Af en renaissancepaves erindringer bog 5

by Pius II

FEMTE BOG: Oktober 1460 – August 1461

5.1. Militærmanøvrer i Kirkestaten

Medens dette stod på, var Piccinino med sine tropper nået til territoriet ved Rieti. Derfra sendte han delinger i forvejen, indtog og udplyndrede Monteleone, der er en af Orsiniernes byer, og modtog fæstningens overgivelse. Herefter sendte han delinger af ryttersoldater og fodfolk til Jacopo Savelli. Deres anfører var den fremragende militærmand, Silvestro da Piacenza. Sammen med dem sendte han også Everso dell’Anguillaras søn, Deifobo, og sin svigersøn, Antonello, begge tapre mænd. De første opslog deres kvarter i Palombara og andre af Savellis byer, de sidste i Montecelio i nærheden af Byen. Herfra foretog de ekspeditioner ind på romersk territorium og påførte Byen hårde tab.

Kardinalen af Teano, Alessandro Sforza og Federigo af Urbino fulgte som nævnt efter Piccinino fra Abruzzo. De nåede hurtigt frem med Kirkens styrker, generobrede Monteleone og gav den tilbage til Orsinierne. Da Piccinino hørte, at de var kommet, turde han ikke drage videre frem, skønt han dagligt forsikrede sine ventende allierede om sin ankomst. Braccianerne^[1] hos Savelli indstillede dog ikke krigsførelsen af den grund. De hærgede Lazio og Sabina, bortførte krigsbytte og hærgede hele området uden for Byens mure. På grund af Tivolis vaklende loyalitet var de fri til at sætte over Aniene.

Af den grund meddelte paven Savelli, at han skulle sende braccianerne bort fra sine byer og tage imod Kirkens tropper i stedet: således ville han genvinde pavens gunst. Men hvis han fremturede i at understøtte Piccininos soldater, ville han blive erklæret for en fjende af Kirken. Da Savelli holdt ham hen med ord og hverken gjorde eller lovede noget, der kunne vise hans lydighed, blev han erklæret for en fjende. Kirkens soldater gjorde indfald i hans territorium, bortførte kvæget og belejrede byen Donadio, som Savelli tidligere havde fravristet nogle nonner. Der blev kæmpet hårdt, men belejringen trak ud, da murene blev forsvaret af mange braccianere, og stedet i øvrigt var befæstet både fra naturens og menneskers side^[2]. Byen lå nemlig på en høj bakke med stejle klippeformationer på hver side, og den kunne kun stormes ad en enkelt indfaldsvej.

5.2. Tiburzio og hans bande tages til fange og straffes

Bonanno var en af de sammensvorne unge, der var blevet dømt for sine forbrydelser og havde valgt at gå i frivilligt eksil. Det var en ret dristig ung mand. En romersk borger opsøgte nu paven og fortalte ham, at denne Bonanno var vendt tilbage til Byen og kunne tages til fange. Han angav også stedet, hvor man kunne finde ham: Bonnano skjulte sig hos sin broder og var kommet tilbage til Byen på grund af sin kærlighed til en kurtisane. Paven overdrog sagen til Niccolò Soldano. Men de mænd, der blev sendt ud for at pågribe banditten, var så uforsigtige, at de angreb huset med en del larm, og de bevogtede heller ikke bagsiden. Bonnano vidste godt, at han blev eftersøgt, og da han hørte larmen, sprang han halvnøgen ud gennem et bagvindue. Soldano blev til grin, og Bonanno gemte sig i nogle dage hos venner.

Informanten vendte tilbage til Soldano og hævdede, at hvis man havde tillid til ham, kunne man pågribe Bonanno og sammen med ham Tiburzios bror, Valeriano, en ung desperado, og ca. fem andre af de sammensvorne. Disse planlagde at undslippe næste dag ved morgengry igennem Porta Appia, der fører til San Sebastiano. Om natten skulle man sende ryttere og fodfolk til teatret nær Calixtus’ katakomber. Han selv ville ledsage de sammensvorne og give tegn, når soldaterne skulle bryde frem af deres skjul. Soldano meddelte dette til senatoren, og begge opsøgte de paven og fremlagde sagen. Paven bifaldt dog ikke planen: teatret var to mil fra Byen; man måtte frygte forræderi; Deifobos og Silvestros soldater kunne komme tilstede, og informanten, der havde sagt, at han ville forråde forræderne, ville måske i stedet forråde senatorens trop. Men sagen krævede en plan. Det ville være mere sikkert at arrangere et baghold inde i Byen, f.eks. ved at sætte vagter ved porten og skjule nogle soldater ved San Sisto, der skulle lægge sig i baghold og angribe de sammensvorne. Disse ville så flygte hen imod porten, eftersom der ikke var nogen anden flugtvej. Da vingårdenes hække og mure ville afskære dem til begge sider, ville de forbryderiske unge mænd blive fanget som i en snæver gyde.

Man besluttede sig for denne plan, men da de unge ikke prøvede at undslippe som forventet, var anstrengelserne forgæves. Informanten kom atter tilbage og forklarede årsagerne til forsinkelsen. Men næste dag ville de unge helt sikkert tage bort og denne gang igennem Porta San Paolo. Bagholdet skulle arrangeres ved Konstantins triumfbue, hvor vejen er lukket indtil San Gregorio. Der skulle placeres soldater i Kolosseum samt på den vej, der fører til Santi Giovanni e Paolo. Man accepterede hans råd, og før det blev lyst, var alt parat.

Da dagen gryede, kom Bonanno med sine ledsagere og sammen med dem informanten til Kolosseum. Da Bonanno var i tvivl om, hvilken vej han skulle tage, sagde informanten: ”Hvad venter du på? Hvad er du i tvivl om? Denne vej er den sikreste.” Så pegede han på Konstantins triumfbue og red ind under den. Ledsagerne fulgte efter. I det samme brød soldaterne frem fra Kolosseum og gav tegn til, at de andre skulle ile til. Herefter opstod der et håndgemæng: de sammensvorne blev angrebet forfra og bagfra og vidste ikke, hvorhen de skulle vende sig. Så de satsede på deres egne kræfter, trak sværdene og kastede sig ud i kampen. Informanten gav sig til at råbe op og jamre, kastede sig på jorden og råbte med høj stemme: ”Hvad vil I mig? Hvad har jeg gjort? Hvorfor pågriber I mig, som om jeg var en forbryder? Hvis jeg er skyldig, så dræb mig. Hvis jeg ikke har gjort noget forkert, hvorfor tager I så mine ting? Giv en uskyldig hans ejendom tilbage. Jeg bede jer: lad være at tage mine poser.” Han havde fyldt nogle poser med flintesten (bolge) og havde lukket dem omhyggeligt og forseglet dem, for at de sammensvorne skulle tro, at han bragte sine penge ud af byen og ikke ville vende tilbage. Og nu bønfaldt han om hjælp med høje, kvindagtige skrig.

Da Bonanno så sig omringet, kæmpede han videre på egen hånd, svingede sværdet vildt omkring sig, kastede hesten fra side til side, sårede den ene efter den anden og holdt længe stand. Til sidst blev han kastet af hesten med et spydstik, men selv da han lå på jorden, ville han ikke overgive sig eller erklære sig for overvundet. Han blev overmandet af soldaterne, bastet og bundet, og liggende over en hest som et lig blev han ført til Kapitol. Hans store tapperhed hjalp ikke ham selv, men den hjalp til gengæld Valeriano, der - medens kampen rasede omkring Bonanno - slap ubemærket bort mellem soldaterne. Også de øvrige sammensvorne undslap. To uskyldige mænd blev arresteret, men løsladt kort efter. Også informanten blev pågrebet, som om han var en forbryder og forræder^[3], og holdt i forvaring i nogen tid og bevogtet, som om han skulle underkastes tortur. Da flere borgere anmodede derom og stillede sig som garanter, blev han til sidst løsladt, selvom han stadig blev behandlet, som om han var under mistanke.

Selvom Bonannos forbrydelser var åbenbare – voldtægt, rov og mord (for han havde som nævnt dræbt senatorens politimester^[4]), blev han alligevel underkastet tortur og holdt fængslet i nogen tid i håb om, at det ville gøre en ende på de sammensvornes forræderiske anslag. Da Tiburzio hørte om dette i Palombara, troede han, at hans bror Valeriano var blevet taget til fange sammen med Bonanno. Han hidkaldte de sammensvorne og besluttede at tage til Rom for at sondere sine venner med henblik på at gennemføre en revolution i Byen og på den måde befri de fangne. Hvis det mislykkedes, ville de tage en eller anden sieneser til fange og udveksle ham for de tilfangetagne.

De bad også Savelli om at give dem nogle soldater, som kunne hjælpe dem med at gøre oprør i Byen, men det afslog han, fordi han ikke kunne undvære soldaterne og i øvrigt mente, at Byen ikke kunne indtages med så lille en styrke. Deifobo og Antonello lovede dog, at de ville nå hurtigt frem til byportene med deres styrker, hvis de hørte, at en revolution var i gang i Byen. Fjorten af de sammensvorne fulgte Tiburzio, idet de tåbeligt mente, at Byen lå åben for dem, og at den romerske ungdom støttede deres forehavende: pavens hær var jo langt væk, og Kapitol blev kun bevogtet af en meget lille garnison. De kom ind i byen på et sted, hvor muren var faldet sammen, ikke langt fra Diokletians termer. Da de nåede frem til de tætbebyggede områder, opfordrede de alle borgere, de mødte, til at gribe til våben: nu var tiden kommet til at befri Byen fra præsternes forfærdelige åg; Deifobo og Silvestro lå i nærheden med en stor styrke og ville støtte romerne, hvis de erklærede sig frie; måtte de romerske borgere nu bare vågne op og vove at skaffe sig deres frihed og ikke acceptere at være ringere end deres forfædre, for hvem slaveri var værre end døden.

Men ingen reagerede, og de sammensvorne så, at befolkningen forholdt sig i ro. De opgav så håbet om at indtage Byen og gik videre med deres anden plan. De løb igennem det meste af Byen og kom omkring ved et-tiden til kirken Sant’Eustachio. I nærheden af denne ligger der bygninger, hvor man oplagrer handelsvarer og opkræver told. Her greb de en ung sieneser, der sad i toldkontoret, og beordrede ham med dragne sværd til at følge med dem. De truede ham med døden, hvis han ikke skyndte sig, og han adlød rædselsslagen. De var allerede nået til Colonnaernes huse, da råbene begyndte at lyde i hele Byen: Tiburzio og hans sammensvorne var trængt ind i Byen; han løb bevæbnet rundt i alle retninger; han havde mange tilhængere, plyndrede husene, og tog fanger; præsternes herredømme var truet. En mængde stimlede sammen foran pavens palads for at få råd og hjælp.

Paven var lige stået op fra sin siesta, og da han hørte larmen, spurgte han, hvad det betød. Man fortalte ham, at byen var i oprør; at de sammensvorne var trængt ind og havde taget en ung sieneser til fange; at alt var kaos, og at alle var bange. Så sagde Pius: ”Rolig nu! Der er ingen fare. Vi kender borgernes sindelag. Det er paven, de ønsker at have som herre, ikke nogle banditter. Tiburzio er fanget, hvis han ikke flygter eller går i skjul. Han har selv bundet løkken: nu er byttet gået i fælden. I dag er det ude med de sammensvorne.” Derefter beordrede han kardinalerne af San Pietro og Santa Sabina stige til hest, opfordre borgerne til at gribe til våben imod banditterne og belønne de borgere, der først lagde hånd på dem.

Men Alessandro Piccolomini^[5], Byens senator, vicecamerlengoen og mange andre havde allerede grebet til våben og hentet soldater på Kapitol. Sammen med dem var der en del borgere, som var tilhængere af præstestyret og af ordnede forhold. Den ivrigste blandt disse var Rustico, bror til Agapito og Marcello, men alle gik de voldsomt til angreb på de sammensvorne. Da disse så, at der ikke var noget håb, efterlod de den unge mand, som de havde taget til fange, tog flugten og slap ud af Byen på det samme sted, hvor de var kommet ind. Uden for murene mødte de en rytter fra Kapitol, en mand af lombardisk nation, som var kommet langt forud for de andre forfølgere. Ham dræbte de brutalt. Giovanni Filippo, en døgenigt berygtet for mange mord, sprang på hans hest og undslap i hast. Det samme gjorde en anden sammensvoren, der ikke var bedre end ham. Da de øvrige så, at flugt var umulig, fordi Alessandro og hans styrke allerede var nær, spredte de sig til forskellige skjulesteder for at afvente nattens mørke.

I en nærliggende dal var der et tæt krat af rør blandet med brombærbuske og højt græs, hvor de regnede med at kunne skjule sig. Men da Alessandro så, hvor de flygtede hen, sendte han hundene og fodfolket ind og lod dem gennemsøge alle skjulesteder. De fandt Tiburzios armbrøst, som han udmattet havde kastet fra sig, og som tydede på, at han ikke var langt væk. De ledte efter ham, og til sidst blev han fundet og taget til fange. Ikke langt fra ham fandt de fem andre med hovedet gemt i græsset ligesom fasaner^[6] og trak dem ud ved benene. De øvrige blev reddet både af natten, der kom snart efter, men også af begejstringen over pågribelsen af Tiburzio, som gjorde forfølgerne mere skødeløse. Da de havde fanget ham, der blev anset for de sammensvornes fører og førstemand, forekom hele affæren jo at være afsluttet.

Æren af dette udfald gik især til tre mænd: den ene var Alessandro, der som den første steg til hest og forfulgte de flygtende, indtil de var pågrebet. Ved sit nærvær og sine løfter indgød han soldaterne mod – nogle gange var han faktisk for vovemodig. Den anden var senatoren, som kom løbende til fuldt bevæbnet og kæmpede som en rigtig soldat. Og den tredje var Tommaso Piccolomini, som paven havde beordret til blot at observere hændelsesforløbet, men som ikke desto mindre greb aktivt ind: da både borgere og kuriefolk tøvede i porten og af frygt for baghold nægtede at bistå soldaterne, tvang han dem modigt til at gøre udfald. Siden hen var det ham, der sørgede for, at de tilfangetagne blev ført gennem Byen til Kapitol, selvom der var andre, som mente, at de burde føres uden for murene til Ponte Milvio og derfra til Hadrians Mausoleum. De frygtede nemlig, at befolkningen ellers ville befri de lænkede. Dagen efter takkede romerne i pavens nærvær Tommaso, fordi han havde forstået den romerske befolkning så rigtigt.

Da de sammensvorne bagbundne blev ført igennem byen, hilste nogle af borgerne foragteligt og hånligt Tiburzio som deres herre, andre som kong Tiburzio, atter andre som det romerske folks tribun og andre igen som forkæmper for den gamle frihed og fredens grundlægger. Selv svarede han intet, men gik tavs af sted med sænket blik. Romernes og kuriefolkenes glæde var overvældende. Mænd, kvinder, drenge og piger råbte: ”Først nu er byen sikker.” ”Nu kan kvinderne være i fred.” ”Nu er vore ting vore egne.” ”Nu kan vi kan vi sove trygt.” ”Velsignet være Pius, der har befriet os fra så stor en fare.” Hoffolkene^[7] blev hyldet og omfavnet, og Kirken lykønsket. Endelig tilhørte Byen paven, lød det. Konservatorerne af Byens Kammer opsøgte sammen med de ledende borgere Pius og bad ham straffe de fangne: hvis disse blev skånet, kunne byen ikke reddes. Paven roste deres indsats, fordi de havde fulgt senatoren og Alessandro. Med hensyn til de skyldige måtte man lade retten gå sin gang.

Da Tiburzio skulle torteres for at få ham til at fortælle, hvad han havde planlagt, og hvem der var hans medskyldige, tryglede han om ikke at blive lemlæstet. Han vidste, at han skulle dø, og han bad om, at det skete hurtigt, så at han, som havde fortjent at miste sit legeme, ikke også skulle miste sin sjæl^[8] under pinslerne. Da en af de omkringstående hånede ham for hans dårskab, sagde han: ”Rigtigt. Skæbnen ville aldrig have ført mig hertil, hvis jeg havde været klog.” Til en anden, der spurgte, hvorfor han konspirerede imod Kirken, svarede han, at nogle, der blev anset for sandsigere, havde overbevist ham om, at præsternes herredømme ville falde i dette år.

Da han til sidst blev beordret til at sige alt, hvad han havde gjort og planlagt, svarede han følgende: han havde konstateret, at romerne var stærkt utilfredse under pavens fravær. Han mente så, at han selv, der blev fulgt af mange unge mænd, kunne befri fædrelandet fra præsteskabets åg og samtidig hævne sin faders og onkels drab. Dem havde pave Nicolaus nemlig ladet henrette, fordi de kæmpede for frihed. Han var så draget til grev Everso dell’Anguillara, som han fortalte om sine planer og bad om hjælp. Greven bifaldt hans plan, men syntes ikke, at tiden var inde til, at han selv erklærede sig for en fjende af Kirken. I stedet ville han give Tiburzio et brev til kong Renés søn, Jean, hvis han ville opsøge denne. Der var ingen tvivl om, at denne fjende af Pius ville yde bistand til en mand, som ville forråde Byen. Det brev, han fik af greven, lød således: ”Everso, greve af Anguillara, hilser hertug Jean af Kalabrien. Tiburzio, en romersk borger, tager af sted for at opsøge dig. Han bærer på hemmelige og store sager. Hør på ham og anvend ham. Han vil på et tidspunkt kunne gavne din sag mere, end hvis du sendte 1.000 ryttere ind i romersk territorium. Farvel.”

Dette brev skaffede Tiburzio en audiens med Jean. På råd af fyrsten af Taranto blev han derefter blevet beordret til at tage til Jacopo Piccinino og sagde til denne: ”Jacopo, jeg har hørt, at du har indgået en alliance med Savellierne, Colonnaerne og grev Everso. Du har lovet at hjælpe dem med at ødelægge Orsinierne. Hvis du gør det, vil de give dig grevskaberne Albi og Tagliacozzo som løn. Men det er bjergområder, som overhovedet ikke kan underholde dine styrker, med mindre de spiser sten. Jeg tilbyder dig meget mere. Hvis du hører på mig, lover jeg dig Rom, alle byers moder og verdens hovedstad. Jeg, som står foran dig her, er en romersk borger af god byrd. Hele den romerske ungdom følger mig; 500 unge, energiske og dristige mænd har aflagt ed til mig. Borgerne i Rom er trætte af præstestyret og skammer sig over det. Hvis du garanterer, at du straks vil drage ind i det romerske territorium sammen med din hær, så vil jeg tage i forvejen og opildne mine medsammensvorne, for de ønsker intet højere end en politisk omvæltning. Når du selv kommer, vil jeg åbne byportene for dig. I vil kunne skaffe jer et stort bytte hos kuriefolkene og handelsmændene. Også patriarken af Aquileia er der, og han har en formue, der vil kunne underholde dine soldater i et år. Der er også mange velhavende borgere, hvis ejendomme I kan udplyndre, da de er på Kirkens parti.”

Piccinino hørte ivrigt på ham, roste hans mod og hans plan, og lovede ham det, han ønskede. Men da anførerne af Kirkens hær nærmede sig, kunne han ikke drage ned i romersk territorium på den aftalte dag. I mellemtiden blev Bonanno taget til fange og sammen med ham Valeriano: denne ville hjælpe sin broder og sin ven og var derfor tåbeligt taget ind i Byen.

Alt dette tilstod Tiburzio. Bonanno havde tidligere sagt det samme, og flere andre bekræftede det. Tiburzio blev også spurgt, om han havde villet myrde paven. Han svarede, at han på et tidspunkt havde overvejet det, hvis han kunne trænge ind i paladset, men han havde opgivet det på grund af Engelsborg, hvor paven med lethed kunne søge tilflugt.

Da senatoren hørt denne tilståelse, lod han forberede særligt udtænkte straffe for disse forfærdelige forbrydelser. Men paven lagde en dæmper på hans strenghed og sagde, at dødsstraffen var tilstrækkelig for selv den største forbrydelse. Altså endte Bonanno, der var blevet holdt i forvaring til denne dag, Tiburzio og seks andre deres elendige liv ved hængning. Efter kristen skik var der præster til stede, som talte til dem om deres sjæls frelse og priste pavens barmhjertighed. Medens dommen blev fuldbyrdet fremsagde denne, ikke uden tårer, flere af Davids salmer og bad denne bøn:

”Herre, vor Gud! Du har udfriet Din tjener af hans fjenders hænder. Du har givet Byen fred og knust dragernes hoveder. Velsignet være Dit navn i evighed, og må hele Dit folk synge din pris. I dag har du hædret mig og bragt mig i sikkerhed på Din trone. De, der forfulgte os, er faldet i graven. De bøder nu for deres ondskab og skal snart forlade dette liv. Jeg tror, at de angrer deres ugudelighed. Du kender deres hjerter og gransker deres nyrer. Barmhjertige Gud, giv din nåde til de arme sjæle og åbn din milde favn for dem. Giv dem i livets sidste time et tappert sind og en sand anger over deres synder, og i kraft af den autoritet, som Du på guddommelig vis har givet mig, og med de usynlige nøgler, som jeg forvalter i Dit navn, så giver jeg Tiburzio og dem, der er dømt sammen med ham, fuld tilgivelse for alle deres synder, og jeg åbner Himmeriges porte for dem.^[9] Og du, nådige Herre, barmhjertighedens Fader og al trøstens Gud, beder jeg om at stadfæste og godkende den syndsforladelse, som jeg hermed har givet.”

Således døde Tiburzio, Bonanno og de, som blev taget til fange sammen med dem. Valeriano og Giovanni Filippo og mange andre valgte at gå i eksil.

5.3. Erobringen af Donadio

Som ovenfor nævnt havde Kirkens hærførere genvundet Monteleone. Herefter flyttede de hæren til byen Donadio, som de belejrede i mange dage. Befolkningen var inde i byen, og en stærk garnison var blevet indsat af Piccinino. Antonio Piccolomini, pavens nevø, havde allerede afskåret byboerne fra den kilde, hvor de fik vand, men flere dages stadige regnskyl forsynede dem med vand og voldte stort besvær for belejrerne.

Bombarder blev flyttet frem, og en del af bymuren brudt ned, men bag ved den mødte angriberne så en ny mur, der i al hast var blevet opført af byboerne. Byen blev nu udsat for et voldsomt stormangreb. En af Sforzas soldater, der var både stærk og tapper, besteg muren, og da han troede, at der var andre lige bag ham, sprang han ned i byen. Men han tog fejl: ingen af de andre var lige så modige, og han måtte kæmpe alene i nogen tid imod braccianernes garnison. Han fik mange sår og blev til sidst fældet, men han forblev ikke uhævnet. Han var mindre heldig end Alexander, der engang gjorde det samme i Indien, men han var ikke mindre modig.

Belejringen blev mere og mere forbitret, og Piccinino gav ikke de belejrede noget håb om undsætning. Byboerne sendte derfor bud til Antonio^[10] og lovede at overgive byen, hvis de blev modtaget i den Romerske Kirkes navn. For ærens skyld kunne våbenhvilen først indgås næste dag, med mindre Piccinino bragte undsætning, der kunne befri dem fra belejringen^[11]. Med tilslutning fra kardinalen^[12] og hærførerne accepterede Antonio betingelsen og modtog gidsler. Derefter blev tredive fodsoldater sendt af Jacopo Savelli og imod krigsrettens regler modtaget i byen. Alligevel blev Antonio tilkaldt på det aftalte tidspunkt for at modtage byens overgivelse. Da han kom ind i byen, bad han alle være ved godt mod. Braccianerne i byens garnison tog han under sin beskyttelse og sendte dem til sit telt. Derefter lod han byportene lukke, for at byen ikke skulle ligge åben for soldaterne og blive plyndret.

I mellemtiden ville fæstningskommandanten straffe byboerne, fordi de havde overgivet sig. Han gav derfor sforzanerne besked om, at han ville tillade disse at trænge ind i byen via en fæstningsmur og plyndre den. Soldaterne var ivrige efter bytte og vrede på Antonio, fordi denne ønskede at redde byen fra plyndring. De tog derfor ivrigt imod beskeden. Nogle besteg muren, trængte ind i byen og foranstaltede et orgie af røveri og mord. Andre trængte ind i Antonios telt og angreb braccianerne dér. Der var kampe i byen og omkring teltet, og hoben kunne ikke holdes tilbage. Det var et forfærdeligt syn: i byen løb sværd, ild, grådighed og liderlighed grassat, ved teltet blev der kæmpet næsten ligebyrdigt mellem sforzanere og braccianere, og blodet flød. De tililende hærførere kunne hverken standse kampen ved teltet eller plyndringen i byen.

Da Antonio indså, at der ikke mere var håb om at standse røverierne, bestræbte han sig på at redde kvinderne, af hvilke han fik mange uskadt ud af byen. Derefter ilede han tilbage til lejren for at redde braccianerne, men han blev omringet af mængden og truet fra alle sider med næver og spyd. Kun med nød og næppe slap han tilbage til teltet. Der fandt han mange dræbte fra begge sider, men det lykkedes ham at redde de overlevende braccianere. Derefter flyttede han sine telte – med soldaterne – til et andet sted langt fra de øvrige hærførere, oprørt over, at han hverken havde kunnet opfylde sine løfter til byboerne eller til braccianerne. Han havde dog ikke brudt sit løfte, da det skete imod hans vilje. Byen blev fuldstændig udplyndret, og nogle huse sat i brand. Kvinderne blev skændet med undtagelse af dem, som Antonio havde reddet. Da en af soldaterne fandt en kvinde, der modsatte sig at blive voldtaget, dræbte han hendes barn, der lå i hendes arme. Fra begyndelsen til slutningen blev hele denne skændige dåd udført af sforzanerne^[13].

Da disse havde bemægtiget sig byen, gik de over til at angribe byens fæstning. I denne var der to døtre af Jacopo Savelli: den ene en ungmø, den anden en enke. Fæstningen var bygget på en høj bakke midt i byen, og den var befæstet både af naturen og mennesker^[14]. Soldaternes dristighed var uhørt: bevæbnede klatrede de op på den højeste klippe - af tufsten - og kom i nærkamp med fjenden under opstigningen. Nogle af dem faldt ned igen, men uden at komme noget til. Urbinos soldater besteg klippen i fuld udrustning og nåede på knæene frem til fæstningsmuren, hvor de engagerede fjenden og gennembrød den første port med økser. Dette tvang fæstningskommandanten til at overgive sig. Overgivelsen blev modtaget med lettelse på grund af de fornemme damer, hvis ære ikke havde kunnet reddes på anden måde.

5.4. Pius’ tale til romerne om krigen

Under belejringen sagde man i Byen mangt og meget om pavens handlinger, og mange kritiserede ham for at være gået i krig for kong Ferrante. Ikke mindst de franske kardinaler udspredte ondsindede rygter. For at få folket på sin side, indkaldte Pius kardinalerne og Byens øvrighedspersoner samt de ledende borgere og holdt følgende tale til dem:

”Vi skylder jer stor taknemlighed, borgere. For medens Vi var på rejse langt borte for at drage omsorg for almenvellet, løb den frække ungdom grassat inde i Byen, medens de rovgriske baroner udenfor hærgede agrene og stræbte efter politiske omvæltninger. Men I forblev tro, og da Vi omsider vendte tilbage, overgav I Os Byen i god behold. Vi må fremhæve jeres trofasthed og klogskab: trofasthed, fordi I ikke hørte på dem, som forsøgte at adskille jer fra jeres sande herre; klogskab, fordi I dermed drog omsorg for jeres eget vel. For hvad kan være mere fordelagtigt for byen Rom end at underholde den kurie, som den selv bliver underholdt af, og som bringer jer rigdomme fra alle lande? Og hvad er mere ærefuldt end at stå under den herre, der har magt over alle dødelige, og som er Sankt Peters efterfølger og Jesu Kristi stedfortræder, hvis fødder alle konger ønsker at kysse, og som Gud har givet at åbne eller lukke Himmerigets porte. Det er klogt af jer at vise trofasthed over for denne herre: at tjene ham er det samme som at herske. Men Vi har nu ikke hidkaldt jer for at rose jer, men af en anden grund.

Vi har hørt, at der er mange, som fylder jeres øren med ondsindede og falske rygter. De anklager Os for at være krigsgal, fordi Vi valgte krig, da Vi kunne have fred, og fordi Vi efter sigende støtter en uretfærdig sag i Kongeriget Sicilien. Dette skal have ført til krig hjemme hos os selv og omkring Byens mure, og til at I bliver straffet for noget, som er Vor skyld. På den baggrund har Vi fundet det nødvendigt at indkalde jer til dette møde for at redegøre for grundene til krigen. I vil således forstå, at også Vi hader krig og elsker fred og ro; men denne krig er ikke blot retfærdig, den er også blevet Os påtvunget udefra.

Vi vil ikke underholde jer med den slags fantasier og ligegyldige vrøvl, som glæder og støtter Vore fjender. Vi vil fremføre den enkle og nøgne sandhed. Hvis man overhovedet kan se sandheden, stråler den mere end Lucifer og Hesperus^[15], og den sejrer altid til sidst. Kun Gud kender menneskenes hjerter; Han gransker selv menneskenes nyrer, og Han ser og ved, at Vi ikke lyver. Intet er os kærere end freden, intet mere velkomment. Som Taleren^[16] siger det, er frihedens navn sødt og dens virkelighed både frydefuld og helsebringende. I fredstid adlyder man lovene, sørger for sine undersåtter, og tjener Gud: ingen forbryder sig ustraffet, dyden får sin belønning og lasten sin straf. I krigstid derimod trives ondskab, og der gøres ingen forskel mellem de guddommelige og de menneskelige ting. Vi hader en krig, der ikke fører til fred. Vi afskyr nedslagtning af mennesker, og Vi tørster ikke efter menneskeblod. Det er ikke Vort embedes opgave at drage sværdet eller at så splid. Vort hjerte ønsker intet højere end ro og fred for Vore undersåtter.

Men hør nu, hvordan Vi blev trukket ind i denne krig. Det kan fortælles kort. Da tyrkernes fyrste, Mehmed, for nogle år siden erobrede kongebyen Konstantinopel, blev han opblæst af sejren og truede med at ødelægge ikke bare Grækenland, men også Ungarn, Italien, Tyskland og de øvrige kristne riger. På det tidspunkt stod Italien i krigens flammer. Vor forgænger, pave Nicolaus, tog da initiativ til, at alle de italienske magter skulle mødes og nedlægge våbnene. For at de lettere kunne drage imod religionens fjende, tyrkerne, skulle de ikke bare slutte indbyrdes fred, de skulle også indgå en pagt om at komme hinanden til hjælp, hvis nogen af dem blev angrebet af et af de andre medlemmer af forbundet.^[17] Paven blev gjort til forbundets førstemand, beskytter og leder. På den tid levede kong Alfonso af Aragonien og Sicilien, berømt og mægtig i kraft af sin magt og kløgt. Han fik tildelt førstepladsen i forbundet efter paven og det både i sit eget navn og i sin søn Ferrantes, den fremtidige konge og arving. Skønt Ferrante var født uden for ægteskab, var han ved pavelige privilegiebreve blevet legitimeret som arving til Kongeriget. Det var Nicolaus, som overtalte de italienske magter til at indgå forbundet, hans efterfølger Calixtus bifaldt det, og Vi selv har med tilslutning fra Vore brødre^[18] bekræftet det. Da Alfonso døde, levede Calixtus stadig væk, og Alfonsos søn krævede nu Kongeriget af ham. Men det afviste paven. Han erklærede, at Kongeriget var hjemfaldent til Kirken, og at han ville hævde Kirkens ret dertil med våben om nødvendigt. Om han gjorde dette med rette eller med urette, er irrelevant her, for Calixtus’ planer blev bremset af døden, som indhentede ham fyrre dage efter Alfonsos død.

Da Vi efterfulgte Calixtus, fandt vi Kirkestaten^[19] i krise og under angreb fra alle sider. Piccinino var ved forræderi trængt ind i Assisi, Gualdo og Nocera. Kommandanterne, som Calixtus’ nevø, Borgia, havde indsat, nægtede at tilbagegive Kirkens stærktbefæstede borge. Ferrante forlangte at komme i legitim besiddelse af sit Kongerige, og hvis ikke han opnåede det, truede han med krig. Vi selv havde ingen soldater. Piccinino kæmpede for Ferrante, og hertugen af Milano var hans ven. Vi så, at en stor fare hang over Kirken og forelagde sagen for senatet^[20]. Alle kardinalerne, også de franske, gik ind for at anerkende Ferrante som konge. Kardinal Latino Orsini blev sendt til Kongeriget for at overdrage Ferrante riget og krone ham.

Selvom kong René skulle gøre retligt krav på Kongeriget, var det ikke rent faktisk blevet taget fra ham, for alle Kongerigets fyrster, hertuger, baroner, grever og indbyggere adlød jo på det tidspunkt Ferrante. De havde selv ansøgt paven om, at Ferrante blev anerkendt som konge, og de aflagde ed til ham. Så enten tilhørte Kongeriget Ferrante i kraft af faderens testamente, og det blev så givet ham med rette, eller også tilhørte det René, og intet blev taget fra ham, fordi de apostoliske breve udstedes under forbehold for andres rettigheder. Men da det juridiske spørgsmål var tvivlsomt, og de begge førte titlen som konge af Sicilien, kunne man med rimelighed fortrække den, der havde riget i sin faktiske besiddelse. Hvis ingen af dem havde ret, så led den af dem ingen skade, hvis ret ikke blev anerkendt. Hvis rigets hjemfald^[21] til Kirken som kirkeligt len var legitimt og Calixtus’ erklæring retsgyldig, hvordan kan så René eller nogen anden beklage sig, hvis Vi sammen med Vore brødre har givet Kongeriget til Ferrante?^[22]

Hver gang Renés oratorer har henvendt sig til Os om Kongeriget, har Vi tilbudt en rettergang – både her i Rom, inden Vi drog af sted, og senere under kongressen i Mantova og i Siena. Men René stolede mere på militær magt end på retten, for medens Vi var i Mantova og havde fuldt op at gøre med tyrkerspørgsmålet, sendte han sin søn med en stærk flåde til Kongeriget. Flåden havde han udrustet for de penge, som kardinalen af Avignon havde indsamlet tre år før, og som var den tiende fra den franske gejstlighed, som var blevet lovet til krigen imod tyrkerne. René ansporede Kongerigets baroner til oprør, forstyrrede freden i disse egne, og hærgede alt med røveri, mord og brand. Han forhindrede felttoget imod tyrkerne, og han gjorde, hvad han kunne, for at skade den kristne religion, selvom Vi stadig tør håbe på, at Vore bestræbelser for det fælles vel ikke har været helt forgæves.

Da Ferrantes undersåtter svigtede ham, og fjendernes hære gradvis fik overtaget, indså han, at han var i fare og forudså sit nederlag. Han søgte da hjælp fra Os som sin overherre. Han erindrede om det ovennævnte forbund. Han bønfaldt om, at Vi ikke svigtede ham i hans nød og ikke tilsidesatte det svorne løfte. Vi lovede ham hjælp og bød ham være ved godt mod. Men før Vi lod hjælpetropper drage ind i Kongeriget, sendte Vi en højtstående og retskaffen person, nemlig ærkebiskoppen af Ravenna, dertil for at befale begge parter at afstå fra våbenmagt og at søge en fredelig løsning enten ved venners mægling eller ved rettens gang. Ærkebiskoppen var nødt til at rejse igennem områder, som allerede havde underkastet sig René. Han søgte Renés søn om frit lejde, men denne svarede, at han blevet udsendt af sin fader for at føre krig, ikke for at søge fred.

I mellemtiden pressede han Ferrante hårdt og var nær ved at fordrive ham fra Kongeriget: i så høj grad havde undersåtternes omskiftelighed og troløshed ændret situationen. Det forekom Os aldeles uacceptabelt, at den mand, som Vi selv havde anerkendt som konge, kunne blive fortrængt fra sit fædrene rige med våbenmagt, uden rettergang og uden lovlig procedure. Når Vi sendte hjælpetropper, var det ikke for at berøve René Kongeriget, men for at beskytte Ferrante i hans besiddelse deraf. Dette påhvilede Os ikke blot i kraft af traktaten, men også i kraft af den Romerske Kirkes overhøjhed over Kongeriget.

Selvom hjælpeaktionen ikke faldt heldigt ud – for Vore styrker blev slået og fjenderne gik til angreb på Os og hærger Vort territorium – så er Vi ikke desto mindre overbevist om Vor sags retfærdighed. Det er ikke altid, at den retfærdige sag vinder. Vi læser hos digteren, at ”guderne støttede den sejrende sag, men Cato den tabende.”^[23] Ofte er kristne og jøder faldet i krig, medens de kæmpede for deres religion. Vi bekender, at enhver sejr kommer fra Gud, men nogle sejre forårsages af Gud selv, medens han blot tillader andre. Vi kan heller ikke gennemtrænge Guds uudgrundelige mysterier – hans domme er afgrundsdybe.^[24] Men for så vidt som det tilkommer mennesker at dømme, er der ingen, som kan sige, at Vor krig er uretfærdig. Lad være, at Vore styrker en enkelt gang har lidt nederlag: således behagede det Gud, og det skyldtes ikke fjendens retfærdighed, for hans sag er helt igennem uretfærdig. Som profeten siger det, har vor Gud revset os, men han har ikke overgivet os til døden^[25]. Mange er den retfærdiges trængsler, men Herren vil udfri ham fra dem alle.^[26] Hvad nytter det at tale om den modsatte parts retfærdighed, når han selv har forkastet den retmæssige dommers retfærdighed, valgt voldens vej og grebet til våbenmagt på trods af sin overherres forbud? ^[27] Med denne handling tilsidesatte Anjou enhver ret, han måtte have haft – og dette ikke mindst fordi han modarbejdede vore bestræbelser med hensyn til forsvaret af troen imod tyrkerne.

I indser nu klart, borgere^[28], at Vor sag er retfærdig, og at Vi på Vor side ikke har givet Vore modstandere nogen rimelig grund til at beklage sig. Men hør så nu, hvilken uret disse selv har begået mod Os. Vi forbigår de mange skrifter, hvori de har forsøgt at besmudse Vort navn, og de legationer, der er udsendt for at opildne fyrsterne imod Os. Vi tier om de forhindringer, man har lagt i vejen for forberedelserne til et felttog mod tyrkerne, da dette vedrører troens sag. Vi forbigår, hvordan Jacopo Piccinino, da han kæmpede for Os imod Vore modstandere, overgav sig til dem uden ordre fra Os og forsøgte at fravriste Os byen Ascoli med list.

For at fatte Os i korthed fortier Vi også mange andre ting. Men Vi kan ikke fortie dette ene, som samme Piccinino for nylig har meddelt Os: at han nu kæmper for hertug Jean af Kalabrien, og at han har fået befaling til at angribe ikke bare Orsinierne, men også Os selv, vore undersåtter, romerne, Byen og hele Kirkestaten^[29]. Hidtil har han gjort mindre, end han havde fået ordre til. Nu vil han gøre mere og hærge overalt med ild og sværd. Både fra dem, som for nyligt blev arresteret, og fra breve mellem de sammensvorne (som på mirakuløs vis er faldet i Vore hænder) har Vi sikker underretning om følgende: Jacopo Piccinino havde aftalt med Tiburzio og adskillige af baronerne i Roms omkreds, at de skulle hærge det romerske territorium og lægge Tivoli øde. Efter at ungdommen havde åbnet byportene, skulle de så drage ind Byen og udlægge kuriefolkenes, handelsfolkenes og de velhavende borgeres huse til udplyndring. Camerlengoen^[30] skulle tages til fange, og hans formue deles imellem dem. Vor egen nevø skulle myrdes, jeres døtre og hustruer voldtages, jeres sønner bortføres til miltærtjeneste, og der skulle begås mange andre usigelige forbrydelser. Det var utvivlsomt lykkedes for dem, hvis ikke Vor hær var hastet fra Abruzzo og gået imod Jacopo, og hvis ikke Vi selv havde fremskyndet Vor rejse til byen. Vi takker Gud, fordi han har afværget så skændige og så onde anslag.

Hvordan kan man betegne sådanne modstandere som retfærdige? Hvad er Jeans undskyldning for at planlægge den slags imod Os og kalde sig hertug af Kalabrien? Hvis han er hertug af Kalabrien og kongens fremtidige arving, så er han også Vor egen undersåt, og hvad er vel mere skændigt end at svigte troskabspligten mod sin lovformelige herre? Selvom han skulle hævde, at Piccininos angreb intet har med Kongeriget at gøre, så er han dog kristen. Og hvilken kristen vover at forfølge Kristi Stedfortræder? Og hvordan kan han med god samvittighed gøre brug af Piccinino, der sonderer alle i Kirkens territorium for at se, om der skulle være nogen, der lige som han selv er til fals for overtalelse eller penge. Men hvorfor nævner vi specielt Piccinino, når man overhovedet ikke kan stole på våbenmagt, og alle militærfolk er notoriske forbrydere og berygtede for mened. De hærger byer og riger som var de selve djævelens tjenere.

Men nok om Piccinino, der stammer fra Perugia og blot følger sine egne hjemlige forbilleder. Til gengæld kan vi ikke undre os nok over Jean. Vi ville have troet, at han der er af kongeligt blod, ville afvise sådanne forbrydelser med foragt.

Nogle folk påstår, at hverken Jean eller Piccinino har grebet til våben imod os, men at de kun er gået i krig mod Orsinierne. Men det, som Vi har sagt jer, det har Vi sikker underretning om. Det er fuldstændig sandt, og det andet er forkert. Men selvom det kun var Orsinierne, de havde angrebet, er så ikke også Orsinierne Kirkens undersåtter? De, der skader Orsinierne, skader de ikke også Os? Så længe de er loyale over for Os, må vi beskytte ikke bare Orsinierne, men også Colonnaerne, Contierne og Savellierne. Den, der kæmper mod dem, kæmper mod Os. Det er derfor aldeles velberettiget, at Vi har grebet til våben, og at Vi har påtaget os en retfærdig krig for at redde Vore undersåtter.

Men da Vi nu har nævnt Savellierne, skal I vide, at Jacopo Savelli er en af dem, som har sammensvoret sig med Piccinino. Hvis han nægter det, så er beviset den garnison, som Piccinino har udstationeret hos ham i Palombara. Vi har anmodet Savelli om at besinde sig og uddrive braccianerne, og Vi har meddelt ham, at Vi er villige til at tilgive ham hans tidligere forseelser. Men Savelli har ikke ønsket at høre Os. Senatoren har fordømt ham på Kapitol. Vi har straffet ham med rette, men Vi vil spare ham, hvis han forbedrer sig, og Vi vil vise Os som en god fader for ham, hvis han vender tilbage til Os.

Vi elsker altså ikke krigen; det er ikke af egen drift, at Vi griber til våben, og Vi kæmper ikke for en ligegyldig sag. Borgere, vi er gået i krig for at beskytte troen, for at bevare Kirkens autoritet, for undersåtternes fred og ro, for borgernes frelse, for arnerne, for altrene, for jeres hustruer og børn. Vi er heller ikke de første, som har grebet til våben for Kongeriget Sicilien, som tilhører Kirken. I husker vel næsten alle Eugenius IV og Martinus V. Jeres fædre så paverne Clemens, Bonifacius, Nicolaus. Alle gik de - til den Romerske Stols ære – i krig for, at de konger, som de selv havde indsat, kunne bevare Kongeriget.

Lad de tomme rygter høre op, og lad dem tie stille, der påstår, at Vi fører krig uden grund. Kære sønner, lad være at lytte til deres stemmer. Bring de onde tunger til tavshed, og hør kun på dem, der taler sandt. Hvis nogen pave nogensinde har elsket fred og ro i denne By, så er det Os, for Vi elsker Rom som vort fædreland. I forhold til den Apostoliske Stol anser og elsker Vi jer som sønner, i forhold til fædrelandskærligheden som brødre, og i forhold til forfædrenes berømmelse som fædre. For Vi er jo også selv af romersk oprindelse: Piccolominiernes hus, som vi stammer fra, kom til Siena fra denne By, således som den meget hyppige brug af navnene Æneas og Silvius i Vor familie vidner om.

Vore modstandere påstår, at Vi hader denne by^[31]. Hvordan^[32] kan de dog sige dette? Af hvilken grund? Og med hvilket påskud^[33]? Vor slægt stammer herfra. Romerne og sieneserne har altid været venner. Her blev Vi viet til præst og til biskop. Her blev Vi ophøjet til kardinal og til den øverste apostelgerning^[34]. Hvem kan hade den by, hvor han er blevet overøst med de største hædersbevisninger, hvor han altid har været afholdt, og aldrig er blevet forulempet? Vi elsker jer, borgere^[35], og sætter jer højere end alle andre mennesker, og intet ligger Os mere på sinde end at overøse det romerske folk med æresbevisninger og rigdomme. Men dette kan ikke ske uden fred. Derfor har vi altid søgt freden. Men hvor retfærdigheden og nødvendigheden forlanger det, så er Vi parat ikke blot til kæmpe, men også til at give Vort liv for, at den Apostoliske Stols værdighed eller denne bys ære ikke skal gå til grunde. Vi har aldrig tidligere afvist en fred, der var ærlig og ærefuld, og Vi vil heller aldrig gøre det i fremtiden.

Det var, borgere, hvad Vi syntes, I skulle vide. Vi har læst op af sibyllens blad. Den, som påstår noget andet, er løgnagtig og bedragerisk. Lyt ikke til løgnere, og bryd ikke sammen, fordi I må udholde nogle få gener. Efter stormen kommer roen. Hold ud lidt endnu: snart vil denne krig være slut, og den smukkeste fred vil blive genskabt til jeres og Vor ære.”

Med disse ord sluttede paven. Romerne blev glade, fordi de forstod, at deres herre ikke bare havde modet med sig, men også retten og retfærdigheden. De takkede ham overstrømmende, fordi han havde forklaret om krigens oprindelse, forløb og årsager, da disse var ukendte for mange. De stillede ikke bare deres formuer til rådighed for paven, men også sig selv, deres hustruer og børn, uanset hvor farligt det måtte blive, for det var fjenden, som havde begyndt en uretfærdig og ugudelig krig.

5.5. Malatestas troløshed. Et mirakel i Siena

Medens disse ting foregik, forsøgte forbrydelsens mester, Sigismondo Malatesta, at tilrive sig Senigallia på samme måde, som han tidligere og i modstrid med den indgåede traktat havde fravristet paven Mondavio og Montemarciano. Da det ikke lykkedes ham, ødelagde han alle møllerne. Han sendte også hjælp til folkene fra Ancona i deres grænsestridigheder med folkene fra Jesi. Hans søn, Roberto, der slægtede sit ophav på, anførte tropperne og drog til området ved Jesi, hvor han hærgede alt med sværd og ild og bortførte både mennesker og kvæg.

Det rygtedes også, at en ærværdig munk fra Siena havde sat et billede af den hellige Jomfru op i sit kapel, der lå i området ved Penne di San Marino. Områdets indbyggere strømmede til, fordi man mente, at billedet gjorde mirakler. Sigismondo blev forbitret herover og befalede munken at fjerne billedet. Da munken ikke adlød, sendte Sigismondo nogle folk, som skulle tage ham til fange ved nattetid og føre ham til sig for at blive straffet. De pågreb ham, kneblede ham og førte ham med sig, og da de havde gået hele natten og mente, at de var nået til Rimini, opdagede de ved morgengry, at de var ved kapellet, hvor billedet var ophængt. Rasende hængte de fangen op i et højt kors, som munken selv havde rejst tre dage før som vejviser ved en korsvej. Men da attentatmændene var taget bort, gik rebet i stykker og munken faldt ned. Han blev fundet af bønderne, plejet og genoplivet. Sigismondos velbekendte grusomhed og ugudelighed taler for, at rygtet er sandt.

5.6. Luigi Attis grusomhed

På den tid var Luigi Atti tyran af Sassoferrato, en vigtig by i Piceno og kardinal Alessandro af Santa Susannas fødeby. Kort før de ovennævnte begivenheder lod Luigi sin brodersøn kaste i lænker og henrette ved kvælning. Dette gjorde han af frygt for, at nevøen skulle fordrive ham fra tyranmagten eller gør krav på en del af herredømmet. Alle fyrster vil jo herske alene. Byboerne var oprørte over slægtningemordet og proklamerede Kirken som deres overherre. Pavens nevø, kardinalen af Siena, Francesco Piccolomini, var på det tidspunkt apostolisk legat i Piceno. Han kom til stede med en skare af provinsens beboere, tog byen i besiddelse og belejrede morderen i byens fæstning. Luigi mistede modet og overgav sig på den betingelse, at han fik tilladelse til at drage uskadt bort, og at han udover tabet af den fædrene arv ikke skulle have yderlige straf for sin alvorlige forbrydelse. På denne måde afkastede borgerne fra Sassoferrato tyranniets åg og vendte tilbage til Kirkens milde styre.

Medens Luigi således i nogen grad blev straffet for mordet på en nær slægtning, blev Braccio fra Perugia overhovedet ikke straffet for et andet drab på en nær slægtning, der blev begået samme år. Familien Baglioni, der hørte til de fornemste i Perugia, havde fætrene Pandolfo og Braccio som overhoveder. Med sin hustru Pentesilea, der var fra Siena, havde Pandolfo en ung søn og tre døtre. Braccio havde tre brødre. Byen Spello tilhører Kirken og ligger mellem Assisi og Foligno på en bakkehøj med udsigt over den smukkeste dal i hele Umbrien. Denne by havde Kirken tidligere givet familien Baglioni som fælles lensbesiddelse. Men Pandolfos fader, der stod pave Martinus V nær, opnåede, at hans broder blev forbigået, og at han selv fik byen i personlig besiddelse. Da han døde, efterlod han den til sønnen Pandolfo. Længe skjulte Braccio sine følelser over denne krænkelse, men til sidst besluttede han at hævne sig. En torsdag i november dukkede han op på torvet omgivet af sine venner, der havde våben skjult under kapperne. Han hilste på Pandolfo, der kom ham i møde og talte venskabeligt med ham, indtil han så Pandolfos søn komme hen til dem. Så gav han tegn til vennerne. En af dem trak sit sværd og gennemborede Pandolfo bagfra og kastede ham til jorden. Herefter kvalte Braccio ham med egne hænder, medens han lå på jorden. Idet han udåndede, fremstønnede han ”Ak, min fader!” Mere sagde han ikke, men lukkede øjnene og gik ind til den evige hvile.

Hans ord blev tolket på to måder: den ene var, at faderen havde advaret Pandolfo om aldrig at tage til Perugia sammen med sønnen. Den anden var, at faderen havde efterladt sig en ond arv, en fordærvet besiddelse. Medens Pandolfo blev myrdet, gik andre til angreb på sønnen. Denne flygtede, men blev pågrebet og gennemboret. Sammen med ham blev den rige og ansete borger Crispoldo myrdet, medens han forsøgte at beskytte ynglingen. Denne skændige forbrydelse forblev ustraffet på grund af gerningsmandens magtposition. Næsten hele byen bakkede op om Braccio i en sådan grad, at han forekom at være deres herre snarere end deres medborger. Enten måtte man angribe hele byen eller også måtte man lade forbrydelsen forblive ustraffet. Meddelelsen om den begåede ugerning var i sig selv meget bitter for paven, men endnu mere bitter blev den, fordi han ikke kunne straffe den. Konger må finde sig i meget, paver i endnu mere, og det er langt fra altid sikkert at straffe misdædere.

5.7. Dens skotske konge dør

Kort tid forinden^[36] omkom den unge konge af Skotland under et felttog imod englænderne. Medens han anførte et voldsomt angreb på en borg^[37], som fjenden havde erobret fra ham, gik han hen til en bombard^[38], der var ved at blive antændt, og blev ramt af et fragment af en kanonkugle. Da Pius fik meddelelse om ulykken, lod han afholde sørgehøjtideligheder for den afdøde.

Omtrent på samme tid tvang kongen af Bosnien^[39] de mange manikæere i hans kongerige til enten at modtage Kristi dåb eller at forlade riget uden deres besiddelser. Dette gjorde han for at udsone overgivelsen af Senderovia til tyrkerne og for at vise sin loyalitet over for religionen – eller efter manges mening som dække over sin egen havesyge. Omkring 12.000 blev døbt. Fyrre eller lidt flere søgte tilflugt hos hertug Stefan af Bosnien, der var deres fælle i vantro. Tre førende kættere, der havde stor indflydelse ved kongens hof, blev ført i lænker af biskoppen af Nona til paven. Pius lod dem anbringe i forskellige klostre og lære om den kristne tro. Kardinal Juan af San Sisto kaldte dem ofte til sig og underviste dem og overbeviste dem til sidst om, at de skulle afsværge deres vranglære og acceptere den ufejlbarlige Romerske Kirkes trossætninger. Da de var blevet udsonet med Kirken, sendte paven dem tilbage til kongen. To af dem forblev standhaftige i troen, men den tredje vendte som en hund tilbage til sit eget opkast, undslap på rejsen og søgte tilflugt hos hertug Stefan.

Den 29. december 1460 efter Kristi fødsel fik pave Pius meddelelse om den berømmelige Guarino Veroneses død ^[40]. Hans død foregik på en måde, der var en kristen værdig. Alle lærde begræd hans bortgang, i særdeleshed hans elever, der var kommet til ham fra hele Europa, og som han underviste i græsk og latinsk sprog og litteratur. Han oversatte adskillige bøger fra græsk til latin, og det er i kraft af hans indsats, at vi i dag kan læse Strabo på latin. Han efterlod sig lærde sønner. Der blev skrevet mange mindeord om ham. Ingen lærd fra vor egen tid har efterladt sig et bedre omdømme. Han er begravet i Ferrara.

5.8. Kardinal Bessarions mission i Tyskland

Kardinal Bessarion af Nikæa var i mellemtiden blevet sendt fra Mantova som apostolisk legat til Tyskland. Da han nåede frem til kejseren i Østrig, fandt han, at krigens flammer blussede overalt. Til den ene side blev kejseren truet af ungarerne og til den anden af sin bror Albrecht og af fyrst Ludwig af Bayern. Da kong Georg af Bøhmen modtog sit rige som len, havde han svoret kejseren troskab. Ikke desto mindre konspirerede han nu imod ham og stræbte selv efter kejsermagten. Med store løfter havde han bestukket to af kurfyrsterne, den udvalgte ærkebiskop af Mainz og palatinergreven, Friedrich, til at stemme på sig, når han søgte om kejsermagten. For kejser Friedrich havde vist sig uduelig, og han ville utvivlsomt hellere trække sig tilbage, når det blev forlangt af ham, end han ville komme den betrængte stat til undsætning. Han havde faktisk allerede selv drøftet dette med Friedrich, selvom han hverken havde fået tilsagn eller afslag. Også markgreve Albrecht af Brandenburg blev bedt om at arbejde for denne sag hos sin bror, kurfyrsten. Han lovede at gøre dette, idet han frygtede, at et afslag ville føre til en tilnærmelse mellem kongen af Bøhmen og hans egen fjende, Ludwig. Der blev holdt adskillige møder om sagen, snart i Nürnberg, snart i Bamberg. Til sidst kaldte kong Georg fyrsterne til sig i Eger. Da man der spurgte markgreve af Brandenburg, kurfyrst Friedrich, om hans holdning til kejsermagten, og om den skulle gives til kongen af Bøhmen, svarede han: ”Jeg vil hellere dø end at bifalde denne ansøgning.” Forsamlingen blev opløst. Fra den tid af favoriserede kong Georg åbent kætterne, pustede til stridighederne blandt de tyske, og konspirerede stadig mere flittigt imod kejseren.

Kardinalen af Nikæa havde næsten opgivet alt håb om et positivt resultat. Alligevel kaldte han fyrsterne af den tyske nation til sig i Østrig for at forlange, at de opfyldte løfterne, som var givet i Mantova. Fyrsterne kom ikke selv, men sendte legater, og disse kom kun for at tale, ikke for at handle. Alle kom de med udflugter, søgte alle mulige påskud til at gøre indsigelser, og henviste til stridighederne mellem fyrsterne. Ingen lyttede til kardinalens argumenter. For ikke lade noget ugjort til gavn for sagen, drog han til Nürnberg og nåede helt til Mainz. Alle de fyrster og folk, som han mødte på sin rejse, bønfaldt han om ikke at svigte troen i dens nød og om ikke at lade tyrkernes magt vokse, men at drage imod fjenden, medens denne endnu kunne besejres. Men alle lukkede ørerne og affejede hans ord som tom snak. Ingen lovede at komme religionen til undsætning.

5.9. Ærkebispen af Mainz’ manøvrer

I mellemtiden udløb terminerne for Diethers tilbagebetaling af 14.000 dukater til de handelsmænd, der havde indbetalt pengene for ham til det Apostoliske Kammer, og han blev derfor exkommuniceret. Oprørt over at nogen vovede at forbyde ham at berøre Kristi blod^[41], begyndte han nu at forfølge den Romerske Kirke offentligt, som han tidligere havde gjort det i det skjulte. Han indkaldte tyskerne til møder om denne sag, og man hørte ham ofte sige følgende: ”Der er to ting, der virkelig optager mig, og som jeg gerne ville dø for at udrette. Den ene er at afsætte den uduelige kejser, der regerer os, og sætte en anden, dygtig kejser i hans sted. Den anden er, at vi afkaster den Apostoliske Stols åg: ligesom vi har vores frihed i de verdslige sager, skal vi ikke længere være slaver i de åndelige.”

I Mainz udspyede han al sin galde: ”Hvad gør vi, tyske mænd? Skal vi altid forblive slaver? Skal vi fortsat acceptere alt, hvad den Romerske Stol måtte byde os, som var det en lov? Skal vi stadig sende vore penge og vore formuer derned, og vil vi aldrig nogensinde forstå, hvor meget de bedrager os? Hvad vil man med dette fingerede felttog imod tyrkerne? Hvorfor beder man om tiender? Hvorfor udsteder man aflad, hvis ikke det er for at puge penge sammen. Kejseren vil have penge, paven vil have penge. Vi forgylder Italien og Østrig, Ungarns nabo. Vi kan intet opnå ved den Romerske Kurie uden penge. Det mærker jeg selv nu, da jeg skal købe bekræftelsen af mit valg for 20.000 dukater. Fordi jeg ikke kunne betale hurtigt, er jeg blevet exkommuniceret. Ærkebiskoppen af Trier måtte i sin tid købe sin kirke for dobbelt så meget. Og hvad skal jeg sige om de øvrige ting? Ethvert gejstligt embede bliver tildelt for penge. Hvor mange penge tror I, vi øser ud på løftebreve^[42], på dispensationer, på tilladelser? Det er ufatteligt, hvor mange penge den Romerske Kurie får ud af os. Medens vi selv bliver fattige, gør vi den rig. Franskmændene er meget klogere end os. De søger hverken om bispestolene eller de mindre embeder fra paven. Hvorfor tiltræder vi ikke den Pragmatiske Sanktion og plejer vore egne interesser?^[43] Fat mod, brødre, og forlang nu endelig den frihed, der betyder så meget for jeres folk. For mit eget vedkommende appellerer jeg nu til et fremtidigt koncil^[44], så at jeg ikke fortsat skal blive plaget med urimelige foranstaltninger. Hvis I finder det rigtigt, så slut jer til min appel i hele den tyske nations navn, den nation som den apostoliske legat vil afkræve tiender og belemre med strenge sanktioner.”

Da han havde talt således, syntes en del, at han var ugudelig og vanvittig, men mange andre, at han var en klog og god mand, der tog vare på nationens interesser. Dog var der kun meget få, som vovede at tilslutte sig hans appel, idet de frygtede kirkestraffen, som var indeholdt i dekretet fra Mantova, og idet de ikke var ganske uden gudsfrygt. Men Diethers troløse adfærd bevirkede, at alle kardinalen af Nikæas bestræbelser var forgæves.

5.10. Oprør i Genova

I Genova, Liguriens hovedstad, havde franskmændene på dette tidspunkt herredømmet – til stor skade for kong Ferrante. Deres flåder blev udrustet i Genova og hærgede Det Tyrrhenske Hav^[45], kysterne ved Gaeta og Napoli og hele det kalabriske kystområde. Nu sendte Prospero Adorno legater til paven med et budskab om, at han kunne uddrive franskmændene fra Genova og tilrive sig herredømmet over byen, hvis han blev hjulpet med penge. Dette ville i høj grad hjælpe Ferrante, hvis ven han var. Paven bevilgede den ønskede sum på 2.000 dukater.

Prospero sendte bud efter sine venner, og på den fastsatte dag^[46] drog han bevæbnet ind i byen gennem en port, som hans medsammensvorne åbnede for ham. Her proklamerede han byens frihed og franskmændenes ødelæggelse. Befolkningen kom ham til hjælp; han blev udråbt til doge og besatte paladset. Den franske guvernør, Louis Vallier, søgte skrækslagen tilflugt i fæstningen, Castelletto, hvor hele den franske garnison samledes. De adelige, der var på franskmændenes parti, forlod byen og søgte tilflugt i deres egne byer. Belejringsmaskiner af enhver art blev bragt til fæstningen, som blev angrebet på det heftigste. De belejrede forsvarede sig energisk – der skal have været omkring 500 tapre mænd inde i fæstningen. Belejringen trak ud i mange dage, og både belejrerne og de belejrede led mange kvaler, idet de sidste led af sult, medens de første manglede kræfter til at angribe.

I mellemtiden samlede kong Charles af Frankrig store styrker til lands og til vands for at komme de belejrede til undsætning. Han udnævnte baillien af Coutances til anfører af landstyrken, medens flåden stod under hertug René af Anjou, ham der kalder sig konge af Sicilien og i øvrigt ikke har held i krig.

Da Prospero hørte, at fjenderne nærmede sig, hidkaldte han ærkebiskop Paolo og gjorde ham til sin forbundsfælle i krigen. Ærkebiskoppen tilhørte familien Fregoso. Hans broder Pietro var kort forinden blevet dræbt af franskmændene, da Prospero angreb byen. Befolkningen blev bevæbnet og gik modigt fjenden i møde vel vidende, at hvis ikke de vandt, ville det være en katastrofe. Franskmændenes landstyrker rykkede så hastigt frem, at man skulle tro, de bare var på plyndringstogt. Slaget blev udkæmpet foran byen på et område, der var ret snævert og ukendt for de fremmede soldater, og som egnede sig mere for fodfolk end for rytteri. Ærkebiskoppen lod fuldstændig hånt om sin gejstlige stand og kastede sig før alle andre ud i kampen. Han sprang af hesten, gik – udrustet med skjold, hjelm og brynje – som den første til angreb på fjenden og dræbte en del franskmænd. Det siges, at han med egen hånd fældede 15 modige mænd, der ikke ville vige for ham. Så lidenskabeligt ønskede han at hævne drabet på sin broder. På begge sider blev der kæmpet hårdt og forbitret. Franskmændene blev opildnet både af skammen over tabet af byen og af håbet om at genvinde den, og ligurerne af frygten for straffen og for at miste deres frihed. Rasende vrede opflammede begge sider. Længe var det tvivlsomt, hvem sejren ville tilfalde, men til sidst begyndte franskmændene at vige. Ligurerne forfulgte dem, gennemborede dem bagfra og forvoldte et forfærdeligt blodbad.

I mellemtiden sejlede René med sin flåde ind i havnen og angreb byen. Der opstod nu en så forfærdelig tummel og panik i staden, at man skulle tro, den allerede var blevet erobret. Men da den sejrende hær foran byen havde dræbt eller slået franskmændene på flugt, kom den tilbage til byen, hvorpå René gav sine folk signal til at vende tilbage til skibene. En stor del af dem blev under den ilsomme flugt til skibene enten dræbt bagfra af ligurerne eller opslugt af de grådige bølger. René var nu besejret både til lands og til vands og søgte tilbage til Savona med sin flåde i komplet uorden. Genueserne åndede lettet op og festede i dagevis.

Over 4.000 tusind franskmænd skal være druknet eller dræbt i kamp. Så længe Vi selv kan huske tilbage, har italienerne ikke udgydt så meget blod i et enkelt slag eller kæmpet med fremmede folk. Når de selv kæmper indbyrdes, er deres slag ublodige. De kæmper på samme måde som deres fjender.

For Prospero var sejren hverken gunstig eller lykkebringende: hans fædreland viste ingen taknemlighed over, at man under hans ledelse havde triumferet over den grusomme fjende, men fratog ham værdigheden som doge og indsatte i stedet for Spinetta af slægten Fregoso. De franskmænd, der var blevet tilbage i fæstningen, og som med egne øjne havde set deres landsmænds nederlag, reddede sig ved en aftale om overgivelse af fæstningen. Denne blev givet i Ludovico Fregoso og ærkebiskoppens varetægt.

Få dage efter abdicerede Spinetta som doge, da han var uegnet til at regere. Ludovico overtog dogeværdigheden, men kort tid efter omstyrtede ærkebiskop Paolo ham med våbenmagt, indtog paladset og tilrev sig dogeværdigheden. Ludovico søgte nu tilflugt i fæstningen, bemægtigede sig det tårn, der blev holdt i ærkebiskoppens navn, og begynde at true byboerne, som i øvrigt ikke var særligt glade for at have ærkebiskoppen som doge. Til sidst blev parterne enige om, at ærkebiskoppen skulle abdicere mod at få en sum penge, og at Ludovico skulle genindsættes i sit tidligere embede. Så stor en regeringsomvæltning må forekomme eftertiden utrolig, og Vi ville heller ikke selv have troet på beretningen, hvis ikke vores egen tidsalder havde budt på fortilfælde. I vores tid har regeringsmagten over denne by ofte skiftet to eller tre gange på samme dag, og der er ikke nogen anden by i hele Europa, hvor fyrsterne er blevet udskiftet så ofte, som det er sket i denne generation.

Når genueserne er herrer i deres eget hus, vælger de enten en doge, som har den øverste magt, eller også udnævner de et antal ledere^[47], hvis magtbeføjelser dog aldrig varer længe ad gangen. Der er tre partier: Popolari, Cappellacci, og Nobili. Dogerne kommer fra Capellaccierne, hvis familier har store formuer og mange klienter. Popolari er folkets parti. Nobili styrer ikke selv byen, men de styrer de styrende, for de ejer mange landsbyer omkring byen, og de er mægtige både på rigdom og netværk i byen. Hvad de ønsker, det gør dogerne. Under doge Pietro blev deres indflydelse dog stærkt svækket, men da den franske konge blev herre over byen, genvandt adelspartiet sin indflydelse, og franskmændene regerede byen efter de adeliges ønsker. Da kongens styre blev væltet, forlod de fleste adelige Genova, men takket være franske garnisoner beholdt de dog Savona og mange andre nabobyer, og Ludovico måtte i lang tid frygte dem.

5.11. Ambassader fra Østen

I begyndelsen af sin embedsperiode havde Pius sendt en vis Ludovico af minoriterordenen til Østen. Hans opgave var at rejse de kristne konger i Iberi, Armenien og Mesopotamien til kamp mod tyrkerne i Asien, såfremt det skulle lykkes for de kristne i Europa at stille et felttog på benene imod de samme fjender. Ludovico hævdede, at han i pave Calixtus’ regeringstid havde været i Persien og dér fundet mange kristne og venner af de kristne, som var fjendtligt sindede over for tyrkerne. Kort efter pavens hjemkomst fra Mantova, kom Ludovico til Rom ledsaget af adskillige oratorer fra kristne fyrster. Det var Michael Aldighiere, som var udsendt af David, kejseren af Trebizond; Nicolaus Telephus, som var udsendt af kong Georg af Persien, Armenia Major og Iberia Minor og selv søn af Alexander; Muhammed Trucomannus, som var udsendt af Hasan, kejserens svigersøn, konge af Mesopotamien og en ven af de kristne, skønt han ikke selv var kristen, og søn af Carailaucas Trucomannus; Casadas Carcecchas, som var udsendt af Gorgora, der havde herredømmet over Iberia Major og som var søn af Gazabecch; og endelig armenieren Moratus, der var udsendt af Urtebek, herre over Armenia Minor.

Legaternes adfærd og klædedragter var så fremmedartet, at de vakte opsigt overalt. Hvor end de gik, stirrede folk på dem, og en sværm af børn fulgte dem. Den persiske orator var glatraget bortset fra en lille ring af hår ligesom vore egne munke. Han, der kom fra Mesopotamien, var også glatraget bortset fra, at han på issen havde en lille tot hår, ligesom det berettes, at visse hedenske præster havde på deres hue. Disse mænd var rejst gennem Colchis og Skythien, havde krydset over Don og Donau og fortsat rejsen igennem Ungarn og Tyskland, hvor de havde gjort kejser Friedrich deres opvartning. Derfra drog de til Venedig og blev modtaget med store æresbevisninger af byens senat. På grund af den handel, som venetianerne har med Østen, medførte den officielle modtagelse i Venedig, at de blev opfattet som legitime udsendinge.

Da de kom til Rom, var modtagelsen ikke mindre positiv. De blev modtaget som kongelige legater, blev hilst velkommen af prælaternes orden, og fik kost og logi på det offentliges regning. Det siges, at der blandt dem var nogle, som dagligt spiste mindst tyve pund kød.

Da de blev modtaget af paven i konsistoriet, holdt de følgende tale: ”Du har sendt os minoritermunken Ludovico da Bologna. Han beretter, at du er rejst til Mantova for at afholde et stort møde for de kristne og derefter gå i krig mod tyrkernes hersker, Mehmed. Du ønsker, at vore fyrster skal gøre oprør i Asien samtidig med, at du går i krig mod ham i Europa. Dette budskab har vakt bifald. Vore fyrster hader tyrkerne, men dig elsker og ærer de som Kristi Stedfortræder, og de ønsker at efterkomme dit ønske. Skønt de selv er uenige på grund af alvorlige indbyrdes fjendskaber og krige, har de dog på din udsendings bud nedlagt våbnene og er rede til at gå i krig mod tyrkerne, når du måtte ønske det. I Asien vil 120.000 soldater stå klar til på dit bud at angribe Mehmeds rige helt frem til Hellespont og det trakiske Bosporus, samtidig med at du på samme måde angriber tyrkerne sammen med Vestens folk.

Vi er blevet sendt til dig i dette ærinde, samtidig med at vi skal kysse dine fødder som Guds Stedfortræder på jorden. Vore allierede er kong Bendias af Magrelia og Arabien; Pankratius af Iberia, som nu kaldes Georgien; markgreve Mani af Gori; Ismael, herre over Sinope og Casatimene og søn af Spediar; hertug Fabia af Anogasia; og Caramannus, Kilikiens hersker. Disse vil sende store hjælpetropper. Vi beder dig kun om én ting, og det er, at udnævner Ludovico, som har ført os hertil, til patriark over alle dem, som i Østen følger den romerske ritus og er forenet med den Apostoliske Stol.”^[48]

Da de var færdige med at tale, udtalte paven sin påskønnelse af fyrsternes ønsker og tilkendegav, hvor stor vægt han lagde på deres tilbud. Han forklarede, hvad der var blevet udrettet i Mantova: selv havde han gjort, hvad han kunne, men de kristne konger var ikke mødt frem. Det håbede han dog, de ville, når de hørte om de østlige kongers plan. Han fandt, at det ville gavne sagen, hvis legaterne drog gennem Italien over Alperne til Frankrig og selv meddelte den franske konge og hertugen af Bourgogne det, som de havde fortalt ham. Uden franskmændene ville det være vanskeligt at gennemføre et ordentligt felttog. Frankrig var en nation, der ofte - og det både til lands og til vands - havde kæmpet med hæder imod de vantro, og det var nu den nation, som tyrkerne frygtede mest af alle.

Legaterne indvilligede i dette, men ansøgte om rejseudgifterne og om patriarkværdigheden til Ludovico. Paven bevilgede begge, men dog på den betingelse, at Ludovico ikke underskrev eller præsenterede sig selv som sådan, førend han var vendt tilbage, og at han ikke medbragte sine dokumenter vedrørende denne værdighed, men efterlod dem i varetægt hos kardinalen af San Pietro, således at man nærmere kunne drøfte et sådant patriarkats geografiske udstrækning.^[49]

Legaterne rejste igennem Italien og Frankrig. De opsøgte både Frankrigs konge og hertugen af Bourgogne, men fik ingen bistand. Alle nøjedes med at tale om denne sag, men henviste i øvrigt til paven, som om det var dennes opgave at besejre tyrkerne uden bistand fra kongerne. Dog betlede de sig til en ikke helt ringe sum. De deltog også i begravelsen af kong Charles, der døde på det tidspunkt, og overværede Louis’ kroning. De fik dog ikke mere ud af sønnen end af faderen, og selvom der blev forhandlet i dagevis, måtte de til sidst drage bort med uforrettet sag.

I mellemtiden fik paven mange underretninger, som gjorde denne legation suspekt: Ludovico skulle være en løgner og en bedrager; han var kommet for personlig vindings skyld sammen med mænd fra Østen, der foregav at være kongelige oratorer og medbragte forfalskede breve fra fyrsterne. Og allerede nu havde Ludovico ladet hånt om pavens bud, idet han overalt, hvor han kom frem, havde forlangt at blive tituleret som patriark, og ivrigt havde modtaget de æresbevisninger, som man viser en patriark. Man vidste også, at han i Ungarn og i Tyskland havde udstedt dispensationer, som ikke engang en legat de latere ville have vovet at udstede uden særlig tilladelse.

Da han vendte tilbage fra Frankrig, fik han og legaterne derfor ikke den samme positive modtagelse som tidligere. Paven dadlede ham for at have tilsidesat de apostoliske befalinger, hvad han ikke kunne svare på. Han blev dog kun straffet ved ikke at få udnævnelsesbreve på patriarkværdigheden, men det var nær ved, at han var blevet kastet i fængsel. Dermed tog paven ikke så meget hensyn til Ludovico selv, som til hans fæller. Det var jo usikkert, om de var legitime oratorer eller falske, og af samme grund fik de penge til tilbagerejsen. Ludovico ledsagede dem, og da han nåede til Venedig lykkedes det ham at få nogle uvidende biskopper til at vie ham både til præst og til patriark. Da paven havde fået meddelelse herom, skrev han til patriarken af Venedig, at han skulle sætte bedrageren under lås og slå, men Ludovico blev advaret af dogen og tog skyndsomt flugten. Indtil nu har man ikke hørt noget om, hvor han selv og hans ledsagere er rejst hen, eller hvad de har foretaget sig.^[50]

Når ting foregår langt væk, er der rig lejlighed til bedrag, og det er sjældent, at man hører sandheden. Fra den tid af var paven meget forsigtig med hensyn til sager fra Østen og hinsides havet, og især sådanne som blev forebragt af fattige og ukendte personer.

5.12. Pavens generaler kommer til Rom. Indstævning af Malatesta

Som nævnt ovenfor var byen Donadio var blevet indtaget, hvilket paven fik meddelelse om den 31. oktober, medens han fejrede Alle Helgens-vesperen. Herefter blev hæren sendt i vinterkvarter, Alessandro i Nepi og Federigo af Urbino i Sabina. Begge kom under julehøjtidelighederne til Rom for at besøge paven og opvartede ham, medens han efter vesperen – efter gammel sædvane - drak sammen med kardinalerne.

Nogle dage senere blev der afholdt et offentligt konsistoriemøde, hvori begge deltog. Ved dette møde holdt fiskaladvokaten, Andrea Benci, på pavens bud en lang og vægtig tale, i hvilken han undsagde Sigismondo Malatestas forbrydelser: røverier, ildspåsættelser, voldtægt, hor, incest, slægtningemord, helligbrøde, forræderi, majestætsfornærmelse og kætteri. Benci opfordrede indstændigt paven til at gribe ind over for disse forbrydelser. Han burde lytte til røsterne fra dem, der ikke længere mægtede at bære denne grusomme tyrans åg, og befri Italien for dette rædsomme og afskyelige monster: bare ved sit liv gjorde han det umuligt for ordentlige mennesker at leve i hans territorier.

Benci blev påhørt med den største opmærksomhed fra alle sider. Alle bifaldt hans ord, og ingen sagde ham imod. Federigo og Alessandro bekræftede, at alle beskyldningerne imod Sigismondo var rigtige. Faktisk havde Andrea undladt at fortælle om hans mest forbryderiske og afskyelige synder, nemlig hvordan han havde voldtaget sine døtre og en svigersøn, og hvordan han havde myrdet unge mænd, der havde modsat sig hans liderlige overgreb. Alle dem, som han havde haft forbindelse med, havde han forrådt. Enhver, der stolede på ham, blev bedraget. Sigismondo forkastede ikke blot enkelte dele af trosbekendelsen, men den hele, og han var helt ligeglad med religion.

Da paven havde hørt Bencis anklagetale, sagde han: ”Der er to byer, som menneskene drager til, når de er døde. Den ene by er det himmelske Jerusalem, de saliges by og fædreland. Den anden findes i helved; det er Lucifers bolig og de fordømtes fængsel. Vore forgængere proklamerede adskillige mennesker som optagne i den første by, og dem er det tilladt at ære og dyrke som helgener. Sådanne sager gennemføres ved en højtidelighed, som vi kalder kanonisering. Vor forgænger Eugenius IV kanoniserede Nicolaus af Tolentino^[51], Nicolaus IV kanoniserede Bernardino af Siena^[52], og Calixtus III Vincent af Valencia^[53] og englænderen Osmund^[54]. Selv har Vi modtaget bønskrivelser om at indskrive Katarina af Siena^[55], Rosa af Viterbo^[56] og Francesca af Rom^[57] blandt de hellige jomfruer eller enker og at proklamere dem som optaget i den himmelske by. Og det er helt berettiget, for Vi tror, at de har gjort sig fortjent dertil gennem deres dyder.

I de foregående dage har veltalende advokater talt om disse kvinders berømmelse, men ingen af dem er blevet er blevet lovprist lige så meget som Sigismondo i dag er blevet dadlet. Det, som er blevet sagt om de hellige jomfruer, kræver nærmere bevisførelse, men Sigismondos forbrydelser er åbenbare og velkendte - ikke bare blandt en lille gruppe mennesker, men næsten overalt. Vi bør derfor tage ham først, og inden de andre kanoniseres til himlen, bør han indskrives i helvedets by. Før vores egen tid har man aldrig hørt om forbrydelser som Sigismondos: de er nye og kræver en ny behandling. Ingen mennesker er tidligere steget ned til helved efter en højtidelig kanonisering. Denne ære vil tilfalde Sigismondo som den første. Han vil ved et paveligt dekret blive indskrevet i helvedets samfund som de fordømtes og dæmonernes fælle. Vi vil ikke afvente hans død for det tilfælde, at han skulle komme til fornuft, for han har ikke givet noget håb om omvendelse. I levende live vil han blive dømt til Orcus^[58], og måske vil han blive kastet i flammerne, medens han endnu er i live. Allerede nu kunne vi fælde dom over ham, da ingen procedurekneb kan dække over de forbrydelser, som han anklages for. Men Vi vil dog handle med mildhed: Vi vil indkalde den anklagede, Vi vil høre ham, hvis han indfinder sig, og Vi vil følge almindelig retsprocedure. Men du, min kære søn, kardinal af San Pietro in Vincoli, du har hørt anklagerne imod Sigismondo. Du får nu opgaven med påhøre, undersøge og afslutte denne sag.”

Med disse ord hævede han konsistoriemødet. Kardinalen indledte processen og besluttede selv, hvordan man skulle gå videre.

5.13. Pavens hellige sværd bliver givet til hertugen af Bourgogne

Det år sendte paven sværdet^[59], som blev velsignet i den hellige julenat, til hertug Philippe af Bourgogne. Det blev bragt til hertugen af Antonio da Noceto^[60], en af pavens hofmænd, der var specialist såvel i græsk som i latinsk litteratur.

I den periode overvintrede Jacopo Piccinino i Abruzzo, hvorfra han gjorde hyppige indfald i Ferrantes territorium. Matteo da Capua, der engang selv havde gjort tjeneste under ham, og som var en mand med en glimrende fysik og stort mod, styrede dette område for Ferrante og havde erobret mange byer fra hertug Francesco af Ortona, og hertug Giosia af Atri. Han havde haft mange træfninger med Piccinino og havde formået at slå ham på flugt. Derved viste han, at han ikke var mesterens ubetydelige elev, og at Piccininos ry for uovervindelighed var uberettiget.

I den følgende fastetid holdt paven tale i kardinalkollegiet om at udnævne nye kardinaler. Blandt dem, der var blevet udnævnt i Siena, var der ingen fra den anden side af Alperne, bortset fra provsten i Salzburg, hvis udnævnelse endnu ikke var blevet offentliggjort. Det forekom de øvrige nationer uværdigt, at denne ære kun var overgået italienerne. Især franskmændene og spanierne var forbitrede. Den Romerske Kirke kaldes for universel, fordi hun som de troendes moder og lærer skal dømme over hele jorden. Til at rådgive hende burde man hidkalde fremragende mænd fra alle de kristne områder med personligt kendskab til alle landes sæder. Det sædvanlige tidspunkt for at forsamles og vælge nye kardinaler nærmede sig, nemlig de såkaldte Tamperdage^[61]. Paven bød kardinalerne rådslå indbyrdes om, hvem fra landene hinsides Alperne, der var egnede til dette høje embede, og hvor mange der burde udnævnes.

Kardinalerne blev forfærdede, da de hørte, at der skulle udnævnes kardinaler. For dem er der intet værre end at forøge kardinalernes antal: de er helt tilfredse med, at der er få. Så de svarede paven, at de var flere end nødvendigt; at deres betydning blev mindre, jo flere de var; at landene ikke ønskede mange kardinaler, fordi disse ligger dem til byrde ved at få tildelt en stor del af de kirkelige embeder. Hvis der var behov for rådgivning, så var der råd nok at få i det nuværende kardinalkollegium; hvis der skulle udsendes legater, ville der heller ikke mangle kardinaler. De opfordrede, bad, ja bønfaldt om, at der ikke blev føjet flere kardinaler til de nuværende.

Paven sagde, at han ikke kunne afvise de transalpine fyrsters anmodninger, og det ville heller ikke være foreneligt med hans ære at forbigå de ydre nationer. Sagen blev debatteret længe i konsistorium: paven insisterede på en ny kardinalsudnævnelse, og kardinalerne satte sig imod. Omsider enedes man om at udsætte sagen på den betingelse, at hvis paven til jul stadig fandt, at det var nødvendigt at udnævne kardinaler, ville de føje ham og blot stemme om antallet og personerne. Paven befalede, at denne beslutning skulle holdes hemmelig – under trussel om exkommunikation, som kun paven selv kunne ophæve.

Efter konsistoriemødet blev kardinalerne udfrittet om, hvad der var sket, men man kunne ikke få noget bestemt ud af dem. De folk, der ikke kunne slå sig til tåls med denne store hemmelighedsfuldhed, hengav sig til gisninger: nogle sagde, at der ikke var sket noget, andre, at de eller de var blevet udnævnt. Franskmændene, der kun bekymrede sig om deres egen sag, sendte breve til deres venner, hvori de påstod, at paven ikke kunne styre kardinalkollegiet, at han var betydningsløs, og til grin og foragt, fordi han havde ivret for at udnævne nye kardinaler, men var blevet afvist^[62].

5.14. Thomas Palæologos flygter til Italien. Pavens nevø, Antonio bliver hertug af Sessa

I mellemtiden blev Thomas Palæologos, broder til Konstantin, den sidste græske kejser, fordrevet af tyrkerne og kom til Rom. I Ancona havde han efterladt den hellige apostel Andreas’ dyrebare hoved, som vi kommer til at tale mere om. Paven modtog den landflygtige med elskværdighed. Af medynk med den fornemme slægt indlogerede han ham i Santo Spirito Paladset nær sit eget og tildelte ham 300 dukater månedlig. Kardinalerne føjede 200 til. Endvidere skænkede paven ham Den Gyldne Rose^[63] på den søndag i fasten, som har navn derefter^[64]. Denne hædersbevisning tildeles kun meget fornemme personer.

I mellemtiden overdrog kong Ferrante i taknemlighed mod paven, fordi denne havde støttet og forsvaret Kongeriget, hertugdømmet Sessa til pavens nevø Antonio. Marino havde mistet denne værdighed på grund af forræderi og majestætsforbrydelse, men han havde dog stadig hertugdømmet i sin faktiske besiddelse. Han blev angrebet ofte, men forsvarede sig tappert. Den, der taber retssagen, taber ikke altid krigen. Lykken er den enes herskerinde, fornuften den andens. Engang imellem halter retfærdigheden.

Før paven vendte tilbage til Rom, blussede der politiske modsætninger op mellem borgerne i Terracina. De havde opgivet håbet om, at Ferrante ville have held med sig, efter at han var blevet svækket ved Sarno. Nogle af borgerne ønskede franskmændenes beskyttelse, andre Kirkens. Kirkens tilhængere vandt, og inden franskmændene var kommet deres parti til undsætning, løb Kirkens tilhængere byen over ende og begyndte at belejre fæstningen, hvor Ferrantes kommandant opholdt sig. Endvidere sendte de legater til paven for at bede ham komme dem til undsætning, når de nu selv ønskede at vende tilbage til Kirken. For Terracina tilhørte retligt Kirken. Kong Alfonso^[65] havde vristet byen fra Eugenius IV, dels fordi borgerne overgav den til ham, dels gennem våbenmagt, og han havde ikke givet byen tilbage ved fredsslutningen. Da paven anerkendte Ferrante som konge, affandt han sig med denne situation på betingelse af, at byen skulle vende tilbage til Kirken efter 10 år. Men da byen nu på eget initiativ faldt fra Ferrante og søgte tilbage til sin egentlige herre, mente paven ikke, at han kunne afvise den. Han sendte derfor hurtigt sin egen livvagt dertil med den energiske Giovanni Pazzaglia som deres officer. De skulle på den Romerske Kirkes vegne tage imod byens overgivelse og beskytte den imod eventuelle angreb udefra.

Grev Baldassare af Morcone, søn af greven af Fondi, havde allerede hørt om Terracinas frafald. Hurtigt samlede han styrker og besteg bjerget, der rager op over byen, med det formål at bestorme bymurene. Byboerne kom løbende ud gennem byportene for at kæmpe, men blev slået på flugt, og der var ingen tvivl om, at byen inden for en times ville blive overgivet fjenden til plyndring. Da kom pludselig Pazzaglia ilende til, genoptog kampen, fravristede fjenden sejren, slog Morcone på flugt, bevarede byen for Kirken og reddede borgernes liv og ejendom. Da fæstningskommandanten så Morcones flugt, reddede han sig selv ved overgivelse.

Ferrante blev vred over dette, og også hertugen af Milano var opbragt, da han var bange for, at det ville skade Kongeriget. Men Pius sagde, at han foretrak, at byen blev hans egen frem for franskmændenes, og han fandt ikke, at det var forkert at modtage Terracina, når den nu faldt fra Ferrante, eftersom Ferrantes fader selv havde modtaget byen, da den faldt fra paven.

I gamle dage var Terracina volskernes hovedby og hed Anxur. Nu afrunder byen den Romerske Kirkes kystområde på vejen mod Fondi. Den ligger ud til det Tyrrhenske Hav, ikke langt fra det Monte Circeo, der er berømt fra digternes fortællinger. En højt beliggende klippetop af levende sten er blevet skåret igennem med menneskehånd, således at der åbnet en vej gennem bjergene. På toppen er der en hule, som beboerne kalder for Pessolo Montano. Vejen op til toppen går ad en vindeltrappe af jern, der er sat ind i klippen. Den har kun plads til en person ad gangen. Her bor der en vagtmand, som opkræver en afgift af alle forbipasserende, og som med lethed kan spærre vejen for dem, der nægter at betale.

Overtagelsen af Terracina skadede i høj grad Antonio Piccolominis^[66] interesser, men Paven satte altid Kirkens interesser højere end sine nevøers.^[67] Det område, som i dag kaldes Campagna og står under den Apostoliske Stol, har to adgangsveje: den ene gennem Terracina, den anden gennem Ceprano. Hvis romernes kvæg skal være i sikkerhed, er det helt nødvendigt, at begge adgangsveje står åbne for paverne i Rom alene, og er lukkede for alle andre. Under Pius’ administration har dette været tilfældet så vidt.

5.15. Paven støtter erhverv og byggeri. Exkommunikationen af to gange Sigismund

På det tidspunkt sendte beboerne i Corneto i Toskana repræsentanter til paven. De fortalte, at de havde deres indtægter fra korn, som de plejede at sælge til genueserne og andre søfarende folk med henblik på videresalg til fremmede lande. Det Apostoliske Skatkammer^[68] fik store afgifter fra denne handel, men de kunne blive endnu større, hvis der blev bygget en havn nær byen, som også kunne rumme store lastskibe. Deres gamle havn passede kun til små skibe og ydede ikke beskyttelse mod søndenvinden. Den burde graves ud og gøres større, omgives af mure og beskyttes af tårne. De skulle nok selv stå for byggeriet, men de bad om hjælp til dette vigtige forehavende. Paven lagde vægt på nye, nyttige bygninger og øremærkede en del afgifterne fra Corneto til dette formål. Det store tårn bygges på et fundament under vandet, og allerede nu rejser det sig op over vandet, og fundamenterne til de øvrige bygningsværker er lagt.

Civitavecchia, som står på ruinerne af det gamle Centocelle, har både en fremragende havn og en stærkt befæstet borg, men ikke nogen bymure. Beboerne ansøgte nu paven om hjælp til at bygge bymure, og paven bevilgede samme form for støtte til dette byggeri, d.v.s. ved at øremærke en del af skatteindtægten fra byen.

Under pave Calixtus var marmortrappen op til Peterskirken gået i forfald. Alderen havde tæret på marmoret, som også var slidt ned af de mange, der havde gået på det. Intet kan modstå tiden! Med store omkostninger lod paven trappen forny og gjorde den både lettere at bestige og smukkere. Endvidere lod han den udsmykke med statuer af hvidt marmor, der blev transporteret hele vejen fra Ligurien.

I fastetiden^[69] - hans tredje som pave - var Pius stærkt plaget af gigt i fødder, hænder, knæ, skuldre og næsten alle lemmer. Hans venner var kede af det og hans fjender glade, især de, der nærede et forfængeligt og tomt håb om at komme til at efterfølge ham - store er menneskenes vrangforstillinger! Trods den almindelige mening kom han sig, og skærtorsdag trådte han offentligt frem og exkommunicerede de to Sigismund: den ene, Sigismund af Østrig, fordi han havde øvet vold imod kardinalen af San Pietro^[70], den anden, Sigismondo Malatesta, fordi han havde undladt at betale de skatter, som han skyldte den Romerske Kirke. Exkommunikationen blev gentaget det følgende år, efter at Sankt Andreas’ hoved var blevet bragt til Rom, hvad vi senere skal vende tilbage til.

5.16. Pavens nevø, Antonio, tager til Kongeriget Sicilien

Medens disse ting fik for sig, overvejede Ferrante den skade, hans sag havde lidt på grund af Terracinas frafald, da alle mente, at han ville miste den Romerske Kirkes bistand på grund af denne affære. I denne situation fandt han, at det eneste og bedste middel ville være, at pavens nevø, Antonio, der allerede gjorde tjeneste i hæren, blev sendt til ham med hjælpestyrker. Så ville alle forstå, at paven ikke var ham fjendtligt stemt.

Han sendte derfor legater til Rom, der indstændigt bad om, at Antonio skulle komme til ham. Paven indvilligede, og for at Antonio kunne tage af sted vel rustet til opgaven sendte han sammen med ham Giovanni, som var af den romerske familie Conti og en fremragende hærfører. Han var kort forinden gået over til paven fra Piccinino og havde tidligere udmærket sig i venetiansk tjeneste. Conti anførte en styrke på 600 ryttersoldater og 200 fodfolk. Antonio havde 800 ryttersoldater og 400 fodfolk. Til disse føjede paven Pietro da Somma med 200 fodfolk og 30 ryttersoldater.

Denne troppestyrke drog i selve påskeugen af sted til Kongeriget og skulle undervejs passere midt igennem fjendtligt territorium. Hertugen af Sora og Onorato Gaetani prøvede at standse dem, men uden held. Nær Mignano ventede en vanskelig passage på et sted, hvor sammenhængende og meget stejle bakkepartier danner en lille og smal dal. Dalen blev gjort endnu smallere af en sump, der endte ved bymuren. Byen Mignano tilhører den napolitanske adelsslægt Ratta. Ærkebiskoppen af Benevento^[71], som Pius senere afsatte, tilhørte denne slægt.

På dette sted havde fjenden placeret en garnison, som de mente kunne hindre Antonios gennemrejse, men de tog fuldstændig fejl. Så snart Giovanni og Antonio var nået frem, gik de til angreb, lavede en breche i muren og drog uskadte igennem åbningen. Kun en blev såret, og det var Andrea da Lucca, som døde kort tid efter i Capua. Han var bror til Jacopo^[72], biskoppen af Pavia, der senere blev ophøjet til kardinal. Andrea kæmpede ivrigt, men uforsigtigt (han havde ikke taget hjelmen på!) foran trosset, som blev angrebet af fjenderne angreb, og herunder blev hans ene øje gennemboret af en pil. Men de andre nåede hurtigt frem til Capua. Da dette blev kendt, blev Ferrante meget glad og lettet, men hans fjender blev bange, fordi de nu var klar over, at pavens sindelag var uændret. For tidligere havde det rygte bredt sig, at nu hvor paven havde overtaget Terracina, havde franskmændene intet at frygte af ham.

Efter at Ferrantes styrker var blevet forøget med pavens tropper, spurgte han sine rådgivere, hvordan man nu skulle gå til angreb på fjenden. Rådet fandt, at det bedste, man kunne gøre, var først at angribe Castellammare, en stærkt befæstet by ikke langt fra Volturnos munding. I denne by havde hertugen af Sessa anbragt en stærk garnison, ligesom han havde bevæbnet byens unge mænd.

Volturno udspringer i Appenninerne og har et meget langt løb. Ved Capua krydses den af en bro, hvorefter den flyder roligt gennem sletten til Castellammare og munder ud i det nærliggende hav. Det er den største af de floder, der giver vand til Campagna, som i dag hedder Terra di Lavoro.

Det navn har området fået, fordi det er ret nemt at dyrke, og afgrøderne indbyder mennesker til at arbejde der, det vil sige at dyrke agre^[73]. Andre mener, at ordet er en afledt form, fordi der engang boede et folk, der hed leborierne, nær Capua.

Da planen om at angribe Castellammare var godkendt, blev opgaven overdraget Antonio. Den var i sig selv svær, men den blev gjort endnu sværere af hyppige regnskyl og stadige oversvømmelser. Byen var lavtliggende og omgivet af brede voldgrave fyldt med vand, så der ikke var direkte adgang. Ydermere blev regnskyllene kraftigere, og Antonios lejr med mænd og heste blev oversvømmet og lignede en sump. Men udholdende soldater viger ikke fra deres forehavende, og angrebet blev ikke udsat så meget som en time. Ryttersoldater og fodfolk nærmest dukkede frem af bølgerne og angreb byboerne med kasteskyts. Men da deres bestræbelser var forgæves, blev kraftige bombarder bragt til fra Napoli. De skød med meget store kugler, og bare en enkelt af disse sønderskød en del af muren, gennembrød to eller tre af byhusene og ødelagde alt på sin vej.

I nogle dage blev der kæmpet både med bombarder og andre krigsmaskiner, og ikke så få blev dræbt på begge sider, men flest på fjendens. Men hertugen af Sessa, der var i nærheden, erstattede løbende de døde og sårede med friske soldater, og Antonio kæmpede ikke blot med fjenderne, men også med regn, oversvømmelse, leret jord og med sin egen hær, der kun modvilligt kunne holdes fra at angribe. Han lod sig dog ikke gå på, men holdt sig til planen, og takket være bombarderne, der uafladeligt beskød murene, fik han til sidst sejren.

Chokerede og skrækslagne over så mange mænds død så kvinderne deres sønner, fædre og ægtemænd falde for deres øjne, og selv døde flere af dem ramt af skudt. De fyldte luften med frygtelige klageskrig og gråd, rev deres ansigter til blods, løb gennem byen og bønfaldt de mænd, der var tilbage, om at overgive sig: en stor del af befolkningen var allerede omkommet, og det var ikke menneskeligt muligt at slå fjenden tilbage, som havde overvundet forhindringerne sendt fra himlen og selv ikke kunne holdes tilbage af regnen. Hvad ville der ske, når det blev godt vejr igen? Hvem kunne modstå angrebet? Byen ville blive ødelagt med ild og sværd. De måtte forhandle med fjenderne om deres frelse, inden byen blev erobret. De udstationerede soldater i byen frygtede at blive udleveret af byboerne og overgav sig sammen med disse.

Udover æren og ryet som sejrherre vandt Antonio intet på denne kamp. Han håbede ganske vist, at byen med dens betydelige forråd ville blive overladt til ham. Han havde jo afløst hertugen af Sessa, der tidligere havde haft den. Men Ferrante var stadig forbitret over det med Terracina, så han hævdede nu, at Castellammare tilhørte kirken i Capua og beholdt den for sig selv. Eller også gav han efter for gevinstens sødme, der lokker, selv når det drejer sig om en helligbrøde. Castellamares erobring var ret så vigtig, da den lukkede af for Volturno og dermed befriede ikke bare Capuas, men også Aversas og Napolis territorier for fjendens angreb.

5.17. Kong Alfonsos yndlingstilflugtssted

Der var en anden by tilbage, gennem hvilken fjenden hærgede overalt i det napolitanske område helt op til Turris Octavi, som i dag kaldes Torre del Greco. Det var en by ved floden Sarno, ikke langt fra dennes munding, som beboerne kalder Scafati. Man besluttede også at fratage fjenderne denne adgangsmulighed. Hvervet blev overdraget Antonio, der erobrede Scafati med lige så stort mod og kløgt som Castellammare. Og vanskelighederne såvel som faren var vel at mærke ligeså store ved Scafati. Under belejringen angreb han uventet med en del af sine tropper en anden by ved navn Castellammare og lod den udplyndre. Han kunne ganske vist ikke indtage byens stærkt befæstede borg, hvis kommandant havde ladet sig bestikke og var gået over til franskmændene, selv om han var katalaner.

Der er to byer i Kongeriget Napoli^[74], som hedder Castellamare. For at skelne mellem dem kalder man den ene Castellamare di Volturno. Denne by – hvis fæstning var blevet solgt – ligger ved kysten nær Napoli og ved foden af bjergene. Mod vest ligger Sorrento og byen Lettere, mod øst Amalfis berømte klippelandskab prægtigt bestrøet med borge, paladser og byer.

Den ovennævnte landsby, Torre del Greco, ligger otte mil fra Napoli. Man mener, at det er derfor den havde navnet Octavi^[75], og at den således ikke er opkaldt efter en Octavius^[76]. Landsbyen ligger højt over kysten. Den er uden mure og bygget efter bondeskik. I midten boede Lucrezia, hende som kong Alfonso^[77] elskede. Hendes bolig var noget mere elegant^[78]. På klippen, der rager op over havet, lå kongens palads. Dette anstod sig absolut ikke for en konge: der var intet at beundre. Hallen var ussel, og selv boede han i et endnu mere usselt gemak. Men fra det ene vindue var der var en meget smuk udsigt over havet, og man kunne se både Napoli, Castellammare, øen Capri, Miseno og mange andre bjerge. På selve kysten nedenfor vældede en ferskvandskilde frem med krystalklart og iskoldt vand. Alfonso trak sig ofte tilbage hertil om sommeren enten på grund af den sunde luft og briserne, eller fordi han ikke kunne tåle at være adskilt fra Lucrezia, som boede der. Om natten sov han for sikkerhedens skyld i sit eget palads beskyttet af høje mure og vagtposter. Dagene tilbragte han hos Lucrezia i et lille hus, han havde ladet bygge i hendes have^[79].

Bjerget Vesuvio rager op over landsbyen Somma, og det har nu navn efter denne. Det er beplantet med vinranker på træer, som producerer en mængde god græsk vin. At området engang er blevet afbrændt, viser den askeagtige jordoverflade og sorte, brændte sten, som ligner de slagger, der er tilbage i jernminer efter metaludvindingen. Bjerget har to toppe ligesom Parnassos, der var berømt for bjergtoppene Nysa og Cirra.

Engang var der kun én top og under denne en stor svovlmasse. Da denne var blevet fortæret af en skjult ild, søndersplittedes jorden, toppen satte sig og efterlod bakker med en stor dal imellem dem, og der åbnede sig et dybt svælg, hvorfra et utroligt inferno af ild vældede ud. Man beretter, at Plinius den Yngre fra Verona (der skrev en Naturhistorie^[80] og var admiral over flåden ved Miseno) kom til for at observere fænomenet, og medens han uforsigtigt udforskede underets årsag, blev han kvalt af giftige uddunstninger og aske. Således døde denne fremragende mand.

Så vidt om Torre del Greco, som blev reddet ved Antonios modige indsats, da byen Scafati blev bragt tilbage under Ferrantes herredømme, og overgangen over floden Sarno blev lukket af for fjenden.

5.18. Kong Ferrantes militære manøvrer

Det foregående år havde Ferrante erobret byen Formicola og gjort sig til herre over dette baroni sammen med landdistrikterne omkring Cerreto, Caserta, Sant’Agata og mange byer. Endvidere genvandt han seks borge, der havde tilhørt Jacopo Antonio da Serino, og bemægtigede sig hele territoriet omkring Salerno, som kaldes Foria, med mange landsbyer og borge. I Kalabrien kæmpede hans hærførere med held. I Puglia lod han en rytterhær, som han havde hidkaldt fra Epirus i Albanien, hærge fjendens agre. Han invaderede Caudina-dalen og erobrede enten med våben eller ved overgivelse fæstningen ved Montesarchio, Dugenta, Melizzano, Vallo, Arpaia og mange andre byer. Hans fjender havde lejret sig ved Gesualdo, og for øjnene af disse angreb han to byer, Serra og Montaperto. Mellem Napoli og Paludi, som er otte mil fra Benevento, åbnede han endvidere vejen til Puglia på en strækning af ca. 40 mil. Han erobrede også byen San Bartolomeo in Galdo og nåede så langt frem som syv mil fra Lucera.

På det tidspunkt var Benevento, der engang skal have været samniternes hovedby, vendt tilbage til Kirken. Først havde den lydt kong Alfonso og før denne i mange år enten de tidligere konger af Napoli eller lokale tyranner. Ferrante havde traktatligt – om end modvilligt - givet den tilbage til Pius, da han ellers ikke ville være blevet anerkendt som konge: nødvendigheden gjorde ham pligtopfyldende. Pius sendte ærkebiskoppen af Ravenna ^[81] dertil for at styre byen i den Romerske Kirkes navn, men folkestemningen var usikker. På grund af deres had til kong Alfonso var folket fjendtligtsindet over for dennes søn, Ferrante, og hældede til franskmændene. Også stedets ærkebiskop var på franskmændenes parti. Dag og nat patruljerede han bevæbnet gennem byen, idet han lod, som om han frygtede, at katalanerne skulle blive indladt af en af faktionerne i byen. Offentligt hævdede han, at han ønskede at bevare byen for den Romerske Kirke, men i det skjulte sympatiserede han med fjenden og pønsede på at åbne byportene for dem. Indtagelsen af dalen Caudina - der er berømt for det romerske nederlag, hvor samniterne lod romerne gå under åget – og Ravennas agtpågivenhed afværgede dog ærkebiskoppens anslag. Da han forstod, at hans bedrageri var opdaget, forlod han sit folk og flygtede til sin broders borge. Han aflagde sin bispedragt og drog som privatmand og frafalden fra sin orden^[82] fra den ene franske lejr til den anden.

Medens Ferrante efter Antonios erobring af Castellammare var i gang med at erobre Terra di Lavoro, havde Piccinino i Abruzzo mange fægtninger med de dristige hærførere, Matteo di Capua og Marcantonio. Disse satte dog ikke på noget tidspunkt alle deres styrker ind, da Piccinino holdt Loreto besat, medens de selv holdt Penne. Matteo ønskede nu at provokere Piccinino til kamp og drog derfor ud på sletten med alle sine tropper. Piccinino forblev dog i sin lejr på det nærliggende bjerg og gav ingen mulighed for kamp – han vidste godt, at kun en uforsigtig general indleder et slag uden at have fordelen på sin side, med mindre da nødvendigheden presser på. Han regnede med at kunne høste ære af sin fjendes ubesindighed, for Matteos dristighed var så stor, at han ikke tøvede med at gå i kamp selv fra en ugunstig placering. Piccininos strategi mislykkedes dog. Efter at Matteo i nogle timer forgæves havde ventet på, at Piccinino skulle stige ned til kamp, gav han signal til tilbagetrækning. Da tropperne var vendt tilbage til byen, og Matteo selv havde spist, ventede han ikke længe, men drog med en lille gruppe soldater af sted for at udspionere fjenden, der var vendt tilbage til deres by. De nåede frem til en kilde i nærheden af Loretos bymure, og med en forhåbning næret af dristighed gav han sig til at råbe udfordringer til braccianerne. Disse greb til våben og kom løbende i vild uorden for at kæmpe, men Matteo slog dem på flugt og tvang dem til et skamfuldt tilbagetog til byen. Denne hændelse skadede i høj grad Piccininos omdømme. Kort tid efter forlod han Abruzzerbjergene, hvor han havde problemer på grund af manglende forsyninger, drog imod det indre af Kongeriget og nåede ned til greverne af Sanseverinos land. Der blev han mødt af kong Renés søn, Jean, der selv forinden havde opholdt sig i Puglia og i Terra di Lavoro. Umiddelbart efter deres ankomst erobrede de adskillige borge, som var uden garnisoner, og som blev overgivet til dem, ikke fordi de selv var tapre, men fordi modstanderne var afkræftede af sult.

Så kom de frem til en by, der hedder Montoro, og som ligger i en dyb dal ikke langt fra Salerno. I byen var der kun en lille garnison, men byboerne, der nok vidste, hvordan man slås, forsvarede bymurene. Længe blev der kæmpet foran murene: ofte prøvede soldaterne at bestige dem, og lige så ofte blev de slået tilbage. Der blev kæmpet forbitret, og mange faldt på begge sider. Blandt dem var greven af Vaudemont, en fornem fransk adelsmand, som var beslægtet med Jean d’Anjou. Han var som en af de første med i et vildt stormløb på murene og ville ikke falde tilbage, da hans medkæmpende gjorde det. Han blev så ramt af en kugle og døde. På grund af begravelsen af denne fornemme person blev der ikke kæmpet mere den dag. Næste dag blev kampen genoptaget; byboerne var nu så udmattede, at de ikke længere mægtede at forsvare de sønderskudte mure, som var ved at styrte sammen. Så de overgav sig på betingelse af at beholde deres liv og ejendom. Men hvordan kan man have tillid til soldater? Hæren drog ind i byen og dræbte alle på deres vej, alt blev plyndret, byen sat i brand og kvindernes dyd krænket. Sådan brød franskmanden sit ord for at hævne drabet på sin ven.

5.19. Erobringen af Cosenza

På den samme tid skete der en stor omvæltning i Kalabrien. Hovedbyen i denne provins, Cosenza, havde mange handelsmænd, der eksporterede varer til fremmede lande og importerede varer fra disse. Derigennem havde de samlet sig store formuer. De plejede derfor at hævde, at Cosenza var den vigtigste by i Kalabrien, på samme måde som Napoli var det i Terra di Lavoro og L’Aquila i Abruzzo.

Men deres rigdom blev deres ulykke. Med de voksende formuer voksede også ambitionen og luksusforbruget, der er sikre kilder til ufred. Borgerne stredes indbyrdes, men de hadede til gengæld i fællesskab Ferrante. Til sidst kunne de ikke længere affinde sig med at være passive og gik over til franskmændene, om end byens fæstning forblev på kongens hænder. Da de hørte, at fæstningen var truet, kom tre fremragende hærførere hurtigt til stede. Det drejede sig om Alonso fra Spanien, Roberti Orsini og en anden Roberto, greve af San Severino. Med deres soldater fik de adgang igennem fæstningen og steg ned i byen. I denne dødsensfarlige situation greb borgerne til våben for at forsvare altre og arner og kæmpede i de snævre gader. Men kampen blev kort: på den ene side kæmpede garvede soldater, der var optrænede i miltærlivet og hærdede af vedvarende hårde anstrengelser. På den anden side kæmpede byens blødsødne ungdom. De blev dræbt eller taget til fange og måtte afgive sejren til fjenden. Byen blev udplyndret og behandlet efter sejrherrernes forgodtbefindende. Byttet skal have beløbet sig til 700.000 dukater. Herefter drog hæren bort tynget af guld og sølv. På denne måde led byen straffen for sit forræderi. Man siger, at Gothernes konge, Alarik den Store, ligger begravet under den nærliggende flod.

5.20. Åben konflikt med Savellierne

Medens dette gik for sig i Kongeriget, og foråret så småt havde indfundet sig, samlede og udrustede Alessandro Sforza og Federigo af Urbino deres tropper og meddelte, at de var klar til at drage hvorhen paven måtte befale. Hertugen af Milano havde ikke samme opfattelse som paven, idet han mente, at man skulle give Savelli fred på hvilke som helst betingelser og straks sende hæren mod Ferrantes fjender i Kongeriget. På den måde ville krigen hurtigt blive tilendebragt. Det samme mente florentineren Cosimo^[83]. Men paven mente, at man først måtte nedkæmpe Savelli, som havde afvist ærefulde fredsbetingelser. Man kunne ikke kæmpe udenlands, så længe der ikke var fred indenlands, og i øvrigt kunne det ikke accepteres, at undersåtter dikterede vilkårene til deres herrer.

Savelli havde bragt Kirkens fjender ind i romersk territorium, hvor de havde plyndret helt frem til Byens mure. Da Savelli så havde fået befaling om at holde fred og sende fjenderne bort, havde han afvist det og svaret, at hvis ikke han fik Nazano – som han engang helt berettiget havde mistet – så ville han aldrig lyde Kirken. Byen Nazano havde Nicolaus V frataget ham på grund af oprør og solgt til Sankt Pauls Kloster. Hvis Savelli fik den tilbage, ville det så ikke være at friste undersåtterne til genstridighed og oprør? To ting er nødvendige for at opretholde et herredømme, på den side straf og på den anden side belønning. At fjerne disse er farligt for en hersker. Savelli måtte være tilfreds med at beholde det, som han havde fået på grund af pavens overbærenhed, og som han burde have mistet på grund af sin majestætsforbrydelse. At give ham Nazano oven i købet ville være det samme som at belønne en misdæder. Enhver der argumenterede for det modsatte, var en uven af paven og ødsel med hans ære.

5.21. Kirkens hærs manøvrer i Sabina. Paven navngiver to kanoner

Pius’ opfattelse sejrede. De to hærførere førte deres styrker mod Sabina, og hærgende som en storm drog de gennem hele Savellis territorium. Federigo angreb de højereliggende områder, og Alessandro de lavereliggende. På en bjerghøjde ligger der en by ved navn Cantalupo. Federigo slog først lejr der, hvor han i det foregående år havde opholdt sig i flere dage, men uden held. Nu lod han de medbragte krigsmaskiner sønderskyde bymurene - med en voldsomhed som om han ville hævne en krænkelse. Byboerne mente ikke selv, at den lavere del af byen kunne forsvares, så de opgav den, og da de havde tømt den for deres ejendele, trak de sig tilbage til den øvre, befæstede del af byen. Der holdt de tappert stand i flere dage, indtil det store tårn i fæstningen blev sønderskudt af bombarder og faldt sammen. Så opgav de at forsvare sig og overgav sig.

Asolanerne, der bor på et meget højt bjerg, underkastede sig paven uden at afvente hærens ankomst. Derefter førte Urbino hæren til Forano, en by nær Tiberen. Denne erobrede han med direkte angreb og krigsmaskiner. Alessandro gik på sin side til angreb på Cretone, som han først besejrede efter en vanskelig belejring. Bymurene var nemlig 16 fod tykke. Mod byboernes forventning blev de dog skudt i sønder og omstyrtet, og herefter blev alt plyndret. Byen selv blev ødelagt og sat i brand. Alessandro indtog også Castellarcione.

Da Piccinino nu var draget ned i Puglia, besluttede man, at Alessandro Sforza og sforzanerne skulle følge efter ham gennem Abruzzo og bringe hjælp til Ferrante, som skulle have krydset Appenninerne og var på vej mod fyrsten af Taranto. Urbino forblev i Sabina, og da kardinalen af Teano havde sluttet sig til ham, besluttede han at angribe Montorio.

Denne by lå på et meget stejlt bjerg, og den var fremragende befæstet med mure og tårne og forsvaret af lejetropper. Man kunne ikke regne med at transportere bombarder ad de stejle og bratte adgangsveje. Men en ekstraordinær indsats overvandt alle vanskeligheder: takket være kardinalens udholdenhed lykkedes det at få den ene af de bombarder frem, som Agostino da Piacenza kort forinden havde støbt på pavens befaling. Agostino var en fremragende specialist i dette fag. Han fremstillede tre bombarder. Den første gav pave Pius navnet Silvia efter sin fader, Silvius. Den anden fik navnet Victoria efter hans moder. Den tredje, som endnu ikke er blevet bragt i kamp, fik navnet Ænea, efter pavens eget navn før han blev pave. Denne var større end de to andre og kunne kaste en kugle^[84] på 300 pund, de andre kun en kugle på 200 pund. De har så stor kraft, at ingen murmasse kan modstå dem. Først da forstod man i det romerske territorium, hvad bombarder af denne størrelse kan udrette.^[85] For tidligere bombarder kunne næppe omstyrte mure på fire fods bredde, men disse kunne ødelægge mure på 20 fod.

Bombarden Silvia blev altså transporteret til Montorio, og så snart den begyndte at skyde, hensatte den byboerne i skræk. Der var kun ét sted, hvor maskinerne kunne flyttes op, og adgangen var spærret af en massiv mur og en vold. Men Silvia sønderskød alt og lagde byen åben for hæren, som stormede ind i byen, førte mændene i fangenskab og plyndrede alt på deres vej. Derefter satte de byen i brand, så ikke blot borgernes ejendele, men også deres huse og selve bymurene gik op i flammer.

Derefter ventede Poggio Moiano ikke på at blive angrebet, men åbnede selv portene for hæren og undgik således ødelæggelsen. Tilbage havde Savelli nu kun Aspra og Palombara. Den første af disse lå så langt fra Byen, at den ikke kunne gøre særlig skade. Den anden lå så nær, at den kunne volde mange problemer, idet den kun var 14 mil fra Rom og lå nær Tivoli. Der opholdt Savelli sig i nogen tid og sammen med ham Silvestro da Piacenza og Corrado d’Alviano. De foretog hyppige indfald i romersk territorium sammen med Deifobo, Eversos søn, der havde den nærliggende borg, Montecelio.

For at krigen omsider kunne få en ende, besluttede man at flytte hæren^[86] dertil. Angrebet på en by, der var stærkt befæstet, og som blev forsvaret af trænede krigere, krævede særlige forberedelser. Medens man arbejdede på disse, mistede Savelli modet og søgte gennem venner om pavens tilgivelse. Han lovede at adlyde og gøre alt, hvad der blev forlangt, hvis blot han fik lov til at beholde Palombara og Aspra, og fik Cretone og Donadio tilbage. Paven ville ikke gå ind på nogen som helst forhåndsbetingelser, da han var klar over, at belejringen kun ville vare i kort tid dels på grund af mangelen på forråd i byen, dels fordi byboerne hadede Savelli, som havde dræbt mange af deres fædre og slægtninge på det grusomste.

Under Calixtus III havde Savellis sønner opført sig tøjlesløst over for undersåtterne og havde voldtaget deres kvinder. Byboerne ville ikke finde sig i, at denne krænkelse forblev ustraffet. De gjorde derfor oprør og myrdede Savellis to unge sønner, der var blevet opdraget til at efterfølge faderen. Derefter erobrede de byens fæstning med list og proklamerede Kirkens herredømme, under hvilket de omsider ønskede at finde ro, efter at de var blevet befriet for det grusomme tyranvælde. Men Calixtus opfyldte ikke deres ønske på grund af modstand fra to romerske kardinaler, Latino Orsino og Prospero Colonna, der frygtede, at noget lignende kunne ske i deres egne byer. For alle foretrækker kirkens milde herredømme frem for tyranvælde. Så kardinalerne opsøgte paven og sagde, at der var begået en stor forbrydelse i Palombara: vilde bønder havde udgydt adeligt blod, undersåtter havde raset imod deres herrer, to unge mænd var blevet dræbt uden grund; det ville være et forfærdeligt eksempel for andre, og hvis ikke det blev hævnet, ville det gentage sig overalt. Paven burde passe på, at han ikke ved at hjælpe forræderne kom til at krænke Savelliernes fornemme hus. Dette var til den ene side forbundet med Orsinierne og til den anden med Colonnaerne, og man kunne ikke kunne forulempe det uden at krænke hele den romerske adel. Man burde begunstige mænd af ædel byrd, og man måtte ikke tillade, at undersåtter ustraffet forgreb sig på deres herrer.

Calixtus var fra Spanien. Han kendte ikke nok til Italiens sæder og var venneløs. Han lyttede derfor til kardinalerne og lod folkene fra Palombara falde i Savellis hænder uden at hjælpe dem. Savelli genvandt byen, og uimodtagelig for alle bønner teede han sig mere grusomt end det vildeste dyr. Han arresterede alle, som han mente var medskyldige i sønnernes drab, omkring 30 mænd, og halshuggede dem midt på torvet, hvorefter han skar dem i stykker på borde som kalve eller svin hos slagteren. Grusom og blodtørstig for han hid og did og mættede sit blik ved de elendiges blod. Ingen gade lod han være uden blodsudgydelse, og ingen familie i byen forblev uberørt: alle huse var i sorg.

Af disse grunde regnede paven med, at hvis hæren^[87] blev flyttet til Palombara, ville de omtrent 500 indbyggere næppe længe udholde en belejrings trængsler for så grusom herres skyld. Savelli frygtede det samme og henvendte sig til Ottone da Carretto, hertugen af Milanos legat i Byen. Han bad denne påtage sig sin sag og ikke tillade, at han, der var en ven af hertugen, kom i fare. Ottone skulle bede om nåde for ham hos paven og opnå, at han fik to eller tre af de byer, der havde været hans, at leve i. Da Ottone havde talt med paven uden at opnå noget, tog han til Palombara. Der talte han med Savelli på tomandshånd og rådede ham til – da han nu var forladt af alle – at underkaste sig pavens vilje og ikke længe friste krigslykken. Han kunne opnå mere af paven uden en aftale end med en, for paven var både af navn og af gavn en Pius^[88]. Han burde endelig afvise de dårlige råd fra Silvestro og Deifobo, som ofte havde ført ham på afveje, og han skulle ikke tro på Piccininos fuldstændig tomme løfter.

5.22. Savellierne underkaster sig

Omsider var Savelli besejret, og da han var ganske klar over, hvor stor en fare han svævede i, lagde han sig selv og sin skæbne i pavens hænder. Han fulgte med kardinalen af Teano og blev ført midt igennem Rom til paven som en fange i et triumftog. I gaderne og på torvene kom kvinder og børn med hånlige tilråb og kunne næsten ikke holde deres hænder i ro af bare indignation. Da han nåede frem til paven, kastede han sig på jorden og sagde med tårer i øjnene og bævende stemme:

”Hellige fader, da jeg overhørte dine advarsler, syndede jeg imod dig og imod Guds Kirke. Jeg blev drevet til det af hyppige overgreb fra mine fjender, som ikke lod mig i ro, og af min egen umådeholdne hævntørst. Nu kommer jeg til dig med ydmyge bønner. Jeg ligger for dine fødder som en besejret fange. Din sejr har kastet mig og min skæbne i dine hænder. Mine synder er mange, men den største er den, at jeg ikke tidligere har gjort det, som jeg gør nu. I min tåbelighed udsatte jeg det at prøve din mildhed. Meget har jeg syndet, men dermed har jeg så givet anledning til, at dit navn kan funkle. Her er jeg så og underkaster mig. Jeg afventer din dom. Du kan ødelægge mig eller skåne mig. Må jeg blive reddet ved din godhed.” Han ville sige mere, men suk og gråd forhindrede ham deri.

Heller ikke paven kunne holde tårerne tilbage, for det var i sandhed medynkvækkende, at denne mand af fornem slægt, iført sørgetøj og forladt af lykken, snavset og ulykkelig, skulle trygle om nåde foran en domstol, der havde skænket hans forfædre adelskab og rigdomme. For det var pave Honorius III, som selv var af Savelli-slægten, der havde ophøjet sin hidtil ubetydelige familie og givet den anseelse ved at skænke den mange fæstninger og borge. Men hvad er mere omskifteligt end nuet? Hvor lunefuld er ikke lykken? Hvor usikker og ustadig er ikke magten, som svækkes allermest og går i opløsning, når den har umådeholdent travlt med at vokse og ikke kender til at hvile i sig selv. Jacopo ville have været lykkelig, hvis han havde været tilfreds med sin skæbne. Men da han fremturede i vække pavens vrede, blev han kastet til jorden fra den samme trone^[89], hvorfra hans forfædre i sin tid var blevet ophøjet.

Paven svarede: ”Savelli, Vi ønskede at bevare dig uskadt, og beviset er de breve, som Vi har skrevet til dig med egen hånd. Det smertede Os at skulle føre krig imod en, hvis forfædre den Apostoliske Stol havde gjort til medlemmer af Byens fornemste adel, men du hørte ikke Vor røst. Du tilkaldte Kirkens fjender og førte bytte bort fra romersk territorium. Du blev vildført af slette råd, men nu har du omsider indset dine fejltagelser. Hvis du havde gjort det før, ville du ikke bragt Os i stor fare, og du ville ikke selv have oplevet krigens ulykke. Men hvilket menneske^[90] synder ikke? Ingen fødes vis. Ingen er så klog, at der ikke er noget tilbage at lære. Meget kan man lære af tiden. Uvidenhed følger menneskene indtil den yderste alderdom. Vi behøver ikke at undre Os over, at du, selvom du nu er hvidhåret af alder, har syndet af uvidenhed. Gud har irettesat dig og ved din modgang bragt dig til fornuft. Medgang sløver menneskets forstand, modgang skærper den. Du har nu i din afmagt indset det, som du ikke forstod i din velmagt.

Du har overgivet dig til Os for at få barmhjertighed, og du beder Os om tilgivelse. Vi kan ikke undlade at tilgive en, der har ydmyget sig. Vor mildhed vil være større end dit afsind. Modtag af os det liv, som din troløshed har gjort dig uværdig til. Modtag din frihed. Behold Aspra og Palombara som gave fra os og håb på større ting, hvis du gør dig fortjent til det.” Med disse ord sendte paven manden bort, lettet og glad. Alle roste pavens handlemåde, bortset fra dem som foretrak hævn frem for barmhjertighed.

[5.23. Mindre nyheder fra den napolitanske krig]

Her beretter paven om mindre hændelser og træfninger i den napolitanske krig.]

5.24. Helgenkåringen af Katarina af Siena

I mellemtiden var paven af sine bysbørn fra Siena blevet bedt om at indskrive den salige Katarina af Siena blandt Kristi hellige jomfruer. Han lod nu alle de biskopper, som på det tidspunkt opholdt sig i Byen, indkalde til et højtideligt møde om sagen. De tre kardinaler, som havde undersøgt hendes liv og mirakler, gjorde rede for alt, hvad de havde fundet, hvorefter forsamlingen blev spurgt om sin mening. Alle svarede, at jomfruen burde kanoniseres, hvorefter paven befalede, at der skulle opsættes en tribune i Peterskirken. Efter en messe holdt han fra denne tribune en tale til lovprisning af jomfruen, som vi ikke bringer her, da den er indskrevet i bindet med de andre taler. Efter talen blev der med enig tilslutning fra de tilstedeværende kardinaler, biskopper, abbeder og andre prælater afholdt de sædvanlige ceremonier og paven bød, at Katarina skulle indskrives i katalogen over de hellige jomfruer. Endvidere indstiftede han en årlig mindedag og gav 7 års aflad til alle, der besøger graven, hvor hendes ben hviler. Endelig dikterede han personligt kanoniseringsbullen, som er optaget blandt hans andre breve.

5.25. Paven tager til Tivoli

Rom var nu begyndt at bage i julis brændende hede. Kardinalerne flygtede fra heden, og heller ikke kuriefolkene ville blive. Alle frygtede sommerluften. Paven syntes ikke, det var sikkert at drage langt bort, når fjenden stod nær Byen: soranerne, aquilanerne og mange andre i Abruzzo lagde stadig råd op imod Kirken. Han besluttede derfor at tilbringe resten af sommeren i Tivoli: således kunne han både fastholde den usikre by på dens forpligtelser og samtidig undgå den skadelige luft i Byen.

Da hærføreren Federigo af Urbino hørte dette, kom han til Rom, opsøgte paven og sagde til ham: ”Pave Pius, hvis det er sandt, hvad jeg har hørt, må jeg i høj grad undre mig. Rygtet siger, at du vil tage til Tivoli. Hvem har dog givet dig dette råd? Har du glemt dette folks troløshed? Det er på Colonnaernes parti og er dig fjendtligt stemt. Det holder med Savelli, og lytter til Piccininos råd. De elsker Everso og afskyr dig. Og nu vil du betro dig selv til disse mennesker, som i år ofte har lukket deres by af for dine soldater og åbnet den for dine fjender? Tænk på din sikkerhed, pave, bevar din værdighed, og bevar også os, som afhænger af dit liv. Du alene er vores håb. Vi står og falder sammen med dig. Frels dig selv, og hele Kirken vil blive frelst sammen med dig.”

De tilstedeværende kardinaler og hoffolk roste Federigos tale, for de syntes også, at rejsen til Tivoli var farefuld. Paven svarede således:

”Vi har ikke glemt tiburtinernes^[91] troløshed eller rettere vanvid i år. Det er jo deres skyld, at vi er kommet i en yderst vanskelig situation. Hvis Piccinino havde fået kontrollen over Tivoli, hvad der næsten skete, så ville det have været nødvendigt at opgive Rom, for intet ville have sikkert uden for murene og ingen romer kan undvære sit kvæg. Det ville have været lettere at genvinde Rom sammen med Tivoli end at genvinde Tivoli sammen med Rom.

Så nu ligger det Os på sinde at bringe en usikker og vaklende by over på Vort parti og holde den til sin pligt. Dette kan Vi let udrette, hvis vi opholder os der i nogle måneder. Befolkningens kærlighed til Colonnaerne skræmmer os ikke og ej heller dens had til os. Det almindelige folk er ustadigt, og folkets vilje er omskiftelig: snart hader det, snart elsker det. Folkets ønsker afhænger af dets fordel. Og hvilke større økonomiske fordele kan man give et folk end dem, som den Romerske Kurie bringer med sig? Huse lejes ud, korn sælges, vin og kvæg veksles til penge; selv kvinderne har fortjeneste af at vaske tøj. Det ved tiburtinerne udmærket, og af den grund beder de Os om at komme til dem.

Denne lejlighed må ikke forspildes. De, som plejer at pønse på oprør, vil enten flygte eller blive så skrækslagne, at de forholder sig tavse og underkaster sig. De gode borgere, som der dog er nogle af i byen, vil holde med Os. Og hvem vil vove så meget som at åbne munden imod Os, når vi til alle sider er omgivet af vore egne hoffolk og soldater og af en del af borgerne selv. Vi mener ikke, at vi bør frygte vold i Vor egen by. Lad dem frygte, som har forsyndet sig, og lad Os til gengæld rejse en fæstning og således give byen tøjler på. Vi kender hobens adfærd. Alle lystrer den sejrende. Efter at Savelli blev tæmmet, har alle, der pønsede på ondt, mistet modet og holder mund.”

Overbevist af disse ord begav Federigo sig til sin lejr, der var ikke langt fra Montecelio. Denne by, som nogle også kalder Monticello, tilhørte i en periode Deifobo dell’Anguillara.

5.26. Samtale med Federigo af Urbino om våbenbrug i antikken. Besøg i Tivoli

Få dage efter forlod paven Byen midt om natten og nåede frem til Aniene før solopgang. Da han have krydset floden mødte han Federigo og kardinalen af Teano med 10 ryttereskadroner. De ledsagede ham som en sikkerhedsvagt indtil Ponte Lucano. Paven glædede sig over de funklende våben og over hestenes og soldaternes udstyr, for hvad er vel smukkere end tropper i slagorden? Solen glimtede i skjoldene og fik hjelme og hjelmprydelser til at stråle. Hver eskadron var som en skov af lanser. Unge mænd for hid og did og lod deres heste voltere, de svingede med sværd og spyd og kæmpede på skrømt.

Federigo var ret velbelæst, og han spurgte paven, om hærførere i fortiden var udrustet på samme måde som i dag. Paven svarede, at man hos Homer og Vergil kunne finde beskrivelser af alle de våbentyper, der anvendes i dag, men også af mange andre, som ikke bruges mere. Selvom digterne nogle gange frit opfinder ting, plejer de dog at beskrive ting som på et eller andet tidspunkt har været i brug, og de fjerner sig ikke langt fra sandheden.

Talen faldt nu på den trojanske krig. Federigo argumenterede for, at den havde været helt uden betydning, men paven påviste, at den faktisk havde haft stor betydning, og at det ikke var uden grund, at den blev husket så levende. De talte også om Lilleasien, men var ikke enige om dette områdes grænser. Da paven senere i Tivoli fik lidt ro, udarbejdede han en beskrivelse af Asien baseret på Ptolemæus, Strabo, Plinius, Quintus Curtius, Julius Solinus, Pomponius Mela og andre klassiske forfattere, som han syntes var relevante. Den behagelige og livlige samtale mellem paven og Federigo om den ældre historie fortsatte indtil Ponte Lucano. Der sendte paven tropperne bort og krydsede atter Aniene.

Ved den anden milesten blev han modtaget af det tiburtinske folk med olivengrene og sange. Blandt dem var lederne af de forskellige partier, den oprørske ungdom og de fredselskende borgere. De løftede pavens bærestol, og med skrækblandet kærlighed bar de deres overherre ind i byen. Flere, som i særlig grad havde forset sig, mente, at deres skyld var så stor, at de ikke turde regne med pavens mildhed. De gik i eksil af egen drift, og deres formuer blev konfiskeret, medens alle andre fik tilgivelse.

Der var to oprørsledere, den ene Giovanni Tozio og den anden en vis Clemente. Den første havde indflydelse på grund af sin kløgt, den anden på grund af sit klientel. De var begge venner af Colonnaerne og i forbund med Savelli og Piccinino. Ofte havde de forsøgt at åbne byportene og var ophavsmænd til, at Kirkens hær ikke blev indladt i byen. Paven kaldte dem til sig, irettesatte dem venligt, og lovede dem straffrihed for deres handlinger.

Så deltog han i en borgerforsamling og gennemgik folkets fejltagelser og de tåbelige forehavender, som havde bragt staten^[92] i fare. Og for at de roligt skulle acceptere, at der blev bygget en fæstning, fremførte han mange fornuftsargumenter for, at dette ville være til gavn for byen. Han opnåede med lethed deres accept. De gode mænd forstod nemlig, at det var nødvendigt med en fæstning for at holde de ubesindige i ave, og de oprørske mænd, som nu havde fået tilgivelse for deres forseelse, vovede ikke at opponere imod paven, der havde udvist den største mildhed imod dem.

Han lod derfor straks lægge fundamentet til en fæstning på et højt beliggende sted i byen, der hvor ruinerne vidner om en tidligere fæstning på dette sted. Han lod rejse to tårne, hvis mure var 20 fod brede. Det ene var 130 fod højt og det andet 100. De øvrige mure fik tilsvarende proportioner. Fortet omgav han med en bred og dyb voldgrav, og han lod grave to brønde. Porten blev udsmykket med marmor, hvor han lod indgravere følgende vers:

De godes ven,

De ondes fjende,

Hovmods fald:

sådan er jeg, Tivoli,

thi således har Pius befalet.

Skønt byggeriet var meget arbejdskrævende og bekosteligt, blev det ikke desto mindre gjort færdigt på et år bortset fra den dobbelte mur, som paven havde bestemt skulle strække sig fra fæstningen til byporten, og som der skulle arbejdes videre på. Byggearbejdet havde ikke kunnet udføres for under 20.000 dukater, hvis ikke tiburtinerne og andre af Kirkens undersåtter havde stillet gratis arbejdskraft til rådighed. Alle lovpriste byggeriet og mente, at det var nødvendigt som beskyttelse imod naboernes forvovenhed og byens egen ubesindighed. Man syntes faktisk, at Pius’ Fæstning^[93] var lige så nyttig for Tivoli som Hadrians Fæstning^[94] var det for Rom, især da Tivoli opfattes som Roms andet fæstningsværk.

5.27. Tivoli

[Her følger en række optegnelser om Tivolis geografiske beliggenhed.]

Inde i byen er der i dag intet særligt bemærkelsesværdigt bortset fra en meget gammel bygning med store og høje buer. I dag kalder man den Porta Oscura. I tidligere tider kom man ind i byen ad denne port: her blev handelsvarerne oplagret og toldafgifter betalt. Det, der dengang var store og smukke rum for købmænd, toldere og fremtrædende mænd, er nu åbne stalde for kvæg, og oven på taghvælvningerne er der haver, hvor man dyrker grøntsager. Man kan også se rester af et tempel for Vesta eller en anden gud. Templet havde høje søjler og lå på en klippe højt over Aniene. Ikke langt fra fæstningen er der spor af et pragtfuldt amfiteater, men fæstningen har nu slugt det hele. En del af Aniene er blevet ledt igennem byen: den giver vand til møller, værksteder og fontæner, og den forskønner i høj grad byen.

Uden for byen, ved den tredje milesten, lod kejser Hadrian i sin tid bygge en pragtfuld villa, eller nærmest en lille by. Der er stadig høje og store tempelhvælvinger. Man kan også se delvis sammenfaldne bygninger med haller og værelser, samt rester af søjlegårde, store søjlegange, svømmebassiner og bade. En del af floden Aniene blev ledt ind i villaen og bragte svale i sommervarmen. Nu har tiden ødelagt alt. De vægge, som engang blev dækket af broderede stoffer og purpurforhæng indsyet med guld, er nu dækket af efeu. Der hvor purpurklædte tribuner sad, vokser der nu tornekrat og brombær, og slanger bebor dronningers gemakker. Så omskiftelig er menneskenes verden. Mellem denne villa og Tiberen ligger der smukke vingårde og olivenlunde, og blandt vinrankerne kan man finde alle slags træer og mange granatæbletræer, som bærer store og velsmagende frugter.

Engene omkring Tivoli er meget smukke om sommeren. Her tog paven ofte ud for af slappe af sammen med kardinalerne. Snart slog han sig ned i græsset under oliventræerne, og snart på en grøn eng ved Anienes bred, hvor man kunne se ned i det klare vand. Omkring to mil fra Tivoli er der en afsides dal med enge, der vandes fra mange kilder. Engang blev en kraftig vandstrøm ført herfra gennem høje viadukter til de bjerge, der skuer ned over Rom, og herfra videre gennem underjordiske rørsystemer enten til Hadrians villa eller til Byen. Man kan stadig se massive og høje rester af disse viadukter, der dog ikke længere hænger sammen. Alene ruinerne er nok til at fortælle os, hvor dyrt det har været at bygge dem.

Pius hvilede ofte ud på disse enge, ved de sprudlende kilder og under skyggefulde træer. Her drøftede han også de offentlige anliggender med kardinalerne eller modtog de legationer, der fulgte ham overalt. I Tivoli boede Pius hos franciskanerne på et højtliggende sted, hvorfra man kunne se Byen og Anienes løb nede på sletten og de meget smukke grønne lunde. Ellers var der ikke meget at fornøje sig over. Huset var gammelt og forfaldent og fuldt af rotter så store som kaniner, der pilede frem og tilbage og forstyrrede natteroen. Også vindene, som denne by er rig på, var meget ubehagelige, og da bygningen var fuld af sprækker og revner og meget gammel, kunne man ikke holde regnen ude. Munkene havde ikke sørget for at reparere den, og de var i øvrigt ikke særligt fromme. Da de var konventualer^[95] og ikke havde en passende livsførelse, lod paven dem fjerne og indførte observanter i stedet.

Medens vi skrev dette, fik paven overbragt et brev med underretning om, at Genova som sædvanlig havde gjort oprør: ærkebiskop Paolo, som tilhørte Lazarinerordenen, havde sammensvoret sig med Paolo Benedetto og Martinetto, som var ledende medlemmer af slægten Fregoso. Den 15. december 1463^[96] var de med en stor, bevæbnet skare af deres venner trængt ind i dogepaladset og havde kastet Ludovico, deres slægtning og byens doge, i lænker. Dernæst havde de ført deres fange til den hellige Frants’ kloster, der ligger lige ved fæstningen. For at få ham til at befale, at fæstningen skulle overgives til dem, blev der rejst et skafot, hvor han ville blive hængt, hvis ikke vagterne straks overgav fæstningen. Vagterne adlød, og fæstningen blev overgivet til ærkebiskoppen, som befalede, at den skulle holdes i hans navn. Borgerne var nu optaget af valget af den kommende doge. Alle regnede med, at det ville falde på ærkebiskoppen, som i det foregående år havde haft dogeværdigheden i nogle få dage og havde abdiceret til fordel for Ludovico – ufrivilligt, ganske vist, men det var Ludovico, der havde fæstningen. Denne gang ville ærkebispen være mere forsigtig, men hans position var også stærkere. Det er forunderligt og uhørt i vor tidsalder, at en bys ærkebiskop bliver gjort til tyran med magt. Hos romerne var det en stor ære at blive valgt til konsul for fjerde gang. Ludovico var - til sin store skam – blevet doge i sit eget fædreland fire gange og hver gang kasseret som uduelig.

Men lad os vende tilbage til Tivoli og høre, hvad Flavio Biondo har at sige derom.

5.28. Biondo om Tivoli

[Her refereres historikeren Biondo Flavios afsnit fra Italia Illustrata om Tivoli]

Paven opholdt sig på dette sted i næsten tre måneder. På grund af stedets charme nød han opholdet, selvom han var plaget af stadige bekymringer såvel på grund af krigene som på grund af de sager, som også et fredeligt^[97] pontifikat medfører.

5.29. Kirkens styrker angriber L’Aquila. Sammenligning af Bernardino af Siena og Antonio Petrucci

I mellemtiden havde kardinalen af Teano og Federigo af Urbino ført deres tropper til grevskabet Albi og Tagliacozzi. Da de havde bragt en del af territoriet tilbage under Orsiniernes herredømme og fordrevet Piccininos garnison, besluttede de at drage videre til L’Aquilas territorium. I en samlet manøvre hærgede de hele sletten neden for byen. Mere end 200 fanger blev ført bort, samt talløse okser, lastdyr, muldyr, hjorde og kvæg af enhver slags – det er nemlig jord med meget frodig græsning. De tog også alt kornet med sig, såvel det der lå renset på tærskepladserne, som det der var høstet, og det der endnu stod uhøstet på markerne. De førte også mere end 20.000 høns med sig tilbage.

Da byttet var blevet indsamlet og ført til landsbyen San Vittorino fire mil fra L’Aquila, slog de lejr, således at man fra L’Aquila kunne se deres faner og telte – til stor græmmelse for borgerne. De havde hidtil ringeagtet Kirkens styrker, men nu måtte de med egne øjne se dem hærge agrene og udplyndre området omkring byen, uden at de turde gøre modstand. Byen blev kun reddet af sine mure. Nu mærkede L’Aquila Kirkens styrke, og de, der havde opført sig krigerisk og overmodigt, blev straffet med ødelæggelse og skam. Det var Guds retfærdige hævn.

Under Martinus V var aquilanerne engang blevet forsvaret af en kirkelig garnison mod Braccio, men siden hen var de gået sammen med braccianerne imod pave Pius. Det var en utaknemlig by, som formastede sig til at rejse sig imod sin moder og befrier, den Romerske Kirke, og den var ikke værdig til at have den hellige Bernardinos jordiske rester hos sig. Men byen forsyndede sig ikke ustraffet. Først blev agrene hærget, og siden hen blev en stor del af byens mure såvel som borgerhuse og store templer ødelagt af jordskælv. Måske vil de blive ramt af endnu større straffe fra Gud.

Da fjenden ikke gik i kamp, drog kardinalen og Federigo bort med alt byttet, og ad meget ujævne og stejle veje søgte de i retning af Avezzano under stadige træfninger med fjenden. Ved fredelig overenskomst overtog de først kontrollen med Paterno og derefter med Avezzano. De fik også borgene i det øvrige område omkring Albi og Tagliacozzo - enten med magt eller ved aftale. Undtaget var kun de borge, som tilhørte Colonnaerne, for paven ville have fred med denne slægt, således at der ikke skulle opstå en endnu større konlfikt. I mellemtiden sendte aquilanerne legater til kardinalen for at rette op på deres situation og søge om våbenhvile. Dette blev dem tilstået på den betingelse, at de nedlagde våbnene for et år.

Herfter blev hæren ført tilbage til romersk territorium og drog igennem Campagna imod hertugen af Sora, som havde hærget agrene i den romerske del af Campagna. Han var en bedragerisk mand og en fjende af sandhed. Så snart de nåede frem, hærgede de området helt frem til Sora. Det var nærved, at borgerne havde indladt dem i byen, for de følte sig stærkt forulempet af hertugens livsførelse. Men hertugen forhindrede det, og hæren trak sig nu tilbage og slog lejr ved Castelluccio, fordi dette sted var velegnet til at afspærre byens forsyningsveje. Stedet blev bevogtet af den ovennævnte Antonio Petrucci sammen med en garnison af fodfolk.

Petrucci var engang en af de ledende borgere i Siena og havde rige gaver fra naturens hånd: han var en høj og smuk mand, belæst, veltalende, kløgtig, gavmild og modig. Han var derfor utroligt populær blandt byens befolkning. Men disse udmærkede egenskaber modsvaredes desværre af store fejl: tøjlesløshed, liderlighed, afhængighed af luksus, desperat vovemod, en løgnagtig tunge, et troløst sind, ambition, ekstravagans, ustadighed, og en hang til forstillelse og forræderi.

De første, han forrådte, var folkene fra Lucca. Deres tyran var Paolo Dionigi, med hvem Antonio var forbundet ved fadderskab. Antonio tog ham til fange med list og overgav ham til Francesco Sforza. Men heller ikke Francesco var han tro imod, for da denne overdrog ham styret i Acquapendente, solgte han byen til pave Eugenius. Han forrådte også Niccolò Piccinino, som han svigtede efter at fået sold af ham. Han løj ofte over for florentinerne, men modtog et årligt underhold af dem bare for at lade dem i fred. Engang tog han ud på jagt og nåede frem til Brolio på florentinsk territorium, men ikke langt fra Siena. Der modtog han en invitation fra de lokale adelsmænd og steg op i fæstningen. Medens de drak, overfaldt han sine værter, kastede dem i lænker og holdt byen i mange dage. Han løj ofte over for aragonernes konge, Alfonso, og over for pave Eugenius. Til sidste prøvede han på mange måder at forråde sit fædreland og blev af derfor sendt i eksil, hvor han levede i den yderste fattigdom.

På den tid var der i Siena to helt forskellige mænd: den ene var Bernardino^[98] og den anden den bemeldte Antonio. Bernardino var den bedste af alle mænd, Antonio den værste. Den ene fulgte den hellige hær i form af minoriterordenen, den anden fulgte den bevæbnede hær i militærlejrene. Den ene tjente Gud, den anden djævelen. Den ene begærede ingen verdslige ting, den anden kunne ikke få nok af dem. Den ene var klædt i sækkelærred og afskyede penge, den anden iførte sig en gylden klædning og tørstede altid efter guld. Den ene døde i kyskhed^[99], den anden lod ingen form for sex uprøvet. Den ene opfordrede uafladeligt unge mænd til et bedre livs frugter, den anden fordærvede ungdommen. I den enes mund var der ingen løgn, på den andens læber var der ingen sandhed. Hvorhen den ene kom, prædikede han fred, den anden såede krigens sæd. Den ene adlød sine foresatte, den anden var opsætsig. Den ene var elsket af alle, døde og blev efter sin død indskrevet blandt Kristi bekendere, den anden bliver hadet af alle, lever endnu og er – endnu levende – blevet dømt som værdig til at lide den værste straf i helvede.

Da Antonio var landsforvist, og næsten alle Italiens tyranner havde fordrevet ham fra deres områder, modtog hertugen af Sora ham til sidst med åbne arme (han lignede jo ham selv), og placerede ham som nævnt i Castellucio med en garnison. Da Antonio fra murene så Kirkens tropper ankomme, sagde han: ”Mine fæller, her ser I Kirkens hær. Lad dem bare komme an. Vi kommer til at kæmpe med kvinder! Byttet vil gøre os rige. Jeg ser nogle af jer blegne, men hvad frygter I? Tror I mere på Kirkens nøgler end på vore egne sværd? Og frygter I pavens ligegyldige navn, ham som man kalder Kristi stedfortræder? Det er en tom overtro, opfundet af dristige præster. De hævder, at de er i Guds sted, for at de kan have os som undersåtter. Det er en skrøne. Guds tjener, det er den, som har det stærkeste sværd. Ingen præst skal nogensinde byde over mig. Jeg foragter den slags mennesker, og jeg har aldrig brudt mig om nogen af dem, selvom det nu er en af mine medborgere, der er pave. Kun primitive ånder og pøbelsjæle bliver tryllebundet af den slags vrøvl. Den stærke mand har aldrig frygtet for kirkestraffe. Det er rigtigt, hvad bologneserne siger, at de exkommunicerede hverken mangler mad eller drikke.” Medens han råbte op om disse ting, blev han bragt til tavshed af en kugle fra en kanon, og en del af fæstningsværket ved siden af ham brød sammen. For Federigos soldater nærmede sig nu borgen med håndballister og de små bombarder, som man kalder spingarder. Man begyndte at kæmpe foran murene. Stedets vanskelige placering gjorde, at man måtte udsætte stormen på fæstningen i nogle dage. I mellemtiden tilkaldte hertugen af Sora hjælpestyrker fra alle sider. Hertugen af Sessa kom til med seks ryttereskadroner, Onorato Caetani med een, og Carlo Baglioni med yderligere én. Caldora sendte to, og også andre sendte styrker. Til sidst var Soras hær lidt større end Kirkens. Så begyndte de at udfordre Federigo til at kæmpe, og da han ikke lod sig provokere, hånede de ham og kaldte ham en sand Kirkens hærfører, der befandt sig bedre i kirker end i militærlejre, og en tøsedreng, der ikke turde se på trukne sværd. Men han lod hånt om fjendens tilråb, og var mere optaget af, hvad de gjorde, end hvad de sagde, medens han afværgede angreb og undgik baghold. Hans lejr lå imellem fjendens lejr på den ene side og Castelluccio på den anden. Han var således på samme tid belejrer og belejret: til den ene side måtte han slå fjendens angreb tilbage, medens han til den anden side angreb byen.

Således blev der kæmpet i mange dage, selvom det var opslidende for begge hære. Til sidst indtog Federigo byen med et voldsomt stormangreb, udplyndrede den for fjendernes øjne og satte den i brand. Sora og de andre, som havde bragt hjælpetropper, forlod deres lejr og drog bort i skam. Antonio Petrucci blev taget til fange, kastet i lænker og ført til Urbino, hvor han den dag i dag må friste en kummerlig tilværelse i et strengt fængsel. Han, som foragtede præsterne så dybt, bønfalder nu forgæves om deres hjælp. Det vil være godt og fromt, hvis han på denne måde bøder for sine forbrydelser og klogt bærer straffen fra den guddommelige hævner.

Hertugen af Sora blev kort tid efter forladt af sine venner, og da han ikke havde andet håb, sendte han legater til Federigo og opnåede fred på betingelse af, at han skulle være neutral indtil 1. juni. Herefter skulle han rejse Ferrantes flag og underkaste sig hans vilje. Som sikkerhed for at han overholdt dette, overgav han to velplacerede og stærkt befæstede byer til paven, Fontana og Casa Olivieri. Så blev det vinter, og soldaterne drog i vinterkvarter. Sin sædvane tro havde Sora løjet og overholdt intet af det, han havde lovet, og det endskønt han havde med højtidelige løfter og eder havde lovet kong Ferrante at overholde sin aftale med Federigo.

5.30. Kong Ferrantes kampagne i Apulien

Ferrante drog til Puglia, hvor han hærgede Troia, Lucera og naboegnene. Paolo del Sangro og alle dennes byer lovede ham lydighed og troskab. Herefter førte Ferrante sin hær til bjergområdet Sant’Angelo. I en første angrebsbølge tvang han alle byerne i dette område til at aflægge troskabsed til ham med undtagelse af to, nemlig Ischitella og Monte Sant’Angelo, hvortil han havde bragt sin hær på grund af terrænets bekvemmelighed, og fordi byen var hele områdets hovedby. Han sendte legater til byen, men da byboerne nægtede at overgive sig, gav han signal til kamp. Skønt byen lå på en meget høj klippe og havde mange forsvarere, blev den takket være soldaternes tapperhed indtaget på en halv times tid og udplyndret.

Stedets tyran, Luigi Minutolo, tog ophold i fæstningen, der nu kaldes Monte Sant’Angelo, men engang hed Gargano. Navnet blev ændret på grund af en kirke på toppen af bjerget, som er indviet til ærkeenglen Michael på grund af et mirakel med en tyr, som skal være sket der. Beboerne ærer dette sted med stor fromhed, og mange kommer udefra med gaver af guld og sølv. Supplikanterne^[100] giver mange pengegaver for opfyldelse af deres bønner, og for disse penge har man bygget et prægtigt tempel. Dette plyndrede Ferrante – til stor skade for sig selv, for hvem kan betvivle, at dette gjorde krigen mere langvarig og mere farlig for ham selv? Helligbrøde forbliver ikke ustraffet. De himmelske væsener hader dem, der forgriber sig på deres ejendom, og skæbnen tilsmiler ikke altid religionens fjender. Straffen for at foragte guddommen nedarves også til ens efterkommere.

Da Pius hørte, at det fornemme tempel var blevet plyndret, blev han så vred, at han truede Ferrante med alvorlige sanktioner. Denne svarede, at han kun modvilligt havde taget de offergaver, der var viet til Gud, men at nødvendigheden havde tvunget ham. Hæren ville have gjort oprør på grund af pengemangel, hvis ikke der var blevet uddelt bytte til soldaterne. Han havde faktisk ikke taget guldet fra Gud, men blot lånt det, og han ville give det tilbage med renter, hvis han endte som sejrherre i Kongerriget. Da paven ikke kunne omgøre det skete, affandt han sig med et løfte om kommende erstatning.

5.31. Malatestas sejr og troløshed

Før paven forlod Byen, havde Sigismondo Malatesta gjort åbent oprør og samlet store styrker for at angribe Kirkens territorium. Biskop Bartolomeo af Corneto, en meget begavet mand, som kort forinden havde styret Perugia, blev sendt som legat til den hær, der var stationeret i Piceno, og som stod over for den forbitrede fjende. Således blev en god og klog mand sat ind imod en slyngel.

Kirkens hær slog lejr i en dal ved floden Nevola tre mil fra fjenden. En mand ved navn Cicco Brandolino havde tidligere været i pavens sold, men var få dage før blevet forræder og gået over til den anden forræder. Han kom fra Forlì og tilhørte den store familie Broglio, som skal have genrejst det italienske krigsvæsen til sit nuværende høje niveau, efter at de tyske, franske og andre udenlandske krigsherrer først var blevet fordrevet. Cicco gjorde sig til en uværdig efterkommer af sådanne forfædre, da han forrådte sin første aftale. Til gengæld var han sin broder, Tiburzio, værdig, for denne begik kort tid efter selvmord, da hans forræderiske forehavender blev opdaget.

Sigismondo blev glad over Brandolinos ankomst. Da hans styrke således var blevet forøget, besluttede han at angribe fjenden. Dette blev meldt af spejdere til Corneto, hvorpå denne kaldte officererne til sit telt, instruerede dem om at forberede sig på et slag og pålagde alle at vise deres mod, når fjenden ankom. Han udsatte også vagtposter ikke langt fra fjenden for at udspejde alle deres bevægelser. Midt om natten kaldte Sigismondo sin hær til våben og lod eskadronerne træde an i angrebsorden. Da Cornetos spejdere svigtede deres opgave, lykkedes det Sigismondo ved daggry at nå uset frem til Kirkens lejr og angribe palisaden.

Det pludselige angreb skabte rædsel i hele lejren, og hverken kaptajner eller soldater havde tilstrækkelig åndsnærværelse. Corneto løb hid og did, opildnede officerer og soldater til hurtigt at gribe til våben og forsvare voldgraven og palisaden: nu var der brug for mandsmod; hvis de var rigtige mænd, kunne de ikke blive fordrevet imod deres vilje; de burde kæmpe tappert om ikke for Kirken så for deres egen ære, og de burde ikke acceptere den tort at miste deres egen lejr - den største vanære, som kan overgå soldater.

Han blev adlydt af nogle, for hvem æren betød meget, og blandt dem var den ovennævnte Paolo da Forlì en af de hurtigste og tapreste: i nogen tid holdt han fjenden stangen, men da han genkendte Sigismondo, løb han vovemodigt og uden hjelm alene frem og prøvede at såre ham. Han blev dog selv hugget ned af en ukendt soldat, og således døde en tapper mand.

Giovanni Francesco Noto da Bagni, Alessandro, herren til Matelica, Giovanni Piccinino og adskillige kæmpede tappert på deres poster og forsvarede lejren, men samme tapperhed fandtes ikke alle steder, og fjenden kom ind i lejren fra den ene side, medens de, hvis blod løb koldt omkring deres hjerter^[101], begyndte at flygte til den anden side. Blandt disse var Ludovico Malvezzi fra Bologna. Denne havde fået penge af paven til at underholde 400 ryttersoldater, men han var kun kommet til lejren med 40, og havde hverken udstyret dem med våben eller heste, som det var nødvendigt i så kritisk en situation.

Da Malvezzi tidligere kæmpede for venetianerne, nød han høj anseelse hos disse. Men han mistede sit gode omdømme, og viste, at han var sand bologneser. For hvem har nogensinde hørt om en indfødt fra Bologna, der var en fremragende hærfører? Bologneserne har for vane at udgyde medborgeres blod inden for murene, på torvet og ved baghold. I felten hører man sjældent om tapperhed hos dette folk.

Da Ludovico flygtede, og lejren allerede var indtaget af fjenden, flygtede også Corneto. En del af hæren søgte tilflugt i Kirkens nærliggende byer, en anden del blev taget til fange. Flere end tre hundrede ryttersoldater faldt i fjendens hænder. De vigtigste iblandt dem var Giovanni Francesco og Alessandro. Manges og heriblandt Cornetos egen baggage blev fjendens bytte. Da en dristig soldat fandt hans embedsdragt og bispehue, beordrede Sigismondo ham til at tage den hvide kjortel og bispekåben på. Derpå fik han bispehuen på sit hoved, rakte hånden frem over folket som til en velsignelse, og red hid og did. Sådan forhånede de den gejstlige stand.

Efter denne sejr drog Sigismondo med sin hær til Nidastore^[102], hvor mange fra resterne af Kirkens hær var søgt hen. Da de ikke regnede med, at byen kunne reddes, forlod de den på betingelse af sikkerhed for sig selv og deres ejendele. Men hvilken aftale kan binde Sigismondo? Da soldaterne forlod byen, sendte han straks en trop imod dem og fratog dem alle deres ejendele, våben og heste. Derefter indtog han byen og udplyndrede den. Bagefter overgav to andre byer sig til ham, men også her brød han sin ed og overgav dem til udplyndring. Skrækslagne herover vidste picenserne ikke, hvorhen de skulle vende sig, endskønt Francesco^[103], der var legat i denne provins, tog rundt til byerne for at give dem håb om snarlig hjælp.

5.32. Jacopo Ammanatis mission i Piceno. Lederstridigheder i pavens hær

Paven sendte nu biskop Jacopo af Pavia til området for at få overblik over situationen. Denne lånte penge af sine venner, samlede resterne af Kirkens hær, gav soldaterne sold, og stationerede dem, hvor de bedst kunne gøre modstand mod fjenden. Derefter vendte han tilbage til paven, der opholdt sig i Tivoli, og aflagde rapport: hæren var stærk nok til at modstå fjendens indfald, men den manglede en general, der kunne håndtere så store styrker, og som havde mændenes respekt. Det forhold at kaptajnerne var ligestillede, skabte splid. Militære riddere foragter civile^[104] præster. Præsterne kan ganske vist give råd om at føre krig og at slutte fred, men når der er brug for handling, og højrearmen svinger sværdet, så ophører det gejstlige herredømme, og ingen lytter til præstens ord. En soldat under våben adlyder kun en, der er stærkere end han selv. Byerne i Piceno var i panik, mange var tvivlrådige, og befolkningerne hældede til de stærkeste. Hvis ikke der kom en hærfører med erfaring og høj autoritet, måtte man frygte, at det ville gå ilde med denne store provins.

Sagen blev drøftet i pavens råd. Under de givne omstændigheder kunne man kun finde én mand, som man kunne betro ledelsen af så stor en hær. Det var Napoleone, overhovedet for slægten Orsini, som med den største hæder havde kæmpet både for kong Alfonso og for venetianerne, og som havde haft kommandoen over meget store hære. Imod hans udnævnelse talte misundelse fra den romerske adel, som ikke ville acceptere, at Orsinierne blev hædret. Det var risikabelt at give mere magt til en familie, som i forvejen var mægtigere end de andre familier i det romerske territorium. Hvis man gav den militære overkommando til Orsinierne hus, der allerede af naturen var overmodigt, så ville de blive utålelige i fremtiden.

Men nødvendigheden besejrer alt. Napoleone blev udnævnt til øverstkommanderende og sendt til Piceno sammen med Jacopo, biskoppen af Ventimiglia, der blev udsendt som legat. Ved hans ankomst genvandt provinsboerne modet, og de uddrev straks Sigismondos sendebud, der ellers afventede deres frafald fra Kirken. Fuld af foragt for Kirkens førerløse hær var Sigismondo ellers nået helt frem til Monte Lupone, men da han hørte, at den fornemme og berømmelige Napoleone var blevet øverste leder af Kirkens styrker og nu var kommet til stede, vendte han tilbage til sit eget område. Biskoppen af Corneto havde allerede tidligere bedt sig fritaget for sit hverv, og da hans afløser ankom, vendte han tilbage til sit bispedømme.

---

1. ^{Bracceschi: betegnelse for Braccio da Montones kompagni af lejesoldater, som Piccinino overtog efter Braccios død. De kæmpede ofte imod hertugen af Milano, Francesco Sforzas, gamle kompagni, sforzanerne}
2. ^{Natura et arte}
3. ^{D.v.s. forræder mod staten}
4. ^Marescallus
5. ^{Alessandro Mirabelli Piccolomini, en ven af Pius fra Napoli, som Pius havde tildelt Piccolomininavnet}
6. ^{Vi ville sige ”strudse”}
7. ^Palatini
8. ^Anima
9. ^{Man ser, hvor alvorligt Pius selv tager sin funktion som forvalter af Himmerigets nøgler, som Kristus gav til apostlen Peter, og som paverne har arvet som Peters efterfølgere som biskopper af Rom.}
10. ^{Antonio Piccolomini, pavens nevø}
11. ^{Byen kunne med æren i behold bryde sin aftale med Piccinino, hvis denne ikke bragte dem hjælp i en belejringssituation.}
12. ^{Af Teano}
13. ^{D.v.s. hertugen af Milanos tropper, ikke Kirkens. Braccianerne og sforzanerne var rivaliserende hærstyrker i Italien og kæmpede ofte imod hinanden i datidens krige}
14. ^{Natura et arte}
15. ^{Aristoteles, Eth., 5.1.1129b}
16. ^{Cicero, i de Filippiske taler, 2.113}
17. ^{Freden i Lodi 1454}
18. ^{D.v.s. kardinalskollegiet}
19. ^Ecclesia
20. ^{D.v.s. kardinalskollegiet}
21. ^{Som len af pavestolen}
22. ^{Pius argumenterer her ud fra et retligt synspunkt, men alle var selvfølgelig klar over, at hans reelle motivation var en strategisk-politisk målsætning om at holde Frankrig ude af Italien, og i dette tilfælde Syditalien, hvor franskmændene som direkte naboer til Kirkestaten ville være en alvorlig trussel mod denne}
23. ^{Lucan 1, 128}
24. ^{Salmernes Bog 35, 7}
25. ^{Salmernes Bog 117, 18}
26. ^{Salmernes Bog 33, 20}
27. ^{D.v.s. paven i sin egenskab af lensherre over Kongeriget Sicilien}
28. ^Quirites
29. ^{Patrimonium beati Petri}
30. ^{Camerarius: den stenrige kardinal Scarampo}
31. ^{Og med en vis grund. Pius opholdt sig relativt lidt i Rom (18 måneder ud af sine 35 som pave) og havde et anstrengt forhold til byen, hvad selve denne forsvarstale er et udtryk for}
32. ^{Quo vultu: egtl. med hvilket ansigt}
33. ^{Quo colore}
34. ^Apostolatus
35. ^Quirites
36. ^{3. august 1460}
37. ^{Roxburgh i Skotland}
38. ^{Tormentum bombardae}
39. ^{Stefan Thomasch den yngre}
40. ^{Guarino da Verona døde den 4. december 1460}
41. ^{Under messen forvandles brød og vin til Jesu Kristi legeme og blod: teksten betyder, at ærkebiskoppen ikke længere måtte holde messe}
42. ^{Gratiae expectativae}
43. ^{Hermed fremsætter Dietrich en alvorlig trussel imod pavestolen, hvis økonomi var stærkt afhængig af indtægterne fra det tyske område}
44. ^{Appel af pavelige beslutninger til et fremtidigt koncil var en udbredt juridisk manøvre igennem middelalderen. Den blev fordømt og forbudt under strenge kirkestraffe af Pius II i dekretet Execrabilis, offentliggjort ved slutningen af kongressen i Mantova. Diethers appel er derfor en stærk provokation af Pavestolen}
45. ^{Mare inferum}
46. ^{I marts 1461}
47. ^Capitanei
48. ^{D.v.s. de østlige kristne kirkesamfund, som var i union med den Romerske Kirke, de Unerede Kirker. De havde hver deres egne biskopper og patriarker, og havde aldrig tidligere haft en fælles, overordnet patriark. Deres påståede ønske om at få Ludovico som fælles patriark måtte virke ganske urealistisk i Rom og også risikofyldt}
49. ^{Man er formentlig ved pavehoffet tøvende over for hele denne sag}
50. ^{Efter Pius’ død dukkede Ludovico op ved hofferne i Polen og Persien og hævdede at være udsendt af henholdsvis kejseren og hertugen af Bourgogne, men blev afvist (Gragg)}
51. ^{Nikolaus af Tolentino (c. 1246-1306), kanoniseret 1446.}
52. ^{Bernardino af Siena (1380-1444), kanoniseret 1450. Franciskanermunk, der drog igennem Italien og prædikede omvendelse og bod. Som ung mand havde Pius II havde selv hørt ham prædike i Siena og var blevet dybt grebet. Han opsøgte ham og spurgte ham, om han selv skulle blive munk, men dette frarådede Bernardino.}
53. ^{Vincent Ferrer (1350-1419), kanoniseret i 1455. Berømt prædikant.}
54. ^{Osmund (-1099). Biskop af Salisbury under Wilhelm Erobreren}
55. ^{Katarina af Siena (1347-1380)}
56. ^{Rosa af Viterbo (1235-1252)}
57. ^{Francesca af Rom (1384-1440)}
58. ^{Orcus – NB: hedensk billede i pavens tale}
59. ^{Det hellige sværd, som paven engang om året gav til en fremtrædende person}
60. ^{Broder til Pius’ ungdomsven, Pietro da Noceto}
61. ^{Quattuor tempora}
62. ^{Paven fik sin vilje, men først mere end halvandet år efter, i december 1461; han tabte således i første omgang til kardinalkollegiet}
63. ^{En pavelig hædersbevisning}
64. ^{En søndag ved midfaste, som kaldes Lætare søndag efter det første ord i indgangsteksten, eller Rosa søndag, fordi paven på den dag uddelte Den Gyldne Rose.}
65. ^{Alfonso V, konge af Aragonien og Sicilien, Ferrantes far}
66. ^{Pavens nevø, som var gift med en illegitim datter af Ferrante, og hvis fremtidige karriere skulle foregå i Kongeriget Sicilien, på kong Ferrantes nåde. Hans onkel, pavens, fjendtlige handling over for Ferrante i forbindelse med Terracina gavnede selvfølgelig ikke nevøens sag}
67. ^{Et interessant udsagn i betragtning af hvor intensivt Pius iøvrigt – som paverne dengang gjorde det - plejede sine nevøers og sin families interesser.}
68. ^{Apostolicum aerarium}
69. ¹⁴⁶¹
70. ^{Nikolaus af Kues}
71. ^{Jacopo Ratta}
72. ^{Jacopo Ammanati, en af Pius’ yndlinge}
73. ^Campagne
74. ^{Regnum Neapolitanum}
75. ^{Efter den ottende (octavus) milesten}
76. ^Octavii
77. ^{Kong Alfonso V, Ferrantes far}
78. ^{Domus urbaniores}
79. ^{Pius’ beskrivelse hviler på selvsyn}
80. ^{Historia Naturalis}
81. ^{Pius’ troubleshooter, Bartolomeo Roverella}
82. ^{Ikke en munkeorden, men biskoppernes ”orden”}
83. ^{Cosimo de’ Medici. Milano og Firenze kunne ikke være interesserede i, at paven blev for stærk en aktør i det italienske magtspil, og de ønskede derfor ikke, at paven fik alt for stærk kontrol med Kirkestaten og dennes baroner}
84. ^{Lapis: egtl. sten}
85. ^{Noter betydningen af den nye militære teknologi for den strategiske situation i Kirkestaten}
86. ^{Castra: egtl. lejren}
87. ^Castra
88. ^{Pius = from og mild}
89. ^Pavestolen
90. ^Mortalis
91. ^{D.v.s. folkene fra Tivoli}
92. ^Civitas
93. ^{Arx Piensis}
94. ^{Moles Hadriani = Engelsborg}
95. ^{Konventualer, en gren af franciskanerordenen, der havde bevæget sig væk fra ordensreglens strenge livsførelse, medens observanterne var en anden gren, der overholdt den nøje. Pius favoriserede konsekvent observanterne}
96. ^{Der et tidsspring i beretningen. Pius tilbragte sommeren i Tivoli i 1461}
97. ^{D.v.s. et normalt paveligt styre uden krige}
98. ^{Den hellige Bernardino af Siena}
99. ^{Egtl. ”som jomfru” (virgo). Jomfruelighed som benævnelse for kyskhed brugtes også om mænd}
100. ^{D.v.s. de der kommer til kirken for at bede Gud om at opfylde deres bøn}
101. ^{Quibus frigidior erat circa praecordia sanguis. Vergil, Georgica 2, 484: ”Frigidus obstiterit circum praecordia sanguis.”}
102. ^{2. juli 1461}
103. ^{Francesco Todeschini Piccolomini, kardinal af Siena, den pavelige nevø}
104. ^{Armati … togati: bevæbnede (militære) … togaklædte (civile)}