Vor Tids Muhamed/XII
Midt i September 1857 blev et Emigrantselskab fra Arkansas, bestaaende af omtrent 120 Mænd, Kvinder og Børn, myrdet ved Mountain Meadows i Washington Country, Utah Territorium. — Folk, som reiste mellem California og Utah, saa de døde Legemer ligge omkring paa Engen og fortalte gysende derom. Man svarede i Utah, at Indianerne havde gjort det; og denne Historie toges i lang Tid for god. Men et saa frygteligt Mysterium kunde ikke længe forblive skjult. Et Rygte kom ud om, at Mormonerne havde begaaet Myrderiet paa Brigham Youngs Anstiftelse! — og dette gav naturligvis Sagen en i høi Grad forøget, uhyggelig Interesse. — Mountain Meadows Myderiet danner uden Tvivl et af de sorteste Kapitler i Mormonismens mørke Historie. Vi skulle nu forsøg paa at give en levende, men kortfattet Fremstilling af denne Rædselsdaad efter de hidtil i Sagen fremkomne Aktstykker:
- „Min Herre!“
„........Det Emigrantselskab, som blev myrdet ved Mountain Meadows i deres Jurisdiction den 15de September 1857 var et af de mest vehavende, mest fredelige og mest respektable, der nogensinde er reist tværs over Fastlandet via Salt Lake City! De vare amerikanske Borgere paa de For. Staters Gebet dengang de opsloge deres Delte ved Jordans Flod paa den frie, uafhændede og uaflukkede offentlige Domaine; og efter Utahs Love var deres Kvæg og Eiendom ligeledes uantastelig paa dette Sted De fleste af disse Emigranter vare Landmænd med simple ligefremme Livsvaner: og da „De“ aldrig har beskyldt dem for Tyveri, Rov, Overgreb, Forstyrrelse af den offentlige Orden — eller i det Hele taget for upassende Opførsel, saa er det rimeligt, at disse Mennesker vare ligesaa hæderlige i deres Tænkemaade, — ligesaa ærlige og retskafne i Omgang med Andre, som Folk fra Landet i Almindelighed ere — Da de leirede sig ved Jordan — trætte og udmattede — var deres Forraad af Fødemidler saa godt som opbrugt, og deres Trækdyr næsten ubrugelige efter den lange, besværlige Reise. Det var nødvendigt for dem at blive i Utah, indtil de havde faaet deres Proviantforraad fornyet, deres udkjørte Trækdyr erstattede med nye og tillige selv samlet friske Kræfter. I Utah havde man netop havt en overflødig Høst dette Aar; Bjergene og Dalene vare bedækkede med rigt nærende Græs. — Hvad var der da til Hinder for, at Emigranterne opholdt sig der, saalænge det behagede dem? — Hvorfor maatte de ikke kjøbe, hvad de trængte til, og forsætte Reisen, naar det behagede dem? Hvori havde de forsyndet sig, da Loven, som her repræsenteres af „Deres“ Person, ikke maatte beskytte dem?. den store Kjærligheds- og Barmhjertighedslærers Repræsentant, — hans Efterfølger, hvis sidste Ord vare: „Fader, forlad dem........!“
Da det ikke var Emigranterne tilladt at blive ved Jordan, brøde de op og fortsatte Reisen i Retning af Los Angelos, men de gjorde naturligvis kun langsomme Fremskridt.
Ved Ankomsten til „American Fork Settlement“ forsøgte de at kjøbe Proviant og bytte nogle af deres overanstrængte Dyr bort for Mormonernes friske og stærke, — men, hvor fordelagtige Betingelser friske og stærke, — men, hvor foredelagtige Betingelser de end tilbød, kunde ingen af Delene, til deres store Forundring, lade sig gjøre. Ikke den ubetydeligste Ting kunde kjøbes af de, skjøndt Mel, Flæsk, Grøntsager, Fjerkræ, Smor, Æg, etc. var tilstede i Overflod. De reiste da videre gjennem Battle Creek, Provo, Springville, Spanish Fork, Payson, Salt Creek, Fillmore og forsøgte paa hvert Sted af kjøbe Proviant og bytte Kvæg, men overalt forgjæves. Det er vel sandt, at en eller anden dristig Mormon leilighedsvis stjal sig ind i Emigranternes Leir om Natten — og derved udsatte sig for at fa Struben skaaret over til Belønning for sin Ulydighed mod Ordren, men disse Smaating forsloge naturligvis ikke meget til saa stort et Selskab........ Uagtet den oprørende Behandling de saaledes modtog, opførte Emigranterne sig venligt og fredeligt mod Mormonerne. — Ingen Klager eller Besværinger rettedes mod dem, og det var øiensynlig deres Hensigt at komme igjennem Utah, for om muligt at naa et gentile (ↄ: ikke mormonsk) Settlement, hvor de for deres Penge og Kvæg kunde kjøbe sig noget at spise. Som bekjendt pleiede en Mængde Emigranttræn, mellem de østlige Stater of California, dengang kun at være provianterede for Reisen til Salt Lake City; og der udstyrede de sig da paany for Touren til California Dette var skel utallige Gange, uden mindste Vanskelighed fra Mormoneres Side. — Hvad foranledigede da en saa usædvanlig og uforanlediget Fremgangsmaade specielt mod disse Udvandrere? Hvorfor maatte de ikke proviantere og hvile sig saavelsom alle andre? Fordi de vare fra Arkansas! fra den Stat, hvori en af „Deres“ Medapostle, Parley P. Pratt nylig var bleven dræbt!........“
I Fillmore forlod vi de stakkels Emigranter, som med tomme Vogne og udasede Trækdyr snart skulde foretage en Reise over Amerikas mest frygtede Ørken. Den næste By, de kom igjennem, var Corn Creek, og her mødte de det første venlige Blik, hørte de første, kjærlige Ord siden de forlode Jordan. Og hvor forunderligt! det var Indianere, som boede her! Disse Vilde solgte dem 30 Bushels Mais, — Alt hvad de selv kunde undvære, og lod dem drage bort i Fred! Men dangang vare Emigranterne dragne gjennem 15 Settlementer, befolkede med „Jesu Christi sidste Dages Hellige“, som ikke vilde sælge dem Føde!
I Sandhed — en betegnende Efterfølgelse af Ordene: „Dersom din Fjende hungrer, da giv ham Mad....“ Fra Corn Creek kom de Reisende til Beaver og fandt den sædvanlige Umedgjørlighed fra Mormonernes Side; de droge da videre til Parowan; men her tillod man dem ikke engang at komme ind i Byen, uagtet General-Guvernementet har betalt 25,000 Dollars i Guld for Udlægningen af den Vei, som Emigranterne havde fulgt hele Tiden fra Salt Lake City, og som fører direkte gjennem Byen Parowan! Man nødsagede dem til at forlade den offentlige Vei og drage omkring Byens Vestside. De sloge Leir ved en lille Bæk i Nærheden af Byen og forsøgte at kjøbe Kvæg og Proviant, men forgjæves. — De bad da om at saa det Mais, de have kjøbt af Indianerne i Corn Crek, malet paa Kornmøllen i Parovan, men ogsaa dette nægtedes. En lille Englænder vilde gaa ud, for at sælge dem nogle Fødevarer, men Biskop Lewis Søn og Raadgiver tvang ham med en dragen Bowiekniv til at gaa tilbage og opgive sine barmhjertige Hensigter!
Min Herre! Hvorfor blev det forbudt disse Emigranter at reise igjennem eller komme ind i Parowan? Dette Spørgsmaal vil maaske engang blive stillet til „Dem“ fra en saadan Authoritet, at de vil finde Dem foranlediget til at svare derpaa, hvor ubehageligt dette end kan være dem! De kan besvare det, ligesaavel som deres Adjudant og Brigadegeneral George A. Smith, samt William H. DAme, Oberst for et Militærkompagni under Deres Overkommando, Oberst for det Regiment, som kort efter overfaldt de sagløse Emigranter ved Mountain Meadows og myrdede dem! Men De svarer ikke, før De bliver nødt dertil! Lad mig da antage: at Parrowan var dette Regiments Hovedkvarter, at det var Oberst Dames Opholdssted, at der var visse militære Foranstaltninger indenfor Voldene, som det ikke vilde være klogt at lade Emigranterne ane; thi deres Ødelæggelse skulde udføres ved et Overfald, — at man vilde forebygge, at Emigranternes fredsommelige Væsen og gode Opførsel skulde vinde dem Parowanernes Sympathi, hvis de sik Samkvem; thi Mormonernes passive Fjendtlighed skulde nu snart gaa over til at være aktiv!
Emigranterne naaede derfra til Cedar City, som dengang havde flest Indbyggere af alle Syd-Utahs Byer. Her tillodes det dem at kjøbe 50 Bushels Tiendehvede, samt at faa baade dette og Maisen malet i John D. Lees Mølle. Denne Gunst var dog næppe Tak værd, thi Authoriteterne, som solgte Kornet, gjorde bestemt Regning paa at faa det tilbage inden en Uge. I hvert Fald vare Emigranterne dermed kun halvt provianterede for deres Reise til det nærmest bebyggede Punkt, San Bernardine i California, hvilket alle erfarne Mænd, som have reist denne Vei, kunne bekræfte.
Efter en Dags Ophold i Cedar City fortsatte Folkene fra Arkansas deres Reise, hvis tragiske Slutning nu var nær. Det tog dem tre Dage at reise de 20 Mil mellem Cedar City og Iron Creck. Endvidere varede det to Dage for dem at reise fra Iron Creek til Mountain Meadows, en Distance af omtrent 15 Mil. Disse Kjendsgjerninger tale høit om deres sørgelige, udmattede Tilstand.
Imidlertid havde et Krigsraad, som blev afholdt i Parowan, og hvor Præsident Isaac C. Haight (Mormonypperstepræst i Syd-Utah), Oberst Dame, Major J. D. Lee og deres Adjudant vare tilstede, udstedt en Indkaldelsesordre til „Nauvoo Legionen“ om at møde „bevæbnet og ekviperet som Loven paabyder i Krigstilfælde“. Regimentet organiseredes i Cedar City under Anførsel af dets Mejor John D. Lei og begyndte derfra — ledsaget af Vagagevognene og det sædvanlige Krigsmateriel undtagen Artilleriet — at forfølge Emigranterne samme Dag som disse forlode Iron Creek. Lee, som ogsaa var Indianeragent i Syd-Utah, indbød „Pinte-Indianerne“ til at ledsage sig og raadede saaledes over en Styrke, som de stakkels Emigranter ikke kunde haabe at modstaa.
Meningen havde egentlig været at overfalde Emigranterne ved Clara Crossing, men man indhentede dem først om Morgenen den 12te September ved Mountain Meadows, just som disse, der ikke anede den mindste Fare, begyndte deres Dagsreise. Ikke saa snart vare de komne et tilstrækkeligt Stykke Vei bort fra den Kilde, de havde været leirede ved om Natten, før Indianerne, uden Lees Vidende begyndte at give Ild paa dem. Emigranterne bleve naturligvis i høi Grad overraskede, men de tabte ikke strax Besindigheden, dertil havde de reist forlænge paa Indianernes usikre Gebeter. Inden faa Minuter stode de parate til et modigt Forsvar bag ved en Forskandsning af Vogne; men, ak! de vare afskaarne fra Vandet!
I to Dage hoide de sig ikke destomindre saa tappert mod Tropperne, at Lee begyndte at blive urolig. Han sendte derfor Bud til Washington og Cedar City efter Forstærkning, hvilken ogsaa strax blev indkaldt og marscherede afsted, og forenede sig med Lee den fjerde Dags Morgen efter Overfaldet. Denne sidste Udskrivning omfattede alle kampdygtige Mænd i Washington, og kun tvende bleve tilbage i Cedar City.
Den tredie Kampdag kunde Emigranterne ikke længere undvære Vand. Den forfærdeligste Tørst berøvede dem næsten Forstanden. De kunde se Vandet, saa nær var det, men Ilden fra Mormonernes Rifler forhindrede dem Adgangen dertil. Adskillige mistede Livet i mislykkede, desperate Forsøg paa at naa derhen. Tilsidst klædte de Forsmægtende to smaa Piger i Hvide og lod dem løbe henimod Kilden med en Spand, i det Haab, at Mormonerne endnu havde en Skygge af Menneskelighed tilbage; men — Mormonerne skjød de Smaa ned! —
Dagen efter, at der var kommet Forstærkning, kaldte Lee sine Tropper sammen ved Daggry i omtrent en halv Mils Afstand fra Emigranternes Forskandsninger og holdt en Tale, hvori han underrettede dem om, at han havde faaet Ordre fra „Hovedkvarteret“ til at dræbe hele Emigrantselskabet undtagen Børnene!“ De, min Herre! vil, hvis jeg ikke tager Feil, engang blive nødt til at komme overens med Oberst Dame om, hvorvidt dette „Hovedkvarter“ var i Salt Lake City eller i Parowan; og det skulde undre mig meget, hvis Obersten foran Domstolene tager Ansvaret for denne extraordinære Ordre alene paa sig. Hvorledes dette nu end forholder sig; der kan ikke være Tvivl om, at en saadan Ordre virkelig var udstedt.
Man havde holdt to Krigsraad i Parowan. Det første omtrent paa samme Tid, som Emigranterne passerede Byen. Haight og Lee vare tilstede begge Gange, men da det sidste Krigsraad var endt, reiste de sammen tilbage til Cedar City. Lee for at tage Kommando over Tropperne, og Haight for at være parat til at yde ham Assistance, hvis det behøvedes Der er aflagt Ed paa, at Haight, to Dage efter at Emigrationen havde forladt Cedar City, sagde til visse Folk der, hvis Navne jeg ikke vil nævne nu, at han havde faaet Ordre fra Hovedkvarteret „til, at dræbe alle Emigranterne med Undtagelse af de smaa Børn“; og denne Udtalelse maa gjøre det Indlysende for Enhver, at baade Haight og Lee handlede i Henhold til Befaling fra høiere Steder. Tanken om, at Oberst Dame oprindelig har udstedt denne Ordre, er absurd og i høieste Grad usandsynligt; thi Obersten for et Regiment har ingen Ret til at foretage sig noget under saadanne Omstændigheder undtagen han udfører sine Foresattes Befalinger derved; man vilde stille ham for en Krigsret, hvis han tiltog sig en saadan Authoritet; men der er vist ingen, som har hørt Tale om, at Oberst Dame eller Major Lee har været for Krigsret i Anledning af deres militære Bedrifter ved Mountain Meadows!
Efterat John D. Lee havde gjort sine Soldater bekjendt med den skjæbnesvangre Ordre, samt instrueret dem om, hvorledes det Hele skulde udføres; gik han under et Parlamentærflag hen til Emigranterne og tilbød at beskytte dem, dersom de vilde nedlægge deres Vaaben! — Dette Tilbud kom ikke fra snedige, troløse Indianere, men fra Major Lee, en Christen og en af Regjeringens Officerer! Hvad skulde Emigranterne gjøre? De vare vel ikke beseirede, men de vare overanstrængte, udvaagede og halvdøde af Tørst! De modtog Tilbudet, forlod deres lille Forskandsnig, nedlagde Vaabnene, gik hen til Lee, som stod tæt ved Kilden og stillede sig under hans Beskyttelse! Og nu foregik der en Seene, hvis Rædsler Indblidningen næppe er istand til at forestille sig skjøndt Beretningen derom maa være tilstrækkelig til at fylde ethvert Menneskes Hjerte med Gru og Afsky.
Major Lee tog disse halvt omkomne, vaaben- og sagløse Mennesker under sin Beskyttelse! ↄ: han opstillede øieblikkelig alle Mandfolkene i en Linie, lod Kvinderne og Børnene gaa forud og begyndte da at lade dem marshere omtrent en halv Mil i Retning af Cedar City. Fra Spidsen af Colonnen gav han derpaa Befaling til at standse, og strax efter lød Kommandoen: „Skyd dem ned!“ igjennem Rækkerne. Den første Salve affyredes førend de stakkels Emigranter forstode Situationen. De, som endnu levede, udstødte da et hjerteskjærende Skrig og flygtede i alle Retninger, men saa begyndte en Jagt paa Mennesker, som i grændseløs Barbarisme længe maa søge om sin Lige........ Snart blev Alting roligt og stille med Undtagelse af en hæs Dødsrallen hist og her, klagende Skrig fra de overlevende Smaabørn og maaske nogle tunge, dybe Aandedrag fra mange af Soldaterne, som nu blege og skjælvende beskuede den gruelige Blodscene foran og omkring dem....
Skjøndt det forfærdelige Myrderi saaledes nu var fuldført, havde man dag ikke naaet Rædslernes Ende. Nei! nogle af de mormonske Soldater, begyndte nu at foretage sig noget, der syntes endnu mere oprørende! De plyndrede deres Ofres døde Legemer. Ligene af Mænd og Oldinge, ærværdige Matroner og kydske Ungmøer bleve liggende uden Begravelse, efter at man først med dyrisk Lystighed havde berøvet dem alle Klædningsstykker!........ Emigranternes Vogne, Kvæg og øvrige Eiendele bleve naturligvis ogsaa betragtede som god Prise. Man førte det til Cedar City og solgte det der, idetmindste delvis, under den flotte Betegnelse: „Eiendom indtaget ved Sebastopols Beleiring....“
„....Befalingen lød vel paa, at de smaa Børn skulde skaanes, men adskillige omkom dog i Myrderiets Hede. Kun 17 frelstes, og disse bar Biskop Klingon Smith Omsorg for. Lee havde overdraget ham dette Hverv før Myrderiet, men John Willis og Samuel Mardy hjalp ham frivillig dermed. De stakkels Forældreløse sattes i Regimentets Bagagevogne og kjørtes derpaa via Hamlins Ranche til Cedar City, hvor de bleve fordelte mellem mormonske Familier ........ Siden gjorde et eller to af disse Børn nogle Bemærkninger om Myrderiet som ansaaes for farlige, men saa tog man dem ud — og begravede dem! ........
Saavidt „Argus!“ Flere Øienvidner fortælle følgende gruelige Enkeltheder af Myrderiet. Da den første Salve var affyret mod Emigranterne, løb en ung Pige hen til Major Lees Søn og bønfaldt ham om Beskyttelse. En menneskelig Følelse vaagnede i Ynglingens Bryst ved Synet af den smukke unge Pige, som klynegede sig til ham, for at frelse Livet; og han besluttede at frelse hende. Men Faderen sprang øieblikkelig til, tvang sin Søn tilside ved at gribe ham i Halsen og skjød den unge Pige i Ansigtet med sin Revolver, saa at hun faldt livløs ned ved hans Fødder. Den unge Lee skal altid have været sørgmodig og livstræt siden.
Vi skule senere omtale Processen mod Lee i Juli 1875, men indskyde her to af de Vidneforklaringer, som herunder fremkom, for at samle Billederne fra Mountain Meadows Myrderiet saavidt muligt under et.
Robert Reyes siger: „I 1857 reiste jeg fra California til Utah. Naaede den sidste Plads i Oktober. Passerede dengang Mountain Meadows sydvest for Cedar City. Saa to Ligdynger der. Den ene bestod af Kvinder og Børn, den anden af Mænd. Ligene vare aldeles nøgne og syntes at være kastede ligegyldig sammen. De saa ud til at være myrdede. Jeg tænker, at der var 60 eller 70 Lig af Kvinder og Børn. Saa en Mand i Dyngen. Børnene vare i en Alder fra 1 Maaned til 12 Aar. De smaa Børn vare mest opædte af Ulve og Krager. Paa nogle var Halsen overskaaret, andre havde Knivstik, andre igjen vare trufne af Geværkugler. Alle Ligene vare mere eller mindre fortærede, med Undtagelse af et, Liget af en Kvinde, som laa lidt afsides sydvest for Dyngen og havde en Kugle i den venstre Side lidt nedenfor Hjertet. Dette Lig viste ingen Tegn paa Opløsning og var ikke rørt af de vilde Dyr; Ansigtets Udtryk var roligt, hun syntes at sove. Myrderiet var nylig foregaaet. Ligene havde sandsynligvis kun ligget det 15-16 Dage. Jeg kom der forbi den 2den Oktober. Vi vare elleve i Selskab, og deraf gik syv hen for at se paa de myrdede Mænd, som laa i Nærheden. Jeg gik ikke. Ligene vare nøgne, saavidt jeg saa, med Undtagelse af en Strømpe, som et af dem havde paa Benet“. Det andet Vidne, Asahel Bennett forklarer: „Jeg var ved Mountain Meadows i 1857 omtrent 2 Maaneder efter Myrderiet. kom kjørende der forbi i December og saa en Mængde Menneskeben, hvoriblandt Hovedskaller af Kvinder og Børn med nedhængende lange Haar, som var fortørret og besmurt med Blod. Lagde Mærke til et Barneskelet; saa ogsaa Skeletter af Kvinder, men ved ikke hvormange. Benene syntes at have været kastede i Huller eller Fordybninger og bedækkede med Jord, men Ulvene havde gravet dem op og spredt dem omkring. Jeg følte mig stærkt angrebet af dette Syn og blev der kun to eller tre Minuter, som syntes at være omtrent lige saa mange Timer. Pladsen ligger omtrent 30 Mile sydvest for Cedar City.
I Aaret 1859 kom Major Carlton paa sin Reise fra California til Utah forbi Stedet med et Kompagni af de Forenede Staters Kavalleri. Emigranternes blegede Ben laa der da endnu, men denne Officer lod dem samle sammen og byggede en stor Stendysse med et høit Kors i Midten over dem. Paa en af Stenene indhuggedes følgende Inscription: „Her ligger Benene af 120 Mænd, Kvinder og Børn, som bleve myrdede den 16de September 1857“. Paa Korsets Tværstykke blev endvidere malet: „Hævnen er min, siger Herren, og jeg vil gjengjælde det“.
Monumentet fortælles at være blevet ødelagt første Gang, Brigham Young besøgte Stedet. En Mand, som ved denne Leilighed var tilstede fortæller: „Brigham sagde til sit Følge at Inskriptionen burde hedde: „„Hævnen er min, siger Herren, og jer har gjengjældt det!““
Det synes naturligvis fabelagtigt, at et saa afskyeligt Myrderi kunde sinde Sted i en af vor Tids civiliserede Stater. Men for det Første maa man ikke uden Videre kalde Utah en civiliseret Stat. Thi Civilisationen beroer idetmindste tildels paa, at Christendommens ophøiede Lære om Kjærlighed til Næsten og lige Rettigheder for alle Mennesker er Grundvolden for Regjeringen of Folkets Retsfølelse. En Hævn saadan som Mormonismens hemmelige Endowment foreskriver (se dette Afsnit), og at erobre Lande og Stater ved Undertrykkelse og Tilintetgjørelse af deres Indbyggere, ere Principer, der tilhøre en længst forsvunden Tid af Menneskeslægtens Historie og kan endnu kun spores blandt saadanne Folkeslag, der lig Kvælersekten i Indien staa udenfor Civilisationens Omraade. Christendommens sande Lære og vor Tids Oplysning kan ikke længere forene saadanne absurde Ideer med det guddommelige Ophavs Karakter og Atributer. Dog denne frygtelige Historie om Mountain Meadows Myrderiet med flere lign., som vi her have beskrevet, og som nu bestandig vil klæbe ved dette Folks Navn, beviser Muligheden af et Folks hurtige Tilbagefald fra Christendommen og Civilisationens ophøiede Begreber. Efter snart Nittenhundrede Aar, har Christi guddommelige og menneskekjærlige Lære endnu kun til Dels været istand til at sætte sit Præg paa en ringe Del af Menneskeslægten; men det har næppe taget en halv Menneskealder for Mormonismens LEdere at sænke Korsets Emblem til et endnu lavere Standpunkt end den muhamedanske Halvmaane.
Skjøndt det kan forekomme Mange utroligt, saa er det ikke destomindre sandt, at Mormonismen, ligesom Brahmas Lære eller Muhamedanismen er en ny Religion, og har ligesaalidt tilfælles med Christendommen som hine. Den troer ikke paa „en Gud“ som Muhamed eller paa en „Treenighed“ som de Christne; men den troer paa mange Guder og ere Polytheister i ligesaa høi Grad som Polygamister.
Grundtanken i Mormonismen var derfor fra Begyndelsen, at den skulde blive en ny Stat, et nyt og mægtigt Rige paa Jorden (som Daniel og Propheterne naturligvis havde forudsagt), som nu fremstod for at beseire og beherske Verden. Med disse exalterede og fanatiske Ideer, var det naturligvis ikke tænkeligt, at Mormonerne i Længden vilde taale eller lide nogen Forfølgelse, og det varede helle ikke længe forinden de stode bevæbnede. At føre aaben Krig med deres Fjender (Hedningerne) var endnu en haabløs Sag og deres Forurettelser søgte de da, som sagt, at hævne paa en anden Maade. Deres Fordrivelse fra Missouri og Illinois, Mordet paa deres Prophet m. fl., havde de aflagt frygtelige Eder og Pagter paa at hævne, og denne Pligt tillod Brigham Young aldrig at slumre. Hertil kom nu, at Kirkens Ældste og mest ansete Apostel Parley P. Pratt[2] var bleven dræbt om Sommeren 1857 i Staten Arkansas, uden at hans Morder var bleven straffet af vedkommende Øvrighed.
Denne Begivenhed i Forening med den Omstændighed, at den ny Guvernør med Embedsmænd vare paa Veien til Utah, ledsagede af de Forenede Staters Tropper, for i fornødent Fald at haandhæve Loven og Unionens Authoritet med bevæbnet Haand, havde paany opflammet Mormonernes Fanatisme og Hævngjerrighed i en frygtelig Grad, og da Brigham Young havde bestemt, selv at vedblive som Guvernør og Enehersker i Utah, blev en staaende Arme oprettet og Territoriet sat paa Krigsfod. Det var under disse Omstændigheder, at de ulykkelige Emigranter fra Arkansas passerede gjennem Utah. Udentvivl maa vi for en stor Del tilskrive de ovenanførte Omstændigheder som den umiddelbare Aarsag til dette frygtelige Mountain Meadows Myrderi. — Men forklarer disse Omstændigheder end tildels Aarsagen, bliver selve Gjerningen naturligvis i lige høi Grad oprørende. Indignationen holdtes vedlige derved, at enkelte tvungne Deltagere i Myrderiet udentvivl pinte af Samvittighedsnag afgav beedigede Forklaringer til Retten derom Pressen tog mange Gange høirøstet Ordet for at bevirke en Proces indledet mod Hovedpersonerne i Forbrydelsen eller „Mountain Meadows Hundene“, som deres Omgivelser træffende kaldte dem; men dette skete dog først efter at de For. Stater havde sat sig i Besiddelse af Territoriet, og da desværre med et meget utilfredsstillende Resultat.
Den 8de Marts 1859 bleve 57 af de vigtigste Deltagere (deriblandt Isaac C. Haight, John M. Highbee, John D. Lee, William Glade, John Willies, Ira Allen, Joel White), anklagede for en Grand-Jury i Provo City. Distrikts-Dommer Cradlebough, som selv havde besøgt Mountain Meadow atten Maaneder efter Myrderiet da Emigranternes Skeletter endnu laa der, holdt en glimrende Aabningstale til Medlemmerne, som allerede anført, om Nødvendigheden af at straffe de talrige Forbrydelser fra Rædselsperioden, hvis ikke hele Folket vilde anses for ansvarligt og strafværdigt. — Men Grand-Juryen, uagtet en overvældende Bevismængde var skaffet tilveie.
Cradlebough, som nogen Tid efter forlod Utah, henvendte sig da til de For. Staters Congres og fremstillede der i glødende Ord Myrderiets Enkeltheder efter de Vidnesbyrd, han havde bragt tilveie. Da disse forresten substantielt samstemme med „Argus“ Breve skulle vi her kun anføre et Par af hand Udtalelser. Mormonerne tillagde Indianerne hele Skylden og derom siger han: „Under vort Ophold i Santa Clara fik jeg Besøg af nogle Indianerhøvdinger, som gav mig deres Beretning om Myrderiet; de tilstode, at nogle af deres Mænd toge Del deri, men ingen Indianere vare tilstede ved Overfaldet. En Høvding ved Navn Jackson sagde i de andres Nærværelse, at en hvid Mand kom til deres Leir Dagen før Overfaldet med et Stykke Papir, som han sagde — Brigham Young have sendt, hvilket befalede dem at gaa hen og hjælpe til at slaa Emigranterne. En Del af Stammen gik da, men toge ikke Del i Fægtningen, fordi Emigranterne havde „lange Geværer“ og skjød godt. Jacksons Broder blev skudt, medens han løb over Engen i omtrent 200 Yards Afstand fra Emigranternes Vognskandse.
Jackson sagde, at alle Mormonerne vare bemalede, endvidere, at Indianerne fik endel af Klædningsstykkerne samt at John D. Lee, Præsident Haight, og Biskop Heigbee vare de vigtigste Ledere, Senere viste en anden Indianer mig det Sted, hvor Mormonerne havde forklædt og bemalet sig. Det maa nu bemærkes, at Indianerne i det sydlige Utah ere lidet talrige, særdeles lavtstaaende feige og dyriske. Meget faa af dem have Geværer. De ere ikke farlige; jeg troer næppe, at alle Indianerne i Utahs sydlige Del kunde formaaes til at kæmpe mod ti hvide Mænd!....“
Angaaende Emigranternes efterladte Børn siger Dommeren: „Jeg erindrer en af dem; en Dreng ved Navn John Calwin, knap ni Aar gammel, som en Dag, efter at have siddet stille og eftertænksom i nogen Tid, udbrød i disse Ord: „O! — gid jeg var stor, jeg ved, hvad jeg saa vilde gjøre; jeg vilde skyde John D. Lee; jeg saa, at han skjød min Moder!“ Jeg glemmer aldrig den Drengs Blik!“
Mr. Jacob Forney, Brigham Youngs Eftermand som Indianeragent, samlede 16 af disse Børn og sendte dem til St. Louis. I sine Beretninger til Regjeringen opgav han Børnenes Navne[3], samt meddelte mange graverende Omstændigheder mod Mormonerne.
I Marts 1859 skriver han saaledes: „Jeg er i Stand til at bevise, at Eiendele til Værdi af omtrent 30,000 Dollars bleve udelte mellem de ledende Kirkeembedsmænd faa Dage efter Myrderiet....“
I September samme Aar hedder det i hans Indberetning:
„........Jeg begyndte mine Undersøgelser uden Præjudice med det Haab at blive i Stand til at lægge hele Brøden paa Indianerne; men ulykkeligvis overbeviste Alt mig om, at disse kun agerede Medhjælpere.......Hvide Mænd vare tilstede og ledede Indianerne. John D. Lee fortalte mig i sit eget Hus sidste April i to Mænds Overværelse, at han var tilstede ved Fægtningen i tre Dage, hvoriblandt den sidste....“
Det er i høi Grad beklageligt, at Regjeringen i Washington, uagtet den saaledes tilfulde var gjort bekjendt med Sagen, ikke foretog noget, for at faa Forbryderne straffede.
Da en Petition desangaaende engang blev bragt ind i Kongressen spurgte et Medlem: „Er der begaaet Mord i Utah de sidste tyve Aar?“ — „Ja!“ lød Svaret. — „I de sidste femten Aar?“ — „Ja!“ — „I de sidste ti Aar?“ „Ja!“ „I de sidste fem Aar?“ „Maaske ikke!“ — „Godt! dersom der ikke er blevet myrdet i Utah i fem Aar, saa sætter jeg mig imod at rippe op i det gamle. Der er Mord i New York næsten hver Dag!“ En saadan Handlemaade og slige Udtalelser trænge formodentlig ikke til Kommentarer. I Juli Maaned 1875 bragte Dommer Boreman for første Gang en af de Skyldige, den føromtalte John D. Lee for sin Domstol i Beaver City, Syd Utah. — Efter mange Vanskeligheder fik han ogsaa Vidner skaffet tilveie, hvoriblandt to Øienvidner nemlig Joel White og den før omtalte Biskop Klingonsmith, hvem man idet Hele taget kan betragte som det vigtigste Vidne, der endnu er fremkommet[4].
Hans Udsagn anføres dog ikke her, fordi de substantielt falde aldeles sammen med „Argus“ Fremstilling. Førend Processen begyndte, tilbød John D. Lee imidlertid at optræde som offentlig Anklager, for at fri sig selv; og Retten modtog hans Proposition i det Haab derved at faa Brigham Youngs sande Forhold til Myrderiet klaret.
Følgelig udarbeidede Lee en Slags „Bekjendelse“, men deri fritog han Brigham Young for al Delagtighed. Det hedder saaledes: „....Jeg maa sige til Ære for Brigham Young, at han græd som et Barn og vred sine Hænder i bitter Sjælekval, da han hørte min Beretning om Myrderiet. Han sagde, at dette var den ulykkeligste Begivenhed, som endnu var hændt Mormonerne; at denne Gjerning vilde bringe Sorg og Ulykke over Utah. Han ønskede, at Gud vilde have forhindret den....“
Brigham maa i saa Fald have fattet sig paafaldende hurtigt, thi kort efter behandler han i Biskop Klingonsmiths Nærværelse Sagen med megen Koldblodighed. Biskop Klingonsmith, hvis Sanddruhed maa betragtes som hævet over enhver Tvivl, fortæller nemlig:
„....Næste Dag mødtes Lee, Charles Hopkins og jeg i Præsident Youngs Kontor. Brigham behandlede os venligt og tog os over til sin Stald, for at vise os sine Vogne, Heste og andre smukke Ting. I Samtalens Løb sagde han, at jeg, som havde Opsyn over Emigranternes Efterladenskaber, skulde overlade disse til Lee, da denne var Indianeragent og som saadan havde mest Ret til at uddele det. Derpaa vendte han sig om til mig og sagde: Sig ikke til Nogen, hvad I vide om denne Sag, tal ikke engang om den til hverandre....“
Dommeren forkastede derfor Lees, Bekjendelse[5] som unyttig, og Processen mod ham begyndte. Defensorerne — blandt hvilke Mormonkirkens fastlønnede Advokater, D-Hr. Courherland & Bates indtog en fremragende Plads, — gik som sædvanlig løs paa at tillægge Indianerne Skylden. Emigranterne skulde have vakt de Vildes Had ved at komme Gift i en Kilde og ved at efterlade en forgiftet, død Ko paa deres Vei, hvilken Rødhuderne senere spiste. Vi skulle ikke opholde os ved det Urimelige og Fantastiske i saadanne Fortællinger. Men lad os endog for et Øieblik indrømme Muligheden af, at Rødhuderne begik Myrderiet, trods de tydeligste, uafviseligste Beviser, som fremkom paa det Modsatte. — Saa spørge vi simplethen: „Hvorfor forhindrede Nauvoo Legionen, som ingen nægter var tilstede, da ikke Myrderiet? Det havde været let for dem! Hvorfor hjalp Mormoerne ikke Emigranterne mod de Vilde? — Er Neutralitet under saadanne Omstændigheder ikke der Samme som Medskyldighed? Men det nytter ikke at argumentere, saalænge enhver Jury i Utah efter de For. Staters Love, skal bestaa af Mormoner; thi disse ere ved hemmelige Eder forpligtede til at frikjende de af deres Brødre i Troen, som blive anklagede for „Hedninge-Domstole“. I processen mod Lee bestod Juryen af otte Mormoner og fire „Hedninger“, Resultatet blev følgelig, at de ikke kunde komme overens, om at Anklagen imod Lee foreløbig maatte stilles i Bero.
Hvis de For Staters Regjering ikke snart med Alvor tager fat paa Sagen, saa ville „Mountain Meadows Hundene“ forblive ustraffede til deres Dødsdag, og Blodet af deres myrdede Ofre vil evigt vedblive at raabe til Himmelen om Hævn.
- ↑ De „aabne Breve“, fra Pseudonymen „Argus“ fremkom første Gang som Artikler i et „Gentile-Blad“ „Corinne-Reporter“, som tidligere udkom i Utah, og vakte da en umaadelig Opsigt.
- ↑ Pratt blevet myrdet i Arkansas 1857 af Mr. McLean, med hvis Hustru han havde været gift i længere Tid, og som nu havde lagt en Plan til ogsaa at bortføre sin forrige Mands Børn, som bleve opfostrede hos deres Bedsteforældre, der boede i Staten Louisiana. Hun begav sig dertil, foregivende Anger og Fortrydelse. Hun blev troet og tilgivet, og vandt snart sine Børns Tillid. Da hun havde faaet dem omvendte til Mormonismen, rømte hun over til Arkansas, hvor Pratt ventede for at modtage dem; og der var det, at den forbitrede Fader indhentede dem, og skjød Apostelen. Mrs. McLean var Pratts tredie Kone.
- ↑ Denne Beretning lyder som følger: „John Calwin, 8 Aar gammel, husker ikke sit Navn, men siger, at hans Forældre levede i Horse Head Johnston County, Arkansas. Mironi, 7 Aar og William Taggit, 4 Aar, ere Brødre, ogsaa fra Johnston County. Prudence Angeline, 6 Aar og Annie omtrent 3 Aar, disse to antages at være Søstre. Rebekka, 9 Aar, og Louise 5 Aar og Sarah 3 Aar, ere fra Dunlap. Betsen, 6 Aar, Anna, 3 Aar, troes at være Søstre, og Intet vides angaaende deres Familie eller Hjemstavn. Charles Francher, 8 Aar og hans Søster Anna, 3 Aar, Saphronia eller MArie Huff, 6 og Elisabeth Huff 4 Aar. En Dreng uden Signalement, Folkene, han var hos kaldte ham William. Francis Hawn eller Korn, 4 Aar gammel. „Jeg er efter Samtale med disse Børn, kommet til det Resultat, at de fleste af dem ere fra Johnston Co., Arkansas. De fleste af dem have fortalt mig at deres Bedsteforældre bo i denne Stat. Hr. Hamlin har Grund til at tro, at en Dreng, omtr. 8 Aar gammel og af samme Parti nu er iblandt Navajo Indianerne i Nærheden af Colorado Floden. Angaaende disse ulykkelige Børn fortæller Forney videre i sin Rapport til Commissionen over Indianeraffærerne, dateret Provo City, Marts 1859: „Børnene vare solgte bort til forskjellige Personer i Cedar City og Pinto Creek, og jeg er nu i Besiddelse af Regninger fra forskjellige Personer, der forlanger Betaling fra Regjeringen, men jeg kan ikke indlade mig paa endog blot at fremføre lignende Fordringer mod Departementet. — I den sidste Session af de For. Staters Congres, blev der gjort Forsøg paa at tilkjende disse berøvede Børn nogle hundrede Ackres af Regjeringens Land, som Erstatning for det Tab, de i denne Retning maatte have lidt ved deres Forældres og Forsørgeres Mord; men selv dette mødte Modstand blandt de høihjertede Statsmænd, da de frygtede at en saadan Ædelmodighed vilde sætte et farligt Exempel for Andre, der havde lidt paa lignende Maade.
- ↑ Under Forhøret gjorde Dommer Southerland, den ene af Kirkens Advokater og Lees Defensor, Klingonsmith følgende prøvende Spørgsmaal, i den Tanke, at den Medskyldige og nu 63 Aar gamle Vidne ikke vilde tilstaa sin egen Forbrydelse: „Jeg formoder“, sagde den snu Advokat, „at de affyrede deres Gevær over Emigranternes Hoveder?“ „Jeg fyrede paa, og jeg antager, at jeg dræbte min Mand“, lød Svaret. Biskop Klingonsmith, som maaske drevet af Samvittighedsnag var slyttet eller flygtet fra Utah til Nabostaten Nevada, hvor han for Distriktsretten, den 10de April 1871 aflagde en skriftlig og beediget Bekjendelse der i ethvert Punkt stemmer med det mundtlige Vidnesbyrd, han aflagde ved nærværende Forhør. Hans skriftlige Bekjendelse slutter som følger: „Jeg begyndte at opsamle Børnene forinden Skydningen havde ophørt. Jeg har aflagt denne Bekjendelse for nærværende Ret (i Nevada) fordi jeg troer, at jeg vilde blive myrdet, hvis jeg prøvede paa at aflægge samme for nogen Domstol i Utah Territorium“. Han bekræfter ogsaa her, at Brigham Young havde Overkommandoen (Commander in chief), over Tropperne som udøvede Myrderiet, og at John D. Lee indgav en fuld Rapport desangaaende til Præsident Young som „Commander in chief“.
- ↑ Fra John D. Lees Confession, vil vi videre anføre følgende Udtog, d r noksom vidner om, hvem der var Ophavsmanden til dette umenneskelige Slagteri: „Det bliver min pinlige men uundgaaelige Pligt at nedskrive Omstændighederne, som ledede til den ulykkelige Affære, der benævnes „The Mountain Meadows Massacre“: „....Jeg har været arresteret og anklaget for Delagtighed i nævnte Forbrydelse. Jeg har nu været i Fængsel over otte Maaneder og baaret Jern i de tre.... Jeg har prøvet at bære dette med sindig Fatning (Fortitude), vidende at de Fleste, som toge Del i denne ulykkelige Affære, vare bevægede dertil formedelst religiøs Indflydelse, eller Fanatisme, og Intet uden deres Hengivenhed til Gud, og deres Pligt mod ham, som det er blevet dem lært i deres Religion og af deres Kirkes Ledere, kunde nogensinde have formaaet dem til at udøve disse afskyelige og unaturlige Handlinger Jeg er overbevist om, at alle, eller de Fleste af dem, der deltoge i denne beklagelige Affære, gjorde saa formedelst Lydighed til Ordrene, som de ansaa for deres Pligt — deres religiøse Pligt — at adlyde“. (Se „John De Lees Forhør, i Juli 1875, Side 10).“
