Kaiser Maximilians Redning
Kaiser Maximilians Redning. | |
Hvor høit mod Himlen steiler | |
Tyrolerlandets Fjeld, | |
Ved Inspruck smukt sig speiler | |
I In et Skovkapel; | |
5 | Der flammed' stille Lampen |
I Secler Dag og Nat, | |
Til Sweitszer-Frihedskampen | |
Udslukkede den brat. | |
Naar Aftenklokken klinger | |
10 | Ned til den stille Dal, |
Og Lammegribben svinger | |
Sig op fra Klippens Sal, | |
Den raske Gemsejæger, | |
Til Landsbyflokken vendt, | |
15 | Fortæller, ved et Bæger, |
Hvi Lampen hist blev tændt: | |
I Middelaldrens Tider, | |
Da Mestersangre qvad, | |
Da Stene fløi fra Blider | |
20 | Mod Klippeborg og Stad, |
Da Hjelm og Ridderspore, | |
Da Falk paa Haand man bar, | |
Maxmilian den Store | |
I Tydskland Kaiser var. | |
25 | En Dag i Purpurdragten, |
Med Kroner tæt besat, | |
Han drog på Gemsejagten | |
Med Fjerbusk i sin Hat; | |
Et Spyd han bar i Haanden, | |
30 | Og Buen paa sin Ryg; |
Af Øiet lyste Aanden | |
Saa herskerstolt og tryg. | |
Op ad den Himmeltrappe | |
Han fulgte Gemsen let; | |
35 | De Andre maatte snappe |
Om deres Aandedræt. | |
Hans Kaabe stod i Vinden | |
Lig Ørnevinger grandt — | |
Snart fjernt bag Klippetinden | |
40 | Ved Gletscheren han svandt. |
Forgjæves kaldte Hornet | |
Ham fra den svimle Vei. | |
Alt Solen sank bag Taarnet: | |
Men Kaiseren kom ei. | |
45 | Forgjæves de ham søgte |
Til næste Aftenrød; | |
Da toned' vidt det Rygte: | |
Maxmilian var død. | |
Men Kaiseren paa Fjeldet | |
50 | Adskildt fra Veien stod; |
En Gemse blodig fældet | |
Laa udstrakt for hans Fod. | |
Af evig Snee omgivet | |
Paa Dødens Rædselssti, | |
55 | Ham vinked' atter Livet |
Med al dets Trylleri. | |
Kun Fjeld og Dyb han øined', | |
Af Mennesker forladt — | |
I evig Pragt sig høined' | |
60 | Den store Stjernenat. |
Da sænked' sig hans Hoved | |
Paa Klippens haarde Grund — | |
Han, som kun havde sovet | |
Paa Fløil og Edderduun. | |
65 | Hvad hjalp ham nu hans Rige; |
Hvor tom blev ham hans Pragt! | |
Nu Ormen var hans Lige, | |
I Herlighed og Magt. | |
Ei Fjeldene sig bøied' | |
70 | For ham, der kaldtes „stor;” |
Og Kaiseren slog Øiet, | |
Som Betler, ned til Jord. | |
Den gyldne Himmelfugle | |
Op over Verden steg, | |
75 | Og Aftnens Strimer gule |
Igjen i Vesten veg. | |
Med Snee han slukked' Tørsten, | |
Og bad til Gud om Mod; | |
Med Anger gjorde Fyrsten | |
80 | For sine Synder Bod. |
Det var den tredie Morgen, | |
Han laa i Dødens Strid; | |
Da vækked' ham af Sorgen | |
En Engelstemme blid: | |
85 | „Haab trygt paa Gud i Nøden!” |
Og undrende han saae, | |
Tæt ved, i Morgenrøden, | |
En Hyrdedreng at staae. | |
Han stod paa Klippeblokken, | |
90 | Og smiled' alvorsfuld; |
I Panden skiltes Lokken | |
Som spundet ud af Guld. | |
Om Skuldren hang en Taske, | |
I Haand han bar en Stav; | |
95 | Og Nectar af sin Flaske |
Han Tydsklands Kaiser gav. | |
Ei før ved Fyrstetaffel | |
Midt i sit Marmorslot, | |
Af klar Crystalcaraffel, | |
100 | Den smagte ham saa godt. |
Paa Hyrdedrengens Stige | |
Af Reb han klavred' ned, | |
Fra Dødens kolde Rige | |
Til Livets Herlighed. | |
105 | Snart hilsede hans Blikke |
Den yndige Natur: | |
Hist saae han venlig ligge, | |
Bag Ranker, Hyttens Muur; | |
Her Svalen fløi bevinget; | |
110 | Der Floden sølvklar flød, |
Og tusind' Klokker ringed', | |
Fra Inspruck, for hans Død. | |
„Ha,” raabte han, „jeg lønner | |
Dig kosteligt med Guld! | |
115 | Du, som af Dalens Sønner |
Kom til min Redning huld.” | |
Og venligt saae hans Blikke | |
Til Hyrdedrengen om; | |
Men see! — han var der ikke — | |
120 | Forsvunden som han kom. |
Da Fyrsten overvældet | |
Sank paa sit Knæ for Gud, | |
Som sendte ham paa Fjeldet | |
En Frelsensengel ud. | |
125 | Hans Fryd snart Landet deelte; |
Til Fester Alt blev smykt; | |
Men hisset, hvor han knælte, | |
Kapellet blev opbygt. |
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929. |