog hertugens overgivelse. Derefter drog han imod Louis. Da byerne i Nevers ikke vovede at forsvare dauphinen imod faderens magt, bønfaldt de ham om at forlade dem. Han begav sig til så til hertugen af Bourbon. Men hertugen frygtede kongens vrede, og kort tid efter forsonede han fader og søn. Dette blev til skade for hertugens egen broder, Bastarden af Bourbon, der kort tid efter blev taget til fange og druknet i en flod som straf for at have krænket faderens rettigheder over for hans søn. Da Alencon senere pønsede på at gå over til englænderne, blev han pågrebet og idømt dødsstraf, men da han var af kongeligt blod reddede han livet og hensmægtede i et fængsel indtil kongens død.

Nogle mener, at episoden om en af kongens elskerinder, der blev forfulgt af dauphinen med sværd i hånd, først fandt sted senere, da dauphinen for anden gang forlod kongen.

Ikke længe efter^[156] bortgiftede René d’Anjou, der var blevet fordrevet fra kongeriget Sicilien af katalanske hære, sin datter Marguerite^[157] til den engelske kong Henry VI. Kong Charles havde givet sin tilladelse, da han ved dette ægteskab opnåede flere års våbenhvile, hvad der var fordelagtigt både for ham selv og for hans rige. Da han nu ikke blev truet af sin engelske fjende, kunne han ikke længere affinde sig med udgiften til sine hære, som han hverken havde kunnet underholde eller opløse uden risiko. Han fandt det også nødvendigt, at hans land kunne få en hvileperiode efter så store og så mange katastrofale krigshandlinger. Han drog derfor i egen person med en stor del af soldaterne ud af sit kongerige og ind på kejserrigets territorium, slog borgerne i Toul ved Metz med skræk og trak sig kun tilbage derfra mod store pengesummer. Imod kirkeretten fravristede han endvidere biskoppen af Metz den vigtige by Epinal. En anden del af styrkerne – efter sigende mere end 30.000 ryttersoldater - sendte han med dauphinen til Alsace.

Denne provins hed i gamle dage Helvetia og ligger mellem Jura-bjergene og Rhin-floden. Dens øvre dele strækker sig helt til de italienske Alper, og den går fra Rhinen til Lac Leman og Rhone-floden. Området var engang en del af Gallien både med hensyn til geografisk placering og sprog. Nu er den tysk både med hensyn til sprog og skikke bortset fra en mindre befolkningsgruppe, som man kalder savoyarderne og som lever ved Rhone-floden. Beboerne i disse bjergegne kalder man schweizere. Det er et barsk folkefærd. Imellem dem og de byer i Alsace, der lever under østrigsk jurisdiktion, har der hersket et dødeligt had og en forbitret krigstilstand.

Basel, der stadig var skueplads for konciliet, havde allieret sig med schweizerne. Efter østrigsk invitation^[158] førte dauphinen nu hæren mod Basel, hvad der skabte panik i byen og blandt koncilsfædrene. Schweizerne opfyldte deres traktat med byen og sendte 4.000 fremragende unge soldater til undsætning. Da dauphinen hørte, at de nærmede sig, mødte han dem midt imellem Basel og Schweiz med sit rytteri og tilbød slag. Schweizerne sagde ikke nej til en kamp, selvom de som fodfolk skulle kæmpe imod talrige rytterskarer på en stor og vidstrakt slette^[159]. Schweizernes slagorden satte sig først i bevægelse og afværgede fjendernes kastevåben og ryttersoldaternes spyd, der blev kastet fra ryggen af heste i fuldt løb: de satte deres skjold i skildpaddeformation, og de forårsagede et stort blodbad på franskmændene. På begge sider blev der kæmpet forbitret. Til sidste blev schweizerne omringet og presset fra alle sider. De kunne ikke gennembore de pansrede heste eller modstå deres kraft. De blev ikke så meget besejret som udmattet af at sejre og måtte bøde for at have forsøgt en alt for dristig dåd. Kun ganske få undslap, alle de andre lå nedhuggede på slagmarken. Det var dog kun få, som faldt uhævnet. Mange, som blev gennemboret med spyd, forsøgte at hævne såret ved at dræbe fjenden med samme spyd.

For dauphinen var denne sejr mindre glædelig, end den var nødvendig – så meget blod havde den kostet - og han fandt det tilrådeligt at indstille fjendtlighederne imod Basel, hvis erobring forekom ham vanskelig. Han førte så hæren til Argentan, hærgede agrene vidt og bredt og ført et stort bytte bort med sig. Selvom schweizernes nederlag i høj grad svækkede dem, var dauphinen dog mindre til besvær og skade for dem, som han var blevet bedt om at bekæmpe, end han var til skade og ødelæggelse for dem, der bad ham komme, for ikke bare deres rigdomme, men også deres børn og hustruer blev hans bytte.

Louis vendte nu tilbage til faderen og førte derefter hæren imod greven af Armagnac^[160], søn af ham, der som ovenfor berettet blev dræbt i fængslet. Årsagen til dette felttog var, at greven mentes at have maskepi med englænderne og tænkte på at bortgifte sin datter til en af dem. Dauphinen tog ham til fange ved et overraskelsesangreb og førte ham til faderen. Da greven havde renset sig for anklagerne, blev han genindsat i sit fædrene grevesæde.

6.14. Genoptagelse af 100-årskrigen

Omkring på denne tid^[161] indtog en fornem ridder, Francois^[162], der var af aragonesisk familie og en berømt soldat i englændernes sold, med list byen Fougères, der ligger i Normandiet, men hører under hertugen af Bretagne. Herved brød han freden mellem de to mægtige konger af Frankrig og England. Medens der blev sendt budskaber og legationer frem og tilbage om denne sag, satte Frankrigs konge en vis Floquet i spidsen for en skare ryttersoldater. Floquet skjulte bevæbnede soldater i vogne belæsset med hø og informerede nogle bønder om angrebet. Endvidere befalede han dem at føre vognene ud på den bro, der krydser Seinen og giver franskmændene adgang til Normandiet, og at stille dem på midten af broen ved porten til den fæstning, der var bygget der for at bevogte stedet. Selv lagde han sig i et baghold sammen med sine tropper og afventede signalet. Da dette blev givet, sprang soldaterne ud af høet, trængte igennem porten, huggede vagterne ned og gik til angreb på fortet. Floquet kom nu ilende til og fik både broen og fæstningen i sin magt. Efter at dette var blevet kendt, talte man ikke mere om den førnævnte traktatkrænkelse. Kong Charles erklærede sig nu åbent for fjende af englænderne og bragte ad samme bro styrker ind i Normandiet. Fra den anden side førte hertug Francois af Bretagne sin hær i felten for at hævne den krænkelse han havde lidt, da Fougères blev fravristet ham.

Hertugen af Somerset^[163] var den engelske konges guvernør i Normandiet. Da han så det store militære apparat, der blev mobiliseret imod ham, befalede han hærføreren Talbot, som vi har nævnt ovenfor og som havde gjort en fremragende indsats, at slutte sig til ham i Rouen. Han håbede, at han med dennes hjælp og råd kunne bevare byens loyalitet, da folkestemningen var ved at svinge om. Men planen var forgæves, for da indbyggerne i Rouen hørte, at kongen nærmede sig, sendte de legater til ham og opnåede sikkerhed for sig selv og deres ejendele ved at love at lukke hæren ind i byen og udføre hans befalinger. Da de således havde lovet kongen troskab, søgte Talbot sammen med hertugen og de øvrige englændere tilflugt i fæstningen. Franskmændene indledte nu et stormangreb, men på René d’Anjous mellemkomst blev der indgået fred på følgende vilkår^[164]: ”Englænderne skal forlade alle de byer, de har i Normandiet; hertugen og Talbot og deres folk skal bevare deres frihed.” Men da byernes ledere ikke adlød, efterlod hertugen af Somerset Talbot og to stedsønner i fæstningen og sejlede hemmeligt til England. Kort tid efter overgav fæstningen sig, og hertugens stedsønner og Talbot faldt i franskmændenes hænder. Eftersom Talbot overalt nød et stort ry, som han havde vundet, fordi han førte åben krig og ikke benyttede sig af list og bedrag, men af fysisk styrke og kløgt, lod man ham aflægge ed på, at han ikke i fremtiden ville kæmpe imod franskmændene, og sendte ham bort som en fri mand. Så stor er beundringen for tapperhed hos alle folkeslag.

I jubelåret 1450 kom Talbot til Rom for – som rygtet siger - at få aflad. Nogle mener, at han søgte at blive løst fra det løfte, hvormed han havde forpligtet sig over for franskmændene. Det ved Vi ikke noget om. Men til gengæld står det fast, at da Talbot vendte tilbage til England, og Charles allerede havde erobret hele Normandiet og indtaget Bordeaux, blev han af Henry VI sendt^[165] med kommandoen over store styrker til Gascogne, som er en del af Aquitaine. Der genvandt han enten med magt eller ved frivillig overgivelse Bordeaux, som var Claudians fødeby, og adskillige andre byer, der var faldet fra englænderne.

Da Charles fik underretning om dette, mønstrede han straks to hære. Den ene stillede han under kommando af sin svigersøn, greven af Clermont og søn af hertugen af Bourbon, som han befalede at ile direkte til Bordeaux med 15.000 soldater og hele blomsten af Frankrigs militære styrke. Den anden hær udskrev han fra sine egne hoffolk^[166] og stillede den under sin personlige kommando. Kort tid efter kom greven af Étampes til hans lejr med 800 tapre, unge riddere fra Bretagne. Charles befalede disse at slutte sig til den første hær. De gjorde holdt ca. 7 mil^[167] fra Bordeaux og begyndte at angribe en lille borg. Først havde de dog indtaget et tårn^[168] midtvejs mellem borgen og Bordeaux og forstærket det med en garnison af bueskytter.

Da Talbot blev klar over, at han skulle kæmpe mod to hære, besluttede han først at angribe den, som han mente kunne overvindes med mindst besvær. En aften drog han ud fra Bordeaux med sine kernetropper og nåede frem til tårnet, der som nævnt var blevet besat af franskmændene. Det erobrede han under første stormløb og lod omkring 50 tilfangetagne bueskytter dræbe. Da han hørte, at kongens hær forberedte sig til flugt, frygtede han, at byttet skulle glide ham af hænde. Næste morgen brød han derfor op sammen med 500 behjelmede ryttere og 800 bueskytter og befalede de andre at følge efter. Selv nærmest fløj han mod fjenden og indledte slaget i vild uorden^[169]. Fjenderne havde faktisk drøftet et tilbagetog, men da de skammede sig for kongen, der var nær, havde de besluttet at friste krigslykken. De havde omkring 30 bronzekanoner^[170], som de transporterede på vogne. Dem opstillede de på den vej, hvor Talbot ville komme, vendt imod ham. Derudover anbragte de mange andre krigsmaskiner til alle sider for at tilintetgøre deres intetanende fjender. Da Talbots soldater uden at vide noget om kanonerne kom stormende i vildt ridt ad den eneste vej, der førte til fjendens lejr, blev kanonerne affyret og i det første angreb blev omkring 300 engelske soldater dræbt af kanonkugler. Da Talbot så dette, bad han indstændigt sin søn, en fremragende ung mand, der var ved hans side, om at tage bort og holde sig klar til bedre tider. Men sønnen svarede, at han umuligt kunne flygte fra et slag, hvori hans fader kunne falde. Talbot svarede: ”Min søn, jeg som er berømt for mange store bedrifter gerninger kan hverken dø uden hæder eller flygte uden skam. Du derimod er kun lige begyndt på din militære løbebane, og du vil hverken blive vanæret ved at flygte eller berømt ved at dø.” Men da sønnen kun lod sig bevæge af sin pietet over for faderen og ikke af dennes henstillinger, opfordrede Talbot sine fæller til at vende tilbage til kampen med tappert sind. Sammen dannede de et skjoldtag, gik dristigt til angreb og forårsagede et større blodbad på fjenden, der ikke på noget tidspunkt dristede sig til at forlade lejrens fæstningsværker. Men fjenden var dem langt overlegen på grund af sin placering, sine kanoner og antallet af soldater. De fleste af Talbots soldater var faldet, han selv havde fået skudt et ben væk af en kanonkugle, og til sidst faldt han selv og med ham to sønner, den ene ægtefødt, den anden født uden for ægteskab, og en svigersøn. Således døde denne berømmelige mand efter at vundet mange sejre over fjenden. Han blev fældet mestendels ved bretonernes udholdenhed og tapperhed. Bordeaux kom igen i den franske konges magt.

6.15. Dauphinens flugt til Bourgogne

Før disse begivenheder blev dauphinen igen vred på sin fader og forlod ham. Man siger, at årsagen til hans vrede var den, som vi har nævnt oven for, d.v.s at moderen blev krænket af en af kongens elskerinder, Agnes med tilnavnet de Beauté^[171]. Hun var adeligt født og kom til kongens hof fra provinsen som hofdame for René d’Anjous hustru, Isabella. Da hendes frue tog bort igen, blev hun tilbage som en af dronning Maries hofdamer. Hun havde allerede på det tidspunkt fået et slet omdømme på grund af sin vidtløftighed. Da hun var meget smuk og charmerende^[172], forelskede kongen sig i hende og på kort tid blev han så håbløst betaget, at han ikke kunne være adskilt fra hende bare i en time. Hun var altid ved hans side både ved bordet, i privatgemakket og i rådet. Hvis nogen, hvad enten det var hans skriftefader eller en anden indflydelsesrig person, bebrejdede kongen hans ægteskabsbrud, benægtede han, at der var noget upassende imellem dem, og påstod, at han blot morede sig over kvindens humor og charme. Ligesom andre konger måtte det også være ham tilladt at have en nar hos sig, som han kunne slappe af med, og han var sådan set ligeglad med, om det var en kvinde eller en mand. Nu havde han så bare fundet en kvinde, der krydrede sine fantasifuldheder med begavede spøgefuldheder. Charles mente måske, at han kunne undskylde sig med den slags sludder^[173], men han behandlede absolut ikke Agnes som en nar. Tværtimod gav han hende pragtfulde ejendomme og mange gaver, og han hædrede hende ved at give hende andenpladsen efter dronningen i paladset. Han fik to^[174] døtre med hende, som Louis, da han arvede riget, behandlede som søstre og – for den enes vedkommende - snart giftede bort. Men altså, som mange fortæller det, blev Agnes årsag til den anden konflikt mellem far og søn, og hun undgik kun med nød og næppe dauphinens hånd.

Nogle hævder, at der var en mere skændig grund til Louis' vrede. Kong James I^[175] af Skotland var en stor ven af Charles og meget fjendtligsindet over for englænderne, og han havde i mange tilfælde vist sig særdeles imødekommende over for franskmændene. Kong James havde fire giftefærdige^[176] og meget smukke døtre, og da han ikke selv formåede at give dem en passende medgift, sendte han dem til vennen^[177] for, at denne kunne finde ægtemænd til dem. Den ældste gav Charles til Louis^[178], de andre fik andre ægtemænd, bortset fra den ene, der som følge af en sygdom stammede og næsten ikke kunne tale. Den ene af dem blev gift med hertug Sigismund af Østrig. Rygtet vil vide, at Charles var forelsket i sin svigerdatter og prøvede at komme i seng med hende. Det er uvist, om det faktisk nåede til blodskam, men det står fast, at dauphinen siden hen hadede sin hustru, og at hun fik svindsot og døde deraf.

Hvad nu end årsagen var, trak Louis sig tilbage til Dauphinée og opholdt sig der i flere år. Selv om han blev kaldt hjem af faderen, nægtede han at vende tilbage. Uden faderens vidende eller – som nogle mener – direkte imod hans vilje indgik Louis sit andet ægteskab^[179], denne gang med Charlotte^[180], datter af hertugen af Savoyen. Hans rivaler ved hoffet bagtalte ham hos hans fader og påstod, at ægteskabet var behæftet med blodskam, fordi han tidligere havde haft en erotisk forbindelse med hustruens moder. Denne påstand sandsynliggøres af moderens skamløshed: hun havde bragt de kypriotiske sæder med sig til Savoyen og havde ofte besudlet sin ægtemands leje. Imod påstanden taler den skamløse forbindelse, som kvinden havde med Bastarden af Armagnac, som var en af dauphinens gode venner. For rivaler kan ikke være venner, og det er meget risikabelt at nærme sig sin herres elskerinde.

Skønt Charles var forbitret over dauphinens opførsel, lod han dog som ingenting, indtil englænderne var fordrevet fra Frankrig, og han kunne ånde lettet op.

Men da dyb fred rådede i hele riget, sendte han greven af Dammartin – såldes blev han kaldt – med tropper imod sønnen for at besætte Dauphinée og føre ham til sig som fange. Da dauphinen hørte, at Dammartin var på vej, greb han øjeblikkelig sammen med nogle få ledsagere flugten og var i den grad forskrækket og panikslagen, at han hele tiden mente, at faderens riddere var lige i hælene på dem. Da han nåede frem til de bjerge, som omgiver Bourgogne, og på toppen kom til et tempel for den hellige Claude, søgte han asyl der og turde ikke komme ud igen, førend han var sikker på, at der ikke var nogen i området omkring dem, der eftersøgte ham. Nogle beretter, at hærføreren Joachim, der var blevet sendt ud for at forfølge Louis, gav ham et forspring, fordi han ikke mente, det ville være til hans egen fordel at skade en person af kongeblod. Da Louis senere hen blev konge, nød Joachim i hvert fald hans gunst.

Det berettes, at da dauphinen ankom til hertug Philippe af Bourgogne, tiltalte han ham med disse ord:

”Jeg, der er af kongeblodet, kommer til dig, fyrste af Bourgogne, ikke som herre over noget land, men som landflygtig og i eksil. Jeg flygter for min faders vrede og mine fjenders anslag, der har formørket kongens sindelag imod mig. Jeg er kommet fra Dauphinée uden penge overhovedet. Hvis ikke du tager imod mig, må jeg tigge mit brød og drage bort til fjerne provinser. Hos andre vil jeg aldrig være i sikkerhed, hvis jeg bliver genkendt. Min fader kan ikke bevæges med bønner. Hvis jeg falder i hans hænder, bliver jeg myrdet. Du er den eneste, som kan redde mig fra hans raseri.” Efter disse ord sænkede han sit tårevædede blik.

Da Philippe så kongens søn komme imod sig, faldt han på knæ og bøjede sig dybt, og da han på denne franske måde havde hyldet sin herre, omfavnede og kyssede han ham, og trøstede det forpinte sind med disse ord:

”Du er absolut ikke uden land, smukke slægtning, for hele min provins er din. Du er min herre, og alt, hvad der er mit, er dit. Din fader har ikke nogen autoritet over mig: således blev det fastsat ved Freden i Arras. Når han dør, vil du arve ham, og til den tid vil jeg skulle lyde dig. Hvorfor skulle jeg så ikke i dag omfavne min herre og lyde rigets arving? Bort med al frygt: hos mig er du konge, ikke landflygtig. Din fader vil ikke få lov til at skade dig. Du er kommet hjem. Befal, og det vil kun være ret og rimeligt, at jeg og alle mine undersåtter adlyder dine bud^[181].”

Således blev dauphinen modtaget. Han fik sit eget palads og modtog årligt 24.000 dukater fra det offentlige, ligesom han fik stillet passende områder til jagt og andre fornøjelser til rådighed. Fyrsten befalede, at alle skulle vise dauphinen ærbødighed som den fornemste person i Bourgogne.

I mellemtiden overtog kongen Dauphinée, og alle dauphinens ejendele blev ført bort. Hans venner blev enten fængslet eller sendt i eksil. Hans hustru fik tilladelse til at følge efter sin mand, men kun med den dragt hun gik og stod i, ganske få tjenere og ikke mere end tolv sølvbægre af den slags, som man kalder tazia’er. Da hun nåede frem til sin mand var hun i pjalter og i en forfærdelig forfatning.

Da kongen hørte om det passerede, sendte han bud til hertugen af Bourgogne om at sende sønnen tilbage til ham. Hertugen svarede, at Charles ikke havde nogen magt over ham. Han kunne ikke sende dauphinen, som var hans fremtidige herre, tilbage imod dennes vilje. Han ville dog forsøge at overtale ham til frivilligt at vende tilbage til faderen. Det ville glæde ham, hvis sønnen adlød, for han havde aldrig billiget konflikt mellem fader og søn.

Der blev sendt legater frem og tilbage. Dauphinen lovede at vende tilbage til faderen, hvis hans fjender blev fjernet fra hoffet, for hvis de forblev, kunne han ikke være i sikkerhed. Kongen, der lod sig lede af dem, der hadede dauphinen, sagde, at det var en urimelig søn, der ville stille sin fader betingelser og fordrive den ene eller den anden efter sit forgodtbefindende. Således kørte sagen videre i adskillige år.

Det syntes, som om kongen ønskede at vriste sønnen fra Bourgogne med militær magt, og han sendte ofte troppestyrker til Bourgognes grænser, men hertugen af Bourgogne var mand for at forsvare sig selv. Også han samlede sine styrker og placerede dem på strategiske steder for at forhindre en uventet invasion. Det var ikke hertugens hensigt at føre krig imod kongen, men han ville slå ethvert angreb tilbage. Kongen var ubeslutsom og kunne ikke fastholde et forehavende længe ad gangen. Han frygtede både hertugen og sin søn og stolede ikke på sine egne hærførere. Han var nu svækket^[182] af alderdom, henlevede sit liv i lediggang blandt skøger, og vovede ikke at indlade sig på større forehavender. Han havde dog beordret, at greven af Armagnac^[183] skulle fratages enhver kommando og sættes under bevogtning i Paris. Den er den greve, hvis incest med søsteren, vi har omtalt ovenfor.

Kong Charles gav også René d’Anjou hjælpetropper mod kong Ferrante af Sicilien. Endvidere sendte han legater til kongressen i Mantova, således som berettet ovenfor. Han forsøgte at rejse alle de italienske magter imod pave Pius, men uden held. Tilsidst sendte han stærke styrker mod Genova. Disse blev tilintetgjort som ovenfor omtalt. Kort tid efter blev han vanvittig ligesom sin fader; han var bange for at blive forgivet og afholdt sig fra al føde. Han stolede ikke engang på sin anden, 15-årige, overlevende søn, Charles, når denne smagte på maden før ham selv. Kongens venner og slægtninge, der stod omkring ham og så ham dø af sult, bad ham indtrængende om at spise, men forgæves. Til sidst døde han^[184] fuldstændig afkræftet af hunger og – siger man - af en halssygdom. Han var i sin tid en stor og mindeværdig konge, som havde en forunderlig skæbne på godt såvel som på ondt.

6.16. Ludvig XIs tronbestigelse

Pius fik underretning om kongens død, medens han opholdt sig i Tivoli, og holdt sørgehøjtidelighed for ham – ikke uden tårer.

Dauphinen vendte hjem fra eksilet til sit fædrene rige og blev modtaget i fuldstændig harmoni. Hans fjender vovede ikke at foretage sig noget og gik på eget initiativ i eksil. Nabokongerne og de omliggende folkeslag sendte mange lykønskningslegationer til ham. Også fra Italien kom der oratorer både fra Venedig, Milano og Firenze. De sidste tiltrak sig megen opmærksomhed, fordi de som en kompliment til fransk forfængelighed havde aflagt deres egne lange klædninger og gik klædt efter den udenlandske mode, om hvem en digter så smukt har skrevet: ”Den franske palla viser den halve balle”.^[185] En uskøn skik, der bør overlades til aberne! Lederne af den florentinske legation var Filippo de’ Medici, ærkebiskoppen af Pisa, og Piero Pazzi, der levede op til sit navn^[186]. Som sin legat sendte paven biskoppen af Arras^[187]. Denne skulle velsigne den nye konge og anbefale ham den kristne religion. Endvidere skulle han henstille til, at den Pragmatiske Sanktion blev ophævet i hans kongerige, samt til at der blev iværksat en virkelig betydningsfuld indsats for den katolske religion imod tyrkerne.

Begyndelsen på regeringsperioden var beundringsværdig. Louis blev kronet under stor pragtudfoldelse og i nærværelse af hertug Philippe af Bourgogne og hele den franske adel. Hans første offentlige erklæring gik ud på, at han ville ophæve den Pragmatiske Sanktion, som hans fader havde indført, og overlade den øverste kompetence vedrørende kirkelige forhold til den Apostoliske Stol. Der var ikke engang brug for biskoppen af Arras’ formaninger: dette havde kongen allerede tidligere aflagt løfte til apostelfyrsten Peter om at gøre, hvis han nogensinde besteg faderens trone. Da parlamentsformændene kom til ham med anmodning om at blive bekræftet i deres embeder, talte han strengt til dem, fordi de havde gjort retfærdigheden til en handelsvare og lod hånt om retten. Han fordrev spasmagerne, skuespillerne, og narrene fra hoffet. Han tillod kun dem at bære purpurklæder, som havde nået en bestemt adelsrang. Han skænkede mange gaver til klostre og kirker. Han benådede Charles d’Anjou. Til gavn for riget gav han nye love eller genindførte de gamle.

Da greven af Dammartin hørte dette, fattede han håb om barmhjertighed fra den store fyrste. Han forlod sit tilflugtssted og nåede frem til kongens gemak uden at blive genkendt. Der kastede han sig på gulvet og sagde: ”Her er jeg, konge. Jeg har syndet mod dig, som er min herre. Tilgiv mig og gør ikke med mig, som min ondskab fortjener^[188], men tag mig i din store mildhed tilbage i din gunst.” Kongen blev forbløffet over foran sig at se sin bitre fjende og den mand, som han havde besluttet at ødelægge først af alle. Men han svarede: ”Arnens hellige guder og din tillid til Vor mildhed har i dag reddet dit liv. Forlad dette rige og vis dig ikke mere for Os, med mindre du vil stå til regnskab for dine handlinger.” Dammartin sagde nu, at rejsen ville være farefuld for ham, og at han ikke havde penge til at drage i eksil, hvorpå kongen gavn ham penge og ledsagere, som kunne føre ham sikkert bort.

Disse ting er rosværdige. Heroverfor står mange ting, der ikke sømmer sig for så stor en fyrste. Han pugede penge sammen, han pålagde tunge skatter, han satte lønningerne ned og ophørte helt at udbetale dem til nogle adelsmænd. Dette gjorde ham meget upopulær hos dem, der var vant til at leve af det offentlige, og som nu skulle klare sig med deres eget bord.

6.17. Ambassade til paven fra Kypern

Medens dette gik for sig i Frankrig, kom oratorer fra Kypern til Pius. Det drejede sig om biskoppen af Nemosia samt en fremtrædende lærd. De var blevet sendt af den mand, der havde stødt den rette konge fra tronen og med ægyptisk militærhjælp havde gjort sig selv til konge i hans sted. Vi vil komme ind på de kypriotiske forhold senere, for også den fordrevne dronning kom kort tid efter til paven.

Paven fandt, at disse oratorer ikke var værdige til at blive modtaget som kongelige udsendinge. Ingen mødte dem, og der blev ikke sendt gæstegaver. De blev kun modtaget i privataudiens og bebrejdet, at de havde accepteret at blive udsendt af en mand, som de vidste var en usurpator og en svoren fjende af den kristne religion. De fremførte mangt og meget til forsvar for deres konge, men tomt og fuldstændig løgnagtigt. Da de ikke kunne opnå noget med hensyn til de offentlige anliggender, tog de visse private sager op og bad om, at de i det mindste kunne få breve med sig hjem, som var forseglede efter den Romerske Kuries sædvane, og som de kunne vise befolkningen og udlægge, som de selv ville. Men paven, som ikke var ubekendt med græske kneb, sendt dem bort helt tomhændede. Dette faldt i god jord hos de tilstedeværende oratorer fra hertugen af Savoyen, der var til stede^[189].

6.18. Georg Skanderbeg deltager i den napolitanske krig

Medens dette gik for sig, sejlede Georg Skanderbeg^[190] til Italien. Han havde kort tid forinden sendt en stor del af sine egne tropper som hjælpestyrke til kong Ferrante. Han syntes dog ikke, at han gjorde nok for sin ven, hvis han ikke personligt kæmpede for ham. Derfor rejste han en ny hær fra Albanien, der engang var en del af Makedonien. Da han nåede Italien, sluttede han sig til de tidligere udsendte tropper og førte sin hær ind i fyrsten af Tarantos land, som han hærgede vidt og bredt. Hans rytteri var letbevæbnet, havde hurtige heste og var vant til strabadser. I det flade og vidtstrakte område var intet i sikkerhed for dem: ingen kvæghjorde var så langt væk, at de ikke kunne nå dem med en dags ridt. Deres kampmåde egnede sig udmærket til rov og plyndring, men ikke til krig efter italiensk mønster, og den gjorde dem forsvarsløse over for vore sværd og spyd.

Kommandanten over fæstningen i Trani havde på det tidspunkt indledt hemmelige forhandlinger med fjenderne, havde modtaget bestikkelse og forberedte sig på at svigte Ferrante. Da Georg Skanderbeg hørte dette, tog han til Trani og indbød kommandanten som ven. Da denne ankom, tog han ham til fange og fyldte fæstningen med nye vagter. Således blev en vigtig by reddet, og selvom byen senere på grund af en opstand blandt borgerne kom i fjendens hænder, beholdt Ferrante dog fæstningen, og byen selv blev givet tilbage til ham som en af fredsbetingelserne.

Da Jacopo Piccinino så Skanderbegs tropper på afstand, sendte han en trompeter^[191] til ham, som gav Skanderbeg frit lejde, hvis han ville møde ham. Georg indfandt sig nu midtvejs med to ledsagere og bad Piccinino møde ham med ligeså mange ledsagere. Da Piccinino ankom, bebrejdede Georg ham med mange ord, at han kæmpede imod kongen, der havde fortjent så meget bedre af ham. Han bebrejdede ham også, at han kaldte sig selv for aragoneser, når han kæmpede for franskmændene, og således helt lod hånt om de velgerninger, som kong Alfonso havde vist ham selv og hans fader. Piccinino undskyldte sig med, at han kun modvilligt var faldet fra Ferrante og påstod, at denne ikke havde holdt sine løfter til ham. Han fremsatte mange beskyldninger imod hertugen af Milano, der havde afstedkommet bruddet mellem ham selv og Ferrante. Medens han talte, gik han umærkeligt baglæns sammen og trak således sin tilhører med sig. Til sidst gav han tegn til sine folk om at komme ilende til og dræbe Georg. Men denne mærkede listen, afbrød samtalen og begav sig skyndsomt tilbage til sine egne.

6.19. Bombastiske breve mellem Skanderbeg og fyrsten af Tarento

Det berettes, at da fyrsten af Taranto havde fået mange klager fra sine undersåtter, der flygtede fra albanerne, skrev han således til Skanderbeg: ”Gianantonio, fyrste af Taranto, hilser Georg fra Albanien. Du, som krigslykken har gjort berømt, burde have forfulgt og udslettet de fjender, som du allerede havde valgt at fordrive for den kristne religions skyld. I stedet for har du blot generet dem lidt, forladt slagmarken og derefter ført din hær til Italien og imod andre kristne. Men hvilket udestående er der imellem os? Hvornår har jeg nogensinde forbrudt mig imod dig? Hvilke stridigheder har vi haft tidligere? Du har hærget mine jorder og har faret frem imod mine undersåtter. Og du er gået i krig, førend du erklærede den. Du siger, at du er den kristne religions tapreste forsvarer, og alligevel forfølger du nu et folk, som med rette kaldes det mest kristne af alle. Du har vendt dit sværd imod franskmændene, som er det Sicilianske Riges retmæssige herrer. Du håbede måske, at du ville kæmpe imod blødsødne tyrkere eller fredsommelige grækere, som du er vant til at stikke ned bagfra, når de flygter, men her vil du finde en anden slags mænd. Selvom man siger, at du har et frygtindgydende ydre, så er der ingen her, der vil flygte fra dit åsyn. Vore soldater vil angribe dig, og det italienske blod vil ikke flygte for albansk rakkerpak. Vi kender din race. Vi anser albanerne for kvæg. Vi skammer os over at have så ussel en fjende, og du var aldrig gået i gang med så stort et forehavende, hvis du reelt havde kunnet blive hjemme. Du er flygtet fra tyrkernes angreb, og da du ikke formåede at forsvare dit eget hjem, har du i stedet fundet på at angribe en andens. Men du har taget fejl, med mindre du i stedet for et hjem søger en grav. Farvel.”

Vi har hørt, at Georg svarede nogenlunde således: ”Georg fra Albanien hilser Gianantonio, fyrste af Taranto. Da jeg havde opnået våbenhvile med vor religions fjende, ville jeg ikke unddrage en ven min hjælp. Ofte har kong Alfonso sendt mig hjælp, når jeg var i fare fra tyrkerne. Jeg ville have været utaknemlig, hvis jeg ikke havde gjort gengæld imod hans søn. Jeg husker, at også du accepterede Alfonso som konge. Hvorfor accepterede du så ikke, at sønnen efterfulgte faderen? Du hyldede faderen, og nu søger du at fordrive sønnen. Med hvilken ret? Er det din eller er det pavens opgave at udnævne Siciliens konger? Jeg er kommet for at hjælpe Ferrante, kongens søn, der er blevet proklameret som konge af den Apostoliske Stol, imod den troløshed og de mange forræderier, som er begået af dette riges adel. I vil lide straffen for at svigte jeres troskabsed, og I vil ikke altid kunne begå mened ustraffet. Derfor bekriger jeg dig, og derved gør jeg mig lige så fortjent, som når jeg kæmper mod tyrkerne. For skønt du er døbt, er du ikke bedre end en tyrk, når du hverken overholder en højtidelig ed eller har den rette opfattelse af kirkens sakramenter, og hellere har omgang med jøder end med kristne. Der er ligefrem dem, som mener, at du ikke holder med nogen sekt overhovedet, bortset fra den, der mener, at menneskenes sjæle forgår sammen med deres legemer. Du taler til mig om franskmændene og deres forfængelige prætentioner, som stammer fra deres store kampe for religionen. Men vi vil ikke tale om fortidens hændelser, der måske ikke var helt så betydningsfulde, som rygtet vil vide. Til gengæld står det fast, at i vor tid er det aragonesernes flåder, der har gennemsejlet det Ægæiske Hav, har hærget tyrkernes kyster, og bragt et stort bytte med sig tilbage fra fjenden. Vi har selv set sejlene og det aragonesiske hus’ røde og gule faner. Liljen, som skal være franskmændenes emblem, har vi aldrig set i Orienten eller i Grækenland. Engang frygtede tyrkerne aragoneserne, men de har aldrig frygtet franskmændene, og den dag i dag forsvares Troja, der ligger i fjendens gab, af aragonesiske våben.

Hvorfor henviser du til ældre forhold og forbigår de nuværende? Slægters status er under stadig forandring: plovmænd bliver til konger, konger vender tilbage til ploven, og adelskab varer ikke længere end tapperhed. Jeg er ganske klar over, at du engang var meget fjendtligt stemt over for franskmændene, for det var især med din hjælp, at kong Alfonso uddrev franskmændene af Kongeriget. En ny dyd – jeg ved ikke hvilken – må være dukket op. Måske er det en ny stjerne hos franskmændene, som du beundrer. Men jeg for min del tror ikke på, at franskmændene er bedre i dag end i går og i forgårs.

Endvidere udtrykker du foragt for vort folk og betragter os albanere som kvæg. Du taler som sædvanlig nedsættende og synes ikke at kende vor slægts oprindelse. Vore forfædre kom fra Epirus. Herfra stammede den Pyrrhus, hvis angreb romerne næsten ikke kunne modstå, og som erobrede Taranto og mange andre italienske steder. Man kan overhovedet ikke sammenligne de tapre epirotiske mænd med tarantinske mænd, der er skvattede og født til at fange småfisk. Hvis man medgiver, at Albanien engang var en del af Makedonien, så giver man os endnu mere fornemme aner, der sammen med Alexander drog helt frem til Indien og havde utroligt held med at undertvinge alle de folkeslag, som de mødte på deres vej. Fra disse nedstammer de mænd, som du kalder kvæg. Hvis vi er kvæg, og der ikke er vendt op og ned på naturens orden, hvorfor flygter mænd så for kvæg? I de foregående dage har der mange gange været lejlighed til at se, om det er mændene fra Albanien eller dem fra Puglia, der er kvæg. Selv er jeg endnu ikke stødt på nogen, der kan tåle at se mig i ansigtet. Jeg har set, hvor smukt pansrede dine mænds rygge er, men jeg har endnu ikke set deres brystpanser, og jeg har ikke set ansigtet på andre end dem, som jeg har kastet i lænker. Mit eget hjem er tilstrækkeligt for mig, og jeg efterstræber ikke dit. Men jeg skal til gengæld bestræbe mig på, at du, som ofte har fordrevet dine adelige naboer fra deres besiddelser, ikke også kan fordrive din konge og udføre dit onde fortsæt med at føre krig imod Kongeriget. Hvis jeg skulle falde og blive begravet, som du spår mig, så vil min sjæl blive belønnet af Gud, der er alles herre, for en fremragende dåd, der blev planlagt og forsøgt, selv om den ikke blev fuldendt. Farvel.”

Tyrkernes herre, Mehmed, forhindrede imidlertid alle disse svulstige ord i at få nogen virkning: han brød aftalen om våbenhvile og begyndte at hjemsøge albanerne med mange militære indfald. Dette fik omgående Georg til at vende tilbage fra Italien, for at han ikke skulle miste sin egne besiddelser, medens han forsvarede andres.

6.20. Pius besøger Tivolis omegn

Da sommeren næsten var gået på hæld, inviterede kardinal Juan de Torquemada af San Sisto paven til at besøge klosteret Subiaco, hvis administrator han var. Sammen med fire kardinaler tog paven af sted på en afslappet udflugt. Han krydsede Aniene ved Tivoli og fulgte dens venstre bred. Den første nat tilbragte de i Vicovaro, som nogle mener betyder Varros landsby^[192] efter en eller anden Varus. Byen ligger på en høj klippeformation og har form af en trekant. På alle sider beskyttes den af stejle klipper, der til den ene side brydes af en evigtrindende flod, og til den anden rager ud i Aniene. Den tredje side beskyttes af et meget højt tårn, et meget stærkt befæstet citadel og en kunstig voldgrav. Man kan finde rester af byens tidligere pragt: en stor del af muren består af enorme kvadratiske stenblokke, som vi finder dem i antikke bygningsværker. Rundt omkring ligger der mange søjlerester samt dele af statuer, der stadig vidner om kunstnerens talent. Da Francesco Orsini var byens præfekt, påbegyndte han byggeriet af et prægtigt kapel af den hvideste marmor og udsmykkede det med blomster og smukke statuer, der ikke er ringe efter vor tids standard. Han døde og blev ikke færdig, og heller ikke hans efterfølgere, der kæmpede indbyrdes om arven, fik lagt den sidste hånd på værket.

Pius tildelte kapellet aflad, således at det senere kunne blive bygget færdigt^[193]. Han blev indlogeret i et palads, som ligger over Aniene. Fra paladset var der en meget smuk udsigt, ligesom der også var det fra det nærliggende bjerg på den anden side af floden. Dette bjerg var stadig dækket af grønne og skyggefulde lunde. De lavtliggende områder ved floden var enten enge eller vinmarker. Vinrankerne^[194] strakte sig indtil midt på højderyggene, og oven for voksede der agernbærende egetræer.

Fra dette sted nåede man frem til San Clemente, som ligger omkring to mile væk. Indbyggerne er meget fromme, og eremitmunkene i klosteret har ry for hellighed. Området er fladt, men bagtil falder klipperne så stejlt ned mod Aniene, at man næsten ikke kan se vandet dernede. Paven gik ind og bad i kapellet. Derefter velsignede han eremitmunkene og fortsatte sin færd, der aldrig førte ham langt væk fra Aniene.

I forskellige retninger kunne man se befæstede småbyer^[195] på bjergtoppene. Fra disse kom mænd og kvinder, gamle mennesker, drenge og piger, strømmende ned for at møde paven og få hans velsignelse. Nogle forærede ham vin, andre fødevarer. Undervejs lod paven lod berede et måltid på et sted, hvor en klar kilde sprudlede frem. Det er utroligt, hvor mange klare bække, der flyder ud i Aniene, og hvor mange evigtrindede kilder, der sprudler frem på hver bred. Neden for byen Agosta er kraften i vandet, der springer frem fra den levende klippe, så stærk, at den kan holde fire eller flere vandmøller i gang hele tiden. Mellem klipperne dækker kilden et område så stort som en gårdsplads og er ikke dybere end, at en mand kan bunde. Dens bund er dækket af glimtende småsten og grus. Flere steder sprudler vandløbene så livligt, at det lyder som en sød mumlen. Vandet selv er så klart, at man kan se bunden, og det er iskoldt og frisk. Paven og kardinalerne spiste frokost oven for denne kilde. Under måltidet drak han det friske vand i store slurke. Det samme gjorde kardinalerne, der nød vandets kølighed mere end vinens sødme. Hele befolkningen lejrede sig på engene omkring kilden og blev bespist der, selvom det var store skarer, der var kommet strømmende til fra de omliggende småbyer for at se paven. Efter frokosten gik bønderne til ære for paven ud i floden og begyndte at fiske imod strømmen. Paven fortsatte turen langs flodbredden – for der var både marker og enge – og betragtede fiskerne. Hver gang de fangede en fisk, brød de ud i hyldestråb til paven og gav bækørrederne – for der er næsten ingen andre fisk i floden – til pavens tjenere. Og således gik en stor del af rejsen under den største fornøjelse.

6.21. Besøg i klostret Subiaco

Da de nåede vinmarkerne ved byen Subiaco^[196], kom kardinalen dem i møde og noget bagefter fulgte en procession af præster og munke. Paven blev modtaget af befolkningen under stor begejstring, for ingen anden pave havde i mands minde besøgt stedet. Byen er tætbefolket. Husene er bygget opad klippen, det ene over det andet. På toppen er der en fæstning, som ville have været næsten uindtagelig, hvis ikke en anden klippe havde raget op over den på den anden side af en mellemliggende dal. Aniene indkredser det meste af byen. Fra denne til klosteret Subiaco er der en vej på ca. to mil, der går via stejle klipper og vanskelige stier, som det er let at afspærre mod en fjende.

Når man kommer til klosteret, finder man et plateau, hvor der lige er plads til en kirke, en klosterbygning og de arbejdsrum, der er nødvendige for klosteret. De er alle blevet bygget af tidligere munke og har kostet mange penge.

Her så paven en ny vingård, som med megen møje var blevet udhugget og plantet i klippen, tung af rødmende druer, afgrænset af en mur til alle sider og omgivet af grøn olivenbeplantning. I midten var der en vinpresse og en hvid bolig. Da paven spurgte, hvem der var ophavsmand til dette nye byggeri, fik han det svar, at det var en tidligere biskop af Silves, en spanier fra Lusitanien. Han var blevet træt af kirkelig pragt og brød sig ikke om verdslige anliggender, så han havde givet afkald på sit bispeembede imod en årlig pension, der tillod ham en anstændig livsførelse. Så var han taget til Subiaco og levede blandt brødrene, men beholdt sin tidligere klædedragt. Han deltog i tidebønnerne, holdt messe, når han ville, og bortset fra hans frihed og klædedragt var der intet, der adskilte ham fra en munk. Det var ham, der havde ladet bygge huset og vingården, som man regnede med ville give en betydelig indkomst til munkene. Paven kaldte biskoppen til sig, og da han havde forhørt sig om, hvorfor biskoppen havde givet afkald på sit bispeembede og valgt livet i ensomhed, roste han biskoppens forehavende, fordi han havde kunnet sætte de himmelske ting i stedet for de jordiske. Noget senere døde biskoppen. Han måtte sandelig være salig, hvis – som man må tro – han for alvor ringeagtede verden og ikke bare havde givet afkald på en høj værdighed i verden for at søge sig en endnu højere i himlen^[197].

En del af munkene bor det i det kloster, der som nævnt kaldes Subiaco, og synger smukke lovsange til Gud både om dagen og om natten. Den anden del bor i et andet kloster, der kaldes Speco^[198]. Det ligger en mil højere oppe, og man kan kun komme derop ad en meget vanskelig sti, der er hugget ind i klippen – en skrækindjagende oplevelse. Til den ene side er der en klippeafgrund ned mod Aniene, til den anden side luder en meget høj klippe ind over stien. Denne kan kun benyttes, fordi den fra bunden til toppen bugter sig som en slange snart til højre snart til venstre og mange steder er beskyttet med et murværk. Klosteret er bygget ind i en meget høj klippe, således at denne fungerer som klosterets tag. Den ydre del af klosteret er bygget af sten. Selve det hellige hus og munkenes celler strækker sig ind i klippen.

Benedikt^[199], munkenes store fader, var opfyldt af Gud, og byen Nursia^[200] indgød i ham alt det gode, den havde. Førend der var bygget et hus på dette sted, og førend noget andet menneske havde boet der, udvalgte han sig dette sted til enebo. Her levede han et bodfærdigt liv, langt fra omgang med mennesker og ukendt af alle bortset fra Gud. Sit leje redte han på den hårde sten. Her spægede han sig med vågenætter og faste og var Gud en eksemplarisk tjener. Disciple sluttede sig til ham, og hulen begyndte at blive beboet. Ligesom vi ser svalereder på høje klippefremspring, på samme måde ser vi dette kloster klynge sig til den høje klippe, fra hvilken der ofte falder klippestykker ned, som kan slå munke ihjel eller gøre skade på bygningsværket. Man beretter her om den hellige mands^[201] mange mirakler, og man fremviser en klokke, som djævelen brugte til at gøre nar af hans gode gerninger.

Her bor der omtrent 20 munke, som man må tro er Gud velbehagelige. De spiser aldrig kød, de fortynder deres vin med meget vand, og de holder lange faster. Det er en luksus at spise to æg. De lever af kål og brød og dertil grøntsager. Med sådanne festmåltider dækker de deres bord. De får kun meget kort tid til at spise i og ikke meget mere til at sove i. Resten af tiden bruger de på bøn. De fejrer messen med største andagt og synger tillidsfuldt salmer til Gud. En stor del af dem er gamle mænd, som med usvækket helbred lever, indtil de er 80, med livlige ansigter og ærbødig tale. Deres eneste ønske er at dø^[202] og være med Kristus^[203].

Pius deltog personligt i en messe i begge klostre, både det øvre og det nedre, og kyssede alle de steder, som man sagde havde været i berøring med Benedikts legeme. Derefter tildelte han de åndelige nådesgaver, som munkene ansøgte om, og efter at have stillet enhvers samvittighed mere end tilfreds^[204], steg han ned til landsbyen for at overnatte.

Næste dag passerede han Aniene ad en bro, besteg et meget højt og vanskeligt tilgængeligt bjerg, og steg derfra ned i en skovklædt dal. Vandet, der flyder ind i dalen, kan ikke finde udløb og danner derfor et vandbassin og et sumpområde, der egner sig til vildsvin. Nærved er der enge og til alle sider bakker beklædt med høje skove. Her beredte man frokost for paven. Kardinalen af Teano kom til for at være med. Federigo af Urbino fulgte efter med hæren på vej imod hertugen af Sora for at udrette det, som vi tidligere har berettet om.

Vores beretning er jo ikke strengt kronologisk. Vi forsøger så godt som muligt at placere de omtalte hændelser i det korrekte år eller den korrekte måned, med mindre vi noterede det nøjagtigt ned undervejs. Måske vil en anden påtage sig at redigere teksten efter en mere nøjagtig kronologi – det har vi desværre ikke selv haft tid til.

Da kardinalen af Teano havde spist frokost med paven, vendte han tilbage til hæren. Paven velsignede folket, der i stort tal havde lejret sig på engene. Derefter steg han gennem ufarbare og skovklædte bjergsider ned i Campagna og nåede til omegnen af byen Palliano. Rygtet vil vide, at pave Calixtus havde givet denne by til kardinal Prospero Colonna for at han skulle stemme på ham som pave. Byen var tidligere blevet taget af Nicolaus V fra familien Conti som straf for en forbrydelse. Kardinal Prospero mødte frem sammen med sin broder, der var byens præfekt, og sine nevøer og stillede sig selv og sin ejendom til pavens rådighed.

6.22. Udflugt i Campagna

Da de nåede frem til et sted, hvorfra man kan se Genazzano, sprang præfekten af hesten, bøjede knæ for paven og sagde: ”Der er mit hjem”, idet han pegede på et smukt palads med høje tage, som pave Martinus V havde bygget til sig og sine slægtninge^[205]. ”Jeg beder dig, fader, om at tage derned og ikke ringeagte en gæstebolig^[206], hvor din forgænger ofte logerede. Hvis du kommer, vil du kaste glans både over stedet og dets herre.” Paven havde faktisk meget stor lyst til at besøge dette sted, både fordi han havde hørt meget om det som barn, og fordi han gerne ville se, om Martinus’ bygningsværker overgik hans egne. Men da præfekten året før havde ladet hånt om hans befalinger, fortjente han ikke at sole sig i en så betydningsfuld gæsts tilstedeværelse. Så derfor blev han, der havde vist ringeagt, selv vist ringeagt.

Præfektens broder, Adoardo, hertug af Marsi, modtog paven i byen Cave og overøste ham med hædersbevisninger^[207]. Her så de en forunderlig ting, der næsten ikke var til at tro på, hvis ikke man havde set det med egne øjne: foran byen er der en lille lergrav. Hvis man stikker en stav eller et sværd i den og lader det blive der en kort stund, er det umuligt at trække det ud igen. Men fortalte dette til paven, som mente, at det var en fabel og ikke ville tro på det, førend hans kammerherrer og læger var blevet sendt af sted for at efterprøve sagen. Pavens barber stak sit sværd i leret, og kunne derefter hverken med kløgt eller kraft trække det ud igen. Bestyrtet efterlod han sværdet og vendte tilbage til paven og udbrød at stedet måtte være viet en dæmon, der beholdt ethvert nedstukket sværd eller træstav i jordens indre.

Plinius kendte til fænomenet, jævnfør hans ord: ”Ved Arae Mutiae i Veii, nær Tusculum og i Ciminia-skoven er der steder, hvor genstande, der stikkes i jorden, ikke kan trækkes ud igen.”^[208]

Fra Cave tog de til Palestrina^[209], en gammel og mindeværdig by, berømt for de store nederlag, som romerne led dér. Ruinerne i dag vidner om pragt i antikken: her og der ligger der sønderbrudte palader, spredte tempelrester og kvadratiske sten fra murene af næsten utrolig størrelse. Her bor nogle få bønder, som kun bliver der på grund af jordens frugtbarhed. Under pave Eugenius var situationen bedre, men da stedets tyran gjorde oprør mod Kirken, førte patriarken af Alexandria^[210], der var fra Corneto, hæren til byen. Denne mentes uindtagelig, fordi den var beskyttet af sin beliggenhed på et ufremkommeligt bjerg, og fordi den ikke var uden forsvarere. Men patriarken sejrede ved at afskære den akvadukt, der som den eneste gav vand til byen. Kirkeklokkerne blev ført til Corneto. Under Nicolaus V genopførte Stefano Colonna murene, førte indbyggerne tilbage og lod bygge en fæstning på bjergtoppen. Gid det ikke havde været til skade for Kirken.

Paven forlod Palestrina og nåede frem til Passarano ved middagstid. Neden for byen springer der en stor og klar kilde frem. Det siges, at det er det samme vand, som fæstningskommandanten lader øse op med spande i lange tove fra en meget dyb brønd. Ved denne kilde beredte man paven og kardinalerne et måltid, som blev serveret i hytter lavet – i al hast – af grene. Da det var fastedag, fik hele mængden fisk fra den nærliggende Nemi-sø^[211].

6.23. Hjemkomsten til Rom, oktober 1461

Derfra vendte man tilbage til Tivoli og kort tid efter, den 6. oktober, drog man til Rom, idet man som gidsler medbragte alle dem, der blev anset for de mest oprørske. De vigtigste blandt dem var Giovanni Tozio og Clemente.

Ved sin tilbagekomst blev paven mødt af kardinalskollegiet, Thomas, despot af Morea^[212], og legater fra forskellige folk og konger. Det var en enorm menneskemængde, og udlændingene glimrede ved deres klædedragt og adfærd. Især blev alles øjne tiltrukket af en legation fra kongen af Polen. Foran den red mange elegante unge adelsfolk iført grønne dragter og med gult, krøllet hår, der flagrede i vinden. Hestene, de red på, var store og kraftige. Til den ene side havde de håndballister^[213], efter deres nationale skik, og til den anden side sværd og kogger af libysk bjørneskind^[214] fuldt af pile. På hovedet havde de en let, grøn hat med fjer eller blomsterkranse. De unge mænds skønhed var nærmest overmenneskelig. Da paven nærmede sig, sprang de af hestene og kastede sig sammen med legationens ledere til jorden og hyldede Frelserens Stedfortræder, som de aldrig tidligere havde set.

Paven selv drog ind i Byen og blev modtaget af befolkningen med stor jubel. Efter at have hilst de salige apostle i Peterskirken, begav han sig til det Apostoliske Palads efter et fravær på næsten tre måneder.

---

1. ^{Annates: http://en.wikipedia.org/wiki/Annates}
2. ^{I direkte ulydighed over for Pave Pius IIs dekret Execrabilis}
3. ^{Erigere cornua}
4. ^Capita
5. ^{Gregor Heimburg (-1472). Pius’ gamle fjende: http://www.newadvent.org/cathen/07010a.htm}
6. ^{Error: fejl}
7. ^{Concilium generale}
8. ^{Conventus nationis}
9. ^Electus
10. ^Synodus
11. ^{Dette er næppe troligt: de tre forudgående koncilier i 1400-tallet havde alle været meget problematiske og ukontrollerbare for pavestolen, så var der noget paverne frygtede i denne periode, var det koncilier}
12. ^{Bankhuset blev ejet af Alessandro Miraballo og Ambrogio Spannochio. Den sidste var det Apostoliske Kammers depositarius fra 1455-1457 og fra 1459-1464}
13. ^{Det vil sige den tyske nation, da taleren, Rüdolf af Rüdesheim selv er tysker}
14. ^{Natio germanica}
15. ^{Dette sted illustrerer, hvordan datidens forfattere – ligesom antikkens – følte sig fri til at forme – og eventuelt forbedre – andres taler, som de gengiver i deres tekster. Ikke mindst Pius var glad for at skrive de andres taler, som de burde have holdt dem! Ikke for ingenting var han selv en af datidens bedste talere}
16. ^Nuntii
17. ^{Ordsprogenes Bog 26,11; 2 Peters Brev 2, 22}
18. ^{Det vil sige, at han blev ved med at holde messe og gennemføre kirkelige handlinger}
19. ^{Adolf II von Nassau (c. 1423-1475): http://en.wikipedia.org/wiki/Adolph_II_of_Nassau. Understøttede bogtrykkerkunstens udvikling ved i 1465 at tildele Johann Gutenberg indtægterne fra et embede i sit stift}
20. ^{Adolf I von Nassau, kejser 1292-1298}
21. ^{Stedet belyser dels vigtigheden af den højtidelige ed som juridisk, gensidigt forpligtende bindeled mellem fyrste og vasaller og undersåtter, dels hvordan pavens ”kompetence” til at ophæve en ed kunne være et vigtigt magtmiddel for Pavestolen}
22. ^{At appellere fra en pave til en bedre underrettet pave var et andet procedurekneb. Det overtrådte ikke forbudet imod at appellere til et fremtidigt koncil}
23. ^{Den følgende tids begivenheder viser dog, at Diether stadig blev støttet af et parti i Mainz}
24. ^{Egtl. at han sammen med ærkesædets hoved også havde fået alle dets lemmer}
25. ^{11. november 1461}
26. ^Honores
27. ^{Gragg oversætter: ”worthy of knighthood”. Stedet kaster lys over forholdet mellem adelskab og turneringer}
28. ^{Friedrich I der Siegreiche (1425-1476): http://de.wikipedia.org/wiki/Friedrich_I._(Pfalz)}
29. ^Regnum
30. ^{Friedrich fik faktisk en søn uden for ægteskab, men denne kunne ikke arve, og det blev Philipp som efterfulgte Friedrich}
31. ^{22. juli 1461}
32. ^{Gallia hhv. Francia: Pius bruger ellers disse termer i flæng om det samtidige Frankrig, men mest Gallien}
33. ^{Nortmannia: http://en.wikipedia.org/wiki/Normandy}
34. ^{Morini: http://en.wikipedia.org/wiki/Morini}
35. ^{Picardia: http://en.wikipedia.org/wiki/Picardy_(province)}
36. ^{Veneti: http://en.wikipedia.org/wiki/Veneti_(Gaul)}
37. ^{Britannia: http://da.wikipedia.org/wiki/Bretagne}
38. ^{Nortmanni: http://en.wikipedia.org/wiki/Normans}
39. ^{100-årskrigen. http://en.wikipedia.org/wiki/Hundred_Years'_War}
40. ^{Slaget ved Poitiers (1356). http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Poitiers_(1356)}
41. ^{Charles V (1338-1380): http://en.wikipedia.org/wiki/Charles_V_of_France}
42. ^{Louis II d’Anjou (1377-1417): http://fr.wikipedia.org/wiki/Louis_II_d'Anjou. Far til den René d’Anjou, der var part i den Napolitanske Krig, som pave Pius deltog i som krigsførende}
43. ^{Filip den Dristige (1342-1404): http://en.wikipedia.org/wiki/Philip_the_Bold}
44. ^{Freden i Bruges 1375}
45. ¹³⁸⁰
46. ^{Charles VI (1368-1422): http://en.wikipedia.org/wiki/Charles_VI_of_France}
47. ^{Isabella af Bayern (1370-1435): http://en.wikipedia.org/wiki/Isabeau_of_Bavaria}
48. ^{Herigennem fik huset Orléans og indirekte det franske kongehus et arvekrav på den mægtigste stat i Norditalien. Sammen med kravet på kongeriget Napoli blev det siden en vigtig faktor i den franske ekspansionspolitik i Italien}
49. ¹³⁸²
50. ^Caduceator
51. ¹³⁸⁵
52. ^England
53. ^{Charles VI blev første gang angrebet af sindssyge i 1392}
54. ^{Louis d’Orléans (1372-1407): http://en.wikipedia.org/wiki/Louis_I_de_Valois,_Duke_of_Orl%C3%A9ans}
55. ^{Jean sans Peur (1371-1419): http://en.wikipedia.org/wiki/John_the_Fearless}
56. ^{Hertug Louis af Orléans og hertug Jean af Bourgogne}
57. ¹⁴⁰⁷
58. ^{Magnus insonat aether. Vergil, Æneiden, 8, 239: maximus intonat aether}
59. ^{Niccolò Forteguerri, også kaldet kardinalen af Teano}
60. ^{Veri periculum = bevisførelse for sandheden (Gragg: the burden of proof)}
61. ^{Sallust, Jug 17, 7}
62. ^{St. Ouen-Aumone (?)(Gragg p. 428)}
63. ^{Richard II (1367-1400), afsat som konge af det engelske parlament i 1399. http://en.wikipedia.org/wiki/Richard_II_of_England}
64. ^{1396 ægtede Richard II Isabella af Valois, datter af den gale kong Charles VI og Isabella af Bayern}
65. ^{Henry IV (1367-1413). http://en.wikipedia.org/wiki/Henry_IV_of_England}
66. ^{Nevøen, der efterfulgte Richard som Henry IV, var Henry Bolingbroke, ikke hertug af Gloucester, men af Lancaster.}
67. ^{Henry IV blev gjort til konge ved en beslutning i det engelske parlament}
68. ^{Cicero, Mil 4, 11}
69. ^{En lapsus: det var Henry V, ikke VI.}
70. ^{Henry V (1387-1422). http://en.wikipedia.org/wiki/Henry_V_of_England}
71. ^{Stadig ovennævnte Jean sans Peur}
72. ^{Hans fætter, den vanvittige konge Charles VI}
73. ^{Pius tager fejl: hertugens navn var Charles, ikke Jean}
74. ^{Una salus victis nullam sperare salutem. Vergil, Æneiden, 2, 354}
75. ^{I det følgende beskrives slaget ved Agincourt 1415. http://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_ved_Agincourt}
76. ^{Sammenlign denne tale med talen i Shakespeares stykke, Henry V}
77. ^{Jakobsbrevet 4, 6; 1 Petersbrev 5, 5}
78. ^{Jf. 2 Mosebog 15, 6: ”Herre, din højre hånd er mægtig i styrke, Herre, din højre hånd knuser fjenden.”}
79. ^{Terram sumentes}
80. ^{Pernox alea, jf. Juvenal 8, 10}
81. ^{Assueta malo juventus. Vergil, Georgica, 2, 472: exiguoque adsueta iuventus}
82. ^{Bernard VII d'Armagnac (ca. 1360-1418). Udnævnt til connétable 1415 og leder af dauphinen, Charles VIIs regering. Død 12. juni 1418 under urolighederne i forbindelse med burgundernes erobring af Paris. http://en.wikipedia.org/wiki/Bernard_VII,_Count_of_Armagnac}
83. ^{Connetable = Comitatus Stabuli. http://en.wikipedia.org/wiki/Connetable#France}
84. ^{Det var i 1418, altså tre år efter slaget ved Agincourt}
85. ^{Fejl: sønnen, den senere Charles VII var født i 1403 og på det tidspunkt 16 år gammel}
86. ^{Tannneguy du Chastel. http://en.wikipedia.org/wiki/Tanneguy_du_Chastel}
87. ^{Charles flygtede til Bourges, syd for Loire-floden, hvor han opslog sit hovedkvarter og dannede et fransk regeringscentrum imod burgunderne og englænderne}
88. ^{Malorum omnium … seminarium: Apulejus, Apol, 74}
89. ^{Fejl: han var allerede blevet udnævnt til denne post i 1415}
90. ^Kongen
91. ^{Capeluche: http://fr.wikipedia.org/wiki/Capeluche}
92. ^{Artes bonae = artes liberales: http://en.wikipedia.org/wiki/Liberal_arts}
93. ^Gubernatores
94. ^{Det vil sige for mordet på Louis d’Orléans i 1307}
95. ^{Manibus parentabo: Apul, Met., 8.12, 4}
96. ^{Philippe II le Bon (1396-1467): http://en.wikipedia.org/wiki/Philip_the_Good}
97. ^{Religio christiana}
98. ^{Charles VI af Frankrig}
99. ^{31. august 1422}
100. ^{21. oktober 1422}
101. ^{Henry VI (1421-1471): http://en.wikipedia.org/wiki/Henry_VI_of_England}
102. ¹⁴²⁹
103. ^{Fejl: Henry VI blev kronet til konge af Frankrig som 10-årig, den 16. december 1431, halvandet år efter at Charles VII var blevet kronet til konge af Frankrig i Reims}
104. ^{Humphrey, duke of Gloucester (1390-1447): http://en.wikipedia.org/wiki/Humphrey,_Duke_of_Gloucester}
105. ^{Belejringen varede fra 12. oktober 1428 til 8. maj 1429}
106. ^{Jeanne d’Arc (1412-1431): http://en.wikipedia.org/wiki/Jeanne_D%27arc}
107. ^{Bourges: http://en.wikipedia.org/wiki/Bourges}
108. ^{Reims: http://en.wikipedia.org/wiki/Reims}
109. ^{Bethulia: http://en.wikipedia.org/wiki/Bethulia}
110. ^{Dux femina belli facta est. Jf. Vergil, Æneiden 1, 364: dux femina facti}
111. ^{Orléans: http://en.wikipedia.org/wiki/Orleans}
112. ^{John Talbot (1384/90-1453): http://en.wikipedia.org/wiki/John_Talbot,_1st_Earl_of_Shrewsbury}
113. ^Rite
114. ^{Clovis I (466-511): http://en.wikipedia.org/wiki/Clovis_I}
115. ^{Pius’ beretning om de franske kongers kroningsolie afspejler enten hans almindeligvis nøgterne, for ikke at sige skeptiske holdning til mirakler, eller hans indgroede modvilje mod Frankrig og det franske kongehus, eller begge.}
116. ^{Divina voluntas}
117. ^{Divinum numen}
118. ^{17. juli 1429}
119. ^{Forum Porcorum}
120. ^{23. eller 24. maj 1430}
121. ^{D.v.s. franskmændene}
122. ^{Pius forbigår rehabiliteringen af Jeanne, der fandt sted i 1456}
123. ^{Praesidebat romanae ecclesiae}
124. ^{Niccolò Albergati (1357-1443): http://www.newadvent.org/cathen/01258b.htm}
125. ¹⁴³¹
126. ^{Innata superbia}
127. ^{Giuliano Cesarini (1398-144): http://www.newadvent.org/cathen/03546a.htm}
128. ^{Hussitae: http://www.newadvent.org/cathen/07585a.htm}
129. ^{20. februar 1431}
130. ^{Konciliet i Basel indledte sit arbejde i juli 1431. http://www.newadvent.org/cathen/02334b.htm}
131. ^{Omnis orbis christianus}
132. ^{Kongressen i Arras (1435): http://en.wikipedia.org/wiki/Treaty_of_Arras_(1435)}
133. ^{Henry Beaufort Plantagenet (1377­1447): http://www.newadvent.org/cathen/12148a.htm}
134. ^{I en situation hvor der udviklede sig et stærkt modsætningsforhold mellem paven og konciliet og hver havde sendt en kardinal som sin repræsentant til kongressen i Arras, var det betydningsfuldt, at det var pavens repræsentant, som havde den reelle, politiske indflydelse, medens konciliets repræsentant mere havde en ceremoniel og symbolsk rolle}
135. ^{Auctoritate concilii}
136. ^{Summi apostolatus apicem adeptus}
137. ^{Tommaso Parentucelli ledede kardinal Albergatis husstand. Kardinalen var hans forbillede og læremester, og da han blev pave, tog han navnet Nicolaus efter ham}
138. ^{Pius var på det tidspunkt medlem af kardinal Albergatis husholdning og kunne følge udviklingen på nærmeste hold. Hans beretning fra kongressen i Arras er således en personlig øjenvidneberetning.}
139. ^{Prima sedis: Pavestolen}
140. ^{Til hvilke måtte regnes hertugerne af Bourgogne som nedstammede fra det franske kongehus}
141. ^{Freden i Arras 21. september 1435}
142. ^{Cornua superbiae erexit}
143. ^{Pragmatisk sanktion: http://en.wikipedia.org/wiki/Pragmatic_sanction}
144. ^{Reskript: http://da.wikipedia.org/wiki/Reskript}
145. ^{Malorum seminarium, jf. Apul Apol 74}
146. ^{Johannesevangeliet 10, 16: ”og der skal blive én hjord, én hyrde”}
147. ^{Praeter bonum et aequum, jf. Terentius, An 64}
148. ^{Hermed bekræftede konciliet i Basel blot dekreterne Frequens og Sacrosancta, som var blevet vedtaget af et forrigt koncil i Konstanz i 1417}
149. ^Constitutio
150. ^{Jeanne d’Arc}
151. ^{Marie d’Anjou (1404-1463): http://fr.wikipedia.org/wiki/Marie_d%27Anjou}
152. ^{Pius egen hovedmodstander i den Napolitanske Krig}
153. ^{Louis XI (1423-1483): http://en.wikipedia.org/wiki/Louis_XI_of_France}
154. ^{Charles IV du Maine (1414-1472): http://fr.wikipedia.org/wiki/Charles_IV_du_Maine}
155. ^{Den omtalte maitresse var Agnes Sorel, den første kongelige maitresse i Frankrig med officiel status}
156. ¹⁴⁴⁵
157. ^{Marguerite d’Anjou (1430-1482): http://en.wikipedia.org/wiki/Margaret_of_Anjou}
158. ^{Som Pius selv i sin daværende egenskab af kejserlig sekretær var med til at udforme}
159. ^{Slaget ved Sankt Jakob (26. august 1444) http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_St._Jakob_an_der_Birs}
160. ^{Jean IV d’Armagnac (1396-1450). Han var far til Jean V d’Armagnac, der ville gifte sig med sin egen søster (se ovenfor). Se: http://fr.wikipedia.org/wiki/Jean_IV_d%27Armagnac}
161. ^{1449, altså seks år efter den foregående episode}
162. ^{Francois de Surienne, kaldet l’Aragonnais}
163. ^{Edmund Beaufort, 2. Hertug af Somerset (1406-1455): http://en.wikipedia.org/wiki/Edmund_Beaufort,_2nd_Duke_of_Somerset}
164. ^{29. oktober 1449}
165. ^{September 1452}
166. ^Purpurati
167. ^{Leugae = 3 engelske mil}
168. ^Castillon
169. ^{Tumultuarium proelium}
170. ^{Aenea tormenta}
171. ^{Agnes Sorel (1421-1450): http://en.wikipedia.org/wiki/Agn%C3%A8s_Sorel}
172. ^{Sermone blanda}
173. ^Nugae
174. ^{Faktisk tre}
175. ^{James I (1394-1437): http://en.wikipedia.org/wiki/James_I_of_Scotland}
176. ^{Iam viro maturae, jf. Vergil, Æneiden 7,53}
177. ^{Kong Charles}
178. ^{Margaret af Skotland ægtede Louis i 1436 og døde i 1445}
179. ¹⁴⁵¹
180. ^{Charlotte af Savoyen (1433-1483): http://en.wikipedia.org/wiki/Charlotte_of_Savoy}
181. ^{Jussa capessere fas est: jf. Vergil, Æneiden 1, 77}
182. ^Frigidus
183. ^{Jean V d’Armagnac}
184. ^{22. juli 1461}
185. ^{Palla: Øvre klædningsstykke, vams (?)}
186. ^{Pazzo: vanvittig}
187. ^{Jean Jouffroy, som Pius senere udnævnte til kardinal.}
188. ^{Salmernes Bog 103,10: ”Han gengælder os ikke vore synder, og lønner os ikke efter vor skyld.”}
189. ^{Hertugen af Savoyen, Louis I, var fader til den afsatte konge, Louis de Savoie}
190. ^{Georg Skanderbeg (1405-1468): http://en.wikipedia.org/wiki/Skanderbeg}
191. ^{Som herold}
192. ^Vicus
193. ^{For indtægten fra de pilgrimme, der ville komme til kapellet for at få afladen.}
194. ^Bacchus
195. ^Castella
196. ^{Subiaco: http://en.wikipedia.org/wiki/Subiaco,_Italy}
197. ^{Pius’ skepsis fornægter sig ikke. I stedet for umiddelbart at falde for biskoppens forsagelse af verden, lader han i sin vurdering muligheden stå åben for en religiøs kalkule, der gør forsagelsen mindre uegennyttig og derfor mindre hellig. Pius kunne betages af ægte hellighed, jf. Bernardino da Siena, men var allergisk over på påtaget hellighed, jf. hertug Amédée af Savoyen samt franciskanermunken, den senere helgenkårede Niccolò da Capistrano, som han begge kendte personligt. På et tidspunkt – medens han var pavelig legat i Tyskland – udtalte han sig så uentuasistisk om Capistranos hellighed, at franciskanerne klagede over ham.}
198. ^{Klostret i grotten}
199. ^{Benedikt af Nursia (480-547): http://en.wikipedia.org/wiki/Benedict_of_Nursia}
200. ^{Nursia – Norcia, Benedikts fødeby: http://en.wikipedia.org/wiki/Norcia}
201. ^{Sankt Benedikt}
202. ^{Dissolvi: opløses}
203. ^{Filipperbrevet 1, 23: ”Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste”}
204. ^{Omnium conscientiis abunde saturatis}
205. ^{D.v.s. Colonna-familien}
206. ^{Hospitium: både gæstebolig og gæstevenskab. Ved at indlogere sig i boligen, ville Pius komme i et gæstevenskabsforhold til værten}
207. ^{Ved at lade sig modtage af præfektens broder viste Pius, at han ikke havde noget udestående med Colonna-familien, men kun med dem af Colonnaerne, der ikke respekterede hans overherredømme over Kirkestaten.}
208. ^{Plinius, Historia Naturalis, 2, 211}
209. ^{Praeneste: http://en.wikipedia.org/wiki/Palestrina}
210. ^{Giovanni Vitelleschi (-1440): http://en.wikipedia.org/wiki/Giovanni_Vitelleschi}
211. ^{Nemi-søen: http://en.wikipedia.org/wiki/Lake_Nemi}
212. ^{Thomas Palaeologos (1409­-1465): http://en.wikipedia.org/wiki/Thomas_Palaiologos}
213. ^{Manubalistae: http://en.wikipedia.org/wiki/Ballista}
214. ^{Pelle libystidis ursae: Vergil, Æneiden, 5, 37}