Af en renaissancepaves erindringer bog 7

by Pius II

SYVENDE BOG: Efteråret 1461 – april 1462

7.1. Aragonien og Navarra c. 1420 til c. 1460

Medens disse ting gik for sig i Italien, udbrød der i det nære Spanien^[1] en ny konflikt mellem en fader og hans søn. Bare det at fortælle om den er en skændsel for vor tidsalder.

Før han blev konge, giftede Juan II^[2], broder til kong Alfonso V af Aragon, sig med dronning Blanca af kongeriget Navarra. Dette kongerige fik han i medgift på betingelse af, at han skulle overdrage det til en eventuel mandlig efterkommer, når denne blev voksen.

Han regerede nu i en del år og fik med sin hustru sønnen Carlos^[3] og to døtre^[4]. Den ene datter giftede han bort til greven af Foix. Den anden, der var opkaldt efter moderen, blev gift med Enrique^[5], søn af kongen af Kastilien. Enrique var impotent, og det var derfor hans egen skyld, at han ikke havde samleje med sin hustru. Alligevel forstødte han hende som ufrugtbar^[6], og giftede sig i stedet med Juana af huset Portugal^[7]. Man sagde, at Juana blev gift med ham under mere heldige varsler, og at hun faktisk var gravid inden deres første samleje. Nogle mente, at det var fordi Enriques sæd var trængt igennem hendes undertøj^[8], andre at hun havde en anden elsker.^[9] Under alle omstændigheder fødte hun Enrique en datter, og da han nu var blevet konge og havde brug for en arving, blev datteren anerkendt som hans.

Da Carlos de Viana^[10] blev voksen, forlangte han at overtage moderens rige, Navarra. Det nægtede faderen og sagde, at han ikke ville slippe magten så længe han levede: det var uacceptabelt, at en fader skulle leve som egen søns undersåt. Det kom til væbnet kamp, og der blev kæmpet med så forbitret had, at fader og søn var lige ved at angribe hinanden med spyd. De omkringståendes anstændighedsfølelse forhindrede dog denne skandale og fik deres sværd vendt mod andre kæmpende. Riget blev ramt af mange ulykker, da en del af adelen fulgte sønnen, og en anden del faderen. Der blev indgået fred flere gange, men krigen brød ud igen, og der var aldrig ro i lang tid. Navarras hovedstad, Pamplona, var længe på Carlos’ side. Det var herfra, at Carlos’ soldater drog ud for at plyndre og hærge hele provinsen. Carlos’ kunne dog ikke i længden modstå faderens angreb. Han forlod derfor riget og bønfaldt forgæves nabokongerne om hjælp. Til sidst kom han til Italien under Calixtus III, og drog til sin onkel, Alfonso V, i Napoli. Alfonso modtog ham venligt og viste ham den hæder, der tilkommer en kongesøn. Men da han døde kort tid derefter, sejlede Carlos videre til Sicilien. Der blev han et år og nogle måneder og blev behandlet respektfuldt, da øens guvernør, Lupo, og alle sicilianere holdt ham i ære på grund af hans afstamning fra de sicilianske konger.

I mellemtiden overtog Juan uden modstand alle sin afdøde broder, Alfonsos riger med undtagelse af det napolitanske. Da Carlos hørte dette, vidste han ikke, hvad han skulle gøre, og mistede alt håb. Han besluttede derfor at forlige sig med faderen og sejlede til Mallorca. Med sig bragte han Lupo og fremtrædende legater fra Sicilien som sine fortalere. Også oratorer fra Katalonien intervenerede og gik i forbøn hos faderen for sønnen. Denne fik tilgivelse, om tilgivelsen så var virkelig eller på skrømt. Derefter trak Carlos sig tilbage til Barcelona som det sikreste tilflugtssted.

Tidligere, da dronning Blanca døde^[11], havde kong Juan giftet sig igen^[12], denne gang med Juana^[13], datter af kongeriget Kastiliens admiral. Kongen var så vildt betaget af hende, at han ikke kunne være en time uden hende, sådan som gamle mænd går fra sans og samling over deres unge hustruer. Med sin anden hustru fik Juan en ny søn, Fernando, som forældrene ønskede skulle overtage riget^[14].

Da dronning Juana hørte, at stedsønnen Carlos de Viana var ankommet til Barcelona, tog hun af sted for at hilse på ham, omfavnede ham som en søn (selvom han var ældre end hende selv) og gjorde sit bedste for at besnakke ham med kvindelig charme.

Kort tid efter indkaldte kong Juan cortes til Lerida. Cortes er navnet på disse provinsers forsamling. Også Carlos blev indkaldt, angivelig for at forhandle om rigets vigtige anliggender med de øvrige adelsmænd. Først ved den lejlighed mødte sønnen efter sin lange færd faderen, og han blev både vist hæder og tegn på faderens velvilje. Men velviljen varede kun kort. Kongens venner påstod, at der var blevet fundet et brev, hvori der stod, at Carlos forsøgte at rejse et nyt oprør mod faderen; at man med faderens billigelse søgte en hustru til Carlos fra huset Portugal; at Carlos selv i hemmelighed arbejdede på at ægte en søster til Kastiliens konge, for at han med hjælp fra denne kunne genvinde sin mødrene arv og tøjle faderens vrede imod sig. Da dette brev – om det så var ægte eller forfalsket – blev fundet, arresterede man Carlos midt om natten i hans gemak, og han blev som en skyldig i majestætsforbrydelse sendt til en borg uden for Katalonien. Dronning Juana ledsagede ham en stor del af vejen for at give arrestationen et skin af værdighed.

Da katalanerne hører dette, sagde de, at kongen havde foretaget et uanstændigt overgreb; cortes burde være frie; kongen havde ikke lov til at sende en fri mand fra Katalonien til en anden provins; man havde forgrebet sig på kongens søn, der var den fremtidige arving. Hvem kunne være i sikkerhed om ikke rigets førstefødte? De ville hellere dø end acceptere, at fædrelandets love blev trådt under fode.

Mange katalanerne samledes nu i Barcelona og valgte 27 mænd, som de gav fuldmagt til at sørge for, at staten ikke led skade^[15]. De 27 valgte så 60 fremtrædende borgere, der skulle drage til kong Juan som oratorer og klage over krænkelsen af fædrelandets rettigheder. Endvidere skulle de anmode om, at Carlos blev sat fri. Hvis ikke deres krav blev opfyldt, skulle de erklære krig. I nogen tid holdt kongen den hovmodige legation hen, idet han på den ene side frygtede ydmygelsen og på den anden side faren. Han skammede sig ved at efterkomme undersåtternes krav, men hvis han ikke gjorde det, vurderede han, at ikke blot hele Katalonien, men også selve Aragonien ville gribe til våben mod ham. Mange aragonesere var allerede gået over til katalanerne. Til sidst overvandt han sin skamfølelse og gav efter for nødvendigheden: således gjorde afmagten sindet viljeløst^[16].

Fredsvilkårene, der blev dikteret af katalanerne, blev fastsat som følger^[17]: ”Carlos skal sættes i frihed og regere fyrstendømmet Katalonien med fulde rettigheder, så længe faderen lever; når faderen dør, skal han arve hele riget. Fernando skal som sin arv have 200.000 dukater. Juan må ikke drage ind i Katalonien, med mindre han bliver inviteret. Hvis han gør det alligevel, skal han anses for en meneder og en privatmand og dræbes ustraffet.”

Da dette var aftalt og bekræftet med ed, vendte Carlos tilbage til Barcelona. Der modtog katalanerne ham under umådelig jubel som triumfator over sin konge og fader. Men hans storhed varede ikke længe: kort tid efter blev han ramt af en sygdom og døde^[18]. Så usikre er menneskenes udsigter! Da Carlos kom til Italien, mente katalanerne og aragonerne, at han ville blive den største af kongerne i Europa^[19]: man forudså, at han ville få ikke blot sin onkel Alfonsos og sin faders riger, men senere også det fjernere Spaniens^[20], det vil sige Leon og Kastilien - dem ville han arve, da Enrique IV som nævnt var impotent og ikke kunne få børn. Men det behagede Gud helt anderledes: sønnen gik bort før faderen og døde endda, førend han kunne overtage sit mødrene rige.

Således blev katalanerne berøvet deres håb, og de bad nu om, at prins Fernando blev sendt til dem som deres fyrste sammen med dronning Juana, der skulle være hans værge under hans umyndighed. Ingen ville indlade kongen selv, som man vidste var rasende på dem.

Dronningen kom med sin søn og opholdt sig flere måneder i Barcelona. Her bestræbte hun sig på at overtale folket til at modtage hendes mand. Da det ikke lykkedes for hende, fik hun med store løfter den ene efter den anden af katalanernes fremtrædende borgere over på sit parti og forårsagede en større splittelse i denne gruppe. Der var allerede nogen, der sagde, at kongen burde inviteres til at komme, men menigmands stædighed sejrede, og adskillige, som man mente fulgte dronningen, blev pågrebet og dræbt.

En stor gruppe af katalanerne^[21] levede på den tid af afgifter fra den meget store befolkning af bønder. Nu krævede bønderne deres frihed og holdt op med at lyde deres herrer. Dronningen fandt dette ret gunstigt, fordi det kunne anvendes som en pisk til at tæmme katalanerne. Disse ville nemlig bede om kongens hjælp imod bønderne, og de ville kun få den, hvis de lod kongen komme til Katalonien. Det skulle dog gå helt anderledes. Dag for dag blev katalanerne mere arrogante, og de beskyldte nu dronningen for bondeoprøret. I byen var der en ridder ved navn Juan Capone. Han var en dristig mand og en lidenskabelig taler, som tidligere havde haft indflydelse hos kong Alfonso. Som han havde for vane, holdt han brandtaler rundt om på markedspladsen og torvene og arbejdede på at rejse befolkningen imod dronningen. Han blev derfor pågrebet og smidt i fængsel og vansmægtede dér i lang tid.

7.2. Juan II går i krig mod Barcelona, 1462

Byens had mod dronningen voksede fra dag til dag, og de gensidige fornærmelser udviklede sig efterhånden sådan, at dronningen ikke kunne tåle borgerne og borgerne ikke dronningen. Da hun til sidst måtte frygte for sit liv, forlod hun Barcelona sammen med sønnen og trak sig tilbage til Gerona.

Herefter var oprøret en kendsgerning. Katalanerne sagde, at kongen, der var trængt ind i Katalonien via Balaguer, var en meneder: han havde brudt en traktat, som han selv havde bekræftet med en højtidelig ed. Kongen svarede, at han ikke var draget ind i Katalonien, førend de havde gjort oprør imod dronningen og sønnen Fernando. Det måtte selvfølgelig være ham tilladt at komme sin hustru og søn til hjælp imod undersåtternes onde anslag. Katalanerne blev rasende og erklærede Juan for en fjende af provinsen, som det var tilladt at dræbe ustraffet. Et antal borgere, adelsfolk, biskopper og andre mænd af enhver stand blev erklæret fredløse og deres ejendom konfiskeret: dem, de kunne få fat på, blev dræbt.

Man udspredte også det rygte, at Carlos var død, fordi faderen havde ladet ham forgive, og de opsøgte ofte – grådkvalte – Carlos’ grav og fortalte om mirakler, som skete dér. Nogle sagde ligefrem, at de havde set ham i live, andre at de havde hørt hans stemme. Nogle hævdede, at de var blevet helbredt for gigt, spedalskhed og vattersot. Der var endda en, som påstod at have fået sin afskårne tunge tilbage ved hans grav: så stor er friheden til at lyve. Syge kom strømmende til både til lands og til vands og selv fra fjerne provinser. Hver dag blev graven besøgt af mange mennesker, og i så stor en menneskemængde er der formentlig altid en, som bliver helbredt ved sin tro eller af naturlige årsager. Men alt viger for miraklet, alt bliver forstørret, og man fortæller om det, man har hørt, snarere end om det, man har set. Dette hykleri passede i katalanernes kram: det var, som om de havde grebet til våben mod kongen for at forsvare en hellig mand.^[22]

Biskop Cosmas af Vich var en mester i forstillelsens kunst og en fjende af kongen, fordi denne havde frataget ham bispedømmet Segovia. Han sendte nu breve til hele verden om Carlos’ mirakler og hævdede, at Carlos’ hellighed var bevist. Fra alle sider fik man gaver fra syge, og vokslys fyldte templet. Hysteriet nåede til sådanne højder, at der på det katalanske senats bud blev skrevet til pave Pius om at helgenkåre den afdøde. Selv Louis XI af Frankrig sluttede sig til dette pjat. Pius afviste med foragt alt, hvad der blevet skrevet og sagt i denne sag, og hånlo deraf. Efterhånden døde postyret væk af sig selv.

Da katalanerne hørte, at kongen var trængt ind i provinsen, samlede de store styrker og drog til Gerona. Der besatte de den nye by, der ligger på sletten, og som holdt med dem. De indledte nu en belejring af dronningen og hendes søn i den gamle by, der er højtbeliggende og stærkt befæstet, og som kun bebos af præster og jøder. Kong Juan, der ofte forgæves havde bønfaldet kongen af Kastilien om hjælp, tog nu sin tilflugt til den succesrige Louis af Frankrig. Denne havde for nylig efterfulgt sin fader i Frankrig og var begyndt sin regering på en bølge af popularitet. Juan handlede sig til hjælpetropper fra Louis på følgende vilkår^[23]: ”Sønnen til greven af Foix - en nevø af Juan gennem dennes søster - skal ægte Louis’ søster, Madeleine og være konge af Navarra. Grevskaberne Roussillon og Cerdagne og hele området fra Pyrenæerbjergene til Frankrig skal tilhøre Louis. Der skal sendes så store franske styrker mod katalanerne, at de er nok til at besejre dette folk.”

Straks derefter marcherede greven af Foix og andre af Louis’ hærførere ind i Katalonien med 15.000 soldater. Aragonesiske styrker sluttede sig til dem, og sammen befriede de dronning Juana fra belejringen i Gerona, hvor man efter 40 dage nu var begyndt at spise hestekød. De erobrede også flere byer fra fjenden. Der var også mange andre kampe - ikke store og ikke særligt blodige - i hvilke katalanerne var de svageste. Franskmændene behandlede imidlertid deres fanger med stor grusomhed og gjorde det til et ritual at skære halsen over på dem. Kongen genvandt modet og stationerede hæren lige uden for Barcelona^[24]. Denne behandlede han nu som en fjendtlig by, der modarbejdede sine konger: han besluttede at belejre den til lands og til vands og, når den var overvundet, at ødelægge den med sværdet.

7.3. Katalonien allierer sig med kongen af Kastilien. Massakren i Villafranca

Barcelonerne indså nu, at de ikke kunne klare sig imod to så mægtige konger^[25] med mindre de fik hjælp udefra. De skyndte sig derfor at sende legater til Enrique IV af Kastilien. Deres fører var den ovennævnte Juan Capone, og vi har erfaret, at han talte til kongen nogenlunde således:

”Vær hilset, du den største af konger. Katalanerne tager deres tilflugt til din styrke og overgiver sig selv og alle deres besiddelser til din lykkebringende krone. Tag imod den gave, som jeg bringer dig, og som er din højhed værdig. Jeg giver dig Barcelona, denne rige og smukke by, og hele Katalonien. Tro ikke, at vi giver dig en provins, som tilhører en anden. Katalonien er en fri provins i sin egen ret. Da Juan, der tidligere var dens konge, imod enhver ret og rimelighed kastede sin førstefødte søn i lænker og sidenhen satte ham fri igen, indgik han en overenskomst med katalanerne om, at han derefter ikke nogensinde igen skulle drage ind i riget. Hvis han gjorde det, så skulle han miste fyrstemagten. Hertil kommer vore fædres hellige love, ifølge hvilke en mand er uværdig til at regere, hvis han fører fremmede tropper ind i riget. Men nu har Juan så hidkaldt franskmændene, et vildt og voldsomt folkefærd, som hærger med sværd og ild.

Og hvad skal jeg sige om grevskabet Roussillon, der er blevet givet til Frankrig og frarøvet vores krone. De, som gør dette, er menedere og har mistet kongemagten. Katalonien er nu uden konge og tager sin tilflugt til dig. Hun hilser dig som beskytter, som konge og som herre. Afvis hende ikke, nu hun kalder på dig: den brud, som bejler til dig, er værdig til din omfavnelse. Du vil ikke være den første af kastiliansk blod, der regerer i Katalonien, og du vil ikke komme til et land, som er ukendt for din slægt. Ofte har kastilianske konger erobret dette område, og her ligger benene af mange af dine forfædre begravet - de er nu skrækslagne for at blive gravet op igen af fransk stål. Hør dem, der råber fra deres grave: Kom, Enrique, kom og befri os fra de franskes hænder! Oh, hvis blot du ville lytte til det folk, der længes efter dig, og kunne se dette pragtfulde land, og hvor højt det ønsker, at du skal regere, så ville du sandelig selv søge det, som vi nu tilbyder dig. Thi hvilken konge har der nogensinde været, som ikke bestræbte sig på udvide sit riges grænser, når det kunne ske helt retmæssigt? Jeg bringer dig i dag en stor udvidelse af dit rige, og det helt legitimt. Her er der ikke brug for store hære: det er nok, at du siger, at du vil. Kald dig selv for Kataloniens herre, og vi er frelst. Dit navns ry vil beskytte os. De franske soldater vil under ingen omstændigheder kunne blive længe i Katalonien, og kongen af Aragonien er ikke stærk nok til at kæmpe imod dig. Men hvis der alligevel skulle være brug for våben, så har Kastilien mændene, og Katalonien har pengene.”

Denne tale overbeviste Enrique om, at han skulle sende legater til Barcelona for at modtage katalanernes troskabsed. Han sendte også nogle tropper til Juan af Cerdagne i Aragon: denne bestræbte sig på at skabe vanskeligheder for aragoneserne ved Alcanitz og nabobyerne. 500 kastilianske ryttere ankom til Barcelona, og rygtet gik, at kong Enrique selv var på ilmarch med store styrker. Da kong Juan hørte dette, turde han ikke presse på med belejringen af Barcelona, der var en stærkt befæstet by med en særdeles kamplysten befolkning. Hertil kom, at belejrernes position gjorde, at deres forsyningslinier med lethed kunne afskæres. Han trak sig derfor tilbage og slog lejr foran Villa Franca.

Da natten var ved at falde på, foretog franskmændene et første angreb på Villa Franca: de besteg murene og begyndte at angribe byen. Da mørket ikke længere tillod kamp, blev tredive unge franskmænd, der var sprunget ned i byen, forladt af deres egne og dræbt af forsvarerne. Ved morgengry næste dag stormede de rasende franskmænd til murene, rejste stigerne og indtog byen med et voldsomt angreb. Man ledte efter de tredive mænd, som den foregående aften havde besteget murene, og fandt deres lig. Da man havde set dem, blev der ikke vist nogen barmhjertighed. I et orgie af blodsudgydelse nedslagtede franskmændene alle, de mødte, og dræbte alle de 350 mænd, der boede i byen. De kunne næsten heller ikke beherske sig over for børn og kvinder, men med henstillinger, bønner og endda gråd fik kong Juan dem til sidst til at skåne det svage køn og den spæde alder. Overalt i gader og på torve lå der rædselsvækkende lig af de dræbte og alt var tilsølet af blod: det var et forfærdeligt skue, et sørgeligt syn. De efterladte kvinder sad hulkende og uden deres mænd tilbage i deres udplyndrede hjem^[26].

7.4. Perpignan erobres af franskmændene, 1462

Derefter førte kong Juan hæren imod Juan af Cerdagne og lagde flere af hans borge øde med sværd og ild. Den berømmelige by, Perpignan, er nærmest en storby, tætbefolket og rig. Den tilhører Katalonien og ligger på denne side af Pyrenæerne^[27]. I det almindelige katalonske oprør imod kong Juan fulgte Perpginan Barcelonas eksempel og fordrev de kongelige embedsmænd. De gik også til angreb på fæstningen og belejrede den så intenst, at intet kunne bringes ind i den. Snart syntes de omstyrtede tårne, de sønderskudte fæstningsværker og de mange brecher i murene ligefrem at invitere fjenden til at trænge ind i fæstningen. Garnisonen på omkring 500 meget hårdføre unge mænd var allerede begyndt at lide af sult og levede nu af hestekød, og det yderst knapt. Byboerne pressede på, dag og nat beskød de murene og kastede ild, sten, rådne lig og ildelugtende ting imod de belejrede, de bragte stiger til murene, besteg dem, ilede rundt, trængte på, holdt flittigt gang i kampen foran murene, erstattede de sårede med friske, og gav ikke de stakkels belejrede noget pusterum.

Da styrken af hærdede franskmænd, som Louis havde sendt, nærmede sig fæstningen, gav de signal til, at de belejrede skulle gøre udfald imod fjenden, samtidig med at de selv angreb dem bagfra. Sammen gennemførte de et voldsomt angreb på fjenden. Perpignanerne blev presset både bagfra og forfra og kunne ikke holde stand. De franske soldater var hærdede gennem hyppige slag: de kæmpede som mod kvæg og forøvede et sandt blodbad på fjenden. Efter at have lidt tunge tab flygtede perpignanerne ind i byen. Fjenden forfulgte de flygtende og trængte ind i byen sammen med dem. Ufortøvet overgav perpignanerne sig og indlod Louis’ embedsmænd. Således gik det til, at denne by, der i mange århundreder og længere tilbage end nogen kan huske, havde tilhørt Aragon, nu i vor tid er kommet under fransk overhøjhed.

Medens disse ting stod på, blev legater sendt frem og tilbage mellem kongerne Juan og Louis på den ene side og kong Enrique på den anden og forhandlede om fred. Til sidst blev der indgået våbenhvile for tre måneder, og det blev aftalt, at de tre konger skulle mødes i Bayonne. Fremtiden vil vise, om det så faktisk sker.^[28]

7.5. Militærmanøvrer i Kongeriget Sicilien

I mellemtiden slog kong Ferrante lejr ved Gesualdo, en vigtig by, der tilhører greven af Avellino. Gennem denne blev der ført forsyningsmidler fra Puglia til Nola, som ellers ville have lidt under mangel på korn. Da Piccinino nærmede sig med sine styrker for at komme de belejrede til undsætning, turde han dog ikke gå i kamp med fjenden. Byen blev udsat for voldsomme angreb, og da murene var skudt i grus, modtog Ferrante dens overgivelse. En stor del af garnisonen, der var placeret i byen, blev dræbt. Derefter kom Paterno og adskillige andre af grevens byer i kongens hænder enten med våbenmagt eller ved overgivelse.

Til sidst overgav greven sig, og nogle andre af provinsens tyranner overgav sig sammen med ham. For øjnene af fjenderne indtog Ferrantes styrker flere borge, og fjenderne havde ikke mod til at komme deres fæller til hjælp i deres nød, da de ikke ville tvinges ud i et afgørende slag.

Piccinino havde slået lejr på et højt bjerg og Ferrante på nærliggende højderygge med henblik på at indlede et slag, hvis Piccininos styrker kom ned fra bjerget. De to hære vogtede på hinanden, og det kom til skærmydsler. De provokerede hinanden indbyrdes og forsøgte kløgtigt at bringe forvirring i den anden parts slagsorden og få ham til at begå en taktisk fejltagelse. De sforzanske og braccianske ryttersoldater kæmpede foran rækkerne, brød lanser med hinanden, og kæmpede på sværd. Således gik der mange dage uden nogen nævneværdig kamp, da de begge frygtede deres egen sikkerhed og ikke vovede at friste krigslykken uden at have en afgørende fordel på sin side. Til sidst forlod Piccinino stedet som den første og drog med lange marcher til vinterkvarteret.

Da kongen ligeledes havde bragt sine folk i vinterkvarter, vendte han tilbage til Napoli. Der bortgiftede han sin datter, Maria, der var født af en adelskvinde, men uden for ægteskab, til Antonio Piccolomini^[29]. I medgift fik Antonio hertugdømmet Amalfi. I det tilfælde, at medgiften senere måtte betales tilbage, skulle dette dog ikke gælde Amalfi, så længe Antonio levede. I tilgift blev Antonio gjort til Granjustiziero, der blev anset for det fornemste af Kongerigets syv højeste embeder. Brylluppet blev fejret under mængdens store jubel, idet folk var overbeviste om, at nu da pavens nevø havde ægtet kongens datter, kunne de regne sikkert med pavens hjælp.

Hertil kom en anden stor glæde: Orso Orsini, der på vegne af fyrsten af Taranto holdt Nola i Terra di Lavoro, Marigliano og adskillige andre byer med stærke garnisoner, gik ved den apostoliske legat, ærkebiskoppen af Ravennas mellemkomst med hele sin hær over til Ferrante. Nola, som han have vogtet i en andens navn, beholdt han nu i sit eget, da Ferrante gjorde ham til greve af denne by.

Således gik det 61. år af krigen i Kongeriget Sicilien til ende.^[30] Krigslykken var endnu usikker, og begge parter satte deres håb til det næste år.

[Her følger en oversigt over de to hæres placering]

Medens dette gik for sig, kom droning Charlotte af Kypern til Pius og søgte hjælp i sin nød.^[31] Vi vil senere berette om årsagen til hendes ankomst og hvilke hædersbevisninger, hun blev vist, men først er det hensigtsmæssigt at gå lidt tilbage og give en beskrivelse af øen Kypern og dens kongers skæbne.

7.6. Kyperns nyere historie

Da Romerriget faldt, stod Kypern længe under grækerne, som efter Konstantin den Store herskede i Byzans. Den engelske kong Richard Løvehjerte fordrev grækerne fra øen^[32]. Årsagen var, at de nægtede ham adgang til en havn, hvor han blev drevet hen af en storm, medens han var på vej med sin flåde til Jerusalem. Han blev så forbitret herover, at han vendte de våben, som han havde gjort klar mod saracenerne, mod grækerne og fratog dem øen. Han plyndrede den, indsatte en stærk garnison af sine egne folk og forlod den derefter. Ikke længe efter overdrog han den til franskmanden, Guy de Lusignan^[33], som på det tidspunkt kæmpede for at blive herre over Jerusalem. Kypern, som han fik af den engelske konge, har været i hans og hans efterkommeres eje indtil i dag^[34].

Efter forskellige tronskifter gik tronen i arv til to brødre. Den ene af dem hed Peter^[35]. Han udrustede en flåde og angreb sammen med katalanerne og franskmændene Alexandria i Egypten, trængte helt ind i byen og udplyndrede den^[36]. Da utallige barbarstyrker kom strømmende til, flygtede han og vendte hjem med et umådeligt og rigt bytte. Kort tid efter blev han myrdet af sin broder, og riget blev overdraget morderen^[37] - i et kongedømme er ingen forbindelse hellig^[38]. Men broderen fik dog ikke ro i lang tid, og brodermordet forblev ikke ustraffet. Under en banket, som blev afholdt hvert år, indtraf der en katastrofe. Man havde inviteret de genuesiske og de venetianske købmænds egne dommere, de såkaldte bailli’er. Disse gerådede i indbyrdes klammeri om forrangen ved bordet^[39]. Da kongen syntes at hælde til venetianerne, besluttede de forbitrede genuesere at forsvare deres værdighed med våben. De gik ind i kongens palads med deres daggerter gemt under tøjet. Da venetianernes førstemænd fandt ud af dette, gik de til kongen og sagde, at der var et anslag i gang imod hans liv: unge genuesere var kommet ind i paladset bevæbnede og klar til at begå denne skændselsdåd. Kongen sendte straks nogle mænd af sted for at undersøge sagen. Da de fandt, at de unge genuesere faktisk var bevæbnede, befalede han, at de skulle føres øverst op i paladset og kastes ud fra vinduerne. På pladsen nedenfor havde han ladet en trop soldater tage opstilling, der skulle opfange de faldende på deres spyd og sværd. Så virkningsfuld var den ondsindede anklage. Også de øvrige ligurere^[40], der boede på Kypern, blev opsporet og dræbt, så der næppe var en eneste tilbage efter det store blodbad, der kunne melde tilbage til fædrelandet om det skete.

Kort tid efter hørte dogen og senatet i Genova alligevel om den oprørende skændselsdåd imod deres landsmænd. De rejste sig til hævn, og inden for 40 dage udrustede de en mægtig flåde, som blev sendt til Kypern. Dens ankomst blev hørt og set næsten på samme tid. Den genuesiske admiral Fregoso satte sine styrker i land og drog straks mod det næsten ubeskyttede Nicosia, som han indtog. I et og samme angreb fik han kongen og dronningen og hele øen i sin magt. Ophavsmændene til det skændige forehavende lod han dræbe og vendte hjem, belæsset med et stort bytte og med endnu større hæder og på kortere tid, end man havde kunnet håbe. Kongen og dronningen blev holdt fængslet i lang tid, og dronningen barslede under fangenskabet. Omsider blev kongen benådet, og kongeriget gjort skatskyldigt til Genova. Øens vigtigste by og handelscentrum hedder Famagusta. Vi mener, at det engang blev kaldt Fanum Augusti. Denne by blev udskilt fra kongeriget og overdraget genuensere, og det er en rig by på grund af sin havn og toldafgifter.

Den dreng, som blev født kongen, kaldte de Janus^[41], fordi han var kommet til verden i Janua, som i dag hedder Genova. Da han havde efterfulgt sin fader^[42], sendte sultanen af Egypten, Melchela, en stærk flåde mod Kypern for at hævne udplyndringen af Alexandria^[43]. Som en forfærdelig storm ødelagde den alt på sin vej, massakrerede de kyprioter, der vovede at gøre modstand, førte kong Janus bort som fange, udplyndrede rigets hovedstad, Nicosia, satte kirkerne i brand, bortførte næsten hele befolkningen som slaver, og efterlod byerne øde og øen næsten mennesketom. Efter nogen tid blev kongen løskøbt for 125.000 dukater. Han blev gjort skatskyldig til Egypten og vendte tilbage til sit rige.

Medens egypterne udplyndrede øen, lå deres skibe på stranden under let bevogtning. Et venetiansk skib, der hvert år bragte pilgrimme til Jerusalem og nu var på vej hjem, efter at pilgrimmene havde opfyldt deres løfter, lagde ind ved stranden. Kort efter ankom også seks katalanske skibe. Deres kaptajner overtalte venetianerne til at tage flaget ned og sammen med dem gå til angreb på den egyptiske flåde, for de ville kunne føre et rigt bytte med sig bort. Venetianerne indvilligede, men katalanerne fortrød og sejlede bort i nattens mulm og mørke. Da egypterne ved solopgang vendte tilbage til stranden, fandt de det enlige venetianske skib uden flag, angreb det, erobrede det på kort tid og befalede pilgrimmene at fornægte Kristus med løftede fingre, hvis de ville overleve. Men pilgrimmenes mod var beundringsværdigt: der var ingen, som satte sit liv højere end troen. Derfor blev de 30 mænd, der havde overlevet kampen, lænket, sat i land på strandbredden og stenet til døde. Indtil deres sidste åndedræt lovpriste de Kristus. Således fik de en lykkelig død, en som alle gode mennesker kunne ønske sig. Kvinderne blev ført i fangenskab og løskøbt i Alexandria af venetianske købmænd. Blandt dem var en Vore egne medborgere fra Pienza, en enke og en hellig kvinde, som da hun kom hjem fortalte alt dette, som hun havde set med egne øjne^[44].

Til sidst døde Janus, der havde gennemlevet så mange trængsler. Han efterlod sig en mindreårig søn, Johan II^[45]. Drengen voksede op blandt kvinder, og da han nåede manddomsalderen opførte han sig snarere som en kvinde end som en mand. Han levede et liv i lediggang med festmåltider og nydelser og til stadighed under formyndere og beskyttere. Omsider ægtede han en kvinde af familien Monferrato^[46]. Da hun var blevet sejlet til Kypern, døde hun snart efter^[47], enten på grund af det usunde klima eller – som rygtet vil vide – af gift. Også næsten hele hendes følge omkom. Siden hen var der ingen af de vestlige fyrster, der ville give kongen en datter til ægte. Derfor gik han til grækerne og søgte sig på Peloponnes en hustru af Palaeologernes slægt. Hun hed Helena^[48]. Hun var en intelligent og forstandig kvinde, men opdraget til græsk troløshed. Endvidere var hun uvenligt stemt over for den latinske ritus og en fjende af den Romerske Kirke. Efter at ægteskabet var fuldbyrdet, blev hun klar over mandens uforstandighed og opførte sig herefter ikke som dronning, men som konge. Hun styrede selv kongeriget, afsatte de gamle embedsmænd, indsatte nye, besatte de gejstlige embeder efter forgodtbefindende, afskaffede den latinske ritus og erstattede den med den græske, og fastsatte vilkårene for krig og fred. Hendes mand var helt tilfreds med at feste og hengive sig til nydelser. På denne måde kom hele øen tilbage i grækernes magt. Størst indflydelse på dronningen havde hendes amme, og størst indflydelse på ammen havde dennes søn, så han var den egentlige hersker: for kongen lod sig lede af dronningen, dronningen lod sig lede af sin amme, og ammen lod sig lede af sin søn.

Med en konkubine fik kong Johan sønnen Jacques, en stolt ung mand, og med sin hustru fik han Charlotte^[49]. Da hun blev voksen ægtede hun Joao^[50], en fætter til kongen af Portugal^[51]. Med adelens tilslutning blev denne kaldet til kongeriget for at styre riget, så længe svigerfaderen levede. For på det tidspunkt var folket trætte af det kvindelige regimente og skammede sig over det. Da portugiseren ankom, og brylluppet var blevet fejret, blev hele magten overdraget ham: det tidligere regime blev afskaffet, de religiøse og verdslige anliggender reformeret, den Romerske Kirkes ritus genindført, og dronning Helena og ammen fik frataget magten. Ammens søn frygtede den nye fyrste og trak sig tilbage til Famagusta. Derfra overtalte han moderen til at redde sin søn og sig selv ved at forgive fyrsten, for hvis denne levede, kunne de ikke selv redde livet. Denne historie blev ikke fortalt til døve øren. Med dronning Helenas billigelse – som rygtet vil vide det – forgav giftblandersken den ædle fyrste, og således vendte Helenas tidligere forførelseskunster og forbandede regime tilbage.

Ammens søn vendte overmodig tilbage fra Famagusta og blev modtaget, som om han var hersker og herre over det hele. Han holdt Charlotte for nar og plagede hende på alle måder. Hun flygtede så til sin broder^[52], klagede over sine ulykker og bad om hans hjælp. Mindre for søsterens skyld end for selv at få riget dræbte Jacques med egen hånd grækeren: han opførte sig arrogant over for alle og planlagde sammen med sine venner at antage kongetitlen, hvad han længe havde haft i sinde. For så snart han som barn kunne begynde at forstå noget og blev klar over, at den svagtbegavede fader ikke havde legitimt mandligt afkom, så begyndte han selv at tragte efter riget, og han anså det for urimeligt, at hans søster eller svoger blev foretrukket frem for ham selv.

Dronning Helena havde forudset dette, og derfor overtalte hun sin mand til at give sin illegitime søn, der begærede tronen, til kirken og at lade ham indtræde i den gejstlige stand: på den måde ville han miste håbet om at blive hersker. På den tid var hyrdeembedet^[53] ved kirken i Nicosia ledigt. Dette lovede de til Jakob, sørgede for, at man bad om at få ham som biskop, og for at han kom i besiddelse af bispedømmet. Dette blev dog aldrig stadfæstet af den Romerske Kirke.

Efter drabet på ammens søn^[54], gik dronningen og ammen i aktion imod Jacques og fordrev ham fra kongebyen. Han skjulte sig i nogen tid hos venetianernes dommer, men til sidst skaffede han sig et skib og begav sig til Rhodos, hvor han blev modtaget hæderfuldt.

I mellemtiden ægtede Charlotte på moderens og adelens opfordring Louis^[55], en søn af hertugen af Savoyen, og bad ham komme til Kypern så hurtigt som muligt. Jacques, der havde opgivet håbet om tronen, lagde igennem venner pres på pave Nicolaus V for at blive udnævnt til biskop af Nicosia, men Helena og Charlotte kæmpede nu imod og afviste, at denne blodsbesudlede mand, der forstyrrede riget med sine oprørsforsøg, blev optaget i Kirkens hær^[56].

Ved et tilfælde faldt deres brev til paven i Jacques hænder. Han samlede en stor skare venner, sejlede til Kypern, trængte hemmeligt ind i kongebyen, opsøgte sine fjenders huse og dræbte dem alle, fordelte deres ejendele blandt vennerne og slog sig ned i byen som sejrherre. I mellemtiden døde dronning Helena og kort efter også kong Johan^[57], der var mere fordærvet end hustruen, selvom hans udseende og adfærd var en konge værdig. Men lige så smuk han var i det ydre, ligeså fejt og skændigt var hans sind.

I denne kaotiske situation sejlede Louis af Savoyen efter gentagne opfordringer til Kypern med en flåde udrustet i Venedig. Under akklamation og velvilje fra alle sider fik han kongetitlen. Jacques turde ikke afvente hans ankomst. Efter råd og med bistand fra sin mægtige ven, Marco Cornaro (det siger man i det mindste), gik han ombord på et skib, som denne havde stillet til rådighed, og sejlede med næsten 100 venner til sultanen af Alexandria for så hurtigt som muligt at møde ham og bønfalde om hans hjælp. Sultanen sendte sine øverste hoffolk og bød ham straks at komme til hoffet, hvor han blev modtaget med store hædersbevisninger. Da Jacques blev stedet for sultanen, sagde han:

”O store og mægtige konge, jeg kommer til dig med en bøn. Du er min herre, og din mildhed er et udtryk for, at du også vil være min hjælper og beskytter. Min fader Johan, der hvert år betalte tribut til dig, døde for nogen tid siden og har ingen andre mandlige efterkommere end mig. Min søster har giftet sig med en fransk mand og kaldt ham til Kypern. Ham har kyprioterne taget som deres konge og forbigået mig, som er den rette hersker. Men kongeriget Kypern er jo dit, og det er dig, som bestemmer, hvem der skal regere. Naturen har givet herredømmet til mænd, ikke til kvinder, og det vil være urimeligt, hvis du tillader, at kongens søn bliver berøvet riget. Jeg fordrer min fædrene arv af dig, som er min dommer. Hvis ikke du tager min sag på dig, vil jeg, som er ætling af konger, blive til en landflygtig, der skal tigge sit brød. Det vil være en skamplet på dit navn, hvis du ikke forsvarer dine undersåtters rettigheder. Det vil heller ikke være til fordel for dig selv, hvis du afviser mig, hvis forfædre har tjent dig, og i stedet lader en franskmand herske over Kypern. Du kender franskmændenes arrogance og ved, hvor stor skade deres flåde har forvoldt egypternes rige. Hvis vestlige konger styrer Kypern, vil Alexandria og de andre kystbyer aldrig have fred. Men hvis du støtter min sag, så vil Kypern i lige så høj grad som Egypten være dit. Du vil heller ikke finde det vanskeligt at give mig min faders og mine forfædres rige tilbage. Jeg har mange sympatisører, der kun ønsker at se mig vende tilbage med din støtte. En lille flåde vil være nok til at sætte mig på min faders trone. Det vil være tilstrækkeligt for mine venner at se dine flag og at vide, at krigen føres under din autoritet. Så vil de selv tage sig af resten. Vær ikke i tvivl: på kort tid vil du se din tjener som konge af Kypern. Lad mig blot vide, at det er det, du ønsker.”

Hans ord bevægede ikke blot sultanen, men alle de tilstedeværende. Alle syntes, at den unge mand havde fået en uværdig behandling, og at man burde hjælpe ham. Jacques var 22 år gammel. Han lignede sin fader meget i skønhed og holdning, men han stod langt over ham med hensyn til intellektuelle evner og veltalenhed. Sultanen besluttede at efterkomme hans anmodning. Straks blev et kongeligt udstyr hentet frem. Jacques blev iført en purpurklædning og udsmykket med de andre traditionelle kongelige insignier. Derefter blev han i nærvær af sultanen og de adelige proklameret som konge og aflagde straks følgende ed over for sultanen:

”Ved den store og ophøjede Gud, der er barmhjertig og mild, og som har skabt himlen og jorden, og alt, hvad der er i dem, og ved de hellige evangelier, ved den hellige dåb, ved Johannes Døberen og alle helgener, og ved de kristnes tro lover og sværger jeg, at jeg vil meddele alt, hvad jeg måtte få at vide, til min herre, den høje sultan af Egypten og hersker over hele Arabien, Alessaph Aynal, må Gud styrke hans rige. Jeg vil være hans venners ven og hans fjenders fjende. Jeg vil ikke holde noget skjult for ham, jeg vil ikke tåle pirater i mit rige og ikke give dem levnedsmidler eller anden hjælp. Jeg vil frikøbe de egyptiske slaver i mit rige og give dem friheden. Hvert år på den 1. september og 1. oktober vil jeg som tribut give 5.000 dukater til de høje templer i henholdsvis Jerusalem og Lamech. Jeg vil forbyde kolossenserne at forsyne piraterne med våben. Jeg vil meddele sultanen alt, hvad der er værd at vide. Jeg vil holde mig til troskab og retfærdighed^[58], og der vil ikke være bedrag hos mig. Hvis jeg undlader at gøre noget som helst af dette, så skal jeg betragtes som en frafalden og en forræder af det hellige evangelium og af den kristne tro. Jeg vil erklære, at evangeliet er falsk, jeg vil nægte, at Kristus lever, og at hans moder Maria var en jomfru. Jeg vil dræbe en kamel over en døbefont og forbande alterets præster. Jeg vil fornægte Jesu guddommelighed og blot ære ham som en menneskelig budbringer. Jeg vil bedrive hor med en jødinde på et alter, og nedkalde de hellige fædres forbandelser over mig.”

Efter at have aflagt denne ed blev han ført gennem byen under store hædersbevisninger, og han fik tildelt en flåde, der omgående skulle føre ham til Kypern. Første sendt han dog i sultanens navn et brev med nogenlunde denne ordlyd til Louis på Kypern: ”Du er kommet fra Vesten for at angribe et fremmed kongerige i Østen og fravriste en søn hans fædrene arv. Det vil du ikke få noget ud af: Kypern betaler tribut til mig, og det er mig, der bestemmer, hvem der skal være konge. Med mindre du straks drager bort igen, vil du blive dræbt af ægyptiske sværd. Hvis du holder af din hustru, giver jeg dig tilladelse til at tage hende med dig, dog på betingelse af at du tager af sted, førend du får den næste advarsel.”

Da dette brev nåede frem, bredte rædslen sig i hele kongeriget, og alle blev grebet af stor sorg, for på den ene side kunne man ikke modsætte sig sultanens befalinger, og på den anden side var det skændigt at adlyde dem. Da man ikke kunne finde anden udvej, besluttede man til sidst at sende legater til sultanen, der skulle forsøge at mildne ham. Sammen med dem sendte Rhodos sine kirkeledere. De fik foretræde for sultanen i Cairo og forsøgte at forsvare Louis’ sag i ydmyge vendinger og sagde, at han ikke var kommet for at berøve sultanen nogen af hans rettigheder: kong Johan af Kypern havde i sit ægteskab kun fået én datter, som han i henhold til de kristne love havde efterladt sig som arving. Jacques var født af en konkubine uden for ægteskab og havde derfor ingen arvekrav. En ægtemand, derimod, havde ret at modtage kronen på hustruens vegne. De opfordrede sultanen til ikke at omstøde kongerigets sædvaner og til ikke at nægte de kristne deres indbyrdes rettigheder. Louis ville til enhver tid være sultanens ven, han ville betale tribut på de fastsatte tider, og han ville yde Jacques 10.000 dukater årligt, så længe denne levede.

Sagen blev forhandlet længe med sultanen, og til sidst var man nået så langt, at sultanen accepterede Louis’ ansøgning dog med tilføjelse af 30.000 dukater. Dette beløb krævede sultanen til at dække sine udgifter, og Louis accepterede det for at opnå fred. Men Jacques tog nu rundt til sine venner og kritiserede sultanen for hans troløshed: sultanen svigtede Jacques, som han selv kort forinden havde erklæret for konge, og forrådte ham til de troløse franskmænd. Han bad også nogle indflydelsesrige hoffolk om at presse sultanen til ikke at lytte til de franske oratorer og til at ikke at svigte en mand, hvis troskabsed han havde taget imod. Jacques fik støtte fra sultanens søn, der havde samme alder som han selv, og som sympatiserede med ham i hans nød. Der var også tre indflydelsesrige mamelukker i paladset, der jævnligt talte Jacques’ sag. Men deres bestræbelser ville have været forgæves, hvis ikke en legat fra tyrkernes hersker^[59] havde indfundet sig og holdt følgende tale:

”Din ven Mehmed, tyrkernes hersker, hører, at du har erklæret Jacques for Kyperns konge og har besluttet at give ham faderens rige tilbage. Det er en handling, der er din trone værdig, og gavner vores religion. Men senere er det blevet meddelt, at du har skiftet sind, at du har indgået fred med den franske konge, og at du nu vil svigte den, som du påtog dig at hjælpe. Det er, som om du er uvidende om, hvor meget franskmændene hader vort folk, og at du har glemt, hvor store nederlag Godefroi de Baudouin og andre af det folk har påført vore forfædre. Vogt dig! Hvis du gerne vil have fred med det franske folk, så må du forvente krig med vores. Og du skal ikke tro, at du kun vil få tyrkerne som fjender: også egypterne, syrerne og araberne, som du hersker over, vil begynde at hade dig. Heller ikke din søn vil støtte dig, hvis du forråder vores religion til franskmændene. Men hvis du vil holde dit løfte til Jacques, så udrust en flåde mod Kypern, og Mehmed vil så udruste en anden mod Rhodos, og du kan få byttet fra begge øer. Blot ønsker Mehmed kun at beholde selve øen Rhodos.”

Sultanen var tilfreds med tyrkens tilbud og indvilligede i hans krav. Der blev straks udrustet en flåde, og Jacques sejlede til Kypern om bord på flåden og med en stor skare af soldater. Franskmændene kunne ikke modstå hans angreb, selvom de fik hjælp fra Rhodos. De turde ikke afvente ham i Nicosia, men søgte tilflugt i borgen Cerines. Efter at have gjort sig til herre over de øvrige områder, belejrede Jacques i nogen tid denne borg. Så opgav han håbet om at indtage befæstningerne, udsatte vagter, der skulle forhindre franskmændene i at gøre udfald, og vendte tilbage til Nicosia for at reorganisere kongeriget. Han sendte legater til pave Pius med mange ansøgninger, som på overfladen virkede honnette, men som i virkeligheden drejede sig om, at den Apostoliske Stol skulle anerkende ham som en kristen konge. Men sådan gik det ikke, og paven nægtede at modtage hans oratorer som repræsentanter for en konge.

7.7. Den kypriotiske dronnings besøg hos paven

I mellemtiden var dronning Charlotte taget til Rhodos og havde samlet nogle styrker. Disse forenede hun med nye tropper sendt af svigerfaderen fra Savoyen til hendes mand, som hun havde efterladt i Cerines på Kypern. Med denne hær vendte hun tilbage for at tage til Nicosia og havde store forhåbninger om at genvinde riget. Da Jacques hørte om hendes forehavende, afskar han hendes færd, indledte et slag, dræbte mange franskmænd og drev de andre tilbage til borgen. Her udholder Louis den dag i dag belejringens trængsler. De øvrige dele af øen lyder Jacques som konge undtagen byen Kolossus, som rhodenserne er herrer over, og Famagusta, der som sagt tilhører genueserne. Charlotte efterlod sin mand i Cerines og tog i hast til Rhodos. Derefter sejlede hun nedbrudt af sorg til Vesten. Da hun nåede til Tiberens munding, besluttede hun at opsøge Kristi stedfortræder. Hun sendte budbringere, der søgte om foretræde, sejlede op ad floden og gik i land ved Sankt Pauls Kirke. Paven beordrede kardinalerne og hele kurien til at møde hende, og da hun ankom, modtog han hende offentligt i konsistoriesalen. Derefter gav han hende logi i en afsides del af paladset, hvor hun selv og hendes følge^[60] blev fyrsteligt forsørget.

Hun var en kvinde på 24 år, af middelhøjde, med strålende øjne og halvbrun lød – hun var faktisk ikke uden ynde^[61]. Hendes tale var charmerende, og ordene strømmede fra hende - på græsk maner. Hun gik fransk klædt og førte sig, som det anstår sig for en kongelig person. Da hun første gang mødte Pius, kyssede hun hans fødder og sagde kun lidt, men da hun dagen efter fik audiens hos paven med kun få tilstedeværende, holdt hun gennem en tolk den følgende tale:

”Jeg tror ikke, o pave, at du kan være uvidende om de ulykker, der er væltet ned over mit hus. For hvilken egn i hele verden taler ikke om vore trængsler?^[62] Og hvem kender ikke kyprioternes trængsler og rigets elendige tilstand? For mit eget vedkommende har jeg to gange giftet mig uheldigt: min første mand, som jeg ægtede fra Portugal, blev revet bort af en pludselig og for tidlig død. Den anden, som jeg fik fra Savoyen, har jeg efterladt belejret af fjenden, og jeg aner ikke, om han er fri eller fange. Da jeg var det eneste barn i mine forældres ægteskab, blev jeg opdraget i forventning om at arve riget. Jeg efterfulgte min fader, antog dronningetitlen og begyndte at regere sammen med min mand. Min illegitime broder - hvis man da overhovedet kan være en broder og samtidig forfølge sin egen slægt – søgte om hjælp fra Egypten, angreb min arv, besatte riget, og efterstræber nu mit og min mands liv. Kun Cerines havde vi tilbage som tilflugtssted. Der søgte vi tilflugt fra min hadefulde broders blodige hænder. Resten af øen er i fjendens magt med undtagelse af Famagusta og Kolossos. Men hvem er fjenden? Måske tror du, at det er kristne eller venner af religionen, som kæmper imod os. Glem det! Vi fører krig med fjender af Kristi kors. Egypterne, forbitrede fjender af vores religion og tilhængere af det muhammedanske vanvid, er herrer over Kypern. De har fået frihed til at tage alle de børn, de vil, ud af riget, at ødelægge vor Guds templer, og at etablere de muhammedanske ritualer. For at bemægtige sig riget har min pseudokristne broder forpligtet sig over for sultanen med en skændig ed, men han er blevet groft narret: ganske vist fører han selv titel af konge, men det er sultanens admiral, der udøver den reelle magt. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at bevare riget for mig selv og for Kristus. Men Muhammed vandt: vi er nu begge blevet uddrevet. Vores sidste svage håb beror på min mand, som er tilbage i Cerines, hvis byen endnu holder stand. Da jeg var undervejs for at bede om din hjælp, mødte jeg venetianske skibe, hvis kaptajner frarøvede mig alle mine ejendele. Jeg fik kun lov til at sejle videre til dig med en enkelt klædning og knappe forsyninger. Uddrevet af mit rige, fattig og nøgen, tager jeg min tilflugt til dig. Hjælp en kvinde, som næsten er to gange enke. Forbarm dig over kongeblod, forbarm dig over mit ulykkelige rige, så at det ikke helt falder fra den rette tro, og egypterne slår sig ned på Kypern i stedet for de kristne. Du er religionens fader og troens lærer. Det er først og fremmest dig, der bør forhindre, at den kristne gudsdyrkelse svinder bort. Hvis Kypern går under, kan heller ikke Rhodos eller Kreta reddes. Barbarernes flåder vil sejle til Sicilien og helt frem til Italiens kyster. Italien vil være under trussel fra Egypten, Afrika, Syrien, Asien og Grækenland, hvis ikke du griber ind i tide og kommer de østlige øer til hjælp, inden de bliver overtaget af fjenden. Hvis du giver mig bistand, vil jeg have kræfter til at genvinde det fædrene rige på kort tid. Selv en lille styrke af vestlige soldater vil give os sejren, for egypterne kan ikke modstå de vestlige stridskræfter. Og jeg beder ikke om hele hjælpen fra dig: jeg har besluttet at drage til min svigerfader og til min tante og svigermoder og til mine slægtninge, de franske konger^[63]. Der håber jeg at kunne samle en hær, der er stor nok. Giv mig hvede og vin, som jeg kan bringe til de belejrede. Men jeg kan kun tage til Savoyen, hvis du hjælper mig. Da havet nu piskes op af storme, kan jeg ikke sejle dertil, og der er ikke noget at spise i skibene. Jeg kan heller ikke rejse over landjorden, da jeg hverken har heste eller penge. Jeg er i dine hænder, pave. Hvis ikke du rækker hånden frem, er jeg ødelagt.”

Da hun havde sagt dette, tav hun tårevædet. Pius svarede således:

”Græd ikke, men være frimodig, datter^[64]. Vi vil ikke svigte dig. Vi kender din fornemme byrd og din ulykke. Dine lidelser er uværdige, men ikke usædvanlige. En kongetrone er ikke sikker, og ingen magt varer længe. Lykken glæder sig ved at løfte nogle op, medens den omstyrter andre^[65], og nu leger den med din slægt: din broder har den givet tronen, og dig har den sendt i landflygtighed. Vi tror, at du nu bøder for din svigerfaders og din mands synder. På Kongressen i Mantova blev din svigerfader bedt om at bidrage til forsvaret af troen imod tyrkerne på linie med de andre fyrster i Italien, men han kunne på ingen måde overtales til at love noget. Selv ikke den mindste hjælp ville han stille i udsigt. Og for så vidt angår din mand, så nedlod han sig ikke til at komme til Os i Mantova, dengang han tog af sted for at sejle til dig på Kypern - selvom det ville have været let for ham at tage turen op ad Po-floden til Mincios udmunding. Både fader og søn viste os foragt. Derfor sagde Vi til kardinalerne: ”Huset Savoyen foragter Kirken og nedlader sig ikke til at love hjælp til religionen. Denne unge mand, der nu sejler til Kypern, vil bøde derfor. Han tror, at han vil få et kongerige som medgift, men han tager fejl: han vil blive fordrevet. Gid han må undvige fjendernes hænder. Hans fader har frækt nægtet Os hjælp imod tyrkerne, men vent og se: han vil komme og bønfalde Os om at hjælpe sønnen. Gud give, at vi til den tid må kunne hjælpe ham.” Det, som Vi forudså, er nu sket. Gid Vor forudsigelse havde været forkert. Men det har behaget Gud at straffe huset Savoyens og dit eget hus’ genstridighed. Hvor mange gange har din moder ikke ringeagtet den Apostoliske Stols bud? Hvor stor har ikke dine forfædres arrogance været i svundne tider? Børnene bærer forældrenes synder. Ingen er ulykkelig uden grund. Min datter, det er Gud, som prøver dig med disse ulykker. Sæt dit håb til Ham, og han vil udfri dig. Enhver storm bliver fulgt af roligt vejr. Anstrengelser sluttes med ro og fred. Af Os vil du få det, du har bedt om. Vi vil give dig heste, så du kan drage til din svigerfader, og penge til rejsen. Når du vender tilbage, vil du finde korn og vin parat i Ancona, som du kan bringe til de belejrede på dine skibe. En hær til at genvinde dit rige må du selv samle dig i Savoyen og i Frankrig.”

Dronningen takkede for svaret og blev derefter omkring ti dage i Rom for at besøge de vigtigste af martyrernes basilikaer. Hun mødte paven fire eller fem gange, og opnåede sine ønsker for sig selv og sit følge. Derefter begav hun sig på vej. Paven beordrede hver enkelt kardinal til at give hende en hest og han supplerede selv med de heste, som der var brug for derudover. Han gav hende også en kassemester, der skulle dække rejseudgifterne – også uden for Kirkestaten^[66], hvis det skulle vise sig nødvendigt. Hendes eskorte var på omkring 50 ryttere. Sieneserne fulgte pavens eksempel og beværtede hende overdådigt, medens hun drog igennem deres territorium. Det samme gjorde florentinerne og bologneserne og siden hen de andre stater, hun drog igennem til Savoyen. Som de burde, modtog de alle dronningen med store hædersbevisninger. Det sted hun blev dårligst behandlet var faktisk Savoyen. Her blev hun modtaget med sure blikke og med bitre og hårde ord.

Svigerfaderen sagde: ”Hvorfor kommer du til os på dette tidspunkt? Hvor anstændigt er det, at en ung kvinde forlader sin mand og sejler fra Østen til Vesten for at gæste så mange fremmede? Du siger: ”Jeg er kommet for at søge hjælp.” Men det burde din mand da snarere gøre. Og hvor mange hjælpetropper har vi ikke allerede sendt? Hvor ofte har vi ikke hjulpet jer? Snart forsyner vi jer med mænd, snart med våben, korn og penge. Hvor går grænsen for alt dette?^[67] Kypern har allerede drænet Savoyen. Vores overskud er gået til jer, vores provins er ribbet. I har mistet kongeriget på Kypern, og snart vil vi også miste herredømmet i Savoyen, når vi har måttet bortøde alle skatter og indtægter på jer.”

Hendes tante, der også var hendes svigermoder, var ligeså uvenlig. Dybt nedbøjet opgav den stakkels dronning håbet, vendte tilbage gennem Mantova og Venedig og sejlede til Rhodos. Hun turde ikke tage til Frankrig, da hun i Savoyen havde fået forsmag på de transalpine^[68] fyrsters gavmildhed og storsind.

7.8. Hertug Amédée VIII af Savoyen og hans valg til modpave under navnet Felix V

Da der her har været tale om Savoyen, er der anledning til at sige noget om dette lands fyrster, og om hvad der er hændt dem af mindeværdigt i denne generation.

Savoyen ligger i de Alper, der adskiller Frankrig og Italien, og det strækker sig fra det Liguriske Hav til Schweiz. En del af Savoyen grænser op til provinsen Arles og en andel del til Dauphinée. Floden Rhône løber igennem en stor del deraf. Den vigtigste del af Savoyen er området omkring Lac Leman^[69], der har de prægtige byer, Genève og Lausanne, som kystbyer.

Huset Savoyen skal nedstamme fra en tidligere saksisk greveslægt. På konciliet i Konstanz ophøjede kejser Sigismund grevskabet til et hertugdømme^[70].

Den første hertug af denne slægt var Amédée VIII^[71], hvis herredømme strakte sig vidt og bredt på begge sider af bjergene. Der var 12 bispedømmer i hans land. Hertugen ægtede en søster til hertug Philippe af huset Bourgogne. Af hans to døtre blev den ene bortgiftet til hertug Filippo af Milano^[72], den anden til kong Louis III af Sicilien. Sin førstefødte søn^[73] lod han ægte en prinsesse fra Kypern^[74], og hen ad vejen etablerede han slægtskabsforbindelser med næsten alle de kristne konger. Naborigernes ulykker blev til meget stort held for ham: i Frankrig flammede fjendskabet mellem burgunderne og armagnakerne, og englænderne hærgede det franske rige med et sandt raseri. I Italien kæmpede venetianerne og florentinerne med forbitret had imod fyrsten af Milano. Amédée regerede i bjergene langt fra krigen, og han blev valgt til mægler snart for den ene gruppe, snart for den anden. På den måde opnåede han ry for at være den eneste, der var i stand til at give gode råd både til sig selv og til andre. De andres tåbelighed gjorde ham vis. Ofte blev han – som en anden Salomon – opsøgt af italienerne fra den ene side og af franskmændene fra den anden for at få råd i vanskelige sager. Men til sidst dummede også han sig og viste dermed, at denne verdens klogskab er både overfladisk og flygtig.

Da Amédée allerede var en gammel mand ^[75], tog Konciliet i Basel sin begyndelse^[76]. Det var dette koncil, som pave Eugenius IV fra begyndelsen af lå i strid med. På det tidspunkt var Amédées hustru død – han var kun været gift denne ene gang. Nogle hekse, som der skal være mange af i Savoyen, og som forudsiger fremtiden med en blanding af blændværk og dæmoniske kunster, opsøgte ham og forudsagde, at han ville blive pave. Eugenius ville nemlig blive afsat af konciliet, og han selv blive indsat i hans sted. Det er usikkert, om han derefter handlede under påvirkning af disse spådomme eller af egen drift, men under alle omstændigheder opgav han hertugværdigheden og forkastede al verdens pragt. Han overdrog regeringen til sin førstefødte søn^[77] og trak sig tilbage til et eremitbo.

På bredden af Lac Leman i nærheden af Lausanne er der højtliggende skove og neden for disse enge, der afvandes af kilder. En stor del af dette område lod han indhegne med en mur, og han udsatte hjorte og dådyr og den slags vilde dyr, der ikke angriber mennesker. På en nærliggende kystbred byggede han en kirke, indsatte præster, oprettede præbender og andre gejstlige embeder og opførte komfortable huse til kannikkerne. Ikke langt derfra rejste han et stort palads. Det var befæstet med en voldgrav og volde. I paladset var der seks ens boliger – kardinaler værdige – som hver rummede en hal, et gemak, et forgemak og nogle private værelser samt rum til at opbevare kostbarheder. En syvende bolig var beregnet på fyrsten og var en konge eller en pave værdig. Her boede Amédée. Han fik følgeskab af seks ældre og omtrent jævnaldrende adelsmænd, hvis hustruer var døde tidligere. Alle var de over 60 år. De havde også alle været riddere, havde ofte anført tropper i krige og havde kæmpet med hæder^[78]. De afførte sig deres verdslige dragt, aflagde nye løfter til Amédée som dekan og overhoved og tog navnet Sankt Maurits’ Soldater. Ikke langt fra stedet havde den hellige Maurits nemlig lidt martyrdøden for Kristus sammen med den thebanske legion. Alle anlagde kappe, kjortel, bælte og krumstav af den slags, som eremitter bruger, og de havde langt skæg og uklippet hår. Stedet hedder Ripaille og ligger omkring 1000 passus^[79] fra byen Thonon.

Da kardinal Albergati af Santa Croce for anden gang tog til Frankrig for at forhandle om fred^[80] tog han på vejen til Ripaille for at besøge Amédée. Denne kom ned igennem skoven – der som nævnt var omgivet af en mur – og mødte ham ved porten ud mod kysten. Der var et forunderligt skue, som eftertiden næsten ikke kan tro på. Amédée var en af verdens mægtigste fyrster, frygtet både af franskmænd og italienere. Han gik i gyldne klæder og var omgivet af mange adelsmænd. Mænd med økser plejede at gå foran ham, og han blev fulgt af skarer af soldater og adelsmænd. Nu modtog han den apostoliske legat kun med seks eremitter foran sig og nogle få præster bagefter og iført en ussel og beskeden klædedragt. Det var en ærværdig gruppe. Det eneste tegn på deres fornemme stand var det gyldne eremitkors, som de bar på brystet; i alt andet udviste de foragt for verden^[81]. Kardinalen og Amédée omfavnede og kyssede hinanden med alle tegn på hengivenhed. Udadtil kunne kardinalen ikke nok som beundre og lovprise fyrstens omvendelse, men indadtil var han skeptisk over for forandringen og frygtede, at den (som man sagde vidt og bredt) skyldtes, at Amédée stræbte efter at blive pave, og at det var derfor, han var blevet eremit^[82].

Amédée opretholdt denne livsform og eremitboligen i omkring otte år. Selvom han havde overdraget regeringen til sin søn, forlangte han dog, at de vigtige sager blev forelagt for ham selv, han afgav ikke hertugtitlen, og han beholdt selv administrationen af finanssagerne.

I mellemtiden var basilienserne blevet så vrede på pave Eugenius, at de besluttede at afsætte ham. Da der ikke var nok biskopper tilstede til, at man kunne gennemføre dette, sendte Amédée alle sine egne biskopper, abbeder og fremtrædende gejstlige til konciliet. Ved deres hjælp fik man omsider presset afsættelsen af Eugenius igennem^[83]. Kort tid efter besluttede konciliet, som Eugenius allerede havde opløst, at kalde Amédée til paveværdigheden. Før Eugenius blev afsat, havde han overført konciliet fra Basel til Ferrara: der skulle man mødes med grækerne og forhandle med disse om Kirkens genforening. Ikke alle accepterede pavens flytning af konciliet, men på den anden side accepterede fyrsterne og kongerne heller ikke konciliets afsættelse af Eugenius. Det meste af verden holdt med Eugenius, men tyskerne erklærede sig for neutrale. Kun Savoyen, schweizerne og nogle enkelte andre bispedømmer accepterede afsættelsen af Eugenius og udnævnelsen af Amédée til pave.

Fra Basel blev der sendt fremtrædende mænd til Savoyen. Deres førstemand var kardinal Louis Alleman^[84] af Arles^[85]. De opsøgte Amédée i Ripaille og overrakte ham valgdekretet. Efter at have rådført sig med sin adel – for hele Savoyens adel havde forsamlet sig der – meddelte han, at han ville gøre, hvad det hellige kirkemødes fædre havde besluttet. Snart efter blev han modtaget i konklavet^[86]. Der aflagde han sit skæg, modtog tonsuren, blev iført det pavelige skrud og viste sig for offentligheden. Hans pragtfulde klædning understregede desværre hans grimhed. Thi den ægte og personlige pryd, som barberens saks havde fjernet, nemlig hans lange fuldskæg, dækkede pletterne i ansigtet og forlenede ham med en vis majestæt. Da han kom frem under skægget, lignede han en grim abe med sit lille ansigt, sine skæve øjne (han skelede) og sine slappe kinder. Siddende foran en tribune blev han iført det pavelige^[87] pallium og en mitra. Derefter udnævnte han den ældste af sine sønner, Louis, til hertug af Savoyen, og den yngre, Philippe, til greve af Genève.

Derefter begav han sig til Thonon, hvor han holdt hof i mange dage. Da sommeren nærmede sig, drog han med pomp og pragt gennem Lausanne og Solothurn til Basel. På den fastsatte dag tog han sæde på en forhøjning, der var blevet rejst foran domkirken. Hans sønner var til stede ligesom forsamlingen af koncilsfædre og en meget stor skare af mennesker, der var kommet strømmende til fra naboegnene for at overvære den udsædvanlige begivenhed. Der modtog han bispevielsen af kardinalen af Arles og blev kronet med den apostoliske tiara^[88]. Skriverne og advokaterne råbte: ”Længe leve Felix V (det var det navn han havde taget) valgt og kronet af Gud.” Den højtidelige handling var festlig på enhver måde, men da der kun deltog en enkelt kardinal, rynkede mange på næsen af den. Alle de sædvanlige ceremonier blev gennemført, og en prægtig procession gik gennem byen. Endelig blev der afholdt en pragtfuld og kostbar banket, som hele kurien deltog i.

Felix opholdt sig i Basel i mange måneder, han præsiderede over konciliet, han afgjorde sager, og udnævnte biskopper og kardinaler^[89]. Da kejser Friedrich III passerede byen, blev han modtaget i hemmelig audiens, for kejseren ønskede ikke offentligt at ære ham som pave^[90].

Da pave Eugenius i Rom hørte om alt dette, blev han skrækslagen. Tidligere havde han kunnet ringeagte basilienserne, som var uden leder og overhoved, men da nu Felix havde accepteret paveværdigheden, blev situationen en ganske anden: Felix var en stor fyrste, beslægtet eller allieret med alle de kristne konger. Han havde i mere end fyrre år regeret sine undersåtter med fred, stor retfærdighed og klogskab, og han blev anset for at være ufattelig velhavende. Ikke bare Eugenius, men også kardinalerne og kurialerne blev grebet af panik.

Dette gjaldt dog ikke kardinal Giuliano Cesarini af Sant’Angelo^[91], en indfødt romer, der en tid havde ledet Konciliet i Basel^[92]. Da han så, at alle var skrækslagne over budskabet om den nye pave, sagde han i konsistorium følgende^[93]:

”Hellige fader! Hvis jeg ikke tager fejl, er der tre ting, som gør Felix til en frygtindgydende modstander for dig: hans forbindelser med kongerne, hans formodede klogskab, og den enorme formue, som han skal have samlet sig i løbet af sin lange, fredelige regeringstid. Disse tre ting er du bange for; det er de fjender, som du frygter; med dem skal du kæmpe i fremtiden. Mine medbrødre^[94], der har haft ordet før mig, har talt længe om disse ting; de har tillagt dem meget større vægt, end rimeligt er, og de har vurderet, at din modstander er uovervindelig, fordi han er overlegen i kraft af de nævnte fordele. Men hvis du vil høre på mig, skal jeg forklare, hvorfor der ikke er noget at være bange for, og du vil derefter kunne tage let på disse ”fordele”.

Netop det, der får dig til at frygte nederlaget, vil give dig sejren. Hverken Amédées slægtskaber eller alliancer vil skade dig. Kongerne vil ikke hylde en mand, der er fløjet fra et verdsligt fyrstendømme til et gejstligt, nej tværtimod vil de hånle af ham. De vil finde, at en blodbestænkt mand, der ofte har deltaget i krige, ikke er værdig til et gejstligt embede. De vil sige, at ”han har været gift og avlet sønner, og nu vover han at frembære Kristi Hellige Legeme på alteret.” De vil hade og forbande ham, ingen vil elske ham. Blandt fyrster er der ingen kærlighed, og intet slægtskab er så nært, at det kan fjerne misundelse. Amédée har aldrig hjulpet sine slægtninge, når de var i nød: både burgunderne og franskmændene har han svigtet i krig; da han bortgiftede sin datter til hertug Filippo af Milano, var det ham selv, der fik en medgift, ikke omvendt; han tog Vercelli fra sin svigersøn og berøvede markgreven af Monferrato en del af dennes fyrstendømme. Sådan som han viste sig over for sine venner tidligere, således vil de vise sig over for ham nu. De vil glæde sig over, at tiden nu er kommet, hvor de kan gøre gengæld: de vil givetvis svigte ham. Han vil kun have tilhængere, som han har købt.

Hvad skal jeg sige om hans klogskab? Skal vi anse en mand for klog, der selvom han er af fornem slægt og i besiddelse af stor magt og rigdom^[95] og er tynget af høj alderdom, alligevel drister sig til under en kirkesplittelse at modtage pavedømmet fra dem, som ikke har ret til at give ham det? Skal vi kalde det for klogskab? Nej tværtimod - det er komplet vanvid. Vi har levet i en stor vildfarelse: vi anså Amédée for klog, fordi han havde regeret lykkeligt i mange år. Men vi tog fejl: det var ikke hans egen klogskab, men andres ulykker, der var hans held. Først var det italienernes indbyrdes kampe og siden franskmændenes, der gav Savoyen fred og ro. Vi har ment, at det var denne mands fortjeneste, men det var i virkeligheden tidsalderens.

Men nu er vi så befriet for denne vrangforestilling. Nu har Amédée sat sin egen visdom på prøve: han har i høj grad dummet sig, og hans bommert er absolut ikke en for børn. Han har fejlet der, hvor det betød allermest. Enhver må kritisere hans afsind. Tosser vurderer tingene ud fra deres eget tosseri, hans planer vil falde sammen, og lykken vil ikke stå den kække bi! Man kalder Amédée for lykkelig^[96]: men han vil blive ulykkelig, for virkeligheden står ofte i modsætning til ens navn.

Med hensyn til pengene, er jeg endnu mere sikker, for der er aldrig så mange, som man siger. Og de, der samler penge sammen, giver dem ikke ud. Amédée har ikke penge, det er pengene, som har ham. Han har modtaget paveværdigheden for at suge penge til sig, ikke for at bruge dem. Det er lettere at få blod end penge ud af ham. Der er intet, der gavner os så meget, som at man tror, at vores modstander har mange penge. Alle vil nu bede ham om penge, og når de ikke får dem, vil de forlade ham som fjender.

Dette er min opfattelse med hensyn til denne nyvalgte. Alt andet er vrøvl!”

Giulianos opfattelse viste sig at være rigtig. Kong Charles af Frankrig bad om 30.000 dukater (så dyrt solgte han sin lydighed), og da han ikke fik dem, foretrak han Eugenius. Det samme gjorde hertugen af Milano, der uden held havde forsøgt at sælge Bologna for 100.000 dukater og engagere Niccolò Piccinino i sin hær sammen med 9.000 ryttere. Når man bad Amédée om penge, plejede han at sige, at han havde et prægtigt afkom, og at han ikke ønskede at efterlade sine sønner som fattige.

Amédee opholdt sig i Basel om sommeren og den følgende vinter. Da de kristne konger ikke accepterede hans paveværdighed, drog han det følgende forår til Savoyen. Kort tid efter kaldte han konciliet til sig fra Basel, da koncilsfædrene ellers ville blive fjernet derfra ved et kejserligt dekret. Til sidst måtte han indse, at alle ringeagtede ham, og at der ikke var noget håb om, at nogen fyrste ville aflægge lydighedsed til ham.

Da Eugenius var død og Nicolaus V havde afløst ham^[97], besluttede Felix – ved den franske kong Charles mellemkomst - at give Kirken fred. Han fraskrev sig paveværdigheden og blev forsonet med pave Nicolaus, som han anerkendte som den sande pave. Nicolaus udnævnte ham til kardinal og til pavelig legat i hans søns lande^[98]. Han fik titel af kardinal af Santa Sabina^[99]. Til sidst døde han og blev begravet i Ripaille. Han ville være blevet anset for lykkelig^[100] og vis, hvis ikke han havde været en tåbe i alderdommen.

Greve Philippe af Genève døde, førend faderen opgav paveværdigheden. Louis havde derfor magten alene. Han var en mild og venlig mand, der elskede fred, og som var mere egnet til at lyde end til at byde. Han giftede sig med den kypriotiske konges søster, Anne, en dristig kvinde, der ikke var i stand til at underkaste sig. Hun udnyttede sin mands karakter og tilrev sig magten - ikke uden skandaløse rygter om seksuelle eskapader. Hun indsatte og afsatte embedsmænd efter forgodtbefindende, gav præsteembeder til dem, hun ville, og indsatte kyprioter på topposterne. Hun havde et smukt og talrigt afkom: datteren Charlotte lod hun ægte dauphinen af Frankrig, som senere blev konge^[101]; sin andenfødte søn, Louis, lod hun ægte sin niece^[102] og sendte ham til Kypern. Den førstefødte søn, Amédée, var svag både af karakter og af legeme, så han blev hjemme, selvom han havde ægtet kong Charles datter af huset Frankrig. En tredje søn, Philippe, tog til det franske hof. To andre sønner blev, da de stadig var børn, og medens bedstefaderen endnu levede, ophøjet til biskopper, den ene i Tarantaise, den anden i Genève. Den sidste levede dog ikke længe.

Efter Amédées pontifikat var der mange uroligheder i Savoyen. Det var, som om undersåtterne skulle bøde for fyrstens synd. Adelsfolk stredes med adelsfolk. Bolomier var den eneste af hertugens rådgivere, der havde støttet Amédées pontifikat. Han blev slæbt for retten, som om han var ophavsmand til en forkert beslutning, blev dømt til døden og kastet i søen med en stor sten om halsen. Under det kvindelige^[103] regimente blev alt bestemt af gerrighed, og grækerne^[104] hånede savoyarderne, som de ville. Kort efter dronning Charlottes bortrejse, kom Philippe tilbage fra Frankrig. Han tog ind i paladset og fordrev alle grækerne. Blandt de fornemste savoyardiske adelsmænd havde moderen to favoritter med stor indflydelse: den ene, Jean Varasius, blev dræbt af Philippe med sværd og uden rettergang. Den anden, Jacques de Valpergue, blev dømt af landets domstol og kastet i søen. Nedbøjet af disse ulykker blev moderen syg og døde kort efter.

På provinsforsamlingens anmodning tilgav den sengeliggende fader sin søn – om end modvilligt. Provinsen regeres i dag efter Philippes vilje, da den ældre broder, Amédée, synes mindre egnet til at regere. Alle følger Philippe, der har fornyet forbundet med schweizerne og afkastet ethvert åg, som den franske konge i kraft af hertug Louis’ passivitet og det kvindelige regimente havde kunnet lægge på Savoyen. Dette er, hvad der er sket i Savoyen i vor tid. Vi syntes, det var hensigtsmæssigt at berette om det her.

7.9. Pius’ anden kardinalsudnævelse, december 1461

I mellemtiden havde paven sendt biskop Jouffroy af Arras og Antonio da Noceto til Frankrig. Der svor den franske kong Louis offentligt og med hånden på de hellige evangelier, at han snarest ville ophæve den Pragmatiske Sanktion, for det havde han tidligere lovet Gud. Det samme skrev han til pave Pius og bad indstændigt om, at biskoppen af Arras og protonotaren d’Albret blev givet kardinalsværdigheden. Han mente åbenbart, at det var velfortjent, hvis han fik to kardinaler for ét brev, men hvis han kun kunne få een kardinal, så skulle det være Jouffroy. Der kom også breve fra hertug Philippe af Bourgogne, som ligeledes indstændigt bad om udnævnelsen af Arras.

I mange dage inden konsistoriemødet^[105] gennemdrøftede Pius sagen med kardinalerne. Han måtte konstatere, at sagen var yderst ømtålelig og ukærkommen for kardinalskollegiet. Kardinalerne mødtes og forpligtede sig indbyrdes med strenge løfter^[106] og eder til ikke at acceptere en udvidelse af senatet^[107]. Kun de nye kardinaler, som Pius selv havde udnævnt, deltog ikke. De gamle kardinaler opfordrede hinanden til at gøre modstand, og det så ud, som om ingen af dem ville bøje sig. De sagde, at kardinalernes antal allerede var større end nødvendigt, og at der ikke var behov for at udnævne nye. Paven svarede, at de transalpine lande var blevet forsømt, og at der burde udnævnes nogle kardinaler fra disse områder. Det, der stod til diskussion nu, var ikke, om der skulle udnævnes kardinaler, for det havde kardinalerne allerede tidligere^[108] gået med til. Nu drejede det sig om hvor mange og hvem. Men alle forsøg på generel overtalelse var forgæves. Alle var skrækslagne over pavens ord, og som slanger tilstoppede de deres øren^[109]. De kunne ikke overtales og gav hele tiden uklare og tvetydige svar.

Så begyndte paven at tale med de enkelte kardinaler hver for sig. Han opmuntrede dem, smigrede dem, gav dem løfter, skræmte dem og truede dem, alt efter sin bedømmelse af den enkeltes karakter.

På det tidspunkt var kardinalbiskoppen af Ostia^[110] død (da han var fra Genova, kaldtes han også Kardinalen af Genova). Kardinalen af Rouen^[111] ønskede sig dette embede, som er det fornemste af kardinalsembederne, og det er kardinalbiskoppen af Ostia, der indvier den romerske biskop. Rouen ansøgte nu paven om dette embede, og paven indvilligede på betingelse af, at Rouen ikke modarbejdede ham i sagen om kardinalsudnævnelserne. Da Rouen lovede dette, overførte paven ham under et fortroligt konsistoriemøde fra bispedømmet Porto til bispedømmet Ostia.

Straks derpå gjorde paven Juan Carvajal, der var kardinaldiakon af Sant’Angelo, til kardinalbiskop af Porto. Carvajal var for nylig vendt tilbage fra Ungarn: han havde ingen ambitioner om noget sådant og tøvede længe. Andre kardinaler, der var kardinalpræster og derfor mente at de havde højere anciennitet og burde komme før en kardinaldiakon, var forargede.^[112] Men Pius lagde mere vægt på kardinalernes indsats og tjenstvillighed end på anciennitet og rang. Han fandt, at Carvajal var mere værdig til forfremmelse, fordi han havde kæmpet for den Romerske Kirke med stor fare for sig selv. Juan Carvajal havde to gange været legat i Tyskland og i Ungarn; han havde haft store omkostninger i dette embede; han havde omhyggeligt og trofast udført de opgaver, der var betroet ham; han havde ofte været i fare for sit liv; han havde altid været rede og villig til at lide martyrdøden for Kristus; man havde aldrig hørt ham sige noget upassende om paverne; han havde altid og konsekvent forsvaret den Romerske Kirkes værdighed: han havde således fuldt ud gjort sig fortjent til en plads blandt kardinalbiskopperne. Pius’ opfattelse sejrede, og ganske usædvanligt blev Juan forfremmet fra kardinaldiakon til kardinalbiskop. Da han havde fået dette embede, tillod han sig ikke åbent at tale imod pavens udnævnelse af nye kardinaler^[113].

Kort tid forinden var kardinalen af Nikæa vendt tilbage fra Tyskland, hvor han havde været legat. Paven fik ham med lethed over på sin side ved at imødekommer nogle af hans ønsker, der i øvrigt ikke havde stor betydning. Paven fik også bevæget kardinalerne af San Sisto, Zamora og Bologna samt vicekansleren^[114] til at støtte sine ønsker. Men camerlengoen^[115] og kardinal Colonna gjorde stadig stærk modstand, idet de frygtede, at biskoppen af Corneto ville blive udnævnt, for ham hadede de af et godt hjerte. Også mange andre afskyede denne mand, som havde været en af kardinalerne i Basel^[116]. De var også bange for, at han lignede sin onkel, kardinalen af Alexandria, som pave Eugenius lod indespærre og henrette i Hadrians Fæstning. Orsini, Avignon og flere andre gik stærkt ind for Corneto, men afskyede til gengæld biskoppen af Arras, som var denne en dæmon. Blandt dem var også kardinalen af Spoleto, der selvom han ikke vovede at modsætte sig pavens ønsker, alligevel bønfaldt ham om ikke at gøre denne skadelige og opsætsige person til medlem af det Hellige Kollegium. Det samme gjorde kardinalen af San Marco. Kardinaler fra begge fløje opsøgte paven og rejste hele tiden nye beskyldninger imod Arras.

Kardinalen af Avignon sagde for eksempel: ”Jeg hører, at du vil gøre biskoppen af Arras til kardinal. Han er en dristig og skadelig person, for hvem enhver skændighed synes betydningsløs. Han er til fals og omskiftelig. Han er bevægelig som et barn, og hælder altid til det værre. Han er ikke selv i stand til at tænke rationelt, og han giver heller ikke efter for andre; han viser ikke respekt over for nogen. Han anser sig selv som bedst alle, tror at han ved alt, mener at kende de guddommelige og menneskelige love lige så godt, som om han selv havde fastsat dem. Han kalder sig selv for taler og digter. Hvis der drøftes militære anliggender, så taler han som Phormio foran Alexander.^[117] Sammen med handelsfolk taler han som en handelsmand, sammen med jægere som jæger, med sømænd som sømand, med munke som munk. Han er altid belærende, han lærer aldrig selv. Hvad skal denne tusindkunstner dog i kardinalskollegiet? Tror du, at han vil forholde sig tavs, lade andre komme til orde og ikke fornærme alle og enhver? Du kaster en tændt fakkel ind i senatet og en orm, der altid vil gnave dig. Han vil være fjendtligsindet både over for os andre og over for dig selv. Fremover vil der ikke være fred og ro i kollegiet. Han vil så splid og fostre faktioner. Han er en rastløs sjæl og – hvis jeg ikke tager fejl – avlet af en incubus^[118]. For mit eget vedkommende forudser jeg evige konflikter med denne mand, hvis han får den røde hat. Du vil heller ikke selv være fri for besvær. Jeg er sikker på, at du vil fortryde det og ofte sige: ”Gid jeg havde lyttet til Alain.” Hvis du er klog, så lad være med at gøre noget, som du senere vil angre.”

Til dette svarede paven: ”Det du siger, er helt rigtigt, Alain. Vi kender denne mand. Du har skildret ham som han er. Men hvad skal vi gøre? Der er problemer til alle sider. Hvis vi gør ham til kardinal, så skaber vi en stor konflikt i forhold til dig og din orden^[119], men endnu mere i forhold til os selv: hele tiden vil Vi skulle slås med ham. Aldrig vil Vi kunne stille manden tilfreds; aldrig vil han ophøre med at bede os om upassende begunstigelser; han vil bringe skadelige ting frem i det åbne, argumentere skamløst og presse på. Du siger, at ”du vil ikke få fred”, og at ”du vil fortryde det”. Jamen Vi fortryder det allerede, inden det er sket. Alligevel tør Vi ikke lade være. Det er med åbne øjne, at Vi er i færd med at grave den grav, som Vi selv skal falde i. Men hvad vil du? Biskoppen af Arras er, som du siger, en lærd, veltalende og dristig mand, og nu er han legat hos kongen af Frankrig. Det er kongen, der ønsker, at han skal blive kardinal, og det samme gør hertugen af Bourgogne. Kongen lover at afskaffe den Pragmatiske Sanktion – og intet er mere skadeligt for den Apostoliske Stol end denne. Tiden til at udnævne kardinaler nærmer sig. Hvis vi ikke lytter til kongens ønsker, så vil den Pragmatiske Sanktion ikke blive ophævet i Frankrig. Hvis biskoppen af Arras føler sig forbigået, vil han fare frem som en drage og udspy al sin galde imod den Apostoliske Stol. Du kender mandens dristighed, raseri og overtalelsesevner, og hvordan han med lethed kan anvende sin lærdom på det onde snarere end på det gode. Han vil vende kongen imod os, og skønt han har talt og skrevet meget imod den Pragmatiske Sanktion, så vil han – ustadig som han er – ikke afholde sig fra at fremføre det modsatte. Og han vil heller ikke mangle vidnesbyrd fra den Hellige Skrift til forsvar for Sanktionen. For der er ikke nogen vranglære, der er så ekstrem^[120], at den ikke kan finde næring i den hellige skrift. Du kender de franske biskoppers holdning til den Romerske Kirke, og hvor ugerne de vil opgive den Pragmatiske Sanktion. Hvis Arras skifter holdning, så vil alle i kongens parti støtte Sanktionen. Kongen vil også skifte holdning – han er jo i forvejen vred på Os på grund af kongeriget Sicilien. Ofte har man hørt om store flammebål, der er blevet tændt mod Kirken af dem, som mente, at de ikke var blevet hædret efter fortjeneste. Tænk for eksempel på den Sergius, der gik over til Muhammed og vendte hele Arabien, Egypten og Syrien fra den sande dyrkelse af Kristus. Vi erkender, at det er risikabelt at optage biskoppen af Arras blandt kardinalerne. Men hvis Vi ikke tager fejl, vil det være endnu mere risikabelt at lade være. Der er to onder, og af to onder skal man vælge det mindste. Du må bære det med fatning, Alain. Arras bliver kardinal, og han vil være en plage både for dig og for Os. Vi er ved at gøre Os klar til at bære dette åg på vore skuldre. Gør du det samme.” Kardinalen af Avignon erklærede sig nu enig med paven og erkendte, at der faktisk forelå en nødvendighed.

Nu stod det kun tilbage at overtale Orsini. Paven lod ham tilkalde, mindede ham om, hvor store hædersbevisninger han havde vist hans familie, og bad ham om ikke at modarbejde udnævnelsen af nye kardinaler. Til gengæld lovede paven, at biskoppen af Corneto, der var en fremtrædende tilhænger af det guelfiske parti og Orsinis egen ven, ville blive udnævnt til kardinal. Da Orsini holdt på sit og ikke ville lade sig overtale, sagde paven: ”Nu er du blevet lidt for klog. Din store intelligens og dit skarpe intellekt svigter dig, og du satser for højt. Du tror, at du kan ændre Vore planer, men du tager fejl. Ideer, der er for dybe eller for højtflyvende, forsvinder som dug for solen. Selv uden dig vil Vi udnævne kardinaler. Du gavner hverken dig selv eller dine venner med din alt for skarpe forstand.” Således affærdigede han Orsini og sendte ham væk.

Herefter tilkaldte han Colonna og camerlengoen og meddelte dem, at hvis de tilsluttede sig udnævnelsen af kardinalen, ville han så ikke udnævne biskoppen af Corneto. Befriet for denne frygt – det var nemlig denne kandidat, som de frygtede mest af alt – tilsluttede de sig med lethed de øvrige kandidater og takkede paven, fordi han havde reddet dem fra deres fjende.

Dernæst blev kardinalen af Sant’Anastasia tilkaldt. Da han på grund af sin tåbelighed var ude af stand til at tænke rationelt og ikke på nogen måde kunne overtales af paven, besluttede denne sig for at ignorere ham, som man gør med en svagtbegavet.

Efter ham talte Pius til kardinalen af San Pietro^[121] således: ”Broder, du ved, hvad vi og kardinalerne aftalte forrige faste med hensyn til udnævnelsen af kardinaler. Nu nærmer tamperdagene i advent sig, som vi har fastsat som den sidste frist. Tidligere er det både lovet og besluttet, at der skal udnævnes kardinaler. Det som det drejer sig om nu, er hvor mange og hvem. Vi sætter især vores lid til dig, og Vi tror, at selv om alle andre skulle svigte, vil du aldrig gøre det. Du har allerede tidligere tilsluttet dig Vort ønske. Vi har nævnt nogle personer for dig, og du har ikke afvist nogen af dem. Der er nu behov for, at du står fast ved det, som du dengang lovede på det fortrolige konsistoriemøde, og viser, at du er en af dem, som har Vor ære på hjerte. I Siena var alle de udnævnte kardinaler italienere. Nu skal de fremmede nationer hædres. Kongen af Frankrig og hertugen af Burgund ansøger om biskoppen af Arras, andre konger ansøger om andre personer. Vi kan ikke uden skam og måske ikke uden skade for Kirken afslå ansøgningerne. Blandt kardinalerne er mange imod os, hårde halse,^[122] som vi ikke kan bøje. Vi beder om, at du ikke slutter dig til dem, der har den opfattelse. Vi har tilkendegivet, at Vi vil udnævne kardinaler. Det er nu meget vigtigt, at vi ikke kommer i den situation, at Vi må give fortabt og kommer til at se ud, som om Vi ligger under for kardinalskollegiet. Intet ville være mere skadeligt for sagen vedrørende kongeriget Sicilien. Du, som er Vor ven, du må hjælpe Os.”

Kardinalen af San Pietro lyttede med et sammenbidt udtryk og svarede således: ”Jeg har længe været usikker på, pave, om du i virkeligheden ikke kunne lide mig. Nu er jeg sikker, for det du beder mig om, det kan jeg ikke gøre uden at krænke Gud. Du gør klar til at udnævne kardinaler, uden at der er nogen overbevisende grund og blot for din egen fornøjelses skyld. Du er ligeglad med den ed, som du aflagde til det hellige kollegium både i konklavet samt både før og efter din ophøjelse, nemlig at du ikke ville udnævne kardinaler med mindre du fik støtte af et flertal af kollegiet, og at det skete i overensstemmelse med dekreterne fra Konciliet i Konstanz. Nu lader du hånt om koncilsbeslutningen og beder ikke reelt om kollegiets tilslutning, og så vil du oven i købet bruge mig til at legitimere din ambition. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke smiske, jeg hader smiger. Hvis du kan bære at høre min sande mening, så misbilliger jeg alt, hvad der foregår her ved kurien. Alt er fordærvet, ingen varetager sit embede ordentligt, og både du selv og kardinalerne er ligeglade med Kirken. Overholder man måske kirkeretten? Respekterer man lovene? Er man omhyggelig med liturgien? Alle er ambitiøse og griske. Når jeg engang imellem taler om reformer i konsistoriet, så ler man ad mig. Der er absolut ingen grund til, at jeg er her. Tillad, at jeg tager bort. Jeg kan ikke udholde det, der foregår. Jeg er en gammel mand og har brug for ro og fred. Jeg vil opsøge ensomheden, og da jeg åbenbart ikke kan leve til gavn for almenvellet, så vil jeg i det mindste leve til gavn for mig selv.” Og med disse ord brast han i gråd.

Så sagde paven: ”Du tager fejl, Nikolaus, hvis du mener, at Vi ikke kan lide dig. Siden Vi lærte dig at kende i Basel, har Vi altid beundret din lærdom og glædet Os over din ærlige karakter. Vi beder dig ikke om noget, du ikke kan.

Udnævnelsen af kardinaler er lige så nødvendig som ophævelsen af den Pragmatiske Sanktion er gavnlig for den Apostoliske Stol. Hvis ikke Vi udnævner kardinaler nu, så vil den Pragmatiske Sanktion ikke blive ophævet i Frankrig, og den forbigåede biskop af Arras vil skabe meget store problemer for Os. Det vil være nødvendigt at tilfredsstille de fremmede nationer, som blev forbigået ved den foregående udnævnelse. Du minder os om den ed, som Vi aflagde i konklavet og beskylder os for løftebrud. Selvom det sker i fortrolighed, udviser du hermed en grov mangel på respekt, når du lige op i Vort åbne ansigt beskylder os for den slags, og du er ligeglad med din herres ære. Selvfølgelig krænker Vi ikke vor ed. Der er intet vi afskyr mere. Du siger, at Vi overhovedet ikke forsøger at få kardinalernes tilslutning til at udnævne kardinaler. Hvis det var rigtigt, behøvede jeg jo ikke at tale med dig. Vi har udfoldet store anstrengelser for at få hele kollegiet til at tilslutte sig vort ønske. Selvom Vi ikke får alle med os, er det dog tilstrækkeligt i forhold til Vort løfte, at Vi blot får et flertal af kardinalerne med Os: og Vi er nu sikre på, at Vi har det fornødne antal stemmer. Men Vi vil så vidt muligt gerne have alles stemmer, og frem for alt din, som Vi tillægger stor betydning. Men hvis Vi ikke kan overtale dig, så må Vi se bort fra dig. Det er tilladt at udnævne kardinaler også uden din tilslutning.

Og du skal ikke henvise til en koncilsbeslutning i Konstanz, som du mener Vi har aflagt ed på at overholde. Vi har gennemgået samlingen af koncilsbeslutninger: på intet tidspunkt under hele forløbet, har Konciliet i Konstanz vedtaget nogen beslutning om udnævnelsen af kardinaler. Der har været nogle taler, og der blev skrevet nogle memoranda, men de har aldrig fået form af en beslutning. Efter konciliet har Martinus V ganske vist indgået en række fem-årige konkordater med fire nationer, den germanske, den franske, den spanske og den engelske blandt andet om udnævnelsen af kardinaler. Men med den italienske nation, der burde hædres foran alle de andre, og hvis rettigheder ikke burde præjudiceres, indgik han ingen aftale. Med hensyn til kardinalernes antal eller kvalifikationer har du således intet belæg for at henvise til et koncilsdekret, for det findes ikke. I øvrigt kunne Vi med hensyn til den aflagte ed drøfte, hvorvidt den overhovedet kan forpligte paven til at gøre noget, der er imod almenvellets interesse, eller om der kan dispenseres fra den.^[123] Men det forbigår Vi nu, da Vi bestemt ikke har til hensigt at foretage Os noget, der strider imod eden.

Til gengæld anser Vi det for højest kritisabelt, at du vil forlade kurien, fordi dine råd ikke bliver modtaget. Dette er hovmod og utålelig arrogance. Du overvurderer dig selv. Man vil mene, at du følger Acitopheles’ eksempel, som hængte sig, fordi hans råd ikke blev fulgt. Du mener åbenbart, at dine responsa skal betragtes, som om de kom fra Apollo^[124] eller en af sibyllerne, og du mener, at de altid bør følges. Du vil hellere lade være at give råd end at give råd forgæves. Du påstår, at der ikke er nogen, der varetager deres embede tilfredsstillende, og du forstår ikke, at du dermed går langt over stregen. Det er det glade vanvid, at du vil flygte fra kurien, fordi dit råd ikke altid bliver fulgt. På den måde opfylder du ikke det gode og kloge menneskes pligt. Det er en kardinals opgave at give de råd, som han mener gavner almenvellet. Hvis hans råd bliver fulgt, så skal han takke Gud, fordi han har givet et godt råd. Hvis det bliver forkastet, så skal han klandre sin egen ukyndighed, ikke fyrstens^[125], og altid støtte det, som er blevet besluttet i forhandlingerne. Det er formasteligt at sætte sin egen vurdering over fyrstens eller senatsflertallets.

Du kritiserer alt, hvad der foregår i kurien, og Vi er da heller ikke selv glade for alt, hvad der sker. Men at påtale disse ting, tilkommer ikke dig. Det er ikke dig, som har fået betroet Sankt Peters skib. Din opgave er at give gode råd, men intet forpligter Os til at følge dit råd, hvis Vi ikke synes, det er godt. På godt og ondt står og falder Kirken med Os. Du skal stå til regnskab for dine råd, medens Vi skal stå til regnskab for Vor regeringsførelse. Pas du det, som er din opgave, og lad andre passe deres. Husk, at du er kardinal, ikke pave.

Indtil i dag har Vi syntes, at du var en klog person, men i dag har Vi set dig som en anden, både upålidelig og ærekær. Du beder om tilladelse til at tage bort. Den giver Vi ikke nu, og Vi lytter ikke til dine vrede ord. Vi handler som en fader, der ikke giver efter for en søn, som beder om noget tåbeligt. ”Jeg vil opsøge ensomheden og freden uden for kurien”, siger du. Men hvor vil du måske finde fred? Hvis du vil have fred, så skal du ikke flygte fra kurien, men opgive din evige utilfredshed. Din utålmodighed stammer fra dit eget sind.^[126] Ligegyldigt hvor du tager hen, vil der være nye trængsler. Du vil aldrig være rolig, du vil aldrig finde fred, hvis ikke du sætter en grænse for din ærgerrighed og tøjler dit sind. Tag hjem, og hvis du i morgen stadig ønsker at drage væk, så tal med Os derom igen.”

Medens paven talte, græd Nikolaus og udstødte dybe klagesuk. Bagefter rejste han sig uden at sige noget, passerede nedbøjet og skamfuld kardinalerne i forgemakket og begav sig hjem tavs og tårevædet. Siden hen var han mildere stemt, aflagde i høj grad sin urimelige stivhed, og viste, at pavens tilrettevisning bestemt ikke havde været unyttig.

Pius bad flere gange og indstændigt kardinalen af Santi Quattro Coronati^[127] om at tilkendegive sin holdning med hensyn til udnævnelsen af kardinaler, men denne gav aldrig noget sikkert svar. Det var, som om han ikke forstod sig selv og hverken turde have tillid til en andens råd eller til sin egen dømmekraft.

Men da paven havde fået et flertal over på sin side og var sikker på, at hans støtter ikke ville svigte ham, lod han hånt om de andre og samlede kardinalskollegiet på mandagen før tamperdagene i advent^[128]. På mødet talte han om antallet af kardinaler og nominerede sine kandidater. Tavse så kardinalerne på hinanden, som om de af de andres ansigter ville aflæse, om man skulle støtte pavens forslag. Da de fleste allerede var blevet overtalt, var der ingen, som vovede at gå imod. Alle anbefalede de nominerede kandidater og bifaldt deres udnævnelse.

Kardinalen af Santa Anastasia var mere stædig og mindre forsigtig end de øvrige. Han kunne dog se, at de der havde rådet ham til fasthed, nu selv havde skiftet standpunkt. Han sagde derfor bagefter i en lille kreds: ”Vi er flere forrædere end kardinaler. Lad da bare vores værdighed gå fløjten, når det åbenbart er det, vi vil. Om paven så foreslår at føje 300 nye kardinaler til, så vil jeg ikke gå imod det.”

Og Orsini opsøgte paven og sagde: ”Hvis du stadig vil, så kan du med lethed gøre Corneto til kardinal: nu har du jo stemmerne.” Men paven svarede ham: ”Da Vi ville, ville du ikke. Og nu da du vil, så vil Vi ikke,” og sendte ham slukøret bort.^[129]

Da alle havde stemt for de nominerede, afventede paven ikke fredagen, hvor man plejer at give meddelelse om nye kardinaler. Med kollegiets tilslutning – ja, på dets opfordring - gav han den formelle meddelelse med det samme. Han påbød dog tavshed derom indtil den dag, der var fastsat for ceremonien, og som stod lige for.

Fra Italien blev følgende kardinaler udnævnt: Biskop Bartolomeo Rovarella af Ravenna^[130], der tidligere havde været legat i Kongeriget Sicilien, og som var bemærkelsesværdig på grund af sin lærdom, sin kløgt, og sin integritet; biskop Jacopo Ammanati af Pavia^[131], der kom fra Lucca, men som i kraft af et særligt privileg var blevet borger i Siena. Paven satte ham meget højt på grund af hans skarpe intellekt og havde optaget ham i Piccolomini-familien; Francesco Gonzaga, søn af fyrsten af Mantova^[132]. Han var ganske vist endnu ikke tyve år, men han virkede meget ældre og førte sig med en ældre mands alvor og klogskab. Francesco fik titel af kardinaldiakon, de andre blev kardinalpræster.

Fra Frankrig blev udnævnt biskop Jean Jouffroy af Arras. Hans store fortrin i form af lærdom, intelligens og en næsten mirakuløs hukommelse blev skæmmet af hans stadige omskiftelighed og af en griskhed og ambition, som man efterhånden var helt på det rene med. Hertil kom Louis d’Albret af den franske kongeslægt. Han havde en venlig optræden og en levemåde, der anstod sig for hans rang.

Fra Spanien blev udnævnt biskop Jaime Cardona af Urgel. Han brillerede ved sine kundskaber og sin karakter, og hans forfædre havde beklædt rigets højeste embeder. De tre sidste fik titel af kardinalpræster.

Paven fik nu et anfald af gigt og havde skrækkelige smerter. Derfor skete offentliggørelsen af kardinalsudnævnelserne i et åbent konsistoriemøde i hans fravær. Det var kardinalen af Nikæa, som holdt talen til deres pris. Efter den almindelige opfattelse var det et udmærket hold nye kardinaler, fordi de var fremragende mænd, der kunne gavne kirken både ved deres egne evner og ved deres venners bistand. Ligeledes roste man paven, der kløgtigt havde brudt kardinalernes forsøg på modstand og havde besejret kardinalskollegiet. Der var ikke længere tvivl om, at han var i stand til at lede senatet, som han ønskede, da nu allerede omkring halvdelen af kardinalerne var blevet udnævnt af ham selv.

Af de nyudnævnte kardinaler var kun én, nemlig Jacopo af Lucca, tilstede. Han fik overrakt den røde hat af paven, der lå på sin sygeseng. Ravenna og Urgel fik overrakt deres hatte af pavens hoffolk. De øvrige fik overrakt deres embedstegn efterhånden som de kom til kurien.

7.10. Frankrig ophæver den Pragmatiske Sanktion

I mellemtiden kom der brev^[133] fra kong Louis af Frankrig med meddelelse om, at den Pragmatiske Sanktion nu var blevet forkastet og fuldstændig ophævet. Da paven havde læst brevet op i konsistoriet, kunne han ikke holde glædestårerne tilbage: han kunne jo konstatere, at det var i hans regeringstid, at denne ødelæggende pest var blevet fjernet fra Kirken, og at den franske nation havde genoptaget sit lydighedsforhold og var vendt tilbage til den Romerske Kirke.

Også Antonio da Noceto vendte tilbage fra Frankrig og medbragte et andet brev, i hvilket denne nyhed blev bekræftet, samtidig med at kongen indstændigt anmodede om, at biskoppen af Arras blev udnævnt til kardinal. Paven svarede, at han allerede var blevet udnævnt, og – for at kongens glæde kunne være ubeskåret – at d’Albret var blevet udnævnt sammen med ham. Således havde kongen ved sin fromhed^[134] gjort sig fortjent til at få to kardinaler. Paven sendte Antonio tilbage til Frankrig for at overrække kongen det sværd, der var blevet indviet i den hellige julenat. Det var sat i en skede prydet med perler og guld, og på klingen var der indskrevet følgende vers:

Må din højre hånd, Louis, trække mig imod de rasende tyrker;

Grækernes blod vil jeg hævne.

Må Mehmeds imperium gå under

og Frankrigs berømmelige tapperhed atter nå til stjernerne

under dit førerskab.

7.11. Domfældelse af Sigismondo Malatesta

I mellemtiden indkaldte Pius konsistoriet og anmodede kardinalen af San Pietro om at aflægge beretning om sin efterforskning vedrørende Sigismondo Malatasta. Kardinalen havde gennemgået sagens dokumenter og kunne fastslå, at Sigismondo helt klart var en kætter, der benægtede de dødes opstandelse, påstod at menneskenes sjæle er dødelige, og ikke mente, der var håb om et evigt liv. Herudover havde han bevisligt begået mord, voldtægt, hor, incest, helligbrøde, mened, forræderi og utallige andre skændige og forfærdelige forbrydelser. Der var ingen tvivl om, at han havde fortjent dødsstraf. Kardinalerne blev anmodet om at tilkendegive deres mening. Alle var enige om, at han burde kendes skyldig.

Der blev nu gennemført en offentlig domfældelse. Malatesta blev fundet skyldig og dømt for majestætsforbrydelse over for paven, for at have formastet sig til at fremsætte ugudelige påstande om den kristne religion, og for at have ført et liv, der var besudlet af enhver form for forbrydelse og skændighed. Han blev berøvet sit embede som pavelig vikar^[135] samt alle andre værdigheder og embeder. Til denne straf blev føjet de straffe, som menneskers love har fastsat for kættere og for majestætsforbrydelser.

I mellemtiden blev der bygget et enormt bål af tørt træ foran trappen op til Peterskirken. På toppen blev der anbragt en figur af Sigismondo Malatesta med en så naturtro gengivelse af denne perverse og skændige mands træk og klædning, at man skulle tro, det var et rigtigt menneske og ikke et billede. For at man alligevel ikke skulle tage fejl, udgik der fra munden en tekst med følgende ord: ”Jeg er Sigismondo Malatesta, søn af Pandolfo, forrædernes konge, Guds og menneskers fjende, dømt af det hellige senat til at blive brændt på bålet.” Mange læste teksten. Derefter antændte man i overværelse af en stor folkemængde bålet, og figuren brændte hurtigt op. Således brændemærkede Pius Malatestaernes ugudelige familie.

På samme tid blev ærkebiskop Jacopo af Benevento, som vi har omtalt ovenfor, afsat, fordi han havde forrådt den Apostoliske Stol og solgt kirkelige embeder og præstevielser samt møntet falske penge. Han blev erstattet af Alessio fra Siena, der blev overført fra bispedømmet Chiusi til Benevento. Denne var en retskaffen mand og en ven af paven. Det var i sin tid ham, der præsteviede Æneas.

7.12. Opdagelse af alunforekomster i Kirkestaten

Kort tid forinden var en vis Giovanni da Castro kommet til Rom. Paven kendte ham allerede fra tiden i Basel, hvor han havde gjort forretninger. Hans fader var Paolo, en af sin tids berømteste jurister, der i mange år havde haft en lærestol i Padova og opfyldte hele Italien med sine responsa. Mange stridende parter opsøgte ham, og dommere respekterede i høj grad hans autoritet, fordi hans lærdom var solid og uden list. Da han døde, efterlod han sig en formue og to voksne sønner. Den ældste fulgte i faderens fodspor og vandt sig ry som retslærd. Den anden gik ind i handel og pådrog sig en stor gæld – lykken er jo svigefuld. Da han ikke kunne være i sikkerhed andetsteds, kom han til paven, der var hans gudfader, og fik brev fra ham på, at han kunne opholde sig i Kirkestaten uden at blive antastet af sine kreditorer. Han var en talentfuld mand, som hellere skulle være blevet ved studierne end have kastet sig over handel. Han havde læst grammatik og historie, men mest intenst beskæftigede han sig med astrologi, fortolkningen af spådomme og udforskning af mineraler, fordi han ved disse kunster ville genvinde, hvad han havde tabt på handel.

Og hans mål blev opfyldt. Han gennemstrejfede nemlig alle bjerge og høje i Kirkestaten, vristede naturens hemmeligheder fra jordens indvolde, og lod ikke nogen græstørv og sten urørt. Omsider fandt han alun på egnen ved den gamle by, Tolfa,^[136] nær Centocelle og Civitavecchia. Denne tilhører to brødre, der står under den Romerske Kirke. Her strækker høje bjerge sig helt til havet, rige på skove og vand. Medens Giovanni vandrede igennem dem, opdagede han en ny slags plante. Han undrede sig, han spurgte sig for, og derefter konstaterede han, at en lignende plante vokser på de bjerge i Lilleasien, hvis alunforekomster giver tyrkenes skatkammer store indtægter. Han fandt hvide sten, der så ud som om de var mineralholdige. Han bed i dem, han bemærkede sig saltholdigheden, han kogte dem, eksperimenterede med dem, fremstillede alun, og derefter opsøgte han paven.

”I dag, sagde han, bringer jeg dig sejr over tyrkerne. Disse fravrister de kristne over 300.000 dukater årligt til den alun, som vi bruger til at farve uld. Dette mineral findes nemlig ikke i Vesten^[137], bortset fra en lille forekomst på øen Ischia (engang kaldet Aenaria) i nærheden af Pozzuoli, og i Vulkans Lipariske hule, som romerne i sin tid næsten udtømte. Men jeg har fundet syv bjerge, der er så rige på dette stof, at der er nok til syv verdener. Hvis du indkalder håndværkere, bygger ovne og smelter stenene, så vil du kunne forsyne hele Europa med alun. Tyrken vil miste hele sin profit til dig, og det vil skade ham dobbelt. Der er masser af træ og vand i området, og du har en nærliggende havn i Civitavecchia, hvor der kan lastes skibe, som kan sejle til Vesten. Du kan nu ruste dig til krig mod tyrkerne, for denne mine vil forsyne dig med muskler til krigen^[138], d.v.s. penge, og fjerne dem fra tyrkerne.

Giovannis ord virkede som vanvid. Pius regnede med, at det var ønskedrømme og astrologers forvrøvlede fabler, og det samme gjorde alle kardinalerne. Men selvom man lo ad Giovanni og afviste ham som en fantast, så opgav han ikke sit fortsæt. Gentagne gange fik han den ene og den anden til at skaffe sig foretræde for paven for i dennes nærvær at kunne gennemføre eksperimenter med de fundne sten. Paven tilkaldte specialister, der konstaterede alunstenenes ægthed. De undersøgte, om der var nogen svindel med hensyn til stenene. Der blev sendt folk til minen, som fandt en stor forekomst af sten. Der blev tilkaldt håndværkere fra Genova, som tidligere havde arbejdet med alun i det tyrkiske Lilleasien. Da de havde undersøgt stedets natur, sagde de, at den på alle måder lignede de asiatiske bjerge, der var alunførende. De brast i tårer af glæde, og faldt tre-fire gange på knæ, lovpriste Gud og hans miskundhed, fordi han havde skænket vores tidsalder så stor en gave. De smeltede sten og uddrog en alun, der var meget bedre og smukkere end den asiatiske.

Der blev sendt meddelelse til Venedig og Firenze om de gennemførte prøver. Faktum overvandt opinion. Først indgik genueserne en handel på 20.000 dukater. Derefter skød Cosimo de’ Medici 75.000 dukater ind i foretagendet. Allerede det første år indbragte så meget mere, end man havde regnet med, at Pius fandt Giovanni værdig til de største hædersbevisninger og til at få rejst en statue af sig i sin fødeby. Denne fik følgende indskrift:

Til Giovanni da Castro, ham der fandt alun

Han blev ikke sendt væk uden en del af fortjenesten. Brødrene af Tolfa, på hvis område alunåren blev fundet, fik skattefrihed og en fast del af udbyttet.

Denne begivenhed skyldtes guddommelig indgriben og fandt sted under Pius’ pontifikat. Hvis alunindtjeningen, som det er rimeligt, undgår at falde i tyranners^[139] hænder og bliver administreret fornuftigt, vil den efterhånden blive en meget vigtig indtægtskilde og i høj grad hjælpe de romerske biskopper med at bære den kristne religions byrder.

Der var nogle, som fejrede begivenheden i vers. Blandt disse er Campanos epigram til Pius:

Den, som siger, at kun himlene tilhører dig, svæver i vildfarelse

Og tager helt fejl med hensyn til Pius’ herredømme.

Jorden selv har bragt dig, hvad hun besidder,

Og har gavmildt øst ud til dig af sine åbnede årer.

Et sted har hun fremdraget rå kobber, et andet sted alun,

Og på et tredje sted har hun givet sølv.

Disse lå skjult i jordens skød i mange år

Og er først nu blev åbenbaret for deres herre alene.

Også hvad der er tilbage af guld, o rige jord,

Bør du give til Pius, så du ikke bliver skyldig i tyveri.”

7.13. Mere om ophævelsen af den Pragmatiske Sanktion

Efter at kardinalerne var udnævnt, og Arras vidste, at han nu var kommet i sikker havn og ikke længere behøvede at være nervøs med hensyn til den værdighed, han havde ønsket sig så højt, begyndte han at skrive om kong Louis’ holdning til det sicilianske spørgsmål, som han tidligere havde fortiet.^[140] Kongens lille datter^[141] var blevet forlovet med den næsten jævnaldrende søn af Jean d’Anjou^[142], et barnebarn af kong René. Louis ønskede et kongedømme til sin svigersøn og ville gøre alt for at drive Ferrante fra tronen. Arras skrev, at det ikke ville være til pavens fordel at gå imod den franske kongefamilie. Han burde tilbagekalde de hjælpetropper, som han havde sendt til Ferrante. Således ville han formilde kongen og sikre, at den Pragmatiske Sanktion forblev ophævet.

Der kom også hyppige breve fra biskoppen af Terni^[143], der havde forladt England og begivet sig til den nye konge i Frankrig. Han skrev, at han havde haft en fortrolig samtale med Louis, og at dennes holdning var følgende: han ville ophæve den Pragmatiske Sanktion, hvis han fik sin vilje med hensyn til kongeriget Sicilien. Han ønskede et Kongerige for sin søn. Ferrante kunne få fyrsten af Tarantos besiddelser, og for at han ikke skulle miste kongetitlen kunne man føje Sardinien til. Pavens nevø Antonio kunne få en del af Kalabrien. Den Romerske Kirkes rettigheder ville blive respekteret. Således havde kong Louis besluttet for fredens skyld. Biskoppen af Terni opfordrede til, at man opfyldte den store konges ønsker. Så ville den Pragmatiske Sanktion dø og den Romerske Kurie ville vende tilbage til sin tidligere pragt. I modsat fald ville kongen indgå et forbund med Venedig, sende umådelige troppestyrker gennem Savoyen til Italien og gå i krig mod hertugen af Milano, som ville være tvunget til at trække sin hær tilbage fra Kongeriget Sicilien. Kun Pius ville herefter stå sammen med Ferrante i krigen, og han ville bukke under for det store pres. Det samme skrev Terni i mange breve til hertug Francesco af Milano.

Francesco blev opskræmt derover og sendte den lærde Prospero da Camogli, der havde opholdt sig længe i Frankrig, til Pius for at forhandle om den overordnede strategi. Pius mente, at man burde ignorere brevene fra biskoppen af Terni, for denne havde blandet sig i sager, der ikke vedkom ham. Hvad han skrev om kongeriget Sicilien var hans egne, ikke kongens påfund. Man skulle afvente Louis’ oratorer, der ville ankomme meget snart og bringe sikker underretning om kongens sindelag. Først da kunne man lægge en plan, og man skulle i hvert ikke flygte, førend fjenden overhovedet havde vist sig. Francesco besluttede så at overveje sagen.

Kort tid efter befalede Louis sine legater at drage til paven. Det var kardinalerne Richard af Coutances og Jean af Arras. I deres følge var biskopperne af Angers og Saintes, nogle abbeder, og en antal fornemme adelsmænd. Lederen var grev Pierre de Chaumont, som havde stor autoritet på grund af sin karakter og sin erfaring. Blandt oratorerne var også adskillige af kongens doktorer og sekretærer. Det var en fornem legation, der anstod sig for en konge.

Efter mange dages rejse med et stort antal ryttere og en lang række af tjenere, drog de ind i Rom den 13. marts. Da kongen havde sendt kardinaler som sine legater, blev ambassaden mødt af hele kardinalskollegiet. Derefter blev der afholdt et offentligt konsistoriemøde i det Apostoliske Palads. Legaterne blev ført til paladset i et højtideligt optog. Paven sad i majestæt på sin høje trone, kardinalerne på deres sædvanlige bænke. Biskoppernes og notarernes orden var som normalt anbragt foran pavens fodskammel. Den øvrige, store menneskemængde enten stod eller sad på jorden i området mellem kardinalerne og pavens forhøjning. Da kongens legater havde kysset pavens fødder og overrakt kongens brev, fik de anvist plads bag ved kardinalerne over for paven, og stående der blev de bedt om at fremføre hvad de ønskede.

Her holdt biskoppen af Arras en lang tale om franskmændenes fornemhed, om rigets berømmelse og størrelse, om franskmændenes tapperhed, om kong Louis’ fremragende dyder, om den Pragmatiske Sanktion og hvordan denne var kommet ind i det franske rige, og om hvordan Louis havde afskaffet den. Han fremviste offentlige dokumenter, af hvilke det fremgik, at kong Louis havde kastet den Pragmatiske Sanktion ud af sit rige, havde ophævet den fuldstændigt og annulleret den. Han havde genetableret det franske riges sande og fuldstændige lydigforhold til den Romerske og Første Stol og til pave Pius som Jesu Kristi Stedfortræder, og han fornyede det nu. Det var Louis’ hensigt at handle som en søn af paven og aldrig at fravige hans vilje og befalinger.

Arras nævnede også tyrkerne, hvis sværd hang over de kristnes hoveder^[144] til stor fare for den katolske tro. Louis var optaget af religionens forsvar. Hvis kongeriget Sicilien blev åbnet for huset Anjou, og Genova underkastede sig Frankrig, således som det var rimeligt, så ville Louis sende 40.000 ryttersoldater og 30.000 bueskytter til Grækenland mod tyrkerne. Med en sådan styrke kunne man med lethed uddrive Mehmed af Europa og genvinde Syrien med Kristi Hellige Grav. Arras talte længe og bombastisk om disse ting, mere højtflyvende end sandt, og han fremførte frækt franske pralerier og indlysende løgne, som om de var den skinbarlige sandhed.

Da Arras havde bragt sin tale til den længe ventede og hæftigt ønskede afslutning, lovpriste paven i mange ord kongens legation og fromme sindelag, talte om det franske riges oprindelse og kongernes bedrifter, og sagde meget om Louis’ dyder og om den Pragmatiske Sanktion. Hans svartale blev nedskrevet og optaget i samlingen af hans taler. Han sagde kun meget lidt om det fantasifulde, opspundne og tomme tilbud om 70.000 soldater for at ikke komme til at se ud, som om han tog dette vrøvl alvorligt. Paven blev påhørt med den største opmærksomhed fra alle sider, og forsamlingen, der havde kedet sig grumme under Arras’ tale, livede op igen. Mennesker hører kun ugerne på pralhalse, og de kan ikke tåle indlysende løgne og tomt praleri. Sandhed, der fremføres på en behagelig måde, finder til gengæld velvillige tilhørere. Derfor forekom Arras’ tale meget lang, medens pavens forekom meget kort.

Bagefter kaldte Pius Arras til sig og satte i det samme konsistoriemøde den røde hat på hans hoved og bød ham tage plads blandt kardinalerne. Han proklamerede også tre festdage^[145] og befalede, at der skulle holdes takkegudstjenester i alle templer, og at relikvierne skulle bæres i processioner gennem byen.

Efter konsistoriemødet jublede hele kurien og Byens folk: ved aftenstid tændte de bavner, tubaerne gjaldede, alle klokker kimede, de unge sprang omkring, dansede og sang, medens de voksne og gamle mænd lykønskede sig selv med, at de havde set den Pragmatiske Sanktion blive ophævet, inden de døde. De lovpriste paven, fordi denne gave var givet i hans tid, og de roste kongen til skyerne for hans fromme sind: hele sagen forekom så meget mere rigtig og beundringsværdig, som den var uventet. For ingen havde troet, at den pragmatiske sygdom efter 24 år ville blive helbredt under pave Pius. Alle havde ment, at hvis blot det ikke gik værre for den Apostoliske Stol, så ville det være godt nok.^[146]

7.14. Forhandlinger mellem Pavestolen og Frankrig om Kongeriget Sicilien

Efter disse begivenheder opsøgte kongens legater paven og fremførte et langt klagemål vedrørende Kongeriget Sicilien. Dette havde paverne engang givet det franske kongehus til gengæld for ydede tjenester, og det havde kostet franskmændene meget blod. Aragoneserne var trængt ind med vold. Den Apostoliske Stol skyldte franskmændene mere end spanierne, og den ville handle urimeligt, hvis den foretrak de sidste. Pius havde sendt hjælpetropper til Ferrante imod René. Det var en uretmæssig handling, og Louis forlangte, at den blev annulleret. Det ville være urimeligt, hvis man ikke hørte på en konge, der havde ophævet den Pragmatiske Sanktion og lovet en stærk hær imod tyrkerne.

Paven svarede, at han bestemt ikke undervurderede franskmændenes fortjenester i forhold til den Romerske Kirke og det franske folks storhed. Han ønskede dog ikke diskutere om retten til Kongeriget, for han var selv uden al tvivl dommer i sagen: i begyndelsen af sit pontifikat^[147] havde han faktisk ofte tilbudt en rettergang til franskmændene. Hele det rige, som Ferrante havde fået tildelt ved apostolisk dekret, havde han forinden haft i sin faktiske besiddelse, og han var blevet indsat som arving dertil af faderen, der selv havde haft det i sin besiddelse. Kongerigets adel og hele Italien havde bedt om, at kronen blev givet til den mand, der havde riget i sin faktiske besiddelse, og dette var blevet overdraget ved et senatsdekret^[148].

Medens kongressen til religionens forsvar blev afholdt i Mantova, beslaglagde Anjou uden at rådføre sig med paven de skibe, som kardinalen af Avignon havde udrustet for Kirkens penge, og som skulle sendes imod troens fjender. Med dem havde han skabt sig en flåde, som blev sendt til Campania og ødelagde freden i Kongeriget. Anjou havde uddrevet Ferrante fra en stor del fra dennes besiddelser. Pius var nødt til at sende Ferrante hjælp imod dette overgreb, for at en konge, som han selv havde indsat, ikke skulle blive afsat, uden at hans sag var blevet hørt. Pius foretrak ikke Aragonien frem for Frankrig, han foretrak retfærdighed frem for ondskab, og tilbageholdenhed frem for arrogance. Hvis våbnene blev nedlagt og sagen blev bragt for retten^[149], så ville han trække sine hjælpetropper tilbage uden at blive bedt om det. Men hvorfor bad man så indstændigt om, at pavens små hjælpetropper skulle blive trukket tilbage, når den franske konge med lethed, som Arras havde fremført, kunne sende 70.000 soldater igennem Italien mod tyrkerne i Grækenland og Lilleasien? Hvis Louis udrustede en sådan hær og krydsede over Alperne, ville han få det som han ville: Genova ville ligge åben for kongen, og han ville straks komme i besiddelse af Kongeriget Sicilien.^[150]

Således blev mange argumenter blev kastet frem og tilbage. Da man ikke kunne vriste andet ud af paven end det, som var sømmeligt, enedes man om en våbenhvile på følgende betingelser: paven tilkendegav, at han støttede, at der blev indgået våbenhvile mellem de parter, der stredes om Kongeriget. Formålet med våbenhvilen skulle være, at sagen kunne bilægges enten i mindelighed eller ved en retsafgørelse. Paven sendte en længere note herom til kongen med henblik på, hvis denne ønskede det, at fastsætte tid og vilkår for afholdelsen af en sådan retssag.

Blandt kongens oratorer var som nævnt biskopperne af Angers og Saintes. De havde tidligere hørt til den Apostoliske Stols plageånder, men simulerede nu i ord og adfærd, at de var blevet omvendt til ærbødighed, bad om tilgivelse for deres fejltagelser, fældede tårer, takkede Gud lidenskabeligt, fordi han havde ført dem ud af den Pragmatiske Sanktions mørke og til den apostoliske sandheds strålende lys. De fik så alt, hvad de bad om, og vendte tilbage til deres fædreland belæsset med åndelige gunstbevisninger. Men deres udholdenhed på den rette sti varede kun kort. Snart efter fandt de tilbage til deres tidligere holdninger. Som hunde, der vender tilbage til deres bræk^[151], gøede de imod den Apostoliske Stol, og da de ikke kunne komme til at bide den, udspredte de giftige ord overalt.

7.15. Ambassade fra den bøhmiske kætterkonge til paven

På denne tid kom der legater til Rom fra kong Georg Podiebrad af Bøhmen. Deres ledere var Prokop von Rabenstein og Zdenko Koska, der hørte til rigets mest fremtrædende baroner. I sin ungdom kendte paven Prokop rigtig godt, og denne var en af hans nærmeste venner. De havde også ofte været på sendefærd sammen, medens de begge hørte til kejserens rådgivere. Derfor omfavnede Pius sin gamle ven på det hjerteligste og skænkede ham rige gaver. Koska var en af kong Georgs få venner og en forbundsfælle i hans troløshed, medens Prokop aldrig havde veget fra den katolske tro. Til disse to havde man føjet to præster, glattalende, og dristige propagandister for hussiternes afsindige vranglære.

Oratorerne blev hædret som om de kom fra en katolsk konge og modtaget i offentlig audiens. Prokop aflagde lydighedseden i kongens navn, hvorefter den ene af præsterne med høj røst og i en rivende talestrøm ansøgte om, at bøhmernes aftale med Konciliet i Basel, de såkaldte Kompaktater, blev stadfæstet af den Apostoliske Stol. Det ønskede kongen, og det forventede hans rige. Kun hvis dette blev bevilget, ville der blive fred mellem bøhmerne. Præsten talte længe om kommunionen under begge skikkelser og omtalte den som hellig og guddommelig og hævdede, at der ikke kunne være nogen frelse uden den^[152].

Paven svarede, at han modtog kongens lydighedsed med velvilje og havde tillid til, at den oprigtig og fuldstændig. Derefter talte han om, hvordan det bøhmiske kongerige havde været engang, hvor rigt, hvor blomstrende og hvor religiøst, og hvordan det siden var gået i forfald: efterhånden var de knejsende paladser, de fornemme templer og de store klostre faldet i ruiner, og riget var blevet fattigt og usselt. Dette var sket på grund af det hussittiske kætteri og frafaldet fra den Romerske Kirke. Nogle bøhmere ville være klogere end godt var, de havde indført fremmede doktriner^[153], de havde frarøvet præsterne deres verdslige ejendom, som om de, der var i Herrens tjeneste, ikke havde lov til at eje noget. De havde også opstillet en trossætning ”Om verdsligt Herredømme”, som hævdedes at være forbudt for præster. De sagde også, at der ikke var nogen bindinger af Guds ord, og at det er tilladt enhver at prædike overalt. Ingen offentligt kendt forsyndelse kunne tolereres, og ingen kunne have et embede, hvis han var befængt med en dødssynd. Så var der også blevet formuleret den såkaldte trosartikel om ”Kommunion under Begge Skikkelser”, som man hævdede er nødvendig for frelsen. Denne lære blev hverken fremsat af Jan Hus eller af Hieronymus, som blev brændt i Konstanz, eller af nogen anden doktor, der var en fremtrædende fortolker af den guddommelige lov. Nej, dette kætteri blev opfundet af en vis Jakobellus. Da denne havde læst i Johannes-evangeliet, at ” Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer,”^[154] så sagde han: ”Hvad er det vi gør? Præsterne bedrager os, de lukker paradisets porte for os: de forbyder os at drikke Herrens blod, fordi de vil gå alene ind til livet i Herren^[155].” De ulærde fulgte ham: i deres uvidenhed troede de, at ingen kunne blive frelst, som ikke drak vin af alterkalken, og med Jakobellus som lærer og ophavsmand blev der formuleret en trossætning, som siger: ”Kommunionen under begge skikkelser er nødvendig for frelsen.” Konciliet i Basel fremsatte dog en erklæring om det modsatte.

Paven forklarede også, hvordan Kompaktaterne blev tilstået bøhmerne af det samme koncil^[156] og under hvilke vilkår, og hvordan bøhmerne havde ladet hånt om de stillede betingelser. Kommunion under begge skikkelser var kun blevet tilladt de indbyggere i Bøhmen og i markgrevskabet Mähren, som tidligere havde praktiseret den, og som stadig ønskede den. Alligevel havde man givet småbørn kalken og tvunget folk til at drikke deraf. Præsterne var blevet beordret af konciliet til at fremsige bestemte ord, når de gav folket kommunion under begge skikkelser, men de adlød overhovedet ikke. Aftalerne blev krænket af bøhmerne på tusind måder. Man kunne ikke længere kalde dem for en aftale, når de ikke blev overholdt. Det, som kongen ansøgte om, måtte paven drøfte med sine brødre^[157]. Hermed blev forsamlingen hævet.

Herefter blev legaterne ofte kaldt til audiens hos paven i nærvær af udvalgte kardinaler. Formålet var at finde en måde, hvorpå det bøhmiske rige kunne vende tilbage til kirkens enhed og tilpasse sig de øvrige kristne. Da Prokop var katolik, veg han aldrig fra det moralsk rigtige. Men ingen moral kunne overbevise de øvrige legater: de påstod, at det bøhmiske folk ville gøre oprør, hvis Kompaktaterne ikke blev stadfæstet. Det blev derfor nødvendigt offentligt at svare på de offentligt fremsatte krav.

Konsistoriet blev indkaldt. Paven tog plads på dommersædet^[158] og talte om Kompaktaterne. Han påviste, at disse på mange punkter var blevet forældede. I den nuværende situation kunne de kun bevilges med store risici. Endelig havde kongen ved sin kroning svoret, at han ville adlyde paven. Hvis han havde sin sjæl kær, burde han acceptere den Apostoliske Stols bud, som var følgende: han måtte nu omsider opgive kommunionen under begge skikkelser og sammen med sin familie og alle sine undersåtter bringe sig i overensstemmelse med den romerske og universelle kirke. Kun hvis han gjorde det, ville hans kongedømme bestå. Pavens tale med herom er blevet indlemmet i hans andre skrifter. Efter talen blev konsistoriemødet hævet.

De bøhmiske legater blev modtaget i pavens indre gemak og takkede for svaret. De sagde, at de loyalt ville rapportere tilbage til Bøhmen, og bad om, at der blev sendt en person tilbage sammen med dem, som kunne være til stede, når de skulle aflægge beretning til kongen. I givet fald skulle han også yderligere forklare pavens bud og overtale kongen til at følge den Apostoliske Stols befalinger. Ved kurien var der en fremtrædende dalmatinsk jurist ved navn Fantino, som tidligere havde været den bøhmiske konges prokurator ved kurien. Da legaterne bad om, at denne mand blev sendt med dem, syntes paven ikke, han kunne afslå deres anmodning. Han blev sendt af sted med dem for at underrette ikke bare kongen, men også de loyale^[159] baroner i Bøhmen om, hvad der var sket i Rom, for det tilfældes skyld at legaterne udelod noget.

Ved deres afrejse indgav Koska en klage over følgende: på vejen til Rom gik et medlem af hans husstand, en adelsmand, gennem byen Sutri med et sværd ved sin side, således som han var vant til. Han blev da arresteret af byens præfekt, fængslet og behandlet brutalt. Da paven hørte om sagen, sendte han en af sine hofmænd, Antonio Saraceno, til Sutri, som skulle kaste præfekten i lænker og overgive ham til bøhmerne, der var på tilbagevejen. Dette skete. Bøhmerne piskede fangen, inden de slap ham fri, og misbrugte således på barbarisk vis pavens velvilje imod dem. Præfekten, der var sendt fra Tivoli, fik dog ikke mere end han havde fortjent.

7.16. Pius beslutter, at han personligt vil anføre felttoget imod tyrkerne

På dette tidspunkt samlede Pius de seks kardinaler, som han mente var de mest trofaste og kløgtige, hos sig og talte til dem således:

”Mine brødre! Måske tror I, ligesom de fleste andre, at Vi har nedprioriteret almenvellet. Efter hjemkomsten fra Mantova har Vi jo hverken gjort forberedelser til eller blot talt om at angribe tyrkerne eller at forsvare den kristne religion - og det på trods af at presset fra fjenden blev stadig stærkere. Vi skal ikke nægte, at Vi har været tavse: det er i indlysende, at Vi intet har foretaget os imod korsets fjender. Men grunden til Vor tavshed har været en slags desperation, ikke ligegyldighed: Vi ville gerne, men Vi kunne ikke! Ofte har Vi tænkt på, hvordan Vi kunne samle de kristne stridskræfter og forhindre, at de kristne folkeslag blev tyrkernes bytte. Vi har tilbragt mange søvnløse nætter med spekulationer, og medens Vi vendte og drejede os, begræd Vi de katastrofer, som er indtruffet i Vor tid. Vi har græmmet Os over at være passive, medens tyrkerne stadig mere intensivt bekrigede Pannonien og siden hen Dalmatien, og hærgede med vildskab, hvorsomhelst de ville. Det forekom Os, at alle så på Os og kom med tilråb, fordi Vi intet foretog Os og ikke bragte hjælp til evangeliet^[160], som er ved at gå under, og fordi Vi lod den kristne sag falde i ruiner, medens Vi selv slappede af med fredelige sysler. Vi blev heftigt bevæget, og galde bragte det gamle blod i oprør. Igen og igen ønskede Vi at erklære tyrkerne krig og at kæmpe for religionen af al magt. Men når vi sammenligner vore stridskræfter med fjendernes, så er den Romerske Kirke ikke i stand til med sine egne kræfter alene at føre krig imod tyrkerne. Intet fornuftigt menneskene går i krig mod en, der er stærkere end en selv. Den, der vælger kampen, må enten være stærkere end eller lige så stærk som fjenden. Vi er meget svagere end tyrken, hvis ikke de kristne konger forener deres våben med vore. Vi prøver at få dette i stand, Vi undersøger alle muligheder, men ingen dukker op. Hvis man tænker på at holde et møde, så viser Kongressen i Mantova, at det er udsigtsløst. Hvis Vi sender legater for at bede kongerne om hjælp, ler man ad dem. Hvis Vi pålægger gejstligheden tiender, appellerer man til et fremtidigt koncil. Hvis Vi udsteder aflad og med åndelige gaver opmuntrer til at give penge, så bliver Vi beskyldt for griskhed. Man tror, at alt sker for at puge penge sammen. Ingen nærer tiltro til Vore ord. Vi er som handelsfolk, der ikke kan betale deres kreditorer, og derfor har mistet deres kreditværdighed. Alt hvad Vi gør, bliver udlagt på den værst tænkelige måde. Alle konger er gerrige, og alle kirkernes prælater er slaver af mammon, og nu måler de Os med deres egen alen. Intet er vanskeligere end at vriste penge ud af den gerrige. Vi sender vore tanker i alle retninger, men finder intet, der er solidt, intet der er holdbart, intet der er substantielt. Hvad skal Vi stille op i så vanskelig en sag? Vi skal vel ikke kaste Os ud i en indlysende fare og selv overgive Os til fjenden? Eller begynde på et forehavende, der gør os til grin? Det ville da være tosset at anstrenge sig forgæves og kun høste vanære for Vor møje.

Længe var Vort sind rådvildt og fuldt af angst, og Vor sjæl nægtede at lade sig trøste.^[161] Vi så jo, at tingene kun gik værre og værre, og at der var meget ringe håb om et heldigt udfald. I tavse dage og nætter er Vi blevet mere og mere overbevist om, at Vi bliver nødt til at lægge en plan for den fælles frelse. Vi har kun kunnet finde på eet middel, men det er til gengæld meget stærkt, og måske er det det eneste mulige. Lad os forklare det i korthed, og så kan I selv dømme om Vor plan.

I det år, da Konstantinopel gik tabt^[162], aflagde hertug Philippe af Bourgogne offentligt et højtideligt løfte til Gud om, at han ville drage imod tyrkerne, føre krig mod dem og udæske fjenden, Mehmed, til en duel.^[163] Det var dog en betingelse, at enten kejser Friedrich eller kong Charles af Frankrig eller kong Ladislas af Ungarn eller en anden stor fyrste, som det ikke var skamfuldt for ham at følge, også ville gå krig. Indtil nu har ingen af de nævnte ville ruste sig til denne store kamp. Philippe mener sig undskyldt, fordi betingelsen for løftet ikke er blevet opfyldt. Han er ganske vist undskyldt, men han er ikke blevet løst fra sit løfte: forpligtelsen består, løftet taler, og eden tier ikke. Betingelsen kan stadig opfyldes, en stor fyrste kan ruste sig til dette felttog og anmode Philippe om at følge sig. Hvis han ikke adlyder, så vil han være skyldig i løftebrud og mened. Det tror Vi ikke, at han vil kunne holde til.

Selvom Vi er gammel^[164] og syg, så har Vi besluttet at gå i krig imod tyrkerne og for den katolske tro. Vi vil i egen person begive Os på felttog og befale Bourgogne at følge os. Vi er jo både konge og pave, og vi derfor kan forlange, at han opfylder sit løfte og sin ed. Hertugen vil ikke have nogen undskyldning, hvis Kristi Stedfortræder går i krig, for han er større end både kejseren og enhver konge: så hertugen vil ikke kunne være bekendt at blive hjemme. Hvis Philippe imødekommer Vort ønske, så kommer han med en stor og stærk hær: mange vil følge den fornemme fyrste. Kongen af Frankrig vil skamme sig over at sende mindre end 10.000 soldater, nu da han offentligt har lovet 70.000. Mange vil af egen drift komme fra Tyskland, England og Spanien. Ungarerne vil ikke mangle – det drejer sig jo om deres egen sag. Når venetianerne ser så store foranstaltninger, vil de ikke nægte os en flåde. I Lilleasien vil Caramannus og andre, der ser mistænksomt på Mehmeds magt, utvivlsomt gribe til våben. Epiroterne, albanerne, bosnierne, serberne, valakkerne og bulgarerne vil løfte hornene, når de ser, at de kristne søger at vinde Grækenland tilbage med så store styrker. Hvem er i tvivl om, at paven sammen med venetianerne og ungarerne, i følgeskab med Bourgogne og med hjælp fra Frankrigs konge kan ødelægge det tyrkiske folk?

Men frem for alt bør der være sikkerhed med hensyn til Venedig, og man bør søge deres råd, for de kender tyrkernes karakter og magt, og ved hvilke stridskræfter og strategier, der skal til for at overvinde dem. Det er forgæves, at vi overtaler Bourgogne og Frankrig til dette felttog, hvis ikke Venedig slutter sig til os, for havene ligger åbne for dem. De er de første, som Vi bør orientere om Vor plan. Hvis ikke de bifalder den, så er Vort forehavende udsigtsløst. Hvis de bifalder den, så vil Vi sende legationer til Frankrig og Bourgogne og opfordre dem til ikke at svigte den kristne religion. Vi vil kræve hjælpetropper fra Frankrig og forlange, at Bourgogne opfylder sit løfte. Hvis de indvilliger, som de bør, så vil Vi offentliggøre Vor plan og afrejse. De kristne, der strides indbyrdes, vil Vi påtvinge en våbenhvile på fem år: dem, der adlyder, vil Vi skænke himlens velsignelse; dem, der sætter sig imod, vil Vi ramme med bandlysning. Biskopper, abbeder og gejstlige af enhver rang vil Vi befale at yde den bistand, de evner. De ulydige vil blive exkommuniceret, og Vi vil overgive dem til djævelen som slaver af den evige ild. De øvrige kristne, der står bi efter evne, vil Vi skænke aflad og åndelige nådegaver. Og hvem vil ikke blive bevæget, når han hører, at paven selv tager af sted?

Hvis ikke Vi tager fejl, er dette den eneste måde, hvorpå Vi kan ruske op i de sovende kristne og bevæge kongernes og folkenes hjerter. Når planen bliver offentliggjort, vil den som et tordenskrald jage søvnen bort og opildne de troende til religionens forsvar. Der vil hverken mangle våben, heste, mænd eller skibe. Vi kan med lethed ruste til krig både til lands og til vands, når det bliver kendt, at paven og det hellige senat drager af sted på alles vegne, og at de ikke ønsker andres penge, men tværtimod sætter deres egne penge og deres eget liv på spil for Kristi navns skyld. Dette er, hvad Vi har udtænkt. I må nu afgøre, om det er Vort eget tankespind, eller om det kommer fra Gud.

Kardinalerne påhørte pavens ord med beundring og forbløffelse og tvivlede ikke på, at de kom fra Gud og handlede om Guds egen sag. Da sagen var så stor, ny og uhørt, bad de dog om betænkningstid. Det fik de, og igennem adskillige dage havde de indbyrdes drøftelser. Derefter kom de tilbage til paven og erklærede, at det var et forehavende, som var værdig for en Jesu Kristi Stedfortræder, der lige som sin egen Herre ikke tøvede med at give sit liv for sine får.^[165] Der var intet at sige imod en så rosværdig og højsindet plan, selvom man godt kunne se flere vanskeligheder. Da de nævnede disse, blev de dog med lethed imødegået af paven, der havde tænkt på alt.

Man besluttede at skrive til venetianerne, idet man opfordrede dem til at holde sagen hemmelig og kun at røbe den for dem, som det i henhold til deres egne love var nødvendigt at inddrage i beslutningerne. Det kunne ikke gøres på anden måde. Paven skrev egenhændigt et brev, som kan findes i bindet med hans breve.

Venetianerne samlede det fornødne antal medlemmer af deres senat^[166]. De fandt, at pavens plan var guddommeligt inspireret, og skrev tilbage, at deres stat ville gøre alt, hvad paven ønskede til troens forsvar.

Efter råd fra den samme gruppe af kardinaler sendte paven derefter biskop Lorenzo af Ferrara, en mand af stor retskaffenhed og lærdom, og som kendte de franske sæder, til Frankrig for at overbevise kongen og hertugen af Bourgogne om at følge pavens ønske og gå i krig for at forsvare troen. Lorenzo tog af sted kort efter, at den franske legation (med undtagelse af de kardinaler, der blev tilbage ved kurien) var draget bort.

Det var nu den hellige uge, i hvilken pave Pius havde besluttet at føre sankt Andreas’ hellige hoved til Byen fra Narni, hvor det blev opbevaret i fæstningen. Da denne begivenhed blev gennemført med stor andagt og enestående højtidelighed, vil Vi nedenfor berette derom fra begyndelsen til slutningen.

---

1. ^{Citeriores Hispani}
2. ^{Juan II (1398-1479): konge af Navarra 1425 efter sit ægteskab med Bianca af Navarra; konge af Kastilien 1458 som arving efter sin bror Alfonso V. Eneste søn af dette ægteskab var Carlos de Viana. http://es.wikipedia.org/wiki/Juan_II_de_Arag%C3%B3n}
3. ^{Carlos de Viana}
4. ^{Fejl: Tre døtre}
5. ^{Enrique IV (1425-1474), konge af Kastilien og Leon 1454: http://en.wikipedia.org/wiki/Henry_IV_of_Castile}
6. ^{Pave Nicolaus V opløste ægteskabet i 1453 med henvisning til, at Enrique ikke havde haft seksuelt samkvem med hustruen. Man mener i dag, at Enrique ikke var impotent, men homoseksuel og ikke havde potensproblemer i forhold til sine mandlige partnere}
7. ¹⁴⁵⁵
8. ^{Vim seminis in hostio effusi secretos penetrasse panniculos}
9. ^{Rygtet ville vide, at Juana havde en elsker, Beltran de la Cueva, som var far til datteren af hendes ægteskab med Enrique IV. Denne datter, der også hed Juana, blev derfor i folkemunde kaldt ”la Beltraneja”}
10. ^{Carlos de Viana (1421-1461): http://en.wikipedia.org/wiki/Charles,_Prince_of_Viana}
11. ¹⁴⁴¹
12. ¹⁴⁴⁴
13. ^{Juana Enriques (1425-1468): http://en.wikipedia.org/wiki/Juana_Enr%C3%ADquez}
14. ^{Fernando af Aragonien (1452-1516): http://en.wikipedia.org/wiki/Ferdinand_II_of_Aragon. Han blev senere, i 1469, gift med Isabella af Kastilien, og da hans fader, Juan II, døde i 1479, blev de to kroner forenet}
15. ^{Ne quid respublica detrimenti patiatur, gml. romersk formel}
16. ^{Degeneres animos: Vergil, Æneiden 4, 13}
17. ^{Konkordatet fra Villafranca, 21. juni 1461}
18. ^{23. september 1461 – det er altså en helt aktuel begivenhed i forhold til Pius’ memoirer}
19. ^{Bemærk anvendelsen af Europa}
20. ^{Ulterior Hispania}
21. ^{D.v.s. den jordbesiddende klasse}
22. ^{Bemærk atter Pius’ skepsis over for mirakler og hans analyse af den politiske udnyttelse af fænomenet}
23. ¹⁴⁶²
24. ^{Belejringen af Barcelona varede fra 8. september til 3. oktober 1462}
25. ^{Juan II af Aragonien og Louis XI af Frankrig}
26. ^{Patrii lares}
27. ^{På denne side: d.v.s. i forhold til Rom, d.v.s. nordøst for Pyrenæerne.}
28. ^{Det skete i 9. maj 1462 med Freden i Bayonne}
29. ^{Pavens nevø. Her hører vi ikke Pius’ sarkastiske bemærkninger om de italienske fyrsters uægte børn. Selv kong Ferrante var født uden for ægteskab}
30. ^{Der henvises formentlig til, at kongeriget Napoli havde været i næsten permanent krigstilstand, siden Ladislas I greb magten i kongeriget omkring 1400}
31. ^{Hun ankom til Rom 15.oktober 1461}
32. ^{På vej til Det Tredje Korstog i 1391}
33. ^{Guy de Lusignan (-1194): http://en.wikipedia.org/wiki/Guy_of_Lusignan}
34. ^{http://en.wikipedia.org/wiki/Kingdom_of_Cyprus}
35. ^{Peter I (1328-1396), konge i 1358: http://en.wikipedia.org/wiki/Peter_I_of_Cyprus}
36. ¹³⁶⁵
37. ^{Peter I blev myrdet i sin seng af tre riddere i 1369, og efterfulgt af sin søn (ikke af sin broder), der tog navnet Peter II. Det er uvist, hvorfor Pius mener at vide, at mordet blev begået af broderen}
38. ^{Nulla sancta regni societas: Ennius, Ann 404, citeret af Cicero, De Officiis, 1, 26}
39. ^{Stridigheder om forrang var meget almindelige på den tid}
40. ^{Genova er Liguriens hovedstad}
41. ^{Janus (1375-1432): http://en.wikipedia.org/wiki/Janus_of_Cyprus}
42. ^{Peter II havde ikke nogen søn. Han blev efterfulgt af sin onkel Jakob I. Det var dennes søn som hed Janus. Han blev konge i 1398 og regerede til 1432}
43. ¹⁴²⁶
44. ^{Samme fortælling genfindes næsten ordret i Pius’ De Bello Cypro, Opera Omnia, p. 378}
45. ^{Johan II (1414-1458), konge 1432: http://en.wikipedia.org/wiki/John_II_of_Cyprus}
46. ^{Mellem 1435 og 1440. Hustruen hed Amadea Palaeologos}
47. ¹⁴⁴⁰
48. ^{Helena Palaeologos (1428-1458), dronning af Kypern 1442: http://en.wikipedia.org/wiki/Helena_Palaiologina}
49. ^{Charlotte de Lusignan (1444-1487), dronning af Kypern}
50. ^{Joao af Coimbra (1431-1457): http://en.wikipedia.org/wiki/John,_Prince_of_Antioch}
51. ^{Da Johan II døde i 1458, blev han efterfulgt af datteren Charlotte. Hun giftede sig i første ægteskab med hertugen af Coimbra, Joao}
52. ^{Jacques II de Lusignan (1438/40-1473): http://en.wikipedia.org/wiki/James_II_of_Cyprus}
53. ^{D.v.s. bispeembedet}
54. ^{Egtl. ”grækeren”}
55. ^{Louis de Savoie, greve af Genève (1436/37-1482): http://en.wikipedia.org/wiki/Louis_of_Savoy,_Count_of_Geneva}
56. ^{D.v.s. den gejstlige stand}
57. ¹⁴⁵⁸
58. ^{Zakarias’ Bog 8,8}
59. ^{Mehmed II}
60. ^Familia
61. ^{Non sine gratia}
62. ^{Quae regio in terris nostri non plena laboris? Vergil, Æneiden, 1, 460}
63. ^{Dronning Charlotte af Kypern var gift med sin fætter, Louis, der var søn af hertug Louis I af Savoyen og dennes hustru, Anne af Lusignan, der selv var datter af den kypriotiske konge Janus, og derfor både Charlottes tante og svigermoder. Derudover var en datter af hertug Louis I af Savoyen, Charlotte af Savoyen (dermed kusine til Charlotte af Kypern), gift med kong Louis XI af Frankrig. I øvrigt var Louis XIs søster gift med en ældre søn af hertug Louis I af Savoyen. Så de kypriotiske, savoyardiske og franske kongehuse var i høj grad forbundet med slægtskabsbånd}
64. ^{Matthæusevangeliet 9,22}
65. ^{Hos erigere, illos deprimere fortuna gaudet. Horats, Carmina, 1.34: “Hinc apicem rapax fortuna cum stridore acuto, hic posuisse gaudet”}
66. ^{Terrae ecclesiae}
67. ^{Quis modus rebus erit? Vergil, Æneiden, 4,98: Quis erit modus?}
68. ^Ultramontani
69. ^Genèvesøen
70. ¹⁴¹⁶
71. ^{Amédée VIII (1383-1451): http://en.wikipedia.org/wiki/Amadeus_VIII_of_Savoy}
72. ^{Filippo Maria Visconti (1392-1447), hertug fra 1412: http://en.wikipedia.org/wiki/Filippo_Maria_Visconti}
73. ^{Louis I af Savoyen}
74. ^{Anne de Lusignan}
75. ^{Han var på det tidspunkt 57 år - åbenbart en gammel mand efter tidens normer}
76. ¹⁴³⁰
77. ^{I 1434 – til hertug Louis I af Savoyen, som er nævnt oven for}
78. ^{Nec sine gloria militaverant. Horats, Carmina, 3.26,2}
79. ^{Gragg: 5 (engelske) mil}
80. ^{D.v.s. på Kongressen i Arras i foråret 1435. Den unge Æneas Silvius Piccolomini var med i hans følge som en – meget underordnet – sekretær. Han deltog også i kardinalens forudgående besøg hos Amédée i Ripaille, så denne beretning hviler på selvsyn}
81. ^{Contemptus saeculi: et yndet tema i middelalderen}
82. ^{En regerende fyrste kunne selvfølgelig ikke vælges til pave, men en fyrste, der havde trukket sig tilbage fra verden og levede et helligt liv, havde muligvis en chance. Det var i hvert fald, hvad man påstod, Amédée satsede på}
83. ¹⁴³⁹
84. ^{Louis Aleman (1390-1453), kardinal 1426: http://en.wikipedia.org/wiki/Louis_Aleman}
85. ^{Med i delegationen var også Æneas Silvius Picciolomini, der havde fungeret som embedsmand ved konklavet}
86. ^{D.v.s. den valgforsamling, som konciliet afholdt til gennemførelsen af sit pavevalg}
87. ^Pontificale
88. ^{Apostolicum diadema}
89. ^{Pius undlader at nævne, at Felix også udnævnte en fremtrædende koncilsembedsmand til sin sekretær, nemlig en vis Æneas Silvius Piccolomini}
90. ^{Det kunne kejseren ikke af formelle grunde, da kejserriget havde erklæret sin neutralitet mellem den romerske pave, Eugenius IV, og koncilspaven, Felix V. Kejserbesøget var en af Piccolominis første kontakter med den nye kejsers hof, der senere førte til hans udnævnelse til sekretær i det kejserlige kancelli}
91. ^{Giuliano Cesarini (1398-1444), kardinal 1426: http://en.wikipedia.org/wiki/Julian_Cesarini}
92. ^{På vegne af pave Eugenius}
93. ^{Kardinal Giuliano Cesarini var en af Piccolominis venner og korrespondenter. Piccolomini kan udmærket have hørt om talen fra Cesarinis egen mund}
94. ^Kardinalerne
95. ^{Dives opum. Vergil, Æneiden, 2,22}
96. ^{Felix, ordspil på Amédées pavenavn}
97. ¹⁴⁴⁷
98. ^{D.v.s. Savoyen}
99. ^{Santa Sabina blev også senere kardinal Piccolominis titelkirke i Rom}
100. ^Felix
101. ^{Louis XI}
102. ^{Den oven for omtalte dronning Charlotte af Kypern}
103. ^{Hertuginden, Anne af Lusignan}
104. ^{D.v.s. de kypriotiske mænd ved hoffet}
105. ^{Comitia: klassisk betegnelse for romersk folkeforsamling bl.a. til at besætte statens embeder. Her anvendt om det konsistoriemøde, hvor der skulle vælges nye kardinaler}
106. ^{Arctissimis promissionum vinculis}
107. ^{Kardinalskollegiet}
108. ^{I foråret 1460}
109. ^{Salmernes Bog 58,5: ”De er giftige som slanger, som den døve slange, der stopper øret til”}
110. ^{Den fornemste af kardinalbiskoppernes orden og dermed af alle kardinalerne: Det var kardinalbiskoppen af Ostia, der kronede den nye pave.}
111. ^{Guillaume d’Estouteville, en af de franske kardinaler, der var i opposition til Pius. Han havde også været Pius' hovedkonkurrent ved konklavet i 1458. Han var i forvejen kardinalbiskop af Porto, et andet af de gamle bispesæder uden for Rom, hvis indehaver var medlem af kardinalbiskoppernes orden.}
112. ^{Carvajals avancement fra kardinaldiakon til kardinalbiskop udenom et embede som kardinalpræst blev naturligt nok opfattet som et springavancement. Carvajal var en gammel ven af Pius, der ønskede at forfremme ham både for hans fortjenesters skyld, men også for at have en allieret i et af de ”tunge” kardinalsembeder}
113. ^{Selvom Pius gjorde Carvajal til kardinalbiskop af Porto af ”ideelle” grunde, havde han åbenbart også andre motiver! Om Carvajal var en person, man kunne handle med på den måde, er usikkert. Men Pius havde selv den opfattelse, at han med et slag (besættelsen af kardinalbispeembederne i Ostia og Porto) havde neutraliseret to af de ”gamle” kardinaler i sagen om kardinalsudnævnelserne}
114. ^{Rodrigo Borgia}
115. ^{Den mægtige kardinal Scarampo}
116. ^{D.v.s. udnævnt af Pius’ gamle arbejdsgiver, modpaven Felix V}
117. ^{Cicero, De oratore, 2.18.75}
118. ^{http://en.wikipedia.org/wiki/Incubus}
119. ^Kardinalerne
120. ^Damnatus
121. ^{Nikolaus af Kues, biskop af Brixen. Kues var en af datidens store ånder og en betydelig renæssancefilosof}
122. ^{Anden Mosebog, 32,9: Og Herren sagde til Moses: ”Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk”}
123. ^{Pius refererer muligvis her til Ciceros De Officiis, som kan kendte. I Bog III, afsnit 24-25 diskuterer Cicero, om man altid skal holde sine løfter, og konkluderer, at man ”ikke bør holde de løfter, som ikke er til gavn for selve de personer, de er givet til” og senere, at ”Under ændrede betingelser for, hvad der hensigtsmæssigt, kan således det at indfri sine løfter … ophøre med at være moralsk rigtigt” og til sidst: ”Der er altså tilfælde, hvor man ikke skal holde sine løfter” (citeret i Thure Hastrups oversættelse). Ciceros Filosofiske Skrifter, V, 1972, ss. 303-305}
124. ^{Oraklet i Delfi. http://en.wikipedia.org/wiki/Apollo}
125. ^{D.v.s. pavens}
126. ^{Bemærk den skarpe psykologiske analyse. Eftertiden vil måske vurdere, at Kues’ utålmodighed skyldtes, at verden ikke levede op til hans egen store, stringente og principbaserede verdensopfattelse}
127. ^{Juan Luis de Mila}
128. ^{18. december 1461}
129. ^{Paven havde jo ofret Corneto for at få kardinalerne Scarampo og Colonna til at stemme for udnævnelserne}
130. ^{Bartolemeo Roverella, en af Pius’ problemknusere.}
131. ^{Jacopo Piccolomini-Ammanati (1422-1479), kardinal 1461: http://www.newadvent.org/cathen/12074a.htm}
132. ^{Udnævnelsen er en tak for fyrstefamiliefamiliens værtskab for kongressen i Mantova og samtidig et nik til fyrstefamilien Brandenburg: Albrecht Achilles af Brandenburg var onkel til kardinalens moder, markgrevinden af Mantova, Barbara af Brandenburg. Hendes søster var dronning af Danmark, og den nye kardinals onkel var derfor kongen af Danmark. Udnævnelsen var også første skridt i en udvikling, hvor de store italienske fyrstefamilier hver havde en repræsentant i kardinalskollegiet, ligesom de romerske adelsfamlier, Colonna og Orsini, havde haft det i generationer}
133. ^{Dateret 27.11.1461}
134. ^{Som manifesteret ved ophævelsen af Den Pragmatiske Sanktion}
135. ^{Pavelig vikar: d.v.s. regent på pavens vegne over et område af Kirkestaten, i dette tilfælde Rimini}
136. ^{Castros undersøgelser af mulige alunforekomster i Italien var ikke et tilfælde. Før tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 havde han været bosat i denne by og drevet en omfattende eksportvirksomhed med alun til Europa. Herigennem havde han erhvervet sig et dybt kendskab til alun og alunproduktion. Han undslap Konstantinopel, men mistede alt. Tilbage i Italien søgte han systematisk efter alternative alunforekomster på italiensk jord}
137. ^{Apud Latinos}
138. ^{Nervi belli. Cicero, De Filippiske Taler 5,5,}
139. ^{Selvbestaltede herskere}
140. ^{Dette er nok en sandhed med modifikationer: de franske krav vedr. Kongeriget Sicilien var tidligere blevet fremført, men forsigtigt slået hen af Pius uden direkte at blive afvist. I sagerne om udnævnelsen af franske kardinaler, ophævelsen af den Pragmatiske Sanktion (som Pius ønskede for enhver pris) og det franske fyrstehus Anjous genindsættelse i Kongeriget Sicilien (som Pius ville undgå for enhver pris) spillede alle parter diplomatisk dobbeltspil: de to mesterdiplomater, Louis XI og Pius II var værdige modspillere}
141. ^Anne
142. ^{Kong Ferrantes franske hovedmodstander i den napolitanske krig}
143. ^{Francesco Coppini}
144. ^{Egt. halse}
145. ^{Justitium: klassisk udtryk for indstilling af alle retsmøder, d.v.s. feriedag}
146. ^{Der var god grund for den romerske befolkning til at juble: pavestolens og den romerske kuries indtægter fra Frankrig ville stige betydeligt med en reel afskaffelse af den Pragmatiske Sanktion – en af dennes hovedformål var jo netop at beholde de franske kirkeindtægter i Frankrig selv. Og da Rom var sæde for kurien, ville en del af den økonomiske gevinst naturligt flyde videre til den romerske befolkning}
147. ^Apostolatus
148. ^{Senatet = kardinalskollegiet. Her understreger Pius, at beslutningen ikke var taget af ham selv alene, men kollegialt af paven og kardinalerne}
149. ^{D.v.s. i dette tilfælde pavens egen domstol}
150. ^{Louis kunne ikke drømme om at sende en hær til Italien, hvad Pius godt vidste – derfor kunne han roligt ”call the bluff”}
151. ^Vomitantes
152. ^{Det sidste er problemet: pavestolen kunne måske nok acceptere kommunionen under begge skikkelser, men kunne umuligt gå med til, at den var nødvendig for frelse, for så var ingen troende blevet frelst i de mange århundreder, hvor der kun var kommunion under én skikkelse. Der skulle gå yderligere 500 år, inden lægfolket i den romersk-katolske kirke – efter det 2. Vatikanerkoncil - igen fik kommunion under begge skikkelser. Se: http://www.newadvent.org/cathen/04175a.htm}
153. ^{Englænderen Wycliffes lære: http://da.wikipedia.org/wiki/John_Wycliffe}
154. ^{Johannesevangeliet 6,53}
155. ^{I modsætning til lægfolket kommunicerede præsterne under begge skikkelser}
156. ^{30. november 1433}
157. ^Kardinalerne
158. ^{Pro tribunali}
159. ^{D.v.s. loyale imod pavestolen}
160. ^{Evangelia lex: evangeliets lov}
161. ^{”På nødens dag søger jeg Herren, utrætteligt rækker jeg min hånd frem om natten, min sjæl lader sig ikke trøste.” Salmernes Bog 77,3}
162. ¹⁴⁵³
163. ^{Ved Fasan-festen: http://en.wikipedia.org/wiki/Feast_of_the_Pheasant}
164. ^{På det tidspunkt var Pius 57 år}
165. ^{”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” Johannesevangeliet 10,11}
166. ^Rogati