|
Wallensteins Dom.
|
|
|
|
Stolt stod den store Wallenstein
|
|
Blandt sine første Helte,
|
|
Og oversaae den vide Egn
|
|
Med Krigere og Telte;
|
| 5 |
Da førte en Soldat man frem,
|
|
Ved Hvirvellyd af Trommer;
|
|
Med Haanden snørt til Taskens Rem,
|
|
Han vented' Høvdingdommen.
|
|
|
|
„Hvad var,” saa tordned' Fyrsten, „tal!
|
| 10 |
Hvad, Usling, var din Brøde?”
|
|
„„To Høns af Hungersnød jeg stjal.””
|
|
„Derfor skal nu Du bøde!
|
|
Til Galgen med ham! flux afsted!”
|
|
Opfoer den Seiervinder;
|
| 15 |
Da knæled Marodeuren ned,
|
|
Med dødningblege Kinder.
|
|
|
|
„„Ved Naadens Gud i Himmerig,
|
|
Tilluk dog ei dit Hjerte!
|
|
Han høre Dig, som Du nu mig,
|
| 20 |
I Afskedstimens Smerte!
|
|
O, før mig ei i Skjændselsdød;
|
|
Mig drev jo Hungersvaanden!””
|
|
Saa jamred' han — men Fyrsten bød,
|
|
Og vinked' bort med Haanden.
|
|
|
| 25 |
Da sprang den blege Synder op
|
|
Og knytted' sine Hænder:
|
|
„„Ha Blodhund! Du paa Ærens Top,
|
|
Som skjænder og som brænder!
|
|
Ja, hæng mig kun! ved denne Jord,
|
| 30 |
Den usle, dybt jeg væmmes,
|
|
Hvor slig en Røver kaldes stor,
|
|
Og Arm som Tyv beskjæmmes!””
|
|
|
|
Saa raabte han, og hæved' kjæk
|
|
Og trodsig op sit Hoved;
|
| 35 |
Men Alle hørte de med Skræk
|
|
Hvad den Fortabte voved'.
|
|
Paa Fyrstens Pande Arets Tegn
|
|
Med dunkel Rødme brændte;
|
|
„Han være fri!” bød Wallenstein,
|
| 40 |
Og flux ham Ryggen vendte.
|
